Knæk.. Grenene fra de omkringliggende træer gav efter, som Elmira løb igennem skoven for at komme ud på den anden side. Hun var lettere forpustet og udkørt, men skridtene bag hende tvang hende til at fortsætte. Den ellers fine grønne kjole var lettere forrevet, som hun var løbet lige igennem et krat. Hun havde ikke haft tid til at tænke sig om og ramte grenene undervejs, nogle knækkede, andre tvang hende til at stoppe op i vildrede. Dog skulle der ikke mange lyde til, før at hun straks løb videre. Ørerne var vendt mod hendes omgivelser, som hun kunne høre en tung pusten bag sig og tunge skridt, der nærmede sig. Manden havde mere vægt at bære på end Elmira og hun følte godt at hun kunne løbe fra ham, hvis bare hun fortsatte længe nok.

Forpustet og træt sprang hun over en væltet træstamme og ud på den anden side, som hun nåede den store sø, Azursøen. Elmira kiggede sig kort over skulderen, før hun strøg ned mod bredden og ud i vandet. Kjolen slæbte hun efter sig, som den flød ovenpå. Den var allerede godt beskidt og forrevet, så det bekymrede hende ikke, at hun nu gjorde den våd. Hun skulle bare så langt væk som overhovedet muligt. "Ej kom nu!" skreg manden, som han var stoppet op på bredden og så efter hende. Elmira vendte sig kort om, før hun bakkede længere ud i vandet. Manden bar en tung rustning og var nød til at hvile hænderne mod sine knæ for at få vejret. Sværdet var placeret i hans bælte. Hvis han først fik sat sig ned, så ville han næppe få rejst sig igen uden hjælp. Elmira rystede på hovedet, som han dog ikke bevægede sig ud i vandet. "Lad mig være!" råbte hun med en rystende stemme, som hun stoppede op, da vandet nåede hende til navlen. Hun lagde armene rundt om sig selv for at holde kjolen oppe. Den ene strop var blevet skåret over, så hun var nød til at holde fat i den, for ikke at tabe kjolen.

"Åh kom nu.." stemmen var virkelig ubehagelig og Elmira fik kuldegysninger af den. Hvorfor var hun ikke løbet mod byen i stedet, der kunne hun have fået hjælp.

"Lad mig være!" Hørte Nohbacy en desperat kvinde råbe. Det havde været en hård dag i går. Hun havde gået langt. og sluttede så dagen af med at kæmpe mod en ulv. Nobacy havde ikke drømt noget, men råbet gav hende minder fra langt langt tilbage. Minder hun havde gemt langt langt ned. Hun blev revet ud af søvnen. Forbandelsen krævede hendes magi. Hun mærkede dens krav i for af smerte. Så hun gav den hvad den ville have. Hun fik fantomvinde til at blæse omkring sig. Hun var muggen. Hun brød sig ikke om at blive vækket. Og så forbandede hun den åndsvage forbandelse. Hun åbnede øjnene. Nogle skulle betale for dette. En blodtørst brød op i hende. Et smil kom frem på hendes læber. Måske ville dette blive sjovt? Måske ville hun få sig en kamp som så længe har ledt efter. Hun kunne ikke lade være med at håbe. Så hun rejste sig op. Begyndte at gå mod stemmen. Hun huskede kvindens desperation og begyndte at spurte uden rigtigt at vide hvorfor. Hun løb alt hvad hun kunne. En ny tanke kom op i hendes hoved. Den som gjorde kvinden desperat skulle betale for at vække hende. Måske med sit liv. Hun slikkede sig om munden ved tanken. Åh nogle skulle dø i dag. det var helt sikkert. Hun grinte for sig selv.

Hvorfor skete den slags altid for hende? Elmira var godt træt af, at være så hjælpeløs hele tiden. Selvfølgelig kunne hun godt have mast ham under et træ, men det lå slet ikke til hende at tage det så langt. Der måtte være en anden måde hvorpå hun kunne miste hans interesse. Men han havde løbet den lange vej og han havde endnu ikke givet op, så hvad ville få ham til at vende om? Det røde hår blæste let i vinden, som hun dog ikke rettede på det, hun var travlt optaget af at holde sin kjole oppe og dække sig selv til. Han havde ikke ramt hende med kniven, da han var gået efter hendes kjole, men hun vidste at han stadig havde den på sig, så hun ville sikre sig, at han ikke være indenfor hendes rækkevidde, så han eventuelt kunne kaste kniven.

Elmira kunne mærke hvordan hendes krop var blevet træt, hun trak vejret dybt for at berolige sin vejrtrækning, men intet hjalp. Manden ønskede ikke at stoppe jagten, som han smed hjelmen på bredden og langsomt løsnede skulderpladerne. Havde han mon tænkt sig at følge efter hende? Elmira var desperat efter at finde en udvej, men hun kunne ikke gøre meget ved vandet omkring hende og han var for langt væk til at et træ kunne ramme ham på bredden. ”Vær sød at vende om” bad hun, hun var afkræftet og nervøs, som han tog det første skridt ud i vandet. Elmira holdt hænderne mod sit bryst, som hun trådte længere ud.

Vandet blev hurtigt dybt, som hun gik få skridt længere ud. ”Vi var lige midt i noget” lød det fra manden, som Elmira rystede på hovedet. ”Alt jeg ville var at hjælpe, men du udnyttede mig” lød det frustreret fra hende, som manden trak let på skulderne. ”De kan også hjælpe mig ved at lette trykket” lo han hånligt. Elmira fik kvalme og skjulte ikke sin grimasse. Han var en fæl fyr og lugtede langt væk, hun tvivlede på at han havde været i bad for nylig.. Det måtte være mere end én måned siden sidst. Hvis han overhovedet gik i bad..

Nobacy brød skoven. En sø i lysningen. En mand på vej ud til en kvinde. “De kan også hjælpe mig ved at lette trykket.” Hørte hun manden sige til hende. Hvis det her ikke var den pige der skreg på hjælp ville det være meget mærkeligt. Hun havde allerede besluttet sig for hvad hun ville gøre. Denne mand havde vækket hende. Hvad ville hun gøre ved ham? Brænde ham levende? Stikke en kniv i maven på ham og lade ham bløde ud? Drukne ham? Nu var hun tæt på ham. Hun løb helt op ved siden af ham “Hej smukke” sagde hun kælende, som hun så den naturlige hjælpeløse skønhed i vandet. Det lød nok som om det var rettet mod manden. Hun taklede ham i vandet. Hun landede oven på ham. Han lå på ryggen. Hun lå på knæ oven på ham. Hun lagde en hånd kælende omkring hans hals. Bøjede sig ned over ham. Kyssede ham dybt på munden. Og bed et stort stykke af hans læbe af. Og begyndte at kvæle ham. Hun smilte til ham. “Du begår ikke helligbrøde foran mig. Er det forstået?” Spurgte hun i den samme kælende bløde stemme.

Hvorfor var mænd så frygtelige, når de blev ramt af lysten? Elmira forstod det virkelig ikke. Hun var godt klar over at mænd havde en træng til at føre slægten videre, men mange gange var det også bare lysten som drev dem. Det hele gav hende kuldegysninger, som hun dog pludselig fik øje på en skikkelse, der kom farende ud af skoven. Chokket fik hende til at gispe op, som hun nær var faldet bagover ned i vandet. Hun formåede dog at holde sig på benene, som kvinden havde udset sig en direkte kurs mod Elmira’s angriber.

Manden udstødte et utilfreds grynt, som han hørte hendes ord. Han så næsten fornærmet ud, som om tilnavnet ’smukke’ ikke passede ham. Han nåede dog langt fra at reagere før han blev væltet omkuld. Han havde svært ved at holde hovedet over vandet, som hun placerede sig ovenpå. Med et fast greb, tog han fat i hendes arme for at få hende til at slippe. Dog lod han til at slappe mere af, da hun kyssede ham. Han troede nok han ville ende i en lykkelig trekant. Men hans skrig var nok til at vide, at han hurtigt kom på andre tanker. ”Hvad fanden bilder du dig ind?” lød det hånligt og aggressivt fra manden, som han greb ud efter hendes hænder for at forhindre hende i at kvæle ham.

Elmira så forfærdet til, som hun bed sig i læben. Skriget fik hende til at kigge mod vandoverfladen. Hun blev dog stående ude i vandet for en stund, da hun lige pludselig kom i tanke om noget. Kniven! ”Pas på!” skreg hun, men i samme sekund havde manden sluppet kvindens ene hånd for at stikke hånden under rustning og hive kniven frem. Han gik efter hendes ribben, som han svang kniven rundt og pressede den imod hendes bryst.

Hun så kniven. Hun nåde næsten ikke at reagerer. Men hun nåde at gribe hans hånd inden den ramte hende. Eller, kniven rørte hende. Ikke noget der ville hive et ar. Han var stærkere end hende. Hun smilte ad ham inden hun syttede hans blod i ansigtet på ham. Måske ville dette blive sjovt? Hun var ikke stærk nok til at holde kniven væk, så hun hoppede ubesværet af ham. Det var ikke yndefuldt, men effektivt. Hun to sine sværd frem. Ventede på at han ville rejse sig op. Hun kunne dræbe ham nu, men det ville ikke være sjovt. Så hun ventede på at han rejste sig op. “Kom nu vi var gang i noget.” Sagde hun kælende. Efter så lang tid, måske hun ville få en god kamp? Hun håbede at hun ikke ville blive skuffet. Hans blod smagte ikke godt. Hun spyttede det i vandet. Smagen var der stadig. Men selvom det irriterede hendes var hendes ansigt i en grimasse som skulle hun til at åbne en julegave. En kamp!

Endnu et gisp undslap Elmiras læber, som hun følte sig tvunget til at kigge væk. Hun var nervøs for at kvinden ville blive ramt og hun havde ikke lyst til at se det. Hendes vejrtrækning var ikke blevet mildere, som hun dog langsomt bevægede sig tilbage mod bredden. Hun kunne ikke få sig selv til at stikke af, men blev stående i vandet, hvor det kun gik hende til anklerne. Kvinden formåede at undvige, dog kunne hun godt fornemme på manden, at han havde ramt hende. Det var kort, men også et tegn på at han sagtens kunne få ram på hende.
Manden så til, som hun stak halen mellem benene og flygtede ud fra hans greb. Det gav ham noget tid til selv at komme på benene, om end det ikke var lige så nem en opgave, som det Nobacy havde gang i. Han pustede lidt, da han formåede at få rejst sig op. Vandet strøg ned af rustningen, som han knækkede nakken og greb sit eget sværd. Det blev hævet imod hende, dog gled hans blik kort imod Elmira. ”Det får De betalt” lød truslen, som han atter vendte blikket tilbage til Nobacy. Han strammede grebet om skaffet og placerede begge hænder på dette for at løfte sværdet over hovedet og hugge ud efter hende. Kniven placerede han imellem sine tænder.

Elmira kunne mærke hvordan hendes ben rystede under hende. Forhåbentlig ville manden ikke have en chance, men han var meget større end kvinden, så hun kunne ikke lade vær med at bekymre sig. Hans læbe blødte også stadig, men det lignede mest af alt at de begge havde taget en slurk af hinanden, som blodet gled ned af deres hager. Manden havde placeret et ben bag sig for at få mere kræft i slaget, dog skiftede han pludselig retning og slap sværdet med den ene hånd for at gribe fat om kniven. Det skete så hurtigt, at Elmira ikke nåede at reagere på det. Kniven blev kast direkte mod hende, hun nåede ikke at undvige helt, før den ramte hendes skulder. Skulderen blev dækket af grønt skæl, som kniven ikke satte sig fast, men blev slået ud af kurs og ned i vandet. Hurtigt dækkede Elmira området med hånden for at skjule det grønne skællignende hud, der havde beskyttet hende. Manden var dog hurtigt tilbage i sit angreb, som han havde drejet sværdet og gik efter hendes hofte. Elmira selv faldt på knæ i vandet, som hendes hænder blev begravet i sandet. Kniven stirrede hun bare på.

Hun så finten. Alt hvad denne klamme man gjorde. Og hun kunne ikke høre noget imod kniven. Hun skulle have dræbt ham da hun havde chancen. Grimassen af morskab forsvandt. Hun så finten. Så hun lavede sin egen. I en bevægelse drejede hun hurtigt ovorkroppen, hoppede til siden, bevægede sin venstre hånd og arm mod mandens sværd. Spændte armen for at forberede sig på slaget. Stadig i samme bevægelse bevægede hun sin højre arm, og med al sin kræft, stillede hun efter hans hals.
Blokaden var nok til at hendes ben ikke var ubrugeligt. Men sværdet ramte hende. Ikke nok til at gøre hende mindre mobil, men noget der skulle kigges på. Det tænkte hun dog ikke på, for hun var ret sikker på at hendes finte var nok til at slå ham ihjel. Hun gik ikke efter at få en god kamp mere.

Elmira børstede fingrene over hendes skulder, hun kunne godt mærke hvilken kraft, der var blevet brugt for at kaste kniven, men der var ingen mærker efter den. Aldrig havde hun været nødsaget til at bruge vold overfor andre. Eller hun havde måske sparket fra sig fra tid til anden, men det var intet sammenlignet med hvad kvinden havde gang i lige nu. Elmira turde slet ikke kigge på dem, i stedet stirrede hun på kniven i tavshed.

Manden var travlt optaget og opdagede ikke Elmiras chok, som hans fokus var tvunget mod kvinden foran ham. Hun var ikke helt så nem at slå omkuld, selv hvis hun tog imod slagene, så kom hun hurtigt igen. Han vrissede let af hende, som han brugte al kraft på at hugge ud efter hendes hofte. Sværdet ramte dog ikke målet, som Nobacy flyttede sig i tide. Dog nåede han ikke at se hvor sværdet endte før at han slap det i et håb på at kunne undvige hendes modangreb. Sværdet snittede hans hals, blodet rendte ned over rustningen og han faldt hurtigt til knæ, for derefter at falde sammen i vandet. Blodet spredte sig vandet. Noget som Elmira hurtigt fik øje på, som hun panisk rejste sig op og flygtede op på bredden. Kjolen hang tungt rundt om hende, som hun stirrede forfærdet på liget i vandet. ”Hvad.. De..” Elmira kunne ikke forme en sætning, som hendes krop begyndte at ryste, hun skælvede nærmest af skræk.

Hun følte sig skuffet. Meget meget skuffet. Et sølle menneske. Hvorfor er det så nemt? Hvorfor kan alle ikke bare være fode til at kæmpe? Hvorfor skal hun være så overlegen over for alle? Hun fik ikke engang brugt sin magi! Hun sukker. Han nåde ikke engang at betale. Pludselig kommer smerten. I sin blodtørst havde hun glemt at bruge magi. En intens smerte i hjertet og inde i hendes muskler fik hende til at gå i knæ. Hun blæste ukontrolleret vind i alle retninger som en chockbølge, og brugte langsomt mindre energi, indtil at hun ikke følte smerte mere. Verden vendte tilbage. En ulogisk vrede flammede op i hende. Hun rejste sig op, og sparkede meningsløst til liget. Hun sukkede.

Liget blev liggende i vandet, men Elmira kunne ikke få sig selv til at se på manden eller kvinden. Hun var målløs og ude af stand til at gøre noget. Inderst inde ville hun gerne takke kvinden for hjælpen, men der kom aldrig rigtig nogen sætning ud af hendes mund. Hun trak vejret dybt, som hendes koncentration dog blev forstyrret af en stærk vind. Elmira var tvunget til at stå imod, men endte alligevel med at gå baglæns mod skoven. Hvad var det? Hendes grønne øjne søgte kvinden, som hun kunne fornemme at det var centrum for vinden. Kunne hun mon manipulere med vinden?

At kvinden valgte at sparke til liget, fik Elmira til at rynke på næsen. ”Det er ikke nødvendigt..” lød det stille fra hende, som hun aldrig havde set vold, som en udvej. Nok havde manden forsøgte at forgribe sig på hende, men kunne hun virkelig være sur på ham eller vred nok til at tage det udover kroppen? Uanset hvad så lå det hele i sjælen. Kroppen var blot en beholder.

Et gisp undslap hendes læber, som hun blev grebet bagfra og hævet over jorden. En kraftig arm havde placeret sig rundt om hendes hals. Det fik hende til at sprælle, som hun bare gerne ville fri fra hans greb. Det var manden fra tidligere, men da Elmira mødte hans blik, som hun ønskede at se sin angriber, så gik hun i stå og så straks mod liget.. Det var der endnu. ”Hvordan?” hvæste hun irriteret, som hun greb ud efter hans arm og forsøgte at hive fat i armen for at få ham til at slippe. Hendes negle kradsede ham endda, som denne skikkelsen ikke bar en rustning. Men lignede manden på en prik. ”Dobbeltgænger” hviskede manden køligt ind i øret på hende, som han lod tungen stryge hen over hendes øre. Elmira forsøgte at sparke bagud, men var mere bekymret for armen omkring hendes hals end det at hun ikke kunne nå jorden. Var liget i virkeligheden en distraktion? Der måtte være tale om en magisk evne. Det kunne umuligt være andet.

Vreden tog fat i hende igen. Hun var blevet snydt. Snydt af den åndsvage mand. Måske kom hun alligevel til at bruge magi. Tanken gav hende ingen glæde denne gang. Det var en personlig fornærmelse mod hende! Hun kiggede på manden. Det var en god ting at hun havde... olie i sin vare tækt. Hun kiggede køligt på manden. Hun tog fat i en flaske olie. Tog sit tændtøj, og satte ild til det. Hun kontrollerede ilden så det ikke eksploderede i ansigtet på hende. Hun kastede det for fødderne af manden. Der var en der var ved at blive brændt levende. Og lige nu var hun så sur at hun var ligeglad med hvem.

Elmira havde for travlt med at slippe fri af mandens greb, til at opdage hvad kvinden faktisk havde gang i. Hun prøvede stadig at komme fri fra hans greb, men han strammede det blot yderligere, som hun begyndte at hoste for at trække vejret. Han havde låst armen med den anden, så hun kunne umuligt slippe fri uden hjælp. Men den hjælp hun fik, havde hun slet ikke regnet med. Ilden fik hurtigt fat i græsset under dem begge, som manden panisk slap hende, så hun faldt mod jorden og landede direkte på sin knæskal. Det gav et højlydt smæld, som hun ømmede sig. Hun forsøgte at komme på benene, men ilden forhindrede hende i at flytte sig, samtidig med at knæet lammede hende til jorden. Manden derimod flyttede sig blot nogle skridt tilbage og betragtede ilden, som den spredte sig.

”Hjælp..” lød det panisk fra Elmira, som de store flammer kunne ses i hendes grønne øjne. Hun ønskede ikke at gøre brug af sin magi, men følte sig tvunget til det, som hun med ét slog armene ud. Det lignede mest af alt et vindpust, men i virkeligheden skubbede Elmira tiden for græsset langt ud i fremtiden, så langt at det ikke kunne følge med. Det blev opløst og jorden slog revner, hvortil ilden ikke længere havde noget at holde fat i, foruden det lidt olie, der stadig befandt sig på jorden. Hun skyndte sig at slæbe sig over jorden for at komme bort fra den nu skaldede plet i græsset. Med en løftet hånd flækkede hun træet ved siden af manden i to, som havde et lyn slået ned i det. Lynet ville have ramte træet nogle dage ude i fremtiden, men Elmira brugte tiden til at lade det ske nu, som træet landede lige ovenpå mandens fødder. Hans jamrer var højlydt, som det rungede for hendes ører, hvortil hun endte med at lægge sig ned. Hun havde brugt alt for mange kræfter på det stunt.

Seleena kiggede forundret på landskabet som pludselig ændrede sig. Hun forstod virkelig ikke hvad der skete. Og som et lyn pludselig slog ned i et træ blev hun ikke mindre forvirret. Det var noget af en ekplosion. En gnist fra den eksplosion dalede ned på noget græs nær manden. Hun fik gnisten til at brænde men mange gange højere temperatur. Det var lige præcis nok til at andtænde noget græs. Hun gik tætter på og tvang ilden til at brænde mere og gav ilden vind så ilden kunne brænde mere. Ilden fik fat i mere og mere græs. Hurtigt fik ilden fat i træet. Flammerne blev hurtigt meget høje. Hun koncentrerede ilden omkring manden.

Kvinden var blændet af raseri og vrede, Elmira kunne ikke undgå at se det, som hun blot havde ønsket at give manden en sidste advarsel, men kvinden tog det langt ud over Elmiras grænser. Hun så flammerne formere sig og hun hev sig hurtigt, men langsomt, på benene. Manden var fanget ved træstammen og snart stod flammerne højt. Hun var slet ikke enig i fremgangsmåde og underligt nok, så fik hun ondt af manden.. Hans skrig skar i hendes hjerte og hun havde mest af alt lyst til at få det hele til at stoppe. Hvorfor havde hun også beklaget sig, hvis hun ikke havde sagt noget, så havde kvinden måske ikke opdaget dem?

Elmira var forfærdet over synet. Manden forsøgte at komme væk, men træstammen flyttede sig ikke og ilden spredt sig hurtigt. ”Stop det!” skreg hun op, som hun bevægede sig stille mod kvinden. Hun havde startet det, så hun burde også kunne få det til at stoppe.. Det var frygteligt at se på og Elmira ville ikke bare lade det ske som sidst. Dog var Elmira svagt lammet med knæet, der ikke kunne bære hendes vægt uden at hun næsten faldt sammen for hvert skridt hun tog. Det var muligt for hende at stoppe ilden, men hun havde slet ikke kræfterne til at forhindre det, nej hun var nød til at få kvinden til at lytte. ”Det er nok nu!” fortsatte hun, hendes stemme panisk og rystende. Der var ingen kontrol mere.

Den paniske stemme skar Nobacy i hjertet. Hendes uskyld skinnede klart igennem. Langsomt blev hun trukket tilbage til virkeligheden. Et par øjeblikke stod hun bare og gjorde intet. Så sukkede hun dybt. Det her kom til at gøre meget ondt bagefter. Hun prøvede at forberede sig selv for hvad der ville ske bagefter, men hun vidste at det ikke var meningsløst. Hun tog mod til sig og fik flammerne til at brænde så kraftigt på en gang, at de gik ud, og ttog manden med sig. Det resulterede i en ekplosion. Hun brugte sin vindmagi til at blæse chockbølgen væk fra hende og kvinden. Og så brugte hun ikke mere magi. Hun ænsede ikke det sorte landskab, som smerten kom. Det var som en usynlig hånd tog fat i hendes hjerte, og klemte til med alt magt. Smerten bredte sig ud i hele hendes krop. Smerten var inde hendes muskler. Hendes øjne blev tomme. Smerten tvang hende i knæ. Verden forsvandt. Der var kun smerten. Hun kunne ikke tænke. Der var kun smerten. Og den gjorde ondt. Det var smertens højdepunkt. Det begyndte at tage af.

Det for helt igennem forfærdeligt! Elmira havde det virkelig skidt med sig selv, dog var hun lettere over at kvinden havde hørt hende. Det varede dog ikke længere, som flammerne tog til, mandens skrig dødede ud, som han blev forvandlet til aske i en eksplosion. Elmira havde forventet en trykbølge, men hun kunne intet mærke, som hun dog konkluderede at det måtte være kvindens værk, lige som den sidste trykbølge hun havde mærket.

Elmira stirrede blot på den sorte plet, træet der var forbrændt og ødelagt, græsset som var gået op i røg og den fæle lugt af brændt kød. Hun var tvunget til at holde sig selv for næsen, som hun udstødte et utilfreds støn og forsøgte at vifte lugten væk. Det var der, at kvinden røg på knæ. Var hun blevet ramt? Elmira tøvede lidt med at flytte sig fra stedet, hvor hun var gået i stå, men følte sig tvunget til at hjælpe. Hun tøvede dog stadig med at gå helt hen til hende, som hun holdt en hånd over hendes bryst. Vejrtrækningen var tung og dyb. ”Er De okay?” lød det stille, helt forsigtigt fra hende, som hun ikke var sikker på, hvad hun skulle gøre. Skulle hun stikke af? Ville kvinden vende sin vrede imod hende?

Nervøs og bekymret lod Elmira blikket vandre mod skovkanten igen, som hun ikke ønskede at manden skulle dukke op igen, der var jo en chance for at det blot var endnu en dobbeltgænger. Men efter noget tid, vendte hun blikket tilbage til kvinden. Hvad nu?

Smerten fratog sig. Bid efter bid. Det tog lang tid. Hun kunne tænke. "Er de okay?" Nej hun var ikke okay. Smerte var stadig øredøvende lammende. Intet hun kunne gøre kunne nogen sinde forberede hende på denne smerte. Åh hvor hun hadede den smerte! Der var så meget hun ville give for at få smerten væk. Men et eller andet sted vidste hun godt at den forbandelse hun havde påtaget sig havde været så kompliceret at kun en mand ville kunne helbrede hende. Og han havde hun dræbt. Et nyt stød af smerte slog igennem hende. Hun krympede sig. Smerten drænede hende for alt energi. "Hvorfor vækkede du mig?" Spurgte hun stille med en dirrende og sårbar stemme. Hun hadede at blive tvunget i knæ. Men denne smerte... Intet kunne fjerne den. Hun vidste dog også at det var spild af tid at beskylde kvinden for hendes smerte. Men hun havde ikke mod til fortælle hende dette. Hvor ironisk. Hun er lige så sårbar som kvinden hun redede. Hun skubber tanken langt langt ned i hendes underbevidsthed. Hun har ikke enggang energi til at kigge på kvinden.

Stilheden gjorde hende nervøs, som hun holdt en vis afstand til kvinden. Lugten var der fortsæt, men hun var stædig nok til at ignorere den, så længe at hun kunne holde blikket fra det forbrændte område. Hun var mildt sagt målløs over hvordan det hele havde udviklet sig. Der lå fortsat et lig i vandkanten og svømmede rundt. Hun gøs bare ved tanken. Hendes kjole var kun blevet mere beskidt, som hun var endt på jorden, den var endnu fugtig og sugede den brune farve til sig. Det lignede efterhånden en skovbund med blandingen af grønne og brune farver.

Elmira stirrede på hendes egne hænder, som hun ikke var holdt op med at ryste. Det var ikke nok at knytte hånden sammen, som det var hele hendes krop, der rystede.  Kvinden havde ikke sagt meget, så Elmira var ikke helt sikker på hendes stemme, dog rettede hun blikket mod hende. Havde hun vækket hende? Hun rynkede let på brynene, som hun ikke forstod sammenhængen. ”Det beklager jeg” var det mærkeligt at hun bare valgte at undskylde uden rigtig at vide hvad hun havde gjort forkert og om det overhovedet var hende, der havde vækket hende.

Normalt ville kvindens forvirring morre hende. Men hun havde andre ting at tænke på. Undskyldningen var fuldstændig uberretiget. Men hun havde ikke enrgi til at fortælle hende hvor dum hun var. Men smerten var fortaget så meget nu at hun kunne tænke. Til hendes skuffelse følte hun ikke en fysisk træthed. Hendes sind var drænet. Meget. Hun kunne ikke enggang bekæmpe den smerte som tog fat i hende. Hun tog sig ubevidst til skulderen. 

Det gjorde stadig vildt ondt. Hun rejste sig op. Hun rystede. Prøvede at holde op, men det gik ikke særligt godt. Hun begyndte at gå mod søen. Hun fandt hurtigt ud af at hun haltede. Langsomt mængede hun uden om liget i søen. Hun var ligeglad med om kvinden fulgte efter hende. Selvom Nobacy måtte indrømme at hun ikke ønskede at kvinden ville gå. Tanken ville ikke gå væk selvom hun prøvede. Hun gik ud i vandet. Hun satte sig i vandet så hendes skulder var dækket. Det hjalp ikke meget på smerten, men det var dejligt. Hun sukkede dybt. "Lad være med at gå" Hun havde åbenbart tænkt højt. Hun håbede at kvinden ikke hørte det.