Der var efterhånden gået noget tid siden James havde forladt huset hvor Marad boede. Tanken om at Marad havde løjet for ham gjorde ondt. Der havde ikke været noget godt i tiden med Marad. Marad havde selvfølgelig været sød og alt det der, men at lyve for ham gjorde virkelig ondt. Aldrig i sit liv havde nogen løjet over for ham, og han var blevet holdt for nar. Det var slet ikke fair over for nogen. Måske havde det egentlig været hans egen skyld at det var sket. Han havde ingen ide om hvor han rigtig var henne. Han vidste bare han var langt væk fra Medanien og Marad. Hans tanker havde ikke engang gået på at tage hen til Miranda. Det var for tæt på Marad, og Marad ville bare finde ham på ingen tid.
Hans hånd var indbundet efter at være gået af led da han havde slået Marad på næsen. Det smertede stadig i hånden på ham, men han var så småt begyndt at være lige glad med smerte. Det sket så tit for ham at han ikke tog sig af det mere. Han håbede egentlig på at der aldrig var sket. Han håbede virkelig på at han aldrig ville se Marad igen nogen sinde!

Som han bevægede sig rundt i Tusmørkedalen havde han formået at finde et gammelt fort. Det var sent på aften og mørket var for længst trukket hen over natte himlen. Månen var næsten fuld, om et par dage ville han blive varulv, endnu en gang ville han bryde ud i voldsom smerte og forvandle sig til et rovdyr han ikke kunne kontrollere. Han håbede inderligt på at han en dag ville blive kurreret, men det havde Marad allerede sagt han ikke kunne. Dette var sådan han skulle være resten af livet.
Han bevægede sig i mellem murbrokkerne og han havde ingen tanker om at gå tilbage til Medanien. Han lagde en hånd på hvad der lignede en gammel væg inden han kiggede rundt. Der var så stille her. Der var ingen fugle, blot aftens vind der dansede hen over træerne i ny og næ.

Tusmærkedalen, stedet der var fyldt med uhumske væsener, der kun havde ilde i sinde.. Denne kæmpe af en mand, var bestemt ikke anderledes. Den ellers fine hvide skjorte som dette monster bar, var bestemt ikke hvid mere, men havde tydelige røde aftegninger oppe ved halsen, men også resten af skjorten var smurt ind i denne rødlige væske. Dog hvis man så nærmere, kunne man se at dette væsen havde et dyr slæbende efter ham, hvor han blot holdt fast i bagbenet på det døde dyr. Han var på vej hen til et sted, hvor han var sikker på han kunne være alene, måske endda slå lejer der til fuldmånen havde været over dem og så derefter vende tilbage til Zoltan. Fort Nox virkede som et oplagt valg, for hvem ville komme til en ruin på denne tid? hvem ville i det hele taget overveje at tage der ud i dagstimerne? Med destinationen sat, bevægede dette helvedes høje monstrum af en mand sig mod fortet. 


Med et bump og lyden af noget der ramte en mur, brød den ellers skønne stilhed der var på stedet. Ikke så meget som en lille spurv var at se, ikke engang en krage. De lysende blå øjne stirrede op mod månen og de smalle læber trak til den ene side "Fuldmåne mig i røven... " brummede han og gik over mod det døde dyr og hev en kniv frem og begyndte at skære små lunser af kød af. Man kunne sige meget om Anthony, dette store skideskur af en mand, men man skulle ikke, for om det var ris eller ros, ville han ende med at rive personen i stumper, det havde han gjort før, så han ville uden tvivl ende ud i, at gøre det samme igen. En luns råt kød blev kastet ind i hans gab. Som han sad der og gumlede stoppede had, tog en dyb indånding og kneb øjnene sammen og brummede svagt. Der var andre her... En anden varulv... Uden så meget som at bevæge sig fra sit bytte, begyndte han igen at gumle på det kød han havde i munden, inden han skar sig endnu et stykke.

James havde ingen ide om hvad der forgik omkring ham. Han havde ikke helt fået styr på sine varulve træk. Selvom han havde været varulv i over et halvt år, så havde han ikke nogen ide om hvad han egentlig kunne. Han lod hånden glide hen over muren igen og kiggede op imod månen. Hvorfor havde Marad været sådan en idiot, og hvorfor havde Marad løget over for ham. Havde Marad fået noget ud af det? Han var ikke så sikker igen, og egentlig kunne han ikke tænke sig at vide det. Marad havde vist sit sande ansigt, og det var et ansigt James ikke kunne lide. Var det sådan kærlighed var? Han var ikke sikker, havde han overhovedet følelser for Marad? Ja måske lidt havde han, men var det virkelig det hele værd? Det var han langt fra sikker på. Han kiggede ned i jorden efter et stykke tid og vendte sig om.
Med rolige skridt og hovedet gående ned imod jorden så han ikke hvad der forgik foran ham, eller om der var nogen. Han var sikker på at han var alene, og han kunne lide det. Der var ingen spøgelser, og der var ingen til at forstyrre ham. Selvom han normalt ville kunne høre alt omkring ham havde han lukket ned for sine evner. Hvad var meningen med livet egentlig et eller andet sted? Der var ingen grund til at lytte efter noget alligevel. Det var et øde sted, og hvis der var nogen så var det bare dyr.
Da han gik ind i en vendte han blikket op. Det var en mand, og han stirrede lidt for længe på Anthony. "Det må du virkelig undskylde..." kom det stille fra ham og vendte blikket ned igen. Han drejede lidt til siden og bevægede sig forbi Anthony uden at sige noget mere.

Kæmpen stirrede op på den nyankommende og uden så meget som at sige et ord, skar han endnu et stykke af dyret og kastede lunsen i gabet. De lysende blå øjne fulgte den fremmede som var han et potentielt bytte for monsteret, måske hvis den nye sagde et eller andet der irriterede ham? Nah varulv smagte egentlig ikke super godt, desuden var han endnu ikke kommet så langt, som at blive kannibal, ikke mod andre varulve.. endnu...

Anthony vendte blikket bort fra den nye og stirrede ned på dyret foran ham og fik et dystert smil frem på læberne. Han vidste det gode var i knoglerne, marven... Monsteret rejste sig og samlede resterne af dyret op og kastede det direkte mod væggen med fuld kraft. En knasende nyd kom fra dyret da det ramte mod nogle murbrokker og faldt til jorden. Anthony samlede igen dyret op og kastede det for anden gang mod brokkerne. Et dystert smil kom frem på læberne af psykopaten og han gik over og samlede dyret op, begravede nærmest hånden i det hul der var skåret og forsøgte at flå et stykke knogle fri for at suge marven ud.

Som James var gået forbi Anthony hørte han lidt noget blev kastet og der efter murbrokker falde til jorden. "Slap dog af det er dødt" mumlede han lidt højere end hvad der var meningen. Der var da ingen grund til at ødelægge dyret mere. Godt nok havde noget kød godt af at blive banket, men lige frem at kaste sådan med det var der da virkelig ingen grund til. Han rystede lidt på hovedet som han kiggede på Anthony bag sig. Hans Audiokinise som altid sad i ørerene på ham kunne høre hvordan Anthony gnaskede noget i sig. Han måtte holde sig for ørerne. "Tyg dog med lukket mund!" kom det fra ham og vendte sig imod ham. Det lød da forfærdeligt sådan at skulle spise på den måde. Var han et vildt dyr måske?! Han var et menneske, ikke en eller anden kanibal der manglede at spise. Desuden så var dyret ikke engang tilberedt!

//Da James dør lige om lidt lukker jeg emnet. Så har du en tråd mindre Nyxx <3 //