Vandet glinsede smukt i solens skær, mens lyden af brusende vand buldrede. Fugle sang kunne høres og fugtigheden i luften var til at mærke på ens hud. Det ravne sorte hår, lå vådt ned af den smalle gylden brune ryg, mens de krystal klare dådyr blå øjne, så forsigtigt rundt. Lyden fra vandfaldet var en smule overdøvende af andre lyde, når man stod så tæt, at man kunne bade i det. Det havde været blot en dag eller to siden, at hun var taget fra flodbyen og havde fundet et sted, hvor hun både kunne øve sig, men ligeså også få fred fra folk, samt være tæt nok på et sted, til at kunne optræde og handle ind. Azurien, sådan et smukt sted, et sted hvor man kunne finde hvile fred. Langsomt trådte hun op af det glinsende vand, der omfavnede hende nået så blidt. Hun tog blidt om det ravne sorte hår og klemte forsigtigt, så hun kunne få en del af vandet ud, inden hun gik hen og satte sig på en sten i solens lys, mens hun blot badet svagt i det, indtil hun var nogenlunde tør, inden hun tog fat i sin lange hvide kjole, med guld ligene tråd mønster hen over sig. Hun tjente godt på at danse for folk og nogle gange privat for andre, men det var yderst sjældent.

Hun sad på stenen og betragtede sit spejlbillede, mens tankerne gled der ud af. Hun lukkede sine øjne og fremkaldte den sidste aften i byen. Hun huskede hvordan hun dansede rundt foran et publikum, mens nattens mørke flakkede og fuldmånen badet byen i dens lys, mens knitren kunne høres fra et bål på pladsen. Folk der smilede og grinte, samt snakkede sammen, duften af mad.. af vand. Hun huskede da hun tog silkebåndet og fik det placeret på en bjælke, der hang ud fra et højt hus. Hun huskede hvordan hun lod silkebåndet omfavne hendes krop, glide hen over den gyldne hud, omfavne hende, som hun drejede rundt foran dem, smidig som hun var. Før hun endte det med at sprede sine vinger og dalede til jorden, som var det nærmest en historie hun fortalte, hendes historie, omkring dengang hun blev fjernet fra sin mor, taget til fange.. lænket og slæbt mod sin vilje, bundet, for til sidst at falde til jorden, vågnende med vinger, inden hun fløj til himmels og landede på jorden, født på ny. Hun havde endt sit show, med at bukke elegant for dem, før hun havde fjernet silkebåndet og pakket det ned igen, dog havde hun ikke kunnet fjerne følelsen af at det var som om nogle øjne fulgte hende ud af byen, men det var dog ikke uvandt.

Her sad hun så, helt alene, med lyden af det brusende vand og fuglenes lystige kvidrende sang. Solen havde stået op for blot en time siden, så himlen bar stadig en svag orange tone til sig.