Blandt alle de tætsiddende træer havde Lailiana placeret sig selv på en træstub. Et bål brændte foran hende og hun krummede sig helt sammen for at holde varmen. Det havde været så koldt de sidste par nætter, og denne nat var ingen undtagelse. Både pilene i tasken og buen var lagt ved siden af hende på jorden. Hun regnede ikke med at skulle bruge dem i en fart. Hun havde trods alt ikke set en levende sjæl i flere dage og hun anede stadig ikke hvor tæt hun var på byen. Men hun var stadig fast besluttet på at finde vej. Den beige kutte var ikke så beige mere efter ulykken på fragtskibet. Den var stadig ret rød af blodet fra flængen i hendes pande, som heller ikke var helet endnu. Tilgengæld havde hun det fint. Svimmelheden havde lagt sig og synes var tilbage til normalen. Hun syntes selv at hun havde været ret heldig. Mange af mændene fra besætningen havde ikke overlevet. Dem hun så kæmpe for deres liv på skibet, mens hun flød væk, vidste hun ikke noget om, men hun håbede da ikke at der skete flere tragiske ting.
Hun havde siddet her længe, men lige meget hvor meget hun kympede sammen, kom varmen ikke til hende.
Så hun valgte at rejse sig op og begyndte at gå rundt om bålet. Hun forsøgte stadig at holde kutten om sig, men hver gang hun tog et skridt, flyttede kutten sig fra side til side og et bart ben kom til syne ad gangen. Den hvide kjole gik kun til lige over knæene og støvlerne til anklerne. Heldigvis var overkroppen dækket, så det gjorde ikke noget at kjolen var stropløs.
At bevæge sig lidt, begyndte at hjælpe på varmen, så hun fortsatte rundt om bålet.

Mørket havde forlængst lagt sig og midnat var passeret. Noget af blodet på hans tøj var hans eget, hvilket en anseelig flænge i hans jakke og tøjet under fortalte sit tydelige sprog om, og han havde taget konsekvensen af forbandelsen foroverbøjet i smerte på hesten, noget kræet heldigvis efterhånden var vant til. Det havde ikke været en køn kamp og han havde fortsat sit ridt, som solen var gået ned. I tilfælde af, at han blev forfulgt, hvilket han dog ikke havde en fornemmelse af, men man kunne aldrig være for forsigtig.
Vejen han red på, ledte ham ind igennem en tæt skov. Mørket var totalt, kun svagt oplyst af den næsten fulde månes stråler, der sparsomt kæmpede sig ned i mellem træernes kroner. Han var lige ved at beslutte sig for, at det nok var en god idé at stoppe ridtet, til solen stod op, både for hans og hestens sikkerheds skyld, da et lys fangede hans opmærksomhed. Et bål. Det var ikke helt tæt på vejen og han kunne kun lige skimte det.

Han stoppede den gråskimlede hoppe og så lidt tænksom mod bålet. Skulle han undersøge det? Eller ride videre? Han så frem i mørket, hvor stien knapt var synlig. En allerede lavet lejr? Han kunne vel altid undersøge det og så bakke ud igen, hvis det viste sig at være en flok orker eller andet, han ikke havde nogen mulighed for at klare.
Træerne stod for tætte til, at han kunne ride derind, så han gled af hesten og begyndte at trække den ind i skoven. Det tog lidt tid, som hoppen var lidt utryg ved ikke at kunne se så tydeligt, men endeligt kunne han binde den til et træ og selv gå lydløst nærmere bålet med sværdet i den ene hånd.

Det var en kvinde. Hun så ud til at være alene, men først blive Thanos stående og betragtede hende og det han kunne se i lyset fra bålet. Man kunne aldrig være for forsigtig. Men der var ikke andre, blot kvinden, der begyndte at gå rundt om bålet. Lejesoldaten vurderede, at det var risikoen værd, og trådte hurtigt frem i lyset, mens hun havde ryggen til ham, sværdet pegende mod hende. Tavst først, som han ventede på hendes reaktion.
I lyset var det nemmere at se mængden af blod på hans tøj. Størstedelen var ikke hans, men den ellers flotte jakke havde flere pletter foran, hans ene buksebens lår havde været gennemblødt og der var et par sprøjt i hans ansigt og over hans hænder. Arret, der gik ned over hans øje, så næsten ud som om, at det var sprit nyt, men trods det næsten åbne kødsår, havde det ikke blødt. Alt i alt så han skræmmende ud, men de fleste ville alligevel nok finde det døde udtryk i de brune øjne som det mest uhyggelige ved ham.

Lailiana fortsatte rundt om bålet i samme mønster. Varmen kom langsomt snigende, men kulden fyldte stadig mere.
I det fjerne kunne hun høre mange forskellige lyde, men tænkte ikke videre over det, da hun trods alt befandt sig i en tæt skov. Mon ikke skoven var fyldt med vilde dyr. Hun havde heller ikke fået noget at spise i dag, så måske skulle næste dag bruges på at jage. Men først skulle hun have noget søvn, ellers ville hun ikke være i stand til at koncentrere sig om jagten og den ville helt sikkert gå galt op til flere gange.

Idet Lailiana hørte en lyd bag sig, lidt for tæt på, stoppede hun brat op. Hun vendte sig langsomt om og det første hun fik øje på, var sværdet der var rettet mod hende. Hun lod blikket glide op af klingen, hen til hånden der holdte skaftet og videre op til ansigtet. Straks hvilede hendes blik på de brune øjne der indholdt et utryk af død. Man kunne tydeligt se på hende, at frygten kom frem i hendes egne øjne. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, men stod lige nu helt stille. Inden længe begyndte hun at skæve mod buen og pilene på jorden, men havde ingen ide om hvordan hun skulle få fat på dem, inden den frygtindgydende mand ville bruge sværdet imod hende. For det var vel det hans intention var. Det regnede hun i hvert fald med. Tilgengæld havde hun ikke regnet med, at det var sådan hun skulle bruge sin nat.

Hun forsøgte sig med langsomt at gå et lille skridt bagud, et skridt tættere på buen og pilene, men stoppede igen, for at afvente hans reaktion. Hun ville nødigt gøre noget overilet, og hun ville da slet ikke gøre noget der fornærmede ham. Men hun vidste, at hun var nødt til at få fat på buen og pilene på et eller andet tidspunkt, for som han så ud, lignede han ikke en der stoppede ved kun at true folk med enden af et sværd.

Kvinden vendte sig og han kunne se hendes blik rejse fra sværdets spids og op til hans ansigt. Frygten i hendes øjne var som altid tilfredsstillende og det trak svagt i hans ene mundvig, noget der nok ikke kunne ses for skyggerne, ilden dansende kastede på omgivelserne. Hans blik fulgtes hendes, da hun skævede mod buen og pilekoggeret, der lå ved bålet. Hendes skridt i mod det, fik ham til at træde frem.
”Det kan du godt glemme.” Han vippede let med sværdets spids for at angive, at hun skulle tråde den anden vej, væk fra hendes oppakning.

Det var ikke fordi, at Thanos havde nogle planer med kvindemennesket. Opførte hun sig ordentligt, var det ikke sikkert, at der ville ske hende noget, andet end at hun ville få en påtvunget en gæst natten over. Blev hun problemer, så måtte han tage den derfra, men han håbede på det første. Han var udmattet og havde brug for at hvile, også selvom hans søvn ikke ville blive så dyb, når der var andre til stede. Det havde været en lang dag.

Men inden han kunne slappe af, måtte han få styr på kvinden. Han havde været forudseende og taget et fint, men stærkt, reb med fra oppakningen. Elverreb. Roligt bevægede han sig hen i mod hende, forberedt på, at hun ville forsøge at kæmpe i mod.
”Du har to valg. Gør som jeg siger og du er fri igen i morgen, eller kæmp i mod og se ikke solen stå op.” Han hev rebet op af lommen for at vise, hvad han ville.
Ville det ikke være nemmere at slå hende ihjel med det samme? Uden tvivl, men selvom Thanos ikke havde nogen form for respekt for andres liv, var det lidt overdrevet at slå ihjel for et bål. Og hvem vidste, måske han fik noget ud af hende alligevel?

Lailiana fik straks stoppet op igen, da manden trådte frem og gjorde tegn til at hun skulle flytte sig den anden vej. Hun havde heller ikke regnet med at noget så åbenlyst ville gå ubemærket hen, men at tænke klart på få sekunder i en lidt anden situation, end dem hun havde stået i før, var ikke helt nemt. Hun tog en dyb indånding og nikkede så svagt, før hun tog et skridt i den modsatte retning.

Lailianas blik ændrede sig fra decideret skræmt til lettere undrende mens manden gav hende de to valg. Mens hun lyttede, forholdte hun sig helt rolig, og gjorde hvad hun kunne for at holde sin vejrtrækning under kontrol.
"Okay. Så lad mig spørge... Hvad har De tænkt Dem at bede mig om at gøre? Og hvad får Dem til at tro, at jeg vil fejle hvis jeg kæmper imod?" Spurgte hun, mens hun skævede mod rebet der blev hevet frem. Hun bed tænderne sammen i nervøsitet og rettede hurtigt blikket mod mandens øjne igen. Lailiana havde ingen idé om hvordan denne situation ville udfolde sig, men hvad han havde tænkt sig at bede hende om at gøre, ville hun vide. Derefter kunne hun tage stilling til om det var værd at kæmpe imod.

For et øjeblik overvejede Thanos om det var besværet værd, om han bare skulle angribe hende med sværdet fremme og få en stille nat. Men han havde allerede sagt, hvad der kunne ske og man lærte hurtigt, at Thanos var en mand af sine ord. Også selvom han fortrød dem igen.
Hendes spørgsmål fik ham let til at trække på den ene skulder.
”Holde kæft og sidde stille som en begyndelse.” Den anden del af spørgsmålet fik ham til at smile lidt og træde tættere på hende. ”Du skal være velkommen til at prøve.”

Selvtillid var noget Thanos havde rigeligt af. Han anså alle for at være under ham, samtidigt med, at han godt vidste, at han ikke altid var den stærkeste. Men for det meste gik ham ind i en mulig kamp med forventningen om at vinde, samtidigt med at han var observant og forsigtig, for tænk nu hvis… forbandede evner, man aldrig kunne regne med. Alle de gange, han var kommet slemt til skade, fordi nogen havde en evne, han ikke kendte til. Hans egen ”evne” var ikke en evne, det var en forbandelse og han havde stadig ikke helt besluttet sig for, om han anså den for en forbandelse eller en velsignelse. Men han levede endnu og det var han da ikke utilfreds med.

Men han havde også noget at have sin selvtillid i. Med intens træning fra helt lille, var han en kraft at frygte. Både med og uden våben. Han var så god, at hans navn, og tilnavn, ofte fik stoppet en kamp før den begyndte. Et ry, der gav ham arbejde. Og arbejde var indirekte grunden til, at han stod her lige nu. Blodig og træt.
”Hvad bliver det til?” Hans tålmodighed rakte ikke så langt til aften. Hvilket nok ikke tegnede godt for den fremmede kvinde foran ham.

Lailiana fik meget kort tid til at overveje om hun skulle gøre som der blev sagt, inden hun straks fik rykket sig et par skridt længere tilbage som han kom tættere på. Hun fik igen skævet mod buen og pilene og blev kun mere irriteret over at hun havde valgt at ligge dem fra sig. Hun var udmærket klar over at hun ikke ville kunne nå at få fat på noget af det, inden manden ville have gjort brug af sværdet. Selvtilliden i mandens stemme var klar og tydelig, hvilket også var det der fik hende til at tøve i at beslutte sig for at kæmpe imod. Godt nok var hun selv trænet, men uden buen og pilene, havde hun tabt på forhånd. Hendes styrke var ikke ligefrem noget hun kunne prale af.

Kulden var bestemt ikke noget hun tænkte på længere. Tværtimod havde hun det egentlig en anelse varmt, men det bundede nok i hvordan hendes aften havde udfoldet sig. Hun valgte at hive hætten ned, så den lyse hud i ansigtet blev varmere at se på, med lyset fra ilden der ramte. Det lysebrune hår ændrede farve i belysningen og så mere rødt ud end det var. Hun var nok nødt til at indse, at det bedste ville være at gøre som der blev sagt. Et lavt suk lød fra hende.
"Okay," sagde hun kort, før hun satte sig på knæ med hænderne i skødet. Hun undlod at sige mere, da han havde bedt hende om at holde kæft. Indtil videre gjorde hun præcis som han bad hende om og så kunne hun altid se om der ville åbne sig en mulighed for at hun kunne kæmpe imod senere.

Det var nemt nok at se, at hun overvejede for og i mod at kæmpe i mod. Forståeligt, overlevelsesinstinktet var stærkt. At han nu ordentligt kunne se hendes ansigt var han ret ligeglad med, skønhed registreredes ikke rigtigt hos ham, ikke følelsesmæssigt. Og lige nu var han mere koncentreret om at finde ud af, hvordan de næste øjeblikke skulle forløbe.
Overraskende nok godtog hun hans ord og satte sig ned på knæ med hænderne i skødet. For et øjeblik betragtede han hende bare, lettere mistroisk. Var det en fælde? Men intet skete og han satte sværdet på plads i dets skede, inden han trådte nærmere og bukkede sig ned for at gribe hendes hænder. Ublidt men erfarent flyttede han hendes hænder om bag ryggen på hende, så han kunne binde dem der. 

Uden et ord væltede han hende om på jorden og greb hendes ben, så han kunne binde hendes ankler sammen med hendes håndled. Ikke at hun ville være bundet sådan resten af aftenen, men lige nu skulle han hente sin hest og sin oppakning og det krævede, at hun ikke kunne løbe nogen steder.
Da han var sikker på, at knuderne ville holde, rejste han sig fra sin knælende position og forsvandt ud i mørket. Hesten kom med en lyd af genkendelse og han bandt den op, inden han trak den med tilbage til bålet, hvor han bandt den fast igen. Med vante bevægelser hev han oppakningen af og tog sadlen af hoppen, så hun kunne slappe lidt af.

Da oppakningen var placeret ved bålet, trådte han over og løsnede en knude, så hun kunne få benene fri, inden han begyndte at kigge lidt på den flængede jakke og tøjet under. Kunne det reddes? Hvis han kunne vaske blodet ud af det, ja, men det var ikke sikkert. Han snøftede kort ind, lidt utilfreds, inden han begyndte at tage jakken af. Den landede på jorden ved siden af ham og det var nu lettere at se, hvad han havde under. En vest i blå farver, næsten lidt for fin til en lejesoldat. Igen, hvis han kunne få blodet af, denne gang hans eget. Ikke at der var så meget og den blå farve kunne godt skjule resterne, når den var blevet vasket og syet. Vesten kom også af og til sidst var det den hvide skjorte. Den kiggede han ikke nærmere på, flængen var omgivet af størknet blod og den ville aldrig blive ren igen. Men skjorter var heller ikke det dyreste.

Endeligt stod han i bar overkrop, en krop der fortalte om hans fysiske hårde liv. Men som, trods blodet ved hans side, overraskende manglede et sår, hvor tøjet angav, at han skulle være kommet til skade. Han bukkede sig ned og greb vandskindet og snart var han ved at skrubbe det størknede blod af sin side. Der var ikke meget, da såret havde lukket sig på sekunder, men der var nok til at det kløede irriterende.

Lailiana fulgte konstant manden med blikket. Hun var forberedt på at skulle holde lidt smerte ud, som han ikke så ud til at være en type der var venlig af sind. Derfor undslap der også et gisp fra hendes læber, da han greb ud efter hendes hænder og bandt dem på ryggen. Det kom dog ikke bag på hende ellers, da han tidligere havde givet tegn til at bruge rebet. Dog havde hun ikke regnet med at han også ville binde anklerne sammen med håndleddene og det var ikke ligefrem en behagelig position at blive lagt i. Der lød nogle lave irriterede støn fra hende som han strammede rebene for at holde hende fast.

Lailianas blik blev hurtigt ændret fra rimelig nervøst, til lettere undrende da han forsvandt i mørket. Var det virkelig det? Havde han virkelig tænkt sig at efterlade hende sådan? Så kunne hun vel få lov til selv at finde ud af hvordan hun skulle komme fri igen. Alligevel sukkede hun tungt da han kom tilbage igen med hesten og oppakningen. Det havde vel været nemmere selv at finde sig fri, end at skulle bruge natten med en fremmed, der havde bundet hende.

Det var mere end rart at slippe for rebet om anklerne igen da knuden blev løsnet og hun fik hevet sig selv op at sidde, stadig med hænderne på ryggen. Nu var hun normalt ikke typen der stirrede, specielt ikke når folk valgte at smide tøjet, men alt blodet på tøjet gjorde hende ikke ligefrem mindre nervøs. Da han fik smidt nok til at stå i bar overkrop, bed hun sig i læben og vendte blikket fra ham. Før kunne hun ikke lade være med at stirre på grund af blodet, men man stirrede bestemt ikke på halvnøgne folk. Heller ikke selvom de selv havde valgt at være letpåklædte foran hende. Egentlig havde hun lyst til at bryde stilheden, men nu var hun blevet bedt om at holde kæft og hun havde ingen intentioner om at irriterer ham. Hun rettede kort på sig, for at sætte sig lidt mere til rette i forhold til at have hænderne bundet på ryggen.

Endeligt var Thanos tilfreds, så han satte proppen i vandflasken og smed den på jorden, inden han rodede rundt i sin oppakning og hev en ny skjorte frem, som han hev over hovedet. Om hun havde kigget på ham eller ej, var han fuldstændigt ligeglad med. Endeligt smed han den anden skjorte ind i bålet og lagde det andet tøj i tasken. Det skulle vaskes, inden han kunne vurdere, om han gad at bruge tid på at sy det sammen eller om han bare skulle købe noget nyt. Det var ikke krystaller han manglede, selvom han heller ikke var rig. Hans levevis krævede ofte lidt ekstra udgifter, men han tjente så også en del ind, for han var god og folk vidste det.

Til sidst greb han en lille pose fra oppakningen og satte sig så ved bålet, ikke længere væk fra hende, end at han hurtigt kunne nå hende, skulle hun forsøge noget. Op af posen tog han et gammelt, rynket æble, et af de sidste købmanden havde haft tilbage fra sidste års høst, og et stykke tyndt skind, der indeholdt en god håndfyld strimler af tørret kød. Normalt lavede han gerne rigtig mad, men lige nu skulle han bare have noget hurtigt at spise, inden han skulle forsøge at sove.
Uden at ofre hende mere opmærksomhed, andet end at han uden at vise var meget opmærksom på hendes tilstedeværelse, gav han sig til at spise en strimmel af det tørrede kød.

Natten lå over dem og en ugle kom flyvende med en tuden hen over hovederne på dem, men det reagerede han ikke på. Hesten prustede en enkelt gang og ilden knitrede, men ellers var der stille. Han forventede ikke, at der dukkede andre op, men hans sanser var stadig rettet mod omgivelserne, man kunne aldrig være forsigtig. Det kunne også være, at han blev indhentet, selvom han ikke længere regnede med, at de var fulgt efter ham. Men man kunne aldrig være forsigtig.

Lailiana sad stille, mens hun holdt øje med enhver bevægelse han gjorde. Hun forventede uden tvivl at hun ville blive udsat for mere, end bare at blive bundet, men intet mere skete. Flere gange åbnede hun munden for at skulle til at sige noget, men valgte indtil videre at lade være. Det var ikke til at vide hvordan han ville reagere, skulle hun vælge at gå imod hans ubehøvlede ordre om at få hende til at holde munden lukket og være stille. Men der var så stille. Hun havde egentlig aldrig haft noget imod stilhed, men det kunne blive for meget, specielt når man havde været alene i skoven i flere dage. Så faldt det hende heller ikke naturligt at sidde i stilhed, når der nu var andre til stede. Han var måske ikke en type hun ville opsøge, heller ikke ønske en dybdegående samtale med normalt, men det virkede underligt ikke at bryde tavsheden.

Godt nok var det ikke meget spiseligt han sad med, men så lidt som hun havde spist, vækkede det hurtigt hendes egen appetit. Hun havde selv nogle ny indsamlede bær liggende i et stykke indpakket stof, der lå sammen med buen og pilekoggeret. Det var ikke faldt hende ind at spise dem tidligere, da hun havde været fokuseret på at få varmen. Efter det, blev hendes fokus lagt på at gøre det rigtige i forhold til ham. Bærrene var nødt til at vente. Hvis han ikke havde tænkt sig at gøre andet, end at nyde godt af bålet for natten, havde hun ingen grund til at gøre nogen form for modstand og måske kunne hun endda slippe for rebene.
”Hvis det eneste du manglede, var et sted for natten, faldt det dig så overhovedet ind at spørge pænt? Måske jeg havde været venlig nok til at give plads.” Hendes tone var rimelig rolig, selvom den stadig bar præg af en lettere forskrækkelse over at være blevet truet med sværd og hun vidste at det måske ikke ville blive taget pænt, at hun brød tavsheden alligevel. Men hun kunne ikke få sig selv til at være stille resten af natten.

Om Thanos' ufrivillige gæst ved bålet var sulten skænkede han ikke en tanke. Det var ikke hans problem og han havde ikke planer om at dele sin dyrt indkøbte mad med hende. Så han tyggede bare roligt videre i det tørrede stykke kød og så ind i ilden. Hans krop var træt, men han tvang den til at være årvågen. Det ville hjælpe med lidt at spise, uden tvivl.
Stilheden lå over lejren for et stykke tid, han blev færdig med det første stykke og begyndte på det næste. Ikke det mest ophidsende mad at spise, men det gav hans krop det, han havde brug for. Og for hver bid faldt han en smule til ro.

Hendes stemme ødelagde freden og han flyttede blikket til hende. Han havde bedt hende om at holde sin kæft, hvilket åbenbart ikke længere havde nogen virkning. Egentligt burde han gøre noget ved det, men lige nu irriterede det ham ikke mere end at han blot blev siddende og tyggede det sidste stykke i sig, inden han valgte at svare.
"Hvorfor gøre sig besværet for et "måske"?" Han samlede æblet op, gned det lidt på skjorteærmet og bed så ned i det. Trods rynkerne, var det ganske sødt og saftigt og noget mere interessant end det seje kød. Han lænede sig afslappet tilbage og betragtede kvinden lidt. Hun ville snakke. 

"Hvor kommer du fra? Du taler anderledes." Han sank bidden og tog en ny. Han var oprigtigt interesseret, måske hun fortalte noget, han ville kunne bruge fremover. Om han kunne bruge hende til noget, det tvivlede han på. Om hun var død eller levende, når han tog af sted næste morgen ville tiden vise. Hvis hun opførte sig ordentligt, ville hun nok være levende. Han var træt, men så ingen grund til at slå hende ihjel. Endnu.

Der lød et tungt suk fra hende. Mad måtte vente, hun regnede ikke med at få lov til at flytte for meget på sig. De bær hun tidligere havde samlet lå, pakket sammen, ved siden af pilekoggeret, som lå på den anden side af ham. Hvis hun bare kunne komme igennem natten uden at provokere ham for meget, ville det sikkert ikke være så slemt. Hun havde stillet et spørgsmål for at få svar, men alligevel overraskede det hende overhovedet at få et svar. Hun smilede skævt og rystede let på hovedet.
”Hvor ligger det besværlige i at spørge pænt?” Spurgte hun kort, som hun rettede ryggen og vred skuldrene lidt frem og tilbage. Hun bevægede fingrene let, de var begyndt at sove en smule. ”Hvis jeg havde valgt at kæmpe imod, havde det så ikke været mere besværligt?” Fortsatte hun kort efter. Måske hun alligevel snakkede for meget.

Hun havde kort vendt blikket mod bålet, mens hun endnu engang rettede på sig. Det var umuligt at finde en ordentlig måde at sidde på, med hænderne på ryggen. Hun satte sig i skrædderstilling og lænede sig for over for at strække ryggen, som hun rettede blikket mod ham igen. Hun havde ikke forventet et spørgsmål fra ham og skulle derfor lige bruge et par sekunder på at opfatte hvad han havde spurgt om.
”Et naboland. Jeg studerede sproget i en del år, inden jeg kom hertil,” svarede hun. Det var langt fra perfekt, men dialekten kunne have været værre. Det var dog ikke nemt at lære et sprog at kende, når man ikke havde hørt det før. Mon ikke hun ville lære lidt mere, nu hvor hun kunne lytte til hvordan andre talte.

Thanos lyttede til hende, mens han tyggede på æblestykket, og han slog let ud med hånden med æblet i, i mod hende.
”Måske, men også noget sjovere.” Ingen tvivl om, hvad han mente med sjovere. Der sad et svagt, ildevarslende smil i hans ene mundvig for et øjeblik, inden han tog en bid mere. I dag ville det nok have været fornuftigt at have spurgt pænt, fordi han var så træt, men det var ikke ligefrem noget, der lå til ham. Han tog, hvad han ville have, han spurgte ikke pænt efter det. Noget af det sidste, han havde været tvunget til at bede pænt efter, var en røvfuld som en straf af den enøjede mand, der havde trænet ham til den han var i dag. Nej, han bad ikke pænt om ting.

Hendes svar var ikke overraskende, han havde lidt forventet noget i den stil. Han havde efterhånden været i hver eneste afkrog af Krystallandet og havde ikke hørt nogen med den måde at tale på før. Gad vide, om han nogensinde selv ville forlade dette land og sejle til et andet? Han tvivlede. Havde ikke noget ønske om at rejse, samtidigt med, at hans arbejde var her. Han tyggede ligegyldigt bidden færdig og sank.
”Jamen velkommen til.” Sarkasmen var tyk i hans ord, men han sagde ikke mere. Virkede lidt til at miste interessen for hende igen, mens han tyggede i æblet og så ind i ilden. Hans krop tog godt i mod maden og trætheden var begyndt at være svær at fornægte. Så lige så snart, han havde spist æblet med kærnehus og det hele, rejste han sig og begyndte at finde sit tæppe frem af oppakningen. Hvordan hun ville sove, var han ligeglad med, men der var dog en ting, der skulle gøres.

Han hev et længere reb frem af tasken og trådte over til hende. Ublidt greb han hende i en overarm og trak hende bagud til hun var placeret op ad et træ. Hvis hun ikke kæmpede i mod, ville han uden et ord binde hende fast til træet. Hun skulle ikke have mulighed for at rende frit rundt. Selvom han ville sove let, ville han ikke tage chancen for at vågne op med en kniv i brystet.

//Afsluttes grundet manglende krea.
Håber det er okay, krea med denne karakter har ikke været overvældende på det sidste//