Bemærkelsesværdig var denne tid. På sin egen ubemærkelsesvise måde. Mange af tiderne der var kommet og gået i landets historie, havde budt på oplevelser, krige, episoder og andet der havde skrevet sig ind i historien, og stadig havde det ikke efterladt et godt nok indtryk til at ældre elvere som Valainistima. Eller også var det ganske simpelt fordi at denne elver læste det hele, og mest holdte af sit eget folks historie, viden og fremskridt i denne verden. Snæversynet, men hvad kunne de andre racer dog lærer dem?

I øjeblikket, som der var blevet lavet en håndsudrækning til de andre elverracer, var deres historie blevet en nyfunden interesse for Vala. Den blonde elver sad i hvad menneskene nok ville kalde et bibliotek. Al deres viden, helt fra den første skriftrulle, til den sidste bog var lageret her. Det af det, de kunne redde naturligvis. Resten, sange, historier, sagn og legender der gik fra mund til mund, var lageret i den blonde spinkle elvers hoved. For nu.

Fjerpennen løb ganske blidt hen over det holdbare papir og formede skrifttegnende og udformede derved en tradition, som ellers ikke før havde været nedskrevet. Det havde altid gået som en del af opdragelsen at folk vidste, at den dag, blev denne elver fejret. Nu fik Vala tilgengæl præciseret hvorfor, og hvem det var som der var tale om. Alt i alt en ganske almindelig formiddag, der blev afbrudt af noget nyt. Noget fremmed, der fik kvinden til at løfte sine tyrkise øjne mod indgangen.

Det havde ikke taget mere end et par dage at rejse til Elverlys porte fra Hovedstaden, men det føltes som uger. Delvist fordi Eira på ingen måde var vandt til at rejse i hestevogn og endnu mindre til hest. Hendes gamle knogler var dårligt rustet mod hullede veje og ridning. Næh, hendes fødder var langt bedre vandt til at vandre, og det havde hun gjort meget i sin levetid, men det var der ikke tid til nu. Og desuden føltes rejsetiden hovedsageligt lang, fordi det havde taget så lang tid at få satte dette møde i stand.
Kiles orden og dermed hele hovedstadens administration var ikke længere på talefod med elverne, af grunde hun forstod. Men da hun ikke selv havde meget af hverken tillid til Kiles orden, *gudløse blasfemere* tænkte den for et menneske ældre kvinde, så forstod hun også, hvorfor elverne ikke havde været særligt gæstfri overfor dem. Det havde givet hende en smule håb om at finde nogle allierede i Elverly.

Dommer Eira blev hjulpet af sin hest ved Elverlys porte af sine to vagter, som blev bedt om at blive ude af elvernes rige. Selv blev hun eskorteret ind gennem byen til biblioteket hvor døren blev åbnet for hende med besked om at følge gangen og gå ind ad første dør på venstre hånd. Hun nikkede, takkede takkede sin to-mandseskorte og gled så ind gennem døren for at finde Valainistima.

Et par øjeblikke efter at Valainistima havde vendt blikket mod døren, gik den langsomt op med et skub fra Eiras slanke, gamle hænder. Hovedstadens dommer stod i temmeligt stor kontrast til rummet og resten af elverly. Der var ingen detaljer i hendes tunge,  hvide rober, hendes hår var sat op i en stram knold omkredset af symmetriske fletninger, og smykker bar hun ingen af bortset fra en medaljon af metal med Azurs symbol. Med andre ord lignede hun en kilepræst på vej til begravelse.

"Valaneistima formoder jeg?" spurgte hun høfligt, højtideligt og med anelsen af et smil og rettede sig op. For en gammel dame var der intet galt med hendes kropsholdning.

Valainistima var ikke begejstret for mennesker. Der var flere årsager dertil, deriblandt at stort set alt de blev involveret i endte i ulykker for elverne. Hvorfor de overhovedet havde haft noget samarbejde med dem, og ikke blot holdt sig for sig selv i skovene, var for hende nogen gange en gåde.
Der var enkelte mennesker i mængden, der var mere tålelige end andre. De belæste af dem for eksempel, men efter kiles fremtræden var Vala generelt langt mere påpasselig med alting.

Hun havde hørt om at der skulle komme en fremmed. En person af vigtighed fra hovedstaden, men ikke i politisk henseende, så vidt Vala selv havde forstået. Hun var naturligvis ikke sikker, men forholdte sig nogenlunde roligt ved synet af den ældre kvinde, der nok rent årmæssigt var meget ung i Valas øjne. De tyrkise øjne fulgte hende, som hun kom ind, tog hele hendes fremtræden med sig, og fæsnede sig ved Azur symbolet. Så længe det ikke var Kile der fremstod, talte det positivt for den ellers noget dystert klædte kvinde.

"Det er mig. Velkommen til" Vala åbnede ikke sin mund for at tale, men lod svaret komme frem i den andens sind. Hun lagde fjerpennen på bordet, rejste sig og fik sat et roligt smil på sine læber. "Jeg burde advare Dem, jeg ejer ikke talens gave som andre" Hvad der for hende var naturligt, måtte virke ganske underligt og måske grænseoverskridende for andre. Hun var blevet mindet om at undskylde for sin måde at tale på overfor fremmede, et par gange efterhånden.

Dommer Eira blinkede et par gange, overrasket over den pludselig tanke, der ikke kom fra hendes eget hoved. Hun samlede sig dog hurtigt igen, da Valas forklaring fik hende til at føle sig mindre invaderet. "Nogle opfatter evnen til ikke at tale på de rigtige tidspunkter, som en større gave," svarede hun med en tydelighed, der måske kom af, at Eira ikke brugte stemmen unødvendigt, som så mange væsner gjorde det - i hvert fald i følge hende. Hun havde en fornemmelse af, at Vala var af samme opfattelse. Det betød forhåbentlig, at hun ville lytte til Eiras anmodning, før hun som det 'sølle' mennesker hun var, blev smidt på porten. Hun var udmærket klar over, hvor stor pris elverne satte på deres egen race.

"Jeg takker for velkomsten, men jeg bør gå lige til grunden til min tilstedeværelse. Mit navn er Eira Feali. Jeg er ypperstepræstinde i Azurs tempel og Dianthos' dommer, og jeg søger allierede mod dem som kalder sig Kiles orden." De fleste af ordene blev sagt i et normalt toneleje, men 'Kiles orden' blev næsten spyttet ud. Hun fortsatte et minut eller to med at kortlægge hendes mistanker til 'ordenen'. På trods af det navn, de misbrugte, opførte de sig på ingen måde som en tro tjenere i af Døden. Hun fortalte om deres tilranede horde af uskyldige menneskers egendele og deres søgen på magt, men hun lagde mest vægt på den måde, de havde behandlet byens elvere på, og deres intentioner om at udvide deres 'praksis'.
Den gamle kvindes blege hud understregede den røde farve, der efter hånden var blusset op i hendes kinder. Hendes stemme var stadig fast, men hun blev tydeligvis oprevet blot ved tanken om de hedninge, der var ved at overtage hendes by.
"Jeg ved problem for nu er langt fra jeres porte, men når mine egne ledere er blevet korrupte, ser jeg ikke anden udvej, end at søge hjælp udefra. Og erfaring siger mig, at magtsyge spreder sig lige så hurtigt som dæmonpesten." Her kom hun igen i tanker om, at Vala ikke var nært så ung, som hun så ud. "Selvom min måske ikke betyder meget for Dém."

Reaktionen var ikke uvant. Den overraskelse der gled over kvindens blik og udstråling. Valainistima fortrak ikke en mine over det, men forholdte sig komplet tavs i den lyttende verden. Afventende hvad Eira havde at sige. Ikke så meget svare, som rent faktisk sige. For Vala var hun ukendt, måske endda uinteressant og på ingen måde vigtig. Et menneske blot, omend ordene var mere velovervejet end hun var vant til at høre dem tale.

Vala lod hende tale. Forklare sig omkring situationen og grunden til at et menneske var kommet til hendes arkiv. Et dyrebart sted, hvor det krævede en del at overbevise Valainistima om at hun havde ret til at være. Når det ikke kunne høres i orderne, hvilket det oftest kunne når Kiles orden blev omtalt, fornemmede hun at den ældre udseende kvindes humør omkring dem. En trækning gik over Valas næse ved deres nævnelse.

Valainistime fik et smil frem på læben, et lille men sigende et. Hun kunne li menneskets gåpåmod omkring det hele, og ikke mindst at hendes stemme var fast og sikker. De ældre af menneskene var da også bedre til dette end de purunge pus hun normaltvis havde måtte kigge på. "Det taler til Deres fordel, at De er bekendt med Deres egen aldersmæssige begrænsning" startede hun ud, som det første svar på noget af det denne Dommer af Dianthos og ypperstepræstinde havde sagt. "Denne orden er af ilde skabning. Korrup, forkert og et tegn på at i mennesker, oftest kun ser jeres egne behov" det kunne ikke komme bag på nogen at nattens stemme delte megen af den fordom resten af hendes race ejede. Mod menneskeracen i sin helhed. "Fortæl mig hvordan De vil kunne se en løsning på dette vanvid" hun havde imponeret, og det blev belønnet. Vala ville lytte.

Hun havde naturligvis selv lagt op til dem, men alligevel bed Valas mere nedladende bemærkninger noget i Eiras stolthed. Den ældre dame var ingen skuespiller, men den anden side var hendes mimik ikke blandt de mest livliges, og desuden bestod hendes arbejde hovedsageligt i at være neutral. For en tankelæser gjorde en velholdt maske selvfølgelig ingen forskel, men Vala forventede vel sagtens nogen modstand, eller også var hun ligeglad. Generelt mindede elverkvindens arrogance Eira en hel del om nogle teenagedrenge, hun for nylig havde set hoppe fra tag til tag i hovedstaden: selvsikre, arrogante, og helt og aldeles overbeviste om, at de var i sikkerhed. Godt nok var faren i det tilfælde nogle byvagter, der var på vej om hjørnet, men attituden var den samme, konkluderede den alvorlige dame.
"Tak, jeg gør mit bedste," svarede hun høfligt og mente det ikke særligt meget. Eira foldede sine slanke fingrer foran de tunge rober. "Vi har mistanke om, at Dronningen er meget syg. Selv efter jeres standarder er hun en stærk magiker, men alligevel er det lykkedes ordenen, at få deres overbevisninger igennem. Jeg ved ikke, hvem vi kan stole på inden for vores egne styrker, og selv hvis vi gjorde, ville de ikke nå tæt nok på, til at kunne hjælpe," Eira holdt en kunstpause, "Men vi ved, vi kan stole på jer. Første skridt bør være, skulle I være at befri dronningen fra deres greb og helbrede hende for, hvad end de har gjort ved hende. Dernæst skal de fordrives fra byen." Nu så hun igen afventende på Vala og igen prøvede hun at se det andet ansigt, hendes evner lod hende se. Som regel vise det sig som en spøgelsesagtig maske og gjorde ansigter, der passede til hvordan offeret i virkeligheden følte og tænkte. Som regel. Hun brød sig ikke meget om mentalister.

Vala blinkede ganske roligt, velvidende at den andens høflighed ikke nåede hendes indre. At hun ramte ømme punkter i kvindens stolthed og personlighed. Men Vala var egentlig ret ligeglad. Mennesker tænkte ofte for højt om dem selv, og hvad de var værd. De havde godt af at vide at det hele ikke drejede sig om dem. Sin egen arrogance lå tydeligt i den alder hun havde. Hun vidste godt hun var det, men syntes til gengæld også at det var velfortjent.

Men Vala lyttede trods alt til den ældre udseendet kvindes ord. Hendes fortælling om lysets dronning der skulle være syg. Det var en stor tjeneste som der blev bedt om, og ikke en som Valainistima kunne udfylde. Ikke alene. Hun var eftertænksom, selvom hendes normale ansigt var ganske neutralt. Dronningen og den alliance de havde haft i flere årtier var skrøbelig, men den havde trods alt været der af en grund. Selvom Vala på mange punkter mente at elverne helt bestemt havde nok i sig selv, var det også fordelagtigt at undgå krig. "Jeg ved ikke hvordan vi skal kunne hjælpe Dem. Hvis Dronningen bringes hertil, efter ønske og accept af Daeralda, vil vi gøre hvad der står i vores magt for at hjælpe. Det betvivler jeg ikke for mit eget folk. Men at bringe os selv i overhængende fare ved direkte at tage ind og tage dronningen, som De reelt foreslår, virker absurt. Bring hende til os, er den bedste mulighed jeg ser" svarede hun ærligt. Hun ville ikke lukke ned og ikke hjælpe, men hun var også nødt til at se på sit eget folk først. Deres mål og deres liv. "Men jeg kan føre dem til Daeralda. Hun vil bedre kunne give Dem et svar end jeg." et mere endeligt svar, var det nok. Hvis de virkelig ikke kunne stole på nogen i deres egne rækker til at komme tæt nok på, hvordan skulle en elver så kunne gøre det, med Kiles tilhængere hærgende rundt i byen?

Eria observerede Vala, mens hun hørte hendes svar. Det var sært at se på nogen med så ungt et udseende, der lød ældre end hun følte sig. Eira var da godt klar over, at hun selv holdt sig godt for sin alder, men elverne var helt overnaturlige. I sine yngre dage havde hun overvejet, om de virkelig så så unge ud, eller om de brugte magi til at skjule deres rigtige udseende. Hele idéen om, at deres ansigter aldrig passede med deres alder og erfaring havde altid gjort hende utilpas.
Den slags småting havde hun dog efterhånden lært at ignorere, og arrogance eller ej, så satte hun pris på den respekt, Vala udviste, og havde i sinde at gengælde den. På turen herover havde hun haft overvejet alle mulige udfald af hendes besøg. Et af dem var, at hun blev smidt for porten, så snart hun havde sagt, hvad hun ville. Det her var trods alt en del bedre. Og ved Valas sidste forslag, var hun noget, man nærmest kunne kalde tilfreds. Ikke at man kunne se det på hendes ansigt.

"Det glæder mig, at De kan se problemet ved situationen," svarede hun og tanken strejfede hende, hvor underlig deres samtale måtte se ud udefra. Eira var godt nok ikke uvant med at holde enetale som både dommer og præstinde, men alligevel. Hun var også klar over, hvor stor faren var for hvem som helst, der forsøgte at trænge ind til dronningen ubudent for tiden - og det var sådan set ligegyldigt om det var stuepiger eller byvagter. "Og jeg forstår bekymringen, men at komme tæt på Dronningen har været en udfordring selv dem, der sædvanligvis opvarter hende. Hvis De er villig til at arrangere en audiens med Elvers Stemme, måske vi i fællesskab kan finde en måde at standse ordenen," hun var nu helt holdt op med at bruge Kiles navn samme åndedrag som dem, "inden de når jeres porte."

Valainistima fornemmede en hvis tilfredshed glide igennem den andens tanker, ved tilbudet om at kontaktet deres øverste leder. Vala kunne ikke love guld og grønne skove væk, for sit folk. Det var derfor de havde et råd, og Daeralda til at tage den vigtigste beslutning på Elverlys vejne. Men hun forstod godt hvad de stod overfor af fare. Det kunne hun ikke ignorere.

Vala nikkede mod kvinden foran sig. "Det er den bedste løsning, jeg ser på given tidspunkt. Følg med mig" Selvom elvere havde al tid i verden, var det ikke nu at de skulle udvise deres overmenneskelige leveår. Dette kunne ikke vente, og håbet om at Daeralda havde tid i dag, om det blev nu eller om et par timer, måtte tiden vise. Valainistima så ikke efter om Eira fulgte hende, men fastholdte kontakten til hendes sind, uden at snage. Den ældre udseende kvindes fortid, var ikke af interesse, og det var ikke høfligt.

Vejen igennem det trædekorerede, naturvenlige område var ikke lang, men de værdigede sig stadig mange blikke. Ungelvere især, der hviskede til hinanden, og ikke havde pli nok til ikke at pege med jævne mellemrum. De var nysgerrige og forundrede. Mennesker kom ikke her ofte, og siden de aldre havde set en aldret person før, omend pænt aldret, med gode gener, var det stadig nyt og spændende. Vala ignorerede dem, og satte kursen mod fortet. Hun stoppede foran vagterne, der kiggede skeptisk tilbage på menneskekvinden. "Jeg søger Daeralda, hvis hun har tid til at se mig." Vala gled over til at tale deres eget sprog som hun talte til de to vagter. Hun drejede derefter hovedet og kiggede på Eira med sine store tyrkise øjne. "Jeg går ind først. Forklare hende Deres situation og ønske. Jeg garentere ikke at hun ønsker at se Dem, men jeg skal gøre mit bedste." Med det, lavede Vala endnu et buk med hovedet, af venlighed, inden hun gik ind af dørene.

Eiras tro på, at Dianthos og resten af landet ville overleve denne plage, ligesom de havde overlevet de sidste fire, var svundet en del de sidste måneder. Det glædede hende, at Vala havde besluttet sig for at forsøge at hjælpe, og det gav hende lidt håb. Den gamle dommer svarede ikke, på Valas anmodning, men fulgte blot med. De elverdiplomater, hun havde været i kontakt med for at få denne samtale sat i stand, havde blankt afvist en direkte audiens med deres leder. Som minimum måtte hun igennem en af stemmerne. Dette var et stort skridt.

Blikkende folk sendte dem, mens de gik gennem Elverly, var ikke ubemærkede, men ungdom var ungdom, så den ældre kvinde lagde ikke mere i det. Desuden kunne et udødeligt folk ikke være særligt vant til at se spøgelser, og med Eiras hvide hår, blege hud, og hvide rober, der gled hen ad gangstien og fuldstændigt dækkede hendes fødder lignede hun et til forveksling.

Hun nikkede kort til Vala for at indikere, at hun forstod. Da Nattens Stemme var forsvundet ind i fortet, vente vagten ved døren igen sit skeptiske blik mod Eira. Som svar løftede Eira hagen en anelse og så direkte tilbage på ham uden at blinke. Om de stadig stod sådan, når Vala kom ud igen, afhang helt og aldeles af hvor meget vagten brød som at blive nedstirret af en gammel dame.

Orangeriet i Skovfortet var en ejendommelig tilbygning lavt ved siden af den centrale stamme. Det var formet i kronen på et lavt, men bredt egetræ, hvor grenene var snoet og flettet til en levende kuple over planterne der groede indenfor. De ny-udsprungne blade spredte skygge hvor solen ikke kunne skinne ind gennem det tilpassede glas mellem grenene og bekræftede træet stadig levede. Indenfor stod stiklinger til kommende træer i krukker og kasser i varierende størrelse. Få var store nok til at blive plantet ud, når den sidste trussel om frost var lettet, men langt de fleste var til de kommende år og forædling.

Det var her i lyset og halvskyggen blandt levende vækster at Daeralda havde hænderne dybt begravet i den mørke jord, som en hvisken fra træet fortalte hende at Nattens Stemme var på vej over gangbroen fra hovedtræet. Ikke noget der skete hver dag. Daeralda fortsatte dog med at mumle til det lille æbletræ også som døren gled op og lukkede et pust af kølig luft ind. Først da hævede hun blikket og smilede til den anden. "Hun er en krydsning mellem to af de gamle træer og allerede lovende." Hun spredte det sidste jord ud over rødderne og børstede så det sidste af hænderne, som hun rettede sig helt op. "Men det er vel næppe grunden til dit besøg?"

Hun holdt blikket på den anden, som hun flyttede sig til siden for at tilse den næste stikling med fingrene. Hendes ansigt henlå i et blødt lys som altid, når skyggerne faldt over det, mens hendes påklædning var holdt i mørkegrønne nuancer. Det var en enkel kjole med let og flagrende skørt og mere tætsiddende overdel.

Med vagtens anvisning blev Vala ført til sin leder. Orangeriet var vokset godt op, siden sin tilbygning. Som mange andre elvere havde Vala ligeledes en forkærlighed for plantelivet, omend ikke nær så stærkt som Daeraldas. Valas egne evner omfattede ofte hvad træerne kunne bruges til når der blev nedskrevet gamle fortællinger, love og noter. Det var hendes plads.

Hun gik med rolige skridt frem til sin leder, betragtede hende tavst, som hun lukkede døren efter sig. Hun mødte den andens blik, havde et ganske lille smil på læben og bukkede hovedet som hilsen, men ytrede stadig intet endnu. Hendes øjne flyttede sig til æbletræet som Daeralda omtalte det, og hendes lille smil blev for en kort stund lidt breddere. "Desværre ikke" svarede hun og lod alvoren genfinde sig i hendes træk.

"En menneskekvinde er kommet til Elverly med en noget tung forespørgsel. Hun er ypperstepræstinde for Azur og Dianthos' dommer. Denne Eira bære stærke bekymringer angående Kiles orden, og ønsker at tale med Dem." hun ville selv lade dommeren forklare sin situation og den noget voldsomme forespørgsel hun havde nævnt for Vala's egne øre. Vala stod ikke til at tage så voldsomme beslutninger alene, men Daeralda var den stærkeste og højeste af stemmerne. Selve Elverlys stemme. Vala havde brug for at hun ville tage denne, eller sende mennesket væk, hvis hun følte det var mere rigtigt.

"Det er desværre aldrig så enkelt, når du opsøger mig. Måske du engang skulle forsøge bare at komme til the og se om jeg kunne håndtere det?" Daeralda smilede muntert til den anden. De var så godt som vokset op samme, skønt de altid havde været så forskellige som nu. Sol og måne på så mange måder, men uden at konflikte over det.

Smilet svandt dog ind, som alvoren genfandt sig hos Vala og hendes blide stemme lød i Daeraldas sind. Kun passende for den besked, den anden overleverede og som fik den yngre af de to til tænksomt at stoppe helt op og bare betragte hende undersøgende. "Besynderligt." Elverne havde aldrig lagt skjul på deres syn på menneskene og deres utilstedelige indblanding i alt omkring dem. Deres hærgen og manglende respekt for naturen og andre væsner havde fra tidlige tider holdt dem underlegne og kun få af dem hævede sig over det lave stadie, skønt de alle mente de var det. Hvis Vala dog havde lyttet til kvinden og fundet det nødvendigt at opsøge hende, måtte denne domme dog have noget vigtigt eller interessant nok at sige til at det var et møde værd. "Du har vækket min interesse. Vil du følge hende til vinterhaven? Så kommer jeg." Vinterhaven var mindre formel end de forskellige sale, men der ville hun være omgivet planter som var alt hun ønskede af dagen i dag.

De ellers neutrale, næsten følelsesløse træk der nærmest fik hende til at ligne noget der var halvt i dvale, blødte op i et smil. Daeralda var et frisk pust i hverdagen, og fik rent faktisk Vala til at smile en smule mere end bare venligt. Underholdt. Den accept der var hos og for hinanden, havde gavnet i de lange års forløb, og gjorde også at stunder som disse kunne opstå. "Jeg er sikker på, at De ville antage at der lå mere bag, hvis jeg pludselig dukkede op for en kop te i afslappede foranstaltninger" svarede hun i en munter tone. En stemme der var mere drillende, men stadig ejede de kendetegnende dele af hvad man kategoriserede som Valas stemme. En stemme hun egentlig ikke ejede, men selv havde opfundet ved de andre stemmer hun havde hørt og fundet behagelige, såvel som passende.

Vala ventede tålmodigt, og lod Daeralda tænke og overveje.  Hele situationen var underlig, taget i betragtning at et menneske, ung som den ældre udseende kvinde var, havde taget kontakt til dem. Faktisk givet antræk til at forvente noget af dem. Ikke noget Vala oplyste. Hun ville lade Daeralda selv tage snakke og se hvad denne Eira ønskede af dem. "Gerne" svarede hun i den neutralt alvorlige mine og lavede et let buk med hovedet, inden hun gik tilbage.

Tilbage for at se menneskekvinden holde en stirrekonkurrence med en af vagterne. Noget der gav svagt antræk til et smil, men mere var der ikke at komme efter. "Elverlys stemme vil gerne modtage Dem. Følg mig til Vinterhaven" Hendes stemme var ganske venlig, omend mest bare formel og vendte tilbage ind af porten, forventende at Eira fulgte hende. Hen til Vinterhaven, salen hvor Daeralda ville komme når hun var klar til dette. Vala stilte sig indenfor døren, med hænderne hvilende mod hinanden foran sig og ventede tålmodigt. Ikke med flere ord at ytre i situationen de stod i nu.

Et par timer senere...

Eira var nu på vej tilbage mod Dianthos på hesteryg. Det var ikke noget, hun havde set frem til, men det var nødvendigt, så hun beklagede sig ikke. Mødets udfald lå hende alligevel også mere på sinde, mens hun og hendes lille følge red gennem skoven. Hendes øjne var ikke så gode, som de havde været, men den ene af hendes vagter, påstod at have set elvere følge dem flere gange på vej ud. Hun tænkte, at det sikkert var for deres beskyttelse, men mest for at sikre sig de kom ud f elvernes land.

*Deres arrogance...* tænkte hun, mens hun vuggede afsted på hesten. Hun forstod den godt, men den bekymrede hende også. Hun var bange for, at elvernes isolation havde gjort dem blinde for udefrakommende farer. Det var ikke første gang i historien, det var sket. Ganske vidst havde hun kun læst sig til det, mens der stadig var levende elvere, som havde hørt førstehåndsberetninger. Måske stod det klarer i hendes hukommelse, fordi hun var kommet i kontakt med historierne for kortere tid siden. Under alle omstændigheder mente elverne ikke, at der var nogen trussel mod dem, og så derfor ingen grund til hjælpe. Hun var ikke seer, men det stoppede ikke hendes foruroligende fornemmelse af at elverne og alle andre ville fortryde deres valg. Men det var ikke hendes job at dømme moral. Hun havde gjort sit.

Hun havde talt for sig og fået tildelt audiens hos en af rådets Stemmer. Vala havde hørt hende ud, så langt som hendes ansvarsområde tillod, og givet hende adgang til Daeralda. Daeralda havde givet hende tid til at fortælle om situationen i Dianthos: hvordan ordenen havde tiltvunget sig mere og mere magt, hvordan de havde misbrugt folkets nød og tiltro, og hvordan de nu havde fratvunget magten fra selveste Lysets Dronning. Selv med Eiras egen position, havde hun ikke været i stand til at rokke sine magthavere en tøddel. Det havde overrasket dommeren at hun overhovedet havde fået indgangstilladelse i Elverly og endnu mere at få et måde med den øverste Stemme. Det havde ikke overrasket hende at få et afslag, selvom hun havde håbet noget andet. Men nu havde hun gjort, hvad hun kunne her. Så måtte det være op til guderne, gøre hvad hun ikke selv formåede.