Tid: 10:42

Vejr: Solskin og dejligt varmt

Outfit (bare længere bukser og sko på fødderne)
Måske var det fordi at han havde fået fri, måske var det fordi at solen skindede så dejligt, uden at være alt for varmt, eller også var det fordi at der var god stemning i markedet, men Brumdar var i ekstremt højt humør.
Han luntede, fløjtede og var ret hurtig til at komme ud af huset og ned til markedet. Alle boder var sat op, og folk var ude for at slå en god handel af, og nyde vejret med alle sine venner.
Brumdar havde ikke mange venner men han havde rigtig mange bekendte, især fra hans arbejde i biblioteket og fra hans usædvanlige højde som gav ham nogle stirrende blikke engang imellem, men for det meste så var folk rare mod ham, og endnu mere når han var rar mod dem.

Han havde dog ikke gået direkte mod boderne men lidt rundt om for at lige starte ud med lidt friskbrygget te fra sin favorit bar, hvor han også en sandwich at spise før han så ville traske videre og tjekke alt igennem. For det var havde været rigtig længe siden at han havde været på markedet, og endda haft fri til at kunne tage afsted, så han ville i hvert fald nyde dagen fuldt ud og måske få købt en smule.
Derfor da han var færdig ved baren, fik han rejst sin bagdel og begyndte sit nye eventyr på markedet.
Der var rigtig RIGTIG mange mennesker på markedet, folk var kommet med familier og folk var kommet alene, og rigtig mange havde slået boder op, så næsten hele stedet var proppet.

"Nu kunne jeg rigtig godt bruge at være vind magiker... så jeg bare kunne flyve over dem alle" sagde han til sig selv og kløede sig lidt i nakken før han begyndte at mase sig igennem flokken.
Det var hårdt at klemme sig igennem det hele, især når man ikke var tynd som en ål. Men han kom heldigvis frem til en bod som så bare en smule interresant ud han begyndte straks at se hvad der var at købe ved boden.

Mira var på markedet den dag for at handle til farmen, den groende bestand af væsner hun hev med hjem krævede også en del mere føde og ressourcer. Normalt ville hun have sin nye ork ven, eller James med sig, men hun havde brug for en pause fra dem alle. Derfor havde hun overtalt sin far til at gå til markedet alene, med Ull. Den store ulv lavede god plads omkring hende og hun priste sig lykkelig for at han var blevet nemmere at styre. Der var ingen der turde lægge sig ud med en ulv der målte over halvanden meter i skulderhøjde - så Mira følte sig sikker.
Det var en overraskende varm november dag og hun havde iført sig en af sine robuste farmer kjoler, og et tykt sjal der holdt eventuel vind ude, de var ikke alt for langt fra deres hjem og derfor havde hun ikke mere på end det. Den gamle træ kærre knirkede bag Ull der overraskende nok ikke havde protesteret da hun spændte den på - men hun havde også kunne mærke hans behov for at det bare var de to igen.

"Ja jeg ved det.." Mumlede hun da Ulven pev over de mange mennesker og frustrationen over ikke at være alene. "Men vi skal bare have nogle ting til Far - så kan vi gå omkring søen på vej hjem?" hendes ord fik ulven til at hæve sine øre lidt og hun grinede over hans reaktion. "Mel.." Sagde hun pludselig og lagde en hånd på Ulls hals, hvilket fik ham til at stoppe. Hun bevægede sig frem til en møller der havde store melsække til salg. Hun skulle bruge to, men mølleren afviste komplet at nærme sig Ull og kærren, og Mira stod længe og funderede over hvordan hun skulle få de tunge sække op i vognen. Det var problemet med at have så mange munde at mætte - og problemet med ikke bare at have en almindelig trækhest.

Brumdar så tingene igennem der var i boden og fik købt en splinter ny fjerpind som kom fra en ret så sjælden fugl, der havde ret papegøje farvede fjer, bare langt klare og flere forskellige farver. Han var vældig stolt af sin fjerpind og gik med den lige foran sit ansigt hele vejen igennem menneskemængden. Det var først da han pludselig ikke følte noget modstand mere at han tog fjerpinden fra øjnene og så rundt og kløede sig lidt i nakken.
"Jeg er da kommet noget væk fra starten.. må se om jeg kan finde noget mere" sagde han og lagde sin nye fjerpind i sin æske og lagde den i en af sine to inderlommer.

Hans øjne så roligt rundt og så en gammel ven som var møller og gik roligt over og hilste på ham. Det var nu rart nok med venner men han kunne godt se at hans ven nu havde lidt problemer med en kunde som åbenbart havde en utrolig stor 'hund' som trækhest til hendes vogn. Selv var han ikke den som blev bange af så store dyr men et dyr som kunne flå ham levende ret let, gjorde ham bare en smule nervøs. Men han så også at hende som havde den store 'hund' ikke var den stærkeste kvinde i kvarteret og åbenbart havde svært ved at løfte de små tunge sække hun havde købt af hans ven.
Roligt gik han hen til damen, som han tjekkede lidt ud med øjnene, og smilede til hende.
"Lad mig hjælpe dem med de tunge sække, unge dame" sagde han utroligt høfligt til hende og sendte hende et stort smil før han, og roligt langsomt løftede sin ene hånd, hvor jorden under de to melsække som mølleren havde lagt på jorden, løftede sig, og roligt kørte jorden, som en plade, hen over jorden, samtidig med at Brumdar gik over til hendes vogn. Han skulle trods alt være inden for radiusen af det han skulle flytte. Hans øjne lå halvt på 'hunden' der stod ved vognen og holde øje med dens reaktion, men kom helt hen til vognen og med et lille håndleds løft, løftede jorden sig mere og de to sække blev løftet helt op og roligt lagt ned i vognen, før det så trak sig tilbage og blev til en lille cirkel af bar jord på jorden.
Derefter gik han tilbage til damen og bukkede kort.
"sække i vognen, men har de nogen til at tage dem ned igen når de når til deres endestation?" spurgte han damen undrende, før han vendte kort sin opmærksomhed mod mølleren.
"Tom hvorfor hjalp du ikke damen, du kan da ikke være bange for hendes store hund" sagde han drillende til manden som så ud til at stadigvæk var ret så nervøs for damens førerdyr. Han løftede så blikket op på damen igen.
"De må undskylde min ven der, han har altid været lidt af en bangebuks, selv som lille dreng, hvor han flygtede fra en kat han troede havde kattesyge som han troede kunne smitte til mennesker" sagde Brumdar og lo varmt imens hans øjne så lidt ekstra godt på damen han lige havde hjulpet, og måtte indrømme at hun havde nogle ret gode ting om hende, men hun var godt nok høj..

Mira var ved at give helt op på situationen da en lille mand kom hen og snakkede med mølleren – hun gik ud fra at manden var dværg eller af dværgeafstamning. Mira havde kun mødt én dværg før, en ganske flink fyr hun var faldt godt i snak med.
Manden udvekslede et par ord med mølleren og Mira fik tydeligt indtrykket af at de kendte hinanden. Hun slog blikket ned og kikkede på sølvstykkerne i sin hånd. Hun havde ikke krystaller, det var hendes fars farm slet ikke stor nok til. Måske var det bedre at finde en masse korn neg og så selv male det?

I det samme som hun tænkte det hørte hun den fremmede mands stemme og flyttede blikket igen. Mira skulle til at protestere da manden tilbød hende hjælp – hun ønskede ikke at han overanstrengte sig, ikke fordi hun var dum nok til at slæbe til huse. Men manden sendte hende et stort smil og hævede sin ene hånd før hun nåede at sige noget.
Foran Miras egne øjne løftede jorden sig under melsækkene og bevægede sig villigt efter mandens befaling. Miras mund stod lidt åben ved synet – Dét havde hun alligevel ikke forventet. Hun trådte til side mens hun betaget så hvordan han så let som ingen ting flyttede de tunge mel sække op i kærren.

”Mange Tak Hr – det var vel nok et vidunderligt syn!” Sagde Mira uden at tænke over at filtrere sine ord. Mira var ikke magisk på nogen måde og al magi var dybt fascinerende for hende. ”Ja tak Hr, jeg har en på gården der nemt vil kunne hjælpe mig” Hun nejede dybt i en høflig gestus og smilet på hendes læber var tydeligt. Hans ord til mølleren fik Mira til at rødme og hun foldede hænderne foran sig.

”Oh Hr, jeg forstår skam godt at folk ikke er trygge ved min følgesvend, normalt har jeg også en med til at hjælpe med de tunge ting” Forsikrede Mira ham og smilede undskyldende til Mølleren der så en anelse fornærmet ud ved dværgens ord.
”Der er ingen grund til at undskylde Hr” Sagde hun og dækkede med sin hånd for munden mens en klar latter forlod hendes læber. Hun rødmede igen og smilede undskyldende til mølleren der så ud til at være til at koge over. Mira trak sjalet lidt om sig mens hun stod og overvejede et eller andet hun tydeligvis gerne ville spørge ham om.
”Undskyld jeg er så lige frem Hr. Men det er da en fantastisk evne De har! Er den medfødt?” Mira kunne ikke holde ordene inde længe og var godt klar over at det ikke var anstændigt for en kvinde at være så lige frem og nysgerrig.

Brumdar havde en vældig god fornemmelse, da han meget kort lagde mærke til hvordan damen havde set på ham og hans magiske kræfter og kunne godt lide når folk blev overrasket over at se en dværg der kunne lave magi. Men hans halvrace gjorde også at han nemt blev et udkast i folks øjne, så det var ikke altid han bare sådan viste sine evner.. Men en smuk kvinde i nød kunne han ikke stå for!

Han smilede varmt til damen og nikkede roligt til det sidste hun spurgte ham og løftede et lille stykke jord og først klemte det sammen til en ret hård klump, før han formede den som en fugl, som han fik til at flyve lidt rundt, før at den kom udenfor hans radius og ret tungt dumpede mod jorden og bare lå som en klump jord.
"Ganske medfødt fra min mors side, siden dværge ikke kan bruge magi" sagde han og smilede stort og fortsatte sin forklaring.
"Jeg er halv elver nemlig, skønt min fysiske er ret... dværgish.. men jeg slap for min fars brede ansigt" sagde han og lo varmt og løftede et lille øjenbryn mod damen.
"men jeg er vist ikke den eneste specielle her.. jeg mener de er smukkere end nogen kvinde jeg har set, også har de tæmmet et så stort dyr.. hvad for nogle magiske kræfter bærer de selv rundt på?" spurgte han hende så og blinkede roligt til hende, lidt charmerene, men ville heller ikke skrue for meget op for charmen til at starte med.

Han så over mod 'hunden' hun havde kaldt for sin følgesvend og så tilbage på damen.
"Deres følgesvend... undskyld for at være så direkte.. men kunne jeg måske være så heldig, at måske få lov til at klappe deres store... hund?" spurgte han damen og så lidt spændt på hende, men prøvede også at holde sig selv i ro.
"Jeg har kun læst meget kort på sådan nogle store dyr.. og deres ligner et pragt eksemplar og majestætisk af sin slags" sagde han og ville heller være sikker på at hun godkendte det da dyret lod til at være vældig knyttet til hende og sikkert kun hørte efter hvad hun sagde.

Mira lagde en hånd over munden og så dybt fascineret på fuglen. Hun kunne ikke holde sin latter tilbage og lignede mest et lille barn der havde set sit livs mirakel. ”Hvor smukt!” Sagde hun begejstret og grinede lidt før hun forsøgte at huske sine manere.
”Elver?” Hun så lidt rundt og smilede forsigtigt. ”Jeg ved ikke om det er smart at sige alt for højt hr – med alt der har forgået på det seneste” Hun tænkte lidt over det hadske forhold mellem elvere og dværge men hun viste ikke meget om hvordan tingene egentlig fungerede.

Hans ord fik hende til at rødme som en tomat i solen og hun skyndte sig at slå blikket ned. ”Tak hr” Sagde hun og skjulte et skævt smil. Hun flyttede de nøddebrune øjne til Ull der så pænt forvirret ud, følelsen af forlegenhed og glæde som Mira følte forstod han slet ikke, og han kunne ikke finde ud af hvordan han skulle reagere.
”Oh jeg besidder ingen evner” Svarede hun og så lidt ærgerlig ud. ”Ull her..” Hun gik hen til Ull som snusede hende i øret. ”Han er stadig i voksealderen. Han er en speciel race som knytter bånd til én person – et ret specielt bånd” Sagde hun og smilede til Ull der slikkede hende på næsen. Mira grinede og tørrede den med håndryggen. ”Ser de – han føler alt jeg føler, og jeg føler alt han føler. Hvilket til tider kan være ret udfordrende. Normalt tager jeg ham ikke med ind i byerne – i dag er en undtagelse” Sagde hun og foldede armene foran barmen.

”Endelig – så længe De ikke gør mig noget, gør han ikke Dem noget” Svarede hun og nikkede til ham. Ull strak omgående hovedet ned af for at kunne snuse til dværgen Ulven var omkring 20 centimeter højere over skuldrene end manden og fandt ham meget spændende.
”Han er fra en magisk ulverace – dog er de normalt af normal størrelse” Sagde hun og så kærligt på sin ulv, der tydeligvis var noget af det kæreste hun kunne påstå hun havde i sit liv. Hendes bånd med Ull var unikt og ubeskriveligt.

Brumdar løftede sin ene hånd for at vise hende at han var klar over forholdet mellem elver og dværge, men kunne ikke lade være med at smile lidt over det sære sammentræf over at han var et barn af to racer som hade hinanden.
"måske er der nerver blandt de to racer, men sjovt nok, så er et par af de to racer stærkere end den individuelle race, fordi de dækker hinandens svagheder" sagde han og blinkede til damen

Han lyttede interesseret på damen og fik faktisk et ret overrasket blik da hun begyndte at tale om båndet mellem hende og denne magiske kæmpe ulv. Han så studerende på den store ulv og tilbage på damen, og kunne godt se da hun kom over til ulven, og så hvordan ulven var over for hende, at de havde noget særligt sammen, og fandt det ganske spændende og fik ham til at føle at han virkelig havde brug for at slå magiske dyr og væsner op der hjemme i biblioteket så han kunne få noget viden omkring dem.

Han blev lidt spændt da hun gav god for at han kunne komme tættere på ulven og derfor roligt gik roligt mod den, men ikke for hurtigt eller for stædigt, han ville trods alt ikke prøve at blive bidt af sådan en stor ulv. Men han fik et lille chok da ulven pludselig sænkede sit hoved ned til ham, hvor det var han fik store øjne og havde hænderne oppe som om han blev anholdt. Men siden at ulven ikke angreb så sænkede han roligt sine hænder igen og lod ulven snuse lidt til ham, før han forsigtigt prøvede at røre blidt på ulven, indtil at han havde begge hænder og nussede ulven blidt på halsen og bed lidt mærke i det hun sagde med størrelsen af ulvene og så op på hende med lidt store øjne.
"Så de siger at.... hvad har de så fodred denne ulv med som har gjort den så stor?... " han sendte hende lidt grinende smil.
"Og.... tror du det foder vil virke på dværge og dværge størrelse væsner?" spurgte han hende med en let latter bag hans sætning.

Dog fik han pludseligt et lidt overrasket blik, som om der var noget som lige fangede hans hjerneceller. Han bukkede hurtigt for damen og rettede sig op.
"Jamen dog, hvor er mine manerer... Navnet er Brumdar.. Brumdar Browrage" sagde han og med meget selvsikkert skridt trådte han nærmere damen og med en galant håndbevægelse, tog hendes hånd blidt og bukkede kort ned og gav håndryggen et fornemt kys, før han rettede sig op igen, og sendte hende et varmt smil. Hvis man ikke vidste at han ikke var fra den rige del af byen, kunne man lidt tro det af hans opførsel, men det var mere af opdragelse end af status at han havde lært at være galant og respektfuld over for damer af alle racer. Ud over hvis de begyndte at angribe selvfølgelig, og prøvede at dræbe ham, så var det en lidt anden sag.

Mira lod være med at grave mere i hans oprindelse – hun ønskede ikke for ham at Kiles orden kom og førte ham væk. Det var ganske vist kun i hovedstaden at Elvere og halv Elvere blev taget men hun ville helst være på den sikre side alligevel. Hun kunne dog ikke lade være med at kaste et nervøst blik til siderne og spekulerede kort på om hun ville blive set som medsammensvoren hvis de faktisk kom. Ull mærkede hendes utryghed og løftede børsterne en anelse mens han så mod hende og hun rystede stift på hovedet – de skulle snart afsted, der var ingen grund til at gå i forsvar lige nu.

Hans næste ord fik hende til at le let og igen holdt hun en hånd foran munden. ”Nej nej, De misforstår – Hans mor blev ramt af en besværgelse der gjorde hende.. Ja omkring 2 til 2 en halv meter høj. Da Ull var i hendes bug blev han også påvirket” Sagde hun og smilede til Ull der bare så uforstående ud. Ulve skiftede ikke mellem humør stadier så hurtigt som Mira kunne gøre det, og at gå fra at være utryg til nu at være lattermild gjorde ulven pænt forvirret. Dog havde han travlt med at snuse til den lille mand igen – formodentlig for at vurdere hvor vidt han kunne spises eller havde noget spiseligt i lommerne.

”Mira.. Mira Gammera” Svarede hun og nejede høfligt for den lille mand foran sig. Hun blev noget forskrækket da han pludselig marcherede hen til hende og kyssede hendes håndryg – hun var ikke vant til at folk var så galante omkring hende, hun var trodsalt bare en bunde pige.

Han så op på ulven, og forsøgte at sende et misundeligt blik til den, men endte med at grine lidt over det.
"Så nogen er heldige og andre er ikke" kommenterede han på ulven og dens størrelse.
Men hans opmærksomhed blev hurtigt rettet tilbage på damen som da præsenterede sig som Mira Gammera og han kunne mærke sit hjerte slå et let dobbeltslag.

"Mira.. Gammera.. hvilket smukt navn" sagde han og smilede stort og lagde lidt mærke til at hun måske var blevet lidt forskrækket da han havde kysset hendes håndryg.
"De må undskylde hvis jeg var lidt pågående, har bare altid fået fortalt at man skal være en gentleman over for meget smukke piger.. Gentledværg er måske mere rigtigt at sige her" sagde han og så lidt tænkende ud men viftede det så bare lidt ud af hovedet. Men han kom også til at tænke på hvor hans ord måske har kunnet forvirre hendes tanker hvor han hurtigt så ville sikre sig selv, så hun ikke ville tro noget forkert.
"Oh og nej jeg er ikke af nogen royal eller højerestående rang.. en simpel bibliotekar, som ikke altid er det mest værdsatte job i denne verden, og som har en forkærlighed for at være et ordenligt individ." sagde han og sendte hende et stort smil.

Roligt så han lidt rundt før han så tilbage på Mira havde et lidt tænkende blik, men så så meget besluttet ud.
"Hvor skal de hen bagefter her? Måske kunne jeg følge dem lidt? Bare for at sikre at de kommer sikkert ud herfra... det er ikke alle som er lige rare her.." sagde han og smilede lidt skævt.
"Derfor min ven der er så forsigtig, han blev engang overfaldet på vej ind i byen.. og siden har han været ekstra forsigtig." sagde han og pegede tilbage på hans ven Mølleren Tom.

Mira fnisede lidt og smilede let ved hans kommentar. Den røde farve i hendes kinder virkede til næsten at være permanent men kendte man hende viste man også at hun havde let ved at rødme specielt i selskab med mænd. ”Det er skam helt i orden Hr. Browrage” Svarede hun med et mildt smil. ”Jeg er skam heller ikke fra de højere stadier, men min far har altid lært mig at være høflig og dydig. Eller han har forsøgt” Sagde hun og kunne ikke lade være med at smile let ved den bemærkning.

Ved hans næste ord skævede hun til Ull med et skævt smil på sine læber ”Det er de færreste der tør forsøge på noget med ham ved min side” Svarede hun og gik helt hen til ulven og klappede ham på halsen. ”Min far er ret dygtig med sine hænder ser De” Sagde hun og lod en hånd falde på et stort spænde på Ulls brystkasse. Spændet holdt selen Ull trak kærren i sammen og ved blot at fjerne en pind ville selen falde af ulven og lade ham være fri til at beskytte Mira.

Hun sendte Brumdar et smil og grinede højt da Ull stak næsen ind i hendes øre. ”Men mit hjem er ikke mange mil her fra, så der er heller ikke lang vej for mig at køre, dog havde jeg lovet Ull at vi tog omkring søen, så han kunne få slappet lidt af” Sagde hun og ulven fnøs tilpas ved hendes ord.

Brumdar så lidt overrasket på Mira da hun sagde at hun heller ikke var højere stadier, da han syntes hun lignede en som burde være længere oppe i rangen for hun så alt for godt ud til at være blandt bønnerne. Han kunne dog ikke holde en lille latter tilbage da hun nævnte at hendes far i hvert fald prøvede at lærer hende om høflighed og dydighed.

Han blev nysgerrig over Mira's forklaring på hvorfor hun var ganske rolig med ulven være hendes beskytter og så på båndet om ulvens mave og blev noget så overrasket over den simple mekanisme som havde ulven låst fast og hvor nemt det var at befri ulven så den kunne være med til at slås... eller retter bide og kradse med de skarpe tænder og klør.

Det gav et lille sus igennem Brumdars krop da han så Mira grine højt efter at ulven havde stukket sin snude i hendes øre og fik følelsen at hun havde det sødeste grin han længe havde hørt, især fordi hun ikke holde tilbage eller gemte det.. Denne gang var det bestemt ham som blev rød om kinderne og lo lidt over sig selv. Han havde ikke troet at hun ville have sådan en effekt på ham, især fordi han ikke rigtig havde følt noget end venskabelig glæde ved de forrige grin.

Han fik så et lidt bekymrende blik da hun nævnte søen, som han ude mærket kende til og måtte klø sig lidt i nakken før han så på hende.
"Den sø der.. måske skulle de tænke lidt over det.. for der har været rygter i byen om at en lokal bande holder til der nede.. og de er en smule slemme" sagde han og smilede lidt skævt til Mira og så mod ulven og tilbage på Mira. En lille tanke kom i hovedet, og roligt så han over mod ulven igen. Han tænkte at de sikkert ikke havde set en så stor ulv før, så måske kunne de skræmmes væk?... eller kæmpes imod?..
"hvor... farlig kan deres ulv være?... eller se ud?" spurgte han så Mira lidt tænkende, især hvis at de gerne ville slappe af der, så måtte de komme op med en plan for at få bøllerne væk der fra.

Miras smil falmede ved hans ord og Ulven kom med et fnys. Mira så ud til at overveje hans ord nøje og Ulven reagerede irriteret på hendes tanker og stod uroligt med en lav knurren.
”HEY! Få det kræ ud herfra” En byvagt stoppede op og pegede på Ull der tydeligvis skræmte de omkring stående mennesker. ”Jeg beklager” Svarede Mira med et smil og klappede Ull på halsen. Ulven gik i en stor bue for at få vendt kærren så de kunne gå ud af markedet hvor folk ikke blev bange.
”Jeg vil overveje det hr. Browrage – jeg ønsker bestemt ikke at nogen kommer noget til” Hendes ord var kryptiske, var det hende, Ull eller måske banditterne Brumdar havde nævnt?

”Oh Ull kan være meget farlig – hans kæber kan knække en lårbensknogle i et snap” Sagde hun med et grin og undlod at bemærke hvor hun viste det fra. Dog havde Ull aldrig virkelig haft behov for at forsvare Mira da de fleste bakkede væk ved størrelsen på ulven – Mira kunne kun lige præcis se hen over hans skuldre og de almindelige ulve alene var farlige nok, det var de færreste der turde lægge sig ud med en på 150 centimeter i højden.

”Jeg ved det godt, men måske er det bedre at vente til der ikke er andre?” Sagde Mira til ulven mens hun fulgte ham ud af markedet og stoppede op et stykke uden for menneskemængden. Ulven fnøs og Mira grinede lidt. ”Hvad med… At vi går en tur når vi er kommet hjem så?” Spurgte hun og Ulven virkede utilfreds.

Brumdar hørte kort vagten som råbte og vendte så rundt på et sekund og gloede på vagten med et lidt 'pas på du' blik før han så på Mira og Ull som fik vendt vognen på grund af vagtens uforskammethed. Han kunne ikke lade være med at få en lille latter på dog, da hun sagde hun bestemt ikke ville have nogen kom til skade. Han fandt det ret kært at hun var så god i sind og hjerte, det var en virkelig smuk ting og den ganske rigtige indstilling at have for der kunne være fred i verden, hvis blot alle andre også havde samme indstilling.
"Jeg troede aldrig jeg skulle møde en kvinde som dem Mira, så smukt og rent hjerte som de bærer rundt på, det er en sjældenhed i denne verden og tid, jeg håber virkelig de bliver ved med at have den indstilling hele livet igennem" sagde han og sendte hende et stort og rigtig varmt smil. Hun var virkelig en sjældenhed blandt hele det barske samfund de havde at leve i.
"Og de må tro mig, jeg ønsker heller ikke nogen bliver såret, vold er en forfærdelig ting, dog så normalt i vores verden" sagde han og så på hende med et varmt blik og så mod Ull.

Hans blik blev lidt overrasket da hun nævnte hvor stærk hendes ulv var og så lidt tættere på Ull's kæbeparti, det så ud til at være ret stærkt, og med størrelsen så ville det ikke komme bag på Brumdar hvis Ull kunne bide en mand midt over med de tænder og kæber. Brumdar kunne ikke lade være med at være ret imponeret over ulven, men hans opmærksomhed var stadigvæk på Mira, for hun var langt mere imponerende, og gude smuk, både uden på og inden i.
Brumdar fulgte roligt med dem begge ud af menneskemængden og markedet.
"Endnu en gang, undskyld for deres opførsel der inde, troede de havde mere styr på deres nerver end hvad de viste... bortset fra mølleren, jeg vidste han var lidt af en bangebuks" sagde han og lo varmt. Han gik roligt på Mira's side og havde sine hænder på ryggen imens hans øjne så lidt op på hende, og kunne godt lide hvad han så, især nu hvor hun var i bevægelse, og formerne bevægede sig i takt med hendes gang. Han fik dog hurtigt blikket væk igen og måtte tage sig selv i måske at stirre lidt for meget, og ville gerne holde sig ordenlig og respektfuld over for Mira.

Brumdar kunne ikke lade være med at grine lidt over Ulvens tydelige utilfredshed med Mira's beslutning, og så lidt tænkende på Ull og Mira.
"Hvad med at lade ham hoppe lidt rundt lidt længere ude? Der burde ikke være de store problemer, og der er masser af plads, og eventuelt nogle små dyr der frit kan jages" sagde han og blinkede lidt til Ull, især da han nævnte de små dyr, for det var egenligt hjorte han mente, men i Ull's størrelse så var selv en hjort nok et lille dyr.
Han så roligt tilbage på Mira for et svar på hans forslag, der var trods alt nogle pæne marker længere ude, og han vidste at det ikke var alle som var i brug lige nu, og derfor kunne der godt være dyr i buskaserne rundt omkring.

Mira kunne ikke lade være med at grine lidt ved hans bemærkning og trak på sine skuldre. Det virkede naturligt for hende at være god, det var sådan hun var, sådan hun var opdraget. Men han havde sikkert ret i at det kunne være en mangelvare rundt omkring i landet. ”Det høre jeg det er ja” Svarede Mira ved hans ord og så mod Ull der luntede ved hendes side. Ull stoppede op lige uden for byen og snusede til et hjortespor i jorden hvilket fik Mira til at vende sig mod Brumdar. ”Jeg drømmer om at se verden, se hele Krystallandet… Men min far siger at de er så voldelige i byerne. At der er slaveejere i syden der ville betale godt for Ull, og elvere i…” Hun stoppede og rødmede kraftigt mens hun så ned på sine fødder.
”De må tilgive mine ord hr. Men min bror er byvagt i Dianthos og han fortæller om de ting der sker der – det går min far meget op i” Sagde hun og skævede til manden for at se om han var blevet stødt. Hans ord fik hende til at grine lidt. ”De skal ikke undskylde, det er ikke Deres ansvar. Normalt lader jeg Ull blive uden for markedet, men denne gang skulle jeg have de tunge melsække. Jeg ved skam at folk ikke bryder sig om at han er inde på de smalle stræder” Sagde hun forklarende og pillede ved en krøllet lok hår bag sit øre.

Mira så tænksom ud ved Brumdars bemærkning og så mod Ull der peb let. Hun grinede lidt, mærkede ulvens lyst til at jage og løbe og nikkede. ”Det er så i orden” Sagde hun og smilede taknemmeligt til Brumdar. ”Jeg er meget glad for al deres hjælp Hr. Browrage”

Brumdar så på Mira og smilede varmt over hele ansigtet, hun var så ganske sød når hun snakkede og han fik lidt store øjne da hun faktisk sagde at hun ville se hele krystallandet på et eller andet tidspunkt, hvor han kort så på Ull og så tilbage på Mira, og tænkte at hvis hun ikke havde bånd holde hende der hjemme så havde hun den bedste partner til at se verden med, hun ville kunne nå rigtig langt, vidste Brumdar. Han lagde hovedet lidt på skrå og hans øjne havde syntes at set noget på Mira, og derfor blev meget undrende, og roligt rumlede jorden lidt under ham, og let løftede jorden ham let op, og gjorde at han kom i hovedhøjde af hende, og forsigtigt rakte han ud efter hendes hoved. Hans blik var roligt men nysgerrig og hans bevægelse var rolig og sikker, og langsomt lod han en et par fingre tage fat i et blad han havde set, som havde sat sig i hendes hår, og fjernede bladet med en stille bevægelse. Han var kun nogle centimer fra da han fik fjernet bladet fra hendes hår, og hans øjne lagde sig roligt fra hendes hår, og selvsikkert så mod hendes øjne med et roligt blik.
"Undskyld, de havde lige et blad i håret, og det kunne jeg ikke lade ske, de er alt for yndig for at blive overfaldet af naturen" sagde han og så hende dybt i øjnene og trak roligt hånden til sig igen, før han trak smilebåndet lidt ekstra op og vendte sig til venstre fra hende, og ud mod vejen, og så over mod en lille høj af græs, som så ret så tiltrækkende ud til at man kunne ligge på, og nyde vejret, freden og generelt bare hele naturen. Han vendte dog let blikket tilbage på Mira og kunne ikke holde et stort smil fra at brede sig på hans læber.

"Verden er meget voldelig, og slaveejer vil i hvert fald være et problem... men verden er også smuk, træer, bjerge, søer og udsigten man kan få når man går de rigtig steder hen, og de eventyr man får, hver gang man går et skridt, en ny person, et nyt væsen, en ny ting man aldrig har set før" sagde han og havde sine øjne lagt mod hende med et roligt og varmt blik.
"Men Ull vil kunne beskytte dig mod næsten alt verden har at kaste med, for en ulv i den størrelse er der ingen som lejer med" sagde han og så mod Ull med et roligt blik. Han så mod hende igen og sendte hende et varmt smil.
"Så længe man er forberedt, så er der næsten intet der kan skade" sagde han og smilede varmt og stort til hende.

"Og med elverne... hvis du bliver venner med en af den ene slags, så har er resten dine venner, selvfølgelig er der så den anden side som altid vil hade en.. men sådan er det med to former for en race som hader hinanden" sagde han og lo varmt og var glad for at han selv ikke havde mange fjender, ud over de andre elver der ikke kunne lide ørkenelver.

Mira grinede og rødmede da Grund af fjernede bladet fra hendes hård og smilede skævt før hun fulgte hans blik mod græshøjen. Hun lyttede til hans ord og nikkede langsomt. ”Det er korrekt. Men min far har brug for min hjælp her så kommer nok aldrig ud på de store veje uden kærren" Svarede hun og smilede til ham før hun fulgte Ull der luntede mod græshøjen længere fremme. Hans ord om elvere og a det fik hende til at tænke.

”Måske har de ret… jeg frygter blot at ordenen der har forvist elverne vil… føle sig truede af Ull og slå ham ihjel. De virker meget kontrollerende og magtfulde. Jeg tør ikke komme før tæt på de store byer så længe verden er som den er” Svarede hun og smilede til grund af mens hun gik.

Brumdar så mod hende og klukkede let over hendes ord, og var rigtig glad for at hun ville gå med ham mod højen. Han tænkte at de nok kunne sidde lidt tættere der end før, da han egentligt syntes ret godt om hende. Udseendet fejlede absolut intet, tværtimod var hun lige præcis Brumdars type, men personligheden satte lige prikken over i'et, for han havde aldrig mødt en så sød og uskyldig person som Mira her.
"Det kan de så have meget ret i, men det kan da også blive et eventyr for sig selv" sagde han med et kæmpe spil, og kunne godt se det for sig, en kæmpe ulv der trækker en lille kærre bag sig med et menneske som føre, det ville være et unikt syn for alle væsner og mennesker. 
Det næste kunne han så også godt følge hende i, de var magtsyge de elver, og altid ret bange af sig, så det var aldrig helt let at komme igennem til dem, hvis de ikke havde oplevet verden i forvejen altså. 
"Jeg forstår dem godt, selv kan jeg heller ikke komme tæt på, ellers er jeg bange for de vil begyndte at skyde pile efter mig" sagde han og lod sin ene hånd, køre tænkende ned af skægget. 
Da de nåede til græs-højen, smilede Brumdar varmt til Mira og klappede let tæt ved siden af ham. Han ville bestemt nyde hvis hun satte sig helt tæt, for hvis han fik chancen, så ville han da gerne noget mere med hende. Men nu ville han også lige se hvor hun var på den plan, for han vidste hvor svært det kunne være at se en lille mand der var en del lavere end en selv, kunne være attraktiv på sådan et højt plan. Det var nok hans største problem, for at være venlig og høflig og elskværdig, havde han let ved, men at gå der fra og til at score, var ham stadigvæk en gåde, for åbenbart havde hans højde været noget i vejen for dem han havde prøvet at gøre lidt kur til. 

Mira kunne kun være enig med ham – hver dag var et eventyr selvom at den kunne være ganske triviel. Mira var ikke sikker på hvad næste dag bragte hende af nye oplevelser og det var altid spændende når hun fik lov at forlade gården og se bare en smule mere af verden. Hun var en ganske habil handler efterhånden og håbede at hendes far var tilfreds med hendes indsats – om ikke andet var han tilfreds med at få det store skrummel af en ulv væk fra gården så ham og hendes bror kunne arbejde i fred. Også nu hvor Beckett og James hjalp til gjorde det gården større og en anelse mere velfungerende.

Mira fik igen fornemmelsen af at Brumdar ikke helt viste hvad hun talte om – måske fulgte han ikke med i nyhederne der blev spredt fra mund til mund om Kiles Orden og deres gøre i byerne. Mira forsøgte at holde sig opdateret men det var ikke meget der nåede ud på hendes kanter af verdenen så hun viste kun hvad hun havde opfanget her og der.

Endelig nåede de toppen af højen og Mira lagde hænderne på hofterne og strakte ryggen med et tilpas suk. Da Brumdar klappede på jorden ved siden ad sig tøvede hun og satte sig ned et stykke fra ham. Hendes far havde altid opdraget hende til at være anstændig skønt hun sjældent levede op til den del. Men lige det med samkvem med mænd tog hun alligevel alvorligt nok. Hun ønskede ikke at byen skulle se hende som en skøge og hendes far ville ikke være stolt af hende hvis hun spredte ben så snart nogen blinkede til hende. Desuden var alt det med kærlighed lidt et mysterium for hende, da hun endnu var ganske ung.

”En lille pause gør godt, men så skal jeg også tilbage til gården” Sagde hun og spekulerede på hvor langt Beckett var med den nye hytte. Hun havde tænkt sig at forsøge at væve lidt af ulden fra fårene senere hvis hendes far var færdig med at klippe dem når hun kom hjem.

/Afsluttet