Den jordiske måned oktober nærmede sig med drastiske skridt sin ende, og vinden fra nord blev køligere og køligere for hver dag der gik. Sne var heldigvis ikke at se i den nærme fremtid endnu, men solens klare stråler var ikke længere nok til at være det eneste der varmede beboerne i Lazura. Dog med den store glødende kugle i himlen stadig fremme i den sidste par timer var den unge stjernes beklædning minimal og ikke tildækket af en robust kappe, så en hver kunne se den enkle sennepsgule kjortel, der til trods for ikke at være syet perfekt til hendes krop, sad flatterende ved hjælp af et brunt bånd omkring hendes talje. Halsåbningen var stor og næsten så langt ud som til hendes skuldre, men den var kun dyb nok til at kunne lufte kravebenene og intet andet uanstændigt. Ærmerne var meget vel ikke lange nok til at nå helt ned til hendes håndled, men omkring armene sad de som de skulle. Det eneste ud fra normale ved hende - hvis man ikke talte hendes milde kropslige glød med - var en bandage omkring hendes venstre hånd.

Den friske eftermiddag befandt Mia sig i baggården af et ydmygt hjem. Hendes hjem. Hun kunne umuligt være mere taknemmelig for Reynald og hans familie. De havde givet hende varme, omsorg, mad og tøj. De havde taget hende ind fra starten og behandlet hende, som var hun deres egen. Men om hun fuldt og fast så stedet som hendes hjem var ikke sikkert.
Med en flettet kurv fyldt med mange forskellige former for korn og majs i den ene arm tog hun med sin anden hånd en håndfuld og strøg foderet ud, som hun var blevet vist. Hønsene havde godt nok allerede ytret sig ivrigt, da hun var kommet ud til dem første gang, men så snart at deres mad lå klar til dem, gokkede de den ekstra smule, som de skyndte sig efter deres portion. Grådige fugle. Man skulle næsten tro, at de aldrig blev fodret.
Igen strøg hun en håndfuld. Og igen, inden hun holde for en stund for at stå og betragte de befjerede dyr trippe omkring og nippe deres næb ned i jorden. Roligt flyttede hun sin kurv frem for at ligge ind mod hendes mave i stedet for siden, og hæftede ligeledes blidt sin anden arm om den. Hun smilede ikke som sådan. I stedet bare hendes ansigt en hvis naiv nysgerrighed, som forsøgte hun at regne ud, hvad der drev hønsene, og hun var faldet en tand længere ind i sin egen verden. Muligvis lidt for længe, for før hun vidste af det, lå der ikke nok foder spredt ud og et pludselig hak af noget skarpt mod hendes ankel, da en af hønsene var blevet utålmodig. Forskrækkelsen skubbede hende helt ud af balance, og selvom hun gjorde et forsøg på at træde tilbage for ikke at vælte, mislykkedes hendes plan på grund af en anden høne, der havde stillet sig bag hende. Så igen i et forsøg på ikke at træde oven på dyret, måtte hun sige farvel til sin stolthed og faldt hårdt ned på sin bagdel med et sagte hvin fra struben, hvorefter en regn af foderblanding væltede ud over hende og jorden omkring hende.

Cayden var en tålmodig mand når det var nødvendigt, men han brød sig ikke om at hjælpe og han ville til enhver tid udføre sine planer så snart de var mulige. Det var også derfor at der ikke engang var gået en måned, da han besluttede at det var på tide at opsøge Miaplacidus le Arimh igen.

Ved hjælp af armbåndet han havde givet hende, var det nemt nok at lokalisere hende. Han havde ikke fortalt andre om hende - heller ikke sine overordnede i hæren. Han vidste at de ville få hende bragt til Kzar Mora og han vidste, at det ville være den forkerte måde at gøre det, hvis man ville sikre sig hendes hjælp. Nej, hans plan var at vente indtil et menneske havde såret Mia så dybt at hun aldrig ville kunne stole på dem igen. Han forventede halvt at et hvilket som helst menneske kunne finde på det når som helst, uden anden grund end at mennesker var farlige, voldelige væsner, men han forventede også halvt at det ville blive når Mia forelskede sig og mennesket hun faldt for en dag knuste hendes hjerte. Cayden var klar til at vente flere år, hvis det var dét det tog.

Men Mia ville ikke vide hvem hun skulle komme til med sine hjertesorger, hvis ikke Cayden sørgede for at holde sig i hendes liv. Så nu dukkede han op i nærheden af det hjem hun tilsyneladende havde fundet sig til rette i og overvejede hvordan han skulle gribe det an, da han hørte et hvin. Han fulgte lyden rundt om huset og om i en baggård fyldt med høns - og med Mia, siddende på sin bagdel midt i hønsene, der ivrigt hakkede fodret omkring hende i sig.

"En finurlig metode til at fodre høns," kommenterede Cayden med et hint af et smil og rakte ned mod hende for at hjælpe hende op. Han var lige ved at gribe fat om hendes ene håndled, da han så bandagen på den. Han hævede et øjenbryn, men kommenterede ikke på det. I stedet greb han fat om hendes højre håndled og hev hende op at stå. 

Hønsene måtte have overdøvet hans skridt, for den unge stjerne havde knap nok lagt mærke til Caydens ankomst før, hans underligt behagelige stemme lød ved hende. Fluks var hendes hoved blevet drejet i retningen af stemmen, inden hun for første gang i uger lagde de abnormalt blå øjne mod dæmonens ansigt, hvor hun uden tvivl måtte have stirret en smule paf på ham. Forundret. Og bestemt overrasket. Hun havde knap nok kendt til ham, men han havde alligevel møvet sig hen mod det yderste af hendes hukommelse, for det var en mild lettelse, da hun genkendte ham. Som havde hun ubevidst håbet at støde på denne besynderlige mand igen, selvom hun realistisk set ikke havde forventet det.

”Det er måske ikke sådan, I jordiske væsner fodre dyr?” spurgte hun kækt til trods for den falske undertone af oprigtig undren. Ligeliges undlod hun at smile, blot for at lege videre på sin joke, indtil at hun tog imod hans udstrakte hånd og med, hvad hun endnu ville beskrive som en ’alt for hurtig og let bevægelse’ stod hun nu oppe på to ben igen. Hun var så småt begyndt at fornemme et mønster, for det var ikke første gang, at han havde hævet hende op, så hun nærmest lettede fra jorden i en dans. Heldigvis havde han ikke tænkt sig at kaste alt for meget rundt med hende denne gang. Og så snart hun havde sikret sig et godt fodfæste, slap hun hans hånd, trådte et minimalt skridt tilbage og begyndte så ellers at børste hønsefoder og jordgrus af sig. Selv hendes korte hår fik et par rystende rusk, hvor få gule majs faldt ud fra totterne.

Mia løftede så endelig hagen og så endnu engang direkte mod ham. Historikeren fra stenstranden. Og endelig steg hendes mundvier op i, hvad der meget vel var hendes ikoniske muntre og imødekomne smil. Og mon en lille bitte ændring i hendes glød ikke også skete. ”Cayden Roux.” startede hun ud. Han var noget højere, end hvad hun huskede ham som. ”Hvad laver du dog her, i Lazura? Jeg husker ikke, at du fortalte noget om, at du også bor her.” Ubevidst lagde hun sin ene fod ind mod det modsatte bens akilles-sene, hvor hun blidt gned den mod, som en fumlende vane. Nervøsitet var det dog ikke. Nej. Mia følte sig ikke nervøs i selskab med Cayden.

"Jeg er ingen ekspert, men nej," svarede Cayden med et smil, da Mia spurgte ham om ikke det var sådan han fodrede dyr. Han havde aldrig i sit liv fodret et dyr. Ikke engang en hest. Med sin evne plejede han at teleportere sig steder, der tog mere end en dagsrejse.

Han bemærkede ændringen i hendes glød og tog det som et positivt tegn. Han fandt det sødt, sådan som man kunne opleve hendes humørskift ved at betragte hendes glød.

"Jeg bor her ikke," indrømmede han, selvom han allerede havde overvejet, at det ville være lettest at lyve. Hvis han påstod at han boede her, ville han have en undskyldning for nemt at kunne holde sig opdateret på hende og se hende oftere. Men han følte selv, at han var nødt til at fortælle sandheden bare engang imellem.

"Jeg har blot hørt rygter om dig, Mia. En skinnende og smuk stjerne i Lazura." Han så med bekymring på hende, som han ikke selv vidste hvorvidt var påtaget eller ægte. "Jeg håber ikke at du fortæller alt for mange, hvad du er. Føler du dig aldrig bange for andre væsners reaktion?"

Bekymringen i både hans øjne og hans stemme var ikke usynlige for Mia, men det afholdte hende ikke fra at læne sig en smule tættere på ham og løfte en hånd op mod hans ansigt, hvor hun placerede et relativt blidt smølfespark mod hans næsetip. Hun havde også lagt mærke til det, første gang hun havde talt med ham, men han blev meget hurtigt så bekymret og seriøs omkring ting, hun selv ikke gik og så den fulde alvor i. Hun sørgede da også for at have en varmende og kæk tone under udtrykket i hendes ansigt, der kunne antages for at være af fornærmelse. Bare lige til at tage den mulige eftereffekt af hendes handling.

”Hvad ville mit liv her på Jorden være, hvis jeg levede det i mørk og hungrende frygt?” spurgte hun retorisk og fjernede ikke selv sig fra øjenkontakten, hun havde fanget med Cayden. ”Jeg ville intet lærer om jeres verden, og selvom min største prioritet er at vende tilbage, hvor jeg kom fra, så vil jeg ikke spilde mine dage indtil jeg finder en løsning, på at sidde gemt væk et sted, fordi jeg er bange. Jeg har ganske rigtigt været er kort, men indtil videre har jeg endnu ikke stødt på nogen der har ville mig noget ondt.” Hun sukkede tungt og lod sit hoved falde nærmest opgivende, inden hun trak sig tilbage fra ham igen og rettede ryggen og rejste hagen på ny. Nu med et roligt smil til at erstatte det forhenværende udtryk.

”Jeg har godt nok lagt mærke til nogle yderst mærkværdige folk her i byen. Mere mærkværdige end alle jer andre. Jeg stødte på en af dem en dag. Manden faldt på knæ foran mig med panden mod jorden uden den store advarsel. Han bedte om tilgivelse og… frelsen.” forklarede hun i takt med, at hun tænkte tilbage på hændelsen, mens hun uden tanke fumlede med de løse ender af hendes forbinding. ”Jeg blev fortalt, at de er en gruppe... religiøse fanatikere, der er overbeviste om, at jeg er en vandrende gudinde.” Ved tanken om sig selv som en decideret gudinde fik hende til at le let. ”Hvis der er en ting, jeg tvivler på at jeg nogensinde vil komme til at forstå fuldkomment, så er det jeres religiøse tro.”

Cayden løftede irriteret begge øjenbryn, da Mia smølfesparkede ham på næsen. Det her var en seriøs ting - han tænkte kun på hendes sikkerhed. Han vidste at Mørkets Hær ledte efter hende, og han havde med vilje undladt at fortælle dem, at han havde mødt hende, og kun oplyst dem om hans teori om at der var faldet en stjerne ned på jord. Vidste de, at den stjerne havde en krop og et sind, og muligvis også uopdagede kræfter, ville de sætte flere til at lede efter hende. Opdagede de at Cayden allerede havde mødt hende, ville han blive straffet endnu værre end hvad de ville gøre ved hende.

Han klemte om sin næsebro og trak vejret dybt. Hun bør leve i mørk og hungrende frygt. Det er hvad der vil holde hende i live, tænkte han for sig selv, men sagde det trods alt ikke højt. I stedet lovede han sig selv at passe på hende, så hun ikke behøvede leve i frygt.

"Indtil videre," gentog han og lagde vægt på det, da hun selv sagde at der ikke var nogen der ville hende noget ondt. Indtil videre. Cayden havde brugt 521 her på jorden. Mia havde brugt, hvad, en måned. Hvis hun var udødelig, eller hvis hun bare levede i en normalt menneskealder, så skulle hun nok nå at se præcis hvor grusom verden og mennesker kunne være. Han havde ikke brug for at vise hende det.

Han sænkede først sin hånd fra sin næsebro, da Mia fortalte ham om en mand, der var faldet på knæ foran hende. Et øjeblik troede han lige at hun var blevet friet til, men historien blev endnu vildere end dét.

"Jeg troede også at du var en gudinde, da jeg først så dig," indrømmede Cayden, som var det den mest fornuftige tanke at have, når man så Mia for første gang. "Men jeg er alligevel... forundret.. over at du har fået en hel gruppe til at tro det. Hvem ved, måske de også bygger et alter, eller et lille tempel i din ære. Jeg er næsten misundelig." Cayden havde sagt det meste med beundring i stemmen, men ved sidste sætning brød han ud i et smil. "Du får virkelig lavet en masse rod i den korte tid du er her, hva?" 
Han havde ikke lyst til at tænke på hvor meget mere uvurderlig Mia ville blive for Mørkets Hær hvis en gruppe af mennesker så hende som gudinde.

”Hey! Jeg husker ikke at have gjort noget, der kunne føre til den slags.” Mia opspilede tydeligvis sin fornærmelse til trods for, at der stadigvæk kunne fornemmes en meget lille smule af oprigtighed i hende. Inde i sig selv gøs hun ved tanken om, at der egentlig ville blive rejst et tempel i hendes navn eller at offergaver, som hun havde forstået der blev givet til landets eksisterende guder og gudinder, ville begynde at blive bragt til hende. Dét var ikke hendes mål. Hun vidste godt nok ikke hvad hendes mål var, men hun ville helst ikke tro, at det var for at fremstede som en helligdom.

”Men måske er jeg en gudinde.” sagde hun så alligevel med et uskyldigt dog selvsikkert smil vendt i dæmonens retning. ”Jordiske væsner har bedt mod stjernerne før.” Selv hun var blevet bedt til, hvis altså hun kunne kalde det det. Ligesom hun var blevet talt til af ensomme mennesker, der søgte tryghed i måden hun havde blinket tilbage til dem i nattens mørke, havde få foldet deres hænder og bedt deres drømme til virkelighed og deres bekymringer væk til hende. Det var bare ikke noget, hun valgte at nævne for Cayden. Lige som hun så vidt muligt prøvede ikke at gentagende gange hører hans tidligere ord i sit hoved. Jeg troede også at du var en gudinde.
”Dog tvivler jeg selv stærkt på det.” Hun sukkede tungt, som punkterede hendes kække forsøg på at lave sjov med ideen. Hun lagde sin ene arm ind under sin barm og greb blidt omkring sin modsatte sides albue, hvis arm hang lige ned, stadig med kurven stadig i hånden. ”Og jeg håber ikke, at det udvikler sig yderligere. Jeg vil helst ikke drage alt for meget opmærksomhed mod mig.” indrømmede hun, efter hendes blik var søgt væk fra Cayden og i retningen af de mere åbne gader til trods for at hun ikke kunne se dem fra gården. ”Jeg er ingen gudinde. Jeg ejer ingen helende evner til de sårede.” Hun lo kort, da hun så tilbage på ham. ”Jeg kan ikke engang hele mig selv.” Kort slap hun sin arm og viftede henvisende med den indbundne hånd. Hvad der lå glemt var en sløv knivs værk. Blødningen var stoppet så det hvide stof, der blev brugt som den hurtige forbinding var ikke farvet rødt.

Caydens ansigtsudtryk afslørede tydeligt at han gav hende ret i, at hun sagtens kunne være en gudinde og at stjerne bestemt var blevet bedt til før. Han kendte ikke nogen der gjorde det nu om dage, men hvem havde ikke set mod stjernerne, enten når de var alene, eller når de var omgivet af soldater og en kamp føltes uendelig og døden lurede lige om hjørnet? Stjerner var der altid. Man kunne se dem. Stole på dem til at guide dig hjem. Det var mere end hvad man kunne sige om de fleste guder og gudinder.

Han var yderst tilfreds da hun indrømmede at hun helst ikke ville drage for meget opmærksomhed på sig. Det var præcis hvad han lige havde sagt til hende at hun ikke skulle og det var rart at se at hun var bare lidt fornuftig, på trods af hvor nu hun var i denne verden. 

"At du ikke har helende evner-" begyndte han, afvisende overfor hendes begrundelse for ikke at være en gudinde, men inden han nåede længere, gik det op for ham hvad hun havde sagt om at hele sig selv. Han tog blidt fat om hendes fingre, hvor bandagen ikke nåede ud, og studerede bandagen, der så ud som om den var bundet i hast eller af en uerfaren hånd.

"Hvad er der sket?" spurgte han, vrede ulmende i hans stemme. Hans blik var mørkt, men så snart det nåede hendes ansigt, var der ikke andet end bekymring at spore i det. 

Denne gang, som han rakte ud efter hende – godt nok hendes hånd frem for hendes ansigt – trak hun sig ikke væk. Hun lod ha gribe fat omkring hendes fingre og drejede ligeledes helt frivilligt i sit håndled, da han skulle kunne se håndfladen ordentligt. For når det gjaldt Cayden, var der intet hun var bange for. Hun huskede egentlig aldrig at have været det mindste bange for manden. Tvært imod så gav han hende følelsen af tryghed. Det kunne meget vel kun være anden gang at de mødtes med hinanden, men den tydelige bekymring han virkede til at have for hende, gjorde underværker for hendes syn på ham.

”Jeg hjalp til med at skrælle kartofler, og kniven gled.” forklarede Mia ham uberørt af vreden i hans stemme til et punkt, hvor hun nærmest lød ubekymret over skaden. ”Det så ret voldsomt ud lige da det skete. Snittet måtte have været ret dybt og jeg husker at det sveg ufatteligt.” Lidt ubehag var nu trådt frem i hendes ansigt, mens hun tænkte tilbage. Og noget af farven i hendes ansigt syntes at forsvinde, da hun fortsatte: ”Der var så meget blod lige til at starte med, at det dryppede ned på gulvet og gjorde hele min hånd rød. Jeg fik endda blod på armbåndet, du gav mig.” Ved det sidste så hun undskyldende op på ham, som havde det været hendes opgave at holde smykket i sikkerhed og fin stand.
”Men det er helt fint nu.” sukkede hun lettet og gjorde et svagt forsøg på at tage sin hånd til sig, hvis ikke han insisterede på at beholde den i sit greb. ”Jeg blev taget til en af byens healere, men da hun som forventet ikke kunne gøre det helt store, fik jeg det blot bundet ordentligt ind og blødningen stoppede to dages tid senere, da der var vokset nok skorpe henover såret. Det er 9 omdr-.. 9 dage siden det skete, så nu er det mest af alt bare ømt.” Forsikrende om, at hun virkelig var okay, smilede hun atter varmende op til ham. Gjorde sit til at fange hans brune øjne med sine blå. Der var noget mere opspændt over ham denne gang end der havde været over ham den gang ved krateret. Noget hun så vidt muligt prøvede at løsne op.

Blodet forlod Caydens ansigt, da han hørte at kniven hun havde brugt var gledet i hendes hånd. Han kunne nemt forestille sig, hvor galt det kunne være gået - og gik. Ikke at han ikke havde set blod før - han havde trods alt været i krig og var flere hundrede år gammel. Ældre end Mia, en stjerne. Men han havde ikke set hende bløde før. Det var ikke meningen at hun nogensinde skulle bløde. Han havde taget på sig, nærmest som et job, at passe på hende, og da hun så ud til at genopleve ubehaget af skaden, ved at fortælle om den, lagde han en hånd om hendes overarm, for nemt at kunne gribe hende, skulle hun besvime.
Han var ligeglad med smykket. Ligeglad med, om der kom lidt blod på, i hvert fald. Han rystede på hovedet, da hun så undskyldende på ham.
Han slap hende, da hun forsøgte at trække hånden til sig, men kun fordi han var for oprevet til at holde fast i hende. Han slog frustreret ud med sine arme.

"Du er det mest klodsede væsen jeg kender, hvem lader dig komme i nærheden af en skarp kniv?!" Cayden mindede mest af alt om en forskrækket forælder, med den blanding af raseri og bekymring der var i hans stemme. "Der kunne være sket noget langt værre." Han trak vejret dybt ind, lukkede øjnene og masserede sin næsebro. Han udstrålede på alle tænkelige måder, at han ville myrde enhver der vovede at forstyrre ham, men inden Mia kunne nå at sige eller gøre noget, åbnede han øjnene igen og mødte hendes blik. Hans eget var gennemborende; han havde en plan.

"Hvordan ville du have det med at lære at bruge en kniv? Ingen ville forvente at du havde den på dig, eller at du vidste hvordan man brugte den, og jeg ville føle mig langt tryggere, hvis jeg vidste at du havde den." Det gik imod den plan han havde haft om at gøre hende afhængig af sig, og af sin hjælp, men hvis han vidste, at hun vidste hvor han skulle stikke en mand ned for at myrde ham hurtigt og lydløst? Så ville han måske kunne slippe den pludselig bølge af bekymring der var væltet ind over ham. 

Selvfølgelig var hun klodset! Det ville han uden tvivl også være, hvis han kun have haft en jordisk krop i 14 dagen. Det var vel egentlig lidt af et mirakel at hun kunne gå og bruge sin krop så effektivt, som hun gjorde, hvis man tog i betragtning at nyfødte sjældent lærte at gå, før de havde levet i 1 år. Den eneste forskel var hjernens udvikling, hvilket hun tænkte nok var den hovedsagelige grund til, at hun klarede sig så meget bedre end et spædbarn. Men til trods for det, mente hun bestemt ikke, at hendes klodsethed var noget, hun kunne blive bebrejdet for. Da ikke så meget, som hun følte at Cayden gjorde udtryk for.
Men det var ikke med vrede eller fuldkommen fornærmelse, at hun udstrålede overfor ham. I stedet havde hun set på ham med et tydeligt såret blik, og så snart den milde forskrækkelse over hans udbrud og udsprungne arme, sankede hun både sit blik og sit hoved i, hvad der kunne minde om skam. Det var utroligt hvordan han kunne få hende til at føle, at hun oprigtigt havde gjort noget forkert. For selvom han virkede til at lægge skylden på, hvem end der havde givet hende en kniv i hånden, så var det vel i bund og grund hendes egen skyld for at have valgt og tage imod kniven til at starte med. Hun tog det som et indirekte angreb på hende. Og igen lagde hun en arm omkring sig selv som før, han havde grebet om hendes hånd.

Det var først, da han begyndte at tale igen, at hun løftede sine øjne mod ham igen. Det sårede udtryk var allerede forsvundet igen og erstattet af forbløffelse over hans tilbud. Han var virkelig ikke til at kunne finde ud af. Det ene øjeblik ville han slet ikke have hende i nærheden af det skarpe redskab og det næste, opfordrede han det ligefrem. Uforståelsen kom tydeligt til udtryk i hendes ansigt, da hun forvirret krummede sine bryn og lagde hovedet spørgende på skrå. Hvad andet var, så vidste hun da godt, hvordan man brugte en kniv. Sådan nogenlunde. Måske havde hun bare brugt den forkert, og det var derfor hun havde skåret sig selv.
”Du forbliver mig et mysterium, Cayden Roux.” fastslog hun. ”Jeg ville bestemt ikke have noget imod, at få bedre kendskab til den slags. Jo mere jeg kan lære om jeres verden, jo bedre, ikk’. Jeg er endelig hernede i blandt jer, så jeg må udnytte hver enkel mulighed jeg for.” Atter blødte hendes ansigt op og et lille ikonisk smil voksede frem. ”Og hvis jeg kan lære af dig, ville jeg da ikke kunne sige nej. Men du bliverogså nød til at lære at ikke bekymre dig alt for meget. Jeg er ikke lave af porcelæn.”

Cayden følte på ingen måde at det var Mia, der skulle skamme sig, men derimod den uansvarlige person, der havde sat hende til at skrælle kartofler. Der var mange andre, mindre farlige ting hun kunne hjælpe til med i køkkenet. De skulle i det mindste have givet hende en sløvere kniv, tænkte han vredt, men da han så hendes ansigt, der udtrykte skam, fortrød han alligevel en smule at han havde været så hård ved hende.

Han hævede et øjenbryn, da han blev kaldt et mysterium, men var glad for at høre at hun tog imod hans tilbud.
"Des mere du lærer, des mindre bekymrer jeg mig," lovede han, en hånd løftet som svor han på det. "Men, Mia-" fortsatte han og lagde en finger under hendes hage, imens han holdt hendes blik. "Du er det fineste porcelæn i landet, og jeg er ikke den eneste der kan se det, så det er vigtigt for mig at du lærer at forsvare dig selv."

Cayden slap hende og gav hende et øjeblik til at fordøje ordene, inden han trak en kniv og rakte hende den, skæftet først. Han gik normalt ikke med særlig mange våben, men han havde da en dolk eller to på sig, i tilfælde af at hans evne til at fremmane dem blev sat ud af spillet.

Allerede da han sagde hendes navn - eller den mere overkommelige forkortelse af hendes navn - så hun spørgende op på ham. Lige i tide til, at han løftede hendes hoved den resterende smile op via hendes hage. Det var en underlig gestus, som af en eller anden grund fik hende til at holde sin fokus noget mere på ham end, hvad hun nok normalt gjorde. Hans ord modtog dog en blanding af følelser af naiv uforståelighed og stædighed. Det gav ikke den helt store mening i hendes hoved, men alligevel genfandt hendes kinder den rødlige farve, som han før havde fået frem hos hende. En rødmen hun selv kun kendte som en mærkværdig varme i æblerne.

Han nåede at fjerne hånden fra hende, før hun fik muligheden for at gøre det selv. Og til hendes lette forbløffelse havde han allerede en kniv klar til brug, som hun blev overrakt. Selv sådan som han håndterede kniven, virkede professionelt. Mere professionelt end, hvad hun havde troet fra en historiker. Krigene måtte have sat sine præg på hver en mand og kvinde i Krystallandet.
”Du tager dog desværre fejl.” Nu med en kniv i sin lille fine hånd løftede hun sin ene arm op mellem dem ved. Var forsigtigt med ikke at svinge omkring med det skabe redskab. Hun prikkede derefter ved de den mere fedtfyldige del af sin underarm, som ærmet ikke var langt nok til at dække helt, inden hun så op med et barnligt uskyldigt smil. ”Porcelæn - hvis jeg er korrekt - er hårdt som glas og tørret ler. Den her krop er blød og medgørlig. Til et hvis punkt i hvert fald.”
Mias opmærksomhed rettede sig efterfølgende automatisk ud på kniven, hun vægtede i sin hånd, så snart hun havde sænket sin arm igen. ”…Den er noget.. balanceret, end kniven jeg blev givet til at bruge.” Håndtaget bar ikke det meste af vægten som en klods af tungt træ. Den lå også bare bedre i hendes håndflade. ”Gør dét det nemmere at skrælle kartofler? Eller sprætte fisk op?”

Cayden kneb øjnene sammen da Mia beskrev sin krop, som om den ikke kunne tage skade af noget. Det var kun en bonus at den var blød og medgørlig når hun faldt ned fra et bord - ikke når nogen prøvede at stikke hende ned med en kniv. Han sagde dog ikke noget, ikke endnu.

"Den er bedre," medgav han, for den var uden tvivl ikke kun bedre balanceret end en simpel køkkenkniv, men også bedre på alle andre tænkelige måder. Til gengæld var den også skarpere og det kunne nemmere gå galt for Mia. Han overvejede om det var en god ide at lade hende beholde den eller om han burde tage den fra hende igen.

"Hvis du skal skrælle kartofler, ville det være bedre hvis du brugte noget der ikke var helt lige så skarpt," svarede han, klar over at han havde givet hende præcis det modsatte. Han stillede sig bag hende og lagde sine hænder over hendes, for at vise hvordan hun skulle holde på den. "Skræl ind mod dig selv og gør det langsomt. Du kan nøjes med bare at skrabe toppen, du behøver ikke at skære noget helt af."

Han stoppede sig selv, da det gik op for ham at hendes spørgsmål havde vildledt ham fra hvad han egentlig ville. Han drejede kniven i hånden på hende, så hun holdt den som et våben i stedet.
"Hvis et menneske nogensinde angriber dig, så hold den sådan her. De fleste vil opgive så snart de ser at du gør modstand. Hvis ikke, så gå efter deres maver, ikke ulig som du ville gøre, når du sprætter en fisk op." Han så ikke på hende imens han talte, for han vidste at hun ikke ville bryde sig om hans råd, men hun var nødt til at høre det.

Mia så blot nysgerrigt til, som han bevægede sig om bag hende. Hun gjorde ingen modstand. Havde han ikke været hurtig nok, kunne der have været en chance for at hun ville have vendt sig om mod ham ligeledes, men inden længe kunne hun fornemme hans brystkasse mod hendes skulderblade. Og derefter hans hænder, der kuplede sig omkring hendes. Hans var noget større end hendes. Og en tand mere ru, hvilket ikke var underligt taget i betragtning hvor nyligt hendes egen krop havde taget form.
Hun lod ham forme på hendes hænder og fingre, mens hun observant holdte øje med hvad han gjorde og lyttede til hans stemme. Egentlig en besynderlig oplevelse at høre ham fra bag sig. Og så nær hendes øre. Metoden han viste hende lå meget tæt op ad den samme, hun var blevet lært af fruen i huset, men det var en anden oplevelse at gøre samme bevægelser men med den balancerede kniv. Men så flyttede han fuldkomment på hendes greb om redskabet.

”Huh?” Der var ikke noget at sige til, at hun blev noget overrasket - hvis ikke lettere forskrækket - over hans næste forklaring. Hun trådte et halvt skridt tilbage, som prøvede hun at vige væk fra kniven, hun dog stadig holdte fint i sin hånd, men blev stoppet af Caydens krop, som hun kort stod mere op ad. Roligt lænede hun sit hoved tilbage for at se op på ham fra sin nye position og sænkede det så fremad igen for at rette de stadig naive øjne mod det skarpe blad. Hun snerpede sine læber lidt usikkert mod hinanden. Hun var ikke helt afvisende over ideen. Overhoved. Hendes eneste tanke var, hvorfor et menneske ville have grund til at angribe hende.

Hun trådte da endelig væk fra ham. Dog med rolige skridt, som talte hun dem og udregnede afstanden, inden hun skarpt vendte fronten mod ham. Hun hævede kniven så vidt muligt, som han netop havde vist hende. ”Hvis jeg står på den anden side, hvor en kniv er rettet mod mig. Hvad ville jeg så være nød til at gøre?” spurgte hun ganske uskyldigt og uvidende og så afventende på ham.

Cayden stod fast som et bjerg, da Mias lille krop stødte ind i hans. Hun skulle ikke have lov til at træde væk fra kniven. Tværtimod var det vigtigt at hun vænnede sig til den og lærte hvad den kunne bruges til, på alle mulige måder.

Han var imponeret, og positivt overrasket, da hun trådte væk fra ham og hævede kniven mod ham. Oven i købet på en helt korrekt manér.

"Nemt," svarede Cayden med et skævt smil til hendes spørgsmål, imens han trådte tættere på hende og afslappet lagde en hånd om hendes håndled, hvor han havde givet hende armbåndet på. "Du kalder på mig. Så kommer jeg og tager mig af det. Hvor er dit armbånd?"

Han holdt fast om hendes håndled, imens han afventede hendes svar, hans blik låst på hendes, men hans greb blidt, fordi han ikke ville risikere at skade hende, slet ikke når hun allerede havde skåret sig.

Mia var klar. Fokuseret. Observerede dæmonen så nært, som det var hende muligt, idét han lukkede sine fingre omkring hendes håndled. Besynderligt blidt, taget hendes forventninger i betragtning. Og i det samme øjeblik som han gav hende forklaringen, faldt den dukkelignende lærings intense maske fra hendes ansigt og fremviste atter de uforstående hvalpeøjne, idét hun straks se op mod hans øjne frem for at studere deres begges hænder, hvor hun havde troet, han ville vise hende yderligere teknikker. Hans svar var tydeligvis kommet noget bag på hende. Ikke at nogen kunne bebrejde hende for det. Det eneste øjeblik var han mere end villig til at lære hende at klare sig selv, hvis situationen blev til det, men det næste tvang han hende til at lægge sin lid hos ham for beskyttelse.

Ganske roligt løftede hun sin frie venstre hånd og sænkede ligeledes blikket ned mod håndleddet, som hun holdte undersiden af det op, som skulle hun selv lige tjekke op om, at hun faktisk ikke bar på armbåndet længere. Hun gjorde så ellers et let kast hen mod huset, hvis baggård de stod i. Man skulle tro, at hun havde glemt, hvordan han stod med et greb i hendes anden hånd. Og at hun holdte en kniv i den.
”Oppe ved min soveplads. Jeg ville ikke risikere at få blod på det igen efter første gang. Så i tilfælde af, at såret ville gå op igen, har jeg ikke båret det.” svarede hun ham nonchalant. Selvom smykket var simpelt, så var det blevet et kært eje. Foruden hendes beklædning, havde det været hendes første gave.

”Sig mig, hvordan vil du kunne komme tidsnok, hvis jeg skulle ende i en… problematisk situation?” Hun sænkede sin indbundne hånd og så tilbage op på ham, nu med hovedet en tand på skrå. ”Jeg er ikke længere at se på himlen ligemeget, hvor du befinder dig her i landet, så jeg må være en del sværere at finde.” Og selv hvis hun havde været på himlen, ville solen afskærme for hendes placering i dagtimerne. Det gav ikke helt mening, sådan som han virkede ufattelig sikker i sin sag.

Cayden så noget utilfreds ud, da Mia forklarede ham, hvor hun havde gjort af armbåndet. Det var alt for langt væk, hvis der skulle ske hende noget. Og det var den ene fine ting hun havde, så hun burde også gå med den. Men han lod hende tale færdigt uden at afbryde hende.

"Når du aktiverer armbåndet, fortæller det mig også hvor du er," forklarede han afslappet, selvom det ikke helt var sandheden. Han vidste jo konstant hvor armbåndet var, men det var der ingen grund til at Mia fik at vide. "Eftersom min evne er teleportering kan jeg være ved din side på et øjeblik."

Han slap hendes håndled, men så hende fortsat intenst i øjnene. 

"Blod kan vaskes af noget nemmere, end dine ar heler. Jeg vil hellere at du er uskadt, end at armbåndet er det." Han gjorde sit bedste for ikke at lyde som om han belærte hende, for han kunne se at hun ikke brød sig om det, men det var en tone han var vant til at bruge i hæren, og det var blevet en vane, der var svær at slippe.

Han sukkede. "Vil du hellere at jeg viser dig, hvordan du forsvarer dig selv? Hæv kniven op og ret den imod mig, så viser jeg, hvad jeg ville gøre," sagde han og indtog en position, der var meget fjern den historiker han udgav sig for at være, og nærmest indbegrebet af de mange års træning han havde fået i Mørkets Hær. 

”Teleportering?” gentog hun straks med en langt mere forundret tone. Automatisk løftede hun hovedet mod himlen, da hun ville lyve, hvis hun mente, at hendes første tanke ikke havde været, hvor nemt det ville være for hende at vende tilbage til sin plads deroppe, hvis hun besad en sådan evne. Selvfølgelig var den teori fejlagtig helt ind til knoglemarven, men hendes naive hjerne havde dog fået dirigeret den tanke længere frem, selvom den ligeledes var klar over, at det blot var en fantasi. Hun sænkede kort efter hovedet igen for ikke at tage opmærksomheden væk fra Cayden alt for længe. ”Jeg kan forstille mig, at det må udvikle en ufattelig mærkværdig fornemmelse i kroppen. At dematerialiseres og gendannes et andet sted.” Der var ingen tvivl om at det fascinerede hende. Endnu mere nu med et eksemplar foran sig. De kære klokker fortsatte dog ikke med at ringe, for alvoren lå stadig som et tykt lag på dæmonens ansigt.

Mia veg denne gang ikke væk fra hans blik. Hvad han sagde var ikke forkert. Og hun forstod ham til et hvis punkt. Hvad hun blot ønskede var, at han ville holde med at se så mørkt på sagen. Hvor stor var chancen for at hun ville komme alvorligt til skade? Hvorfor ville andre gøre hende ondt? Hun havde intet gjort. Og så vidt hun vidste: heller ikke noget at give. Men ved hans konklusion, faldt hendes ansigt i langt blidere folder. En ting var vel sikkert: hun faldt sig varm om brystkassen af al hans bekymring. Unødvendig eller ej. Det var hende... kært.

Hans overgivelse skabte straks lidt mere energi til hendes udstråling. Hendes smil voksede markant og snoede mundvierne op i kække hvirvler. Triumferende. Som et barn, der endelig fik overtalt sin ellers afvisende søskende til at lege. Det kunne meget vel være, at hun ønskede at aldrig bruge noget af det hun lærte, men hun hungrede sådan efter lærdom. Af en hver slags.
Så hun trådte et halvt skridt tilbage igen og løftede på ny kniven frem mod Cayden. Præcis som før. Præcis som vist.

Cayden forestillede sig at Mia tænkte på sit hjem, da hun så opad, men han havde ingen interesse i at hun vendte hjem til himlen. Han troede heller ikke på at det ville nytte noget at prøve, selv hvis han ville hjælpe hende med det.
"Jeg bemærker det knap nok, udover en sløren af mit syn det sidste øjeblik inden jeg forsvinder," fortalte han undrende. Han havde selv set det som noget kedeligt og hverdags-agtigt, og det var underligt for ham pludselig at høre én være interesseret i en evne han havde brugt som en naturlig forlængelse af sig selv siden han havde været lille.

Det var utroligt for ham at se hvordan hendes udstråling voksede, da hun fik lov til at lære at forsvare sig selv, og Cayden kunne ikke stå for det - det var vidunderligt at se, at hun tog noget af det han havde sagt til sig, nok til selv at ville lære. Han smilede til hende og vinkede hende imod sig. "Angrib mig," beordrede han hende, og i det øjeblik hun kom imod ham, undveg han ved at træde et halvt skridt til siden, skubbe hendes knivarm ind mod hende selv, og med sin anden hånd skubbede han til hendes baghoved. Ikke hårdt, men nok til at få hende til at miste balancen, alt efter hvor hurtigt hun havde bevæget sig ind i angrebet på ham. Med den hånd han havde skubbet hendes knivarm væk med, greb han fat om hendes arm, for at forhindre hende i at falde, og i at gøre skade på sig selv med kniven.

"Des hurtigere din modstander angriber dig, des værre bliver det for dem selv," fortalte han, imens han hjalp hende til at genvinde sin balance. "Skal vi tage det igen?"