Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Milicent Gwendolyn
Kaldet: Anabel (dette er kroppens oprindelige navn, og det eneste hun kender til af uforklarlige årsager)
Køn: Kvinde
Alder: 45
Fødselsdag: 23. Marts
Tilhørsforhold: Kaotisk God
Tro: Hun er forvirret nok til at hun er tvivl om hvilke af guderne hun egentlig ønsker at tilbede.
Erhverv: På nuværende tidspunkt er hun bare en forvirret omrejsende.
Nuværende levested: Omrejsende - Intet fast
Race: Engel

Udseende

Højde: 170 cm
Vægt: 58 kg
Hudfarve: Bleg
Hårfarve: Sort
Hårstil: Langt og løsthængende
Øjenfarve: Blå
Kropsbygning: Normal til atletisk
Hverdagstøj: Kjoler eller almindeligt, praktisk hverdagstøj, bukser og lignende.
Ar, permanente skader, el.lign.: Ingen
Særlige kendetegn: Nogle gange, mest når hun er i fare, gror et par vinger, sorte som tjære ud af hendes ryg.

Magi

Magisk evne (1): Healing: Milicent er yderst dygtig til healing. Hun er i stand til at heale både rifter, mindre sår, helt op til brækkede knogler, sågar afhuggede lemmer, så længe hun stadig besidder den afhuggede legemsdel. Dette efterlader hende dog meget afkræftet flere dage efter.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Sjæle-Hjælperen (Telekinese): Evnen virker præcis som telekinese, men har bare det enkelte twist, at det ikke er magi der gør at hun kan løfte ting uden selv at skulle bevæge sig. Det er hendes sjæl, der går ud af hendes krop som gør det hele og selvom den stadig er forbundet til hende med en form for snor, så gør det stadig ondt at gøre det.
Eftersom at hun nu har haft evnen et stykke tid og fordi den egentlig ikke er bundet til hvorvidt hun selv kan fokusere, men nærmere at det er hendes sjæl, som hun jo er forbundet til, har hun nogenlunde kontrol over det. Det ændrer dog stadig ikke på, at det er meget svært for hende, grundet smerten, at sætte gang i selve evnen.
Dygtighed til at kontrollere evne: Veltrænet

Personlighed

Talenter: Kan overleve i naturen, er meget stædig, er lært.
Svagheder: Kan ikke slås, har glemt alt om etikette, er sygeligt bange for mindre kamre.
Interesser: Planter, dyr, lærdom, skovånderne. Hun ved ikke helt hvor hun har de interesser fra, men ikke desto mindre er det stadig interesser.
Drømme/ønsker: Hvad Anabel ønsker allermest af alt i sit liv er, at finde ud af hvem hun i virkeligheden er. At få svar på alle de spørgsmål der konstant dukker op i hendes hoved.
Elsker: Luft under vingerne, frihed, nye oplevelser.
Hader: Mure, fangenskab, mørke kamre, skeletter, vold.
Helhedsindtryk af personlighed: Anabel er af en ret alvorlig karakter. Hun er stadig og årvågen, og bryder sig ikke om, at binde sig til folk, fordi hun er bange for, hvad der ville kunne ske. Hun kan godt være lidt fandenivoldsk, og har en ganske nydelig humor, hvis humøret er der til det. Hun har aldrig haft et særlig godt temperament, men hun er til gengæld blevet ret tålmodig på sine ”ældre dage”.
Kommer man gennem den hårde skal, er hun en meget blid og venlig kvinde, med en del visdom at dele ud af. Hun bryder sig ikke spor om vold, og bliver faktisk dårlig tilpas ved tanken om, at skulle kæmpe mod nogen som helst.
På det sidste har Anabel udviklet en stor mængde forvirring omkring hvem hun er. Hendes temperament har dalet en smule, men til gengæld går hun konstant med indre frustrationer over al forvirringen. Hendes personlighed har taget en overraskende blid karakter. Hun er blevet mere reserveret, men meget af den fandenivoldskhed hun før udtrykte sig med, er ikke noget der sker helt så ofte længere. Det kommer stadig i små udbrud engang imellem, men hun vil egentlig helst bare gerne holde sig fredelig og rolig.

Baggrundshistorie

Barndom: Når man spørger Milicent omkring sin barndom den dag i dag, har hun ikke meget, at sige. Hun har aldrig brudt sig om den familie, hun kom fra, og har decideret had til sin fader.
Allerede som lille, kunne hun kommunikere med dyr, og hun ville egentlig helst være ude i skoven, men det ønskede ingen i familien, at hun gjorde. Hun skulle uddannes, gøres til en rigtig stadsdame, og gud, hvor hun væmmedes over det! Hver dag skulle hun sy, hver dag skulle hun have sit pæne, blonde og lange hår sat rigtig pænt. Hver dag skulle hun lære etikette! Hvad var det for noget bras? Hun ville bare gerne sige ting som de var, i stedet for, at være høflig og pæn, som et stykke porcelæn. Det var ubegribeligt væmmeligt! Faktisk var det lige til, at kaste op over en gang i mellem. Men sådan var livet bare.

Fortid frem til nu: Det var først da Milicent blev 15, at det virkelig gik op for hende, at far ikke var til, at bide skeer med. Han ville partout have hende gift til en anden adelig herre, og det nægtede hun simpelthen pure. Første gang der blev forsøgt, sparkede hun sin bejler i kugler og fik virkelig sine ører i maskinen. Far var voldelig af sig, og hun fik kun endnu dårligere erfaring med ham.
Den næste bejler forsøgte hun at gifte væk til en af husets tjenestepiger. Tjenestepigen blev aldrig set igen, og skønt hun og Milicent havde været gode venner, så ville far ikke høre tale om, at tage Elvina tilbage i sin tjeneste. Milicent fik hurtigt på fornemmelsen, at hun ikke blot var blevet sendt væk, og hun blev faktisk kort nervøs. Indtil næste bejler kom. Han blev bidt i tungen da han forsøgte at kysse og begribe sig på hende. Far var rasende! Milicent fik stuearrest den næste måneds tid, og hun hadede ham for det!
Da Milicent var 20 år gammel var alle hendes brødre og søstre giftet væk. Mor døde ved et uheld under ridning, og Milicent var tilbage i huset, kun med far, der virkelig var ved at være rigtig, rigtig gal.
Da den næste bejler kom, fik Milicent og far en alvorssnak. Hvis hun gjorde noget dumt mod denne bejler, ville han ikke svare for konsekvenserne.
Men evindelig rebelsk som Milicent nu engang var, så fik bejleren samme ubehagelig tur som alle de andre. Hun skubbede ham ned i en sø.
Denne gang blev far virkelig vred! Han klippede alt Milicents hår kort og kaldte hende en uduelig lille horeunge. Milicent fandt sig ikke i det. Hun sparkede far i nosserne, og til dét, mistede far al tålmodighed. Da Milicent vendte sig rundt for at gå sin vej, ind på sit værelse, mærkede hun en brændende fornemmelse i ryggen. Hun gispede, vendte sig rundt, for at se far med tårer øjnene, komplet rød i ansigtet. Han sagde undskyld. Han forsøgte virkelig at undskylde og gøre det godt igen, men da Milicent hostede, smagte hun blod. Kort efter kollapsede hun dér, i fars værelse. Livet gled hurtigt ud af hendes spinkle krop, og far måtte begrave sin sidste, hjemmeboende, ugifte datter. Det blev aldrig nævnt hvorfor hun var død. Det var en familiehemmelighed.
Da Milicent vågnede igen, var alt mørkt og hun frøs så inderligt meget. Hun vidste ikke hvad der foregik, men som hun kom på benene, gik det op for hende, at der hang en fakkel og at der ikke var helt så mørkt herinde, som hun havde regnet med. Derefter kom panikken. Der lå åbne kister med skeletter. Et mausoleum. Med et skrig, løb hun mod udgangen. I starten kunne hun ikke finde udgangen. Men hun var heldig. Det var den slags grav hvor familien regelmæssigt valgte at gå ned – Så ud kom hun. Der var også mørkt udenfor. Og hun havde ondt over alt. Hun brød sig ikke om hvad der foregik, specielt ikke, da hun følte en sær følelse. Vinger? Bedst som hun opdagede det, steg hun til vejrs, voldsomt chokeret.
Det var dér, at det gik op for hende, at hun aldrig skulle tilbage til sin familie igen! Hun fløj væk, langt væk, og endte i en skov. Her tilbragte hun 20 år, til den dag i dag. Stadig vil hun ikke tilbage. Hun vil aldrig se sin forhadte fader igen!

Meget er sket siden Milicent drog væk fra sin fader og brugte 20 år i isolation i skoven for sig selv. Da hun valgte at drage væk fra skoven med sine ulve mødte hun mangt og mange. En mand ved navn Gidion, som var kommet slemt til skade. Hun healede hans ben og han hjalp hende efter. Hun åbnede sig mere over for ham end hun burde have gjort, men 20 år isoleret fra alt og alle havde tilsyneladende en effekt på hende. Måske manden også havde?
En dæmon troede at hun havde vigtig viden og forsøgte at få det tvunget ud af hende. Hendes svar var ikke tilfredsstillende og hun var nær blevet slået ihjel. Var det ikke for Gidions hjælp endnu en gang, var hun med sikkerhed død for anden gang.

Pesten tog sit hårde tag i hende og hun blev smittet i et forsøg på at redde en lille piges liv. Igen var hun nær død, men en bager i Dianthos reddede hende med sit eget blod.
Mange af de folk hun mødte gav hende lyst til at tage tilbage til sin isolation, men bageren og tømreren var enestående tilfælde på, hvad hun også havde chancen for at møde, samt lære at kende. Hun skulle bare ud af sin egen lille verden igen.

Måske ville det være sket. Måske ikke. Hvad der i stedet skete var noget mørkt og forkert. Noget helt igennem forkert! Milicent mente selv at hun havde en god dømmekraft. At den ældre herre i virkeligheden blot havde brug for en skulder at græde på efter han havde mistet sin datter. At hun kunne hjælpe Faderen igennem hans dybe sorger og få ham til at se bedre dage.

Aldrig havde hendes dømmekraft slået så meget fejl.

Faderen var ikke en mand, der var til at hjælpe. Han var for langt væk i sine sorger. Han ville blot have sin datter tilbage igen, koste hvad det ville. Og hvad så hvis en engel skulle dø for det? Det var nødvendigt! Hendes sjæl ville bringe datteren til live igen og han kunne være lykkelig på ny. Han kunne tilbringe resten af sit liv uden være ulykkelig og miserabel.
Hans magi var mørk, forfærdelig, ustabil. Men det lykkedes. Så snart han havde fanget englen og havde gjort ritualet, vågnede hans datter på ny. Han klappede i sine benede hænder og forberedte sig på at hilse på sin datter igen, men noget var gået galt. Det var ikke hans datter der sad der, men en meget forvirret kvinde der end ikke vidste hvem hun var. Men hun vidste godt, at der var noget galt. Hvorfor skulle der ellers ligge et lig ved siden af hende i en sær cirkel af runer, helt sikkert tegnet i blod? Hun flygtede fra ham og langt væk fra det sted hvor han boede og på vejen groede et par vinger smertefuldt ud af hendes ryg. De var sorte som tjære, korruptionen fra Faderens ritual havde farvet dem permanent. Hun kunne stadig flyve og vingerne gjorde ikke ondt når de var fremme. Men fra den dag og hver dag efter bragte det hende kun smerte når de enten groede frem eller forsvandt.

Hvad mere var, så havde hele ritualet efterladt hendes sjæl mærket. Det var som om at den hang løs inden i hende, hvilket gav hende en sær magisk evne til at benytte sjælen som et sæt ekstra hænder. Den kunne gå ud af hendes krop, men stadig være en del af hende. Desværre var der også bi-effekter ved dette, da det hver gang hun benyttede sig af evnen, gjorde det også ondt, men ikke så meget fysisk som inden i. Som om at hendes sjæl ikke havde det godt af det.
Men det værste var at hun ikke kunne huske sig selv. Hun havde ingen anelse om hvem hun var, det eneste hun havde tilbage fra sin fortid var fragmenter af en nær destrueret hukommelse og ansigter og steder, hun stadig ikke kunne sætte ord på.

Dette er et nyt kapitel af hendes liv, og hun er ikke sikker på om det er et godt ét.

Værste minde: Sin egen død og de mange gange, far har gjort grimme ting ved hende.
Bedste minde: Al den tid hun har tilbragt alene i skoven med dyrene.
Barndomshjem: En herregård uden for Hovedstaden.

Familie: Far: Caperone Gwendolyn, 88 år
Mor: Alice Gwendolyn, Død
Storebror: Torbin, 57 år
Storebror: Thomas, 56 år
Storesøster: Faline, 46 år
"Fader": Tabarius William Kaine, 79 år, tilstand ukendt

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Fantastisk
Chakra: Fantastisk