Sted: Området omkring beboelsesområdet i Dianthos.
Tid: Kort efter solnedgang.
Vejr: Skyfrit og stjerneklart. Meget lille tiltagende måne. Let blæsende og en god 10 graders varme ca.

Gaderne var efterhånden tomme, og de fleste mennesker var kommet hjem. Hist og her var der dog en efternøler, der var på vej hjem. Alle vidste godt, at der stadig var udgangsforbud, når det blev mørkt så dem, der var på hjem gik med hastige skridt. Alle med undtagelse af en enkelt skikkelse altså. Kvindens ildrøde hår kunne ses svaje i takt med den lette blæst og hendes skridt, når hun gik under gadelygternes skær. Når hun var udenfor, var det nu rigtig tydeligt, at hendes orange øjne glødede svagt i mørket, fordi månen ikke ofrede meget lys. Trøjen kunne virke sort, men hvis man så den tæt på, blev det tydeligt, at denne egentlig var mørkeblå. Denne havde løse ærmer, men hendes armskinner holdt disse stramt ved underarmene. Uden på denne sad en lysebrun vest lukket med metalspænder. Om livet hang et bælte med et sværd i sin skede. Dette havde beskyttende hvirvler af metal der omkredsede håndtaget, der normalt beskyttede hånden, når dette var trukket, der reflekterede lyset fra lamperne, når hun gik forbi det. Dette var akkompagneret af et par sorte, lettere stramtsiddende bukser, der var stukket ned i et par mørkebrune, langskaftede læderstøvler, der også var lukket med metalspænder.

Alicia var netop blevet færdig med sin aftenvagt, og hun var nu på vej hjem efter at have været nede og fået fjernet magien fra sit sværd, hun havde på, når hun var på vagt. Hun havde også derfor fået disposition til at være udenfor efter mørkets frembrud for at kunne komme hjem. Alt i alt havde det været en stille og rolig, men god dag, så hun gik med et let smil på læben. Der havde ikke været det store at lave, men hun havde haft patrulje i byen, så der havde været rigeligt at iagttage, og hendes vagt havde føltes lynende hurtig. Hun misundte dog ikke nattevagterne, for med udgangsforbuddet var der ikke længere så meget at foretage sig om natten.

Alicia blev afbrudt i sine egne tanker, da hun hørte en lyd. Hun drejede hovedet og så en skikkelse forsvinde ned i en gyde. En gyde, der endte blindt, og hendes instinkter var med det samme tændt. Langsomt og lydløst nærmede hun sig hjørnet af bygningen, der stødte op til nævnte gyde, med en hånd på sværdet, dog uden at trække det og stak hovedet halvvejs rundt om hjørnet, så der var mindre chance for, at hun blev opdaget, men så hun stadig kunne se, hvad der foregik... troede hun. I farten havde hun glemt, at der ikke var lys i gyderne, men hun kunne høre noget rumstere et stykke nede. Stille trak hun sværdet, så det ikke blev hørt, og lige så lydløst som før, listede hun sig af sted ned i gyden. Hun kunne høre puslen blive højere, hvilket betød, at hun måtte komme tættere på. Hun stoppede, da hun var ret sikker på, at hun var så tæt på som muligt, uden at vedkommende stadig havde opdaget hende, og med det samme blussede en flamme op i hendes venstre hånd, så hun kunne se og overraske vedkommende.

De sidste måneder havde ikke været gode for Sin'thya. Siden besøget hos Remus Sadik, havde hendes tanker konstant vandret mod den lille flaske drømmestof, han havde givet hende, og til sidst havde hun overgivet sig til fristelsen. Nox var i stand til at give hende det eneste, hun oprigtigt ønskede: at se sin familie igen. 
Kort efter var Kiles Orden begyndt at slå hårdt ned på folk, der var i besiddelse af stoffet. Selv om det var en fordel for Sin'thya selv at være iført de sorte klæder, var hver ekspedition for at skaffe mere af rusmidlet en hjertebankende affære, og det blev vanskeligere og vanskeligere, for hver dag, der gik.

Sin'thya var dog langt fra den eneste, der var afhængig af Nox. Flere af hendes gamle kontakter fra Bordellet tog rusmidlet, og var i stand til at sætte hende op med folk, der kunne sælge hende det. Penge var heldigvis ikke et stort problem, når man ved medlem af Kiles Orden.
Ordenen. Det var endnu en fordel ved stoffet. Det gjorde, at hun ikke skulle tage stilling til, hvad Ordenen foretog sig. At dem, der åbenlyst gik imod dem, havde en vane med at forsvinde, var noget, de fleste vidste, men hun ønskede ikke at tænke på det. Heller ikke på den hvisken, der var i krogene om, at Ordenen for længst havde forladt Gudindens vej. At de var magtbegærlige. Onde.

Mørket var faldet på, og hun hastede ned af gaden med de sorte rober flagrende om benene. Kort forinden havde hun lagt krystaller i hænderne på en lyssky gadesælger, der havde belønnet hende med et par små flasker af væsken, hun efterhånden kendte så godt. Hun knugede den ende i hånde, idet hun hastigt dukkede ind i en gyde. Hun vidste godt, at hun burde vente med at tage stoffet, til hun var tilbage i templet, men det havde været en lang, hård dag, og det var det eneste hun havde brug for lige nu.
Utålmodigt skubbede hun den hvide maske, der hørte med til Ordenens klæder, væk fra ansigtet og begyndte med rystende hænder at åbne den lille flaske. Hendes bevægelse stoppede dog brat, og hun stivnede, da et lys ramte hende - havde hun været så blind, at hun ikke havde set den anden person træde ind i gyden?
Langsomt vendte hun sig mod den nyankomne, hendes grønne øjne skinnende nærmest lidt feberagtigt i flammeskæret, og hendes blik gled videre til sværdet i kvindens hånd. Der var noget bekendt over hendes ansigt, tænkte hun, idet hun automatisk løftede hænderne - den ene stadig knyttet om flasken med Nox - for at vise, at hun ikke var bevæbnet.

Lyskilden faldt på en kvinde i sort. Kiles orden. *Shit* Det kunne bringe Alicia i store vanskeligheder at have sneget sig ind på sådan en. Det var almindelig kendt, at folk forsvandt for mindre, og hun havde ikke ligefrem selv lyst til at ende i problemer, så hun sænkede med det samme sværdet, så spidsen nu pegede mod jorden. Hun havde dog på ingen måde forventet, at kvinden bare sådan overgav sig, og overraskelsen var tydelig i Alicias ansigt. Hun var vant til at de havde mere magt end nogle andre, så at denne ikke vendte det til, at det var Alicias skyld var ganske nyt og uventet.
Da kvinden drejede hovedet mod hende, genkendte Alicia hende. Hun havde set hende før, men hvor? Det var længe siden, og hun brugte et øjeblik på at gå igennem sin hukommelse. Bordellet! Ikke underligt, at hun ikke sådan lige kunne huske det. Det var jo flere år siden, hun havde arbejdet der, og hun kunne bestemt ikke huske alle ansigterne derfra. Sikke et sammentræf, at hun skulle møde en fra sin fortid her. Uden selv helt at være klar over det, havde Alicia stukket sit sværd tilbage i skeden.
"Sin? Sin'thya Kartikeya? Hvad la..." Hun afbrød sig selv, da hun fik øje på flasken. Nox. Nok det farligste stof til dato i hendes øjne. Hun havde set folk gå helt i koma efter overindtagelse. "Er du klar over, hvad det gør det der?" spurgte hun og pegede på flasken med sin nu frie hånd. "Det er en vej, der ikke er til at vende tilbage fra." Bekymringen var tydelig i hendes stemme.

Lyden af skridt ude fra gaden, fik Alicia til at skifte sin opmærksomhed, og hun lod med det samme flammen i hånden slukke. Rent instinktivt gik hun de sidste skridt over til Sin'thya, lagde en hånd for hendes mund og trak hende med om bag nogle kasser. "Shh" lød det mellem hendes tænder, inden hun langsomt stak hovedet frem, så hun med det ene øje kunne kigge forbi og se, hvad der skete. Hun fik øje på et par byvagter, der passerede gyden, og hun kunne tydeligt mærke sit hjerte begynde at banke hurtigere i nervøsitet, da hun trak hovedet ind igen. "Det her er ikke stedet til en genforening. Bor du langt væk? Mit hus er lige om hjørnet. Der vil vi kunne tale langt mere uforstyrret." Hendes stemme var en næppe hørlig hvisken. Der gik et øjeblik, inden Alicia tænkte over, at hun rent faktisk hold Sin'thya for munden, men da det gik op for hende, fjernede hun den straks.

Taget på fersk gerning med Nox i hånden. Det var langt fra sikkert, at hendes sorte rober kunne beskytte hende her  - især ikke, når Ordenen langede så aggresivt ud efter folk, der var i besiddelse af drømmestoffet. Den hvide maske, som hun havde skubbet væk fra sit ansigt, var et spinkelt værn mod resten af verden - især i disse dage, hvor utilfredsheden med Ordenen steg..
Hun så genkendelsen i den anden kvindes ansigt, og et nyt håb gled gennem hende. "Alicia.." Hviskede hun. Det var adskillige år siden, hun havde set Alicia på bordelhuset, og uniformen hun bar, forklarede hvorfor. Et godt og ærefuldt job - hvis man havde gode evner med våben og var villig til at lægge kriminalitet bag sig, var byvagten et godt sted at være. For Sin'thya derimod, der aldrig som sådan havde lært at kæmpe, havde Kiles Orden i stedet fungeret som udvejen fra prostitutionen.

"Jeg ved, hvad det er." Mumlede hun, og flasken forsvandt hurtigt ind i en skjult lomme. Om ikke andet virkede Alicia oprigtigt bekymret, og truede ikke med at tage hende til arresten. Så langt,så godt. Hun håbede bare, at hun ville få lov til at beholde flasken med Nox..
Lyden af fodtrin fangede også hendes opmærksomhed, og hun stivnede, da Alicia lagde en hånd mod hendes mund. Alligevel lod hun sig trække med om bag kasserne - væk fra hvem-der-end-var-ude på dette tidspunkt af døgnet. Hun kiggede ikke, men hørte skridtene gå forbi gyden og forsvinde igen.
"Jeg plejer at overnatte oppe ved Kile-templet. Der skal vi nok ikke gå hen.." Hviskede hun tilbage. Hendes slanke hænder greb fat om den hvide maske, og hun placerede den foran sit ansigt igen. Både, hvis de skulle blive stoppet på vejen, men også for at skjule den ansigt og forvirring, der i øjeblikket gik gennem hende.

Alicia kiggede frem igen. Fri bane. Hun var dog på alle måder enig med Sin'thya i, at de nok ikke skulle tage tilbage til ordenen lige nu. "Mit hus, så. Følg mig og bliv ved siden af mig. Hvis vi møder nogen, kommer det ikke til at se mistænkeligt ud" svarede hun tilbage stadig med en hvisken. Hun rettede sig op og satte sit sværd i skeden. Hun rakte en åben hånd mod Sin'thya for at give hende en mulighed for at blive hjulpet op. Langsomt listede hun sig mod udgangen af gyden. Hun stoppede og stak hovedet ud for at tjekke efter byvagter og medlemmer af ordenen. Fri bane. Hun viftede med hånden bag sig for at indikere, at Sin'thya skulle følge med. Uden overhovedet at kigge om dette var tilfældet, forlod hun gyden og drejede til venstre.

Efter at have gået et lille stykke sørgede hun dog for at tjekke, om Sin'thya var med. Hvis det ikke var tilfældet, ville hun stoppe og vente med blikket rettet i gydens retning. Gaden var stadig øde, så lige nu var der ikke nogle fare på færde. Det heldige var dog, at de begge havde stillinger, der ikke gjorde det mistænkeligt at være ude på dette tidspunkt, så Alicia var ikke super nervøs for, om de skulle blive opdaget, så længe den flaske med Nox blev ude af syne.

Alicias hus lå ikke langt væk. Det var en gåtur på ca. ti minutter. Det var ikke stort, men bestemt heller ikke lille. Stuen var møbleret med et bord, to lænestole og en sofa. Den havde også en spiseafdeling med et langbord og otte stole omkring. I det ene hjørne var en kamin, og der var tonsvis af stearinlys rundt omkring for at lyse rummet op, når der var mørkt. Soveværelset var noget mindre. Der stod en enkeltmandsseng med natbord. Over for fodenden langs væggen stod et klædeskab.

Alicia havde allerede fundet nøglen frem, inden hun nåede døren, så hun fik lynhurtigt låst den op. Da hun trådte ind lavede hun, hvad der så ud som en nervøs trækning i øjet, og alle lysene tændte, og kaminen så ud, som om den havde været i gang i flere timer. Hun drejede sig mod Sin'thya. "Kom ind. Og velkommen til mit ydmyge hjem" svarede hun med et svagt smil. Hun tog sit bælte med sværdet af, og placerede sidstnævnte op ad væggen. Hun trak sin kofte af, og hang denne på en knage opover. "Lad som om du er hjemme. The?" spurgte hun og pegede på komfuret i køkkenet. Omgående sprang der flammer til live i rummet under det, og hun satte en kedel over på kogepladen, inden hun fandt et par kopper frem og begyndte at rode med en tepose.

Sin'thya var taknemmelig for at gaden var tom, mens hun fulgte efter Alicia. Imens de gik, myldrede tankerne i hendes hoved. Ville det, at de to kvinder havde delt en fortid på bordellet vise sig at være mere betydningsfuldt, end at den ene var en byvagt, der netop havde taget den anden i noget ulovligt? Hendes hånd knugede en smule om flasken i lommen på de sorte rober, mens de gik. Hun havde ikke tænkt sig at opgive drømmemidlet. Hun kunne ikke.

Hun skubbede igen den hvide maske væk fra ansigtet, idet hun trådte ind i Alicias hjem. Nogle gange var hun glad for maskens anonymitet, men andre gange føltes den forkert og kvælende. På det seneste havde det sidste mere været tilfældet, end det første.
Hun så rundt og et lille stik af misundelse gik gennem hende. Dette her var et rigtigt hjem - mere end hvad hun selv havde haft på noget tidspunkt. Men så igen, Alicia var også gået hen og blevet byvagt. Vist sit værd. Havde Sin'thya nogensinde det?

Hun lagde masken fra sig på bordet og lod et kort øjeblik fingerspidserne glide hen over bordpladens overflade, før hun igen så op. Alicia virkede munter og var allerede i køkkenet - og selv om Sin'thya var taknemmelig for den anden kvindes imødekommende væremåde, følte hun sig stadig usikker. 
"Te.. te ville være dejligt." Fik hun endelig fremstammet. Hun placerede sig selv i en af lænestolene, de hvide hænder foldet i skødet. 

I et øjeblik havde Alicia glemt, hvorfor det egentlig var, hun havde inviteret Sin'thya med hjem, som hun rendte og gjorde klar til det hele. Det vendte dog tilbage, da hun så kvindens ansigt, som masken lå på bordet. Da hun kom ud fra køkkenet - hun ventede lige nu på, at vandet kogte - var hendes blik på Sin'thya bekymret og ikke anklagende, og det samme var ansigtet. Hun krydsede stuen i nogle lange skridt, inden hun satte sig ved siden af hendes gæst. Hun prøvede at fange øjnene med sit blik. "Sin, jeg... jeg vil ikke spørge ind til det, men Nox er utrolig farligt..." uden helt at tænke over det, tog Alicia hendes ene hånd i begge sine. "Ikke kun på grund af lovgivningen, men også på grund af dens effekt. Du risikerer jo at komme til skade." Alicia havde set eksempler på folk, der ikke holdt øje med noget som helst, fordi de gik i deres egen drømmeverden, og det kunne til tider være temmelig farligt. Plus at det jo var vanedannende, hvilket heller ikke ligefrem var en god ting.
Alicia slog blikket ned. Hun havde set de fleste andre kvinder og mænd på bordellet, men det var ikke ensbetydende med, at de så hende på samme måde, og hun overvejede kort, hvad Sin'thyas syn var på hende. Efter lidt overvejelse blev hun enig med sig selv om, at det egentlig ikke betød noget. Hun bekymrede sig stadig om hende. Hun slog blikket op igen, og hendes ansigtsudtryk var mere undskyldende. "Undskyld, hvis jeg er for nærgående. Jeg ønsker bare ikke at der sker dig - at der sker nogen noget" sagde hun. "Jeg har set, hvad der kan ske..." begyndte hun, og en enkelt tåre var at se i hendes ene øjenkrog, inden den langsomt bevægede sig ned over hendes kind, og hun slog igen blikket ned. Hvis det var en hun kendte... tanken var ikke ligefrem rar.

Alicia blev afbrudt i sine tanker, da kedlen begyndte at fløje, og hun rejste sig. Åndsfraværende fjernede hun tåren, inden hun viftede med hånden, hvilket fik ilden i komfuret til at gå ud igen. Lyden af vand der blev hældt op, kunne høres kort efter, og da Alicia kom ud igen havde hun en kop i hver hånd, hvorfra let damp steg op. Hun stillede dem på bordet og gjorde en gestus mod den ene kop. "Værsågod" sagde hun med et lille smil, inden hun satte sig i sofaen igen.
"Men nok om triste ting. Det ser ud til at gå dig ganske godt?" Hun hentydede tydeligt til det faktum, at Sin'thya var kommet ind i Kiles orden. Jo, hun havde da haft glade stunder på bordellet, men det havde ikke ligefrem været drømmejobbet, så det at komme videre så hun som et stort skridt. Selvfølgelig var der dem, der ønskede at blive der, men for andre kunne det være svært at forlade, fordi det kunne være svært at skrabe penge sammen.

Det var som om den anden kvindes bekymring var dråben, der endelig fik bægeret til at flyde over. Sin'thya havde forsøgt at holde sit ansigtsudtryk så neutralt som muligt, men en bæven begyndte at kunne anes på læben og pludselig fyldtes de store, grønne øjne med tårer. Hun greb krampagtigt om Alicias hænder:
"Det var ikke min mening.. Jeg.. der var en mand, der gav det til mig." Fremstammede hun usammenhængende, gråden nu tydelig i hendes stemme. "Og jeg så min familie. De omkom under pesten.. det er den eneste måde, hvorpå jeg kan se dem igen.." 

Inderst inde var hun jo godt klar over, at de var borte for altid, og at drømmestoffet kun gjorde det nemmere for hende at hænge fast i fortiden. Men at igen se tvillingesøsterens milde ansigt, forældrene og hendes svagelige bror.. som Kiles Ordens måde at opføre sig på blev værre og værre, følte hun mere og mere behov for at forsvinde ind i minderne og ignorere det, der foregik omkring hende.

Hun var taknemmelig for kedlens fløjten, og hun gjorde sit bedste for at tørre kinderne, der glinsede af våde tårer. Hendes hænder greb om tekruset, og hun skyndte sig at tage en slurk. "av.." Udbrød hun, da den varme væske brændte hendes tunge. Hun satte kruset fra sig igen, sukkede dybt og forsøgte at få en smule mere kontrol over sig selv.
"Bordellet har altid kun været en nødvendighed.. jeg nød aldrig arbejdet. Men jeg må indrømme.." Hun så sig omkring før hendes blik endte på masken. ".. at jeg overvejer mere og mere at vende tilbage." Så havde hun ikke sagt for meget.

Alicia så lettere overrasket ud over, at Sin'thya begyndte at hulke. Det havde hun ikke ligefrem set komme. Hun ville dog gøre, hvad hun kunne for at trøste hende. "Jeg bebrejder dig ikke" svarede hun opmuntrende og ærligt. Det var ikke ligefrem det, hun havde brug for lige nu. Ved ordene om hendes familie var det som om, Alicia forstod meningen med det hele. Hun sendte Sin'thya et forsigtigt smil. "Fortæl mig om dem" svarede hun med en varm venlighed i stemmen. Hvordan Sin'thya kom videre, vidste Alicia ikke, men hun ville gøre, hvad hun kunne for at det lykkedes, og det nemmeste var nok at få hende til at tale om glade minder.

Alicia kunne ikke helt lade være med at grine over, at Sin'thya brændte sig, da hun prøvede at tage en tår, og hendes ansigtsudtryk blev et øjeblik drillende. "Pas på, den kan godt være varm" sagde hun med en tydelig drillende undertone. Det var som sådan ikke fordi, hun prøvede at løfte stemningen. Joken havde bare i hendes hoved passet godt ind.
"Jeg var heller ikke ligefrem fan af arbejdet. Men jeg forstår, hvad du mener" svarede hun med en let dyster tone. Hun selv havde også stillet spørgsmålstegn ved det hele på det sidste, og hun havde flere gange overvejet at forlade bygarden. Hun ville ikke sige det til Sin'thya, men det var mest på grund af Ordenen. Hun havde på fornemmelsen, at de havde en anden dagsorden, end hvad de gav udtryk for, og hun var ikke ligefrem glad for at være på vagt med dem. Hun stolede ikke på dem.

Sin'thya tog igen tekruset. Denne gang drak hun ikke af det, men knugede blot sine slanke hænder om det. Det behagede hende ikke, at være så meget ude af kontrol, men hun kunne mærke, at den anden kvindes pludselige bekymring, havde lukket op for alle de følelser og tanker, hun havde gemt på i månedsvis..
"Vi boede i et lille bondehus i Tusmørkedalen." Sagde hun stille. "Vi havde ikke så mange penge, men vi havde hinanden. Da min lillebror blev født begyndte vi at have rigtig mange pengeproblemer, fordi han var syg.. så det endte med, at min tvillingesøster og jeg, begyndte at arbejde på et bordel på Toropolis Isla." Hun tørrede sine øjne med bagsiden af hånden. "De er alle sammen væk nu. Det er kun mig, der er tilbage."

Nogle gange var hun ikke helt sikker på, hvorfor hun ikke bare havde givet efter, da hun var syg af pesten. Men hun havde altid haft en eller anden vilje i sig til at leve og fortsætte.. Den seneste tid havde dog af en eller anden grund virket sværere, og hun havde oftere og oftere brug for at glemme sine omgivelser og fordybe sig i de gamle minder.

Hun drejede kruset en smule i hænderne og så endelig op på Alicia igen. Et lille, forsigtigt smil kunne anes på hendes læber. "Det ser ud som om, det er gået godt for dig.. byvagt og alt det der.." Sagde hun.

Alicia lyttede opmærksomt til Sins fortælling. Hun sagde ikke noget, mens der blev fortalt, men efterfølgende sendte hun hende et opmuntrende smil. "Det lyder som en dejlig familie. Og ja, det er til tider hårdt at være den eneste tilbage, men lever vi ikke videre for deres skyld? Det gør jeg i al fald. Jeg føler, det er den bedste måde at ære mine forældre på, der forsøgte at give mig så god en start som muligt" sagde hun med et smil på læben. Hun vidste ikke helt, om det opmuntrede Sin'thya, men hun håbede inderligt, at det hjalp. For hende selv havde det i al fald hjulpet at finde meningen med tilværelsen at kæmpe videre for sine forældres skyld, fordi hun gerne ville ære dem ved at leve videre.

En skygge faldt over Alicias ansigt, da bygarden blev nævnt. "Jeg har flere gange overvejet at forlade den. Den står ikke længere for det samme, som den gjorde, da jeg sluttede mig til den" svarede hun. Det var dog med fuldt overlæg, at hun ikke nævnte Kiles orden, for hun havde ikke rigtigt lyst til at nedgøre den foran Sin'thya, der jo var præst.

Sin'thya betragtede Alicia, mens hun talte. Hendes ord lød gode og fornuftige - selv om det stadig gjorde ondt på Sin'thya at tænke på familien. Hun nikkede langsomt, overvejende. "Du har ret.. Jeg var tæt på at dø under pesten, men jeg fandt dengang ud af, at jeg virkelig gerne vil leve videre.."
Det var underligt at tale ud om alle disse ting. Hun havde ikke haft mulighed for det - ikke på Bordelhuset, og ikke blandt Kilepræsterne, og det gik langsomt op for hende, hvor alene hun egentlig havde været. Hun knugede hårdt om kruset og tog en slurk for ikke at vise, hvordan hun rystede.

Da hun stillede kruset fra sig, så hun igen på den anden kvinde og nikkede langsomt. "Jeg forstår.." Sagde hun blidt. "Jeg har overvejet det samme." Det behøvedes ikke siges, at det handlede om Ordenen. Det var tydeligt, at de begge var uenige i det, de sortklædte foretog sig.

Alicia lyttede interesseret til Sin'thyas fortælling, inden hun til sidst nikkede. "Jeg lærte for længe siden, at den nemme løsning er at give op. Jeg lever dog videre for at være i stand til at hjælpe andre. Det er mit kald" svarede hun i samme opmuntrende tone som før. "Det hjælper en hel del at have noget at leve for." Hun følte det lidt underligt sådan at sidde og rådgive Sin'thya, for Alicia var overbevist om, at hun godt vidste det i forvejen. På den anden side var det en gang imellem meget rart at blive mindet om det af andre. Eller det syntes hun i al fald selv.

Alicia kunne ikke lade være med at smile over svaret. Det var rart, at der instinktivt blev forstået hvorfor, og at de havde nogenlunde samme holdning. Ikke at hun ikke havde respekteret Sin'thyas synspunkt, hvis det havde været anderledes end hendes eget, men det gjorde bare hele situationen lettere, at der var noget, de kunne være enige om.

Det var som om en knude i Sinthyas bryst havde løsnet sig under samtalen med den anden kvinde. Hun havde været alene så længe, at hun bare havde pakket alle sorger og bekymringer væk under en hård skal, dækket af den hvide maske. Hendes blik faldt på masken igen - hun havde ikke lyst til at tage den på, men hvad var alternativet?

Hendes hænder greb forsigtigt om masken. Bare lidt endnu, fortalte hun sig selv. Vent - Rid stormen ud. Tag imod Ordenens penge og forsvind, når det begynder at brænde på.. Et dybt suk gik gennem hendes krop. Så så hun atter op på Alicia og et lille smil krusede hendes mundvig.
"Tak.. for teen. Og for alt det andet." Sagde hun. Hun rejste sig og gjorde sig så småt klar til at tage af sted igen. Masken blev omhyggeligt placeret foran det tårestribede ansigt. Den lille flaske Nox lå stadig i hendes lomme - hun vidste ikke, hvad hun ville gøre med den.

Alicia bemærkede, at Sin’thya så ud til at have det bare en smule bedre. Hun følte sig glad over at have kunne hjælpe en gammel bekendt. Hun ønskede dog ikke, at hun fik rodet sig ud i flere problemer.

Da Sin’thya rejste sig, rejste Alicia sig også og sendte hende et smil. ”Det var da så lidt. Du skal vide, at min dør altid står åben, hvis du trænger til selskab en anden gang” svarede hun med en mild og venlig stemme. Hun havde dog ikke glemt flasken, og hun nikkede mod stedet, hvor hun vidste, den var. ”Vil du selv skille dig af med den, eller skal jeg tage den og smide den i ilden?” spurgte hun med et smil. Hun var sikker på, at Sin’thya ikke havde brug for den mere.

Sin'thya nikkede med et lille smil mod Alicia. Hendes hænder hvilede på dørhåndtaget: "Jeg takker.. det er ikke usandsynligt, at jeg vil benytte mig af din gæstfrihed igen." Svarede hun. Det havde været rart at have nogen at tale med, noget hun ikke havde haft meget af i Kile-templet.

"Jeg .. eh.. skaffer mig selv af med den." Hendes hånd fandt den lille kølige fornemmelse af flasken i lommen. Hun var ikke helt klar til at give den op endnu, og hun var i øjeblikket taknemmelig for masken, der skjulte hendes ansigtstræk. Der var stadig så mange, hårde dage at komme i gennem og en vigtig beslutning, der skulle tages..
"Tak, Alicia." Sagde hun igen, inden hun hurtigt smuttede ud på gaden og lukkede døren i bag sig.