Sted: Medaniens marker, et stykke fra landevejen
Tid: Sent om aftenen
Vejr: Køligt, tørt vejr, rimelig stærk vind


Det var blevet stigende svært at finde et sted at sove om natten efterhånden for en kvinde der intet sovegrej havde, andet end en rejsekappe som hun havde fundet på sin flugt fra et meget mærkeligt sted for efterhånden en måned siden. Jorden var kold at sove på, og kroerne tilbød ikke værelser til folk der ingen krystaller havde. Det gav jo sådan set meget mening, men det ændrede ikke på kulden om natten, som end ikke et bål kunne holde helt væk, når man ikke havde et godt underlag at ligge på. Hun havde da fundet et par forladte, ofte lettere ødelagte huse, på sin rejse, men for det meste havde hun valgt at tage videre fordi minderne der ikke gav mening nærmest tvang hende af sted. Dagene smeltede ofte sammen og mange af de gange hvor der skulle bygges bål og findes en eller anden form for mad, skete det nærmest bare instinktivt uden at hun som sådan opdagede det.

I aften var en af de aftener hvor det lige var en anelse for koldt til at sove på jorden så Anabel var på udkig efter et af de smadrede huse igen. Hun så dog ikke ud til at have heldet med sig endnu, for mørket var efterhånden begyndt at falde på. 
Men så opdagede hun det: Noget, der lignede bygning ude blandt nogle marker. Uden omtanke gik hun igennem førnævnte marker med et lidt fjernt udtryk i sit ansigt. Der blev ved med at dukke en mand op i hendes erindringer og det var efterhånden ved at blive frustrerende at gruble over hvem han var. Men det var Medaniens marker som hun huskede hans ansigt fra, så hvis det her var Medanien måtte hun jo nok snart være ved det rette sted.
Der var kun lyden af den tiltagende vind, men pludselig blev den afbrudt af en årvågen gøen fra en hund, samt dens poter, løbende hen over en lille nedtrådt vej, som Anabel var endt på.

Anabel vendte sig stille og roligt om, da hunden løb hende i møde og så på den med et mildt smil, før hun uden videre satte sig på hug, nærmest indbydende. Hun vidste virkelig ikke hvorfor hun havde sit dyretække fra, men det var som om at noget manglede. At hun måske engang havde haft en form for forståelse for dyrene, som ikke længere var der. Ikke desto mindre stoppet hunden op en halv meter fra hende og luntede resten af vejen med logrende hale. Som om at den hilste på en gammel ven, en fremmed ven åbenbart. Anabels hånd udstraktes mod hundens hals og hun berørte let hundens pels.
"Hvor kom du fra?" det undrende spørgsmål blev dog ikke besvaret, så hun gav sig i stedet bare til at ae hunden mens hendes blik blev mere nærværende.

I forhold til normalen, havde det været en utrolig lang dag på Gordons gård. Der havde været mennesker i store stimer, som alle ønskede at se på en hest. Flere heste var blevet solgt, hvilket betød mindre arbejde til Theo den næste uges tid, for der var mindre stalde at holde ved lige, indtil Gordon fik skaffet nye. Gordon var en kræsen, gammel mand. Det tog ham altid længere tid end det burde at få fyldt staldende op igen, men Theo klagede ikke. Det var nemlig på disse tidspunkter, at han kunne få lov til at bruge mere tid i byen. Det var sent og grundet de mange kunder, var hestene blevet sat sent på folden. Derfor var Theo og Gordon først nu, ved at være færdige med at hente dem ind igen.

Fra stalden blev der hentet en grime, lavet af reb. Når Theo nåede ud på folden i mørket, satte han grimen på den nærmeste hest og trak den ind i sin boks. Grimen blev taget af og så gentog han processen med næste hest. ”Jeg skal nok hente resten ind, hvis du går ud og finder Max,” sagde Gordon, som de passerede hinanden og Theo nikkede kort. Han havde også undret sig over hvor den hund var blevet af, for han plejede altid at rende i hælene på hestene, når de blev trukket ind fra folden. Som det første stak Theo hovedet ind i laden. ”Max!” Kaldte han og fløjtede en enkelt gang, men der var ingen reaktion fra hunden.

Theo rettede kursen mod huset. Det var vel muligt, at Max var faldet i søvn på gulvet, foran pejsen igen, men som han trådte ind i det store hus, fandt han hurtigt ud af, at det ikke var tilfældet. ”Det var da underligt…” Mumlede Theo for sig selv, før han gik ud igen og tog en tur rundt om huset. Stadig ingen Max. ”Max!” Han ventede. Hunden plejede altid at komme, når han kaldte, men ikke denne gang og han var ærligt begyndt at blive en anelse bekymret. Hvad havde den hund fået rodet sig ud i? Theo begyndte i stedet at bevæge sig mod markerne og den lille, nedtrådte vej, han altid fulgte når han skulle mod vandfaldet. Ikke lang tid efter, kunne han ane Max i mørket. ”Max,” kaldte han igen, men der var stadig ingen reaktion fra den lysebrune hund. Som han kom nærmere, faldt hans blik på kvinden, der havde distraheret hunden med kæl og det gik nu op for Theo, hvorfor han ikke havde været vigtig at lytte til. ”Oh.. Han plejer ellers ikke at være glad for fremmede,” sagde han, lettere overrasket. Han stoppede op bag Max og satte sig selv på hug. ”Jeg hedder Theo og det der er Max,” præsenterede han dem begge, med et venligt smil bredt over læberne.

En mands stemme kunne høres i distancen og hundens ører bevægede sig let, men den var ellers for optaget af at få opmærksomhed. Anabel reagerede heller ikke rigtig på stemmen, ikke før den var tæt på og talte til hende. Hun kiggede op og så at stemmen tilhørte en ung mand med rodet mørkt hår og et ansigt der så venligt og en smule træt ud.
Hun smilede med det samme til ham ved hans overraskede ord og lod en hånd glide hen over ryggen på hunden. "Han virker ellers som en rolig dreng," hunden havde sat sig og kiggede fra nu fra den ene til den anden.
"Godaften Theo," hendes smil virkede som altid lettere fjernt, men til trods for det, var det da i det mindste stadig et imødekommende smil.

"Mit navn er... Anabel," som altid var der en sær tøven da hun skulle præsentere sit navn, for det føltes stadig ikke som hendes eget. Men det var det eneste hun kendte og det var bedre at bruge et navn end at være komplet uhøflig og slet ikke præsentere sig. Der var et kort øjeblik hvor frustrationen og forvirringen kunne ses i hendes øjne, men ved et puf fra Max gik alt tilbage til det normale igen. "Jeg beklager hvis jeg har forstyrret. Det er ret sent, er det ikke?"

Der lød en let latter fra Theo og han nikkede svagt. Hunden var oftest helt rolig, men var opdraget af Gordon til at passe på gården, og hestene, og sørge for at fremmede ikke befandt sig steder de ikke måtte. Det startede som regel ud med en let knurren, men denne gang var Max stille, som han nød de rolige strøg af kæl fra kvinden. "Han ser ud til at kunne lide dig," sagde han, mens han betragtede hunden, der ikke lod til at have nogle intentioner om at skulle følge med Theo tilbage til huset. "Har du bestukket ham med mad? Det plejer at virke," fortsatte han, tydeligvis ment som i sjov, selvom det passede. En eller anden form for kærlighed skulle man nok få fra Max, hvis man bare fodrede ham, men han gik ikke ud fra, at kvinden havde været her længe nok, til at kunne nå at bestikke gårdens hund. Eller at hun overhovedet havde noget at bestikke den med, så det ud til, da Theo lagde mærke til hendes alt for lette oppakning, nærmere betegnet den oppakning, der ikke var der.

"Hyggeligt, at møde dig, Anabel," sagde han med et let nik, som han begravede en hånd i hundens pels i siden og kløede lidt til. Hans blik faldt mod Max, da hans kløen fik hunden til at ligge sig på jorden og rulle halvt om på ryggen. Theo trak hånden til sig igen. Han havde intet imod at kæle Max, men han kunne vente til de var kommet ind. "Jo, det.." "Hvorfor er du så længe om det, knægt?" Theo nåede ikke at gøre sin sætning færdig, før han blev afbrudt af en ældre herre, med halvlangt, hvidt hår og lige så hvidt skæg. Han var klædt i en lang, broderet doublet, der dækkede alt, undtagen de fine sko. Han kom mod dem i et tjept tempo og Theo kom hurtigt op at stå. "Det beklager jeg, Gordon, men Max blev distraheret," forklarede han kort, med en undskyldende tone og han trådte et skridt til siden, så Gordon ville kunne se Anabel. "Jamen goddag, frøken. De er da godt nok sent ude," sagde han, i en lettere kølig, men alligevel venlig tone. Det var samme tone han brugte over for Theo, men han blev aldrig tiltalt som andet end knægt eller ved navn. Hvad Theo rigtigt var, havde han aldrig fortalt til Gordon. Han kendte heller ikke til hans rigtige alder, så Theo fandt det altid lidt morsomt at blive kaldt knægt. ".. Og langt fra alt. De burde skynde Dem at komme hjem, man kan aldrig vide sig sikker på, hvad der kan ske i mørket," lød det fra ham, uvidende om Anabels egentlige situation. Gordon knipsede en enkelt gang med de rynkede fingre og straks rejste Max sig op, og satte sig ved siden af ham. Theo rystede lettere opgivende på hovedet. Hvorfor var han blevet sendt ud efter hunden, når han alligevel adlød Gordon i meget større grad.

Anabel havde ikke lyst til at prale. Hun vidste godt, at hunden kunne lide hende, for det var ofte sådan med de fleste dyr hun mødte på sin vej. Ikke på noget tidspunkt havde hun oplevet at noget dyr var fjendtligt imod hende, tværtimod.
En lille, men klar latter forlod hende da Theo spurgte om hun havde bestukket hunden med mad og hun rystede på hovedet, stadig smilende, indtil en ny, mere gammel-lydende stemme afbrød deres samtale. Den lød en smule kølig, men Anabel antog at det muligvis var drengens fader, der nok var utålmodig og gerne ville ind i varmen, indtil Theo talte til manden med brug af navn, samt undskyldte på en ikke helt så familiær måde.

Den distancerede, men stadig venlige tone fik hverken skræmt Anabel væk, men ej heller gav det hende ligefrem lyst til at omfavne manden. Høflig, men reserveret. Hun rejste sig op da manden knipsede Max til sig og hendes smil falmede lidt. Hjem? Hvor var hjem? Hver gang hun tænkte på hjem dukkede billeder af en stor, fremmed, næsten mørk og uhyggelig herregård op i hendes hoved og hun var ikke sikker på om det var noget hun brød sig om. Om det egentlig var noget, hun overhovedet kunne kalde hjem. "Jah.. Ja, det er rigtigt.." hendes stemme var tøvende og hendes blik kunne ikke være mere fjernt nu, hvor hun ikke havde øjenkontakt med hverken Theo, Max eller Gordon, men nærmere bare kiggede ud i luften. "Jeg er efterhånden vant til det.. Mørket.." der lå en undertone af frustration i hendes stemmeleje igen. Så vidt hun vidste, havde hun intet hjem og det var irriterende at vide sådan noget. Nogle gange overvejede hun om hun overhovedet havde nogen familie nogen steder. Eller venner? Når det skete, blev hun ofte en smule trist til mode, som nu. "I har ret.. Jeg må hellere.. Finde mit hjem," på hendes blik og tone lød det ikke som om at hun bare lige kunne gå hjem som alle andre gjorde det, men at hun nærmere rent faktisk skulle finde sit hjem først.

Med Anabels ord, nikkede Gordon let som farvel og skulle til at gå derfra, men Theo blev stående. Han havde bemærket den trykkede stemning af tristhed, der havde lagt sig over Anabel efter Gordons mindre diskrete hentydning om, at hun skulle gå. Lige pludselig virkede hun også mere fjern end for få sekunder siden. Der skulle ikke længe til, før Theo regnede ud, hvad det hele handlede om. Hendes triste væsen, tonen der antydede, at hun rent faktisk skulle finde sit hjem og det faktum, at der ikke lå gårde lige i nærheden. Han kunne selvfølgelig ikke vide, om hun altid valgte at gå ture på denne tid af døgnet, men noget sagde ham, at det ikke var tilfældet. "Du har ikke noget hjem, har du?" Spurgte han, måske lidt for direkte, men han var nødt til at spørge før Gordon forsvandt. For havde Theo ret, var det op til herren om hun måtte blive.

Gordon stoppede op idet spørgsmålet blev stillet og rettede sig mod Anabel igen. Dagen havde været lang, det var måske derfor, at han ikke bemærkede undertonen af frustration, som Theo tilsynladende havde. Han var altid en reserveret mand, men han var aldrig en der afviste en hjemløs kvinde ved døren. "Jeg kan umuligt efterlade en kvinde alene i mørket. Har Theo ret?" Spurgte han, stadig med samme, kølige stemme. At Gordon havde røget cigarer i flere år, var ikke svært at høre, specielt ikke når han også var lidt træt. Hans stemme blev mere og mere ru. Theo så skiftevis mellem Anabel og Gordon, det samme gjorde hunden, som om den vidste hvad der foregik. Theo var normalt ikke typen til at være så direkte, for egentlig ragede det ikke ham eller Gordon, men han havde selv stået i samme situation, da han blev tilbudt husly på gården for nogle år siden. Havde Gordon ikke været direkte dengang, var Theo ikke endt her.

Det var egentlig meget simpelt. Anabel havde givet sin forklaring, teknisk set en forkert én af slagsen, da hun ikke havde nogen anelse om hvor hendes hjem var, og Gordon havde godtaget det, som forventet og skulle til at gå. Det var nok også for det bedste, da Anabel ikke vidste om det var en god idé at komme ind i deres hus. Hun havde haft mareridt de sidste mange nætter, om dæmoner og tilsyneladende også sin egen død, så det var ikke sikkert at hun ville være rar at have i nærheden af sig om natten. Men Theo havde vidst godt set igennem hende, da han blev stående og meget direkte spurgte, nærmere konstaterede, at hun intet hjem havde. Til dette vendte Gordon sig også rundt og virkede til at ville invitere hende ind i deres hjem. Det var ikke noget, hun følte at hun kunne takke ja til. Hun vidste kun hvordan man overlevede i vildmarken og havde et stort dyretække åbenbart. Og så havde hun også forstået på det, at hun havde healende egenskaber. Men hvad godt ville det gøre her? Og ville det overhovedet gøre op for hendes mærkelige tendenser og dagdrømmeriet?

"Jeg.. Jeg vil nødigt være til besvær," forklarede hun derfor, tøvende mens hun undgik øjenkontakt med dem begge. Hun havde det mærkeligt med at skulle sige at hun intet hjem havde. For hun måtte jo have et hjem. Et eller andet sted. "Jeg ved ikke.." men de havde været så flinke over for hende. Hun kunne ikke bare gå sin vej. Hun kunne måske hjælpe dem, på den ene eller den anden måde. "Nej.. Jeg tror ikke, jeg har et hjem," indrømmede hun til sidst med noget nær skam i blikket. For hvordan kunne en kvinde som hende ikke have et hjem? Hun havde ikke barkede hænder, som en anden overlever fra naturen, faktisk var der mange ting, der ikke gav mening i forhold til ikke at have et hjem.

De fleste andre ville måske ikke have været så hurtige, til at invitere en fremmed ind i deres hjem, heller ikke selvom den fremmede så rimelig harmløs ud. Men for Gordon var det ikke en bekymring, for han havde sin trofaste hun til at beskytte ham selv og Theo. Indtil videre havde hunden dog ikke vist noget tegn på, at denne kvinde ikke skulle være til at stole på og Gordon havde altid troet på Max. Nogle gange troede Theo, at hans chefs eneste sande ven, var den hund, men han havde aldrig kunne få sig selv til at spørge. Med Max i huset var de også vant til en god række af larm. Enten blev der skrabet på dørene, når han ville ud, eller også stod han og gøede af ting der ikke var der. En enkelt nat uden Max der larmede, havde ingen af dem haft længe. Derfor gik de begge som regel også rimelig tidligt i seng, de var sjældent oppe på dette tidspunkt, men lige i dag, var det da heldigt, at de var.

Theo smilede svagt, halvt undskyldende til hende, over hans lidt direkte opførsel, halvt for at give hende en fornemmelse af, at det hele nok skulle ordne sig. "Pjat!" Lød det straks fra Gordon. "De er slet ikke til besvær, vi har masser af tomme værelser og det er alt for koldt, til at jeg kan lade Dem blive herude," sagde han, han ville bestemt ikke tage nej for et svar, så han gestikulerede kort med hånden, som tegn til at hun skulle følge med dem tilbage til huset, inden han vendte om på hælen og slentrede træt afsted. Hunden fulgte straks med. Gordon var ikke en tålmodig mand, hvilket ikke var svært at se, men Theo ventede pænt på at hun kom på benene, så han kunne følges med hende. "Hvad mener du med 'tror'?" Spurgte han, måske igen ikke noget der kom ham ved, men han var blevet nysgerrig. Desuden kunne hun vel altid vælge ikke at svare.

Han havde en attitude, som hun vist nok havde hørt før. Men hvor? Der var ingen ansigter der dukkede op denne gang. Men hun kunne godt lide hans attitude og det var svært at sige nej, nu hvor han nærmest insisterede, lavede en gestus og begyndte at gå mod huset uden den mindste tøven. Hvad end hun sagde ja eller nej, følte hun sig næsten tvunget til at gå med, men på en positiv og god måde. Hun trak kort på smilebåndet og fik taget sig sammen, som hun begyndte at følge efter, ved siden af Theo, hvis nysgerrighed stadig ikke var mættet. En stemme inden i hende var meget uhøflig, og hun var meget tæt på at sige hvad den sagde. Det rager ikke dig. Men hun lod være, mens hun tog sig let til hovedet, der så småt begyndte at gøre ondt over de mange indtryk. Det var jo nærmest en mental overbelastning, at have både alle de billeder i hovedet, samtidig med at hun skulle tale med disse to, samtidig med at hun havde dårlig samvittighed over at føle at hun indvaderede deres hjem.

Desuden spurgte han jo bare, fordi hun havde været så dum at sige det på dén måde. Det var hendes egen skyld at han var nysgerrig og derfor ville hun heller ikke lyve over for ham eller være uhøflig og strid. "Jeg ved det ikke. Jeg tror måske jeg har slået hovedet.. Jeg kan ikke huske det," indrømmede hun, lavt nok til at Gordon ikke hørte det. Hun ville helst ikke have at den ældre herre troede at hun var sindssyg. Det ville aldrig være godt for nogen.

Anabel begyndte at følge med og Theo satte tempoet en anelse op, for at følge lidt bedre med Gordon, der aldrig brød sig om at vente. ”Oh..” Lød det lidt beklageligt fra Theo, som alligevel forsøgte at sende hende et opmuntrende smil. ”Nu da Gordon ved, at du ikke har andre steder at være, er jeg sikker på at han vil lade dig være her, så længe du har brug for det,” sagde han med en selvsikker tone, lige inden de halede ind på Gordon ved huset. Han kunne selvfølgelig ikke være helt sikker, men den gamle mand havde nu aldrig været en, der smed folk på gaden. Specielt ikke nu da kulden var begyndt at tage over og Anabel ingen oppakning havde.

Ved huset stod Gordon allerede og ventede med døren åben. Selvom han ikke havde ventet længe, havde han fået et lettere utålmodigt udtryk i ansigtet, som han fik gennet dem begge gennem døren, hvorefter han selv og Max fulgte med. ”Theo, sørg for at det bagerste værelse er klar,” beordrede han og Theo nikkede med det samme, før han forsvandt ned ad gangen. Det var normalt ikke hans job, men tjenestepigen var blevet bedt om at trække sig tilbage for lidt siden, eftersom den store stime af kunder i stalden, ikke skulle gå ud over hendes arbejde dagen efter. Gordon vendte blikket mod Anabel. ”Der kan De få lidt fred for natten. Mit navn er Gordon Wright. De må endelig sige til, hvis De mangler noget og indtil Theo får et værelse klar til Dem, er De velkommen til at tage plads i sofaen og få varmen ved pejsen.” Han holdt en hånd frem mod den første, åbne dør til venstre, der ledte ind til en lille stue, hvor kun en sofagruppe, et lille bord og en pejs befandt sig. ”De må da være sulten. Jeg er sikker på, at der er lidt fisk og grøntsager tilbage i spisekammeret, hvis De er interesseret, frøken..?” Spurgte han, mens han smed den lange doublet og afslørede de sorte hoser, en fin, hvid skjorte i silke og en bordeauxrød, broderet vest, der var lukket til. Han trådte ind i pejsestuen, for at ligge doubleten hen over ryglænet på den gamle lænestol.

Det hjalp at den unge mand sendte hende et opmuntrende smil. Desuden var hun jo lige blevet givet husly for natten, så selvom der var en masse ting, der var uforudsigelige og muligvis endda ubehagelige ved at skulle benytte sig af Gordons gæstfrihed, kunne hun stadig godt være taknemmelig for at blive lukket inden for i varmen uden at de overhovedet kendte hende. Hun smilede meget kort igen, mest af alt for at fortælle Theo, uden ord, at hun selvfølgelig værdsatte det.
Gordon stod allerede med døren åben og et lettere utålmodigt ansigtsudtryk og Anabel bebrejdede ham det ikke. Han var en ældre herre og stod herude i kulden, ventende på hende og Theo, der havde det noget bedre med temperaturen givet at de havde lidt mere modstandsdygtighed. Med mindre Gordon var fra Norden oprindeligt, men det så det ikke ud til.

Anabel kiggede sig lidt omkring inde i huset. Allerede inden for døren var her varmt, rart og lyset fra pejsen i stuen gav det hele en hjemmelig fornemmelse. Eller, det ville det nok have gjort, men det gjorde det ikke for Anabel. I hendes hoved var hjem et stort sted, koldt og ensomt med triste eller vrede ansigter. Det var meget bedre her.
"Anabel... Mange tak, Hr Wright, jeg værdsætter Deres gæstfrihed," det føltes meget mærkeligt at være Des med ham. Det var både familiært og samtidig var der noget dybt inden i hende, der vred sig i harme over det. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle stille op med det og fulgte derfor tavs med ham ind til sofagruppen og satte sig forsigtigt, kiggende mod ilden i pejsen. "Åh?.. Nåh, ellers tak, Hr.. Jeg fik et udmærket måltid tidligere i dag, jeg klarer mig," igen var det meget underligt at sidde på sofaen. Det gjorde stadig lidt ondt i hovedet med alle de indtryk der blev ved med at dukke op, men hun ignorerede det så godt som hun kunne og tog rejsekappen af, afslørende en hvid skjorte og et par mørkebrune bukser, samt nogle støvler der gik hende til knæene. Om livet havde hun et stof til at holde det hele samlet og selve påklædningen i sig selv kunne godt minde om én der tilbragte tid til havs. Hvis man gav hende en stor hat, en sabel og måske endda en klap for øjet og hun ville sandsynligt ligne en pirat. Men med hendes pæne, næsten skrøbelige udseende på både ansigt, kropsbygning og hænder, virkede påklædningen ikke som om at det var én der beskrev hende, men nærmere som noget hun var blevet givet fordi der ikke havde været noget alternativ. Men det var udmærket tøj. Hun beklagede sig ikke.

Gordon nikkede let, for at give udtryk for at det intet problem var, at have Anabel overnattene. Han havde altid sat det højt, at hjælpe hvor han kunne, specielt da han blev ældre, for han havde masser af plads at give af. Desuden kunne dagene blive ret ens til tider, så det var da altid rart med gæster i ny og næ. "Udmærket, frk. Anabel. Jeg håber De får en god nats søvn, så vi kan finde ud af hvad vi gør herfra, i morgen," sagde han og for en gang skyld, kunne man se et svagt, næsten venligt, smil i krogen af hans læber. "Theo kommer tilbage om lidt og viser Dem til Deres sovekammer. Hvis De mangler noget i løbet af natten, må De endelig sige til. Tjenestepigen, Tia, holder til to døre til højre for Dem," forklarede han, forsøgte at lyde så imødekommende han nu kunne, men selvom han altid havde masser af gæstfrihed, havde han altid haft svært ved at slippe den lidt autoritære tone. "Jeg sender gerne Max med Dem, hvis det gør Dem bedre tilpas," tilbød han. Nu havde han jo set hvor godt tag hun havde på den hund. Hun lod da i hvert fald til at være rimelig glad for de pelsede væsner.

Et par minutter senere kom Theo tilbage ind i den lille, varme stue. "Alt er klargjort, Gordon," sagde han, mens han bøjede hovedet let. Theo kendte efterhånden Gordon ret godt, så han havde vænnet sig til ikke at være så professionel over for ham, men det var stadig mere end tydeligt at se, at han stadig gjorde en god indsats for at vise respekt, selv når han ikke behøvede det. Om Gordon satte pris på det eller ej, var han ikke helt sikker på, for han havde aldrig givet udtryk for noget. Theo fik et kort nik som svar, bare så han kunne se at Gordon havde registreret hvad han sagde, men lige nu koncentrerede herren sig mest om Anabel.

//Inaktiv
- PB hvis du vil fortsætte en anden gang :)