Hector var i totalt fantastisk humør, da han vågnede den formiddag. Han havde ligget i ske med Juno hele natten, og Juno havde kysset ham farvel, inden han gik om morgenen, og Hector havde brugt de næste par timer på at halvsove i duften af Juno på lagnerne. Men nu var han vågen og dødsulten, så han smuttede nedenunder for at finde noget at spise. 

Han og Juno havde ikke sagt noget til nogen af børnene i huset, men de lod til at have gættet det meste selv. Flere af de større piger fnisede i hvert fald, da han kom ind i køkkenet, og det gik op for Hector, at han sikkert havde et par sugemærker på halsen. 

"Er I så kærester nu?" spurgte Max efter der var blevet hvisket og tisket en del i gruppen, mens Hector havde pøset rigeligt med marmelade på en skive halvgammel brød. "Dig og Juno?"

"Ja," svarede Hector med et skuldertræk. Han var ligeglad med, hvad andre tænkte om det, men der var nu alligevel en lille klump af anspændthed i hans mave, da han svarede.

"ENDELIG!" nærmest råbte Max af ham og rullede med øjnene. "Det var fandme da også på tide!"

Hector havde ikke helt forventet dén reaktion, og han kom ligefrem til at grine i overraskelse, hvilket bare fik alle tøserne til at grine endnu højere.

Så alt i alt var det en god formiddag, men omkring frokosttid begyndte Hector at blive rastløs. Han savnede Juno, hvilket han blev irriteret over, for han gad virkelig ikke var den kæreste, men det gjorde han altså! Så han pakkede en lille pose med æbler og et par friske, lune boller, som pigerne netop havde bagt, under det påskud, at han pludselig ikke kunne huske, om Juno fik serveret frokost på arbejdet eller ej.

Han tog en af Junos uldtrøjer på - en lang, karrygul én, der stod godt til hans hudfarve - og spændte sit sædvanlige læderbælte med pung om livet, samt viklede sig ind i sit alt for lange, alt for store, strikkede tyrkise halstørklæde, der fungerede på både tørklæde og hætte i ét. Så forlod han huset med posen til Juno.

Det gik op for ham på halvvejen, at han måske skulle have taget bukser på, da han jo ikke vidste, hvordan Junos chef havde det med satyrer, men det var for sent nu, og han gik rask videre, mens han glædede sig til at overraske Juno.

Juno havde netop sat en kasse fra sig, og stod stadig lænet op af den, snakkende med en af sine kollegaer, da han fik øje på Hector bag hende. Han rettede sig straks op og et fjoget smil dukkede frem på hans læber. "Min kæreste er her," sagde han til hende, og så fra hende til Hector og tilbage igen. "Sig til Thoran at jeg tager min pause nu, vil du?" spurgte han hende, og tog blikket fra hende igen allerede halvvejs igennem sætning, langt mere optaget af at betragte sin kærestes selvsikre gang ind på lageret.

Han gav hende et venskabeligt klap på skulderen, da hun bekræftede at det skulle hun nok, og så satte han hen i løb til Hector, som han samlede op og grinende snurrede rundt i sine arme.

"Hej baby," hilste han, hele hans ansigt lyst op i et smil, og han så op på Hector med julelys i øjnene. Først da satte han ham ned og skubbede sit ansigt helt op mod Hectors. Han ville gerne kysse ham, men han ville kun gøre det hvis Hector var okay med det, der var trods alt flere af Junos kollegaer til stede og han vidste, at i hvert fald et par af dem så på dem. De var uden tvivl nysgerrige. Juno fortalte dem intet om sit liv og brugte desuden de fleste af sine pauser ude hos Killian, hvor de nok havde deres egne ideer om, hvad de lavede sammen.

"H-" var alt, Hector nåede at sige, inden han blev løftet op i Junos arme og svunget rundt. Hector kunne simpelthen ikke lade være; han grinede højt helt nede fra maven, inden Juno satte ham ned igen. Juno havde knapt sat ham ned, før Hector svang armene omkring Juno og kyssede ham. Han havde fuldstændig glemt alt om Junos kolleger, og selv hvis han ikke havde, ville han nok have været ligeglad. Han kyssede Juno, indtil han næsten var helt blå i hovedet af luftmangel, men til sidst brød han dog kysset og gav posen til Juno.

"Jeg, øh... Jeg kunne ikke huske, om du fik mad herude," halvløj han. "Og Max havde lige bagt boller, så..."

Han havde lyst til at hive Juno med hjem igen og fortælle de andre på lageret, at han ikke kom tilbage igen. Han havde slet ikke lyst til, at Juno skulle være væk så mange timer om dagen, men han vidste, at det var godt både for Juno og for økonomien i huset. Junos løn betød, at de alle kunne spise oftere og bedre end nogensinde før. Desuden virkede Juno til godt at kunne lide stedet, og det var næsten vigtigere end alt det andet.

Juno smilede ind i deres kys og holdt Hector tæt ind til sig under det. Han havde ikke glemt sine kollegaer helt lige så meget som Hector havde, men han var ligeglad. De måtte gerne se på. Det var en flot fyr han havde i sine arme og han kunne ikke have scoret bedre.

"Du har taget friskbagt brød med til mig?" spurgte Juno, forundret og glad, og tog posen fra Hector. Den blev straks åbnet og Juno stak nærmest hele sit hoved ned i den for at inhalere duften. "Tak," sagde han, da han så op igen, og gav Hector et hurtigt kys for at understrege sin taknemmelighed.

"Kom." Juno så sig omkring med et skævt smil og tog så Hectors hånd for at hive ham med sig. "Du skal møde vores staldmester."

Hector havde ikke noget at sige om det - Killian var blevet en af Junos bedste venner efterhånden og han havde længe haft lyst til at introducere de to for hinanden, men ikke vidst hvordan han skulle sætte det op. Nu hvor Hector alligevel var her, kunne han lige så godt hive ham med sig ud i stalden.
Han stoppede op lige indenfor døren og fik øjenkontakt med Killian dérfra. Han nikkede til ham som hilsen, i stedet for at vinke, hans ene hånd i Hectors og hans anden om posen med boller og æbler. 

"Killian, har du tid til at møde min kæreste?" kaldte han, med et stort smil og gav slip på Hectors hånd, for i stedet at gribe fat om hans karrygule trøje, der egentligt var Junos, gik det op for ham, imens han trak Hector ind foran sig, så Killian kunne se ham. 

Det var en helt almindelig dag for Killian. Som altid havde han været tidligt oppe og fodret heste og spist morgenmad med Thoran, inden det hårde arbejde med at muge bokse og strigle heste var begyndt. Han havde ikke noget i mod det, han kunne godt lide at bruge sin krop og han hyggesnakkede med hestene og staldkatten. Og staldknægten, der var kommet luntende efter at solen var stået op. Og der kom næsten altid nogen ud for at snakke lidt med ham, om det så var Giles, nogen fra lageret eller andre dele af firmaet. Han ville ikke bytte sit job for noget som helst andet, heller ikke de dage, hvor alting gik galt og han ikke kunne andet end at overveje, om guderne var ude efter ham.

Men nu stod han og striglede en bred sort vallak, der engang havde været en problemhest, men som Killian havde rettet op på ingen tid. Utroligt hvad lidt kommunikation kunne gøre. Staldknægten var i gang med en boks længere nede af staldgangen, mens han nynnede lidt for sig selv. 
Killians hyggesnak med hesten blev afbrudt, som han fik øje på Juno oppe ved porten ind. Som altid dukkede der et stort glad smil frem på Killians ansigt, når han så ham. Han kunne godt lide Juno, lidt for meget, men han havde fået sig selv placeret sig selv et sted mentalt, hvor han ikke hele tiden skulle risikere at give Juno et kram og fortælle ham, hvor meget, han kunne lide ham. De havde kun haft den ene gang sammen og selvom Killian ville elske mere, respekterede han, at det ikke kunne være sådan.

"Hej Juno!" Ivrigt vinkede han til ham og den anden, der var med ham. Ham havde han ikke set før og der var tydelig nysgerrighed i hans blik, da han kiggede på ham. En satyr. Killian havde kun set én satyr før, en der havde spillet fløjte på en af kroerne i byen. Og som altid virkede hans evne ikke på halvdyr, hvilket var super ærgerligt. Så han forsøgte end ikke at komme i kontakt med Junos ven.
"Det vil jeg da i hvert fald gerne!" Hans smil blev endnu større. Oooh, det var Junos kæreste! Han var da bare super nuttet! Killian kunne godt se, hvad Juno havde at være glad for der! Killian trådte et par skridt ned langs hesten, der stod med røven mod porten, for at kunne komme hen og hilse på Junos søde kæreste.

Det gave stadig et sug i maven, når Juno sagde ordet 'kæreste' om Hector, og han smilede som en komplet idiot, da Juno hev ham ind foran sig for at præsentere ham for en eller anden. Han fik ikke helt opfanget navnet, og han havde lidt for travlt med at stirre forelsket op på Juno til at se på fyren i første omgang. Da han hørte en stemme, vendte han dog hovedet for at se, hvem der talte. 

Der skete tre ting inde i hovedet på Hector i meget, meget hurtigt rækkefølge, da han så Killian smile til sig; 

1) Det tog cirka en femtedel af et sekund for Hector at regne ud, hvem fyren, som Juno havde fjollet rundt med, var. Der var bare et eller andet over Killian, som Hector med det samme kunne se, at Juno ville være tiltrukket af.

2) Han blev eksplosivt rasende, jaloux og ked af det, og havde lyst til både at pande Killian og Juno én!

3) Raseriet og jalousien og såretheden forsvandt næsten lige så hurtigt, som de var opstået. Hector var simpelthen for glad og forelsket til at blive sur for alvor. Juno var jo hans nu, ikke? Juno elskede ham og stod lige nu og viste ham stolt frem. Hvad end, der havde været mellem Juno og Killian, så var det afsluttet, og Hector kunne bare ikke finde det i sig selv til at bære nag mere. 

Alt dette tog cirka 1 sekund, og Hector nikkede bare med et lidt reserveret smil til Killian.

"Davs, mester," sagde han og stak en hånd frem, så Killian kunne tage den. "Jeg hedder Hector."

Juno fulgte Killian med blikket, som han kom op til dem og han blev taget tilbage til, hvordan Killian havde hilst på ham, dengang de først havde mødtes. Med et lidt for langt håndtryk, et sødt smil, og et blink. Det havde været alt for tydeligt, at han ville i bukserne på ham, men det havde jo virket og nu var Juno nysgerrig efter at se, om Hector ville falde pladask for ham på samme måde som Juno havde.

Det så ikke sådan ud? Juno skævede ned til Hector, hvis ord og smil ikke ligefrem var af den slags, Juno selv havde båret, da han først havde mødt Killian, og nu så han lidt undrende ned på sin kæreste. Kunne Hector virkelig ikke se, hvor lækker Killian var?

Juno lod dem introducere sig selv uden at afbryde og vendte sig så mod Killian med et smil; "Det er helt nyt, vi blev officielt kærester i går." Han kunne næsten ikke holde sig fra Hector og lagde en arm om hans skuldre for at hive ham helt tæt ind til sig.

Killian gik hurtigt frem til Juno og hans kæreste, hvilket gav ham nok tid til at betragte satyren lidt nærmere. Han var virkeligt nuttet og Killian kunne ikke andet end at more sig lidt, fordi krøllerne virkede lidt bekendte. Ikke at det gjorde ham noget, overhovedet ikke. 
Han smilede stort hele vejen derhen og tørrede hurtigt sin hånd af i sine bukser, inden han greb satyrens hånd og gav den et fast klem. At der skulle være noget galt, opfangede han ikke. Hectors reserverethed slog han hen som generel generthed, for det var så sjældent, at folk ikke varmede op til ham med det samme, når han smilede. At han kaldte ham "mester" fik ham til at grine lidt, for det var da meget sjovt.
"Hej Hector, mit navn er Killian. Det er en sød kæreste, du har dig der." Han blinkede til ham, nærmest for at sige "godt scoret", helt uden at spekulere over, om noget kunne misforstås. Han var ikke interesseret i at tage Juno fra Hector og så intet galt i, hvad de havde lavet i høet, slet ikke, når de ikke havde været kærester på det tidspunkt.

Han slap hans hånd igen og flyttede blikket til Juno, hvis ord fik ham til at smile endnu mere.
"Godt for jer! I er et nydeligt par." Hele hans udtryk udstrålede, hvor glad han faktisk var for dem, det var lige før man skulle tro, at han ville begynde at hoppe på stedet og klappe i sine hænder, men i stedet skinnede hans grønne øjne og hele hans ansigt var flækket i et stort smil. Han var virkeligt glad på deres vegne, havde ingen ejerfornemmelser overfor Juno efter deres lille eskapade, han ville meget hellere se Juno med en, der kunne gøre han glad på lang sigt.

Hectors kinder blev meget varme, da Juno nævnte, at de lige var blevet kærester i går. Det hele var stadig så nyt, at det føltes helt uvirkeligt, og han havde mest lyst til at tage Juno direkte med hjem igen. Han havde ikke lyst til at dele det med verdenen endnu, for han havde endnu ikke selv nydt det til fulde. Men sådan kunne det ikke være, så Hector nød bare at have Junos arm om sine skuldre.

"Især nogen af os," kommenterede Hector på Killians kommentar og kiggede op på Juno, hvilket gjorde det helt tydeligt, at han selv mente, han havde scoret opad.

Killian virkede meget charmerende, men Hector var alt for optaget af Juno til rigtigt at bide mærke i det. Havde han været her alene, ville hans reaktion sikkert have været helt anderledes.

Juno fnøs, da Killian komplimenterede ham foran Hector, men modsagde ham ikke, himlede blot med øjnene inden han smilede til ham igen. Han fortolkende fuldstændig Killians blink til Hector som flirt, men var ikke andet end okay med det - det svr efterhånden gået op for ham, at Killian flirtede med alt og alle, og desuden var Hector jo hans nu. Der var ikke længere nogen der kunne stjæle ham fra ham.

Juno var også helt enig med Killian i at de var et nydeligt par. De to smukkeste væsner Juno kendte, Hector og ham selv, kunne ikke være andet end det bedste par i landet, og på trods af dén tanke, rødmede Juno, da Hector svarede Killian.

"Hvor er du dum," svarede han Hector og strøg en hånd over hans hår med et hengivent blik. Et øjeblik faldt han i staver sådan, inden han besluttede sig for at skifte emne. Han havde endnu ikke fortalt Hector, hvorfor han havde følt, at de to skulle mødes.

"Jeg bruger alle mine pauser herude, med Killian. Han har ikke smidt mig ud endnu, så jeg bliver ved med at forstyrre ham så længe jeg kan." Han så smilende fra Hector til Killian, som han rakte tunge af. Det blev hurtigt barnligt og pjattet herude, men det var dét han kunne lide ved at være her. At komme væk fra de voksne og bare slappe lidt af.

Det var ret tydeligt for Killian, at hans normale ret effektive, ubevidste charme ikke gik ind hos satyren, men det gjorde ikke noget. Satyren var Junos og det var ikke fordi, at han forsøgte på noget. Sådan var han bare. Ikke at han kunne lade være med at tænke, at Hector var en lille godbid, men så igen, det tænke Killian om de fleste. Måske var det krøllerne?
"Ah, det ved jeg nu ikke, I passer nu meget godt sammen." Han ville sige noget mere, men holdt klogeligt sin mund. I stedet kunne han ikke andet end at smile stort, mens han så fra den ene til den anden. Wauw, der var godt nok noget forelskelse der. Glæden boblede helt i hans mave. Sådan noget var da smukt!

Junos ord fik ham til at grine, inden han så lidt indforstået på ham.
"Jeg har en hemmelig agenda, og det er at få dig sat i arbejde, så jeg er fri for at lave noget." Han blinkede til ham, inden han rækkede tunge tilbage med en grimasse. Det var altid dejligt at kunne tosse lidt rundt, selvom han nu også gjorde det i rigelige mål med staldknægten. Men man havde jo kun det skæg, man selv sad på, så for Killian var det vigtigt at fylde sin dag med sjov. Om det var grimasser eller et tur i høet var ikke så vigtigt.

Apropos en tur i høet. 
Hesten han havde været ved at strigle sparkede til boksvæggen, træt af at stå alene tilbage og Killian sukkede.
"Egentligt har jeg ikke tid til en pause lige nu, Cæsar er ikke så glad for at stå bundet, og Thoran skal bruge ham og Julle om lidt. Så I bliver lige nødt til at underholde jer selv." Et lidt lusket udtryk gled over hans ansigt sammen med et smil. "Hvis I har brug for lidt tid alene er den sidste boks helt nede i enden tom, der kommer ikke nogen helt derned." Han blinkede så de ikke kunne være i tvivl om, hvad han snakkede om, inden ham smilede endnu mere. Endnu et spark fik ham til at vende om og skynde sig tilbage til hesten, han straks begyndte at undskylde og samtidigt irettesætte lidt. Tavst selvfølgelig. De to yngre fyre skulle forbi ham for at komme derned, skulle de have lyst til det. Staldknægten var ved at rense en boks halvvejs nede, men hans hoved havde man kunne se flere gange, som han stirrede nysgerrigt på satyren.

Hector smilede som en total idiot, da Juno strøg sine fingre igennem hans hår, og det tog et øjeblik, før det gik op for ham, at Killian sagde noget, som han måske skulle høre efter. Hectors kinder var allerede varme, men det føltes, som om de brød ud i lys lue, da Killian sagde, at de kunne bruge den sidste bås, hvis de ville. Og det gik helt galt, da Killian ovenikøbet blinkede til dem! 

Hvad var han for en fyr, ham her? Hector vidste overhovedet ikke, hvordan han skulle reagere på Killians forslag. En del af ham var lidt forarget, indtil han huskede, at hans og Junos først gang havde været på et af toiletterne på Svinet. Men! Det var da alligevel lidt mere privat end en åben hestebås? Alle og enhver kunne jo gå derhen, for slet ikke at tale om, at alle ville kunne høre dem!

"Det... tror jeg ikke, ellers tak," fik Hector endelig sagt, inden han kiggede på Juno med et løftet øjenbryn i forvirring.

Juno trak smilende på skuldrene af Killians hemmelige agenda. Han havde ikke noget imod at blive sat i arbejde, ikke når det var for at hjælpe Killian. Han følte efterhånden at han skyldte ham at hjælpe til når han kunne, fordi han tog så meget af Killians tid og opmærksomhed. Og så var det rart at se at Killian legede med - at han bare kunne lave en grimasse tilbage og de kunne slappe af, og være sig selv, selv når Juno havde taget sin kæreste med. Der var virkelig ikke nogen bedre, han kunne have knaldet med.

Han lyste også op, da Killian foreslog et sted de kunne være alene. Han havde tænkt sig at spørge ham faktisk, selvom han havde forestillet sig et skur eller en afsides gyde blandt bygningerne, hvor som helst de kunne få et hurtigt, semi-privat put.
Han havde holdt Hector i sine arme, dufte ham, kysset ham, vist ham frem, hørt ham komplimentere sig - han var ved at dø efter at få Hector lidt for sig selv.

Derfor var det også med overraskelse at han så på Hector, der takkede nej til boksen nede i den anden ende. Hans blik gled over Hector, imens han forsøgte at få brikkerne på plads, så Hectors svar ville give mening. Hans kinder, der var så røde at kontrasten var tydelig selv imod den lysebrune hud, var dét der fik Juno til at indse at han var genert. Han behøvede ikke andre grunde end dét.

"Jo, kom nu, vi sætter os bare derned og spiser. Jeg gider ikke dele dig med andre længere," argumenterede Juno og ventede ikke for at se, om Hector var blevet overtalt, men trak ham blot med sig derned ad. Da de kom forbi Killian sagde han lavmælt; "Kan du læse mine tanker?! Er jeg bare endnu et dyr for dig?" med et glimt i øjet og et udtryk, der ikke lagde skjul på, at han var vild med hvordan Killian tænkte. Til gengæld trak han Hector med sig uden at give Killian tid til at svare heller. Han sagde jo at han havde travlt! Og Juno havde også travlt med at få Hector med sig ned i boksen.

"En helt uskyldig frokost sammen," påstod Juno med et noget selvtilfreds smil, da han satte sig ned i høet i boksen, med en hånd om posen Hector var kommet med, imens den anden klappede i høet ved siden af ham, for at få Hector med ned også.

Junos ene argument var mere end nok til at overbevise Hector, så han fulgte med uden protest. Han grinede endda lidt dumt og glemte straks at være genert. Han lagde godt mærke til, at Juno hviskede et eller andet til Killian, da de gik forbi ham, men han kunne ikke høre, hvad det var, og han blev distraheret fra det, da Juno satte sig i høet.

"Som om du nogensinde har foretaget sig noget uskyldigt," grinede han og satte sig i høet ved siden af Juno. Han fugtede sine læber og tilføjede, "Var det okay, jeg kom her? Jeg gider ikke trænge mig på, hvis du hellere vil have det her helt for dig selv, men..." Han sukkede lidt af sig selv, inden han indrømmede, "jeg savnede dig."

Han lagde en hånd på Junos lår og klemte om det. Han havde virkelig lyst til Juno igen, men han vidste ikke helt, hvor langt han var klar til at gå et sted som det her.

Juno grinede med Hector, da han påstod at han aldrig havde lavet noget uskyldigt. Han var ikke helt ved siden af, og da slet ikke når det kom til, hvad han havde lavet med Hector - i flere måneder efterhånden havde de snavet og kneppet, så snart de var bare nogenlunde alene, det kunne man ikke ligefrem kalde uskyldigt. Det var endda samme plan Juno havde i dag.

Juno så undrende på Hector, da han talte. Det var utroligt så forsigtig han nogen gange kunne være, i forhold til hvor voldsom og arrig han også kunne være.

"Slef," svarede han med et smil og lagde en hånd på Hectors skulder, hvorfra han blidt kunne stryge sine fingre over hans ryg og nakke. "Jeg har også savnet dig. Jeg har ikke tænkt på andet end dig hele dagen. Jeg er glad for at du gad komme." Han brugte et øjeblik på at se Hector i øjnene, for at være sikker på at fyren forstod at han mente det og ikke bare fjollede rundt som normalt. Og så, da han var sikker på at Hector forstod det, smilede han til ham og lænede sig frem imod ham, for at invitere ham ind i et kys. Han gjorde ikke selv andet end at læne sig frem, men ventede blot til Hector tog imod invitationen, hvis ikke han var for genert, med Killian og staldknægten lidt længere nede af gangen.

"Hæh," grinede Hector og lagde armene om Juno. Han havde allerede glemt alt om, at de ikke just var helt alene. "Du er sød."

Da Juno lænede sig mod ham, gjorde Hector det samme, og han strøg sine læber blidt mod Junos, inden han kyssede ham ordentligt. Åh, det var svært ikke bare at kravle op i skødet på Juno med det samme, men Hector holdt sig trods alt lidt tilbage alligevel. Det stoppede dog ikke hans fingre fra at snige sig op i Junos hår og rode det godt igennem, mens han stønnede blidt ind i kysset.

Juno smilede ind imod Hectors læber, da han endelig kyssede ham. Han kunne godt lide at høre at han var sød, især når det kom fra Hector. Der var ikke nogen, han hellere ville være sød ved.
Han grinede ind i deres kys, da Hector stønnede, både lettet og glad over at høre at fyren åbenbart havde glemt hvor de var, og, stadig grinende, skubbede han Hector ned at ligge i høet og sig selv ind imellem hans ben.

"Jeg kan stadigvæk ikke tro, at vi seriøst er kærester," sagde han med latter i stemmen og kyssede smilende Hector igen, med hele sin vægt over ham, men uden at tage det skridtet videre endnu. Han ville bare gerne mærke Hectors krop tæt på sin og holde ham hos sig.

Varme skød med det samme direkte ned mellem Hectors ben, da Juno lagde sig ovenpå ham, og hans kinder blev en tak rødere og varmere, og det lille støn, der forlod hans læber, var en anelse mere dybfølt. Han ville virkelig gerne stønne ordentligt, højere, havde nærmest brug for det, men han trods alt bevidst nok om, hvor de var, til han holdt sig tilbage.

"Det kan jeg heller ikke," halvgrinede han op til Juno og lagde armene om hans skuldre for at fortsætte med at rode sine fingre igennem hans hår. "Det er ligesom... det samme, som det altid har været, og så alligevel helt anderledes."

Junos vægt ovenpå ham, mellem hans ben, gjorde ting ved ham, ting som gjorde det meget svært at ligge stille og føre en normalt samtale. Hector kunne på ingen måde stoppe sig selv fra at rulle lidt med hofterne og gnide sig selv mod Juno. Det føltes godt, virkelig dejligt, og hvis Hector blev ved, kunne han sagtens gnide sig selv til klimaks bare ved at ligge her. Men det ville Juno nok ikke lade ham gøre, når det først gik op for ham, hvad Hector lavede.

Juno smilede bare ned til ham, imens Hector talte, og da han var færdig kyssede han ham, lykkelig over at opleve den frihed der kom med at være blevet kærester. Han havde troet, at han ville føle sig fanget og indeklemt, hvis han nogensinde officielt blev kærester med nogen, men det modsatte var sket med Hector. Pludselig følte han sig fri til at vise både ham og omverdenen, hvor højt han elskede ham, og han følte sig fri til at kysse ham, når han ville. De var gået fra at have sex, når de begge var fulde eller kedede sig, til at kunne kysse og kramme og holde i hånd, og for Juno var der en masse frihed at finde i pludselig at kunne den slags.

Et halvkvalt støn forlod ham, da Hector rullede sine hofter imod ham, og han pressede ham straks helt ned i høet igen, hvor han selv rullede sine hofter imod Hectors, imens han langsomt stak sin tunge ind i Hectors mund. Hvis fyren havde et problem med at gøre det lige her, i høet, var Juno sikker på at han nok skulle høre det, og så skulle han nok også overbevise ham om, at der ikke var noget problem, men for nu gned han sin halvstive pik over ham og snavede ham.

Det lykkedes lige akkurat for Hector at holde et støn tilbage, da Juno gned sig mod ham, og han gengældte kysset med stor lyst og iver, mens hans fingre kørte igennem Junos hår og ulede det totalt.

"Stik den i mig," hviskede han forsigtigt og kiggede liderligt op på Juno, da han måtte bryde kysset lidt senere for at få luft. Han slikkede sine læber. "Bare lidt? Jeg vil bare mærke dig lidt, men... stille. Jeg gider ikke, de andre skal høre os."

Hvis Hector var halvt så våd som han følte sig, så var der allerede en plet på Junos bukser, men han var uendeligt ligeglad. Det eneste, der betød noget lige nu, var hvorvidt Juno ville knalde ham her eller ej.