Det var efterhånden sent på dagen, men der var stadig gang i byen, som de handlende endnu ikke havde fået afsluttet de sidste aftaler. Orcus havde bevist valgt dette tidspunkt på døgnet for at undgå den skarpe sol, som stadig kunne genere hans mørke øjne. Livet i grotten lod til stadig at forvolde ham problemer, men han kom efterhånden mere og mere ud. Der hvilede et afslappet smil på hans læber, som han bevægede sig ind i byen. Orcus havde valgt at gå den korte vej fra dødens kløft og til Azurien. Mest fordi han fandt det væsenligt at spare på kræfterne. Det var aldrig til at vide, hvad man kunne møde i byen. Ikke alle brød sig om dæmoner og det gjaldt oftest også halvdæmoner.

Tøjet var mørkt og lettere beskidt i kanterne, men det var svært eftersom at man ikke kunne se snavsen i det mørke tøj. Vingerne var blevet foldet imod hans ryg, som han med lethed undgik at gå ind i de ivrige handlende, som endnu forsøgte at slå en handel af. Der blev råbt i øst og vest, som han kort skævede til nogle af dem. Han rystede på hovedet og fortsatte videre, indtil en skikkelse greb fat i hans arm og hev ham til siden. "Ssh" blev der sagt, som han skar en grimasse og trak armen til sig. "Hvad nu?" Hans stemme var lettere irriteret, men ikke overrasket som han kendte skikkelsen, der endnu forsøgte at få ham til at sænke stemmen.

Selvom det var sent på dagen var Alavara næsten lige ankommet til den lille flodby Lazura. Hun havde brugt det meste af dagen på at samle helende urter i bjergene tæt ved byen og var nu på jagt efter en køber på markedspladsen. Hun forsøgte at være så usynlig som hun overhoved kunne, elvere var jo ikke så populære i disse tiden. Hun spottede hurtigt en stand med planter og flasker med væske i, hun gik med faste skridt hen til standen for at sælge hvad hun havde. Da hun havde diskuteret med manden der ejede standen i et par minutter afsluttede de andlen og hun vente sig om for at gå igen.

Hendes kappe svajede let i vinden sammen med det lange hår der stak ud fra hættens beskyttelse. Hun havde som altid bue og cover på rykken samt bostaven i hånden. Hendes tøj bar præg af at hun elskede naturen, men også at hun var klar til kamp når som helst. Hun gik i et par grønne bukser og en grøn bluse lavet af plantefibre, en skinne på højre arm og knæhøje sorte støvler. Det eneste der stak ud af kappens hætte, var de 3 hvide fjer med rød spidser hun aldrig tog af og det filtrende, let bølgede Bodorøde hår med lig blege og karamel farvede striber, kastet tilfældigt ind i håret fra alle sider. Dette var også grunden til de mange blikke fra de forbipasserende, som gerne gik en lille bue udenom hende. 

Da hun vente sig om så hun en mystisk mand i sort tøj snakke med en anden skikkelse, han lignede en der følte sig lige så malplaceret i denne lille by som hun selv gjorde. Normalt ville hun bare være forsat ud af byen igen som hun plejede, men der var noget ved den mystiske mand der vakte en nysgerrighed hun ikke kunne ignorere. Hun sneg sig over til en gyde og klatrede op på taget så hun kunne overhøre samtalen uden at blive opdaget. Hun lå helt stille som hvis hun havde været på jagt, mens hun intenst lyttede til deres samtale.

Man kunne ikke lige frem sige at Orcus var glad for at blive hevet til siden. Hans skikkelse tydede på en teenager, men hans stemme var uden tvivl i overgang og en anelse dyb, som den dog bar en let barnlig tone. Denne tone forsvandt dog meget hurtigt, som de mørke øjne gled ind i skikkelsen foran ham. Aftalen havde lydt på et diskret sammenstød, men dette var langt fra diskret og Orcus var bekymret for at andre ville opdage deres samtale. Manden foran ham var spinkel, men stadig højere end Orcus selv, som han havde foldet hænderne foran sig. Der var en svag ryst over hans hænder, men Orcus var van til det, så han bemærkede det ikke rigtig selv. Han havde lagt armene over kors, som han fra tid til anden så sig over skulderen, blot for at være sikker på, at der ikke var nogen, som var stoppet op for at lytte.

Vingerne på hans ryg bevægede sig kort, som han forsøgte at folde dem ordentligt sammen på ryggen. En enkelt fjer var kommet i klemme under mandens fingre tidligere og nu føltes det bare helt forkert, så han var nød til at flytte på ryggen og rykkede samtidig let på den ene skulder. ”Vagterne har skiftet deres vagtplan ud” lød det fra manden, som han bukkede hovedet kort. Orcus sukkede irriteret, som han vidste, at det ville betyde mere arbejde for ham, hvis de skulle til at ændre leverancen til at ankomme på et andet tidspunkt. ”Har du kontaktet båden?” spurgte Orcus afventende, som han lidt forventede at manden selv havde taget initiativ til det. Der var vel ingen grund til at Orcus skulle fortælle ham alt. Manden rystede dog på hovedet, som han lod blikket vandre forbi Orcus og bed sig svagt i læben.

Mandens nervøsitet lod ikke til at smitte af på Orcus, som han trådte frem og løftede den ene hånd mod mandens skulder. Han børstede let hånden over snavset på hans trøje. ”Jeg har fortalt dig flere gange, at du ikke skal slæbe materiale med fra depotet” kommenterede han køligt, som han sukkede let og vendte blikket retur mod deres omgivelser. Han følte lidt at de blev overvåget, men der var ingen tydelige tegn på at nogen var stoppet op. ”Få fat på båden, jeg kommer senere” forklarede han afsluttende, som manden bukkede for Orcus og drejede rundt. Inden mødtes deres hænder dog i et håndtryk. Irriteret og frustreret lænede Orcus hovedet tilbage, som han kiggede op ad og fnøs let. Det var der han fik øje på en skikkelse på taget.. ”Hey du!” råbte han, som han hævede højre arm, viftede af hende og forsøgte at få hende til at komme ned. Havde hun hørt noget, hun ikke skulle?

Alavara fik et lille chok over at den mystiske mand havde opdaget hende, det irriterede hende også en del, hun lå i et par sekunder mens hun kikkede til begge sider. Hun overvejede kort mulighederne af eventuelle flugtveje, hvis det skulle blive nødvendigt. Hun kikkede på manden og besluttede sig for at kravle ned fra taget et stykke længere henne af vejen, hun ville ikke opdages af vagterne da der nok ville blive stillet for mange spørgsmål til hvad hun lavede deroppe til at starte med. Hendes kappe flagrede en del da hun hoppede ned og hætten var lige ved at falde af, heldigvis nåede hun lige at gribe den med hånden.

Da hun var kommet ned på gaden igen, gik hun roligt og selvsikkert hen til den mystiske mand, med et skræmt greb om bogstaver som hun stadig havde i sin hånd. Hun var spændt og en smugle nervøs for hvad han ville sige og gøre. Alavara stillede sig foran manden med temas afstand til at hun enten kunne nå at flygte, trække buen eller slå ham med bogstaver hvis han prøvede på noget. Hun kikkede med et koldt og ligegyldigt blik på om og sagde spydigt “hvad så, ville du noget, eller ?”.

Det var et rent tilfældet, at Orcus faktisk havde fået øje på hende. Det irriterede ham lidt, at hun faktisk havde formået at liste op på taget og eventuelt lytte til deres samtale. Men han havde ikke tænkt sig at give udtryk for sin bekymring i stedet hvilede der et ganske roligt smil over hans læber. Han forventede lidt, at hun ville komme ned til ham ellers ville han være nødsaget til at komme op til hende. Men at bruge vingerne igennem ville kræve forberedelse og så var hun måske allerede forsvundet. Han skævede dog til manden, som hurtigt forsvandt i folkemængden og listede af, imens at Orcus havde vendt sit fokus mod hende. Han trippede let med fødderne, som han egentligt syntes at det gik en smule langsomt. Eller måske det bare var den sædvanlige uro. Stofferne var stadig friske i hans system, pupillerne var lettere udviddet, men han lod ikke til at være påvirket. Han var ganske afslappet, hvilket nok var grunden til at manden var sluppet så billigt.

Orcus lagde godt mærke til at hun var meget stædig med at holde fat i hætten. Det fik ham til at overveje om hun havde noget at skjule ved sit ansigt. Men hendes attitude var selvsikker, som han lagde hovedet let på skrå og lod blikket hvile på hende. Hænderne stak han roligt i lommen, som han rodede rundt med metalpulveret, som han altid havde i lommen. Skulle det blive nødvendigt. Han havde også en klump metal, hvis det skulle gå hurtigt. Afstanden imellem dem var tilpas, som han lige skulle se hende an først. Han lagde godt mærke til buen, men var ikke nervøs, da metallet var en forlængelse af hans krop i op til flere meter. ”Hvad med at du forklarede, hvorfor du lyttede til samtalen?” spurgte han med et hævet øjenbryn. Armene var blevet lagt over kors, som han diskret havde ladet metallet sidde fast i hans hud. Men han skjulte hånden med den anden arm, så hun ikke kunne se det.

Alavara kikkede hurtigt op og ned af manden, hun gik hurtigt igennem alle de mulige udfald denne samtale kunne tage og hvilke muligheder hun havde, hvis det skulle komme til kamp. Hun satte hovedet let på skrå imens hun betragtede ham. Hendes hår svejede stille i vinden.

Med en overlegen attitude svarede Alavara på det spørgmål manden havde stillet “hvem siger at jeg lyttede til din samtale ?” Hun lagde armene over kors med en nærmest hånlig attitude, og forsatte “og hvem siger at dine samtaler er så spændene, at de er værdige nok til at jeg gider bruge tid på at lytte på dem.”

Det kunne tydeligt mærkes på Alavara at hun forsøgte at tirre manden, At trykke på de knapper der ville give den største reaktion. Det irriterede ham at han forsøgte så kraftigt at gemme sin nervøsitet, det var ren logik i hendes verden sådan som samtalen havde forløbet. Samtidig med det var hans ro også interesant, hun ville se om hun kunne få ham til at bryde fasaden. Med andre ord, hun ville vinde den leg hun mente de havde påbegyndt.

Det ville være dumt at starte en kamp midt i byen og Orcus ønskede ikke den form for opmærksomhed, når han senere skulle ned til havnen for at tjekke en leverance. Derfor ville han også helst håndtere situationen uden at gøre noget overildnet. Men kvinden bar en vis attitude over sig, det var lidt som om hun ledte efter problemer. Hvad mon hun ville få ud af det? Han lagde let hovedet på skrå og strøg fingrene over sin kappe, som han så hende an for en stund. Han svarede ikke på hendes tilnærmelser, som han var sikker på, at hun havde valgt at lytte til hans samtale tidligere. Ikke at hun ville få meget ud af det. For hun kunne umuligt bevise det.

Orcus rystede let på hovedet, som han dog endte med at smile. Der var noget barnligt over hendes attitude eller i hvert fald måde hvorpå hun forsøgte at overbevise ham om, at hun bestemt ikke havde lyttet til hans samtale. ”Jeg forsøgte blot at bedømme dit værd” lo han stille. Der måtte være en grund til at hun havde valgt at lytte til samtalen og ikke bare gå videre. Hvad havde hun håbet på at få ud af det og hvorfor spilde tiden på en fremmed samtale? Det fik ham kort til at overveje hendes erhverv og hvad hun brugte sig tid på. Måske der var en grund til hendes påklædning.. Orcus var ikke rigtig til at stikke i, som der hvilede et roligt smil over hans læber. Han valgte at tage et skridt tættere på hende, som han flyttede let på vingerne, da de var begyndt at sove lidt. Han havde fuldkommen glemt dem for en stund. ”Hvad gemmer du under hætten?” spurgte han nysgerrig, som han havde skiftet spor, hun havde tydeligvis insisteret på at holde hætten på, så hun måtte forsøge at skjule noget? Han rakte hånden frem for at række ud efter hætten. Flyttede hun sig ikke, så ville han nok forsøge at hive den af.

//Afsluttes grundet inaktivitet - skriv hvis vi skal starte noget nyt!