Det var koldt. Der lå endnu lidt sne udenfor, så meget kunne Smo i hvert fald se fra sin plads halvvejs under jorden. Der var fugtigt og koldt i cellen. Det var fordi at vandet løb ned af væggene og ramte gulvet. Det kom igennem et slags 'kighul' op til byens gader, og gjorde at det altid var noget så forfærdeligt koldt. Man burde helst sidde på den lille briks af sten, som der var i cellen, for ellers fik man våde fødder.

Det var også derfor det var der Smo sad. Der på briksen. Hun gøs engang imellem, så hele kroppen skælvede, mens hun forsøgte at holde varmen. Hun var kun iklædt en lille kjole, som nåede til gulvet og så et par læder sandaler, fordi hun havde været inde i templet, da hun var blevet taget til fange. Det var Kiles Orden, som havde taget hende til fange, og hvorfor? Se det havde hun stadigvæk ikke helt forstået. Hun vidste heller ikke, hvor længe hun skulle være hernede, men hun gruede for, at det ville blive et længere ophold.

Hun så fra den ene ende af den lille celle til den anden. Cellen var beklædt af sten, sten og atter sten. Meget kolde sten, one might add. Tænkte hun med en hovedrysten. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun lagde hovedet i hænderne, og gråd gennemrystede hende. Hun havde ikke lyst til at være her, og hver gang hun spurgte om enten hvorfor eller hvor længe, så var hun blevet mødt med tavshed.

Den spinklere skikkelse rystede ned, som hun sad med armene om sine ben og hovedet hvilende på sine knæ.

Mitch landede let på den anden side af gaden fra hvor arresten lå og samlede de sorte vinger om sig, som han passerede den. Ansigtet var præget af alvor og de mørke øjne hvilede roligt på vagterne ved døren, som han nærmede sig dem. Som altid var han klædt helt i sort. Kappen faldt på plads om ham som han gik og gjorde intet for at opbløde det udtryk han gjorde. Ikke mere end sværdet ved hans side gjorde det.

Som han nåede døren nikkede han let og med en forventning om at blive lukket ind uden spørgsmål. Han vidste det var her Kiles Orden havde sendt en af ypperstepræstinderne hen for at afvente deres dom over hendes modstand mod deres styre og han af nogen var af udseende såvel som tro Kiles. Dog aldrig ordenens, men det var de færreste der skelnede mellem de to nu.
Døren blev da også åbnet for ham og han fortsatte ind uden et ord til nogen. Først da han nåede døren til kælderen og cellerne, trådte en byvagt hen til ham. "Undskyld, sir, men De kan ikke bare..."

Mitch stoppede op og lod hele vægten af sit mørke blik hvile på manden. "Kiles fred i sjæl og gerning. Jeg er kommet for at bringe Smo Fernis til doms. Ønsker De at følge med?" Han ændrede ikke på neutraliteten i sin stemme, understregede ikke sine ord det mindste, men alligevel så han byvagten blinke, før denne trådte til siden med et udtryk af at det ville han slet ikke blandes ind i. Ordenen havde virkelig fået opbygget sig et ry i byen efterhånden. "Nej, jeg stoler skam på Deres ord og Deres ærinde."
Mitch nikkede afmålt uden at slippe manden med blikket og rakte så en hånd frem. "Nøglen?" Manden tøvede et øjeblik her, men nikkede så også, fandt et nøglebundt frem og vred en enkelt nøgle fri. "Til hendes celle."

Med nøglen i hånd og ingen andre der ønskede at blande sig i hans gøren og laden, passerede Mitch døren til trappen ned og lod dens dystre indre opsluge hans figur for undersøgende blikke. Han hørte kort efter den umiskendelige lyd af en dør der faldt i. Så meget dets bedre. Han ønskede ikke andres indblanding i hans handlinger her.
Kælderen var påfaldende stille som han kom frem. Ikke mange endte helt hernede og de der var havde tilsyneladende valgt at holde sig tavse og væk fra dørene ud til gangen. Døre mærket med numre hamret ind i dem med søm. Han fandt den han søgte, stoppede og lod nøglen med en let skraben glide ind i låsen og rundt. Med et enkelt skub derefter gled døren op og afslørede et upassende sted for en ypperstepræstinde at befinde sig. "Smo Fernis? Jeg er kommet efter Dem."

Smos spinkle skikkelse rystede lidt, som hun hvilede panden mod sine knæ. Hun hørte godt nogen komme gående, men regnede med, at det ikke var hende vedkommende skulle ind til. Derfor gipede det i hende, da hun hørte en raslen af nøgler og en tung celledør der gik op. 

Hun kunne nu se, at cellen havde nummer syv. Noget hun ikke havde lagt mærke til, da hun var blevet smidt ind i cellen. Men der havde hun også haft travlt med at gøre modstand plus det havde været mørkt udenfor og indenfor. Hun havde bestemt ikke gået villigt med, da et par præster fra Kile havde beordret hende ført til arresten. Hun havde ikke fået nogen grund, men hun regnede da med, at det var på grund af hendes åbenlyse modstand til Kile. Eller ikke til Kile, men til Kiles præster.

"Hvor skal jeg hen?" sagde hun uroligt, da hun så op på den mørkklædte skikkelse foran sig. Hun rejste sig, men gik ikke hen til ham. Hun havde stadigvæk håndledende i håndhjern. En slags kæder med hver sin 'klips' om hvert håndled.

//OOG: Sorry for det langsomme svar, har haft travlt og har meldt pause herinde fra. Det det er grunden, som kan læses under fravær også, hvis det har interesse.

Mitch fulgte sine ord ind i cellen, men holdt sig stående lige indenfor døren. Han vidste hvordan han tog sig ud og af bitter erfaring hvordan langt de fleste reagerede på at se en sortklædt, sort-vinget engel. Ikke at vingerne var så synlige i halvmørket og slet ikke med hans kappe slørende hans og deres omrids også. Kvinden virkede dog mere påvirket af situationen end ham.

"Ud herfra." Han gennemgik omhyggeligt nøglerne til han fandt en der så ud til at kunne passe til hendes lænker og nærmede sig hende så langsomt. Roligt holdte han en hånd frem for at modtage hendes håndled, så han kunne støtte det mens han åbnede jernet der beskæmmede hendes væsen. Som han gjorde det uddybede han med dæmpet stemme så den ikke ville bære længere end til hende. "Ordene vil snart sende andre til at gøre det samme, men de vil følge Dem til en sted De ikke vil bryde Dem om. Hvis De vil vise mig tilliden kan jeg føre Dem herfra." Han mente det, som han mente den fare han forsøgte at fortælle hende om der lå for hendes liv, hvis hun ikke fulgte med ham. Hvis hun blev og lod Ordenen skaffe sig af med hende.

Smo rakte håndledene frem imod denne ukendte mand. Ville hun komme i problemer for det her? Flere end hun allerede var i altså. For der var rigeligt med problemer i forvejen. Kiles Orden hadede hende, så derfor var hun endt her.

"Oh?" sagde hun overrasket. 

Hun havde ikke regnet med at blive ført ud herfra. Måske Kiles Orden havde ombestemt sig angående hendes straf? Måske var hun heldig? Hun håbede da, at hun var heldig, for hun ønskede ikke at være hernede længere tid end højest nødvendigt. So to speak.

"Jeg vil meget gerne ud herfra, så jeg vil følge med Dem," svarede hun usikkert, og tog sig til håndledene, som nu var befriet fra lænkerne. 

Det føltes godt at være lidt mere 'fri'.

// Har holdt lang pause, men tænkte lige, at vi skulle have afsluttet den her tråd, så jeg kan komme videre med Smo :) //

Mitch nikkede let og trådte til side for døren så hun kunne komme ud af cellen. Han havde altid været en mand af få ord og denne aften var ingen undtagelse. Tale ville alligevel ikke hjælpe dem nær så meget som hans tavshed ville.

Gangen var ikke lang og resten af fangerne stille. Han havde forventet andet fra dem, men var ganske tilfreds med tavsheden. Ingen ønskede åbenbart at han skulle komme tilbage efter dem. Ikke at tanken faldt ham ind. De var ikke fanger af ordenens. Ikke efter hvad han vidste.
Trappen op ledte tilbage til den samme gang og den samme vagt som han havde passeret på vejen ned. Denne havde heller intet at sige nu, men fulgte ham blot med et varsomt blik, som Mitch førte præstinden forbi.

Så var de ude. Han ledte hende et stykke videre. Først mod tempel-distriktet, men snart efter drejende væk og vendede dem rundt til de havde retning mod sydporten. "Det er så langt jeg kan hjælpe Dem. Gå med Kiles fred i dette liv som det næste." Han nikkede atter let og respektfyldt, før han slog de sorte vinger ud, lettede og forsvandt i nattens mørke.

//Helt i orden. Jeg afslutter den bare her. Jeg havde for længst sendt Mitch videre alligevel //