Det var aften, men ikke udgangs forbuds tid endnu. Astra som var ude og gå en aften tur så op på himlen og ønskede snart at finde ro. hende og hendes ssvigerinde var ikke de bedste venner men de skulle til at arbejde sammen for nu hvor hendes bror var død måtte hun jo hjælpe til. hun havde mest af alt lyst til at få et stort glas vin lige nu.
Astras sølv hår bølgede med vinden og hendes ene stjerne smykke røg ud af håret og ned på jorden. Astra så om bag sig og så på smykket. hun bukkede sig ned for at samle det op. hendes briller gled ned.  hun havde altid været vild med stjernerne og mente de var lige så gode som at tro på en gud. hun troede slet ikke på guder som hendes bror havde gjort. 
Astras tro gik på stjernerne. selv om de jo altid var konstante så hun de små ændringer himlen lavede for hende. hun så på stjernerne som andre så på deres elskede. hun holdte så meget af stjerne himlen, men her om sommeren var den så kort. suk. hun burde måske bare gå hjem af. hun havde jo alligevel ikke  nogle at gå tur med idag. hun havde mange bekendtskaber af mænd og nød da også mændene men hun elskede et glas vin højere. Kjolen hun havde valgt var speciel designet til hende. hun gik meget op i at hun så pæn ud nu hvor hun jo bar så høj i rang som hun var. hun kunne ha været højere rang vis hun havde været født først. men det var hun ikke og hendes bror havde giftet sig så hun var under en kvinde der var yngre end sig selv... det var forfærdeligt.

Der var ikke meget til at bekymre den høje herre, som gik langs med stien mod byen. Formålet med turen var ikke af betydning, vejen dertil var noget helt andet. Intentioner havde Deavás mange af, men det var sjældent at de blev tilgængelig for andre end ham selv. Det var aldrig rigtig til at vide, hvor han var på vej hen foruden hvor man kunne se, at hans skridt ledte ham. Aftenen var stadig ung og der stadig tid til at finde ro på et værelse et sted, men først skulle han lige have chancen for at nyde luften. På den måde var det nemmere at samle tankerne og få styr på informationerne i hans hoved.

Deavás holdt ryggen slank og blikket rettet lige ud, nok havde ingen tvunget ham til at holde ryggen rank, men han så det som en fordel, i hvert fald over for dem med højere rang end ham selv. Han arbejder i skyggerne, så der var ingen som kendte ham og ej var det nødvendigt. De gyldne øjne gled mod en skikkelse i det fjerne, som var i færd med at samle noget op fra jorden. Smykkets farve fangede hans opmærksomhed før at han kom tættere på og kunne nærstudere skikkelsen og hendes tøjstil. Der var tydeligvis tale om en kvinde af rang. Hvilket bragte et smil frem på hans læber, det falmede roligt og blev mere høfligt, som han rømmede sig. ”Godaften… Frøken?” ordene var flydende og bar ikke spor af den dæmoniske accent, som mange dæmoner ikke kunne slippe af med. Deavás havde studeret alverdens sprog, så han vidste hvor han skulle ligge trykket for at fremstå adelig. Hans holdning bar også præg af stolthed. ”Sikker på De burde færdes ude på denne tid?” spurgte han ledende, både på grund af udgangsforbuddet, men også de mørke væsner, som kunne lure i natten.

Astra samlede stjernen op og så op på en mand der kom mod hende. hun så på ham med monotont blik hun var muligvis en frøken men hun kunne hha været en fru vis ikke... ja at hun havde svært ved at finde en hun kunne leve resten af livet med.
"godaften hr" sagde hun roligt og da hans næste spørgsmål kom rullede hun lidt med øjnene. "hvor jeg går og hvornår jeg går bestemmer jeg helt selv. ingen skal komme her og sige at jeg ikke må nyde mine stjerner når jeg ønsker det" sagde hun fast og lettere vred. hun så stjerne som sine sande venner.
hun så på ham og vendte roligt om. og begyndte at gå videre. hun var elegant og fin. men hendes briller gjorde det elegante lidt forsvandt. for det var nogle store klodser hun havde som briller. men uden dem kunne hun intet se. og det var lidt svært at side på biblioteket og læse i en bog vis man intet kunne se.

Reaktionen var ikke hvad han havde forventet, som kvinden straks brød ud i en vred tone, Deavás rynkede på brynene, som han lagde armene over kors og lod hende tale ud, før at han tog en dyb indånding og nogle skridt frem mod hende. Et snup tag og hendes briller var forsvundet, som han holdt dem i hånden. ”De burde virkelig passe på med, hvem De fornærmer” vrissede han irriteret, som han holdt brillerne over hende, så hun ikke kunne nå dem. De gyldne øjne stirrede ned på hende, som han rakte ud efter hende for at trække hende ind til sig. ”De har et ganske kønt ansigt, men skjuler det bag disse..” Deavás afsluttede ikke sætningen før at han undveg hende og begyndte at gå med brillerne i hånden. Han løftede højre hånd, som en afsked, den selv samme hånd, som han bar hendes briller i. Sjældent havde han mødt så utaknemmelig en kvinde før og det ville han bestemt ikke finde sig.

Astra fik et lilel chok da han pludselig stod foran hende og tog hendes briller. hun havde godt nk et yndigt ansigt men hun måtte knibe øjnene sammen for at ha en change for at se noget hun mærkede han tog hende ind til sig og hun så meget anstrengt mod ham. for hun var næsten flagermusse blind når hun ikke havde brillerne på.
"hvordan har jeg fornærmmet Dem. jeg sagde bare ingen skal bestemme hvornår jeg må komme ud og se mine stjerner" hun forstod ikke hvad han mente med at fornærme. hun havde da ikke fornærmet ham.... endnu. hans næste sætning gjorde hun lagde hovedet på skrå. "bag de briller?" spurgte hun lidt og da han slap hende og gik stod hun lidt bare og så efter ham. jo længere han kom væk jo mere kunne hun se. 
hun pegede mod brillerne og  hev dem ud af hånden på ham med sin levitation. hun fik dem over til sig igen og tog dem på. nu kunne hun se igen. dejligt. hun så efter manden der nok ville være lidt forbavsert over brillerne fløj mod hende selv. hun så op på himlen og hadede når hun intet kunne se. men fornemme det kunne hun da i det mindste.

Spørgsmålet fik ham til at trække på skulderne, som om han fandt det nødvendigt at forklare sig selv. Egentlig havde han regnet med at hun ville beordre ham til at give hende sine briller tilbage, men i stedet forlod brillerne hans greb og svævede roligt mod hende. Han lavede et note for sig selv, som han noterede hendes evne og nikkede let. Han trak en bog frem fra inderlommen af sin frakke og noterede nogle få ting, før han gemte den i lommen igen.

Blikket var en anelse irriteret, som han vendte dem mod hende igen. De gyldne øjne vandrede ned over hendes krop, som han overvejede sine ord og tyggede lidt på situationen. ”Deres fremtoning fortæller mig, at Deres rang højst sandsynligt er langt over mig egen, men Deres opførelse hører ikke til en dame” forklarede han med et hævet bryn og et glimt i øjet. Det var ren og skær provokation. Han nikkede til hendes ord, men lod det ligge, som han kiggede op mod stjernerne. ”Det eneste der forbyder Dem at se stjernerne, er udgangsforbudet” påpegede han med et køligt smil på læben, før at han placerede hænderne mod ryggen. Hans ryg var rank og han bar sig selv stolt.

hun fik brillerne sat på plads på næsen og så mod am da han vendte sig mod hende. og sagde hendes opførsel ikek var passende var en dame. suk ikke sådan en tybe vel.... "for Dem vil De vel ha jeg skulle og brodere og lave mad vel? at jeg skulle opføre mig som alle kvinder i alle bøger. at jeg skulle være en lille lydig slave?" sagde hun lettere irreteret over at mænd så kvinder sådan. hun ville ikke være sådan. hun ville være fri.
da han talte om udgangforbudet kunne man fornemme hendes vrede. udgangsforbud..... forbandet det. hun elskede sin nat. hun ville være ude når hun ville og se dem når hun ville. hvorfor skulle dette kile ordnen lave udgangsforbud. hun vendte hovedet væk og fnøs. ikke af ham men af udgangforbudet. 

"hvor ville jeg ønske jeg kunne slette det" mumlede hun roligt til sig selv og så væk hun vidste at vis det stod til hendes svigerinde var der vagter sammen med Astra hele tiden. for astra var en lidt vild person nogle gange. men hun ville ikke ha de dumme vagter med sig. de var bare i vejen. men vis hun ikke tog fejl var de der nok et eller andet sted i nærheden.

Deavás hævede det ene øjenbryn, som han pludseligt brød ud en kold latter. Han rystede svagt på hovedet, som han bestemt ikke ønskede lydige kvinder, det var langt sjovere, når det gjorde modstand. Men i hendes tilfælde, så var det næppe en god ting at få hans opmærksomhed på den måde. Havde hun opført sig som en dame, så var han nok gået direkte forbi hende. Men nej, hun havde forsøgt at jage ham bort med en vred kommentar hist og her. ”Den måde kvinder fremstår i bøgerne er intetsigende..” han nærmede sig hende igen, som han lod blikket dale ned af hendes outfit, før at han atter fandt hendes blik. ”End ikke de nyere bøger forstår, hvad vi gerne vil have..” fortsatte han, som han stoppede op foran hende og løftede en hånd mod hendes hage. ”Men det vil en kvinde, som Dem, aldrig indrømme overfor en fremmed, vel?” han tav, som han lyttede til hendes mumlen.

Noget kunne tyde på at friheden betød en del for hende og lysten til at frarøve hende lige netop det meldte sig, som Deavás bed sig i underlæben og overvejede sit næste træk. Egentlig kunne han finde andre mere interessante væsner at eksperimenterer på, men måske hendes vrede og stædighed ville være underholdning nok i sig selv?

Astra stod med armende over kors og da han kom hende nærmere igen så hun bare på ham. hans ord var lettere forvirret at høre på men hun opfattede det godt. hun stilte sig på tær så hun kom højere op mod ham. "og hvad vis jeg indrømmer jeg godt kan lig vildskab. lig det utæmmede" hun stilte sig ned igen og så nu bare ind i hans øjne uden at gøre noget. hun var ikke den der kunne lig at være "i bur"
men vis han vidste at hun også kunne se ind i fremtiden ville han nok ikek mene hun var så... hmmm uduelig for en kvinde. 
Astra var meget stolt af hvem hun var. og hun ville ikke lade nogle bestemme om hun skulle være kvindelig eller selvstændig. hun valgte at være belæst og klog i forhold til andre. hun læste meget og valgte derfor at nyde at kunen gå aften ture. det at der var udgangs forbud hadede hun. hun ville mere hjælpe med at udslette kile ordnen end hjælpe kile ordnen når de nu lavede udgangs forbud.

Det var en anelse komisk, at hun lige pludselig endte med at stå med armene over kors. Det var et tydeligt tegn på at hun ikke var tilfreds, men samtidig kunne han ikke lade vær med at tænke på, om hun i virkeligheden var forkælet, siden hun opførte sig på den måde.. Deavás fandt det dog klogest at holde mund, som hun smed kommentaren lige tilbage i hovedet på ham. Han trak let på skulderne, før at han trådte hen til hende og bukkede sig ned for at kysse hende midt på munden. En dame ville give ham en lussing og en kvinde født til vildskab ville fortsætte, men måske det var at presse hende lidt ud på dybt vand? Dog fandt Deavás det ganske morsomt, så han var nød til at finde ud af, hvor langt hun ville gå for at overbevise ham. Ikke at han selv var interesseret.

Deavás rettede sig atter op, som han bukkede hovedet for hende i en formel hilsen. ”Navnet er Deavás” han brugte aldrig flere navne, da det kunne blive risikabelt, hvis for mange vidste hans navn. Ikke tale om at en anden skulle gøre ham til slave, bare fordi de havde muligheden. Han havde kæmpet for et andet liv, så han ville ikke give sig så nemt. Men ville hans modsvar gøre hende fornærmet? Han ventede i spænding.

Astra stod kun med armende over kors fordi det betød for hende hun var ligeglad med de fornærmelser han kom med. men hun fandt sig ikke i folk tog hendes briller. det var hendes eneste måde at se verden jo. hun så lidt undrene på ham da han kyssede hende på munden. hun kyssede dog igen til hans slap. hun gav ham ikke lussing fordi hun var van til at mænd. lige fra de rolige til de vilde.
Astra så på ham da han rettede sig op og gav sit navn. det var på tide. hun så det som det pæneste at mændene præsenterede sig selv først. "Mit navn er Astra Henriette Alexsandra de'Lacour" Sagde hun og så ingen grund til at det kunne bruges mod hende. fordi hun jo ikke var dæmon.  hun var blot et menneske.  og måse havde han ret. hun var måske noget forkælet. men hun kom også fra en fornem familie. men hun valgte jo også at gøre ting som man ikke måtte i denne tid.... få abort.

Kvinden var tydeligvis stædig og ikke til at flytte på, men Deavás havde mange måder at lege på og han var sikker på, at hun ikke ville bryde sig om alle hans metoder. Men et skridt af gangen, der var ingen grund til at gøre sig mere upopulær. Det var også en anelse frustreret han overhovedet havde opført sig på den måde. Men for ham var det glemt, nu var han mere interesseret i hendes karakter end den adelige front hun havde sat op. Noget kunne tyde på at kvinden slap facaden, da hun kyssede ham igen. Glimtet i de gyldne øjne forsvandt ikke, som han brød kysset og trak let på smilebåndet. Man skulle passe på med at invitere en dæmon, som ham indenfor, man vidste aldrig hvad det kunne resultere i.

Det virkede næsten som om hun havde ventet på, at han opgav sit navn for straks efter blev han overfaldet af hendes lange titel eller navn. Det var uden tvivl at betydning og Deavás havde da også læst lidt omkring familien, men der var ingen grund til at bringe det på banen. Hun kunne jo umuligt vide, at han havde hørt rygter omkring hendes bror. ”Så jeg tog ikke fejl, Frøken De'Lacour” sagde han med et svagt nik, før at han smilte let. ”Men De interesserer Dem altså for stjernerne, har De så læst bogen om Stjernernes flugt?” spurgte han indledningsvis, som om deres samtale kun lige var begyndt. Hun lod til at være belært, men han kunne også have læst hende forkert. Den fysiske kontakt havde også givet ham endnu et lys på det store kort, som han kunne holde øje med. Snart kunne han følge alle hendes aften vandringer.

hvad han tænkte vidste Astra ikke. men hun valgte stadig at stå med armende over kors. hun så på ham da han talte om stjernerne. "ja den har jeg læst op til flere gange. har den hjemme i mit bibliotek." sagde hun roligt og så på ham. hun havde ikke følt nogle gnist ved kysset så han var nok ikke den hun ledte efter. 
hun manglede en der kunne tænde enn gnist i hende. hun så op på stjernene. "men jeg er nu mere til astronomiens historie. den er mere.... hmm intressant" sagde hun og hendes øjne glimterde som stjernerne. hun havde også øjen og hår farve som stjernerne. 
hun kom til at tænke på stjernernes flugt. det afsnit med stjerne skudene var hendes ynglings afsnit. ihvert fald i denne bog. 

Egentlig kunne Deavás ikke bebrejde hende for hendes opførsel, selvom han stadig følte at hun havde startet det, ved at antage at han mente noget om hende uden rigtig at sige det. Dog var der tale om bagateller, så han lod det værre, også selvom hun insisterede på at holde armene over kors, en gestus der kun fortalte ham, at han skulle holde afstand. ”Så De har haft chancen for at nyde bøgernes kraft?” konkluderede og spurgte han på én og samme tid. Det var ikke til at sige og hun brød sig tydeligvis ikke om, at han drog konklusioner uden hende. Han nikkede roligt af hendes ord. Han havde valgt den bog fordi den ikke var tæt læsestof, men hendes modsvar var langt mere interessant end han havde troet til at begynde med ville komme ud af hendes mund.

”Og fyldestgørende” tilføjede han med et glimt i øjet og ét nik. ”Men jeg skal ikke forstyrre Dem mere, det varer ikke længere før at vi begge kan blive ofre for byvagten, så De burde søge indendøre” foreslog han med et smil og et nik mod byen. Den vej hun var kommet fra og den vej, han var på vej i, da deres veje havde krydset hinanden.

ja let læsestof var lidt kedeligt. måske hun skulle ha fortalt at hun tit læste tunge bøger. hun nikkede til ham og hørte pludseligt en kalde på hende. så en til. hun vendte sig om og så to vagter fra hendes familie kom farene mod hende. "Deres Nåde. Vi har ledt efter dem i hele byen. Deres svigerinde har bedt os hente Dem" sagde de næsten i munden på hinanden.
Astra sukkede og så mod Deavás  "jeg byder Dem farvel hr. måske vi en anden gang kan komme til at snakke om bøger igen." sagde hun og virkede helt flink nu. men hun smilte stadig ikke. hun fulgte med vagterne mod palæet.

//out