En stjerne kom brølende igennem luften over Krystallandet. Lyset fra den flakkede; nogle sekunder var det blændende, derefter stort set slukket, og så blændende igen kort tid efter. Tættere på jordoverfladen lignende den mest af alt en flammende klump, og de trætoppe den kom i nærheden af blev revet af, deres yderste grene sat ild til.

Ved sammenstødet med jorden tumlede og rev den sig videre, indtil den havde efterladt et kilometer langt spor efter sig af afbrændt græs, der blev til skridspor, som endte ud i et stort krater. Sneen i nordlandet var smeltet indenfor de nærmeste 100 meter af krateret og i midten af det lå der en mand. Ligesom stjernen havde gjort tidligere, brændte han med et varmt lys, der flakkede ustabilt om ham, så kraftigt at det nåede langt op af det meterdybe krater.

Han lå på hård, frossen jord, og var landet i fosterstilling, men hans øverste ben og arm var blevet spredt mere ud, da han langsomt var ved at vågne op. Hans lysebrune hår lå som en glorie om hans ansigt, og den varme glød der kom fra hans hud fik ham til at se skinnende og overjordisk ud, selv som han lå nøgen og sovende. 

Det var ikke ofte at Purnima formåede at forsvinde så langt op i landet på hendes vandre ture. Normalt var hun omkring træer og dyr og mærkelige væsner, men alting lignede hinanden i disse dage. Det hele var hvidt med sneen der lå, og måske var hun kommet til at gå efter sneen, hvor den blev tykkere og mere hvid. Heldigvis generede kulden hende ikke. Det bløde stof hun gik iklædt i, fik hendes form til at stråle endnu mere af stjernes skær, men det holdt hende også varm. Varmere end hvad man skulle tro, når man så hvor tyndt det ellers var.

Selvom hun var heroppe, var dagene som de plejede for hende. Hun vandrede, gik hvor hun havde lyst, lige indtil en af nætterne hvor hun så sit velkendte stjernetæppe gå i stykker. Hun stod midt i det hele og stirrede på hvordan stjernen faldt af himlen, og rakte nærmest op i at forsøg på at gribe den. En ting der var umulig, men hun havde ikke før prøvet det. Normalt så klarede de faldne stjerne sig, mend et var som om at den blev større.
Det skete ud af ingenting. Hendes hår fløj om hende med den voldsomme kraft, som stjernen faldt ned og lavede store mærke i den ellers så fine sne. Hun stirrede for en stund. Varmen havde endda også sneget sig op på hende, men den var ligeså stille ved at falde igen. Hun tænkte sig ikke engang om, før at hendes bare fødder begyndte at drage hende over mod krateret der var blevet lavet midt i det hele. Der var stadig meget langt, men hun løb så hurtigt hendes små fødder kunne bære hende, og tog ingen forbehold, som hun stoppede op ved krateret og lod sig selv glide ned til bunden. Stjernen måtte trods alt ligge hernede.

Det var noget af et syn som hun så en dreng og ikke en stjerne ligge hvor hendes stjerne var faldet ned. Hendes egen form, næsten flakkede som mængden af energi angreb hende, men ellers tog hun ikke notits af det. Hendes menneskeform så dog bare ud til at skinne noget mere. Det var som om at stjernene der var i hendes hår og hendes øjne strålede en anelse klarere, og selv kraniet hun bar på sit hoved lyste op af lyset.
"Stjerne?" hviskede hun forsigtigt. Endnu ikke sikker på om hun måtte røre denne underlige stjerne, der ikke helt var en stjerne, men måske var det alligevel. HUn havde trods alt aldrig mødt en stjerne før.

Aviors krop og hans bevidsthed smeltede langsomt sammen, men det var først da han blev tiltalt at han vågnede op. Det føltes som om han havde været i dvale hele sit liv og alle hans minder indtil nu kun havde været en drøm, men samtidig føltes det også som om han vågnede op i en drøm.

"Mia?" spurgte han omtåget og åbnede langsomt øjnene. Det første han så var sin egen arm. Han kneb øjnene lidt sammen og stirrede undrende på den blege hud. "Hvad fanden.." mumlede han og knyttede og åbnede skiftevis sin hånd i undren, før en andens nærvær slog ham. Han vendte straks blikket mod hende.

Hun så bekendt ud. Hun føltes bekendt. Hans blik gled over hende og han så sig selv i hendes øjne, hår og tøj - han følte, at hvis han havde kunnet se hendes sjæl, ville han også have kunnet se sig selv i dén. Bortset fra at han ikke længere lignede sig selv.

"Kender jeg dig?" spurgte han lavmælt og satte sig op for at kunne se nærmere på hende. Havde han været mere bekendt med konceptet af familie ville han have spurgt hende om hun var hans mor. 

Et lille gisp undslap Purnimas mund, som hendes hænder kom op foran hendes mund, mens hun så på drengen der nu faktisk også kunne snakke. Hvad Mia gik ud på vidste hun ikke, men hun følte i sig selv at der var noget bekendt over ham. Ikke fordi at hun var spor meget klogere på familie end han var. HUn vidste ikke engang hvor hun kom fra, ikke at det nogen sinde havde generet hende. HUn havde det fint hvor hun var.

Purnima rystede på hovedet. Håret fulgte nemt med, og man skulle næsten tro at hun kastede med stjerner om sig, som håret fløj fra den ene side til den anden. Selvom da hun stoppede, virkede det til at stjernerne stadig sad hvor de skulle i det lange mørke hår. "Jeg så dig falde ned, men... du var noget større end jeg har regnet med, så jeg kunne altså ikke gribe dig," indrømmede hun, som om at hele ideen om at gribe noget der faldt ned fra himlen ikke var absurd overhoved. "Er du okay, stjerne?" spurgte hun så. Hun havde endnu ikke fået et navn på ham, og for hende var han jo tydeligvis en stjerne, især nu når han var vågen, selvom hun før ikke havde kunne drømme om at en stjerne ville ligne et menneske. Det var vidst mennesker de hed heromkring. Han lignede i hvert fald en af dem, selvom han var lidt mærkelig, lidt ligesom hun havde fået at vide at hun også selv var.

Avior strøg en hånd igennem sit hår, der blødt faldt på plads igen, som havde han slet ikke rørt det. Han havde selv en svag fornemmelsen af at være faldet, men det føltes som et minde fra en anden tid.

"Tak," svarede han da hun fortalte at hun havde prøvet at gribe ham. At hun kaldte ham stjerne var også helt naturligt for ham - det var som et andet navn, ét han var blevet kaldt meget, af væsner der ikke kendte det navn han ellers var blevet givet. "Jeg er okay, tror jeg." Han så ned ad sig selv - ned ad den nøgne menneskekrop, der var hans, men samtidig ikke var hans. Det eneste han kunne genkende sig selv på var gløden.

Han så op på nattehimlen igen og først da, gik det op for ham, at det var dét hun måtte være. "Min søster faldt. Miaplacidus. Jeg prøvede at stoppe hende." Der var tydelig skuffelse i hans stemme over at han var mislykkedes, og han rakte ud efter nattehimlen for at lægge en hånd på hendes underarm. Jorden havde ikke gjort ham noget endnu, men han længtes allerede efter hjem, og hun var, eller lignende og føltes som, hjem.

Purnima kiggede med bekymring i hendes øjne på ham. Det var allerede noget af en trist historie, og at være faldet ned fra stjernetæppet. Det kunne ikke være rart. Hvis det var hende, så ville hun også gerne tilbage igen. Men himlen havde aldrig været hendes hjem. Det vidste hun. Der var en anden forbindelse der, som hun ikke helt vidste hvad var, men det nyttede ikke noget at stille spørgsmålstegn omkring det.

"Jeg tror ikke at jeg har set hende... jeg tror jeg ville kunne genkende hende hvis jeg havde. Faldt du for at følge efter hende... eller... hvordan falder i? Jeg troede ikke bare man kunne falde ud af himlen. De andre jeg har set falde finder ellers altid tilbage igen," sagde hun. Der var en hvis forvirring for hende omkring hvordan sådan noget egentlig hang sammen. Hun var ikke fra samme verden som drengen. Med hvor uforstående hun egentlig var om konceptet gjorde det klart.

Det gik ligeså stille op for hende, at han egentlig også var nøgen. Hun havde hørt at det var koldt at være udenfor uden tøj på, så hun gjorde det eneste hun kunne gøre. Hun tog det store stykke stof af som hun brugte som nederdel, og rakte over for at lægge det om skuldrene på ham. Tæppet var en nøjagtig kopi af nattehimlen, og selv stjernerne glimtede. Stoffet var tyndt, men varmt og slidstærkt, og så ufattelig blødt.

Avior havde ikke svaret på hendes spørgsmål. Hans bevidsthed om verdenen omkring sig havde været begrænset, da han stadig sad på himlen, og selv hvis han dengang ville have kunnet svare på hendes spørgsmål, så føltes hans minder og viden som lå de lige udenfor rækkevidde. Han var ked af at høre at hun ikke havde set Mia, men han troede på at hun ville have genkendt hende hvis hun havde.

"Jeg er ikke sikker. Jeg faldt fordi jeg ville beskytte hende. Fordi jeg kunne mærke helt ind i min sjæl at jeg var nødt til at beskytte hende, selv hvis det kostede mig mit liv. Jeg ved ikke hvad der fik hende til at falde." Ved sidste sætning blev irritationen i hans stemme tydelig. Mia var et fjols for at tro at hun kunne leve på jorden, men hun var også yngre, og det var trods alt Aviors ansvar at passe på hende.

Han så med undren på hende, da hun lagde et stykke stof om skuldrene på ham, pludselig bevidst om hvor meget han havde frøset inden, efterhånden som den varme han havde ramt krateret med var forsvundet. Det var et smukt og varmt stykke stof og han følte sig straks mere tilpas. Tilpas nok til at flytte sin hånd fra hendes arm og op til hendes hår, som han strøg sine fingre igennem. Det var lige så blødt som stoffet, og stjernerne glitrede imellem hans fingre, men det føltes stadigvæk ikke som at være hjemme og han trak sine øjenbryn sammen i koncentration, som var dét alt der skulle til for at få ham hjem. 

Purnima lod sine øjne hvile forundret på ham. Hun var nu ikke så påvirket af at han ikke havde sagt tak over at han havde fået noget at have på. Hun havde selv ikke meget forståelse for sociale normer, for hun kunne jo se at hans krop manglede det. Hvem ville ikke i denne her kulde? Hun havde selv nok tøj på for ikke at risikere noget, selv når hun gav et af sine gamle stykker tøj til ham. Idealt ville hun lave noget nyt til ham, men det krævede tid, og han virkede ganske desperat efter at finde denne Mia.

Hun lagde stille hovedet på skrå, som han begyndte at røre ved hendes hår. Hendes hoved lænet bare en anelse ned mod hans hånd. "Jeg håber du finder hende. Måske nogle af byerne kender til hende." der var dog også noget over den måde hun snakkede på, om at byerne ikke var hendes stil. Hun havde måske en gang eller to været i en by, men det var ikke hendes stil. Det var skræmmnede. Der var mange væsner, og folk havde sådan stirret og ikke på en god måde. Hun havde intet imod folk, men det havde været ubehageligt, især som hun følte hvordan energien var blevet draget ud af hende, men ikke her. Lige nu var hun mere frisk end hun nogensinde havde været.

Han lagde selv hovedet på skrå, da han så nattehimlen gøre det. Han var så betaget af hende at han knap nok selv lagde mærke til at han gjorde det, og da hendes kind næsten rørte hans hånd, lagde han den selv imod den. Hendes hud var lige så blød som hendes hår og han strøg en tommelfinger over den. Glitrede hendes hud eller var det skæret fra hendes hår, der fik det til at se sådan ud? Han var ikke sikker. 

Han rynkede på næsen, da hun nævnte byer. "Hun er ikke i en by." Det eneste gode ved byer var det lys de gav om natten. Det var ikke lige så flot som stjerneskær, men det var okay. De væsner der var i byerne derimod, brød Avior sig ikke om. Heller ikke selvom han kun havde oplevet dem på afstand. Des flere væsner, des værre. 
Egentlig vidste han godt, at Mia ikke havde det på samme måde. At hun var fascineret af især mennesker og at hun var åben og god og gerne ville møde en masse personer. Men han håbede så inderligt, at hun var klogere end dét, at hun tog ved lære af ham og at hun holdt sig væk fra byerne. Han håbede det så meget, at han forsøgte at overbevise sig selv om at det var sandt. 

Purnima kiggede undrende på Avior, men spurgte ikke ind til hvordan han vidste det. Der var nok noget der forbandt de to stjerner, det ville i hvert fald give mening. Alle hendes stjerner var jo en del af himmeltæppet, så de var vævet sammen på den ene eller anden måde.

Der havde ellers været et noget blidt blik i hendes øjne, som pludselig blev meget skarpt, som om at hendes ellers drømmende tilstand faldt fra hinanden. Måske hun også have været lidt fuld på energien han udstrålede. Især når han rørte hende. Det var en lidt underlig følelse at være under.
”Jeg har slet ikke præsenteret mig selv for dig!” Det var måske ikke noget der lå naturligt hos hende, men det var noget hun var begyndt at se var en vigtighed at gøre omkring andre. Hun overvejede dog ikke at Avior måske ikke engang hed stjerne. Det var mere så han var sikker på hvad hun hed! ”Jeg bliver kaldt Purnima.”

"Purnima," gentog han eftertænksomt. Jordvæsnernes besættelse af at give alt navn var fremmed for ham, men han vidste trods alt også at de også havde givet ham ét.
"De kalder mig Avior Cair," sagde han og slog ud med hånden som for at indikere væsner omkring dem, som ikke var der. I hvert fald ikke indenfor synsvidde. "Jeg er en del af stjernebilledet Veirr." Han skævede op på himlen, og helt ubevidst vidste han, hvor det var han havde hørt til henne. Og hvor det var, Mia havde hørt til hende. "Var," rettede han så eftertænksomt sig selv. Han var ikke længere en del af stjernebilledet og det var Mia heller ikke.

"Hvad er du, Purnima?" spurgte han, uden at fjerne blikket fra himlen. Det var næsten det samme alligevel - at se på hende og at se på nattehimlen. Kun langsomt lod han sit blik falde for at se ned på hendes glitrende ansigt, hans undren og skepsis tydelig i hans blik. Han elskede hende allerede, om ikke andet så for hendes udseende og for hvor hjemme han fik hende til at føle sig, men han stolede ikke på noget, der ikke boede i himlen. 

Stjernen havde et navn? Det havde Purnima ikke set komme, selvom det passede overraskende godt til ham. Pænt, som en stjerne. Ja, vel pænt som ham i det hele taget, hvilket nok kun var fordi at han lignede en stjerne. Det eneste der kunne overgå det var selve månen, men månen faldt ikke ud af himlen. Den var der forevigt og evigt. Noget Purnima altid ville kunne kigge på. Forhåbentlig var stjernerne der også, og ellers måtte Purnima jo hjælpe dem med at komme hjem.
Et undrende blik kom også op i hende som Avior begyndte at tale om at han var en del af et stjernebilled. Af en eller anden grund kunne hun visualisere det uden problemer, men hun vidste ikke hvor hun havde denne viden af. Hun havde aldrig omtalt ham som det.

Det undrende blik blev dog erstattet af forvirring og næsten en sørgmodighed, som hun blev spurgt om hvad hun var. "Jeg er... Purnima..." svarede hun. Det var det eneste svar hun egentlig havde på det spørgsmål. Der var mange ting der var blevet sagt om hende, og hver gang havde hun taget sig til det, men nogen gange mindede de om modsætninger, og hun kunne ikke få sig selv til at tænke på sådan et tankevækkende spørgsmål i alt for lang tid. For alt i alt, så vidste hun ikke meget om hvorfor hun var her, og hvad hun var. Andet end at himmeltæppet var en del af hende.

Avior vidste ikke hvad han skulle stille op med Purnimas svar. Han vidste i det hele taget ikke hvad han skulle stille op; han havde fået en menneskekrop, var landet på jorden og havde mødt Purnima, der for ham var begrebet af hjem, men som ikke vidste hvordan han kunne komme hjem. Hvis Mia også havde fået en menneskekrop, ville han så kunne genkende hende? Havde de fået en krop der så ens ud? Og hvor var hun landet henne... Hvis bare Avior var på himlen, ville han have haft alle svarene.

Langsomt lænede han sig frem mod Purnima, indtil hans ansigt stort set var mod hendes kæbe. "Send mig hjem," bad hende og lænede sig kun endnu tættere ind imod hende, i et forsøg på at begrave sig selv i hendes glitrende hår, men både fordi han ikke havde styr på sin krop endnu og fordi hår ikke fungerede, som han havde regnet med at det ville, mistede han balancen og øjeblikket efter lå han ind over Purnima,
Han havde slet ikke fuldt med i romance på jorden og han gjorde ikke andet eller mere end at skubbe sig ind imod hende og ønske sig hjem.

Purnima kunne ikke lade vær med at lægge sine arme omkring Avior, som han virkede til at have behov for det, men det tog ikke lang tid før at hendes noget tungere krop fik hende til at vælte bagover med ham ovenpå. Stadig en meget nøgen Avior, som kun lige var blevet beskyttet af det stykke stod han havde fået af Purnima. Nu var det heldigvis ikke som om at Purnima forstod problemet med at være nøgen, bortset fra at det nogengange godt kunne blive lidt koldt.

”Jeg tror ikke at jeg kan” hviskede Purnima tilbage. Tristhed var at spore i hende stemme, for hun kunne ikke lide at hendes stjerne var så ked af det. Men hvordan placerede man en stjerne tilbage på sin plads på himmeltæppet. Det var nemt nok at væve, men, man kunne ikke væve en hel person på sine tæpper. Det var jo umuligt… var det ikke?

Purnima var vidunderligt varm og Avior knugede sig kun endnu tættere ind til hende, da han opdagede det. Han havde endnu ikke opdaget at han var svag overfor kulde, men han havde opdaget at han ikke brød sig om den. 

"Hvad skal jeg så bruge dig til?" Avior snerrede ordene, men tristheden var lige så nem at høre i hans stemme som vreden var, og han nægtede fortsat at give slip på nattehimlen i hans arme. Han blev ubehageligt opmærksom på hvor hurtigt hans nye hjerte bankede og den dundrende følelse han fik i hovedet. Han hadede allerede sin fysiske krop, om ikke andet så fordi den gav ham muligheden for at føle smerte. Han havde endnu ikke set den, og han ville heller ikke blive glad når han gjorde.

Purnima forsatte med blidt at stryge ham over håret som han sad der og knugede sig ind til hende. Han var som et lille barn, og for en stund var det okay for dem at sidde sådan lige indtil at Purnima kunne høre vreden og tristheden i hans stemme, og hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere på det. Hun kunne selv mærke vreden blusse op i hende, men samtidig følte hun for ham.

”Farvel stjerne,” kom det så fra Purnima. Få enkelte ord, men der var en kraft bag dem, o ghun brugte også alt sin kraft på at rejse sig op og forsøge at lade Avior give slip på hende. Der var ikke mere hun kunne gøre, når stjernen var vred.

Avior så uforstående på Purnima, da hun bød ham farvel. Han forstod ordet, men han forstod ikke hendes grund eller hendes vrede. Han slap hende heller ikke frivilligt, men blev nødt til det da hun rev sig ud af hans favntag.

"Forlader du mig også?" spurgte han, anklagende fordi han endnu ikke havde forstået at det var hans vrede der havde fået hende til at beslutte sig for at gå til at starte med. Han kom usikkert på benene for at følge efter hende, men nåede ikke mere end to skridt, før han faldt på sine usikre ben og endte med et knæ i den frosne jord.

"Hvad?!" udbrød han rasende, da hans krop ikke adlød ham med det samme og han kom på benene igen, kun for at stå usikkert på sine ben. "Den her form er ubrugelig!" fortalte han Purnima, fortsat som havde hun noget at gøre med det, men denne gang blev han stående hvor han var, velvidende at han kun ville vælte efter hende, hvis han forsøgte at indhente hende.

Der var medlidenhed at finde I Purnimas øjne, som hun så på stjernen, der tydeligvis ikke vidste noget som helst om at begå sig omkring andre. Ikke at Purnima var meget bedre, men at få at vide at hun var ubrugelig, ja, så var der virkelig intet at komme her. Og han var også fyldt med sig meget vrede og smerte. Det kunne hun ikke holde ud.

Hun lænede sig ned, og kyssede ham meget kort på panden, og for et øjeblik var Avior omringet af stjernehimlen så langt øjet rakte, men Purnima var ikke taget to skridt væk fra ham, før at billedet forsvandt igen. ”Jeg håber du finder hvad du søger,” sagde hun stille før at hende fødder forsatte hende væk fra stjernen og videre på hendes vej rundt i landet.

//Out

Avior så forvirret til, imens Purnima lænede sig ned og kyssede ham på panden. Hendes læber var bløde imod hans hud, og selvom de havde rørt hans pande, følte han varme stige op af hans hals og over hans kinder. Varmen i hans krop steg tusinde grader, da hun omgav ham med en stjernehimmel. Hjem. Hans lys blussede op og i et øjeblik skinnede han klarere end han nogensinde havde gjort før.

Øjeblikket efter var Purnima væk, stjernehimlen var væk, og Aviors hjem var igen forsvundet. Med det forsvandt Aviors hjerte, eller sådan føltes det for ham. Som om det brast i stykker; som glas under for højt et tryk, stykkerne så små at man umuligt ville kunne sætte dem sammen igen. Han følte længslen efter sit hjem som et hulrum i sit bryst; som en stikkende smerte i maven; som en dundren i hovedet.

"Du er, hvad jeg søger," hviskede han, men først da hun var langt ude af synsvidde.