"Du skal nok lære din plads, tæve!"
Ordene blev hvæst dæmpet ind i Julias øre, som et hårdt greb om hendes hals, så meget som en brynjeklædt krop holdt hende presset op af væggen, så hendes tæer kun lige kunne nå gulvet. Hun mødte dog stadig trodsigt hans blik til han med irritation lysende ud af alle træk smed hende fra sig og mod nabo muren, før han plantede et solidt spark i siden på hende, der trak en hvislende og ufrivilligt klynk fra hende som hendes vejr forsvandt og hele siden stod i fornyet brand af smerte. Det var ikke det første spark der var landet der.
"Ikke i dag, måske i morgen, men jeg vil nyde hvor længe det end tager!"
Han sparkede hende uden at se det helt ud til kun at nyde det. Hendes trods og attitude havde ikke passet ham den første aften han havde lukket sig ind og gjorde det alt andet end det nu en uge efter. Han havde tydeligvis forventet hun havde spredt ben før nu.
Et sidste blik på hende og han forlod cellen, smækkende døren i efter sig og låsende den eftertrykkeligt.

Julia blev liggende i snavset til hans skridt var væk og ingen andre var at høre i kælderen. Ingen andre som ikke sad låst bag gitre eller døre alt efter hvilken stand deres celle var i og ventede på en ny dags pinsler eller prøvelser. Slaver af blandet art og tid i fangeskab. Dem der endnu ikke havde accepteret deres nye lod i livet.
Hun gav sig som hun fik sig rettet op i siddende stilling og langsomt gjort op hvad det seneste besøg havde kostet hende. Nok til at hun ikke kunne tøve længere. Der var virkelig noget sandt i at man skulle tage første givne mulighed som fange for ikke at risikere at blive for svag til at kunne tage den næsten. Hun kunne ikke risikere det.Hun havde sin datter at komme hjem til.
Planen havde da også været klar siden morgenstunden, hvor en af det yngre knægte havde været så optaget af egen storhed at han ikke havde lagt mærke til snilde fingre eller forsvundne nøgler, som en kvinde havde vist ham interesse. Nøgler som nu åbnede Julias celle og kort efter alle andres også.
Derfra var det dog hver mand eller kvinde for sig.

Cellerne lå i kælderen af en borg eller stenfæstning af en ældre slags. Så meget havde Julia set ved sin ankomst, men også at den havde været i bedre stand. Bunden virkede dog til at have overlevet bedst af alt, kælderen eller kældrene mest uberørt af vejr og vind. Alligevel eller selvfølgelig valgte hun vejen hen til en sammenstyrtning, som hun næstsidst løb og måtte vende om og lede efter en anden vej ud. Gangene lignede hinanden også som hun fandt en trappe et plan op, men alt var stadig under jorden og mørkt.
Nu lød alarm råb dog og hvad lød som svag kamptummel.
Hun holdt sine skridt lette og retningen væk fra det, hurtigere som stemmerne nærmede sig til hun var sikker på de var på vej efter hende. Febrilsk lod hun blikket søge rundt uden at finde trapper op eller gange der delte sig fra den hun var i. Døre var der blevet flere af og som hun rundede et hjørne og stadig ikke så vejen ud og væk åbne sig, men kunne høre stemmerne tydeligt og skridtene i løb, tog hun fat i håndtaget påden nærmeste dør og forsøgte den.
Overrasket over at finde den ulåst og glidende op ved hendes tag, væltede hun med den ind og landede hårdt på et stengulv. Uden at tænke eller tage sig af alle de indtryk og advarsler hendes sind kom med fik hun sig om på den inderste side af døren og den lukket i, som skridtene udenfor lød til at runde hjørnet. Lettet lænede hun panden mod træet og stivnede så. Der var lys i rummet og hun var ikke alene derinde.
Langsomt og med synkende hjerte fik hun sig vendt og samtidig rejst op, mens hun forsøgte at forberede sig på hvad der uvægerligt måtte komme næst og beredte sig på at kæmpe sig ud af det. Om ikke andet til hun så hvem der sad bag et skrivebord og så på hende. "Jeff?" Hendes stemme var hæs og rusten efter skrig, kvælertag og hosten, som hendes hals og ansigt bag præg af tag og slag ment til at kunne mærkes og til at efterlade spor. Den blå og grønne farve spredte sig i plamager over hendes bare hud på arme og ben, som den skinnede ud gennem revner i særken, der var alt hun havde fået at have på til hun havde rettet ind og affundet sig med hvad hun skulle være her.
En banken på døren fik hende til først at trække sig om bag den og ind mod et hjørne, før hun noget i hendes blik skiftede og hun tog et par hurtige skridt frem og i stedet sank på knæ foran ham med hovedet bøjet.

Lyden af papir der skiftede placering, og en fjerpen der flyttede sig fra blækkrusset til pergament, var de eneste lyde der fyldte det oplyste rum. Det var slet ikke blevet nær så godt indrettet som Jeffrey kunne havde håbet, men tiden var lang. Der var vigtigere ting først at få styr på, og så længe han havde mulighed for at lave sit papirarbejde og sove om natten, kunne resten vente. Det let flakkende lys der stod stabilt på bordet, dannede en lun ramme om manden. Manden der var dybt koncentreret til det øjeblik mænd begyndte at råbe op i alarm. Værelset han benyttede lå en smule afsiddigt for netop at undgå at kunne høre for mange af soldaternes opråb, men dette var ikke sjov og ballade.

Jeffrey rettede sig op i stolen og lagde fjerpennen fra sig. En træt rynke gled over hans pande som han tog en dyb indånding, klar til at skulle rejse sig og gøre noget ved situationen. I samme øjeblik væltede en kvinde ind af døren. Jeffreys øjenbryn skød overrasket op, og han standsede i bevægelsen med hænderne på armlænet for at rejse sig. Arme der slappede af som døren blev lukket til, og han satte sig mere tl rette igen. Kiggende på kvinden der forekom ham så bekendt og alligevel så anderledes.

Jeffrey kiggede på hende, kort med fornægtelse i ansigtet. Hun var forslået, til et punkt hvor hun ikke havde haft fred for at heale i alt for lang tid, og hun var blevet udmyget ned i disse lasser af tøj. Det gav en brændende fornemmelse af vrede i kroppen allerede. Selvfølgelig ikke mod hende, men derimod rettet mod hvem end der havde været skyld i at det var hændt hende.
Han rettede blikket op på døren som der lød en banken, og han lagde hånden på Julias hoved, for at fuldæne positionen der bedragerisk blev sat op. "Jeg håber det er vigtigt" brummede han med en farlig undertone som døren blev åbnet. De let forpustede mænd så forlegen ned på den knælende skikkelse, op på deres herre og bukkede derefter og forklarede meget hurtigt og hullet situationen med flugt og at de havde styr på det, inden de forsvandt ud af døren igen.

Jeffrey fulgte lyden af deres skridt til de forduftede, før han fjernede sin hånd, og i stedet forsigtigt løftede Julias hage op med to fingre og kiggede på hende med et forvirret og bekymret blik. "Hvad er der sket?"

Fornægtelsen der havde tegnet sig i Jeffreys ansigt, som han genkendte hende, var hvad sendte Julia tilbage mod væggen bag døren først, som det bankede på den. At den forsvandt og blev til et kort glimt af noget andet, hvad fik hende til at vove alt og endnu engang søge hans nåde og beskyttelse. Hun havde været under den før, men alt havde været anderledes da.
Det havde været før hun forlod ham.
Hånden på hendes hoved gav da heller intet væk om hvor de stod, mere end hans stemme gjorde det som han svarede døren. Tiden var ikke til ord, men at svæve i uvisheden og chokket siddende sårbart og udsat hvor hun gjorde hjalp ikke det mindste på hendes hvirvlende tanker. Hvordan havde han taget hendes forsvinden? Hvad havde han udlagt det som? Hans udtryk havde ikke noget at afsløre noget brugbart for hende og så længe mændene talte og var i rummet holdt hun hovedet sænket og sig selv helt i ro.

De var dog væk hurtigt nok igen efter at have understreget med al fra deres væren til tale hvilken position Jeffrey havde. Noget Julia gemte i hukommelsen til senere. For nu lyttede hun dog efter deres svindende skridt til lysets svage knitren var nær det eneste der hørtes og så var hendes fredede tilstand forbi. En blid, men bestemt berøring af to fingre under hendes hage tvang hende til at hæve hovedet og til at møde hans blik med ligedelt lettelse, frygt og træthed.
Ja, hvad var der lige sket.
Et spørgsmål der kunne være til mange ting, men som hun valgte at svare så nyligt som muligt. "Jeg tog den forkerte karavane ud af Dianthos..." Det var endda et ærligt svar og et helt i sandhed, skønt måske ikke så uddybende. Det var dog en del bedre end det hun havde været ved at komme med om små mænd med store egoer og en lille smule magt over andre. Der var trods alt ingen grund til at give ham en undskyldning for brutalitet. Noget hendes mand ville have tyet til ved en sådan bemærkning.

Det var svært at tro på at hun var der. Af alle de flere hundredetusind væsner der befandt sig i landet efterhånden, var det lige præcis Julia der var kommet ind i værelset. Det var flere år siden han sidst havde set hende - oplevet at hun var taget afsted uden så meget som et ord. Nok havde det forvirret ham på givende tidspunkt, og det ulmede nok stadig i baghovedet, men der var en grund. Det måtte der være. Om alt det der havde været mellem dem havde været en løgn, kunne være en mulighed. Men han forsøgte ikke at dømme hende for hårdt på forhånd.

Lige nu, var tiden heller ikke til at rive op i gamle sår der kunne bløde i flere dage. Ikke ved synet af det forslåede ansigt, de mange mærker efter vold og hendes udstråling. Frygten og trætheden nok mest overskyggende for ham at læse i hendes træk. "Ja, det gjorde du" Ganske roligt, hjalp han hende op at stå fra sin siddende tilstand på knæ foran ham. "Sæt dig" det var svært at slippe den beordrende tone, men den var trods alt på ingen måde lige så skrap eller dikterende som når han talte til de unge mænd der udgjorde hans krigere. Tåbelige drenge. Jeff gjorde en gestus til sengen om at hun skulle sætte sig der.

Jeffrey tog selv sin stol, og trak den tættere på, så han kunne sidde overfor hende, og kiggede alvorligt på hende. "Hvor slemt er det?" skulle han havde fat i en healer, gjorde han det. Var det mest overflade sår lavet mere for pynt end skade, kunne han klare det selv.
Bevidst dykkede han ikke dybere ned i hvad der var sket, som indebar mere end den uheldige karavane fra Dianthos. Hvor hun var blevet af, hvor hun havde været. Hvordan hun var kommet tilbage i hans varetægt.

Hans blik ændrede sig ikke rigtig som hun så op og mødte hans blik eller som hun svarede på hans spørgsmål. Måske overtog bekymringen for noget af forvirringen, men det betød kun at den og tankerne bag den var gemt væk til senere. Så meget huskede hun om ham. Meget lidt havde hun nok helt glemt, skønt hvor farvet det var af fortiden vidste hun ikke. Han kunne jo have forandret. Hun havde trods alt.
Hans ord var da også både rolige og neutrale, før han med en ændring af berøringen med hånden og sit hele væsen signalerede til hende om at rejse sig. Hun fulgte den lidt træg og skærende en enkelt grimasse eller to, som den for hende overraskende ro imellem dem gav hende tiden til at mærke de spark hun havde fået tidligere og flere andre ting. At følge hans ordre faldt hende så også stadig naturligt nok til at hun dårligt ænsede som andet end en opfordringer. Hvilke han også altid havde forventet hun fulgte uden unødige protester.

Denne var da også af de mere overskuelige, skønt hun tøvede ved sengen og sendte ham et ekstra blik, før end hun sænkede sig ned på kanten af den at sidde med en arm støttende om livet. "Mest skrammer, tror jeg." Hun trak let på den ene skulder. Intet var brækket efter hvad hun kunne mærke og hun troede ikke noget indvendigt blødte. Hvor brutalt hun end var blevet behandlet havde der det meste af tiden været noget beregnende over det. At det skulle mærkes, men ikke skade unødigt. Ingen grund til at ødelægge hende for sjov.
"Du har fået nyt sted?"Hun forsøgte at skifte emne, som hun også forsøgte at få et smil op og skjule varsomheden der lå alt for tæt på grænsen til frygt. En frygt for situationen mere end manden, men hun kunne ikke helt adskille dem her. Slet ikke som hun havde en god ide om hvad resten blev udsat for i gangene eller kælderen nu.

Jeffrey sukkede let og hvilede derefter sine albuer mod knæende. Han kiggede på hende, som hun beskyttede sig selv med armen om livet for at give noget støtte, og hvordan hun alligevel slog det væk med et skuldertræk. Han begyndte at mistænke at hun ikke blot bare var en krotøs. Og hvis hun var, så en med mere ben i næsen end nogen anden. Det var stædig sløret hvad han ønskede at tro på lige nu, men i stedet forholde sig til nuet udadtil, mens han tænkte over tingene. Noget han helst gjorde uden at indbringe andre.

Jeff løftede let et øjenbryn som hun skiftede emne, men lod hende. Han forventede at kunne få bedre svar på sine spørgsmål når hun havde hvilet. Og spørgsmål ville der blive stillet. Han var sikker på at hun allerede vidste det, trods alting havde hun jo været tæt ind på livet af ham før. Visse ting ændrede sig aldrig i livets løb. "Ja. Når det hele er opbygget vil jeg kalde det mere for et sted, end den ruin det er nu" de var kommet langt. Havde opsat mange vægge og nye værelser, specielt i undergrunden. På toppen så det hele stadig noget faldefærdigt ud. "Jeg får sendt noget mad herop"

Jeffrey rejste sig igen, lod hende blive siddende, og gik hen til døren. Han kunne stadig fornemme påstyret, men sørgede for at døren ikke var åben for længe som han fik kontakt til en vagt og sendte ham efter mad og drikke. Og frisk vand.
Julia kunne ikke gøre noget for de indfangne slaver. Så det var bedst hun hørte så lidt om dem som muligt. Han gik tilbage og satte sig i stolen, mens han stadig lod blikket glide undersøgende over hende. "Når du har spist og fået renset dine sår, kan du sove" det var påtvunget neutralitet, selvom det ikke så særlig meget ud til at være det. Det til trods for hovedets mange tanker. Neutraliteten fik ham også til at fremstå langt mere kold, end han egentlig var. Det var bare nemmere at forholde sig til et på den måde.

Hans blik skiftede som hun slog sine skader hen og blev fulgt af havd hun kun kunne forstå som et let opgivende suk. Det havde måske heller ikke været et særligt godt svar, men andet end det krævede dybere tillid end hun helt turde åbne op for. Han havde godt nok reddet hendes røv og sikkert også hals ved at holde hånden over hende, men der var stadig den fremmedhed imellem dem som årene havde skabt. Den og de ustillede spørgsmål hun ikke havde lyst til at svare på. Nogle der sikkert svævede i hans tanker, men som han lige så sikkert ville gemme til han havde hende hvor han ønskede det fysisk så vel som mentalt.

Julia kunne ikke andet en lade det forsøgte smil få fuld form, som det trak skævt og op i hendes grå øjne ved hans blik og løftede øjenbryn. Havde han virkelig forventet hun ville lade ham styre samtalen helt? Sikkert til dels. Han svarede hende dog roligt og ganske afsluttede, så den lidt af sig selv lukkede sig der, før han kom med endnu en af de bekendtgørelser, der blot var til hendes information. Tavs nikkede hun let, som hun slog blikket ned og sank en smule sammen.

Det tog ikke længe at få givet ordre ud om hvad han ønskede til hvem end der havde været nær nok til at komme til døren. Støj fra andre aktiviteter i og nær gangen var minimale, hvilket svagt undrede hende og så alligevel ikke. Der måtte være et stykke hen til nærmeste kælder nedgang. Det gav hende dog også en ubehagelig sugende fornemmelse for stilheden angav også at der var styr over de flygtende igen for hun tvivlede desværre stærkt på ret mange var nået udenfor og væk, hvis nogen overhoved. Og de indfangede...

Hun så op og afbrød tankerne uden helt at kunne skjule de ikke havde været behagelig,da Jeffrey kom hen igen. Hans blik var blevet mere skærmet nu, mere beregnende og mere neutralt, som ventede han på at skulle tage endelig stilling til noget. Til hende. Atter nikkede hun let til hans ordre, før hun fugtede læberne og halvt havde åbnet munden for at sige noget, før end hun bestemte sig op lukkede den igen, ladende stilheden herske til en udefra forstyrrede den med en banken på døren og bagefter sin indtrædelse med en bakke i hænderne og en spand hængt over armen i hanken.

Julia holdt blikket sænket og skulderne trukket beskyttende op, mens manden satte tingene fra sig, bukkede let og så forsvandt igen. Det udtrykte billede på en kuet til ukendelighed, men som brød billedet så snart de var alene ved at se undersøgende på Jeff og derefter på spanden. Vandet ville rense hendes sår, men det ville også fjerne det lag hun havde tilføjet strategisk for at se værre ud end hun var - ikke at meget havde været nødvendigt. En afsløring han næppe ville misse og som fik hende til at tøve med at række ud efter spanden og kluden lagt over siden på den.

Han kunne komme med beroligende ord. Forsikre hende om at alt var roligt udenfor og der var styr på det hele. Men det ville være løgn. Jo, hans mænd havde fået styr over de flygtende fanger med minimal udslip - regnede han med. Han vidste at en var sluppet forbi dem, siden hun sad her. Men de andre. Han vidste ikke hvor mange der var nået ud, men dem der ikke var, havde en af deres værste dage.
Han kunne se hun tænkte på det. Kunne han forvente andet, nu hun havde siddet i deres sted for mindre end en time siden. Hun kunne være havnet samme sted, fået samme straf. Hvis det ikke havde været lykkes hende at flygte. Hvis hun havde åbnet en anden dør.

Men Jeffrey ville ikke lyve for hende. Bilde hende ind at det hele var en skøn rosenrød drøm derude, og ingen led skade. For det var løgn. Jeffrey skiftede sin opmærksomhed til vagten der stilte mad ind, drikkelse og spanden med vand. Han kiggede undrende på kvinden, men skyndte sig med flakkende blik videre da han bemærkede at Jeffreys blik var låst til ham. Fulgte enhver bevægelse. Han forsvandt ud af døren igen, henlod dem i stilhed.

Den eneste lyd var lyden af vandet i spanden som kluden brød overfladen. Jeffreys blik gik videre til maden der var kommet op. Det var en portion, antydende at de mente det var hans mad. Man skulle jo ikke fodre en slave med krigernes mad! "Julia" startede han mens han langsomt flyttede blikket tilbage på hende. "Har du brug for fred mens du renser dine sår?" han tog hensyn til hende. Det var ikke svært at mærke at det meste ikke lignede deres forhold fra før. Hvilket ikke var spor underligt, taget årerne i betragtning. Hun stolede ikke på ham, og han stolede ikke på hende. Som to fremmede. Ville hun havde fred, ville han fjerne sig tilbage til bordet, kun holde øje med om bevægelserne var anderledes end forventet, ellers blev han siddende. Villig til at hjælpe, selvom han tvivlede på at hun ville lade ham.

Julia holdt blikket mod gulvet al den tiden manden var i rummet. Hun kunne mærke spændingen stige kortvarigt, men også fornemme hvordan det kun affødte at manden skyndte sig at fortrække igen. Hun ville heller ikke havde smølet, hvos hun var kommet ind til en Jeff i det overvejende humør. Lidt for meget kunne pludselig blive påtalt som ellers normalvis ville få lov til at glide.

Vandet var varmt som hun stak kluden ned i det og føltes sært behageligt mod huden. var det virkelig så længe siden hun havde mærket varmt vand? Det føltes sådan. Så stivnede hun let og så op på Jeff ved lyden af hendes navn sagt. Hans blik var stadig neutralt, men i det så hun atter et glimt af fortiden. Af det de engang havde haft og som hun havde savnet siden hun havde mistet det. Selv mødte hun det spørgende og mærkede sig så løsne let op. Det var en mulighed han gav. En mulighed for... ja, for hvad lige? Fred betød næppe han lod hende være alene på hans enemærker så mere afstand? En lille skuldertrækning fulgte hun så alligevel ikke helt ville lade stå alene hen, så hun modsage den let. "Jeg ville værdsætte den?" Hun lod det dog være op til ham, som hun vred kluden halvt op og førte dens våde, blødhed hen over ansigtet fjernende snavs og blød først, før hun skar en grimasse, som vandet gled ind i et sår ved halsen og fik den til at brænde på ny.

I det hele taget var det en blandet fornemmelse at vaske sig på den måde. Hun var startet med ansigtet og så de få stadig blødende sår fra nylige skrammer, men gled så mere af snavsen og de påførte misfarvninger af, som vandet alligevel afslørede dem for hvad de var. Arme og ben var enkelt, kroppen fik hende til endnu engang at tøve, før hun rejste, vendte ryggen til ham og halvt genert, halvt ugeneret af hans tilstedeværelse krængede særken af. Det efterlod hende bar og sårbar, men ikke meget mere end hun havde følt sig før. Så lidt stof havde der været tilbage i den. Det gav hende også mulighed for at få renset en grimmere flænge ned langs den ene side, der blødte let nu særken var revet fra den. Undertrykkende et gisp, pressede hun den våde klud imod og sugede luft ind. Det sveg værre end nogen af de andre og var nok reelt også den værste blødende skramme hun havde fået. At den anden side var mere blå en grøn efter de spark hun havde modtaget der var en sag hun helt valgte at overser. Især som hendes blik gled til stofresten på gulvet, som hun lod kluden glide tilbage ned i spanden. Som tøj var den trods alt bedre end ingenting og ingenting var at bede om flere problemer. En anden mulighed fandtes, men... Hun drejede sig halvt som hun samlede særken op og holdt den foran sig mødende hans blik helt. "Med sove mente du gulvet eller...?"

Jeffrey accepterede hendes svar. Han kunne i realiteten godt gå ud af lokalet. Hun ville ikke kunne komme ud andre steder end gennem døren alligevel. Ikke at han regnede med hun ville gøre det. Men det ville se underligt ud hvis andre kom forbi. Hvorfor han skulle lade hende være alene i lokalet. Et sted i underbevidstheden var det nok også alle hans dokumenter han tænkte på.
Han placerede sig halvt med ryggen til hende, givende hende så meget fred som muligt, til at vaske kroppen. Han drejede ikke hovedet selv som hun smed det sparsomme klæde, først ved lyden af luft der blev trukket ind, skjulende smerte, drejede han blikket let. Blikket gik direkte til kluden der var begyndt så småt at tage farve af nyt blod. Han rejste sig tavst og gik hen til en mindre kiste. I den fandt han forbindinger og blodstoppende stof. Der var en masse andet praktisk dernede ligeledes, men det havde han ikke brug for lige nu.

Synligt upåvirket af hendes nøgenhed, tillod han sig at overskride grænsen for at give hende fred, for at få stoppet blodningen af flængen og ligge en forbinding omkring livet på hende. Det på halsen ville blive ubehageligt for hende at have forbundet, og såret var ikke nær så dybt. Han havde ladet hende stå med ryggen til som han havde forbundet såret, uden at sige noget, men mere lade det praktiske tale for sig selv, som han tjekkede ømheden af håndled og hvorvidt de behøvede at blive støttet.

Jeffrey løftede blikket til hendeds øjne og kunne ikke skjule morskaben i dem, ej heller som det frembragte et af de mere sjældne smil. "Hvis det behager dig. Men jeg tænkte nu at lade dig sove i sengen." Men den lette humor gledet ud, føltes det mere som tilbage i tiden, bare en smule. Med det i tankerne, satte han sig på hug ved en anden kiste, lavede et svag trækning i næsen da knæet gav et lavmældt smeld fra sig, hvorefter han fandt en af sine skjorter. Han kiggede op på hende og ragte den frem, tilbydende og denne gang ikke bestemmende. "Jeg tænker den er mere behagelig" end både at være nøgen, selvom det gav sårene luft, og især mere behagelig end den snavsede klump af noget Jeffrey ikke engang ville kategorisere som tøj.

Han havde givet hende freden i form af afstand og Julia var sunket ind i den, som hun havde koncentreret sig om at rense sår og fjerne snavs. Ikke alt, men nok til at hun begyndte at føle sig mere menneskelig. Smerten fra flængen i siden skar igennem freden og tog for en stund al hendes opmærksomhed. At presse kluden imod holdt blodet fra at flyde, men det sveg også på en særdeles ubehagelig måde. Hun trak stadig vejret i dybde drag for at tage sig sammen til at fortsætte, som en hånd rørte hende og hun stivnede overrumplet. Så langt inde isig selv havde hun været at hun ikke havde hørt Jeff rejse sig eller bevæge sig helt hen til hende. En utilgiveligt sløset ting at være, men så igen så var det Jeff og hans hænder var alt andet end nærgående som han forbandt hende. Slappe af kunne hun dog af flere grunde ikke, før forbindingen var sat fast og hans hænder og søgende øjne vandrede videre over hende, endende ved de røde striber om hendes håndled der markerede hvor de magidæmpende håndjern havde siddet så længe.

"Og du?" morskaben i hans blik trak letheden frem i hendes stemme og lidt tilsvarende humor op i hendes blik. Han gjorde det så let at falde tilbage til hvad var engang. Farligt, åh så farligt, men hvor håbede hun at han ikke var en helt anden end da. Humoren kunne dog ikke skjule varsomheden underneden, der sprang op og greb hendes blik helt, som han flyttede sig væk fra hende endnu engang. Hvad nu?
Et smæld hun havde hørt så mange gange før fik hende til at vende sig helt rundt og se bekymret på ham, før hun sænkede blikket til gulvet. Han brød sig ikke om at vise svaghed huskede hun. Alligevel hævede hendes blik sig snart efter til synet af en skjorte rakt frem mod hende som et tilbud svært at modstå. Hendes grå øjne mødte hans og blev hængende i hans, før hun rakte ud og tog imod det tilbudte tøj. "Alt andet ville nok være mere behageligt..." Hun forsøgte ikke at lyde alt for flabet som hun sagde det, men det var svært at holde gnisten af humor væk. Taknemmeligheden hjalp og lå frit fremme i hendes blik, før hun vendte sig væk, lod særken falde og tog skjorten på. En luftig ting for hendes form, der dækkede hende godt og duftede af ham. Med et lille suk satte hun sig tilbage ned på sengekanten og så afventende på ham.

Han var ikke sikker på at han kunne gøre så meget ved de ømme håndled, andet end at lade dem heale sammen af sig selv. Han var trods alt ikke en healer eller videre lægebegavet, andet end til almen overlevelse. Som at forbinde et sår, så det fik støtte og man ikke selv forblødte i processen. Det skulle skiftes i morgen igen, få noget luft og en ny forbinding. Betændelse ville være at inviterer Kile indenfor døren.

"Min stol er ganske komfortabel" letheden i stemmen og den velkendte humor var et frisk og tiltrængt pust. At gense noget af det fra fortiden, som frygten havde vasket væk. Han kunne ikke fortænke hende, men humoren gjorde det hele mere løst.
Jeffrey kommenterede ikke på knæets smæld eller sit eget lette udtryk af ubehag. Det var en gammel skade, den var upraktisk men der var intet at gøre ved den, andet end at leve med den. Han var trods alt ikke tvunget til brug af stok og vifte rundt med den som en forurettet gammel mand. Ikke endnu i hvert fald.

"Jeg brokker mig ikke hvis du vælger den anden løsning" kommenterede han let, og rejste sig igen. Han lukkede kisten på ny, og gav hende noget fred ved ikke at kigge direkte på hende som hun skiftede over. Hun var mindre end ham, især i bredden, men den var formentlig langt mere behagelig og dækkende end det stykke af.. stof, hun havde før. Jeffrey gik hen og lænede sig op af skrivebordet, mens hans øjne fandt tilbage til hende igen. Det afventende blik. Han var ikke sikker på hvad hun ventede på, han kiggede på hende lidt tid, inden han drejede ryggen let, fik fat i skålen med stuvning - ikke ligefrem hans ynglingsmad men det mættede godt og var varmt. Skubbede sig op at stå igen og rakte det til hende. Tavs. Overvejende. Tænkende. Han lod sig dumpe ned i stolen igen, der stadig stod overfor hendes placering, og kiggede hen på døren. Ikke at han forventede at nogen kom ind af den, men mere for at tænke på det udenfor den.

Julia tilkastede stolen et tvivlende blik, men holdt sig fra at sige noget højt om det. Alternativerne var jo klare nok i form af gulvet eller sengen med hende. Det første næppe et valg han ville tage med de skavanker hun vidste han havde og det andet. Det andet ville han næppe tvinge hende til hvor meget fortiden med en sådan deling de end havde haft. Han brugte måske mere ordre end valg, men ikke lige på det punkt. Der havde han altid givet plads for hende.

Hun havde dog ikke sluppet tanken som hans knæ smældede og hendes tvivl om stol kun blev styrket. At hun bekymrede sig om ham forsøgte hun at skubbe hen på ren overlevelse for hende selv, men hun vidste dybt nede godt det ikke var sådan. Noget hun måtte varsom med,så det ikke blændede hende i at se muligheder for at komme væk og komme hjem. Muligheder der både var blevet bedre og langt,langt ringere af at være under Jeffs varsomme øje.

Mere afbrudt blev tankerne af hans antydende svar, der fik hende til at se på ham over skulderen og uden at skjule den svage morskab der var krøbet op i de grå øjne. "Men arbejde ville du heller ikke få gjort..." Hun lod blikket falde sigende til papirerne,før hun semi påklædt og taknemmelig over at være det fik sig sat afventende hvor han først havde sat hende. Noget der virkede til at forvirre ham et kort øjeblik, før han rakte hende skålen med maden med et blik der ikke tålte modsigelser. Ikke at hun havde nogen som duften ramte hendes udsultede sanser og hun glubende begyndte at spise.

Efter de første mundfulde tvang hun sig til at beherske sig og spiselangsommere så hun ikke chokerede hele systemet til et nedbrud. Hun havde prøvet det en enkelt gang før, men det var nærmest umuligt at gøre alligevel. Tavsheden hjalp heller ikke forden gav hende mulighed for at tænke og bekymre sig. Overveje hvad var gjort ved resten af slaverne og hvad Jeff tænkte at gøre med hende. For nu virkede han væk i egne tanker, hvilke hun tøvede med at afbryde og så alligevel. "Forventer du nogen?"

Det lå egentlig ikke så meget til diskussion. Han havde allerede valgt sin stol så hun kunne få lov at ligge i sengen. En nat uden alverdens søvn bragte ikke ham i ubalance, mens hun derimod  så ud til ikke at have sovet behageligt alt for længe. Selv med de skavanker han efterhånden havde måtte accepterer og indse at han havde, var stolen det bedste valg. Desuden, hvis han alligevel satte sig for at arbejde, blev det ikke et problem. Han ville havde massere af tid i sterinlysets skær til at skrive, regne og planlægge.

Jeffrey trak let på skulderne, stadig med den muntre undertone i både det lette smil og de blågrønne øjne. Hvis hun ikke havde noget på, blev det noget mere besværligt at holde koncentrationen! Men det blev heller ikke et problem. Af de valg hun havde fået, valgte hun præcis det han havde regnet med. Nemlig at få noget mere tøj over kroppen, selvom det kun var en skjorte. Mere ren og mere dækkende end det andet, for at sige det mildt.

Jeffrey drejede langsomt blikket tilbage til hende igen, ved spørgsmålet. "Ikke ligefrem" et roligt brummende svar. Han forventede ikke at nogen gik direkte ind af hans dør, specielt ikke uden at banke på først. Men han havde heller ikke forventet at Julia var kommet ind af hans dør her til aften. Mange ting han ikke havde regnet med - mange uforusigelige ting. Jeffrey foretrak at han var et skridt foran uforusigelighederne, hvor umuligt det end var. "Men guderne må vide hvad ellers der kan finde på at gå ind af min dør her til aften" han tænkte mest på tanker der fik adgang, selvom han mere hentydede til hendes noget uanmelte og uforventede ankomst.

Det var måske den bedste stuvning Julia længe havde fået. En mening stærkt farvet af sult og strabadser, men ingen kunne betvivle den var mættende - eller at hun havde brug for den. Den ene skefuld tog da også den anden, mens Jeff sad i tanker og lige så roligt fik opbygget en afventende stilhed, som hun måtte bryde.
Han virkede ikke helt til at have forventet lyd fra hende, men svarede dog og fik et forstående blik tilbage, før hun vendte tilbage til at koncentrere sig om maden. Noget havde han i tankerne om den dør og det gav vel mening hvis han ventede nogen selvom han ikke sagde det. Slaver havde trods alt været fri og nogen kom måske med en rapport om det, når de fandt der var styr på alt igen. Det ville hun have forventet - havde hun haft andre under sig.

Hans næste ord sagt med let tone og fjernhed, var så til gengæld nok til at hun rykkede sig en smule væk fra døren og tilkaste den et sideblik. Havde hendes anden tanken været rigtig var det heller ikke noget ønskeligt der ville komme derfra. Ikke for hende. Ville de forstyrre ham for at melde hende væk? Eller andre undsluppet?
Skeen skrabede afslørende over bunden, som skålen viste sig tom fra den ene bid til den anden og hendes blik let viste overraskelsen over det. Det gav hende så grund til at rejse sig og stille den væk, men hendes krop ville ikke og i stedet sad hun bare og så ned i skålen.

Jeff fjernede ikke blikket fra døren imens han ventede i stilhed. Den lette stilhed der kun blev afbrudt af de lyde man kunne forvente. Hun larmede ikke med at spise, men der var altid en lyd forbundet. Noget han kunne høre svagt stoppede som hun flyttede sig, og opstartede igen. Døren var verden udenfor der ville indfange hende igen. Kunne han bebrejde hende for at ville holde afstand til den?

Jeffrey drejede blikket mod hende ved den skrabende lyd af skeen der ramte bunden af skålen. Hun havde været hurtig. Formenlig udsultet i længere tid. Med en let brummen rettede han sig op i stolen igen, men nåede ikke at rejse sig for at gå imod hende, før der blev banket på døren. Og denne gang ventede personen udenfor. Det havde ganske formentlig spredt sig at han var i en privat situation.

Jeff rejste sig langsomt, og med rolig gang bevægede sig mod døren som han åbnede. "Herre, vi øhm.. Vi bringer nyt." Jeffrey kiggede på hvad der i hans øjne bare var en knægt. "Udenfor" med en håndbevægelse bakkede knægten så hurtigt at han næsten snublede over sig selv, og Jeffrey bevægede sig ud på den anden side af døren og lukkede den, men flyttede sig ikke længere fra dem. Alt imens han så afventende på krigeren.

"Herre, slaver er undsluppet fangeskab. De fleste er indfanget.." Manden blev afbrudt af Jeffreys klare stemme "hvor mange?" Krigeren så meget foruroliget ud "Fire herre.. tre andre er døde.. Dem der slap ud er samlet til afhøring? men.. vi mangler stadig én." Jeffrey kiggede tavst på manden. Et tab. Så mange slaver havde de heller ikke. "Du mener hende hos mig?" Krigeren fik en rødmen over sine øre "ja.. herre" Med en dyb indånding valgte han at lade være med at tænke på Julia og i stedet sin plads. "Lad den forblive fanget samlet i nat.. Ingen mad. Ingen vand. Afhøring i morgen, meget tidligt. Væk dem med isvand" hans stemme var lavmælt, men stadig stærk. Men den lavmælte stemme havde taget højde for at der ikke kunne lyttes med til hans ord på den anden side af døren. "Gå" med det gik krigeren med sin ordre og Jeffrey åbnede døren ind til sine gemakker og lukkede døren efter sig.

Stilheden mellem dem varede ikke længe, før en banken på døren brød den. Julias blik gled med lidt for tydelig hast og kun slet skjult frygt til den, før hun tvang sig selv til at virke i ro. Frygt her var som blod i vandet og hun havde ikke brug for at vise mere af den overfor hvem end der var på vej til at se ind.
Se ind.
Som Jeff rejste sig for at gå til døren, satte hun skålen fra sig ude af syne og tillod bevægelsen at glide skjorten ned over den ene skulder, som den også gav hende grund til at sætte sig på gulvet ved den forladte stol. En lille flytning fremad for hende, men et andet signal om position for hvem end der så hende. Selvså kort som den unge mand nåede det, før Jeff havde ham og sig selv ude af døren.

Atter tøvede Julia et øjeblik, før hun med en grimasse fik sig rejst og så stille hun kunne stillet sig ved døren for at lytte med. Ingen dør var trods alt helten blok for lyd med mindre den var magisk påvirket til at være det. Noget denne ikke var. Dæmpede stemmer gled til hende. Tal og tab. Enkle oplysninger om hvad hendes handlinger havde betydet og forvoldt, men hun ville have gjort det igen. Muligheden havde været den eneste nogen af dem havde haft og alternativet?
Stemmerne sank væk til en brummen uden ord og hun flyttede sig tilbage til sengen. Jeff var for dreven til at overhøre så let uden at han ønskede det. Det havde han altid været. Det gav hende så et øjeblik til at lade blikket hvile på hans bord og de åbne papirer der, men de kunne vente. I stedet satte hun sig tilsyneladende afventende hans bud på sengen og fandt en udstråling af lige det frem. Ikke at han ville købe den. Han havde altid set lidt for godt igennem hendes røgslør.
"Slap nogen væk?"

Frygten var så tydelig en forklaring på hvad hun havde været udsat for. Nok havde Jeffrey ikke en viden om hvad det præcis havde været, men nok til at kvinden i rummet ikke kunne skjule det. Han ønskede ikke at se hende sådan.
På mange punkter havde Jeffrey aldrig tænkt over hvilke konsekvenser tortur havde på slaverne, fordi de aldrig havde haft en betydning andet end købt arbejdskræft. Det var så normalt indenfor mørkets hær, at hans mange år i tjeneste havde lagt et tæppe over hans sind. Han vidste i grunden godt hvilken indvirkning det havde, men så længe de lystrede havde han været ligeglad.

Lige indtil Julia var kommet ind af hans dør igen.

Jeffreys blik gled over til det sted, hvor Julia øjensynligt skulle havde siddet siden han gik. Med en let brummen gled over ham, som han stærkt tvivlede på at hun var knækket så meget at hun end ikke ville forsøge at lytte med.
Han var begyndt mere og mere at betvivle at hun bare var en simpelt kropige der havde været det samme sted som han ved et rent tilfælde de år tilbage. Havde hun været det, ville hun havde været knækket.
"Fire" svarede han sandfærdigt som han gik tilbage til sin stol og satte sig. "Tre andre er døde" og så var der hende. Hun var et sted midt imellem at være fri og fanget, for selvom hun stadig var fastsat i sin placing, var dette fængsel nok stærkt at foretrække fremfor de våde og kolde kældre.  "Hvil dig. Vi kan snakke i morgen" Han havde stadig mange spørgsmål, men også tiden til at få dem spurgt.

Et glimt af undertrykt morskab viste sig flygtigt i Julias øjne ved Jeffreys reaktion på hvor og hvordan hun sad. Der var intet at udsætte på det som sådan, men han vidste så godt som hende at hun ikke havde siddet der gennem hele hans snak og at hun var alt andet end så ydmyg. Det var farligt at han vidste det, men samtidig helt som det skulle være. Noget velkendt i dette hårde spil de var kastet ud i af hendes handlinger gennem mange år.
Glimtet var dog væk før hendes spørgsmål faldt og langt før han svarede. Nok godt det samme for svaret var af alvor. Tilfredshed strejfede hende let over det første tal, men straks efter afløst af sorg for de mistede liv, hvor overfladisk hun end havde set dem. De havde ikke været døde i nat, men måske først senere havde hun kun lukket sig selv ud. På den anden side havde fire stadig siddet blandt de andre og ikke været på vej væk - muligvis for at berette om hvor de havde været. Hvis de kom helt væk.

Hun så væk og nikkede så, som kommandoen gled tilbage i hans ord og i hans holdning. Der var ingen tvivl om at det ville være det sidste sagt i aften med mindre hun pressede andet igennem og at gå tå til tå med Jeffrey havde altid krævet hende i bedre stand end hun var i lige nu.
Alligevel var det mærkeligt at trække hans tæppe til side og krybe ned under det. Lægge sig i hans seng og lade sig omslutte af hans duft som hun havde gjort det så ofte for så mange år siden. Til en starte lagde hun sig på siden så hun kunne se ham, men som øjnene gled i, gled hun også om på ryggen hvor hendes krop helst så hun var og lod hende synke mod dybet og mørket i søvnen.

---------

Mørket holdt hende de første mange timer, som hendes krop krævede hvad den havde brug for,før hendes sind fik lov at tage over med sit rænkespil af drømme og mareridt. Uroen fik hende til at vende sig, til at krumme sig sammen og beskytte sig i søvne, mumlende det samme navn igen og igen med alt andet end gode følelser bag og tydeligt forstærkende hendes uro og tiltagende frygt.
"Andrew..." Hun vågnede med navnet stadig hængende på læberne og ingen fornemmelse for hvor hun var eller hvorfor. Kroppen værkede, men det sagde hende meget lidt, værelset var dunkelt og sengen en helt anden end.... Så ramte virkeligheden hende endeligt og hun fik øjnene helt op og fokuseret på rummet hun var væltet ind i aftenen før og.... Atter stoppede hun mentalt op og måtte synke. Det var stadig ilden hun havde ramt fra asken og hvor slemt den ville brænde, det var ikke til at vide.

Det havde ikke lagt op til diskussion da han på vant vis havde beordret hende til at ligge sig til at sove. Få hvilet ud, efter de mange prøvelser hun havde været igennem. Guderne måtte vide hvornår hun sidst havde fået en solid nats søvn, i en seng og ikke på hård jord eller fugtigt stengulv. Jeffrey kiggede på hende som hun kravlede under tæpperne, men lod derefter sit blik glide tilbage til skrivebordet. Han så hende ikke falde i søvn, men kunne langsomt høre forandringen i hendes vejrtrækning, som han fjernede det øverste lag af papir og fokuserede på testen under i lyset fra et enkelt sterinlys.

Det var hårdt for øjnende i længden, og endte med at Jeffrey lændte sig tilbage i sin stol, foldende hænderne og lod den hvile på maven, mens han bare kiggede tomt ud i det dunkle rum i flere timer, nogle gange driftende over i let søvn, i korte øjeblikke af gangen. Hans krop var ikke begejstret for at skulle sove i en stol, så søvnen kom ikke på nogen måde nemt.

-------

Jeffrey sad i en halvt sovende tilstand med dybere vejrtrækning end hvis han havde været lysvågen. Men lyden af en krop der vendte sig under tæpperne, fik hans trætte øjne til at løfte sig op og spejde ud i mørket til de landede på Julias urolige skikkelse. Vende sig så hun nu lå med ryggen mod ham, krummet så meget sammen som hendes krop end kunne tillade, og en mumlen begyndte.
Mareridt.
Jeffrey blinkede et par gange, for at genvinde en mere vågen tilstand og det mumlende navn blev mere tydeligt for hans trætte person.  Andrew. Jeffrey kunne ikke sætte et ansigt på navnet, og slet ikke som kunne frembringe en så urolig drøm at hun udtrygte navnet i frygt. Hun kunne ikke lyve når hun sov.

Lyset var i løbet af natten løbet ned og gået ud. Jeffreys øjne hvilede på Julias skikkelse, som hun begyndte at røre på sig og ventede til at hun slog øjnende op for at indikerer at hun i hvert fald var vågen. Øjne der spejdede rundt i lokalet. "Mareridt?"