Sted: kroen det lille vandfald
Tid: 04:35
Vejr: lys morgen udenfor
Stemning: tomt

Det var tydeligt at se på denne lille kro det havde været noget af en fest aften før, men nu var det morgen og stedet var tomt, eller næsten der sad en skikkelse ved et bord og hang lidt. Jocelyn havde forladt det værelse hun delte med sin broder. Søvn havde hun ikke fået meget af som de var flygtet fra dæmonernes rige. Det var kun 2 døgn siden Jocelyn havde trodset sin fader, og krævet sin frihed. Eller havde tvunget den ud af ham.
Men det var jo entelig ikke det hun oprigtigt havde ønsket, det var fordi hendes fader havde ville dræbe James, og det slog klik for hende. Men uanset hvad så var der ingen vej tilbage nu, nu var der bare... Ja tomhed... hendes sind, hun syntes stadig at mærke de andre, men de svarede ikke, det var ret ensomt. Og hvad skulle hun nu? 23 år havde hun givet af sit liv til sin fader.
Og måske skulle Jocelyn stoppe med at tænksomme den mand som sin fader, men hun var resultat af hvad han havde skabt hende til så det var han i bund og grund, men hun var blot det sorte får.
Fustrerret slog Jocelyn hånden ned i bordet så hendes tomme ølkrus hoppede lidt og hun havde bare lyst til at skrige. Det hele var så tomt i hendes hoved, hvad skulle hun dog stille op, hun duede jo ikke til noget, andet end tjene en hungrende dæmon.
Hvilket liv skulle hun gå i møde, tigger vejen som hendes bror jo nærmest havde levet, nej det var under hende, men hvad skulle hun ellers du til.
Den tomme fornemmelse i brystkassen blev ikke bedre af hun sad alene i en kro på denne tid og ikke kunne sove. Endda ham bag disken var smuttet ud bag ved for at sove videre ogoverlld disken til en klokke man kunne ringe på.

Det tomme blik derr var at se i Jocelyns øjne geld blot ud over det tomme rodet lokale og hun overvejde faktisk om det var værd at leve videre,hun kunne ikke klare tomheden i sit hoved.

Egentlig var hun ikke meget for at forlade den vestlige del af landet, men en opgave havde tvunget hende mod øst også selvom hun havde bange anelser med beskrivelsen. Alligevel formåede hun næsten altid at bevare et højt humør, som et konstant smil hviledet over hendes smalle læber. Men før at hun kunne kaste sig over opgaven, fandt hun det nødvendigt at sikre sig, at det var muligt at få et værelse i nærheden. Elmira var ikke sikker på, hvad klokken var med stilheden i byen fortalte hende, at hun enten var sent på den eller også meget tidligt på den. Dog forhindrede det hende ikke i at søge mod den nærmeste kro.

Den grønne kappe skjulte hendes grønne kjole, men var også med til at skjule det meste af hendes hud. Der var ikke mange, som forstod en hentydning, så ofte fandt hun det nødvendigt at dække sig helt til, når hun bevægede sig ind i byen. Der var fare for at støde på mange forskellige væsner og tiden havde lært hende, at den østlige del af Krystallandet havde en overbefolkning af ondsindede væsner. Hun kunne selvfølgelig tage fejl, men der var vel intet i vejen med at være på den sikre side. Som hun rakte hånden mod håndtaget gøs det hende langt ned af ryggen. Håndtaget var koldt, men hun formåede alligevel at presse det ned for at åbne døren og gå indenfor.
Elmira trak hætten væk fra hovedet og slog let med hovedet for at løsne det hår, der havde sat sig fast i kappen. Den røde farve var ikke til at tage fejl af, som hun dog stille kiggede sig omkring efter en ansat, som hun kunne tage fat i. Der var ingen tilstede, foruden en skikkelse i det fjerne. Med blide og rolige skridt bevægede hun sig mod skikkelsen. Hendes skridt var næsten lydløse, som hun ikke bar sko eller noget der lignede. Trægulvet rev let i hendes hud, men hun var ikke generet af det. "Undskyld mig.." hendes stemme var blid og høflig, som de grønne øjne forsøgte at få hendes opmærksomhed. "Ved De hvordan jeg kan skaffe et værelse?" spurgte hun med et venligt glimt i øjet og hovedet let på skrå.

Da lyden af døren, ind til kroen, gik op måtte Jocelyn kiggede blot en smugle op fra sin egen selv medlidenhed og kiggede blot kort på skikkelsenmder var kommet ind i kroen. Lidt uinteresseret kiggede Jocelyn så blot ned k boret igen, kvinden kunne vel finde ud af at ringe på klokken op ved disken. Eller kunne hun da Det? Da lyden af kvindens skridt kom i Jocelyns retning kom tættere på og det endte med at der var en venlig stemme der talte til Jocelyn rettede hun blikket op igen.
Roligt studerede det tomme øjne kvinden foran sig og Jocelyn pegede op imod har disken og sagde stille "Ring med klokken... som kommer der nok en om lidt". Dog trods Jocelyn havde balgt at svare kvinden var der ingen iøjnkontakt imellem dem imens Jocelyn talte til kvinden, da kvinden helst ikke skulle se det selvhadene tomme blik Jocelyn besad.

Det var underligt at der pludselig var blot lidt liv i kroen, og hvem rejste entelig på dette tidspunkt? Men trods måske den mindre nysgerihed der gemte sig i Jocelyn blev det maks til et suk der undslap hendes læber da nu var hun tvunget til at se blot lidt mere anstændig ud end hvis hun var alene. Så roligt rettede Jocelyn sig lidt op i stolen og sagde "ring til dog, for den kære mand der skal hjælpe dem fik vidst lidt meget i går"

Måske det var en anelse underligt, at der kun befandt sig en gæst i den store kro. Elmira havde dog ikke overvejet hvad det havde af betydning for hende og det at skulle skaffe et værelse. Samtidig så var hun ikke klar over hvad der var sket aftenen for inden. Dog håbede hun på at kvinden foran hende kunne hjælpe hende. Elmira smilte stille til hende, som hun løftede hånden og pegede mod disken. En klokke sagde hun? Hun vendte stille blikket mod klokken og var så småt gået derhen efter et høfligt nik til kvinden. Elmira rakte hånden frem fra under kappen, som hun skulle til at placere håndfladen mod klokken, da kvinden talte igen.

Elmira gjorde holdt med hånden over klokken, som hun kiggede tilbage mod kvinden. Stille trak hun den til sig igen, uden at ringe på klokken. "Så må jeg hellere vente lidt" svarede hun med et smil på læben. Elmira flyttede hånden mod sølv knapperne for at åbne den store kappe. Den var blevet en anelse tung af duggen og var stadig fugtig. "Tak" sagde hun smilende, som hun så sig om efter et sted at sidde, så hun kunne vente. Det virkede en anelse uhøfligt at sætte sig langt fra kvinden, men hun var i tvivl om hvorvidt hun overhovedet ønskede selskab. "Var De med igår?" Spurgte Elmira stille, som hun fik knappet kappen op og snart skubbede den af sine skuldre for at hænge den over hendes venstre arm. Kjolen under var ligeså grøn som kappen og med fine sølv detajler rundt om taljen. Elmira gik lidt udfra at kvinden vidste det hele fordi hun havde været med igår. "Har De noget imod at jeg sætter mig ved Dem? Det virker uhøfligt at sidde så langt væk, når det kun er os." Indrømmede hun smilende, som hun langsomt havde bevæget sig hen til hende. Hun havde jo hjulpet hende.

Joelyn lod sit blik glide fra kvinden igen som det virkede til hun søgte op til klokken ved baren, det var entelig et mærkeligt tidspunkt at ville have et værelse på, måske en omgang tidlig morgenmad, men et værelse lige frem, kvinden måtte havde rejst hele natten. Det kunne man jo til dels jo også se på hendes kappe som den var fugtig af det våde dug fra morgen uden for kroen.

Dog kiggede Jocelyn igen imod kvinden da hun begyndte at tale. Altså det måtte hun jo om hvis hun ikke ville ringe, men det var jo mandens erhverv at skulle passe den bar, så hvis han havde drukket en kæp i øret så måtte han vel bare tage det i stiv arm, men det var da venligt over for ham.
Som kvinden endelig kom sådan lidt tilbage og Jocelyn blot havde studeret hvordan kvinden havde prøvet at hitte ud af hvor hun skulle placere sig, skubbede Jocelyn stolen foran sig ud med foden.
"Sæt dem bare" sagde Jocelyn med et venligt toneleje men stadig ikke det mest muntre, hun skulle lige omstille sig til der var nogle og ikke blot sidde og have ondt af sig selv. Der var stadig lidt rester af øl i Jocelyn krus hun tog en tår af, den var dog godt flad og lunken men tørst gjorde det nødvendigt.
"Vi ankom sent i går min broder og jeg... han ligger stadig på vores værelse.. festen de havde her inde var ved at dø ud da vi kom" sagde Jocelyn roligt og lænede sig tilbage i stolen. Det havde været noget af et hur at komme her til fra dæmon riget, men det var lykkes, og det var James der havde det værst med de skader hendes fader havde forvoldt ham.

"Hvad bringer dem hid?" spurte Jocelyn om og tænkte nu hvor devar blevet bord kamerater måtte de vel have en eller form for samtale igang, nok også det kvinden havde lagt op til.

Et blidt smil gled over hendes læber, som kvinden ikke havde noget imod at lade hende sidde sammen med hende. Elmira var ikke ligefrem van til at starte en samtale, men eftersom de var de eneste i rummet, så virkede det uhøfligt at sætte sig væk. Hun havde jo intet imod andre, hun var blot forsigtigt. Elmira lagde blidt en hånd mod stolen, som blev skubbet ud til hende. Hun trak den lidt længere ud for at hænge kjolen over ryglænet, før at hun valgte at sætte sig. Det ene ben blev elegant placeret over det andet, som kjolen gled over hendes bare ben. Et tilfreds suk undslap hendes læber, som hun endelig kom ned og sidde. Det havde været en lang tur. "Tak, frøken?" Spurgte hun høfligt, før at hun samlede hænderne på bordet. "Navnet er Claíre" præsenterede hun stadig smilende. Navnet var en slags barriere til hendes natur, mest af alt fordi det var nemmere på denne måde, så ville ingen vide hvem de skulle lede efter uden hendes rigtige navn. Navnet var desuden forbundet med hendes erhverv som arkitekt.. bygninger havde altid interesseret hende og at kunne genskabe historien ved at renovere nedfaldne bygninger.

Kvindens ord fik hende til at lægge hovedet en anelse på skrå, som hun forklarede sig. "Så De er her ikke selv" det var en stille konklusion, som hun smilte. "De havde måske behov for at være lidt i fred?" Hendes stemme var blød og behagelig, som hun lod blikket dale mod kruset. De grønne øjne vendte dog retur til kvinden, som hun spurgte om hendes planer. "En arbejdsopgave.. jeg skal være med til at renovere et hus i udkanten af byen" svarede hun med et smil. Hun rodede lidt rundt i kappen, som hun fandt en rulle papir frem og lagde på bordet.

Roligt blik betragtede denne kvinde som hun yderst elegant satte sig på stolen. Jocelyn kunne just ikke påstår at selv nogle sinde ville kunne sætte sig ssådan på en stol, men rart for kvinden at hun kunne. Det tæteste på elegance der kom når det galt Jocelyn var den dans hun satte gang i når hun var i en kamp med sit sværd, men det så skam yndefuldt ud hvis hun follede sig ud.
Som kvinden spurte efter Jocelyns navn og derefter introducerede sig selv som Claíre, prøvede Jocelyn ihærdigt  at gå ind i sit sind kort og lede i netværket, men forbindelsen var svag, hendes faders evne måtte aftage da ingen reagerede på hendes kald, trods hun stadig kunne mærke familien i sit sin. Et kort suk undslap Jocelyns evner og hun smilede blot og sagde "Rart at møde dem Claíre, mit navn er Jocelyn" 

Så kvinden var håndværker af en art, hmm måske mere i den lærte ende som hun var klædt. Et ganske fint erhverv at kaste sig ud i. "At sidde i fred er nok det mindst tiltalende jeg kunne forstille mig lige nu, så de må indelig gøre dem tilrette" sagde Jocelyn blidt og havde det svært nok med stilheden i sit hoved, ikke tanker sendt fra hendes fader eller blikke der kiggede ud af hendes sind.  Jocelyn kunne entelig godt bruge mere at drikke, og Claíre havde jo intet.
Så roligt rejste Jcelyn sig op og sagde kort meget undskyldende "Undskyld mig et øjeblik"
Roligt gik hun imod baren, og med et elegangt afsæt på en barstol og et hop kom hun over på den anden side. Roligt fandt hun 2 glas og fik dem fyldt med gylden øl. Denne gang da hun skulle ud gik hun igennem hullet i disken der var ment til det og kom ned til bordet igen og satte glasset foran Claíre og igen fandt til rette i stolen.
"Jeg betaler senere" forsikrede Jocelyn så blot Claíre om så det ikke blev opfattet som tyveri.

Stemningen var ikke svær at læse, om end Elmira havde nemmere ved at læse tiden i naturen, så kunne hun godt fornemme en lettere bedrøvet stemning. Var der mon sket noget og turde hun i det hele taget at blande sig? Det var ikke på sin plads at blande sig og hun skulle slet ikke. Navnet fik hende til at smile dog, som hun nikkede høfligt, som et taknemmeligt svar. "I lige måde Jocelyn" sagde hun fortsat smilende og uden bekymringer. De var fortsat vildt fremmede. Men et navn var en høflig begyndelse. Elmira forsøgte ikke at dømme andre, hvordan hun var sig selv havde dog noget at gøre med hendes erhverv. Det var forventet af hende, hvis hun ønskede den rette behandling af andre.

"Undskyld, hvis jeg blander mig, men De lader til at være trykket af noget.." hendes stemme var blid og forsigtig, som hun ikke ønskede at træde på hendes privatliv, men det var lidt svært at ignorere med hendes ord. Elmira lænede sig stille tilbage i stolen, som hun dog lignede én der ville rejse sig, da Jocelyn gjorde det samme. Hun faldt dog stille tilbage. "Selvfølgelig" svarede hun smilende, som hun fulgte kvindens bevægelse. Et let gisp undslap hendes læber, da hun lige pludselig sprang over disken.. aldrig havde hun selv overvejet at gøre noget lignende. Medmindre hun skulle springe over en træstamme i skoven. Ikke at det var nemt i en kjole, som denne..
Kvinden kom hurtigt og nemt retur med 2 glas, som Elmira rettede sig op og lod fingrene danse hen over kruset. Hun nikkede til Jocelyn. "Det betvivlede jeg nu heller ikke" indrømmede hun smilende, som hun nikkede til hende. "Hvad skylder jeg?" Spurgte hun blidt, som hun ikke havde planer om at lade kvinden betale for at slukke hendes egen tørst. Elmira tog stille kruset op til læberne for at få en slurk af den lyse væske.

trykket af noget? ja det kunne man vel godt sige hvis man skulle bruge den formulering, men hvad var der at sige til det? Jocelyn vidste ikke lige om hun skulle begynde på den sørglige historie til hele hendes liv som nu var rusket godt op i. Hvorfor havde james også opsøgt hendes fader? Hvis James ikke havde været der ville det havde været så meget nemmere at tigge hendes fader om at lade ham være. Og så ville alt jo blot havde blevet ved med at være som det var, men nej sådan skulle det ikke være.
"Det er en llang historie, men kort fortalt s har jeg brugt 23 år af mit liv på et... arbejde.. og nu har jeg det ikke længere, men jeg dur ikke lige til andet" forklarede Jocelyn og sad med glasset i sin hånd og kiggede lidt ned i øllet. Ja det var vel den bedste måde at skulle forklare det at hun havde soolgt sin vilje til en dæmon, og nu havde krævet den tilbage.

Roligt tog Jocelyn en tår af øllet og kiggede så op på kvinden der var hurtigt med at gerne ville betale for øllet, og et kort smil fandt Jocelyn læber og hun sagde "Åh det skal de ikke bekymre dem om" Jocelyn havde som sådan blot startet en regning og havde selv ingen ide om hvad øllet kostede, så det ville være en skam at tage for meget fra Claíre.

"Og tror blot den tomme krostue her mindede mig om hvor ensomt livet faktisk kan være" sagde Jocelyn blot tænksomt. Det gjorde det nok ekstra slemt at hun også var alene i sit sind. Efter 23 år med mennesker i sit hoved, så var det blot tomt nu, så måske det havde været en dum ide at efterlade James på værelset for at søge ned i krostuen.

Måske det var forkert for hende at blande sig på den måde, men hun følte lidt at kvinden måske var nød til at snakke om det for at få lettet sit hjerte? Ikke at hun var klar over, hvad hun gik indtil ved at stille disse spørgsmål, men hun kunne altid forhindre hende i at tale videre, hvis det blev for ubehageligt? Elmira tvivlede dog for en stund, som kvinden fortsat virkede forvirret. Hun lignede en der var splittet af det hele. Hvad var der mon sket og hvad kunne have forhindret det? Elmira var godt klar over, at det var kvindens skæbne, som havde tvunget hende ud i dette, men Elmira kunne ikke gøre noget for at berolige hende. Skæbnen havde uden tvivl en plan for hendes liv. Men hvad? Stille bed hun sig i underlæben. Kvindens forklaring fik hende til at nikke stille. ”Måske De burde udforske Deres interesser, eller finde en anden, der kan give Dem de samme betingelser for et arbejde?” ordene var blide og lød opmuntrende, som Elmira ikke så nogen grund til at opgive livet. Livet var ikke en dans på roser, eller jo, hvis det var roser, hvor man kunne træde på tornene.

Elmira havde aldrig bedt kvinden om at betale for hende, men hun vidste også godt, at det var uhøfligt at takke nej, når nu det var sket. Derfor endte hun med at nikke, som hun greb fat om kruset og placerede kanten af glasset mod hendes læber. Hun havde aldrig smagt øl før, og smagen fik hende til at skære en grimasse, som hun nær havde sat kruset ned for hårdt. ”Så skylder jeg Dem én” forklarede hun med et smil, der var tale om en drink og intet andet, men det behøvede hun vel ikke uddybe?
Kvindens ord var noget, som Elmira sagtens kunne relatere til. ”Husk at De stadig har Deres broder” mindede hun om med et smil. ”Jeg er sikker på, at han ikke vil være foruden Deres selskab” smilet blev på hendes læber, som hun drejede kruset let rundt i hendes hånd. Hun endte ofte med at dagdrømme, men som hun nev sig selv i låret, holdt hun fokus på kvinden foran hende.

Jocelyn skulle lige til at opgivende at spørger om hvad kompetencer det gav for livet at arbejde for en dæmon i 23 år, men lod blot det fortie og nikkede kort. Hun var god til spionage og slå folk ihjel, ikke lige det man kom længst med i sit liv, eller hun kunne altid finde en anden dæmon at tjene, se det kunne være en mulighed.
"Jeg tænker det er et snævert jobmarked hvis jeg skal se på hvad jeg har lavet, men måske der er muligheder" sagde Jocelyn blot roligt og trak lidt på skulderne. Roligt tog hun et tår af sit øl og fjernede en tog hår der han i vejen fra hendes blik.

"Min broder og jeg... hvordan skal jeg formulere det... er genforente efter lang tid... jeg er bange for jeg ikke længere har noget til fælles med ham andet end vi deler samme blod" forklarede Jocelyn roligt. Det var ikke fordi hun ikke var glad for at havde mødt sin broder. Men James havde opgivet alt i sit liv for at finde hende. Og hvad havde hun gjort, blot levet et liv uden at tænke så meget over om han var i live eller ej. Jocelyn var ikke sikker på at hun ville kunne se ham i øjne og genkende noget.

"Men jeg er ikke sikker på tiderne bliver meget bedre end nu... en skål for hvad der er... og hvad der kunne havde været men ikke blev" sagde Jocelyn tænksomt og løftede kort et krus i en gestus og tog derefter en tår. Hvis det ikke havde været for James havde blandet sig, så havde Jocelyn stadig tjent hendes fader.

Det var aldrig sjovt at stå uden noget at lave. Det havde Elmira også måtte sande, da hun først blev født og måtte kravle sig op af jorden. Det var en kedelig tilværelse, hvis man ikke havde noget at give sig til, så hun kunne godt forstå Jocelyn’s problematik, men så måtte hun jo bare kigge efter noget at lave? ”Så burde De måske udvide jobmarkedet?” lød det roligt fra hende, som hun hævede glasset i en rolig gestus, før at hun placerede kanten mod sin læbe og tog sin første slurk. Det var en underlig smag, men Elmira havde nu ikke noget imod det, hun skulle dog stadig vænne sig til hvordan de forskellige væsner opførte sig og hvad de spiste.

Elmira så en anelse forundret på hende. I det mindste havde hun noget familie, som hun kunne dele sit liv med. Det kunne Elmira ikke ligefrem prale af, men hun forstod problematikken med at føle sig fremmed i en andens selskab. ”Hvis der er noget, jeg har lært igennem de sidste mange år, så er det er blod betyder mere end hvad man tror” forklarede hun med et stille smil, før at hun satte glasset fra sig og foldede hænderne på bordet. ”Alt De skal gøre er blot at give Deres broder en chance.. Og så finder I nok noget I kan være fælles om” fortsatte hun med et høfligt nik og et venligt smil på læben. Der var ingen grund til at tage sorgen på forskud. Selvfølgelig ville det ikke blive nemt, men hvis bare Jocelyn var åben overfor at lære ham at kende, så kunne det ikke gå helt galt.

Ordene gik Elmira til at nikke svagt. ”Der er ingen grund til at lade fortiden holde Dem fast. Skål for at se fremad” svarede hun let, som hun hævede sit krus, så de kunne mødes på midten. Hun trak efterfølgende kruset til sig for at fuldbyrde skålen.

//Afsluttes grundet inaktivitet - skriv hvis vi skal starte noget nyt!