v0idwitch 03.03.2018 00:24
Falk havde aldrig i sit liv manglet komplimenter eller støtte, men hun hungrede alligevel konstant efter at få dem, og hun så op på sin mor, strålende af glæde, da hun blev komplimenteret. Kysset havde hun nærmest forventet og hun gengældte det uden at tænke nærmere over det.
"Åh, der er sket så meget," sagde Falk, selvom det ikke var længe siden de havde set hinanden. I virkeligheden var der heller ikke sket meget, Falk havde det mest sådan, fordi hun var vant til at fortælle Liv om
alting, og havde en masse hun havde længtes efter at få lov til at fortælle hende om.
"Jeg er blevet meget, meget bedre til at tegne fugle," fortalte hun og løb rundt på sit værelse for at finde en masse papirer, de fleste af dem kultegninger af duer. "Mest duer, for det er den jeg ser mest herinde," sagde hun og satte sig på Livs skød, inden hun rakte hende stakken af tegninger.
"Og Thomas og René, du ved, mine naboer, de har født! Jeg hører næsten Thomas græde oftere, end jeg hører babyen." Hun fortalte det med et bredt grin, men da Falk først var flyttet ind havde hun hadet sine optimistiske og glade naboer så meget, at hun havde truet Liv med at sende deres sjæle til dødsriget med det samme. Det var kun langsomt, at hun var varmet op til dem i en grad, hvor hun nu næsten var glad for dem og gik op i deres liv.