Det var ikke så forfærdelig lang tid siden, at hun havde forladt Norvik, et sted hun altid havde fået afvide af Alyssia, at hun ALDRIG nogensinde måtte sætte fod. Hun anede dog ikke hvorfor det var så vigtig at holde hende fra dette land, med undtagelse af kulden, der skar og bed igennem hendes marv og ben. Hun havde prøvet så godt hun overhovedet kunne, at dække sig til med klæder. Hun havde fået en rød kappe, der havde skind syet til sig indvendig i hvid, af en hun havde fikset et sværd for, samt havde hun fået mad og husly, af nogle lokale, eftersom hun havde hjulpet med at sy samt smede en smule for dem, dog havde hun besluttet sig for, at hun måtte videre.

Hun anede ikke helt hvorfor, men det var som om et eller andet havde draget hende til krystalbjergene, men hvad, anede hun dog ikke?. Hun gik med tunge skridt hen over det snedækkede landskab og mærkede hvordan hvert et skridt tog mere og mere styrke fra hende, før hun satte sig ned i sneen og sukkede opgivende. " Urrrgh!... Jeg fatter ikke, at jeg er faret vild! ". Hun så bekymret rundt, før hun prøvede at finde det lille stykke kort hun havde fået udleveret. Hvor havde hun gået forkert?, hun burde for længst ha været nær Dragon isdalen... Hun sukkede kort og rejste sig igen, før hun så rundt. Der var et slot i horizonten, dog fik hun en svag knude i maven af synet. Hun vidste godt at disse kanter var farlige, men det var hendes egen slags hun havde hørt, der befandt sig i disse områder. Hun følte sig virkelig uerfaren og virkelig dårlig stillet, i form af at hun ikke havde socialiseret nok med folk, samt prøvet at trække nok viden til sig om landet. Hun havde altid vendt den anden kind til, når der skete noget stort, som prøvede hun at undgå hele verden og det der var ved at ske med den.

Hun følte at der havde gået flere dage og sneen blev tættere og udmattelsen større og større. Hun var fuldstændig faret vild nu og hun følte lidt, at hun aldrig rigtig ville finde hjem igen. Det lange midnats sorte hår, lå glat ned af hendes skulder og dansede blidt sammen med vindens toner, før det lange sig ned, da vinden tog af. Det syn der mødte hende, fik hendes øjne til at spærre op. Det hvide i hendes øjne var blevet en smule svag, samt de sorte øjne, syntes at være blanke og livsløse. Hun traskede med tunge skridt hen af mod dette slot, denne fæstning, før hun faldt på knæ. " N-Nej jeg vil i-ikke.. Jeg er datter af Dalica.. Hellon.. j-jeg vil ikke bøje mig for vejret eller mi..mine.. mine.. ". Hun kunne mærke hvordan det begyndte at sortne for hendes øjne, før hun rakte ud i luften, som ville nogen eller noget gribe hende, inden hun faldt til jorden og mærkede end ikke kulden mod sin nu lettere blege hud, samt blålige læber. Ansigtet blev dækket af det silke sorte hår og den røde kappe lå som et tæppe i sneen, mens det så småt begyndte at dale fra oven.

Allerede flere meter fra fæstning var kvinden spottet af Ras spejder, og der gik ikke langtid før Ra havde fået at vide at der var en på vej, Ra tog sin frakke på hvor på ryggen var liget af klanens mærke, han tog de hemmelig gange der var på fæstningen hen til porten sådan han kunne komme hurtigere ud af den, som han kom frem til kvinden stod der allerede vagter med sværdet rettede imod hendes hals, Ra kiggede på hende kort hvor efter han vende ryggen til “ dræb hende “ sagde han bestemt og gik et skridt inden han råbte “ vent “ han gik hen og satte sig på hug foran hende hvor efter han kørte hans hånd igennem hendes hår, han løfter ud i blusen på hende og smilede kort, inden han tog hendes våben og rejste sig igen og gik mod fæstningen “ giv hende bind for øjne og bær hende hen til vandet kile.” sagde han bestemt, hvor efter vagterne gjord som der blev sagt.

Vandet kiler var en kilde Ra badet i for at heale sig selv, det samme ville ske med hende, hun blev placeret i vandet med to vagter ved hende side som holde i armene, dog havde hun stadig tøj på, Ra selv sad på hans stol der nærmest lignede en trone i andre øjne og kiggede på hende, og blot for at gør det mere spændende var afstanden mellem dem under tre meter det vil sige, hun ingen magiske evner havde lige nu.

Hun kunne mærke noget koldt mod sin hals, før det forsvandt igen. Hendes blik flakkede og hun kunne se wn skygge foran sit blik, der vendte med ryggen til hende, inden hun svagt lukkede øjnene igen og fik dem halvt åbent igen, til synet af en skikkelse foran hende på hug, mere så hun ikke, før hun besvimede igen. Hun vågnede så småt ved følelsen, følelsen af at flyde eller flyve nærmest.. nej.. synke.

"Ah.. Aarehh!?! " hun gav et forskrækket skrig fra sig, før hun rev og sled i hvad end der havde fat i hendes arme, mens vandet plaskede til alle sider. " hjælp!?!.. hvad sker der, hvor er jeg!.. hvad har i gjort ". Det gik først op for hende nu, at hun bar noget over sine øjne og hun kunne svagt ved det nederste af sin næse, skimte en glinsende overflade. Hun bevægede sig svagt og sagde med en lav tone " vand.. ", før hun prøvede at rive sig løs igen, inden hun lod sig nærmest dykke ned mod vandets overflade, for at rive sig fri.

Som den unge kvinde kom til sig selv, løftede Ra hånden kort og de slap grebet om hende, og fjernede binder fra hendes øjne, der var mange hemmelig veje ind i hans fæstning og dem Ville han ikke have hun så, så derfor bind for øjne han betragtede den våde kvinde meget, og kiggede på hende med hans helt sorte øjne som ikke viste noget helst, “ taknemmelighed burde være en selv følge, at blive hjulpet burde være en selv følge, at blive dræbt burde jeg måske have ladet være din skæbne, så sig mig hvem er du og giv mig tre gode grunde til at jeg lader dig leve” sagde han bestemt hvor efter hun blev hevet op af vandet og kastede hen af gulvet, hvor efter hun blev omringede af fire vagter der havde våben rettede imod hende, Ra rejste sig op og gik hen til hende hvor efter han smed hendes våben foran hende, inden han vende ryggen til hende igen og gik “ tænkt ikke forlænge over det “ sagde han roligt og meget arrogant.

Ras vagter ville angribe hende så snart han gav tegn, så hun måtte skynde sig eller bevise sit værd overfor Ra, valget var hende på den ene eller den anden måde, en ting var sikkert nogle vil dø idag og hvem det var ville tiden vise

Som hun dykkede ned af, kunne hun mærke de slap hende, samt at bindet blev revet væk fra hendes ansigt. Hun steg hurtigt til overfladen, drivvåd og plaskende omkring sig, med det lange glatte sorte hår, der piskede op mod luften, før det faldt ned over hendes skulder igen, i det hun blev hevet op af vandet og kastet hen af gulvet. " Ugh! ". Hun gav et klagende støn fra sig, i det hun blottede sine tænder, der var en lille smule spidse i siderne, før hun så arrigt på den fremmede. " Jeg ville måske også være taknemmelig, vis du ikke havde prøvet at drukne mig til at begynde med! ". Hendes tone var flabet og smilet på hendes læber ligeså. Da det var hans ord skar en smule i hende.. tre gode grunde..

Da de fire vagter nærmede sig hende, tog hun kort sin hånd op mod sine læber, i det hun bed diskret men hårdt ned i sin pegefinger, før hun førte sin hånd bag sin ryg og svajede en smule i ryggen, mens hun begyndte at tegne et pentagram. Der var nok skygge i dette rum, til i hvertfald at hidkalde et væsen. Hun så chokeret op, da vagterne rettede deres våben mod hende, før hun hørte lyden af sin klinge, der sled mod jorden, inden hun vendte blikket mod manden. Han indgydede frygt i hende, det var først nu, hun sådan rigtig kunne se ham an, trods vandet der dryppede ned over hendes ansigt og de sorte øjne af sine egne, dog var de ikke som hans.. hans var helt sorte, så vidt hun kunne se.. hun havde ide mindste det hvide i sine øjne stadig, men ikke for længe.

Da han vendte ryggen til hende og gik, før han sagde hun ikke skulle tænke for længe over det.. kunne hun hørte den arrogante tone i hans stemme, samt hun kunne se vagterne spænde i deres muskler. " Aaarrgghh! ".

Hun bed tænderne sammen, i det hun sparkede den ene af vagterne ned at lægge, før hun rakte hurtigt frem mod sit sværd, nåede lige akkurat at få fat i det og vende sig om, før lyden af klinger kunne høres, inden hun så bestemt på manden foran sig, før hun ændrede skikkelse til ham. De andre soldater stoppede kort op, mens den anden var ved at rejse sig. De kunne ikke bevæge sig hurtigt, fordi jorden under dem var våde, hvilket var perfekt for hende. Hun sparkede ind på knæet af ham der var overfor hende, mens hun lignede ham på en prik, så han farede ned og da han gjorde det, slog hun ham i ansigtet med en perfekt placeret knytnæve, før hun drejede rundt og skar en af de andre direkte under knæene, så han farede sammen.

Hun skyndte sig at kigge mod pentagrammet af blod, før hun pressede mod sin finger og fuldgjorde det, mens der var kaos omkring hende. Hun mærkede et sværd skære igennem hendes skulder. " Arrhh! ". Før hun råbte " Angrib! ". En skygge var foran dem, grundet belysingen, dog skyggen så langsomt ud til at blive mere fast og mørk, før et forfærdeligt ansigt af grønne tænder og øjne, farede ud mod personen der havde et sværd i hendes skulder. Manden skreg i ren smerte, som hunden flåede ham i stygger. Den var langt større end en ulv. Den flåede ham og tog imod stik efter stik fra de andre, før den sprang på en af de andre og gik amok, nærmest åd af ham, flåede hud fra hud. Hun grinte lettere triumferende, før hun forsigtigt trak sværdet ud af sin skulder, heldigt for hende, var den ikke gået igennem. Hun gav et klagende støn fra sig og hørte sin hund give et lidende klag fra sig, før hun så chokeret op og rejste sig, inden hun samlede sit sværd op og løb hen til personen og bukkede sig lige nok, til at kunne dreje rundt om ham og stikke ham i nakken, før hun mærkede den anden mands sværd, der skar hende hen over brystet. " Ah! ". Hun faldt til jorden lettere hårdt og bæstet der før havde været der, var væk. Den sidste af vagterne trådte hen over hende. Hun lå i blod og kiggede op mod vagten, i det hun forvandlede sig til sig selv.

Der lå blod under hende og hendes tøj var gennemblødt fra hende og vagterne. Hun tog fat om klingen, der farede mod hendes hals, før hun prøvede at holde den så godt hun kunne, men den prikkede mod hendes hals. " Ghh.. Mit navn er HELLICA... og jeg vil ALDRIG NOGENSINDE GIVE OP.. JEG BÆRE MIN MORS OG FARS NAVN MED STOLTHED OG VIS JEG SKAL DØ NU, SÅ VIL JEG IDE MINDSTE BLIVE GENFORENET MED DEM! ". Hun grinte hånligt, i det hun skulle til at slippe sværdet. Hendes navn.. var en blanding af Hellon og Dalica.. hendes dæmoniske forældre. Hun lignede også en smule sin mor, dog havde hun arvet sin fars ravne sorte hår, men øjnene, den måde hun så på folk, det var helt klart hendes mor. Sværdet havde tilhørt hendes far og de runiske tatoveringer hun bar på sin krop, var nogle hun havde set i sin mors dagbog, samt nogle hendes mor havde haft og hendes far... de gjorde intet, men de havde fået hende til at føle sig stærkere og tættere på dem. 

Meget kunne ske og Ra ved ikke helt hvad han havde regnet med, men en kamp blev der og det var altid spændene at se andre kæmpe, denne kvinde havde virkelig noget at byde på, men fire var alligevel for meget for hende, en ting hun havde tid til at lærer men ide hun blev boret af en af de sværd hans mænd havde, smilte han lidt dog lod hun ikke til at være typen der gav op, der var kommet en del blod og på den side ville han også have kiggede lidt hvis hun klarede alle frie mænd, for de var veltrænet kriger der var god i kamp, som kampen skred til ende og der kun var en klinge i mellem hende og hendes død, kiggede Ra undre på hende, men det var da hun kæftede sit navn og hendes familes navn op, at Ra løftede hånden op og Ras folk stoppede kampen og stillede sig på en lige række ved siden af hinanden, naturligvis dem der var tilbage.

Ra rejste sig fra sin stol igen og gik hen og satte sig på hug foran hende, han kiggede ned på hende med hans helt intense sorte øjne “ hvad hed dine forældre,” sagde han helt roligt men meget bestemt I hans tone, Ra var virkelig en meget arrogant dæmon som nærmest ikke kunne leve i sit ego nogen gange, han lagde mærke til alt det blod der lå på gulvet, han kørte hans hånd ned i hendes bluse for at mærke efter hvor klingen havde gået igennem, et lille smil kom frem på hans læber “ du skal vist ned i kilden igen “ sagde han roligt hvor efter hans vagter bar hende roligt over i det healene vand, “ lig dig roligt i vandet og dine sår vil heale, i løbet af få minutter” sagde han roligt inden han gik over og satte sig på sin trone

Hendes bryst bevægede sig hurtigt op og ned, som hendes hjerte slog hende ind i brystet. Hun kunne stadig mærke adrenalinen, så smerten og udmattelsen var ikke så tæt på, som den havde været tidligere, dengang hun blev holdt fast af mændene, da hun stod i vandet foran den fremmede mand. Hun lukkede sine øjne, dog kunne hun mærke sværdet glide væk fra sin hals, hvor den havde efterladt en lille prik, hvor blod var begyndte at komme fra, men ikke dryppe eller rande. Hun hørte hvordan de sidste 2 stillede sig på række, dog den ene var ret hårdt såret.

Hun kunne høre lyden af skridt og vendte langsomt sit blik hen mod lyden af fodtrin, før hun så direkte mod manden, der nu gik på hug foran hende og kiggede ned på hende med et så intenst blik, at hun fik kuldegysning, der fik hende til at give en svag klagen fra sig. " Ahh.. ". Hun så nervøst på ham og ventede blot på at høre sin dom, indtil han spurgte med den meget mandige stemme, hvad hendes forældre hed. Hun så undrende på ham og sagde med en hivende stemme. " Min f-far hed Hellon.. og min mor hed.. ". Hun tøvede kort, men svarede afsluttende " Dalica.. ".

Da hans hånd nærmede sig hendes bluse, tog hun ud efter den, for at tag hårdt fat om den, som en advarsel. " JEG ER IKKE DØD ENDNU.. ". Ordene var kolde og hårde, dog da hun mærkede hans hånd mod hendes rift, gav hun et klagende skrig fra sig, i det hun med det samme ville slippe, vis hun havde fået fat om hans håndled. Hun så vredt på ham. Han havde lige fået hende til at ha en kamp til døden!?.. men så igen, hun havde vel været ret så utaknemmelig, så hun valgte at denne gang, ville hun ikke modsige ham. Hun klagede, da de tog fat i hende og slæbte hende hen til vandet, der blev badet i rød, fra blodet fra skulderen af, til brystet. Hun lukkede sine øjne og prøvede at slappe af, indtil hun mærkede smerten så småt aftage og følte sig.. healet?. Hun rejste sig efter nogle få minutter og stod nu i det blodige vand og betragtede det med undren. Hun lod sine fingre glide igennem det og så forsigtigt op mod Ra, før hun sagde " Jeg.. ". Hun knugede sin hånd, i det hun ikke anede om hun skulle sige undskyld eller pande ham en. " Tak ". Hun valgte at gå den anden vej. En ting for hende, der var svært.. var at sluge sin stolthed og indrømme at hun havde gjort noget forkert. " Så hvem er du?.. hvor er jeg ".

Da hun nævnte navnet på hendes forældre lighed Ra blot, og havde det ikke været for hans sorte øjne ville man kunne se på han at han havde hørt navnet før, men heldigvis for ham kunne man aldrig læse ham på grund af hans helt sorte øjne, han fulgte hende blikket som hun blev smidt i vandet, han fjernede ikke blikket fra denne kvinde på noget tidspunkt, og efter nogle minutter var hun frisk igen eller nærmere på højkant igen, men en ting var sikkert hun skulle passe på, for selvom Ra godt kunne lide kvinder og kvinder der var flabet, så havde han en grænse for folk han havde reddet to gange, som ikke vidste taknemmelighed på den ene eller anden måde.

Som hun spurgte ind til hvem og hvor hun var smilte han blot “ du er på min fæstning, og jeg er Herren af dette sted og mit navn er Ra’s al ghul, og du har følgene muligheder her, 1. Du kan død i kamp igen 2. Prøve at vælte mig af min trone også vil du blive den nye herre hvis du gik hen og vandt, eller 3. Du kan joine min klan og blive en del af klanen, dog er der visse regler for det sidste, så hvad vil du helst ?” sagde han på hans helt egen arrogante måde, en måde der sagde *dette er mit sted tro ikke du er noget*.

En kamp til døden igen, en kamp imod selve Ra eller at joine hans klan velvidende om at hun ikke ved hvad hun ville gå ind til, men valget var hendes.

Hun kunne fornemme at hele rummet havde en hvis stilhed over sig, hvilket fik hende til at føle, at hun skulle træde varsomt fra nu af, vis hun ikke ville ende med endnu et sværd i ryggen. Hun kunne se smilet forme sig på hans læber og igen var der den mandige rang af stemme, der rørte rummets afkroge, mens hun blot stod og lyttede til hans arrogante toneleje. Hun stod lidt og overvejede nøje, mens han forklarede hvad hendes muligheder var.

En ting var sikkert, det var at hun ikke havde en chance for at overleve i endnu en kamp, samt at skulle vinde over ham.. det var hun helt sikker på, at det ikke var en mulighed, fordi sandheden var.. at hun var udmattet og hun følte sig sulten og træt, træt efter den lange gå tur, dog udmattet over den lange kamp og det var som om, at hun stadig kunne mærke smerten engang imellem. Hun så tøvende på ham og tænkte det hele igennem, før hun trådte hen af mod ham, i det hun svarede ydmygt. " F-Fint.. Jeg vil gerne blive en del af klanen ". Hun så nervøst på ham og tog sig forsigtigt til sin arm, før hun gik hen til kanten og trak sig op, direkte foran den retning af hvor han sad. " Så hvad kræver det.. ".

Aldrig før havde det været så nemt at få en ind i klanen, men på den anden side så slap han for at kæmpe i kulden, han kiggede på hende og smilede “ jamen velkommen til klanen, lad os mødes i spise salen om 20 min, vagten bag ved dig vil føre dig ned til dine gemakker, som er dit eget rum, med alt muligt tøj som i kvinder elsker at gå, derefter vil der stå en vagt ved din dør hele tiden, og vagten vil bringe dig til spisesalen, så få klædt om og så ses vi “ sagde han og rejste sig op, og gik ud af den store port, og hen imod spisesalen.

Spisesalen var stor over midt i det hele var en kæmpe marmor bord hvor der nærmest var plads til 40 mennesker, Ra sad altid for enden af bordet, og der var dækket til hende et par rækker længere nede, hvor der nærmest var alt som hjertet begær, Ra sad blot roligt og ventede på hun ville dukke op, en ting der mere var i rummet var porten ud til den magiske arena, arenaen hvor man ikke kan bruge magi overhovedet, arenaen hvor man kæmper imod Ra hvis man vil være herre over klanen, mange havde prøvet men var enten blivet dræbt eller havde svævet sit troskab til Ra i stedet for at dø.

Hun så lettere overrasket på manden foran sig, før hun nikkede og så derefter mod vagterne. * Mit eget rum.. *. Hun vidste ikke helt hvordan hun havde det med, at hun ville få et rum, samt hun ville ende med at skulle være her.. der var så mange spørgsmål. Kunne hun gå hvorend hen hun ville?, eller var hun fanget her forevigt?, samt hvilke tanker gjorde han omkring hende og hvad ville han egentlig med hende?. Hun fulgte ham nøje med blikket, da han rejste sig og gik ud af den store port, før han forsvandt fra hendes syn.

Hun fulgte med vagterne ned til sit rum og åbnede forsigtigt døren og blev mødt af et ret så chokerende syn. Rummet var stort og så luksuriøst ud, noget hun ikke før havde set. Hun så forsigtigt rundt og smilede, i det hun opdagede sengen og gik hen til den og smed sig i den. Dette var vidunderligt. Hun lukkede kort sine øjne, før der blev banket på døren og hun kom tilbage til virkeligheden. * Ugh! *. Hun havde fået et bad, så det eneste der manglede var at tørre sig lidt, samt skifte sit våde tøj ud, med noget der var tørt og dejlig varmt. Hun så på de mange kjoler og outfits der var der, samt stoffet på de forskellige ting, var så unikt. Hun tog forsigtigt fat i en ikke al for lang kjole, som så luksuriøs ud, men som man kunne rør sig i. Hun tog den ud af skabet og betragtede den foran sig, før hun iførte sig den og lukkede den om sin slanke hals. Det lange sorte hår, puttede hun noget i, så det lå glat og slank ned af hendes ryg, til hofterne.. og så tog hun et smykke på rundt ved sit hoved, så det hang en smule ned over hendes pande.

Hun tog nogle andre støvler på, end tidligere, før hun trådte hen til døren og stoppede kort op og så bagud med de midnats sorte øjne. Hun var en smule nervøs, men hun knugede sine hænder og sagde til sig selv i en lav tone. " Du kan godt.. ". Hun tog en dyb vejrtrækning, før hun åbnede døren blidt og trådte ud til vagten. Vagten førte hende hele vejen hen til spisesalen, hvor hun spærrede sine øjne op i chok, da hun fik øje på hvor stort det egentlig var. Med varsomme skridt, trådte hun indenfor og drejede en smule rundt om sig selv, før hun så mod Ra igen. Hun gik hen til sin plads, hvor der var dækket op og lod mærke til, at hun var et godt stykke væk fra ham. Hun så tøvende på ham, i det hun satte sig til bords og forsigtigt så hen mod ham, før hun spurgte " Så.. ". Hun stoppede dog sig selv, i det hun ikke anede hvad hun skulle sige... før hun tænkte på sin frihed. " Så, må jeg gå og komme som det passer mig.. ". Hun begyndte at tag mad på sin tallerken.

Som han sad der og ventede tænkte han over hendes forældres navne, for han kunne godt huske noget om det navn, men han havde ikke tænkt sig at sig at sige noget til hende omkring det, for det vil forandre alt var han sikker på, og han havde brug for at hun var ham trofast, og at hun vil dø for ham som alle andre i klanen ville.

Som døren gik op og hun kom ind i salen, fulgte han hende med blikket til hun havde sat sig ned, han kiggede på hende hvor efter han lyttede til hendes ord “ du kan gå som du vil, når jeg føler jeg kan stole på dig, du skal tiltale mig herre da jeg er Herren af huset, du skal være mig evig tro med dit liv og sjæl, selvom vi selvfølgelig ikke har en sjæl “ sagde han og smilte hvor efter han gav sig tid til at betragte hende “ men mest af alt ikke skuf mig, for du har et talent med dine evner, din kamp færdigheder kan jeg hjælpe dig med, for om 6 dage fra nu skal du kæmpe igen imod 4 af mine vagter, og der er det knald eller flad, enten dør eller så lever du “ sagde han bestemt, for her var det ham der bestemte, og han kunne gør lige hvad han ville, Ra var en god leder måske arrogant men en god leder, når folk behagede ham fik det også deres belønning “ og når ja du kan ikke forlade denne klan “ sagde han roligt, inden døren gik op tre vagter kom ind, de to vagter stillede sig ved hendes side, den anden havde en stykke jern med som var varmt, og som bar symbolet på klanen “ og ja du skal lige afmærkes sådan du ikke er i tvivl om hvor du høre til” .

Vagter tog fat om hende og flåede hendes højre ærme af, han manden med jernet fik brændt mærket på hendes arm, med mindre hun gjord modstand og ikke ville have mærket.

De midnats sorte øjne fulgte Ra nøje, mens han fortalte hende, at hun kunne gå som hun ville, når han følte, at han kunne stole på hende og at hun skulle tiltale ham som herre. " Javel.. Herre ". Hun sænkede sit blik en smule og knugede sine hænder lidt, dog var hun klog nok til at vide, at hun ikke ville kunne vinde over ham, så længe hun ikke kendte til hans svagheder eller evner, vis han overhovedet havde nogle?.. og dog. Hun huskede da hun var i vandet med bindet for øjnene.. hun havde ikke kunnet forvandle sig, det var som om hendes kræfter blev blokeret?.. og da han var et stykke væk.. så var følelsen af at være hel igen tilbage, samme her. Hun så tøvende på ham.

Da han sagde at hun skulle kæmpe igen om 6 dage, mod fire af hans vagter, samt at det var en death match nærmest. Hun så chokeret på ham og udbrød " HVAD!? ". Hun kunne dog godt følge ham men så igen, hvorfor skulle hun kæmpe til at starte med så?. Hun så lettere utilfredst på ham og hørte hans ord, med at hun ikke kunne forlade klanen. " Virkelig.. det havde jeg heller ikke troet.. til at begynde med ". Hun sukkede tungt, før hun hørte døren gå op og så de to vagter der trådte ind. Hun var ikke en fremmede til brænd mærker, dog havde hun ingen på sig. Hun rejste sig hurtigt op, i det hun så vredt mod Ra, før hun sagde " Brænd mærke!?.. VIRKELIG ". Hun bed ned i sine tænder, før en vagt kom hen og tog fat i hende, inden hun mærkede sit ærme blive revet af. Hun så vredt på ham og tog fat i jernet, inden hun holde det mod hans hals og sagde " Vis du så meget som RØR mig med dette, så er du DØD ". Hun smed jernet til siden og så mod Ra, før hun tog en dyb indånding, inden hun gik hen af mod ham, dog ikke med vrede i sit blik.

" I stedet for brændmærke, så lad mig tatoverer det.. på min hud.. please.. så vil jeg placerer det her ". Hun pegede til venstre, under hendes kraveben, på brystet. Vis han afslog, så ville hun tage imod brændmærket, men ikke før, hun havde prøvet at forhandle med ham. " Please herre ".

Normalt fandt Ra sig ikke i noget, og den måde hun havde valgt at reagere på overfor ham, ville ikke slippe ustraffet hen men det ville hun finde ud af snart, han kiggede intenst på hende angående hun ikke kunne forlade klanen igen “ okay jeg uddyber, du kan kun forlade klanen som en død kvinde “ sagde han roligt, denne kvinde skulle virkelig ikke tro man fik sin vilje ved at stampe i jorden, men hun havde i det mindste fattet Hun skulle kalde ham herre.

Som vagterne tog fat i hende og hun nægtede, kiggede han med et lille smil på læben, at hun ikke ville brænde forstod han ikke men alligevel fik hun sin vilje, “ hvis du skal have lov til at have den tatoveret, hvad så med andre så skal de også bare, hvad med hvis jeg siger ja til dig så sover du i mine gemakker i aften, “ sagde han bestemt, Ra var ikke en gris men for hende ville det nok virke sådan, men Ra havde så mange kvinder i klanen der gerne vil i seng med ham, og hvorfor vidste han ikke så hvis denne kvinde ikke fandt Ra interessant så fandt han ud af det nu, men hvis hun gjord så ja så fandt han også ud af det nu.

Han kiggede ventede på hende “ og når ja den døds kamp skal du nok klare, den er en form for optagelses prøve ser du jeg er nød til at have de bedste af de bedste i min klan, og kan du ikke klare fire mennesker alene kan du ikke være i klanen,” sagde han roligt, og meget bestemt.

Ra kunne godt lide synet af hende, hun var pæn at se på og det var også en af grunde til at han havde valgt at lade hende leve.

Hun kunne mærke det intense blik der lå på hende og hun godt og også hans ord, omkring at man forlod klanen død, men ikke på andre måder. Folk med små hjerner ville sikkert protesterer, men hun vidste bedre.. dette var for livet og hans blik sagde alt hun behøves at vide. Da hans læbe trak op i et lille smil, gik det op for hende, at det var første gang hun havde lagt mærke til at han smilte, ikke af hånlighed, men nærmere som var han underholdt af hendes stædighed??.. men måske var det blot noget hun bilde sig selv ind.

Da han sagde at andre ville blot ha det samme, det var forståeligt. Hun ville skille sig en del ud, vis hun var den første til at slippe for mærket på sådan en makaber måde. Hun spærrede dog sine øjne op i chok, da det var at han sagde, at hun måtte, vis hun sov i hans gemakker.. på hans værelse.. sikkert ikke delende seng, andet end for at.. hun knugede sine hænder og rødmede kraftigt over sine kinder, mens hendes blik så forfærdet på ham men også med en uskyldighed over sig. * jeg kan ikke sige.. at jeg er jomfru.. at jeg aldrig har delt seng med en mand.. *. Hun måtte prøve at være stærk, for sin krops skyld.

"J-Je.. Jeg vil gå med til det, men på en betingelse.. at det kun er for at sove, som du siger. Du har intet sagt om.. om at øhm.. ". Hun rømmede kort hals og ændrede hurtigt samtale emne, i det hun sagde " jeg kan sagtens klare 4!.. om det så var seks personer, så ville jeg kunne klare det "[\b]. Hun var blevet trænet hårdt og var sikker i sine evner.. dog anede hun ikke om man måtte bruge sine evner.

Denne dæmon vidste virkelig ikke hvad hun var gået indtil, hun burde vide at hun ikke kunne forlange noget som helst i denne klan nær hun snakkede til hendes herre, Ra bevægede sig ikke ud af fløjen og man kunne intet fornemme på ham, “ en ting du virkelig skal lærer når du er her, det er du kan ikke forhandle med mig, med mindre du gir noget til gengæld, du skal vide at på grund af din kækhed hæver jeg de fire mand til seks, så vil du kunne klare otte også?.” sagde han meget arrogant og med en tone der vidste hende at han bestemte hvad der skulle ske.

At hun kun ville dele seng og snakkede om det fik ham til at tænke i et kort sekund, hun var anderledes ind mange af de andre dæmoner her, hun var ikke interesseret i Ra på samme måde hvilket var godt for ham. “ ja sove skal vi nok komme til” var det eneste han sagde og sprang videre til næste emne, Ra havde måske glemt at sige alt til denne kvinde, men Ra rejste sig op da det var blivet sent, han kiggede på hende “ du bestemmer selv når du er klar, vagten vil fører dig til dine gemakker, for det andet var blot for at teste dig.” sagde han roligt, selvfølgelig skulle hun ikke sove ved ham det var kun få kvinde der fik den invitation, lige inden han nåde porten vente han sig om igen og kiggede på hende “ og når ja du skal kæmpe i arenaen hvor magi ikke r tilladt, og du skal iføres let påklædt tøj, “ blev ordrerne inden han gik ned til sine gemakker

Hun betragtede ham nøje, men han gav hende intet tilbage, hverken smil, træk på skulderne, en rynke i panden eller ticks. Denne mand var nok den sværeste at tyde, som hun nogensinde havde mødt!. Hun lyttede til hans ord og sænkede sit blik, mest af alt i frygt, frygt for at han havde planer om at forvolde hende smerte. Det kom da også, straffen for hendes ord, men ikke som hun havde forventet. Hun knugese sin hånd og svarede koldt. " Javel.. Herre.. ".

Hun kunne sagtens klare 6.. 2 på egen hånd og så 4 til hendes dyr, easy!. Hun gav et lille triumferende smil indeni, dog falmede det ligeså hurtigt, da han sagde at de nok skulle komme til at sove, men de ord der slog hårdest.. var hans sidste.

Hun måtte ikke bruge magi.. hun måtte ikke bruge magi... ordene gik inde i hovedet af hende * jeg må ikke bruge magi *. Hun satte sig tilbage i stolen og sad som sunket. Imod 6 personer.. af hans vagter.. alene.. iført.. letpåklædt tøj?.

Hun fik en klump i halsen, af frygt og rædsel.. ville hun dø her imorgen?. Hun anede ikke hvordan denne arena så ud.. snedækket?, kold.. varm.. stenet?.. sand.. hård sten.. lille.. stor.. hun var så godt som død. Hun spiste langsomt op og sad blot og stirrede i flere timer, før en vagt endelig rørte hendes skulder. " Du skal fucking ikke rør mig! ". Hun rejste sig derefter op og trådte forbi ham, før hun blev ført ned til sine gemakker. Hun sparkede og slog mod væggene, til hendes knoer blødte, før hun sank ned på knæ. Hun rystede over det hele og kunne mærke hvordan alting sortnede sig for hendes øjne.

Næste dag...
Hun havde ikke sovet en eneste gang, men nærmere blot holdt sig vågen, ventende.. hun ville ikke dø med hans mærke på sig, det nægtede hun at gi ham. Hun var ikke kommet for at være en dukke i hans spil. Dog... vis hun vandt.. så var hun hans.. forevigt.

Hvordan hun tog hans ord var han ligeglad med, det var hans fæstning hans regler hans klan, Ra lagde sig til at sove og der gik ikke langtid før han vågnede igen, Ra sov ikke længe det kunne man ikke når man var herre på dette sted, når man var det var der mange ting der skulle tages stilling til, missioner mad, træning, healing, mange ting, han gik hen til spise salen og gik ud igennem porten ud til den magiske arena hvor man ikke kunne bruge nogen former for magi, “ send bud efter hende “ sagde han roligt, hvor efter han gik ud og stillede sig i midten af den arenaen, arenaen var udenfor hvor det blæste og hvor der var koldt, det svarede til at rundt ude foran så varmt var det ikke.

Ra smed hans frakke sådan han stod i bar overkrop og ventede, seks vagter dukkede op rundt om ham og stod blot og ventede, de havde alle våben i hånden hvor efter Ra fik tildelt sit sværd, som han blot stod med langs hans side.

Det lange ravne sorte hår, var sat i en stram lang fransk fletning, fra toppen af hovedet, til hofterne som en pisk, lå den fyldigt ned af hendes ryg. Hun bar en skræddersyet kjole i mørk grå, der var letpåklædelig som han havde forlangt, men som stadig så royal ud.

Hun trådte ud i arenaen, med to lange sværd i sin hånd, samt en sølv ligene pisk, der sad fast til siden af kjolen. Hun stoppede op et stykke fra Ra og hans vagter. Hun var ret chokeret over at se ham stå der.. " hvorfor er du her.. ". Hun så afventende på ham og knugede hænderne om sværdene.

Denne kvinde havde tydeligvis ikke regnet med at se Ra i arenaen, men der var en grund til han stod der, han kiggede på hendes påklædning og tænker tanker der ikke skulle vides, men igen kunne man ikke se noget på ham på grund af de kul sorte øjne, “ ved ikke om du hørte efter men jeg sagde 6 dage, du har 6 dage at forberede dig på til denne kamp, men for at du ikke skal tro jeg er urimelig, vil jeg vise dig at det sagtens kan lade sig gør at vinde, enten overgive vagterne sig eller blir du dræbt, det vil sige vagter trækker sig fra dig hvis de føler du kunne have dræbt dem, og hvis en enkelt eller to ryger i svinget så er det bare sådan det er, de vagter vil dø for mig så de ved hvad de går indtil” sagde han bestemt, inden han rettede blikket imod de 6 vagter der stod rundt om ham.

“ begynd “ råbte han, hvor efter vagterne begynde at angribe ham, den ene gik efter hans ben mens en anden efter hans hovede, men de andre afventede deres træk, Ra løftede foden over sværeste mod hans ben, og fjernede hovedet til den ene side, sådan han ikke blev ramt hvor efter han svang selv mod samme mand, hvor han ramte hans ben *arghhh * lød det fra vagten, som han fladt om og lå på jorden og ømmede sig, den anden der havde slået ud efter Ra fik lige ledes samme behandling også var der fire tilbage, som med det samme angreb Ra på en gang, Ra blokerede de fire sving og fik selv lyn hurtigt nedlagt de sidste fire, uden at dræbe dem.

Det eneste man kunne se var blod på Ra overkrop som ikke var hans eget, han kiggede over på hende hvor efter han gik hen til hende, og stillede sig helt tæt på hende stirrede med hans helt sorte øjne “ jeg tror på dig “ sagde han og smed sit sværd på jorden, hvor efter en af hans tjeneste folk gav ham hans frakke på, “ det er en god ide at vene sig til kulden, så der starter de træning for kampen imod seks personer er du ikke klar til, tro mig “ sagde han roligt.