De sidste par dage havde Daphnie været lidt ved siden af sig selv. Hun havde haft en underlig uro i kroppen, samtidig med hun havde følt en sær tomhed. Hun havde haft nemmere ved at drive væk i tankerne, nogle mere beskidte end andre. Hun havde tit måtte tage sig selv i at tænke på hendes møde med Jaris, og på hvad de endte med at lave - især når hun lå i sengen om aften. Hver gang hendes tanker gled i den retning, spredte en varme sig i hendes krop, det begyndte at sitre underligt i kroppen, og hun havde svært ved at være i sig selv. Følelser Daphnie aldrig før havde følt var begyndt at cirkulerer i hendes system, og hun havde svært ved at finde ud af hvordan hun havde det med det. 

 Det var blevet tidlig eftermiddag, og Daphnie havde fået fri fra arbejde. Opslugt i tanker, gik hun i en retning der var ment som at skulle være hjem af, men da hun endelig fik hevet sig selv ud af tankerne, gik det op for hende at hun befandt sig på landevejen. Kort bed hun sig lidt i underlæben, inden og løftede hænderne op for at give sig selv et par opkvikkende klap på kinderne.
 "Kom nu, Daphnie.. Tag dig lidt sammen.. " mumlede hun lidt til sig selv, inden hun forsatte hen af stien. Nu havde hendes underbevidsthed alligevel bragt hende her ud, så kunne hun vel lige så godt gå over til kigge. Bare lige for at se. Inderst inde håbede hun nok på at finde Jaris henne ved træerne. Det var måske lige optimistisk nok at tænke, at han ville stå og vente på hende, men man har vel lov at drømme. 
 Som hun nærmede sig træerne hvor det hele skete, løb et sug igennem Daphnie mave, som minderne væltede ind over hende. Hendes vejrtrækning blev en lille smule tungere og hun sank kort inden hun rømmede sig lidt.
 "Tag.. dig... sammen... " mumlede hun en anelse mere sammenbidt, mens hun rystede lidt med skulderne. Hvad var der dog sket med hende.. Hvordan kunne en lille oplevelse have så stor virkning på hende.. En kort, opgivende suk slap ud mellem hendes læber, som hun stoppede ved det ene træ og lagde hånden mod barken, og så op mod trækronen. Alt sammen på grund af en fjollet vædemål.. Et skævt smil gled over hendes læber ved tanken.

For et par dage siden, havde Jaris brugt længere tid på at beslutte sig, om han skulle sætte kursen hjem, eller om han skulle blive ved dette træ og tælle bladene. Efter en lang diskussion med sig selv, havde hans stædighed taget over, så han blev. Han havde sat sig på jorden og vendt blikket mod træets top. ”1.. 2.. 3.. 4.. 5..,” Og sådan var han fortsat. Første gang nåede han at tælle til 835, før han var blevet distraheret af en lyd. Hvor den lyd kom fra, fandt han aldrig ud af, for han var nødt til at tælle videre. Men grundet distraheringen, var han nødt til at starte forfra. De få drageer han havde tilbage i lommerne, fik han hurtigt spist og der gik ikke længe, før han blev distraheret igen. Han startede forfra flere gange. Mørket faldt på og gjorde det sværere at se. Han brugte også en del tid på at strække benene, gå et par ture rundt om træet og sætte sig på jorden igen. Dagen efter var han blevet forstyrret af en handelsmand på vej til Dianthos, der havde observeret et underligt udtryk i ansigtet på Jaris. Det var et udtryk af mangel på søvn og mangel på sukker, to ting han bestemt ikke var vant til at mangle. Handelsmanden havde spurgt om Jaris var okay. ”Shh! Jeg tæller!” Var hans svar, desperat på ikke at miste overblikket over hvor han var nået til igen, men det var for sent.

Sådan fortsatte det for Jaris, indtil nu. Han havde holdt sig vågen i to dage, men nu var han også alt for træt. Så efter en sidste, slentrende tur rundt om stammen, havde han lagt sig på den kolde jord. Trøjen havde han også fået på igen, for det var da utrolig koldt at ligge her! Han lå i fosterstilling, helt krøllet sammen, for at kunne holde varmen bare lidt, men han rystede stadig. At han var helt udmattet, hjalp heller ikke på at han frøs. Han sov ikke, i hvert fald ikke helt, men nok til at han ikke ænsede hvad der foregik omkring ham.

 I et øjeblik stod hun bare og så på træet, inden hun trak sig væk fra det, og begyndte at gå rundt om det, og mod det andet træ. Det var underligt at have så intense minder, på et åbent sted. Hun havde stadig svært ved at forstå, at hun havde gjort det. Faktisk forstod hun stadig ikke at hun havde gjort det, men hun fortrød det heldigvis ikke. Som hun nærmede sig det andet træ, så hun noget der fik hende til at løfte øjenbrynene. Der lå en eller anden krøllet sammen på jorden. Langsomt og en anelse usikkert  gik hun mod personen. Var der noget galt med personen, eller var det bare en lille lur? 
 
 Først da hun kom tættere på kunne hun se det var Jaris der lå der. Et skævt smil gled over hendes læber, og hun stoppede kort op for at betragte ham lidt. Gad vide hvorfor han lå der? Inderst inde håbede Daphnie på, det var for at se hende igen, men hun var også godt klar over, at det nok ikke var grunden. Først da hun havde stået og betraget ham lidt, lagde hun mærke til hvordan han lå og rystede. En bekymring startede at brede sig i hende, og hun skyndte sig hen og satte sig på knæene ved ham og lagde en hånd på ham. Overrasket over hvor kold han var, spærrede hun øjnene lidt op.
 " Jaris..? Jaris..? " Sagde hun stille, for ikke at vække ham voldsomt, hvis han skulle ligge og sove. Hun begyndte at køre hendes hænder hurtigt op og ned af hans arm, for at varme ham lidt op. Med et opmærksomt blik, så hun på ham. Gad vide hvor længe havde lagt her. Han virkede til at være ret så kold. Havde han været der siden hun gik? .
 " Jaris, hvad laver du her? " spurgte hun for egentlig at få lidt svar på alle de her mystiske spørgsmål. Hun kom i tanke om hun havde en cardigan på, som hun hurtigt fik taget af, og lagt lidt hen over Jaris, og havde han sat sig op, ville hun ligge den hen over hans skuldre.

Idet Jaris mærkede hånden mod sig, gik han straks ud fra, at det måtte være Anna, hans tjenestepige på gården, der var i gang med at forsøge at vække ham. Han var nok en del mere træt, end han ville indrømme, så han gik da ud fra at han befandt sig på gården, som han altid gjorde. Han forstod bare ikke hvorfor her var så pokkers koldt! "Hmm..!" Klynkede han, som var han et lille barn, der ikke ville stå op om morgenen. Her var koldt, men han ville egentlig bare gerne sove. Derefter blev han kaldt på. Om det var Annas stemme eller ej, bemærkede han ikke, så han fortsatte med at gå ud fra sine egne forestillinger. "Ik' arbejde.. Vil ik'.. Kan ik'.." Mumlede han. Alle indtjeninger fra dagen før skulle tælles, men han orkede ikke at tælle mere! Varmen fra hendes hænder fik ham til at slappe lidt mere af, men for Zaladin, hvor lå han dog dårligt. Plejede hans sofa at være så hård?

Der gik ikke længe, før varmen gjorde ham lidt mere tilbøjelig til at åbne øjnene, langt fra lige så meget som han egentlig ville. Han var tydeligvis ikke vant til at være vågen så længe. "Anna, stop," mumlede han, som han endelig fik møvet sig op at sidde. Han trak benene op under sig, krøllede sig lige så meget sammen siddende, som han havde været liggende og lagde armene om sine ben. Han tog let fat om hendes cardigan om hans skuldre og trak den lidt mere om sig, før han rettede de halvåbne øjne mod hende. Han så en anelse forvirret ud. "Du... er ikke Anna," konstaterede han. Han måtte bruge et par sekunder på at se sig omkring, før det gik op for ham hvor han egentlig var. Kort efter gik det op for ham, at han hellere måtte svare på hendes spørgsmål. "Øhm.. Jeg tæller. Eller.. talte.." Svarede han, stadig lidt forvirret og stadig utrolig træt. Han smilede så bredt han kunne, resulterende i at han måtte lukke øjnene igen. "Hej, Daffe!" Lød det muntert fra ham, for han selvom han var træt, var han da stadig glad for at se hende igen.

 Da der var liv i Jaris, i hvert fald en lille smule, forsvandt noget af Daphnies bekymringer, og hun kunne ikke lade vær med at grine en lille smule af ham. Så så nu lidt kær ud som han lå der, som et lille barn der slet ikke var klar til at skulle op endnu. Hun forsatte lidt med at gnide varme i ham, inden hun lod bagsiden af pegefingeren og langemanden, blidt kærtegne hans kind lidt. Da han kaldte hende 'Anna', tog hun hånden lidt til sig, og havde det pludseligt som om nogen havde slået hende i maven. Daphnie sank langsomt, og slog blikket ned, med et trist og tænkende udtryk. Hvem var Anna? Hans kæreste? Hun fik en rigtig grim smag i munden. Hvad havde hun dog gjort? Hendes utilpashed gik ud over noget græs ved hendes ene hånd, som blev rykket usikkert op. 
 
 Daphnie tvang et lille smil på læberne, og så på ham igen. Det behøvede jo ikke være hans kæreste. Måske var det hans søster.. Eller en veninde.. Hun prøvede at berolige sig selv lidt. Hun rystede lidt på hovedet til at hun ikke var Anna, og det gav hende af en eller anden grund et stik i maven at høre ham sige navnet igen.
 "Nope... Det er jeg ikke.. " sagde hun en smule kækt, bare for at holde facaden lidt oppe. Med en let rynket pande, så Daphnie lidt op mod træet, da Jaris sagde han talte. Havde han virkelig været i gang med at tælle bladene? Hun kunne ikke lade vær med at grine lidt over det. Den her knægt.. Hun rystedet lidt på hovedet af ham, og lod blikket falde tilbage på ham. Hun lagde hænderne på hendes lår, og gengældte hans smil.
 " Godmorgen, Jaris.. " grinte hun lidt. Hun tænkte lidt.
 " Du er meget kold... Hvor længe har du været her? " spurgte hun en smule nysgerrigt. Han kunne da ikke have været her siden hun gik, kunne han? Hun lod blikket glide lidt over ham, som han sad der krøllet sammen med hendes cardigan over skuldrene. Det var et syn der fik hende til at smile lidt. Hun lagde den ene hånd på hans ryg, og kørte lidt rundt i cirkler med en flad hånd, for at få lidt mere varme i ham. 
 
 Daphnie slog lidt efter blikket ned og så på hånden der stadig lå på hendes skød. Hun pillede lidt ved kanten med den, mens den anden forsat varmede hans ryg. Hun foldede tænkende læberne, inden hun åbnede munden lidt. 
 "Hvem er Anna, egentlig..? "  spurgte hun og, og løftede blikket for at se spørgende på ham. Så man godt efter kunne man måske ane en anelse usikkerhed i blikket også. Hun forsatte lidt med at pille ved kanten af kjolen, inden hun knyttede hånden lidt, og bare lod den ligge på skødet.

Jaris så en anelse lettet ud, over at finde ud af at hun ikke var Anna. Det ville betyde at han ville blive tvunget til at gå i gang med sit arbejde, i stedet for at kunne lægge den byrde over på sin tjenestepige. Han nød altid at være væk fra bordellet, selvom det ofte betød et mindre raseri anfald fra Anna, når han endelig kom hjem igen. Han lo kort over hendes kække kommentar, men spørgsmålet derefter fik ham endnu engang til at se en smule forvirret ud. "I en.. Nej, to.. Vent." Hvad dag var det? Han var ærlig talt ikke helt sikker. "Jeg begyndte at tælle efter du gik," svarede han så. Så måtte hun finde ud af hvor længe han havde været her, ud fra det svar. Hendes hånd, der cirklede rundt på hans ryg, fik ham langsomt til at slappe lidt mere af, så han kunne efterhånden rette sig lidt længere op, stoppe med at sidde helt så sammenkrøllet.

Det brede smil om hans læber forsvandt, idet hun spurgte lettere usikkert ind til Anna. Tog hun det virkelig så tungt, at han var i selskab med andre kvinder? "Bare min tjenestepige," svarede han, som et svagt, beroligende smil dukkede op. "Hun vækker mig altid på nogle irriterende tidspunkter," mumlede han, lettere muggent i sin træthed. Irriterende tidpunkter betød hver gang hun vækkede ham, for han havde aldrig lyst til at stå op. Stadig med armene lagt om sine ben, fik han, ikke helt uden besvær, flyttet sig lidt tættere på Daphnie, før han vippede til siden for at læne sig ind mod hende. Hm, mere varme. "Du skal forresten ikke sove på jorden, man ligger virkelig dårligt," advarede han, bare i tilfælde af at hun en dag skulle være lige så dum som han havde været. Ikke at han regnede med det. Ingen var vel lige så dum som ham. "Hvorfor er du her?" Spurgte han undrende, som han slap cardiganen med den ene hånd, for i stedet at lægge armen om hende. At der overhovedet var en minimal chance for, at hun var dukket op i håb om at han stadig var her, faldt ham ikke ind. Specielt ikke når han var vant til, at selv de fleste af hans ansatte, helst ville undgå at være i selskab med ham, mest grundet hans dårlige vitser. Han rettede hovedet lidt, så han hvilede kinden mod hendes skulder og næsen ramte hendes hals.

 Som Jaris prøvede at komme frem til hvor længe han havde været der, foldene hun ventende læberne lidt sammen. Det ene øjenbryn løftede sig lidt om han sige lidt forskellige tal. Timer? Dage..? Da han sagde han begyndte da hun gik, løftede hun overrasket begge bryn, og lod blikket glide lidt op til træets stop.
 "Hvad kom du frem til? Hvor mange var der? Var de ens? " Spurgte hun nysgerrig. Hun ville da selvfølgelig stadig gerne vide om hun havde vundet vædemålet eller ej. Ikke at hun havde en ide til hvad hun ville få ud af at vinde, men det var vel heller ikke så vigtigt, det var jo slet ikke sikkert Jaris mente vædemålet stadig gjaldt. Daphnie flyttede blikket tilbage på Jaris, da han sagde Anna var hans tjenestepige.
 "Tjenestepige..?" mumlede hun en anelse overrasket. Var han adelig eller sådan noget? Hun nikkede til det han fortalte. Det gjorde hende en hel den bedre tilpas med sig selv, at Anna bare var en tjeneste pige. Daphnie regnede ikke med hun var den eneste Jaris var sammen med, så havde han nok ikke været så hurtig til at lokke hende i fordærv, men hun var selv gået med til det, så hun måtte vel være okay med det. Usikkerheden forsvandt fra hende blik, og tilbage var der bare det kække glimt. 

 Daphnie grinte lidt som han gik humpet sig tættere på hende, og hun rykkede sig det sidste stykke, så de sad helt tæt. Så skulle han ikke humpe længere. Hun havde forsat den ene hånd mod hans ryg. Det var dejligt at mærke ham så tæt på sig igen. Hun nikkede lidt med et 'Aha!' udtryk på ansigtet, selvom hun udemærket godt vidste man ikke skulle sove på jorden - ikke uden et par tæpper at ligge på og med, i hvert fald!
 "Så det skal man ikke.. Hvad mon man så kan sove på.. " sagde hun med en overdrevet undertone af sarkasme og drilskhed. Hun så lidt ned på ham mens hun grinte. Da han spurgte ind til hvorfor hun var her, bed hun sig lidt i underlæben og flyttede blikket væk fra ham, og bare frem af i stedet. Kinderne blev en anelse røde, for hvorfor var hun der? For hun håbede at finde ham. Fordi hun ikke kunne stoppe med at tænke på deres nøgne kroppe mod hinanden. Det kunne hun jo ikke sige. 
 "Mmm.. jeg var på vej hjem fra arbejde. Og vupti.. Så var jeg her i stedet.. " endte hun så bare med at sige, for det var vel også meget rigtigt. Hun lod hovedet hvile lidt på Jaris' som han lagde hovedet mod hendes skulder. Han varme ånde kildede mod hendes hals, og hun sank kort. 

Åh nej, endnu et spørgsmål, der krævede at han skulle tænke, det kunne kun gå galt. På den anden side fandtes der nok ikke et spørgsmål lige nu, der ikke var kompliceret for ham at svare på. Han så ud til at anstrenge sig, lidt mere end man egentlig burde, når svaret egentlig var så simpelt, men han skulle lige huske hvor langt han egentlig nåede. "700.. et eller andet.." Nåede han da til en af gangene. Han rystede let på hovedet. Nej, det var ikke helt rigtigt. "800.. et eller andet.." Det lød mere rigtigt, men stadig ikke helt. "835!" Kom han endelig frem til. Ja, det var rigtigt. "Men jeg nåede kun at tælle på det ene træ. Jeg mangler stadig det der," sagde han, som han pegede mod det andet træ, der også var indgået i deres væddemål. Eller var det træet på den anden side? Han sukkede, lettere opgivende, for han kunne ærligt ikke huske det. Måske han ville komme tilbage og finde svar på det, når han havde fået noget ordentligt søvn. Han nikkede let til hendes overraskede mumlen. Tjenestepige, selvom Anna ikke havde været det for Jaris hele tiden. Men detaljer om hendes mindre officielle arbejde, behøvede han vel ikke at gå i. Så vidt han kunne se, var det heller ikke nødvendigt for ham at sige mere, før usikkerheden hos Daphnie forsvandt.

Jaris rystede på hovedet, som hun svarede på hans advarsel, som om det han havde sagt egentlig var ret klogt, selvom han sagtens kunne høre sarkasmen i hendes stemme. "En seng ville helt sikkert være til at foretrække," sagde han en smule drømmende. En seng, det ville da være rart. "Men der er langt til min seng.." Den drømmende tone forsvandt meget hurtigt igen og blev erstattet af en helt opgivende. Han have slet ikke overskud til at tage turen, hele vejen tilbage til Rubinien. Han kunne ikke lade være med at grine en smule over hendes svar. Han kendte det udmærket godt, at gå lidt for meget i sin egen verden, til at vide hvor man egentlig var på vej hen. Det var ofte derfor han kom på afveje. Der kom en lav, puttende lyd fra ham, som hun hvilede hovedet mod hans og han møvede ansigtet lidt tættere ind mod hendes hals, så næsen blev lidt flad. "Men nu når du er her, så kan du sove sammen med mig. Så er jeg sikker på, at jeg ligger meget bedre," sagde han smilende, efterfulgt af endnu en nydende lyd. Han strammede sit greb om hende en anelse, både for at putte sig mere ind til hende, men også for at hun ikke skulle gå. Han sad lige så godt.

 Daphnie sad egentlig bare og ventede på Jaris svarede. Det tog ham da godt nok lidt tid at svare, og i et øjeblik var hun usikker på om han var faldet i søvn igen. Som de sad kunne ikke se ham, så hun måtte bare sidde og lytte på, ham om var vågen. Endelig begyndte Jaris at skyde numre afsted, og Daphnie løftede bryn lidt. Hun var noget overrasket over, at tallet ikke var højere. Mon han talte ALLE bladene? Hun nikkede lidt,
 "Så må vi vel bare sige vædemålet endte uafgjort.. "  hun smilede drilsk for sig selv. Sidst havde Jaris snakket om begge at vinde, på en eller anden måde, så det var ikke sikkert han ville gå med til uafgjort. 

 Meget overdrevet nikkede Daphnie til hans senge-kommentar.
 "Waow! Virkelig? En seng... Det havde jeg lige godt ikke regnet med.. "  Mumlede hun med en drillende undertone, inden hun flyttede lidt på hovedet, så hendes mund var lidt mere mod hans hovedbund. Hånden på hans ryg flyttede hun op i hans hår, for at ligge det lidt ned, og fjerne de fra hendes ansigt, så det ikke kildende hende i næsen. Langt til hans seng.. Daphnie tænkte lidt over hvor henne han mon boede. 

 En mild latter slap ud mellem hendes læber, over han ville forsætte med at sove her. Om hun var der eller ej, ændrede da ikke på at det ikke var et særlig smart eller godt sted at sove. Desuden ville mørket snart falde på, så de kunne jo ikke bare blive her. På den anden side var det nu også meget dejligt at sidde her og putte som de gjorde. 
 " Nu kom vi jo lige frem til en seng var bedre at sove i.. " startede hun roligt ud. Hendes kinder blev lidt røde igen, som hun tænkte den næste del af sætningen igennem.
 " og.. jeg har.. en seng.. inde i byen.. " den sidste del blev sagt en hel del mere stille end første del. Hun bed sig lidt i underlæben, og så bare frem for sig. Nu boede hun jo alene, så det ville jo ikke genere nogle hvis han sov i hendes seng. Hun kunne altid lave en midlertidig seng til sig selv. Noget sagde hende hun ikke behøvede være nervøs for om han sagde nej til at sove i en seng. 

Jaris havde langt fra nået at tælle alle bladene, før han var blevet distraheret hver gang, men han havde da givet det et stædigt forsøg. Endte han med at komme tilbage en anden gang, for at få et ordentligt svar på deres væddemål, måtte han være bedre forberedt. Han mente ikke at et par dage, brugt på at tælle, ville være en stor udfordring, taget hans ellers lange levealder i betragtning. Han havde bare ikke tænkt over, at han altså også havde brug for søvn. Han måtte overveje hendes afgørelse. Uafgjort? Måske det var bedst for nu. ".. Er det ikke næsten det samme om at sige, at vi begge har vundet?" Han var for træt til selv at svare på det spørgsmål, så han var nødt til at spørge hende. I vågen tilstand gav alt mening for ham selv. I den tilstand han var i nu, halvt sovende, gav intet mening. Hvor var det altså godt, at Daphnie var her. Ellers ville Jaris være ekstremt forvirret lige nu. Meget mere, end han var i forvejen.

Han fniste over hendes drillende kommentar, ønskede sådan at gøre som han plejede og svare igen, med en af sine dårlige vitser. Men han kunne ikke. Han tænkte slet ikke klart nok. Han forsøgte stadig at komme tættere på hende, putte sig længere ind til hende, selvom det ikke var muligt. Han nød varmen fra hende, men det var ikke kun det. Det var følelsen af, at være tæt på en anden. Han nikkede let, lod næsen blive mast lidt mere mod hendes hals, som han gav hende ret. Det var hvad de var kommet frem til, en seng var meget bedre, men han havde ikke mulighed for at finde en. Kort efter kom hendes kommentar om, at hun havde en seng. Han løftede hovedet fra hendes skulder, for at kunne rette blikket mod hendes. Han havde besvær med at holde øjnene åbne, men formåede, indtil videre, at gøre det. "Tilbyder du mig din seng?" Spurgte han undrende. Det var vist ikke noget han havde oplevet før og det var ikke svært at se, at han bestemt ikke var vant til den behandling. Han var forvirret, men alligevel bredte der sig et smil over hans læber. For at være sikker på, at han ikke ville falde dovent ned at ligge igen, slap han cardiganen helt og placerede en hånd mod jorden som støtte. Den anden arm var fortsat lagt om hendes talje, han havde ikke lyst til at slippe.

 Ligesom Daphnie havde regnet med, godtog Jaris ikke helt at det var uafgjort. Han virkede dog ikke lige så kæk som sidst, men det var nok på grund af søvnmangel. Hun tænkte lidt over hans spørgsmål, inden hun rystede på hovedet.
 "Neeeej... For hvis vi begge vinder, kræver det jo at vi finder ud af om vi har vundet.. Når vi vinder begge når.. eh.. ja.. det kan jeg ikke huske.. " Hun grinede lidt, over sig selv.
 " Men nu hvor vi ikke har fundet en vinder, så har vi heller ikke fundet en taber.. Og så har vi jo hverken en vinder eller en taber.. Og så må det jo være uafgjort.. " Nikkende sluttede hun af. Okay, det blev lidt af en smørrer, men nu havde hun i hvert fald forklaret forskellen, om Jaris var enig, var ikke godt at vide. 

 Daphnie kunne ikke lade vær med at smile lidt over Jaris, som han nærmest prøvede at et med hende. Det var en rar følelse der spredte sig i hendes krop. Som Jaris nærmest lige frem havde brug for hende. Da han spurgte ind til, om hun tilbød ham hende seng, bed hun sig lidt i læben, og slog blikket ned, med svage røde kinder. Det var ikke fordi hun ligefrem havde inviteret drenge til at sove i hendes seng før. Hun løftede blikket lidt, og så Jaris i øjnene nu hvor han ikke længere lå op af hende. Hun sendte han at skævt smil.
 "Vi kan jo ikke have du bare ligger her... " endte hun bare med at sige. Så havde hun ikke lige frem sagt direkte ja til det men hentydet det. Det kunne hun lidt mere overskue. Om han så var vågen nok til at gennemskue det, var ikke til at sige. Hun holdt blikket lidt på ham, inden hun knap så elegant fik sig rejst. Hun strakte armene ud, ned mod ham og nærmest vinkede med fingrene, for at indikere han skulle tage hendes hænder. 
 "Kom! Før vi ved af det, er det blevet mørkt! " hun foldede læberne lidt og lagde hovedet på skrå. Hun håbede at han kunne gå selv, for hun var umiddelbart ikke stærk til at løfte ham, og hendes sommerfugle kunne ikke rigtig andet end at lyse, og hun kunne ikke ligefrem have mange fremme af gangen, endnu. 

Jaris forblev optimistisk mens han afventede hendes svar, men optimismen blev til en snert af skuffelse, da han ikke fik ret. Han åbnede munden, skulle til at sige noget, men anede ikke hvad, for han var stadig lige så forvirret, hvis ikke lidt mere. "Aw.. Vil det sige at jeg ikke får noget ud af, at have talt så meget?" Lød det, halvt klynkende fra ham. Han havde ikke valgt at gøre det, fordi han i sidste ende ville have noget ud af det, kun fordi han havde været for stædig til ikke at gøre det. Hans nysgerrighed havde taget over, men at han ikke engang fik en ende på deres væddemål ud af det, var svært at acceptere.

Det var et mere overrasket udtryk der viste sig hos Jaris, da hun fortalte, at det lige præcis var det hun tilbød. Han var ellers ikke en type, folk normalt havde lyst til at invitere med hjem. Og der var de lidt røde kinder, klistret fast på det uskyldige ansigt igen. Det var nu han havde en ustyrlig lyst til at fremprovokere den røde farve i kinderne endnu mere, sige eller gøre noget, der fik skubbet hende lidt ud af kurs, men hans hoved var stadig fyldt med tal. Han fulgte hende med blikket som hun fik rejst sig, før han lagde sine hænder i hendes og kom op, ikke specielt yndefuldt, fordi han ikke ville lægge for meget vægt i for hende. "Mørkt..?" Mumlede han, mens han skævede mod himlen. Nårh ja, hun havde vist nævnt noget om, at hun var på vej hjem fra arbejde. Så gav det vel meget god mening, at det var eftermiddag, det havde han bare ikke opfanget så hurtigt. Han slap hendes hænder, for at hive cardiganen af sine skuldre og række den til hende. ".. Jeg sætter pris på varmen, men det er ikke rigtig min stil," smilede han, mens han ihærdigt forsøgte at blive stående på benene. "Er der langt til din seng?" En længere gåtur var ikke øverst på listen over ting han havde overskud til lige nu.

 En anelse tænkende, rynkede Daphnie panden mens hun så rundt. Havde Jaris bare spildt to dage i kulden, for at tælle, uden grund? Et kækt smil bredte sig på hendes læber.
 "Selvfølgelig har du fået noget ud af det! Du har fået lov til at se mig igen jo..! " Hun prikkede hende lidt på skulderen. Det var da en helt fantastisk grund! I hvert fald ifølge Daphnie. Især fordi det også var en glædelig ting for Daphnie, selvom hun måske ikke helt ville indrømme det. 

Med det lille hiv, hjalp Daphnie til, så Jaris kom op at stå. Hun børstede lidt græs af kjolen, inden hun rettede sig op. Grinende tog hun imod cardigannen, lod blikket glide ned over ham.
 "Visse vasse! Den sidder da skide godt på dig! Fremhæver virkelig dine gode former, og fremhæver dine øjne! " Hun sendte han et kækt smil, inden hun alligevel tog den på, for hun var altså lidt en frossenpind, og fandt det lidt koldt. Nu havde han trods alt givet hende den igen. Efter at have taget cardiganen på, så hun på Jaris og lagde mærke til hun stod og svajede. Han var da heller ikke nem at arbejde med. Med et svagt grin hen over hendes læber, tog hun fat i Jaris arm, og lagde den over hendes skulder, og lagde sin egen arm, om hans liv.
 "Kom så sovetryne.. Lad os få dig i en seng.. Der er ikke alt for langt.. " Sagde hun inden hun begyndte at gå afsted mod byen, og håbede bare på han kunne holde nok gang i sig selv, så hun ikke skulle til at løfte eller trække ham det sidste af vejen. Det ville i hvert fald ikke blive noget kønt eller nemt syn. 

Mens Jaris lyttede til hendes svar, var der et meget overvejende udtryk over hans ansigt. Ikke fordi han skulle overveje, om det at se hende igen, var nok at få ud af det, men fordi han følte at han lige skulle bruge lidt ekstra tid, på at forstå hendes ord ordentligt. Han trak let på skuldrene, smilede og nikkede let. "Ja, okay. Du reddede mig fra en nat på jorden." Hans smil blev lidt bredere, som han færdiggjorde den sætning. Ikke bare var han blevet skånet fra at skulle sove på jorden, han havde også fået muligheden for ikke at skulle tilbringe natten alene, hvilket han ellers gjorde ofte.

Jaris løftede let det ene øjenbryn, som hun komplimenterede hans udseende i hendes cardigan. "Hvis du synes den klæder mig, så skulle du se mig i kjole," sagde han i en svag latter, men straks efter kom det tænkende udtryk tilbage. Han gabte, mens han rystede let på hovedet over sig selv. "Nej, vent.. Det mente jeg ikke," skyndte han sig at sige. Det var meningen at han ville have sagt noget, der kunne få hende til at grine, men bestemt ikke noget der kunne bide ham i røven en dag. For så åbensindet han var, kunne han sikkert godt finde på det, han var bare ikke sikker på at det var noget, han ønskede at andre skulle se. Dovent fik han lagt den ene arm om hendes skulder, den anden løftede han for at gnide sig lidt i det ene øje, mens han nikkede svagt til hendes kommando. "Nu er der vel ingen der bliver fornærmede over, at du tager fremmede med hjem?" Han tog aldrig selv hensyn til dem, der boede på hans gård, men de fleste andre tog vel hensyn til bofæller. Han fulgte med så godt han kunne, forsøgte hele tiden ikke at lægge for meget vægt over på hende, men han havde lidt besvær med at holde balancen og svajede lidt fra side til side, som han gik. Vidste man ikke hvor træt han var, kunne man sagtens forveksle hans måde at gå på, med en der havde drukket lidt for meget. 

 "Præcis! Kunne man ønske sig noget bedre..? " Der var en drilsk undertone i Daphnie stemme. Man kunne da helt sikkert nok ønske sig noget der var bedre. Umiddelbart var en seng at sove i måske ikke lige det mest fantastiske man kunne ønske sig efter at have brugt to dage på at forsøge og tælle blade, men det var en uvigtig detalje. 

 Med begge øjenbryn løftet så Daphnie grinende på Jaris. I en kjole? Hun kunne ikke lade vær med at forstille sig hvilket syn det ville være, og det gjorde kun hendes latter endnu mere intens. Hvis ikke det var fordi hun næsten bar på Jaris, havde  hun nok grinet en hel del mere.
 "Det kunne vi ellers godt arrangere.. "  Sagde hun mens, hun prøvede at få lidt mere styr på latteren. Godt nok havde de ikke samme kropsbygning, men mon ikke Daphnie kunne finde en kjole der hjemme, Jaris kunne klemme sig. Hun rystede lit på hovedet men hun pustede tungt ud. 
 "Ej... det må du undskylde.. Nu skal jeg nok være ordenlig.. "  hun grinte stadig en smule, men det var efterhånden kun små kluk en gang i mellem. Daphnie hankede lidt op i Jaris for lidt bedre at kunne holde ham oppe. Det var ikke helt nemt at gå med ham som han slængerede.. Hun rystede lidt på hovedet til hans spørgsmål.
 " Nææ.. Ikke umiddelbart.. Med mindre du laver en hel masse larm.. " hun så på ham med et skævt smil, mens de gik mod byen. Der ville måske var nogle der ville være en anelse nysgerrige over at Daphnie nærmest bar en fyr hjem til sig, men det burde ikke fornærme nogle. Hvis det gjorde, var hun egentlig også ligeglad, det kom alligevel ikke dem ved hvad hun gjorde.

 Det tog lidt længere tid at komme hjem, end Daphnie havde regnet med. Jaris' slængerende og ikke særlig hjælpsomme gang, gjorde det en hel del mere besværlig end hun først havde regnet med. Da de endelig nåede frem, fandt hun nøglen frem og låste døren op. 
 " Så, Jaris.. Nu er vi fremme.. "  mumlede hun en anelse forpustet. Det havde ikke lige frem være nemt at få ham fragte frem. Inden hev ham med ind igennem døren, hankede hun lidt op i ham igen, og fik ham hjulpet hen til sengen, og sat ham på kanten af den. 

Nu når Jaris ikke skulle gøre andet end at følge hende, lukkede han øjnene i et par sekunder, som han smilede helt nydende. "Mmh, jeg kan ikke komme på noget bedre," mumlede han, lød næsten som om han var påvirket, før han åbnede øjnene igen og slentrede videre. Lige nu, var der i hvert fald intet bedre, end forestillingen om en seng. Det var ellers sjældent han så frem til at sove, han var som regel fyldt med energi og nægtede at sidde stille.

Han nikkede kort og kunne ikke lade være med at grine med over hendes kommentar. Selvfølgelig var det sådan en reaktion han ville få, han havde næsten ikke regnet med andet. Så han kunne vel lige så godt blive ved emnet. Om det så var for at høre mere til hendes latter, eller om han faktisk overvejede at gøre det, bare en lille smule, var han ikke helt klar over. Selvom han bestemt ikke klagede over at høre mere til hendes gode humør. "Fint. Jeg skal vel betale dig tilbage for at låne din seng, på en eller anden måde." Han ville sikkert forsøge at snige sig udenom den aftale når han ikke var så træt, men i øjeblikket var han helt seriøs. Hvis det var et syn hun ville have med, så skulle hun da også have det! Han åbnede munden, egentlig for at fortælle hende, at han aldrig larmede, men det passede jo ikke. Han måtte bruge et par ekstra sekunder på at forklare det. "Det gør jeg.. Men til mit forsvar er det aldrig mig der starter larmen," endte han med at sige. Det var vel rigtig nok. Han larmede som regel kun, hvis han skulle ordne mindre officielle ting på bordellet, som at smide ubehøvlede kunder ud.

Så snart de nåede døren, havde Jaris aldrig set mere lettet ud. Endelig! Ikke at det var den længste rejse han havde været på, men endelig! Han nåede kun lige at blive sat på kanten af sengen, inden han nærmest faldt resten af vejen, ned at ligge. Han magtede ikke engang at tage trøjen af, som han ellers hadede at have på, når han skulle sove. Uden tanke for hvad han gjorde, begravede han ansigtet mod madrassen, der duftede af Daphnie. "Skal du ikke sove?" lød det dæmpet fra ham, stadig med ansigtet i madrassen. Han vidste at det måske stadig var lidt for tidligt for hende, at lægge sig til at sove, men han ville helst ikke sove alene. Ikke når han endelig var i selskab med en, der ikke fandt ham irriterende endnu.

 Egentlig havde Daphnie ikke tænkt at gøre med deres kjolesnak, men nu tilbød Jaris ligefrem at hoppe i en kjole, så skulle hun nok sikre sig han ikke stak af fra det løfte.
 "Lover du det? " Spurgte hun og kæmpede for at holdet et grin tilbage. Nu skulle hun lige havde ham til at love det. Så var han vidst også i det så dybt han kunne komme. Daphnie nikkede lidt til at han larmede. Hun smilte lidt skævt over det. 
 "Mon ikke vi så klare os.. Jeg skal nok lade vær med at få dig til at larme.. " Sagde hun roligt, og nussede ham lidt i siden, hvor hendes fingre var. Det virkede så naturligt. 

 Daphnie var næsten overrasket over at Jaris ikke faldt i søvn med det samme hans hovedet ramte madrassen. Da han havde lagt sig, satte hun sig på hug ved hans fødder og tog skoene af ham. Først og fremmest gad hun ikke have sko oppe i sengen, det svinede sådan, men det var nok heller ikke det rareste at have på når man sov. Tøjet magtede hun ikke kæmpe med, ikke med mindre Jaris kunne hjælpe til. Det var lige før hun ikke kunne høre hvad han sagde, som han snakkede ned i sengen, men hun gjorde sig et forsøg i at gætte sig frem til det.
 " Ikke lige nu... Døren skal lukkes efter os, og så skal der jo lige noget varme på, så vi ikke fryser helt væk, i løbet af natten.. " sagde hun stille. Om han ville nå og falde i søvn inden hun fik snakket færdigt, eller han kunne holde sig vågen lidt endnu, var hun ikke klar over, men det gjorde hende heller ikke noget. Inden hun rejste sig fra gulvet, fik hun møvet hans ben op i sengen, og hun kørte en hånd gennem hans hår som han lå der og fyldte i hendes seng. 
 Det var en smule mærkelig for Daphnie at se en anden i hendes seng. Især fordi det var en dreng. Hun smilte lidt over sig selv. For en uge siden havde hun slet ikke ville tro på det, hvis nogen fortalte hende hun ville sidde hvor hun sad lige nu. Efter at have sat og nusset Jaris lidt i håret, rejste hun sig op, og gik hen for at lukke og låse døren igen. 

Jaris fik et lidt anstrengt smil på læberne, som hun spurgte om han ville love det. Det ville han egentlig ikke, for han ville stadig gerne have chancen for at snige sig udenom. Men måske han kunne gøre det ved at skyde skylden på hvor træt han havde været? Et eller andet måtte han vel kunne gøre. "Jep.." Svarede han, stadig med et lidt anstrengte smil og et lige så anstrengt nik. Ja, det skulle nok gå! I vågen tilstand var han trods alt god til at distrahere, han måtte vel kunne finde på et eller andet. Jaris nikkede straks til hende ord. Det føltes som et ivrigt nik, en anelse voldsomt, men så slet ikke sådan ud, kun en anelse mindre dovent end hvad han ellers havde formået at gøre. Han var nemlig sikker på, at hun umuligt kunne larme lige så meget, som han var vant til at der blev larmet på bordellet. Specielt med den overnaturlige hørelse, kunne alle stemmerne, og hvad der ellers foregik, godt virke lidt overvældende til tider. Her var det ikke lige så slemt, selvom de befandt sig i byen. Måske det også hjalp på at lukke alt lidt af, når han nu var så træt.

Den ene sko blev taget af, og Jaris hev benet til sig, selvom det ikke lykkes ham at få benet op i sengen. Det samme skete med det andet ben. Han sukkede tungt over hendes svar. Igen fremstod han mere eller mindre som et barn, der ikke ville gå i seng, før andre gjorde det. Han trak benene helt op under sig, som hun fik møvet dem op i sengen, før han langsomt fik sat sig op i skrædderstilling. "Okay. Så venter jeg på dig," sagde han. Til sin egen overraskelse fik han sagt den sætning, lige så bestemt som han gerne ville. Med lukkede øjne, lagde han en albue mod låret og hvilede kinden i hånden. Utroligt nok faldt han stadig ikke i søvn, selvom han godt nok lignede en der sov siddende. Han smilede svagt, som han tænkte over at hun sagde, at hun ville sørge for noget varme til natten. "Kroppen er ellers den bedste varmekilde." Synes han bare lige, at han ville nævne. Han talte stadig ret sagte, så han var ikke engang sikker på at hun havde hørt ham.

 Det var med et tilfreds smil på læberne, at Daphnie nikkede til han svar. Hun lavede en mental note om at holde fast i at han havde lovet af hoppe i en kjole, og ikke bukke under for ham uanset hvad. Hun havde det på fornemmelsen, at han ikke ville være lige så imponeret over det når han havde sovet lidt.

 Da døren var blevet lås, forsatte hun over til brændeovnen og rodede lidt ind i den, for at få nogle gløder frem. Nyt brænde blev lagt ind oven på. Daphnie så over på Jaris som han havde sat sig op. Hun smilte skævt over ham. Det var lidt sødt. 
 "Søde Jaris, lig dig dog ned og sov.. Du behøver ikke vente på mig.. " Hun grinte lidt og betragtede ham lidt som han sad derover og næsten sov. Hun flyttede blikket tilbage til brændeovnen, og da der var gang i det, rejste hun sig og gik i gang med at finde nogle tæpper. Efter at have fundet en god stak, gik hun over mod Jaris igen. Hun flyttede blikket hen på ham.
 "Hvad sagde du? " spurgte hun roligt, inden hun gav sig til at folde tæpperne ud og ligge dem ud så hun kunne bruge dem som en madras. Hun have slet ikke tænkt at sove i sengen, sammen med Jaris. Ikke fordi hun ikke ville, hun ville sikkert finde det helt fantastisk, men det virkede bare som noget man gjorde med sin kæreste. 
 
 Daphnie satte sig ned på tæpperne, og så lidt på Jaris. Gad vide om han var sulten. Han havde vel nok heller ikke fået noget at spise i de to dage han havde talt balde. Hun skulle selv have noget at spise, inden hun gik i seng, men det virkede ikke rigtig til han var vågen nok til at spise noget alligevel. 
 "Kom.. lig dig ned!  " Daphnie klappede på toppe af madrassen mens hun holdt blikket på Jaris. Nu skulle han sove, basta bum! Det skulle mor-Daphnie nok sørge for!

Vejrtrækningen blev dybere og dybere, som om han faldt mere og mere hen, men han nægtede stadig at ligge sig til at sove. Han forsøgte at nikke til hendes ord, for han behøvede at vente på hende, men bevægelsen var nok tydeligere i hans hoved, end den var i virkeligheden. ”Men det er ikke hyggeligt at sove alene,” mumlede han, lettere utilfreds. Han lyttede intenst til hvad hun lavede, for at kunne gætte sig lidt til hvornår hun var færdig med de ting, hun ville ordne. Det lykkes ham endda at åbne det ene øje halvt og skæve mod hende, som hun var i gang med at finde tæpper.

Han skulle lige til at svare hende, men blev distraheret af sin undren, da hun gav sig til at folde tæpperne ud på gulvet. Hvad var pointen i at ligge dem? For selvfølgelig var Jaris straks gået ud fra, at hun stadig skulle bruge sin seng, selvom han også var der. Han nåede ikke at samle tankerne, før hun kom med kommandoen om at han skulle ligge sig. Han løftede hovedet fra hånden, for at gribe lidt dovent ud efter hendes håndled. Han prøvede at hive hende tættere på sig, men det var ikke mange kræfter han lagde i. ”Kun hvis du ligger dig sammen med mig. Bare indtil jeg falder i søvn,” sagde han, mens han åbnede det andet øje også for at se træt, men bedende op mod hende. Der var vist også et spørgsmål han skulle svare på. ”Og jeg sagde.. At kroppen er den bedste varmekilde.” Han gjorde et bravt forsøg på at få hende til at blive, så han kunne få lov til at være tæt på hende igen, nyde det i få sekunder, inden han ville falde i søvn. At han egentlig var ret sulten og tørstig, ville først gå op for ham efter et par timers søvn.