Sted: Langs toppen af bymuren
Tid: Tidlig efterårsaften omkring solnedgang

Le havde ikke været i Dianthos i meget lang tid. Faktisk var det så længe siden, at hun slet ikke kunne huske det, men nu havde hun endnu engang været draget mod hovedstaden og dens mange skæbner. At alle elvere og elver-lignende folk nu var bandlyst i byen, vidste hun ikke noget om, og selv hvis hun havde vist det, så ville det nok ikke have stoppet hende. Hun havde engang været halvelver, og de spidse ører var der endnu, men det var så uendeligt mange år siden, at Le slet ikke tænkte over det mere. 

Hun havde fløjet langt den dag, og var landet på toppen af bymuren, hvorfra hun havde en flot udsigt over byen. Sikken mange sjæle, der boede her! Hun blev næsten helt rundtosset af det myldre af sjæle, og det var svært at skille dem fra hinanden. Det var som at stirre ned i en myretue! Det var helt utroligt. Hvis hun ville finde en bestemt sjæl, måtte hun koncentrere sig kraftigt om det, men indtil videre ville hun blot iagttage og lære. 

Forsigtigt gik hun langs muren, mens den kølige efterårsvind tog fat i hendes hår og klæder. Hun skuttede sig lidt og trykkede sine store vinger tættere mod sin ryg, så de fungerede mere som en varm kappe. Der stod vagter langs muren og holdt udkig, men Le gik blot forbi dem, og de så hende slet ikke på trods af, at hun lyste op i mørket med sit hvide hår og vinger. 

Le gjorde holdt ikke langt fra en af vagterne for at læne sig lidt udover murkanten og se ned på folkene dernede. Det var vist et marked, for der stod en masser boder, der solgte alverdens ting. Det var meget fascinerende, og Le glemte lidt tid og sted, mens hendes lyse blik gled over sjælene dernede i det begyndende mørke.

"Atjuh!" 

Den kolde vind fik hende til at nyse. Vagten, der stod få meter fra hende, drejede hovedet i hendes retning og stak så i et mægtigt hyl og væltede bagover, så han tabte den fakkel, han havde holdt. Der lød straks råb fra de andre vagter, der kom løbende langs mure. 

"Hvad er der?" blev der spurgt.

"B-bagholdangreb!" hylede den forskrækkede vagt og pegede mod Le, der blot stod der og så meget forundret ud. "HUn sneg sig ind på mig!"

Le forstod straks, hvad der var sket; hendes evne havde maskeret hendes tilstedeværelse, men lyden fra nyset havde brudt den, og for vagten måtte det have set ud, som om hun var dukket op ud af ingenting, selvom hun havde stået på det samme sted i næsten en halv time. 

"Frøken, hvad laver De her?!" forlangte en af vagterne at få at vide, mens han trak sit sværd og pegede mod hende med det. Le var blevet omringet af vagter på alle sider. "Forklar straks!"

"Undskyld," sagde hun forsigtigt. "Jeg... det var ikke med vilje."

Netop da tog vinden fat i hendes lange hår igen, og hendes spidseører kom til syne. 

"En elver! En snigmorder! Elverne har sendt en snigmorder!" udbrød flere af vagterne, og Le trådte et skridt tilbage, da de rykkede tættere mod hende.

Le kunne nok godt have kæmpet sig væk fra dem og fløjet sin vej, men hun var så overrasket over, at nogen kunne tro, at hun var en snigmorder, at det slet ikke faldt hende ind.

"Jeg har i-ikke gjort noget!" prøvede hun at sige, de vagterne tog fat i hende og trak hende hen langs muren, men de hørte ikke efter. De var næsten seks mand omkring hende, mens de skubbede af sted med hende med fakler og raslende håndjern. Le prøvede ikke at modsætte sig, for hun var bange for at komme til at skabe mændene, og hun troede også, at hun kunne overbevise dem om, at det hele var en misforståelse. 

"Jeg er ikke snigmorder," forklarede hun, da de kom til at rampe, der ledte ned fra muren. "Jeg er bare--"

"Hold kæft, spidsøre!" bjæffede en vagt og trak så hårdt i hende, at hun snublede og faldt på den mudrede rampe, så hendes hvide kjole blev beskidt. "Op med dig!"

Mørket var ved at lægge sig over byen og Tarek havde snart fri. Han havde brugt endnu en dag i Skumringskvarteret og Nedre by på at holde øje med de fulde, de småkriminelle og gadebørnene. Intet specielt var sket, hvilket altid var godt. Jo kedeligere hans vagt var, jo færre kom til skade eller blev smidt i brummen. Så han havde hygget sig og haft en god dag. Det var tiltrængt efter dagen før, der havde været ganske forfærdelig. Han havde forsøgt at snakke med en engel, der havde vist sig at være svær at komme på lige fod med. Og senere, da han havde forsøgt at fortælle de to drenge, hvad der var kommet ud af samtalen, var han ikke blevet taget godt i mod. Så det var ikke med et smil om læberne, han havde lagt sig til at sove den aften. Men i dag var bedre og han havde slet ikke haft tid til at tænke over det.

Det var hans sidste runde i kvarteret, inden han kunne vende tilbage til Hovedkvarteret, aflægge en kort rapport og derefter finde noget at spise, inden høet i hans boks i stalden kaldte på ham. Mange undrede sig over hans velvillighed til at sove i stalden, men han elskede det. Han var vokset op i en flok, hvor man sov under himmel, tæt for at holde varmen og for at være sikre. Så lyden og duften af hestene var beroligende og fik ham til at sove meget bedre.

Han var kommet frem til bymuren. En mur han aldrig ville komme op på grundet sin størrelse, men en mur han havde passeret igennem flere gange end han kunne tælle til. Hans evne havde været ganske praktisk under Kiles Ordens magt, han havde smuglet elvere, halvelvere og politiske modstandere ud under deres næser. 
Et skrig nåede hans ører. Det var oppe fra bymuren. Han kunne lige skimte nogle skikkelser. Med en svag banden, de fleste ikke ville forvente at høre fra den milde kentaur, travede han hen mod trappen op. Ikke at han kunne gøre noget, men mængden af stemmer fortalte ham også, at der vist var rigeligt med vagter til at tage sig af, hvad end der var sket. Men han kunne ikke bare lade som ingenting, han måtte se, om han kunne gøre noget.

Så han stod ved bunden af trappen, da seks vagter kom slæbende med deres fange. Tarek havde forventet noget slemt, en dæmon eller måske en mørkelver, men i mellem de mange mænd gik noget der kun kunne være en engel med de hvide vinger og alt for lyse udseende. Han behøvede ikke sin evne for at se, at hun var overrasket og bange.
Pludseligt væltede hun og Tarek sprang frem med forbenene på trappen og armene ud for at gribe hende så godt han kunne. Uskyldigheden ramte ham så snart, hans hud rørte hendes, men han nåede ikke at svælge i den, før en af vagterne vredt bad hende rejse sig. Tarek løftede blikket og så op på ham og de to andre, der stod lige bag ham.
"Hvad I alverden laver I, skubber rundt med en engel på den måde." Han sænkede blikket til englen og talte mildt til hende. "Er du kommet noget til?" Inden han fik hendes svar, afbrød den forreste byvagt dem, en mand Tarek godt kendte og ikke brød sig om.
"Hun angreb Danni oppe på muren, hun er en elver. Du kan selv se hende ører, hestedreng." 
Hestedreng. Tarek mærkede et surt opstød af vrede, men holdt det nede.
"Tror du ikke Danni nok var faldet i søvn igen og ikke opdagede en engel, der landede på muren? Desuden burde du vide, at en engel kun har udseende efter sin race før sin død, de er ikke racen. Men det har du nok drukket ud af hovedet, mon ikke." Tarek rettede sig helt op, hvilket fik ham til at se endnu højere ud, nu han stod halvt oppe på trappen. Hans grå øjne borede sig ind i den anden byvagts. "Og pas du på med de grimme tilnavne, en eller anden dag ser jeg dig ikke, når jeg kommer rundt et hjørne." At han aldrig kunne finde på, at trampe nogen ned med vilje, var en anden sag, men han blev nødt til at gøre et eller andet for at stoppe ham. Han ville respekteres. Han havde lige så meget ret til at være der som alle andre racer. At Bigwig nok også lige fik at vide, at der stadig var problemer, var nok en anden sag. Ikke at Tarek ligefrem sladrede, men løjtnanten ville gerne kende til de dårlige æbler i styrken.

Man kunne se på den anden byvagt, at han blev vred, men den af de andre tog ham i armen og hviskede noget til ham, hvilket fik dem alle til langsomt at vende om og gå. Tarek så lidt efter dem, inden han igen vendte sin opmærksomhed mod englen, der på ingen måde kunne være en fare i mod byen. Et bekymret smil viste sig på hans ansigt som han rakte ned for at hjælpe hende op.

Le nåede at blive rigtig bange; det var ikke ofte, at folk ligefrem gik til angreb på hende på den her måde. Hendes største fjende havde altid været ligegyldighed og intethed, ikke aggression. Hun løftede sine vinger en lille smule, da hun faldt, for at skærme sig mod de rasende mænd. Hendes knæ og håndflader var snavsede af mudder og lidt blod fra hudafskrabninger. Det hele var så fremmed for hende, at hun nærmest gik i chok. Frygt var ikke en følelse, hun var vant til, og den eneste reaktion, hun kunne komme med, vat at begynde at græde helt stille.

Der var mænd, der talte over hovedet på hende, mens hun lå og krøllede sig sammen under dem, men pludselig gik de fleste af dem. Le løftede en vinge for at kigge forskrækket op og se efter, hvad der skete. Hendes blik mødte en udstrakt hånd og et venligt smil i et venligt ansigt.

Le stirrede forskræmt på smilet, så hånden. Meget forsigtigt rakte hun op og tog den, selvom hendes hånd gjorde ondt fra faldet. 

"Hv-hvem er du?" spurgte hun med en meget lille stemme. "Hvad skete der?"

Det varede et øjeblik, men til sidst tog hun hans hånd og han hjælpe hende på benene. Frygt og forvirring. Ikke så underligt efter den behandling de andre havde givet hende. Han slap hende igen og bakkede ned af trappen, så han ikke virkede så voldsomt stor. Ikke at han havde lyst til at slippe hende, han havde mere lyst til at holde om hende og trøste hende, men lige nu var han en af dem, der havde skræmt hende, iklædt den blågrå uniform.
"Mit navn er Tarek. Jeg er en byvagt." En venlig en af slagsen, men det sagde han ikke højt. Selvom de andre opførte sig forfærdeligt ind i mellem, var de stadig en del af det samme og han måtte støtte op om dem, selvom han ikke var enig med dem, altid.

De venlige øjne hvilede på hende og han smilede stadig, venligt og bekymret.
"Du kom vist til at forskrække nogle af mine kollegaer. Stemningen er en smule spændt i Dianthos i øjeblik, så de overreagerede en smule. Det er jeg ked af." Han gjorde tegn til, at hun komme ned af trappen og ud til ham. Han lod blikket glide over hende og en let rynke dukkede op mellem hans øjenbryn.
"Jeg håber ikke, at du er kommet noget til." Hvis hun var, måtte han hellere tage hende med til Helbredelseshuset. Det kunne ikke hedde sig, at byvagter skadede uskyldige væsner. Ikke i hans hoved i hvert fald, selvom virkeligheden godt kunne se lidt anderledes ud. Nok var byvagter ansat for at holde på lov og orden, men efter Kiles Ordens overtagelse af magten, var der kommet flere rådne æbler ind og nogle gange følte Tarek, at flere af hans kollegaer var lige så kriminelle som dem, de skulle anholde. Inklusiv ham selv, men det han gjorde, var for den gode sag. For at dulme samvittigheden.

Le var stadig ret forvirret og chokeret over hele affæren, og hendes hjerte bankede stadig løs i brystet på hende. Hun var slet ikke vant til den slags, og hun var rystet helt ind i sjælen. Hun kiggede på Tarek med de store, lyseblå øjne og lignede mest en forskrækket hare.

Da Tarek spurgte, om hun var kommet noget til, så Le ned ad sig selv. Faldet havde slået hul på hendes håndflader og begge knæ. Det var ikke, fordi det var specielt slemt – bare nogle halvgrimme hudafskrabninger – men de sved og gjorde ondt, og det var så længe siden, Le sidst kom til skade, at hun rent havde glemt, hvor ubehageligt det føltes. Det kom ligesom bare oveni det hele, og hendes øjne begyndte at løbe i vand.

"N-nej, det er ikke så slemt," fik hun fremstammet, men sekundet efter brød hun ud i gråd, der rystede igennem hele hendes lange, tynde krop. Hendes enorme vinger sitrede og krøllede sig beskyttende om hende.

Åh. Tarek fik et medlidende udtryk i ansigtet, da den meget hvide engel begyndte at græde. Hun måtte være blevet så forskrækket over det hele. Og hudafskrabningerne så ud til at svie. Helt uden at tænke nærmere over det, gled han ned på knæ på sine forben, så han var mere i højde med hende, og rakte ud for at trække hende ind i et blidt kram. Hans evne bekræftede ham i, at det ikke var forkert, så han holdt hende ind til sig og hvilede let sit hoved mod hendes. Bare for at få hende til at føle sig tryg. 
Hans evne stod åben, mens han gjorde dette, bare for at være sikker på, at han ikke brød nogle grænser. Hans evne var praktisk i sådan en situation. Samtidigt mærkede han resten. Ensomheden. En ensomhed, der føltes bekendt og så dog ikke. En hungren, han genkendte fra sig selv, efter nærkontakt og venlige smil. Og frygten og forvirringen, der gennemsyrede alt lige nu, sammen med ønsket om godhed. Igen en følelse han kunne genkende fra sig selv.

Alt dette fik ham til at klemme lidt mere fast om hende, tilbyde sin varme krop som trøst og nærhed. Et kram han egentligt selv havde haft desperat brug for siden dagen før, men noget han sjældent kunne få her i Dianthos. Gadebørnene gav ham kram i deres egen egoistiske søgen på kærlighed fra en voksen og han gav dem det med glæde. Men det var det værste ved at være væk fra sin familie. Han manglede den kærlighed, de havde kunne tilbyde ham. Varmen. 
Så selvom han krammede hende for at trøste hende, for at være der for hende, tillod han sig ubevidst at suge lige så meget varme fra hende som han gav hende. Og han trak sig ikke før hun ville have ham til det eller det hele alligevel blev lidt for langtrukkent.

Le græd bare endnu mere, da Tarek krammede hende. De varme arme omkring hende virkede som en slags forløsning, og alle de slemme tanker, der havde plaget hende, siden hun sidst græd, fik tårerne til at strømme endnu kraftigere. Det var meget længe siden, hun sidst have grædt, så der var en masse, der skulle ud. Uden at tænke nærmere over det viklede hun sine arme omkring Tarek og krammede ham tilbage. Hans favn var varm og stærk, og Le begravede sig lidt i den, mens hendes spinkle krop rystede af gråd.

Hun blev stående sådan i i hvert fald fem minutter, før tårerne endelig begyndte at stoppe, og hendes hulken ar reduceret lidt nogle enkle snøft og hik, men da var Tareks uniform og blevet helt gennemblødt på skulderen af tårer.

"T-tak," hviskede Le, hendes stemme ret svag. Chokket havde lagt sig, og nu stod hun bare og nød den varme omfavnelse.

Helt uden at tænke over det, lukkede Tarek øjnene. Han fokuserede på hendes krop, der rystede af gråd, hendes vejrtrækning og hendes følelser, som han dog lukkede af for på et tidspunkt for ikke at trætte sig selv mere end højest nødvendigt. Hendes arme om hans liv var en eftertragtet følelse og han nød den. Hvor længe de stod sådan vidste han ikke, men der var ingen grund til at slippe hende, som hun fik grædt ud. Det var åbenbart tiltrængt og han lod hende. Lod sig selv trøste af hendes nærvær.

Til sidst fadede hendes gråd ud, men han slap ikke hende, da hun ikke slap ham. Dog løftede han hovedet fra hendes, for at give hende lidt frihed. De var trods alt to fremmede.
Hendes tak fik ham til at give hende et let klem og et smil dukkede op på hans ansigt, selvom hun ikke kunne se det.
"Du virkede til at have brug for det." Hans ene tommelfinger aede hende lidt på det ene skulderblad for at understrege, at det var okay for ham. Det var det. 

Hans blik gled rundt. Der var et par stykker, der stirrede på dem, men de fortrak hurtigt som de så, at byvagten kiggede på dem. De fleste havde efterhånden lagt mærke til ham, en kentaur i den genkendelige uniform, og de fleste, i hvert fald på markederne, havde opfanget, at han var en venlig mand, der gav ud af det, han havde. Men at han ligefrem stod halvt på knæ og krammede på en engel med imponerende hvide vinger var nok noget til listen over underlige ting, folk havde set ham gøre. Han var ligeglad, hvad folk tænkte om ham var sjældent vigtigt, selvom han ønskede at give et positivt indtryk. Altid.

Le snøftede højlydt og trak sig langsomt tilbage, så hun kunne se op på Tarek. Hendes lyseblå øjne og næse var en smule røde fra al gråden, og et par enkelte tårer hang stadig i hendes hvide vipper. Hun tørrede over sine kinder med sin hånd, som dog blot efterlod et spor af mudder i hendes ansigt, da den stadig var snavset fra faldet. Le lagde ikke mærke til noget, men smilede blot lidt forlegent op til Tarek.

"Du er meget venlig," sagde hun forsigtigt. "Undskyld. Det var ikke meningen at græde på din fine uniform."

Hendes blik gled over den store, våde plet på Tareks skulder.

"Jeg kan godt vaske den for dig!" tilbød hun så, som en tilføjelse. Hun var faktisk ret god til at vaske tøj, da hun jo måtte vaske sin hvide kjole helt selv, når den blev beskidt. Beskidt.. hun så ned ad sig selv. Der var mudder på den fine kjole, og der var slået hul i stoffet, hvor hendes ene knæ havde ramt jorden.

Da englen trak sig lidt tilbage, gjorde Tarek det samme, så han kunne se hendes ansigt. Hun var køn og så uendeligt uskyldig ud. Hvordan kunne de andre vagter tro, at hun var her for at gøre noget ondt?! Hans smil voksede lidt, da hun tværede mudder ud i hovedet på sig selv og han kunne ikke andet end at sammenligne hende med et lille barn. Hun fik ham faktisk til at tænke på et par af de små piger blandt gadebørnene. Men det sagde han ikke højt. I stedet aede han hende hen over skulderen.
"Det gør ikke noget, den slags sker." Han var ligeglad, var hans uniform ikke lidt nusset, ja så sad han da helt stille og gjorde ikke sit job. 

Hans blik fulgte hendes og han rystede på hovedet.
"Jeg tror det er vigtigere at få dig frisket lidt om." Han tog hendes hånd og betragtede hudafskrabningen. "Vi må hellere sørge for, at der ikke går betændelse i." Han drejede hovedet og så ned af den gade, de stod på. Det bedste ville være at finde hende et sted at være, hvor hun kunne få kigget på sine sår. Men han havde ikke råd til et kroværelse og det så ikke ud til, at hun havde nogen ejendele. Og deres lille sikre hus var optaget i aften. Nej, den eneste logiske løsning var byvagternes stald, hans hjem, men han havde fået at vide, at han ikke bare kunne slæbe folk med derhen. En ordre han godt kunne forstå, men lige nu var det den bedste løsning. Så måtte han tage det møgfald, der måtte komme.

Tarek så på den søde engel igen.
"Jeg har noget salve derhjemme." Han bed sig kort i læben og gik så til bekendtgørelse. "Jeg bor godt nok i byvagternes stald, så jeg ved ikke, om du vil med. Ellers skal jeg hente det." Hans ene hånd havde stadig fat i hendes, der hvor hendes hud var hel og fin, omend lidt beskidt. Han ville gerne have hende med, men hun skulle også være tryg.

Les kinder blev en smule lyserøde og varme, da Tarek tog hendes hånd. Hun vidste ikke hvorfor; kærlighed og seksualitet var koncepter, der var totalt fremmede for hende. Hun kunne sagtens føle begge dele, men hun vidste ikke, hvad det var, så hun kunne ikke handle på det. Lige nu var hun også mest optaget af kentauren, der holdt hendes hånd og smilede til hende.

"Jeg vil gerne med!" røg det ud af hende. Hendes hænder og knæ gjorde stadig ondt, men Tareks sjæl føltes varm og behagelig, som en lun flamme, hun kunne varme og sunde sig ved, og chokket blev efterhånden fjernere og fjernere til fordel for nysgerrighed. I første omgang ville hun gerne vide, hvad en stald var og om den mon var lige så rar, som Tarek fik den til at lyde. Hun ville gerne vide mere om ham også, men hun turde endnu ikke mærke for meget på hans sjæl. Der var en tristhed, der gemte sig i ham - det kunne hun mærke uden at prøve - men hun måtte vente lidt med er finde ud af mere.

Tarek nåede knap nok at snakke færdig, før englen ganske ivrigt proklamerede, at hun ville med ham. Han kunne ikke andet end at smile lidt mere over det. Man skulle tro, at han havde inviteret hende med op på paladset og ikke hen til byvagternes stald.
"Jamen så..." Med en tung bevægelse kom han op at stå på alle fire igen. Brostene havde været hårde ved hans knæ og stilling gjorde ham lidt træt i ryggen, men ud over en kort grimasse, brokkede han sig ikke. Det var ret hurtigt gået op for ham, at han ville bruge meget tid på knæ, så han var på højde med de fleste andre væsner. Det var noget, der fulgte med hans drøm om at være byvagt og det var der ikke så meget at gøre noget ved.

"... følg med." Han slap ikke hende hånd, men lod det være op til hende, om hun ville holde ved den eller ej. Lige meget hvad førte han hende ned ad gaden. Han skævede til hende og så efter om det gjorde for ondt for hende at gå, for så ville han tilbyde hende en tur på sin ryg, men det var ikke noget han gjorde, medmindre det var højest nødvendigt. Selvom han delte krop med dyrene, var han ikke en hest. Han var et intelligent væsen og han fandt det nedværdigende at blive betragtet som andet. Som et transportdyr. Det var ikke fordi, at han slet ikke ville bære på nogen, men kun når det var det bedste.

Turen til hovedkvarteret var ikke så lang. En tur han gik i tavshed, ud over de folk han hilste på. Der var også en flok gadebørn, han vinkede til, hvilket fik dem til at stikke af med en hørbar fnisen. Sikkert ude på ballade, men så længe han ikke fangede dem i det, var der ikke så meget at gøre ved det. En enkelt person stoppede ham og spurgte om vej til markedspladsen, hvilket han villigt pegede ud. Han var sådan set stadig på arbejde, og uniformen var ens over hele landet, så selv folk, der ikke havde været i Dianthios før, vidste han var et venligt ansigt. 
Endeligt dukkede bygningen op og han ledte hende ind igennem porten, efter at have set sig lidt om. Ingen i syne lige nu. Stalden var høj til loftet og fyldt med to lange rækker af båse. Der var halvtomt, men et par heste kiggede alligevel ud, da de hørte hovslag. 
"Det er så her, jeg bor." Som de gik ned af staldgangen hilste han på hver enkelt hest. Han kunne ikke kommunikere med dem, men derfor kunne han godt stryge dem over mulen alligevel. Han kendte dem efterhånden. For enden stoppede han op ude foran et par båse, hvor skillevæggen var fjernet, så det var en står bås. Gulvet var dækket af et tykt lag frisk hø, noget af det dækket af tæpper. En lille reol med hans få ejendele stod mod væggen og en kiste med de større ting, stod ved siden af. Der var også en spand med vand, ligeledes frisk. Han ordnede normalt selv det hele, men en gang i mellem, når han havde for travlt, gjorde en af stalddrengene det for ham, hvis de havde tid.
"Det er ikke noget specielt, men jeg kan lide det." Han trådte ind og lagde sig ned i høet, så han kunne nå både vand og reol, inden han gjorde tegn til, at hun kunne sætte sig på tæpperne.

Le gik i stilhed ved siden af Tarek og så sig omkring. Nu hvor hun kom lidt rundt i Dianthos' gader, kunne hun måske godt huske lidt af byen, men det var godt nok ikke meget. Hun pillede lidt ved den flossede hud på sine håndflader og skar en grimasse; det gjorde ondt. Hun blev dog heldigvis distraheret af de folk, der sagde goddag til Tarek. Det lod til, at han var en afholdt figure i byen, hvilket Le godt kunne forstå. Han var jo så sød, og det så ud til, at han behandlede alle lige så sødt, som han havde taget sig af hende. Men Le gad godt vide, hvorfor Tarek så var trist. Hun havde ikke haft mulighed for at granske hans sjæl nærmere, men hun havde bestemt mærket en tristhed i den, som havde gjort hende nysgerrig.

Stalden var varm og hyggelig, og selvom Le aldrig rigtig frøs, så skuttede hun sig alligevel i den lune stald. Hun kærtegnede hver enkelt hests sjæl, mens hun smilede; hun kunne godt lide dyr. De overså hende aldrig, og de var aldrig bange for hende sådan som mange folk var.

"Det er et dejligt hjem," sagde hun forsigtigt, mens hun satte sig på tæpperne som instrueret. Snavset og hullet i hendes kjole stod tydelige frem mod det hvide stof, men Le var lidt for distrahere af at kigge sig omkring i Tareks lille hjem til at tage sig for meget af det.

Englens ord fik ham til let at trække på skuldrene. Det var et hjem. Han var vant til at være omrejsende, det med tag over hovedet og vægge omkring ham var uvant, så dette var fantastisk for ham. Han vidste godt, at de fleste anså det for nedværdigende at skulle bo i stald, når der var mulighed for et værelse eller et hus. Men Tarek var et stort væsen og han fik klaustrofobi i de fleste små huse. Og hvad skulle han bruge et hus til? Han var aldrig hjemme alligevel. Stalden og båsen her gav ham alt det, han havde brug for. Et sted at sove og et sted at opbevare sine få ejendele.
"Jeg har ikke brug for andet." Det gjorde ham nu alligevel lidt glad, at hun virkede til at kunne lide det. Som sagt var gæster ikke så velset, siden det stadig var byvagternes ejendom, så han havde stort set aldrig nogen med herhjem. 

Han rakte ud og tog en ren klud, som han dyppede i spanden med vand. Dette var noget, han havde prøvet mange gange før, bare med sig selv, som småskrammer var en del af jobbet. Og hans størrelse. Efter at have vredet den op, rakte han ud og tog hendes ene hånd for at vaske snavset af den og sikre sig, at hudafskrabningen var fri for skidt.
"Det svier nok lidt. Sig til, hvis det bliver for slemt." Hans lidt ru hænder var uendeligt blide, som han begyndte at rense hendes hånd. Han gjorde det ret ofte på gadebørn også og han følte stadig lidt, at hun var et barn. Ikke i udseende, men i mentalitet.

For et øjeblik løftede han blikket til hendes ansigt, venlig og nysgerrig.
"Hvad hedder du?" Han havde vist ikke fået hendes navn. Han havde givet hende sit, men det var ikke sikkert, hun kunne huske det. Så måtte hun jo sige til. Han smilede lidt og sænkede så blikket igen mod det, hans hænder lavede.

Le så nysgerrigt til, mens Tarek tog hendes hånd og en klud. Hun lænede sig tættere på for bedre at se, men udstødte straks et lille piv, da kluden gned over hudafskrabningen. Det sved og gjorde ondt, men hun trak ikke hånden til sig. Hun blev blot siddende, mens hun sundede sig lidt. Tarek så ud til at vide, hvad han lavede, og Le stolede på, at han ikke ville hende noget ondt. 

"Jeg hedder Le," svarede hun på hans spørgsmål og smilede til ham, selvom hendes hånd stadig sved en del. "Og du hedder Tarek. Det er et fint navn. Hvem har givet dig det?"

Tarek stoppede ikke med at vaske skidt af hendes hånd, selvom det gjorde ondt på hende. Han var ked af, at det var sådan, men det var vigtigere at få jorden ud af hudafskrabningen, så der ikke gik betændelse i. En healer ville have gjort det samme, så han trøstede sig med, at han blod gjorde, hvad der var nødvendigt. Det var kun en hudafskrabning, så han tog hende ikke med til helbredelseshuset. Ingen grund til at give dem mere at lave over noget så småt og ufarligt. Forsigtigt men grundigt fik han skidtet ud af såret.

Le. Han løftede kort blikket og så på hendes ansigt. Jo, det passede nok meget godt. Hendes efterfølgende spørgsmål fik ham til at smile og trække på skuldrene. 
"Mine forældre. Er det normalt ikke dem, der giver børn navne?" Han vidste ikke, hvem af dem, der havde givet ham navnet Tarek. Hans mor måske? En tanke der gav ham et kort stik i hjertet, noget han oftest fik, når hans tanker faldt på hende. 

Han stillede sig tilfreds med renheden af hendes sår og slap hendes hånd for at skylle kluden grundigt, inden han tog hendes anden hånd og startede forfra. 
Der var stille i stalden ud over lydene fra hestene. De var blevet aftenfodret, så staldknægtene var nok taget ud for at få mad også. Selvom det var dejligt nok at have nogen på besøg, håbede han ikke, at det ville tage for lang tid, for han ville nødigt sætte hende i problemer med nogen, ved at have taget hende med herind. Han selv var ikke uvant med at komme lidt i klemme med sine overordnede, men det gjorde ikke noget. Han havde ikke planer om at stige i graderne, han var godt tilfreds med at være byvagt. For nu.

"Måske?" svarede Le og smilede, selvom hendes hænder gjorde ondt. "Jeg tror, min far gav mig mit navn, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Han gik fra os, og min mor ville aldrig tale om ham. Det virkede altid, som om hun hadede ham, men får man ikke kun børn med én, man elsker?"

Le vidste ærligt talt ikke noget som helst om kærlighed eller at få børn, men i sit lange liv havde hun da hørt og set ting og sager, så hun troede da i hvert fald, at hun havde en nogenlunde idé om det. Hendes mor havde aldrig fortalt hende noget, og hendes far havde af gode grunde heller ikke lært hende noget. Der havde da været en håndfuld folk i Les liv, der havde været interesseret i hende på dén måde, men Le havde aldrig opfanget det, og selv hvis hun havde, så havde det nok mest skræmt hende. 

Hendes blik flyttede sig fra sin hånd til Tareks blå øjne. "Har du nogen børn?"

Tarek skævede til hende igen, da hun fortalte om sine forældre. Og hendes naive spørgsmål, om man ikke fik børn med en, man ikke elskede. Åh, hun var kær. Og Tarek smilede blot lidt af hendes ord, alt for godt klar over, at kvinder ikke altid havde noget at sige om, hvem de fik børn med. Kærlighed eller ej. Men han havde ikke lyst til at være den, der gav hende en forklaring på andet og slog skår i hendes uskyldige måde at se verden på. Så han svarede ikke med det samme, hvilket der heldigvis fik hende til at stille et andet spørgsmål, der var noget lettere at svare på.

"Ha ha, nej, ikke af mine egne i hvert fald." Han smilede til hende og løftede lidt op i hendes hånd, så han bedre kunne se. Nogle sandkorn sad godt fast og han måtte gnubbe lidt ekstra hårdt for at få dem ud. Men ellers begyndte det at se fint ud. 
"Jeg passer dog lidt på byens gadebørn, der er ikke så mange, der interesserer sig for dem, og somme tider har de brug for en voksen." Der var lidt tristhed i hans stemme over den udmelding, for det var sandt. En hel by fyldt med voksne væsner og de færreste tog sig af de hjemløse børn i byen. Han forstod det virkeligt ikke og hans hjælp virkede som en dråbe i havet, men i det mindste gjorde han noget. Så havde han en ren samvittighed.

Endeligt slap han hendes hånd og vaskede kluden ren igen. 
"Havde du også slået knæet?" Han skævede ned i mod hendes ben. Kjolen var gået i stykker og det hvide stof var beskidt. Han kunne godt sy kjolen, men han kunne ikke gøre så meget ved at den var beskidt, så skulle hun af med den og han havde ikke noget, hun kunne låne. Men nu var hudafskrabningerne også noget vigtigere at få taget sig af.

Le klynkede en smule, da Tarek gnubbede hårdere på hendes hånd, så det gjorde endnu mere ondt, men hun trak ikke hånden til sig. Hun bed sig blot i underlæben og kiggede på, mens et par tårer formede sig i hendes øjenkroge. Hun græd ikke rigtigt - det var blot fra smerten.

Tareks lille fortælling om byens gadebørn distraherede hende dog lidt, og hun blinkede op til ham, mens hun tørrede sine øjne med sin frie hånd.

"Det er de sikkert glade for," sagde hun så og smilede til Tarek. Om Tarek var en god person for at gøre dette, tænkte hun ikke over. I hendes øjne var alle personer, gode personer. I sit lange liv havde hun endnu ikke mødt en person, der ikke havde i hvert fald ét formildende træk ved sig, og det var nok for Le. Hun var ikke dommer, blot vejleder og sjælesørger. Hun sørgede for alle, også dem, som ingen andre ville sørge for. Det havde været hendes kalde lige så længe, hun havde været engel.

"Ja, lige her," svarede hun til Tareks spørgsmål. Hun strakte set sårede ben ud og hev sit kjoleskørt hele vejen op til livet, så Tarek kunne se hele hendes ben og lidt mere til. Hun pegede ned på sit blodige knæ. Det var ikke, fordi det var et specielt alvorlige sår, men det havde blødt en del, så nogle dråber var løbet ned ad hendes hvide skinneben. Hun vrikkede lidt med sine tæer, så det strammede i den skrabede hud på knæet. 

"Det er ikke så slemt, er det?" spurgte hun.

Tarek så med vilje ikke på hende, da hun reagerede på hans lidt hårdhændede bevægelser, for han blev nødt til det, og hvis han så, hvor ondt det gjorde, var det ikke sikkert, at han kunne få sig selv til det. Salven han havde, ikke heldigvis ikke bare rense såret, men virkede også lidt lokalbedøvende. Så smerten ville forsvinde, når han var færdig.
"Det tror jeg helt sikkert de fleste af dem er." Hans tanker faldt på Juno og hans vrede dagen før, og hans smil forsvandt for et kort øjeblik for at blive erstattet af et lidt trist udtryk. Juno havde ikke virket glad for hans hjælp. Han havde godt nok sagt tak, men hans vrede havde overskinnet det. Måske han stødte på ham en dag og kunne få rettet op på det. Han skulle i hvert fald have fundet ud af, om den lille dreng stadig var en del af den lille bande.

Hans tanker blev afbrudt, som englen uden videre trak sin kjole op og afslørede mere end bare sit knæ. Tarek flyttede hurtigt blikket til knæet, da det gik op for ham, hvad der skete og han fik en svag rød farve i kinderne. Menneskernes kønsdele sagde ham ingenting, hverken seksuelt eller på nogen anden måde. En af hans overordnede havde en tendens til at skifte skikkelse og miste tøjet og antallet af gange, Tarek havde set ham uden en trævl på kroppen kunne efterhånden ikke tælles på to hænder. Og han havde endda fået et lift tilbage til Hovedkvarteret kun iklædt Tareks jakke. Dét havde været en sjov dag. Heldigvis havde Bigwig også moret sig lidt, trods kulden.
Men Le havde overrasket ham lidt uforberedt og han var pludseligt lidt genert på hendes vegne, så han valgte at koncentrere sig om knæet.

"Nej, det ser ikke så slemt ud. Men jeg vasker det lige alligevel." Som sagt, så gjort. Kluden vaskede blodet væk. Det så heldigvis ud til, at mængden af blod havde beskyttet såret mod skidt, så han rengjorde det kun, så salven kunne komme på. Så snart han var færdig, skyllede han fingrene og tørrede dem af, inden han tog den lille krukke med salve, som han begyndte at smøre på såret.
"Hvad skal du så her i Dianthos?"