Sted: Sadikbrødrenes hjem
Tid: Dagen efter Kiletemplets forgiftning, omkring middag
Vejr: Regnfuldt

Det var kun langsomt, at Remus kom tilbage til virkeligheden. Søvnen havde haft en god tag i ham og han havde ingen anelse om, hvad tid det var på dagen. Hele hans krop var tung og det var kun langsomt, at han begyndte at røre på sig, uvillig til at slippe den drømmeløse søvn. Med et svagt suk kom han op til overfladen og minderne om natten dukkede op i hans sløve tanker. Kiletemplet. Deres springvand. Deres vandforsyning, som han havde forgiftet. De gråblå øjne blev slået op og han så op i loftet i det lille værelse, der havde to senge. Uden at se derover, vidste han, at den anden seng var tom. Romulus var stået op. Lyden af regn kunne høres udenfor. Hvad tid på dagen det mon var?

En slank hånd blev gnedet ned over hans ansigt. Nøj, hvor havde han sovet godt. Helt uden drømme. Måske ikke så sært, som han havde afleveret det hele i vandet i Kiletemplet i går. Al drømmeenergien, som han havde brugt et par dage på at samle sammen. Han havde kun sparet nok på det, til at kunne forsvare sig, skulle han blive opdaget på vej hjem. Og så vidt han lige kunne huske, havde han lagt en vagt ned. Det var lidt sløret for ham. Var han overhovedet kommet hjem uden at have vækket Romulus? Det mente han nu nok. Han havde i hvert fald ikke snakket med ham. Heldigvis. Remus var ikke i tvivl om, at Romulus ikke ville synes godt om, hvad han havde gjort.
En trækning gled over Remus' ansigt. Han var ligeglad med, hvad Romulus tænkte. Kilepræsterne trængte til en lærestreg! Efter hvad de havde gjort i mod Telma. De var ved at overtage byen og byen var Sadikbrødrenes!

Remus blev liggende et øjeblik mere, som hans tanker væltede rundt, men endeligt fik han taget sig sammen til at skubbe sig ud af sengen. Han havde åbenbart været vågen nok til at smide sko og jakken, så hans bare fødder rørte det kolde gulv under ham og han gøs. Var Romulus hjemme? Døren ind til stuen var lukket. Det skete yderst sjældent, at Romulus var oppe før Remus, som Remus sjældent som ret meget og absolut ikke ret længe. Uden at tage noget af sit tøj på, greb han en trøje og gik i bar overkrop og med bare fødder hen til døren og skubbede den op. Der var mere varme i stuen, som der var ild i pejsen. Søvnig så han ind i det lille rum, der udgjorde stuen for at se, om Romulus var hjemme.

Romulus havde været i en dyb søvn da Remus kom hjem, og var faktisk ikke engang vidende om at Remus rigtig havde været væk. De gik ofte ikke i seng samtidig. Nogen gange var Romulus ud og lave, hvem ved hvad, og andre gange havde Remus også nogle ærinder. Det var oftere i disse tider, hvor der var udgangsforbud, men hvem i Skumringskvarteret overholdte virkelig det? Så lang tid m an holdt sig i skyggerne var det ikke så slemt med de få Kile præster der rendte rundt hernede.

Det var også derfor at han bare stod op startede med sine daglige gøremål, selvom Remus stadig sov. Det var først godt op på formiddagen at Romulus begyndte at stille spørgsmålstegn til hvorfor Remus endnu ikke var stået op. Normalt sov den yngre bror ikke i nærheden af så længe som denne gang, men samtidig ønskede Romulus heller ikke at vække ham, nu når han virkede til endelig at sove dybt.
Dette var også grunden til at det var først da Romulus kom hjem for at lave noget frokost, at han hørte skridt komme fra deres soveværelse, og han vendte sig om, hvor han ellers sad i en stol ved spisebordet og kiggede forbløffet på Remus som først nu så ud til at være stået op.

”Jeg håber ikke at jeg vækkede dig,” var så endelig det Romulus endte med at sige, men han tog ikke sine øjne af sin lillebror, som han studerede Remus. Han så stadig træt ud, hvilket ikke var usædvanligt, men det kunne ligeså godt være fordi at han lige var stået op. Der var dog noget mystisk over at Remus havde sovet så længe, og Romulus ville nok før eller siden spørge ind til det.

Romulus var hjemme, det så ud til at han var ved at spise frokost. Var det blevet så sent? Det overraskede Remus. Lidt tøvende gik han ind i det lille rum, der udgjorde det for stue.
"Nej, det tror jeg ikke." Han var vist bare vågnet af sig selv. Hurtigt trak han trøjen over hovedet, inden han gik hen og satte sig på den anden stol ved bordet, overfor sin bror.
Enhver anden person ville nok ikke bemærke noget forkert ved ham. Han havde sovet længe, så ud til at være lidt rundt på gulvet, men lignede sig selv. Men han ville ikke rigtigt se direkte på Romulus og hans skuldre var trykket en ganske lille smule op. På en måde virkede han nok en smule sårbar, som han stadig var groggy, kun iklædt den uldne trøje, der afslørede hvor lidt fylde, der var på hans tynde, lange krop. Hvis nogen kom ind af døren i det øjeblik, ville hele hans kropsholdning dog ændre sig. Men her kun sammen med sin bror, var han mere... tryg. Også trods tankerne, der gik igennem ham.

Følelser var ikke noget, Remus gik op i. Dem havde han fået banket ud af sig som lille. Men han holdt af sin bror. Og lige nu havde han holdt ham i mørket, ikke fortalt ham alt, hvad der gik for sig. Det gav ham en smule skyldfølelse. Den var ikke så slem nu, men det ville nok komme, som den ville vokse med tiden. Romulus var den eneste, han kunne få dårlig samvittighed overfor. Ud over deres mor. Og måske Telma, men hun var ikke længere en del af hans liv. Han havde ingen anelse om, hvor hun var heller eller om hun i det hele taget var i live. Det var for hende, og byen, han havde gjort, hvad han gjorde. Og sig selv. Det var han godt klar over, for tanken om at have forgiftet et helt tempels vandforsyning gav ham en følelse af magt, han sjældent besad, men ofte søgte. En berusende følelse, han med glæde ville føle igen.
Remus' blik gled til Romulus' tallerken.
"Er der mere mad?" Det var der nok. Ingen af dem havde sultet efter... hvad der var sket med deres mor. Der var altid mad nok. 

Romulus var normalt ganske observant af sig. Ikke noget man ville forbinde med hans ellers store temperament, men hvis man ikke kunne holde sit temperament nogen gange i skak, så var det svært at drive en forretning, så det gjorde han, og holdt et øje åbent for når folk ville snyde ham. En anden ting han var god til at holde øje med var sin bror. Det havde i forvejen været lidt underligt at Remus i det hele taget havde sovet så længe, men hele hans kropssprog, noget var i gærde. Romulus stoppede heller ikke sig selv i at knibe øjnene sammen, så Remus kunne se at Romulus vidste at der var noget der var forkert, inden han rejste sig op.
"Jo, det er der," sagde han, for så at gå over og tag en tallerken og putte noget af maden på, før at han gik tilbage og satte det ned foran Remus. Derefter tog han sin plads igen overfor Remus, og forsatte med sin mad, men han holdt dog et øje på sin lillebror, og han gjorde ingenting for at skjule det. Det kunne godt være at Romulus ikke spurgte om hvad der var sket, og hvorfor Remus næsten opførte sig som et lille barn der var kommet i problemer, men alt hvad Romulus udstrålede at han næsten forventede at Remus ville fortælle hvad end det var. De talte normalt ikke om følelser, og derfor ville Romulus ikke skubbe den, men hvornår havde de to af dem egentlig holdt noget hemmeligt for hinanden? Romulus selv vidste det ikke? Den mængde af hemmeligheder havde der ikke været behov for, især ikke efter deres mor blev sendt væk.

Romulus vidste, at der var noget. Remus kunne se det på ham, og han mærkede en knude i maven. De holdt aldrig noget hemmeligt for hinanden og det gav Remus en grim smag i munden. Men han var ærligt talt ikke helt tryg ved at fortælle, hvad han havde gjort. For han vidste, at storebroren ville blive vred.
Inden han selv kunne rejse sig, havde Romulus hentet mad til ham. Endnu et tegn på, at noget var forkert. Lidt klemt fugtede Remus sine læber og undgik stadig at se på ham. Men han kunne mærke hans blik. Det brændte og Remus følte sig på en eller anden måde utroligt lille under det.

Han holdt det ud så længe han kunne. Pillede ved sin mad, som han trods sin krops sult ikke havde lyst til at spise. Han havde meget sjældent lyst til at spise. Brødet blev delt i små stykker, nogle blev spist, resten blev bare liggende på tallerkenen, endnu en afsløring om, at han var utilpas.
Lidt utroligt flyttede han sig i stolen og pludseligt kunne han ikke holde ud til at blive stirret sådan på mere.
”Jeg har forgiftet Kiletemplets brønd med mareridt.” Han kunne lige så godt sige det, som det var. Ingen grund til at pakke det ind, for Romulus skulle nok få det at vide alligevel. Når de første præster ville vælte om og vågne op igen med fortællinger om skrækindjagende mareridt, ville ordet hurtigt brede sig i byen. Og Romulus var ikke dum, han ville nok hurtigt regne ud, at det var hans forbandede lillebror, der havde haft fingrene for langt fremme. Nu var det så bare - hvad ville blive reaktionen blive?

Der var noget næsten foruroligende over Romulus når han var rolig. Som om at man bare ventede på at noget skulle starte lunten igen, og han ville gå amok. Der var næsten et løfte i de lyse øjne om at dette ville ske. Folk der havde prøvet at mærke hans temperament, ja, de trådte også forsigtigt om ham, og det var også af denne grund, uden tvivl, at Remus havde været stille. Ikke at Romulus nogen sinde ville skade sin bror, det var der hans grænse alligevel gik.
Det gjorde det uden tvivl ikke bedre at man tydeligt kunne se at Romulus tog en dyb indånding og en tår af sin mælk, ingen han reagerede, men der var noget andet i luften. En vrede der var begyndt at finde alle livsformer for at suge kraft ud af. Kraft som fandt tilbage til Romulus i en form langt mere kraftfuld end den var blevet taget. Dette var ikke noget som Remus ikke havde oplevet før, men at få det rettet mod sig som ene person, det var ikke noget der skete ofte. Faktisk så sjældent så man nok godt kunen tælle det på en hånd.

Langsomt blev kruset med mælk sat ned, og han rejste sig op. Man kunne praktisk talt se hvordan hans fingre borede sig ned i bordet, og det så ikke ud til at have det specielt godt med det tryk der blev lagt på.
”Du har gjort hvad?” kom det fra Romulus sammenbidt. Man kunne tydeligt høre at han prøvede at holde sit temperament i skak, men det stormede bag hans øjne. Det var bare et spørgsmål om tid før at det ville slippe løs.

Det var som om, at luften blev tykkere i det lille lokale, tykkere og mere ubehagelig at befinde sig i. Remus kendte alt for godt følelsen af sin storebrors evne, men det havde været sjældent, at den begyndte på grund af ham. Han var ikke decideret bange for sin bror, men han vidste, hvad han kunne og han vidste også, at han intet forsvar havde i mod den, skulle den ældre bror rette den i mod ham en dag. Ikke at Remus kunne forstille sig, at det ville ske... selvom han lige nu næsten var i tvivl. 
Manglen på reaktion var næsten det mest skræmmende og Remus ventede i tavshed på, at broren skulle sige noget. Gøre noget. Han sank en klump, men rettede sig lidt op, som Romulus begyndte at rejse sig. Han var ikke bange for sin bror og han var stadig overbevist om, at han havde gjort det rigtige. Hævnet sig, bevist sin magt på den eneste måde, han kunne.

"De fortjener det. Du skulle have set, hvad de gjorde ved Telma." Han bremsede sig selv. Romulus var ligeglad med Telma. "Du har set, hvad de gør ved byen. Vores by. De ødelægger den." Han rejste sig også, så han var i øjenhøjde med sin bror, der kun var nogle få centimeter højere end ham. Øjnene, der havde samme farve som brorens, var også fyldt med vrede, vrede og stædighed. Hans hænder havde knyttet sig og den spinkle krop var anspændt. Han havde ikke lyst til at skændes med Romulus, men han var nok klar over, at der ikke var nogen vej uden om.
"Jeg gjorde som en erklæring om, at de ikke er velkomne her. De ødelægger vores forretning!" At han mest havde gjort det for Telma behøvede Romulus ikke at vide. Han ville ikke forstå det alligevel.

Fingrene gik endelig igennem bordet, som kom med en knasende lyd. Det kunne nok godt fikses. Eller det kunne det, lige indtil at Romulus i ren raseri skubbede til det, for at få det væk fra dem, så intet var imellem dem. Bordet ramte med et højt knald væggen, og resterne af maden og træsplinter fløj udover det hele. Ikke at Romulus overhoved lagde mærke til det, som han gik nærmere på Remus. Han tog ikke fat i ham, selvom han ville. Det her var hans bror. Så meget kunne hans sind trods alt stadig huske.

"Det er lige meget om de har fortjent det. Det er bare et spørgsmål om tid før de banker på og smider os begge i hullet!" kom det snerrende fra Romulus som han trådte tættere på. Det kunne godt være at han kun var lidt højere end Remus, men han var mindst dobbelt så bred, og det var som om at magien bare havde pumpet mere styrke ind i de allerede store muskler.
"De ville have forsvundet med tiden, og så ville vi kunne vokse som vi ville. Men nu har du ødelagt det før vi overhoved har haft mulighed for at vise verdenen hvad vi har," det var ikke kun forretningen han tænkte på. Han ønskede ikke at miste Remus, men det var hvordan det ville ende nu. Uden tvivl. Romulus kunne måske gå fri men ikke Remus. Remus var kilden til alt dette.

Remus bakkede et par skridt, som Romulust tog ved bordet og sendte det med et brag ind i væggen, så træ og tallerkener fløj til alle sider. Han kendte udtrykket i sin brors ansigt og for et øjeblik var han sikker på, at han ville slå ham. Det var aldrig sket før, men han plejede heller ikke at gøre Romulus så vred. Selv heller ikke, da han ødelagde deres mor med sin evne. Efter et kort stik af... frygt..? knyttede Remus sine hænder og rettede sig op, stædig og uvillig til at indrømme, at han havde lavet en fejl. Om så Romulus rykkede huset ned om ørerne på dem. Og Romulus lagde heller ikke en hånd på ham, selvom han så ud til at have lyst til at banke livet ud af ham.

"De forsvinder ikke, Romulus. Se dig omkring! De overtager alt og snart styrer de hver eneste afkrog i hele landet! Det er bare et spørgsmål om tid, før de ser en fjende i os alligevel!" Remus vidste, at det han sagde var sandt. Alt hvad der skete, lagde op til, at Kiles Orden ville overtage landet. Afsætte dronningen, dræbe hende, et eller andet. Sætte ypperstepræsten på tronen og skabe et religiøst styret land. Noget han som sådan var ligeglad med, men ikke når det gik ud over de få personer, han faktisk holdt af. Og han vidste, at han havde ret. En dag stod de sortklædte præster ude foran deres dør med et forbud mod Nox og en fængselcelle til de to brødre. Det handlede bare om tid.

"Vores forretning kommer i problemer lige meget hvad. Nox er allerede blevet spredt blandt præsterne, blandt de rige og de magtfulde. Det vil skabe problemer for os alligevel. En eller anden dag." Han forsøgte at lægge en dæmper på sig selv, men han var også vred. Vred og ulykkeligt, for han vidste også godt, at Romulus havde ret. Selvom han stadig mente, at han havde gjort det rigtige, vidste han også godt, at han havde sat fart under tingene. Dummet sig. Men... de havde fortjent det! De gråblå øjne var rettet mod Romulus, fast og vredt, men også med et strejf af ulykkeligheden. Han var lillebroren. Den klogeste, den svageste, den der skulle passes på, selvom han foretrak at se sig selv som stærk og selvstændig.

For Romulus var der ingen logic I hvad Remus sagde. De havde overlevet det meste her I byen. Selv da mørket overtog, som typisk satte folk som dem i en endnu værre position end de allerede var. Men de overlevede. De overlevede alle de år med mørket der herskede, så de kunne overleve et par år med Kiles Orden. Deres kontrol ville ikke kunne blive ved, for folket hadede at blive undertrykt. Det betød dog ikke at de skulle vove deres eget skind for det, selvom tiderne blev lidt hårde i det.

”Ja, en eller anden dag, men den dag kunne være når vi faktisk have fået skabt et rige. Til den tid ville vi have pengene til at flygte fra Hovedstaden, og forsætte vores handel derfra,” snerrede Romulus og han prøvede at holde sit temperament i tjek, men det var svært, når Remus var sådan en… møgunge. Der ikke forstod konsekvenserne af hvad han gjorde.

Hans hænder var knyttet og han forsøgte virkelig ikke at slå noget, især fordi Remus var lige foran ham, og han ønskede ikke at skade sin lillebror, uanset hvor meget han havde dummet sig. ”Du er en forbandet idiot. Overvejede du måske hvad vi skal gøre nu. Vi kan ikke have du bliver smidt i fængsel,” det var en mere rolig stemme nu, og luften var også blevet lidt mere klar, som Romulus var ved at få kontrol over sit temperament.

Remus rystede på hovedet til Romulus’ ord om at skabe et rige. De ville aldrig været kommet så langt. Mørket havde måske ignoreret dem for de småkriminelle de havde været dengang, de havde ikke været en trussel. Men for Kilepræsterne var Nox et problem, især når det afhængighedsskabende stof havde spredt sig blandt deres egne. De ville ikke have fået lov til at have deres forretning i et år mere, det var han ganske sikker på. Han havde blot sat fart under noget, der alligevel snart ville ske. Og den tanke holdt han fast i, selvom han godt vidste, at han havde dummet sig.
”Vi havde aldrig fået lov til at være i fred i ret lang tid alligevel. Vi er problemer og du ved det.”

Hans slanke hænder, der intet anede om at slå, var stadig hårdt knyttet. Risikoen for, at hans bror ville slå ham, var der stadig, og for et øjeblik var Remus sikker på, at han ville slå igen, hvis det skulle ske. Men det så ud som om, at Romulus fik kølet sig selv ned, luften blev mindre klemt og hans stemme var roligere. At der bare skulle en lille gnist til, før han eksploderede, det vidste Remus alt for godt, han havde set det så mange gange før.

Storebrorens spørgsmål fik dog noget af luften til at gå ud af Remus, der langsomt og usikkert lagde armene over kors og sænkede blikket. Nej, han havde været så vred, at han ikke havde tænkt over konsekvenserne. Havde været ligeglad. Han havde bare ville hævne sig.
”Jeg… nej.” Han flyttede lidt uroligt på sig og den stærke, bestemte side, han normalt viste udadtil smuldrede lidt, som hans skuldre sank og han virkede til at blive lidt mindre.

”Men at udsætte det ville have givet os tid. Tid vi ikke længere har, fordi du skulle gå ud og lege… helt,” man kunne næsten høre foragten i Romulus’ stemme over hele konceptet af at være en helt. Hvis Romulus havde været 20 år yngre, så ville han nok ikke have set så bittert på sådan noget, men der havde været ingen helte i hans liv. Telma havde måske haft et blødt hjerte om de to brødre, men deet var næppe nok. En helt ville have reddet dem ud af den umulige situation de havde været i, og det var ikke sket. Romulus måtte have været den store og taget sig af Remus. Han måtte være den helt som ellers ikke kom, og hvis der var noget man ikke kunne forbinde Romulus med, så var det en helt.

Det nyttede dog ikke noget at være sur og bitter over det, og over at Remus havde gjort at de virkelig var på røven. De blev nødt til at handle hurtigt, hvis de skulle få Remus ud af hovedstaden. ”Jeg… er nok i sikkerhed. Forholdsvist. Hvis vi bare gemmer hvad vi har af lager så ingen finder det, men vi bliver nødt til at finde ud af hvad vi gør med dig. Du kan ikke blive her. Jeg tror ikke på at der ikke er nogen der peger dem i retning af os,” sagde Romulus så endelig og tog sig til hovedet. Han havde stadig lyst til at banke noget, men det måtte blive senere.

Romulus’ ord gjorde ondt, mere end Remus nok ville indrømme. Storebroren havde været hans eneste rigtige sikkerhed igennem hans liv. Trods de manglende følelser, havde Romulus været den tætteste person på Remus, den han kunne stole på, den der havde beskyttet ham. Ikke bare mod verden, men også mod deres mor og Remus var smertefuld klar over alt det, Romulus havde taget af lort for Remus igennem deres barndom. Storebroren havde været mere en forælder end deres mor og hans skuffelse og vrede stak som små nåle i Remus’ hjerte. Men ud over at have lagt armene over kors, som en form for beskyttelse af sig selv, og de lidt sammensunkne skuldre, var det ikke noget, der kom til udtryk. Hans blik var faldet til gulvet og skjulte de få hints af følelser, der var i dem.

Der kom først en større reaktion, da Romulus sagde, at han ikke kunne blive. Hans blik for til brorens og et kort glimt af panik var at se, inden han fik hold på sig selv. Ikke blive her? Men…
”Vil… vil du have mig til at forlade Dianthos?” Vantroen var tydelig i hans stemme, samtidigt med at hans logiske hjerne fortalte ham, at det ville være det bedste. Romulus havde ret, det ville ikke tage Kiles Orden lang tid at finde ud af, at han var producenten bag Nox. De ville komme efter ham. Og Romulus.
”D-du tager vel med? Du er også i fare. Og… jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre alene… derude.” Sandheden var, at Remus meget få gange i sit liv havde været ude af hovedstaden og det var altid i følgeskab med deres mor eller Romulus. Han vidste intet om at leve i vildmarken, han ville nok ikke engang kunne lave et bål. Romulus kunne da ikke mene, at han skulle alene på flugt?!

Romulus sendte et hårdt blik til Remus. Det var nok ikke underligt at Remus var bange for at være alene, selvom at være bange ikke ligefrem var noget de to brødre havde beskæftiget sig med i mange år efterhånden. Der var dog ikke nogen anden mulighed, som Romulus kunne se. De ville se alt for skyldige ud hvis de begge to var på flugt, og hvis Romulus blev, var der en sandsynlighed for at han stadig kunne distribuere Nox.

”De har intet på mig, og de skal kraftedeme ikke havde lov til at stoppe vores foretagne,” pointerede han. Han var muligvis mere i fare her i byen, men det gjorde dog ikke at han var villig til at løbe væk med halen mellem benene. Selv Remus skulle ikke ødelægge deres planer.
”Vi skal bare finde dig et sted at være… hvor du kan forsætte produktionen. Udgifterne bliver naturligvis også højere når vi skal fragte det så langt her til byen… og ikke meget af gangen,” Romulus var allerede ved at finde ud hvordan det skulle lykkedes dem at forsætte, selvom vreden stadig kørte rundt i hans mave.

Det føltes lidt som om, at verden var langt væk. Remus stirrede på Romulus som om, at han havde mistet hovedet. Han kunne ikke forlade Dianthos, hvad skulle han gøre alene?! Den normalt ellers samlede og kolde Remus så ud som om, at han var ved at besvime. Han havde slet ikke forestillet sig, at der ville være så store konsekvenser ved det, han havde gjort. Han kunne ikke… hvordan skulle han… hvor skulle han tage hen?! De kendte ingen uden for byen, ikke andre end de mænd, deres mor havde brugt og de ville nok ikke samarbejde så meget, at Remus kunne få lov til at bo der.

Det gik op for Remus, at alt dette med Nox var mere vigtigt for hans bror end for ham. Selvfølgelig var det et stort foretagende, Remus selv var ganske hængt op på det, men han gjorde ikke så meget andet end at lave drømmeliksiren. Måske var det der forskellen var. Romulus var den opsøgende, ansigtet udadtil.
Men Romulus ville have, at han blev ved med at lave Nox, når han var ude af Dianthos. Hvor skulle han finde mulighed for det? Hvad med transporten?

Han blev bare ved med at stirre forstyrret på Romulus, der blev ved med at snakke, indtil han blev tavs. Remus rettede sig langsomt op og trak skuldrene en smule op, tydeligvis ikke glad ved situationen.
”Ja… prisen stiger vel. Men det gør efterspørgslen vel også.” Han forsøgte at forholde sig til Nox i stedet for det, der lige var blevet besluttet. En rynke var dukket op i hans pande og han så ned på gulvet i mellem dem.
”Hvordan holder vi kontakt med hinanden?”

Måske det var forskellen på de to brødre. Det var bare nemt for Romulus at have et liv der drejede som om Nox, når han altid skulle kontrollere sælgere, søge nye sælgere, og sørger for at tingene gik som det skulle. Remus skulle kun lave eliksiren i de fleste tilfælde, og så sjældent effekten af at de spredte sig vidt og bredt, og hvor afhængige folk var. Det var ikke fordi at Romulus ønskede det kaos stoffet kunne skabe, men det var rart at vide at man havde formået at lave noget så fantastisk at folk hele tiden kom tilbage. Og de fik flere og flere penge.
Desuden var det nemt at forholde sig til Nox, nu når han for første gang skulle sende hans elskede lillebror væk fra byen. Nox var nemt, hele ideen om ikke at vide hvordan Remus havde det, var langt værre.

”Mon ikke vi kan få breve frem og tilbage, uden at de bliver taget af de sataner?” spurgte Romulus. Om det var muligt var han ikke sikker på, men ellers så kunne de vel sende posten til et andet sted, hvis de skulle undgå at det kom gennem portene. Så lang tid at det var relativt tæt på byen, så det ikke var en lang tur for Romulus.
”Først og fremmest skal vi have fundet et sted til dig…” Det blev nok det sværeste. Det var lidt problemet ved at deres primære distribution var i Dianthos, og de stadig ikke havde haft mange muligheder for at brede sig ud til de andre områder.

Breve. Jo, måske. Men det var en langsommelig proces. Tænk hvis det skulle gå stærkt. Remus havde en iskold klump i maven, selvom han forsøgte at skubbe tankerne om ikke at have sin bror ved sig fra sig. De havde altid været sammen. Sjældent adskilt i mere end kort tid, havde han altid haft sin storebror at støtte sig op af. Remus var den boglige, ham der havde hjernen, men han havde ingen erfaring. Ingen praktisk viden. Hvordan skulle han kunne klare sig alene uden for byen?
Han sank en klump og forsøgte at samle sig om det første problem. Hvor skulle han hen?

”Ikke for langt væk. Det bliver for omstændigt, hvis vi skal have transporteret Nox.” Han tog en dyb indånding, forsøgte at få sin hjerne til at arbejde. Se på det hele på en praktisk måde i stedet for med følelser. Som han altid gjorde.
”Det kan ikke være i en stor by, Kiles Orden har fat overalt. Så Lazura er ude af billedet. Der er ikke meget at komme efter i Norden og elverne er ikke så venlige i øjeblikket, så helst ikke for tæt på Elverly, hvis de skulle begyndte at gå i krig.” Han så kortet over Krystallandet for sig, et kort han havde studeret så mange gange, selvom han aldrig havde været ret langt væk fra Dianthos.
”Måske mod nord, Dødens Kløft eller længere mod syd. Mod øst ligger Kzar Mora, mod syd Amazonitskoven og mod vest Tusmørkedalen…” Han så lidt tvivlende ud. Ingen af mulighederne virkede specielt lokkende. Og kendte de overhovedet nogen i de områder? Han måtte indrømme, at det var Romulus, der havde styr på bekendtskaberne, også deres mors.

Lukkes på grund af inaktivitet