Det var ikke fordi der var langt til markedspladsen herfra, men hele vejen hertil, havde Evian ikke kunne få sig selv til at sige et eneste ord til Bailey. Han havde forsøgt at få den røde farve i kinderne under kontrol, men det var ikke lykkedes særlig godt og i den højlyse dag, var det svært at skjule, medmindre han tog hætten over hovedet igen. Han trøstede sig selv med, at han i det mindste ikke var den eneste der rødmede, for han havde set det på Bailey også. Han vidste hvorfor han rødmede, for han kunne lide hende, men han undrede sig stadig over hvorfor hun gjorde. Nu var de på vej mod en af de mindre skove, der lå lige op til Sydvejen. Det var ikke den mest stille skov, for dagen var langt fra omme, og folk var stadig på vej til og fra markedspladsen, men i det mindste larmede det ikke så meget.

Evian drejede væk fra stien og bevægede sig længere og længere ind i den åbne skov, som han engang imellem skævede mod hende, for at være sikker på at hun stadig fulgte med. Hvis hun kun gjorde det her, for at tage hævn over ham, for alle de drengestreger han havde vendt mod hende før, skulle det ikke undre ham. Han var måske lidt skeptisk, men han havde ikke ligefrem været sød over for hende, så hvorfor skulle hun være det nu? Han var forberedt på at det var sådan det skulle ende, men indtil videre var han opsat på at fortsætte som de havde gjort på pladsen, for det var første gang han havde set så meget frem til et måltid mad. Han stoppede op da de nåede til en lille åbning mellem nogle træer, hvor græsset blev lyst op, som solen skinnede gennem træernes top. "Er det fint her?" Lød det roligt fra ham, som han rettede sig mod hende i et smil. De var ikke vildt langt fra vejen, og man kunne stadig høre folk når de passerede, men kun i en svag mumlen. Hvis de ønskede mere fred end det, ville de være nødt til at gå lidt længere ind i skoven.

Da de var nået frem til en lille åbning mellem nogle træer, hvor græsset var lyst lidt op, og solen skinneden gennem træernes top kunne Bailey ikke undgå at smile stort, det var virkelig flot, og utrolig hyggeligt. Hun havde aldrig været i en skov sammen med en før, men hun havde prøvet at gå igennem en masse, godt nok ikke sammen med nogen, kun alene. Men det var som om det her at være her sammen med Evian gjorde det hele meget mere hyggeligt, og rart, dog havde hun stadigvæk troen på at han hadede hende, der lå stadigvæk tanker i hende omkring det, alt fra dengang hvor han havde drillet, og lavet alle de drengestreger mod hende, for hende havde det kun set ud som om han ikke kunne lide hende, men hun vidste det ikke, det kunne undre hende at han rødmede, hun rødmede kun fordi hun kunne lide ham, og havde haft det crush på ham siden første gang hun lærte ham at kende, og mødte ham. Det var ret sjovt enlig når man tænkte over det, hun kunne lide ham men troede at han hadede hende, og han kunne lide hende men troede at hun hadede ham, det måtte vel gå op for dem på et eller andet tidspunkt at de faktisk havde kunne lide hinanden i rigtig mange år, ja rigtig lang tid. Hun havde et stort smil på læben, og kiggede hen på Evian"Det er helt fint, her er virkelig smukt"sagde hun med glad stemme.

Hun stod og kiggede på ham, og det føltes allerede virkelig hyggeligt som de stod her i skoven, hun valgte at sætte sig ned ved et træ i nærheden, for hun vidste ikke, om han havde lyst til at sidde samme sted, eller om han havde lyst til at sidde på en bænk, men siden det var en skovtur af en art, så var det vel passende at sidde på et tæppe, eller på jorden, ikke at det gjorde noget for hende. Hun vidste heller ikke, om han havde et tæppe med, så hun havde bare sat sig ned, stadigvæk med de røde kinder som kun var et tydeligt tegn på at hun rødmede, stadigvæk genert, og det var kun fordi det var fordi hun var her med Evian. Hun strøg en hårtot bagved det ene øre, og trak benene lidt ind til sig, hun kiggede derefter rundt, og smillede glad da hun kunne se skyggen af blomster rundt omkring, det var jo et smukt sted han havde fundet, og her var blomster at se, ja der var sikkert en eng af blomster i nærheden eller andet. Hun rystede så tankerne ud af hovedet og kiggede på Evian med et smil"Det er virkelig et flot sted du har fundet"sagde hun glad, og holdte rundt om hendes ben som hun sad lidt væk det træ hun sad ved.

Evian havde bevidst valgt denne del af skoven til deres tur, mest fordi det var tættest på, men egentlig også fordi den var pænest. Det synes han i hvert fald. Han havde efterhånden brugt mange dage på at vade igennem diverse skovområder i landet og der var noget hyggeligt over denne. Måske fordi den lå så tæt på markedspladsen og her derfor ikke var helt stille? Han var ikke rigtig klar over det, for han havde aldrig tænkt videre over det, men den var perfekt til en hyggelig skovtur med Bailey. Det ville også blive meget rart at lære hende at kende igen. Egentlig skulle han vel lære hende at kende på ny, for hvor meget havde han lige kendt hende i fortiden? Han brugte bare tid på at irritere hende, for at få hendes opmærksomhed.

Evian fulgte lidt efter hende, for at sætte sig overfor hende og placere kurven imellem dem på jorden. Han tog alle poserne med kød og lagde dem på jorden, før han tog låget af kurven og skubbede den lidt mod hende. ”Godt du kan lide det,” smilede han, som han bandt kutten op og tog den af. Der var ingen grund til at lade den skjule kniven længere, nu de var væk fra byen. ”Spis endelig løs, jeg købte vidst en del mere, end vi kan komme igennem,” sagde han kort, i en let akavet latter. Han ville så nødigt fremstå som en grådig mand, men det kunne han vel ikke rigtig komme udenom, med alt den mad. Han havde en utrolig stor appetit, selvom det ikke kunne ses på hans form, for han var stadig rimelig spinkel. Selv tog han fat i et lille bundt af druerne. En af dem blev knækket af og skubbet ind i munden, som han lod blikket glide mod jorden. ”Bailey.. Hvorfor er du så sød ved mig? Jeg ved godt, at jeg ikke ligefrem var sød ved dig dengang..” Han kunne ikke få sig selv til at se på hende, mens de ord kom frem, for han synes det var virkelig pinligt, den måde han havde behandlet hende på. Han var blevet ældre, og selvom han stadig ikke kunne udtrykke sine følelser ordentligt, vidste han at det ikke ville hjælpe at være led. Han ønskede heller ikke at være led overfor hende længere, tværtimod.

Da kurven blev skubbet hen mod hende lagde hun sig lidt ind mod den for at se hvad hun skulle spise først, der var jo en helt masse forskellige sager, alt muligt lækkert. Det var næsten svært at beslutte sig, alting så virkelig godt ud, hun stak så hånden ned i kurven, og tog et lille bundt kirsebær op, og fik lænet sig lidt tilbage igen. Hun plukkede et bær af, og fjernede stilken på bærret fordi hun ikke ville spise den. Så proppede hun bærret ind i munden, og nød at smage det, for hun havde smagt det tidligere, de var virkelig gode, og det var lang tid siden at hun havde fået kirsebær, så det var hyggeligt, og dejligt. At sidde overfor Evian var også hyggeligt, og det fik hende til at føle sig genert og nervøs, selvom hun enlig bare sad med et smil på læben, og kiggede på ham. De havde hvist masser af mad, så de ville ikke komme til at sulte, og der var så godt vejr så det var en helt perfekt skovtur de havde gang i, et flot og hyggeligt sted, og i selskab med Evian, så blev det da ikke bedre. For hende var det næsten en kæmpe stor ting, at være på skovtur, ude i en smuk og afslappende skov, og så sammen med hendes store crush, var det ikke det alle piger drømte om, eller sådan noget i den stil"Men så har vi masser af mad, så vi kommer ikke til at sulte"sagde hun med en blid og sød latter. 

Efter at have spist få kirsebær, og bare havde følt sig lidt mere genert, og en smule mere nervøs, som kun var fordi hun sad overfor ham, tænk at hun kunne være sådan, men sådan havde hun jo altid været når han var i nærheden. Ligesiden hun første gang så ham, og mødte ham havde hun bare følt sig genert, og nervøs på en klodset og akavet måde. Nu var det heller ikke fordi han heller ikke så godt ud for det gjorde han helt bestemt, og det fik hende blot tit til at være endnu mere klodset og genert. Som hun sad overfor ham, og lige skulle til at tage fat i nogle druer, lyttede hun til det han sagde, og det fik hende til at rødme en smule, og hun stoppede med det hun var igang med, og blev lidt overrasket over det han sagde. Det fik hende til blive næsten mere og mere rød i hovedet, men hun sad nu overfor ham, og kravlede nærmest lidt tættere på ham, så hun sad lidt tæt overfor ham. Hun kiggede genert ned, men tog så en dyb indånding, og hun løftede blikket op så hun kiggede på ham, hendes blå øjne fangede hans øjne, hun tænkte slet ikke meget over hvorfor hun var så sød overfor ham, fordi hun vidste godt svaret, hun var meget sikker på hvorfor hun var så sød ved ham, det var tydeligt for hende. Hun havde et stort smil på læben, og selvom hun måtte rødme, så holdte hun blikket på ham, selvom hun havde lagt en hånd ved hans kind, og håbede at han ville kigge op på hende og møde hendes blik"Fordi jeg...."stoppede hun og kiggede genert ned mod hendes lår, hun var alt for genert til at sige det, men hun blev jo næsten nød til det.

Inderst inde tænkte hun bare tag dig sammen Bailey, du kan godt, kom nu, så svært er det ikke. Men så igen det var svært næsten, for hvordan sagde man lige det hun ville sige, og skulle sige, og hvordan ville han reagere på det, hvad ville han sige til det. Da han nævnte at han dengang ikke var så sød ved hende, smillede hun lidt større, og måtte tage endnu en dyb vejrtrækning, og hun løftede så hovedet så hun ikke kiggede ned mod hendes lår. Hun lod hendes blik hvile sig på hans ansigt, og hendes hånd fjernede hun fra hans hånd, men tog fat i hans ene hånd med begge hendes hænder, så hun sad med hans hånd i hendes hænder"Ligesiden jeg så dig første gang, og mødte dig har jeg haft.."stoppede hun kort, og kunne mærke hvor mere genert hun blev og rødmede en hel del mere, men måtte fortsætte"Haft et crush på dig, jeg har kunnet lide dig siden dengang, jeg ville ikke sige noget fordi jeg ikke vidste om du kunne lide mig"sagde hun og kunne være hun blev lidt lettet af at sige det til ham, men hun kiggede så ned mod hendes lår igen, hun blev da mere og mere genert.
"Jeg er sød ved dig fordi jeg godt kan lide dig Evian... sådan..rig....rigtig meget"måtte hun næsten mumle sig frem med ordene, selvom de self kom ud af hendes mund, men hun kiggede stadigvæk ned i hendes lår, hun kunne mærke hvordan hun rødmede og følte sig både lettet over at have fortalt ham det, men også genert, og en smule nervøs for hvad nu hvis han slet ikke kunne lide hende, hvad hvis det kun var hende der havde det sådan.

Det var ikke svært for Evian at se, at  Bailey havde lidt problemer med at få sagt det hun gerne ville. Han var heller ikke forberedt på, at det lige var det svar han ville få. Han fik rettet et lettere nysgerrigt blik mod hende, samtidig fik han proppet endnu en drue i munden, som han fik tygget og sunket. Han vidste ikke hvad han forventede at høre, derfor var han ikke specielt nervøs for svaret. Men de røde kinder forblev røde. At få pulsen under kontrol igen, var heller ikke en mulighed, for hans egne følelser for hende, blev kun forstærket for hver berøring der blev gjort mellem dem. Hendes hånd på hans kind, fik ham til at trække vejret en smule tungere. Det blev ikke nemmere at trække vejret normalt, da hun tog fat om hans hånd med begge sine. Det var utroligt så varmt her var blevet på så kort tid. Han var næsten lettet over at han havde taget kappen af tidligere, for varmen blev værre og værre, jo tættere hun kom. Han kunne ikke koncentrerer sig meget over noget, så længe hun befandt sig så tæt på. Evian var sjældent nervøs, lige nøjagtig en situation som denne havde han aldrig før oplevet, men han reagerede som forventet. For hver gang han havde brugt uendeligt lang tid på at tygge og synke en drue, kom han en ny i munden, uden at tænke over det.

At snakke om den slags følelser, at snakke om følelser generelt, var ikke noget Evian gjorde ofte. Han havde egentlig aldrig gjort det. Han var vokset op med troen om at man holdt følelser helt tæt til kroppen, lige meget hvad. Endnu en drue ramte tungen, skubbet ud mod kinden og presset sammen med tænderne en enkelt gang, før han stoppede op i et ret så overrasket udtryk vendt mod hende, da han hørte hendes svar. Han så ikke glad ud, ikke fordi han ikke var det, men fordi overraskelsen var kommet så meget bag på ham, at han ikke havde kapacitet til at vise andet i øjeblikket. Langsomt påbegyndte han at bide ned i druen igen, men i sin nervøsitet og mangel på tanke, endte han med at få druen i den gale hals og et hosteanfald gik i gang. Han trak sin hånd til sig, for at placerer armen foran munden, som han lænede sig lidt til siden for at skåne hende fra at blive hostet på. Utroligt, som han havde formået at gøre en akavet situation endnu værre for sig selv. Han burde virkelig holde op med at spise, når han ikke tænkte sig om. Med et enkelt bank mod sin brystkasse, fik han reddet sin luftvej og sunket druen rigtigt, før han rettede sig op igen. "Beklager.." Lød det kort fra ham, som en hurtig undskyldning over hans reaktion på hendes tilståelse. Han måtte tage en dyb indånding, i et forsøg på at mande sig nok op til at give hende det svar han gerne ville give hende. Noget han havde ventet på at kunne fortælle hende i alle de år. Hvis hun kunne, så kunne han også! "Bailey, jeg..." Han nåede ikke længere i første omgang. Han ville gøre det rigtigt. Uden at kludre rundt i ordene, så han tog en dyb vejrtrækning mere, før han rettede øjnene mod hendes igen i et dybdegående, kærligt blik. "Du behøver ikke at være i tvivl om mine følelser for dig længere, for..." Der bredte sig et svagt smil over hans læber, i takt med at den røde farve i kinderne blussede op. En bølge af hede røg over ham, men det var ikke ubehageligt, tværtimod. Det var næsten en helt betryggende fornemmelse. Alligevel var han nødt til at tage de blå handsker af, for ikke at gøre varmen værre. "... For jeg kan også godt lide dig," fik han endelig ud, lettere rystende i sin nervøsitet. "Rigtig meget," tilføjede han halvt hviskende kort efter, som begge handsker blev smidt ved siden af ham. Han lagde en hånd på kurven mellem dem, for at skubbe den til side, så han kunne rykke sig helt tæt på hende. Hånden blev derefter lagt blidt mod hendes kind. "Men kan du nogensinde tilgive mig, for hvad jeg gjorde dengang?" Spurgte han håbefuldt, som han langsomt rykkede sig lidt tættere på hende. Lysten til at give Bailey et passioneret kys havde altid været der, men den var blevet større nu da han vidste, at hun havde det på samme måde som han selv. Alligevel holdt han sig tilbage lidt endnu. Det var mange år siden de havde set hinanden, og han var klar over at han ikke kendte hende på samme måde mere, som han gjorde da de var yngre. Han ville ikke presse hende til noget.

Da hans hånd blev lagt blidt mod hendes kind, kiggede hun ham dybt ind i øjnene, som han sad og kiggede på hende, hun lagde en hånd ovenpå hans hånd der lå på hendes kind. Hun sendte ham et kærligt smil, og hun blev virkelig glad over at høre at han havde det på samme måde, ja hun vidste næsten ikke hvad hun skulle sige. Hun lyste op og det var tydeligt at se, for hun havde slet ikke regnet med det, faktisk havde hun altid troet og ment at han kunne lide nogle af de andre piger dengang, hun så slet ikke sig selv som særlig speciel, men hans ord gjorde hende virkelig glad. Hun sad bare der foran ham, enlig også ret tæt end hvad hun havde tænkt, og set, men sådan var det jo, det var ikke fordi hun havde noget imod det. Kinderne blev røde, og hun burde virkelig få svaret ham, men det var som om der ikke  kom nogle lyde ud ad munden, hun burde virkelig sige noget, men hun var bare så glad over at høre at han havde det på samme måde som hende. Hendes glæde blev forøget næsten gange tusind, hun var virkelig glad, hun kunne ikke lade være med at smile stort til ham. Med hendes hånd hvilende ovenpå hans kind som lå på hendes kind, føltes det virkelig rart, og hun kunne godt lide det, hun kunne godt lide øjeblikket som var her ligenu. Hende, ham, ude i en skov, en kurv med mad, og bare nogle flotte omgivelser, man kunne ikke andet end at blive glad. Nu var hun også nød til at sige noget, ellers ville det blive alt for akavet som de bare sad der og kiggede på hinanden, det var næsten ligefør at hun lignede et jordbær så rød hun blev i hovedet.

"Jeg kan altid tilgive dig Evian, selvom jeg ikke ved hvorfor du gjorde det"sagde hun og tænkte lidt mens hun havde et smil på læben. Hun fjernede ikke blikket fra ham, men kunne mærke hvor genert hun blev og var. Ja hun vidste enlig ikke grunden til, hvorfor han gjorde de ting dengang, men hun ville gerne vide det, derfor havde hun selvfølgelig også spurgt ham om det. Dog gik det heller ikke op for hende at han gerne ville give hende et kys, men øjeblikket var til det, og der var heller ikke nogle der kunne forstyrre dem, så det var helt perfekt. Hvis han ville kysse hende, var det passende at vente med at proppe en drue i munden, fordi så ville det første kys først var akavet, og underligt. Bailey strøg en hårtot væk fra ansigtet, og lod så blikket glide lidt ned, mens hun fortsat havde et smil på læben. Det var så hyggeligt, og rart at sidde her sammen med ham, det var noget hun godt kunne gøre flere gange, ja hele tiden hvis det var det. Bare at være sammen med ham var noget hun havde ønsket siden hun mødte ham første gang, ja dengang hun så ham, og aldrig havde taget modet til at snakke med ham sådan helt. Men det store crush hun altid havde haft på ham, var kun vokset og vokset siden dengang, og tænk at hun havde troet at han hadede hende, at han ikke kunne lide hende, når han faktisk kunne. Hun blev lykkelig og kunne mærke at der pludselig gled nogle tårer ned ad hendes kinder, hun fjernede hånden fra hans hånd, for at ville tøre tårene væk"Åh undskyld... Jeg"var hvad der kom ud ad hendes mund, mens hun rødmede lidt mere, ja jordbær det lignede hun vist meget godt.

"Det er bare glædestårer"fik hun så sagt, men blev alt for genert til at kigge op på ham, men hun kunne godt mærke hans hånd på hendes kind. Det føltes dejligt, følelsen af hans hånd mod hendes kind, hans hånd føltes blød, og hun kunne næsten putte sig lidt ind til den, og drømme hen til et fantastisk sted. Hun var nød til at tage sig sammen, så hun rettede hovedet op igen, så hun igen sad og kiggede på ham, og glemte alt om at stoppe tårene fra at trille ned, hun smillede stort til ham, og lagde igen en hånd ovenpå hans hånd der lå på hendes kind"Jeg er glad Evian"sagde hun så, og lukkede øjnene mens smilet voksede og blev større og større.

Evian kunne mærke hjertet hamre hurtigere og hårdere i brystkassen, det tog mere til, som hendes blik blev lagt i hans. Det havde altid været et ønske at være så tæt på Bailey, men samtidig en fjern tanke, da han var sikker på at det aldrig ville komme til at ske. I alle de år, havde han været overbevist om, at hun hadede ham og med god grund. Han havde aldrig behandlet hende specielt godt, men mest fordi han ikke kunne se det forkerte i det han gjorde. Han var blevet opdraget på en bestemt måde og den måde, havde smittet af på hans måde at opføre sig på over for hende. I de år de havde mistet kontakten, var han blevet voksen, hvilket sagtens kunne mærkes på ham. Han havde ændret sig, var blevet mere beskeden og ikke så spydig i sine kommentarer. Ikke at de spydige og respektløse kommentarer ikke stadig blev sagt, for det gjorde de, men ikke til folk han holdt af. Det ville sige Bailey, for han følte ingen kærlighed til andre. Blikket Evian fik i øjnene dryppede af lykke, som hun fortalte at hun tilgav ham. Han ville gerne komme med en forklaring på hvorfor han havde gjort, som han havde gjort dengang, men han ville næsten hellere gøre det et mere privat sted. Et sted, der ikke var så tæt på vejen. Ikke fordi folk ville kunne høre dem, for så tæt på vejen befandt de sig ikke, men for ham var det en forklaring der skulle komme, når de var helt alene. Derfor valgte han ikke at sige noget.

Evian nåede heller ikke at tænke meget over det, før han bemærkede tårerne der gled ned over hendes kinder. Hans svage smil forsvandt i et øjeblik og han fjernede hånden fra hendes kind. Havde han gjort noget galt? Han lagde hovedet let på skrå, afventede hvad hun skulle til at sige. Hendes ord fik ham til at smile igen og han så næsten helt lettet ud, for det betød at han i det mindste ikke havde gjort noget forkert. Han blev siddende overfor hende, betragtede hende, som hun lukkede øjnene og smilede mere og mere. ”Når du er glad, er jeg også glad,” sagde han, rødmede en anelse mere over hvad han lige havde sagt. Det lød langt fra så sødt og kærligt, som det havde gjort i hans hoved og nu var det for sent at tage tilbage. Han valgte ikke at tænke videre over det, i stedet lænede han sig længere ind mod hende og endelig… Endelig fik han taget sig sammen, til at presse sine læber blidt mod hendes i et kys. Idet hans læber ramte hendes, kunne han mærke varmen tage over i hele kroppen. Hans vejrtrækning blev dybere, som kysset tog lidt mere til, men han holdt det stadig utrolig blidt. Det var ikke en situation han havde stået i før, så han gjorde hvad han kunne, for ikke at overskride hendes grænser.

Følelsen af hans læber der blidt blev presset mod hendes gjorde at hun først kiggede kort på ham, men lukkede så øjnene og holdt kysset. Det var utrolig så glad og lykkelig hun blev, og følte sig, der spredte sig en glæde inde i hende, og den spredte sig til resten af kroppen. Det var virkelig så dejligt at han havde det på samme måde som hende, at han følte det samme som hende, at de begge to ventede på hvem der ville tage det første skridt til deres første kys, var hvad det var. Hun var rigtig glad og han gjorde hende så glad, hun kunne slet ikke beskrive hvordan det var, bare at han kunne lide hende var nok, for hun havde altid troet at han hadede hende, men så igen han havde altid troet at hun hadede ham. Det var virkelig morsomt, men i det mindste fandt de da ud at de begge to følte det samme for hinanden, og Bailey følte sig virkelig heldig, for så tiltrækkende og fantastisk person som Evian måtte enhver ønske at have så tæt på sig og kende. Hun kunne mærke hendes kinder blussede op, og hovedet blev rødt som kysset fortsatte. Hun lagde en hånd ovenpå hans hånd ved hendes skød, og efter at hun hildte kysset lidt blot for at nyde det endnu mere, ja bare nyde følelsen af hans læber mod hendes, det var hendes første kys. Måske det også var hans, men det var noget særligt, især når de kendte hinanden, havde haft et crush på hinanden, uden at lade den anden vide det. Hvis det var et eventyr var hun sikker på at det ville være hendes yndlings, for at have Evian ved hendes side gjorde at hun følte at hun kunne alt, hun følte sig også stærk. 

Dog havde hun fundet ud af at der havde været nogle personer der ledte efter ham, fordi han var hvad han var, men det var hun ligeglad med, så længe at han ikke blev skadet. Da kysset blev afbrudt kiggede hun på ham, og rødmede endnu mere, hun kiggede ned mod sit skød, og tog fat om hans hånd med begge hænder"Jeg er så glad og lykkelig"lød det fra hende med blid stemme, og hun tog en lille dyb indånding for genert det var hun, hvilket ikke var noget nyt når hun var i nærheden af Evian. Hun kiggede op igen, lod hendes øjne hvile sig på ham, mens hun smillede stort, hun boblede af lykke det var tydeligt at se, og hun holdte blikket på ham lidt mere, før hun fjernede blikket fra ham. Hun tog fat nogle vindruer og rakte en af dem frem mod ham"Jeg kan altid tilgive dig Evian"lød det fra hende med et stort blidt smil, og med hendes varme øjne nød hun bare at sidde tæt på ham, og smile til ham fordi glad og lykkelig det var hun. Aldrig havde hun følt sådan før, og haft det sådan før. Det han havde nævnt med at når hun var glad så var han glad, sådan havde hun det også og lagde hovedet lidt på skrå, mens kinderne fortsat var røde, hvilket slet ikke kunne undgås"Når du er glad så er jeg også glad"smillede hun blidt til ham, og gav hans hånd et kærligt klem som hun sad med hånden i hendes skød. Fortsat havde hun rakt en vindrue frem mod ham, og holdte det blide smil på læben.

Det blide, utrolig dejlige kys, blev holdt længere end Evian havde forventet og varmen overtog mere og mere. Han følte det næsten som om, at hans kinder brændte af rødmen, selvom det ikke så helt så slemt ud, som han forestillede sig. Han vidste ikke hvorfor, for hun havde sagt, at hun følte det samme for ham, som han gjorde for hende, men han havde alligevel regnet med at deres første kys, ville være blevet akavet og holdt meget kort. Men sådan var det ikke. Kysset fortsatte, og så fortsatte det lidt mere og jo længere tid det fortsatte, jo bedre blev det. Selvom det kun varede i sekunder, føltes det stadig som en evighed og Evian ville ikke have det til at stoppe. Det var så rart, endelig at være sammen med Bailey på denne måde, ikke kun som en forstyrret teenagedreng, der ikke kunne tage sig sammen til at fortælle hende hvordan han havde det. Han følte sig så heldig, at han var stødt på hende igen, efter de var faldet fra hinanden for år tilbage.

Kysset blev brudt og som hun rødmede endnu mere, gjorde han også. Han fik et helt bøvet smil på læberne, for han anede ikke hvad man gjorde efter så fantastisk et kys. Hvad sagde man? Gjorde man noget bestemt? Eller var det sådan kærlighed fungerede? Man kyssede intenst og så stirrede man dybt ind i hinandens øjne, naive og forelsket. Og var det overhovedet kærlighed han følte, eller var det bare attraktion til et andet menneske? Han var en smule forvirret, men kysset og hendes generelle nærvær slog ham ud af kurs. Det bøvede smil blev mere normalt at se på over hendes ord og han lagde selv sin hånd om hendes, gav begge hendes hænder et kærligt klem. Han skævede kort mod druen hun tilbød og tøvede ikke med at tage imod den, sørgede for kun at bide fat om druen og ikke hendes finger. ”Når nu du er så god en person og tilgive mig, så skylder jeg dig vist en forklaring på min opførsel fra dengang,” sagde han, som han tyggede lidt på druen. Det var ikke svært at se, at han skammede sig over den måde han havde behandlet hende på. Han havde næsten helt svært ved at tale om det, men hun havde vist sig som et godt menneske over for ham. Det mindste han kunne gøre, var at give hende en ordentlig forklaring på hvorfor han havde været så led. ”Men her er for offentligt, så..” Han havde aldrig været god til offentligheden, generelle sociale færdigheder havde han ikke, han var meget privat. ”.. Må jeg komme forbi dig en dag, så vi kan være alene?” Spurgte han lavt, en smule nervøst, for han havde aldrig spurgt om lov til at komme hjem til en anden før. Det var dog nødvendigt, for han havde intet hjem selv, hvilket han måske også fik afsløret ved at spørge, om han måtte komme hjem til hende og ikke omvendt.

//Afsluttes efter aftale