Det var ganske tidligt på morgen, boderne var lige slået op og menneskerne der ejede dem, var i fuld gang med at gøre klar til dagens arbejde. Tatiana, en ung pige, der før havde levet med tjenere der havde gjort disse ting. Var på vej hen til markedspladsen, iført nogle ganske simple brune klæder. En brun kedelig gulvlang kjole, og et gråt sjal der lå halvt hen over hoved og omkring hendes skuldre. Der var langt fra hvad hun var født i, hvor hun var den dag i dag. Dog var smilet stadig på hendes læber, som hun vandrede med kurv i hånden ned af gaderne. Hun havde dog været heldig, på trods af at onklen havde været så snu, at stjæle alt fra hende. Pengene, og hendes hjem. Havde hun fået hjælp til at bo sammen med de ældre damer på børnehjemmet. Der hjalp hun til i dagligdagen. Hjalp de små børn, og var også ved at være ganske god til at lave mad.

Smilet blev lidt bredder, da hun kom til at mindes den første gang hun havde hjulpet til med maden. Det havde været en katastrofe, og på trods af det slet ikke smagte. Havde børnene stadig siddet og spist det, og takket hende for at have lavet det til dem. Hun begyndte lige så stille at nynne, som hun krydsede hen over vejen, og kom ind på pladsen. Trods at det var dejlig varmt, var der nogle skyer i det fjerne, der truede med at det snart blev regnvejr. Med lidt hurtigere skridt, begyndte hun at gå fra bod til bod, og finde det hun skulle bruge. Der gik ikke lang tid, før at kurven var godt fyldt. Der blev tit hilst, og grinet. Så selvom hun prøvede at forsøge at komme hurtigt videre, var der nogle af dem der bare elskede at snakke. Og især når der ikke var så mange mennesker endnu, så havde i hvert fald de ældre damer, altid noget nyt de gerne ville fortælle.

Da alt var købt, valgte Tatiana at købe en lille kage til sig selv, hvor hun satte sig hen på en bænk lidt længere væk fra pladsen. Hun kunne nok godt nå at spise den, inden at regnen ville komme. Hvis den gjorde det!

Det var ved at blive sjældnere at Henry selv tog et smut ind til Dianthos, for at fylde de boder som havde købt produkter af ham. Han havde stadigvæk en masse at byde på, for kunderne og for købmændene i byen, hvilket også var derfor at hans medarbejdere hver eneste morgen tog fra Medanien ind til Dianthos for at aflvere de produkter som var blevet købt af ham; Vin og diverse afgrøder og grøntsager.
Han havde ikke den samme energi til at køre den samme vej hver morgen, og snakke med de samme mennesker dag efter dag, selvom han dog elskede deres penge og han var glad for at han kunne hjælpe borgerne, især i disse tider hvor problemerne altid var store for borgerne.

I mens en af hans mange medarbejder begyndte at tage kasser fra vognen ned til den sidste bod som de var nået til, var Henry i fuld gang med at modtage den betaling som købmanden skyldte ham for dagens levering. Det var en god fortjeneste for ham, men han var selvfølgelig heller ikke urimelig. Folket havde brug for at kunne købe billige, men kvalitets vare her i byen, "Mange tak" kom det blot fra Henry, da han modtog pengene og puttede dem ned i læder pungen, som hang i hans bælte, "Jeg skal sørge for at du får de sædvanlige varer igen i morgen" var hans afsluttende ord, inden han vendte tilbage til vognen. "Sørg for at få de løse kasser op på vognen og hold den klar til jeg kommer igen - Jeg tager mig en runde i mellem boderne" sådan lød ordene mod hans kusk og medarbejder. De arbejdede for ham, og derfor skulle de sætte sig i respekt.

Hans blik blev hurtigt optaget af boder med de flotteste stoffer; silke, hør, bomuld og hvad der ellers var at komme efter. Det var noget der interesserede ham, fordi at hans udseende altid betød noget for ham. Han lod fingrene glide i mellem dem, og mærkede dets kvalitet. På trods af hans kærlighed til tøj og stofferne, så var han en nærrig person og derfor blev der intet købt denne morgen - ikke endnu. Han forsatte sin gang til den næste bod, men blev fanget af et velkendt ansigt, siddende på en bænk ikke langt fra; Tatiana? det var længe siden han havde set den unge kvinde, og hun virkede ikke til at være den samme kvinde som deres første møde, så meget fortalte tøjet da om hende. Langsomt nærmede han sig hende, i håb om at hun genkendte hans ansigt, "Tatiana?"

Hun kunne ikke holde et lille, hmm, tilbage. Da hendes gane fik smagsoplevelses af ganen at smage, helt fortrinlig lille kage. Den havde så også kostet alle de penge hun havde for resten af ugen. På trods af at hun holde meget af at bo sammen med de andre på børnehjemmet. Så vidste hun også godt det ikke var en holdbar situation, der var aldrig penge at betale hende, fordi de skulle gå til tøj til børnene. Og selvfølgelig maden hun havde købt i dag, og hvad var der så? Hun havde ikke evnerne til at arbejde hårdt, hun ville ikke egne sig at stå i en kro. Og sælge, det kunne hun i hvert fald ikke. Måske hun skulle blive en kunstner eller skuespiller? Men hvor meget succes kunne hun få med det.

På ganske kort tid, blev hendes gode humør slukket af de mørke tanker der gled igennem hendes hoved. Kagen blev pludselig ganske tør, og hun lagde den fra sig. Hvad skulle der i bund og grund ske med hende? Som disse tanker næsten borede sig ind og lod mørket sive ud. Hørte hun en stemme ikke så lang fra sig, og den sagde hendes navn? Hun vente blikket imod manden, og fik store øjne. Hurtigt rejste hun sig op, og kagen hun havde haft i skødet landede på jorden. Men hun lagde ikke mærke til det. “Oh, nej..” fik hun fremstammet, og begyndte febrilsk at rette på sit tøj så hun så lidt mere - hvem prøvede hun at narre. En hver idiot kunne gennemskue at noget ikke var som det plejede. “Grev Fox” fik hun endelig frem, og bøjede hoved i respekt. Det gav hende et sug i maven, at en fra hendes tidligere liv pludselig stod foran hende. Og med et, blev hun mindet frygtelig meget om hendes tidligere liv. “Sikke en overraskelse at se dem igen - hvordan går det?” fik hun spurgt lidt efter og gav ham et forsigtigt smil.

Det var tydeligt at se at Tatiana sad i egne tanker, tyggede på dem og ikke rigtig lagde mærke til omverdenen. Det var et glædeligt gensyn, med så ung en kvinde, som han egentligt ikke havde den helt store kendskab, men nok til hun var et kendt ansigt, han kendte familien og de foretog sig, men om det havde ændret sig?
Han overraskede hende, men havde ikke i sinde at forskrække hende over hans pludselige hilsen, han kendte det godt selv, når han selv sad og dagdrømte og tyggede på tankerne.
Henry sendte hende et smil, som hun rejste sig op. Hun så febrilsk ud, rettede på hendes tøj. Han sendte sit blik mod den nedfaldne kage, og rettede det så mod hende igen, hvorefter han rakte ud efter hendes hånd og kyssede håndryggen, som hun nikkede overfor ham. Respekten var gensidig. "Jeg var ikke sikker på at det var Dem, men det kan jeg jo se at det er" kom det venligt og smilende fra ham, "Sad De og dagdrømte?" drillede han roligt.

Der var måske ikke sket så meget siden sidst i hans liv, det hele gik stille og roligt. Han havde afværget og sluppet uden om de store kriser, som var fundet sted i Krystallandet inden for de sidste par år, men det havde selvfølgelig skabt nogle problemer for hans handlen, og der havde været tispunkter hvor det ikke havde været muligt at levere til Dianthos. "Det går fremad. Det har været lidt sløjt med handlen og leveringen til Dianthos, men det går fremad" fortalte han ærligt, og kiggede på hende, "Det er glædeligt at se Dem, Tatiana - Hvordan er det gået Dem?"

Hun kunne ikke lade være med at holde en lille latter tilbage. “Charmerende som altid” kom hun med en lille drillende undertone, som hun tog sin hånd til sig efter at han havde kysset håndryggen. “Men ja, de tog mig desværre lige i at sidde og tænke - vel mere end at dagdrømme.” hendes blik nåede at blive fjern for et kort øjeblik, inden de vente tilbage imod ham.

Hun gav ham et oprigtigt stort smil. “Det er dejligt at høre, sidst var der noget med de havde købt teateret? Eller har jeg måske misforstået noget.” spurgte hun ind, hun måtte indrømme det at høre efter sladder og hvad der ellers foregik i den højereklasse. Det havde aldrig været hende, men hun havde da været forbi teateret. Og der havde hun hørt om dens nye ejer, men meget kunne ske på meget kort tid. Også kom spørgsmålet, når man spurgte hvordan andre havde det, så sendte de jo typisk det samme spørgsmål tilbage igen. Hun fugtede læberne og tog en dyb indånding. “Jeg ville ønske at jeg kunne sige at det gik godt. Men desværre er det ikke sådan landet ligger.” hun gav ham et lille smil, og foldede hænderne foran sig. “Min onkel var desværre ikke en jeg kunne stole på. Og han ende med at narre mig fra hele min formue. Så nu..” hun tog en dyb indånding “Lever jeg på almisserne fra børnehjemmet og hjælper til der..” dog fik hun hurtigt et smil tilbage på læberne, hun kunne jo ikke stå og beklage sig. Hun vidste at mange havde det meget værre end hende. “Men jeg har et tag overhoved, og jeg har et ganske godt helbred! Så kan man jo ikke tillade sig at beklage sig, kun fordi at man ikke længere har råd til den luksus man var vant til.”

"Oh, jo" fik han fremsagt og kiggede over på hende, "Men eftersom at jeg ikke bor her i byen, men stadig på gården i Medanien, så har jeg ladet Lily, overtage den daglige drift og hvad jeg hører så går det forrygende, hun er ved at sætte en ny forestilling op - De skal næsten gå ind og se det" grinede han roligt. Han kunne ikke styre teateret fra Medanien, så derfor havde han opgivet og eftersom at Lily ønskede at være skuespiller og var flyttet til Dianthos, så havde han overladt det hele til hende. Det var en god måde på at lære hende, at skabe sit eget liv, - ligesom han var blevet sat til da han var purung, "Du ved, også så hun kan starte sit eget liv, uden at hendes far kigger hende over skulderen hele tiden, ikke?" grinede han.

Han lyttede til hendes ord, selvfølgelig havde han håbet at hun ville fortælle at det hele var gået som det skulle og at det gik godt, men det fandt han hurtigt ud af at landet ikke lå sådan. Han havde ikke regnet med at hendes familie ville være sådan mod hende, men af og til kunne man ikke stole på folk, og det var ikke noget man fandt ud af før det var sket og man ikke havde mere tilbage. "Skal vi ikke sætte os?" han kiggede over på hende, det var bestemt ikke en god situation for hende, og på trods af at han ikke var en person som sådan kom folk nær, så ville han hellere end gerne hjælpe hende. Henry satte sig, og håbede hun ville sætte sig sammen med ham. "Det er frygteligt, Tatiana" han var ked af at høre at det var endt hende sådan, "Jeg kendte selvfølgelig Deres forældre, men ikke Deres onkel. Men du kan da ikke leve på den måde?" Hun skulle ikke leve på almisser fra børnehjemmet, eller leve på gaden, "Det kan De selvfølgelig have ret i, men ellers vil jeg gerne tilbyde dem et værelse på gården. De står jo alligevel tomme - næsten" Gården havde mange værelser, og hun kunne sagtens få et fint et, han kunne dog sagtens forstå hvis hun ville blive i byen.

Det var svært ikke at smile, da Henry begyndte at snakke om sin datter. Det var så tydeligt i den måde han fortalte, at han var meget stolt og holde meget af hende. Det gav et lille stik af misundelse, især fordi hun savnede sin mor og far så frygteligt. Men hun havde også affundet sig med, at de minder hun havde om dem. Også var ganske gode, og hun skulle prise sig lykkelig for, at hun i det mindste havde nogen. Hun satte sig ned efter han havde gjort det, og tog en dyb indånding.

Hun gav ham et skævt smil, og nikkede kort. Som et lille tegn på taknemmelighed over, at han havde medlidenhed med hende. Det ville nok være svært for de fleste, ikke at føle en smule for hendes situation. Især hvis man kom af den status som de gjorde. Havde situationen været således, at hun sad og snakket med en hjemløs person. Så havde han eller hun, nok ikke have samme reaktion. Eller det tænkte hun i hvert fald. Nogen gange, så fik hun bare så dårlig samvittighed over, at hun lod sig selv falde hende i selvmedlidenhed. Der var som sagt, så mange andre der havde det værre end hende.

Tatiana kiggede med store øjne på ham, blinkede og åbnede munden for så at lukke den igen. Mente han det virkelig? Det kunne hun da ikke tage imod, kunne hun? Men, hvis det betød hun ikke længere ville være en byrde for børnehjemmet - eller ende på gaden. Ville hun så ikke være et fjols for at takke nej? “Jeg” hun fik en klump i halsen, og måtte virkelig anstrenge sig for ikke at få tåre i øjnene. “Det er virkelig - virkelig storsindet af dem. Og hvis de virkelig mener det, vil jeg gerne takke ja! Jeg vil selvfølgelig betale dem tilbage for deres gavmildhed. Jeg kan lave mad nu, så jeg kan hjælpe til på gården. Jeg skal selvfølgelig ikke være dem en byrde!” hun smilede stort, som havde han givet hende den bedste gave nogen sinde.

Det var klart at Henry nok aldrig havde været den bedste far for Lily, hvor materielle goder nok havde været større end den kærlighed som han havde givet hende, og hvis man spurgte hende så var hans forbrug af alkohol og den slags, nok alt for stort - så alt i alt, nok ikke den bedste far. Han elskede hende og han var utrolig stolt over det hun havde gang i inde i Dianthos, med teateret og sin egen forretning.

Tatiana var ikke en pige som fortjente den slags, det var der selvfølgelig ingen der gjorde, men når det kom så tæt på som det gjorde, selvom han ikke kendte hende så godt, men hendes forældre kendte han og derfor følte han at det var tæt. Et smil bredte sig på hendes læber, som hun hendes øjne blev større, det var tydeligt at hun blev overrasket over hans tilbud. Hvis han kunne gøre noget, så ville han hellere end gerne det, hellere det end at hun skulle sove på gaden eller bo på børnehjemmet.
Han vendte sig imod ham, og lagde en hånd på hendes kind som han kunne se hvordan hun reagerede, og kæmpede en kamp mod at holde tårene tilbage. "Jeg mener det skam" kom det roligt fra ham, som han sendte hende et smil, "Tatiana, der er ingen grund til at De skal hjælpe til" han havde jo folk til at gøre den slags, han ville selvfølgelig ikke holde hende tilbage, men der ville ikke være nogen grund til det, "Jeg vil selvfølgelig ikke holde Dem tilbage" grinede han kort, inden han forsatte "Jeg tænker vi skal have Dem oven på, og give Dem en stabil fremtid. Men selvfølgelig er mit hjem åbent for Dem"

Det kom lidt som en overraskelse, at han lagde en hånd imod hendes kind. Men valgte ikke rigtig at reagere på det, sendte ham bare et meget stort smil, hun var næsten tøm for ord. Tænk at der stadig fandtes så venligsindet mennesker. At de ville tage en kvinde ind, som han ikke kendte særlig godt. De havde godt nok set hinanden til noget middag, hvis hun huskede rigtigt - havde det været fordi onklen havde håbet på at han kunne gifte hende væk. Så havde det i været nemmere at få hendes penge, i hvert fald så det så meget lovligt ud. Nu havde han bare været en tyv og udnyttet en uviden kvinde, som lige havde mistet sine forældre. Hun tog en dyb indånding, og nikkede så. “Jeg takker dem, de er.” hun tabte lidt ordene, og vidste ikke helt hvordan hun kunne forklare ham. Hvor taknemmelig hun virkelig var, og det at han ikke engang mente hun skulle hjælpe til. “De er virkelig et venlig mand” hun lagde en hånd over hans og gav det et lille klem, et lille smil bredte sig hen over hendes læber.

Hvor efter hun rejste sig op, de måtte ikke spilde tid! Hun regnede ikke med, at han egentlig var kommet ind til byen for at snakke med hende. “Hvordan ville det være bedst for dem? Jeg har godt nok ikke mange genstande i børnehjemmet, men vil gerne kunne sige farvel ordentlig til dem. Og hvis de har andet steds at være, kan jeg selv finde min vej tilbage til din gård?” hun ville gøre dette mindst besværligt for ham, som overhoved muligt.

"Jeg er glad for at jeg kan hjælpe Dem, og at de takker ja til mit tilbud" svarede han roligt, og kiggede på hende, "De skal ikkes sove her på gaden eller på børnehjemmet, og som sagt så har jeg jo masser af plads, så vi skal nok finde et værelse til Dem" han sendte hende et stort smil. Det var rigtigt nok, at de havde været til middag før, hvor hans onkel havde prøvet at gifte hende væk - helt sikkert også en del af denne plan om at stjæle hendes penge og ejendele. "Ved De hvor Deres onkel er nu? Jeg skal gøre alt hvad jeg kan, for at få dine ting, om vi selv skal gøre det eller om vi skal have retten og loven med indover" Hun vat godt nok ikke egen familie, men hun var en ung kvinde som stod i så mange problemer - det kunne være hans egen datter, ikke helt i samme situation, mne ungdommen skulle man passe på.

Han rejste sig op sammen med hende, han kunne godt se at hun ikke ville spilde tiden - om det var fordi at hun gerne ville væk herfar eller for ikke at spilde hans tid, var selvfølgelig ikke til at sige, men han havde ikke travlt. "Bare rolig, vi skal nok vente på Dem, Tatiana. Jeg har nogle få erinder i byen og på markedet. Hvis du har store ejendele på børnehjemmet, så skal jeg få sendt vognen over som kan hente dig?" Det ville ikke være noget problem, og hvis hun ikke selv kunne håndtere de ejendele hun havde på engang, så kunne de blot komme over med vognen.

Hun nikkede ivrigt af hvad han fortalte hende. Uden at tænke over, hvilket billede det ikke måtte male. Hun var trods alt en kvinde, der havde vokset op i en respektabelt hjem, med nogle strenge dog elskende forældre. Der havde lært hende takt og tone, hvordan hun skulle bevæge sig og opføre sig som en anstændig ung kvinde fra et godt hjem. Alle de ting, var lidt kastet over skulderen, som hun ikke kunne gemme sin glæde. Det faldt kun kort da han nævnte hendes onkel. “Så vidt jeg ved, bor de på min families gamle gård, da hans blev brændt ned? Men jeg er ikke sikker må jeg ærlig indrømme.” hun fugtede læberne. “Det er venligt af dem at tilbyde, men jeg skal nok finde en vej.”

Da han spurgte om hun havde nogen større ejendele, kom hun til at grine og ryste på hoved. “Jeg forlod mit hjem i det tøj jeg havde på og nogle ganske få ejendele. Så det er ikke meget jeg har tilbage. Selv kjolen jeg står i dag, er en gave fra børnehjemmet. Så det er ikke meget jeg skal hente. Vil bare gerne have tid til at sige farvel til børnene.” hun fugtede læberne, og tog kurven som var fyldt med de vare hun havde købt for dagen. “Er der et sted jeg skal møde dem ved et bestemt tidspunkt? Eller skal vi bare sige ved middagstid nede ved porten?” spurgte hun forsigtigt, som hun knugede kurven i hendes hænder.

Det var tydeligt at se at Tatiana virkelig satte pris på den hjælp som han kom med, det ville han også selv have gjort hvis han stod i samme måde. De kom jo lidt fra samme lag og var blevet opdraget igennem samme stil, med takt og tone. Det samme var hans egen datter, men han kunne sagtens forstå at disse ting blev lagt til side, det var det der gav den oprigtighed over at hun var glad for dette tilbud og han kunne heller ikke lade være med at smile af hende ivrighed. Det havde måske været anderledes hvis det var Lily, men Tatiana var ikke hans datter og det var ikke hans ting at rette på hende, nu var hun hans gæst og det skulle hun vide.
"Det er i orden, De ved at jeg står til din rådighed hvis De på et tidspunkt kommer til at mangle hjælp, til at få Deres ting igen" han havde måske ikke den store viden omkring, hvordna det skulle gøres, men han kunne da sikkert trække i nogle tråde.

Hendes grin og rysten på hovedet besvarede nemt hans spørgsmål. Det var selvfølgelig hårdt at høre at hun intet havde tilbage, "Det er rart at høre at børnehjemmmet har kunnet hjælpe Dem på den måde" han havde aldrig rigtig skænkt dem en tanke, men det er klart, når man kender en person som er blevet hjulpet og så sætter man pris på deres arbejde, og vil gerne give igen. Det ville han helt sikkert tænke over. "Jeg kan godt forstå at de gerne vil sige fravel. Lad os møde ved porten ved middagstid. Så vil jeg klare mine ærinder" kom det smilende fra ham, som han tog afsked med hende for nu, og gik tilbage mod boderne.

Hun fik takket ham en sidste gang, inden hun vente sig rundt og med et ekstra lille spring i hendes fødder. Begav hun sig tilbage til børnehjemmet, denne gang med et stort smil på læben. Hvilken dag det ikke var blevet.

Det havde været hårde at sige farvel end hun havde regnet med. De ældre damer, var både glade for at se hende gå. For det betød hun kunne komme videre med hendes liv, men det var tydeligt at de havde været glade for hende. Hun havde givet et nyt pust i huset, med hendes klaver timer. Og at hun havde hjulpet børnene med at male, da der havde været råd til det. For hvad hun havde manglet i kokkekunst og almen hushjælp. Havde hun kunne lære dem, i den kunsteriske verden. Så det var med tåre i øjnene, hun havde stået og sagt farvel, med hendes lille kurv fyldt med tøj. Tårnene var dog begyndt at falde, da tre af pigerne var kommet og hævet i hendes skørt. Den ældste af dem, havde forlegen rakt et stykke papir op. Hvor der var tegnet hele huset med børnene og damerne på. Med nogle stavefejl, var der skrevet vi kommer til at savne dig. Tatiana var hurtig til at love, hun nok skulle komme igen. Og så snart hun havde muligheden, ville hun hjælpe til økonomisk. Hun fik et hurtigt kram af hver af de ældre, og pigerne krammede hendes ben og talje.

Sørgmodig, og med et nyt håb for fremtiden satte hun afsted imod porten. Solen var sunket og viste tegn på at eftermiddagen snart ville blive aften. Hun tørrede sine tåre væk, og fik plastret et smil på læben. Afsted mod nye tider, og et nyt eventyr. Hvor end det førte hende hen, måtte hun bevare troen - at det hele nok skulle blive bedre. Og med viljen, så var der også en vej.

Da hun stod ved porten, var Henry ikke kommet endnu. Og hun kunne mærke en lille frygt i maven, om han måske havde fortrudt? Men hun blev stående, som hun ventede på at han ville komme. Det skulle han nok! Han havde jo lovet, og hun stolede ganskevist på ham. Selvom at knuden i maven, stadig lod hende tro noget andet.

Da vognen langsomt blev trak op på siden af hende, som hun stod der og ventede ved porten - som aftalt - hoppede Henry ned fra vognen, han kiggede roligt på hende med et smil, "De må undskylde forsinkelsen, Tatiana" de var blevet forsinket da kusken pakkede vognen med de tomme kasser og tønder, i mens at Henry havde søgt boderne igennem for mulige køb. Han kunne selvfølgelig ikke lide at lade hende vente, men nu var det sket, "Er de klar, fik De sagt farvel?" han kravlede atter op på vognen, og rakte hans hånd ned til hende for at hjælpe hende op, så hun kom op og sidde ved hans side.

Aftenen ville snart falde på, så Henry ville gerne tilbage så hurtigt som muligt, inden det blev aften/nat. Medanien lå et stykke fra Dianthos, men ikke så lang væk at det ville være dårlig forretning for ham. Hestene satte af og de var nu på vej mod fremtiden. "Har De nogle planer om Deres fremtid, Tatiana?" han kiggede over på hende, som hestene førte dem frem, "Mit hjem vil altid være åbent, så De behøver ikke skynde dig om at finde noget nyt. Det er rart at få lidt selskab i huset igen" det var jo længe siden at Lily var flyttet til Dianthos, og efter det havde der ikke været meget liv i huset, andet end ham og alle de som arbejdede for ham - kun få besøg havde brudt hans hver dag. Det var små ensomt.

Vognen kørte op ad den lange grussti og gjorde holdt foran den store gård, mellem de to side bygninger på hver side. Henry hoppede atter en gang ned, rakte Tatiana en hånd og hjalp hende ned. "De har jo været her før, men lad mig vide hvis du vil se noget. Jeg får en til at komme op med dine ting, og indtil da viser jeg hvor De skal sove, kære" Han tog en papirs pakke, inden han, sammen med hende, gik op ad den lille trappe som førte op til hovedhuset. De kom ind i den store hall, blev budt velkommen af en tjenestepigerne, "Vil du sørge for at der bliver gjort et bad med varmt vand, klar til vores gæst?" pigen nejede fordi to, inden Henry tog Tatiana med ovenpå. Overfor hans soveværelse, lå et mindre men lige så stilfyldt værelse, "Dette er dit mens du er her"

Der var en kort følelsen af lettelse, der strømmede sig hen over hende. Da hun hørte en velkendt stemme, der råbte hende an. Hun nikkede, og smilede stort. “Ja, jeg er klar - og det skal de slet ikke undskylde.” hun rakte sin hånd op, og mærkede hvordan deres hænder mødtes og derefter blev hjulpet op ved siden af ham. Hun tog en dyb indånding, det var alligevel en mærkelig følelse. Og som de begyndte at køre væk fra hovedstaden, kunne hun ikke unde sig selv at kaste et blik tilbage imod byens mure. Her havde hun alligevel det sidste års tid, haft et liv. Hun havde fundet nye venner, og oplevet at der var andre ting i verden der havde været vigtigere. Vigtigere end penge. Tungen fugtede langsomt hendes underlæbe, og en dyb indånding hæv noget frisk luft ned i lungerne.
Men hvad så nu? Hvad ville livet nu tilbyde hende, for når alt kom til alt. Så kunne hun jo ikke sidde på hendes hænder, bare fordi at Henry havde givet hende denne mulighed. Og som hun sad og tænkte over, hvad hun skulle bruge denne mulighed til; sagde Henry noget til hende, som næsten var det hun lige havde overvejet selv. Hvilket gjorde, hun ikke kunne lade være med at lade en latter boble fra hendes strube. “De ved næsten allerede hvad jeg tænker.” sagde hun med et smil, og lagde en hånd på hans knæ. Hun trak det dog hurtigt tilbage. “Jeg må indrømme, jeg ved ikke endnu hvad jeg skal gøre eller hvad der skal ske. Men jeg lover, jeg ikke kommer til at sidde stille hen i et hjørne.” hun fugtede læberne “Men jeg sætter så stor pris på deres tilbud, og deres forståelse. Det er virkelig storsindet af dem.” på trods af at hun dog havde hørt rygter omkring ham, at det måske ikke altid været helt heldige selskaber han udfoldede sig i. Måtte hun indrømme at de blev gjort til skamme, han var en rar og følsom mand. En som der kunne rumme mere, end man gav ham anerkendelse for.

Hendes øjne blev store, som de endelig nåede gården. Det var længe siden, hun havde set noget så stor og pragtfuldt. Hun lod ham hjælpe hende ned, som hun betragtede stedet med store nysgerrige øjne. “Selvfølgelig - det er som altid et fantastisk hus” mumlede hun, og smilede og tog hendes lille kurv hvor alle hendes egendele var i. Lige så stille fulgte hun efter ham, det var næsten for overvældende. Havde hun virkelig været så heldig? Og et bad? Det var jo næsten som juleaften. Det var næsten for meget.

Hun tog værelset ind, og drejede næsten rundt omkring sig selv. “Henry..” hun fugtede læberne, og kunne ikke holde følelser i sig. Hun satte kurven ned og løb næsten over til ham for at give ham et kram. “Undskyld for min uanstændighed.. men det er ..” hun trak sig væk “Jeg er løbet tør for ord, må jeg indrømme”

Det var klart at tankerne om fremtiden spillede hende et puds, som de sad der på vognene og kørte mod Medanien, og selvfølgelig havde det nok ikke været det eneste tidspunkt. Hvis det var ham selv, havde han gjort det samme - der lignede de nok hinanden, han var sikker på at hun ikke ville fordrive tiden. Der skulle ske noget. "De har jo heller ikke tralvt med at finde ud af hvad De gerne vil" kom det roligt fra ham, hendes liv var jo vendt på hovedet, før havde hun ikke rigtigt behøvet at lave så meget eller tænke på pengene, at hun så lavede en masse var jo en anden side af sagen, men nu skulle hun jo finde noget, så hun kunne skabe sine egne penge. "Selvfølgelig, jeg er glad for at jeg kan hjælpe dem - og få en gæst i huset" han smilede roligt til hende. Han ville selvfølgelig gøre alt hvad han havde i sin magt, for at kunne hjælpe hende med at stable noget på benene, og så var det jo op til hende, hvor meget hjælp hun ønskede og om han faktisk kunne hjælpe hende.

"Jeg er også selv meget glad for gården" kunne han ikke lade være med at kommentere, som hun selv roste gården. Han havde gjort meget for stedet, og ville nok aldrig flytte herfra. Hun var en gæst i hans hjem, hun ville kunne gå og gøre som hun havde lyst til, og hvis der var noget han eller tjenestefolket kunne gøre for hende, så ville det ske. Han var åben hjertet og hans hjem var altid åbent.
Han kunne ikke lade være med at komme med et stort smil og dernæst et lille grin, over chokket over hendes kram. Det skete bestemt ikke hver dag, men det var tydeligt at dette var mere end hun havde drømt om at han ville gøre for hende, at hendes normer og opdragelse blev sat til side - hvilket for ham egentligt ikke betød ret meget på nuværende tidspunkt. "Tatiana, De er gæst i mit hus og dette er gæsteværelset. Jeg er glad for at du er her" han lagde armene omkring hende og gengav det kram som hun havde givet hende. Da de skiltes ad, kiggede han over på hende og tog papirspakken frem, og gik ind i rummet og lagde den på sengen. "Jeg tænkte at De nok ville komme til at mangle til tøj, hvis ikke vi skal vaske Deres kjole dagligt" grinte han lidt, "Så jeg købte et par kjoler, som De kan bruge" selvfølgelig skulle hun ikke gå i det samme dagligt, det kunne han ikke byde hende og det havde ikke kostet ham meget. "Men kære, skal jeg vise dem badeværelset nedenunder, så De kan tage deres bad? Så vil jeg sørge for at kokkene har lavet mad til os, efter at De er færdig"

Han havde også købt hende kjoler? Hendes øjne blev store, og hun havde for alvor tabt hendes evne til at tale. Hendes tanker flød over og gentog sig; hvorfor, hvad, hvordan? Om hun kunne begribe, hvordan en mand kunne have så stort et hjerte. Selvfølgelig kunne hun da forstå, hvis han følte sig ensom. Han kendte hende, og der var en mulighed for at få lidt liv tilbage på gården. Men dette gik ud over alt forstand for hende. Hvis hun nogen sinde kunne, ville hun betale ham tilbage alt hvad hun skylde. Og meget mere end det. Men for nu, kunne hun ikke andet gøre end at sige tak.
“Det er virkelig alt for meget - men tusind tak Henry” nu da han ikke havde rettet på hende, og selv taget brug af hendes fornavn. Kunne hun ikke se nogen grund, til at forblive i høflighederne. “Det er virkelig, alt alt for meget.”

Hun nikkede til hans næste spørgsmål. Hun måtte være ærlig, det havde været alt for lang tid siden. At hun havde fået et rigtig bad. Bare tanken om flere kolde bade, med en enkelt spand og et stykke sæbe. Fik tanken om et varmt bad i et badekar, til at lyde himmelsk. “Det lyder alt sammen fantastisk.” der boblede atter en latter fra hendes strube. “Det er virkelig som om, jeg er i en fantastisk drøm lige nu.” hun turde næsten ikke prøve at nive sig selv, da hvis det skulle være en drøm. Så ville hun ikke vågne endnu.

Han kunne godt se at hun faldt det overvældene at han gav og tilbød alt dette, men han nød at hjælpe og hun var en person så tæt på familien, han havde været venner og mødtes med hendes forældre flere gange, så derfor satte han pris på at hjælpe. Selvfølgelig gav det ham også en mulighed for at få en gæst i huset, samt at få en gæst som gav lidt mere liv. Han kunne ikke sætte sig ned ved spisebordet, med hans tjenestepiger og snakke om livet eller hvad samtalen nu ellers faldt på - så det var en ensom tid på gården, nu hvor han faktisk mere eller mindre var alene.
"Jeg er glad for at kunne hjælpe, Tatiana. Du fortjener en god fremtid, og en sikker én" kommenterede han med et smil.

Det var helt sikkert længe siden at hun havde fået et bad, hvor hun ikke skulle tænke på hvor lang tid vandet ville være varmt. Henry vidste ikke hvilke forhold som børnehjemmet havde, men med så mange børn at tage sig af, så var det helt sikkert ikke dem alle som kunne få varmt vand. "Det er jo lidt noget andet end børnehjemmet" kom det fra ham, som han sendte hende et smil og tog hende med nedenunder igen, og fandt vej ud på badeværelset.
Her stod tjenestepigen og var i gang med at ligge sidste hånd på badet, "Hvis du ønsker at hun skal hjælpe med noget, så bliver hun bare ellers så kan du bare sende hende ud igen" Henry sendte endnu et af sine smil, "Du tager dig selvfølgelig den tid som du har brug for, og så ses vi blot senere" var de sidste ord, inden han forlod hende.

Selvom han sagde det til hende mange gange. Og selvom at hun kunne se, at han faktisk mente dem. Eller, det var i hvert fald det hun kunne læse, når hun så ham ind i øjnene. Så, havde hun stadig meget svært ved at forstå det. Mon han havde hjulpet hende lige så meget, havde hun været en helt almindelig kvinde. Måske en han havde mødt tilfældigt i hovedstaden en gang, og pludselig fandt hende igen i en uheldig situation? Eller var det hendes gamle status, der spillede ind? Og hvad det så retfærdigt. Selvom hun smilede, og stadig var ganske glad. Kunne hun godt mærke noget krakelerede inde i hende, for når alt kom til alt - så kunne man aldrig løbe fra sin sociale arv. “Åh bestemt, vi havde hver en kold spand med vand hver aften vi kunne vaske os i. Men man lære bestemt også at nyde de små ting i livet” den gave, ville hun tage med sig for resten af hendes liv.

Hendes blik lagde sig hurtigt rundt i badeværelset. Det var større end det værelse hun havde haft tildelt i børnehjemmet. Hun nikkede til det som Henry fortalte hende. “Tusind tak, men jeg tror jeg klare mig selv.” hun smilede, og betragtede ham som han gik ud af værelset. “Åh, men jeg har glemt at tage noget skifte til, kunne jeg måske få dem til at hente det for mig?” spurgte hun lidt forlegent tjenestepiger. Hun nikkede, og derefter blev hun efterladt alene.

Da hun sank ned i det varme vand, drog hun dybt og langsomt suk. Dette, åh, dette var den meste fantastiske følelse hun havde haft i meget lang tid.

"Det er klart" kom det smilende fra hende, "Men så tror jeg bestemt også at de vil nyde dette" selvfølgelig kom man til at elske de små ting i livet, når man havde det meste var det en omvæltning at lige pludselig ikke at have noget, og derfor var det nemt ikke at sætte pris på rent vand, varmt vand og andre af disse goder som Henry selv, måske ikke altid satte så meget pris på, - men børnene på børnehjemmet havde ofte ikke den slags.

Han forlod badeværelset eftersom at han godt mente at de sammen kunne klare det, og så havde han nok heller ikke så meget at gøre derude mens at hun steg ned i vandet. I mellem tiden kunne han tage et overblik over det arbejde som foregik ude på markerne, det daglige gøremål ændre sig ikke for hans medarbejdere. Godt nok så havde han folk som rapporterede til ham hver gang der skete noget, eller bare for at opdatere ham på arbejdets gang, men det var rart for ham også selv at have et indblik i hvad der skete med egne øjne.

Inden længe ville være maden klar, og han kunne se frem til ikke at skulle spise alene og dermed kunne have en samtale om alt andet end arbejde sammen med Tatiana. Han havde egentligt gået og tænkt over nogle spørgsmål, som han gerne ville stille hende og som måske kunne hjælpe hende med hendes fremtid.
Da Tatiana igen kom til syne efter hendes bad, kom han hende i møde, uden at være for påtrængende. "Var det som du havde forventet?" kom han med et lille smil og kiggede roligt på hende, hun var bestemt en smuk kvinde og i følge ham selv havde han ramt rigtigt i valget af kjolen. "Mangler du noget, inden middagen bliver serveret?" afsluttede han roligt, han tænkte mere om hun manglede at sminke sig eller om der var et eller andet, men det vidste hun jo bedst selv.