Sted: Udenfor Dragorns Porte
Tid: En tidlig morgen
Vejr: overskyet og minusgrader.

Solen havde sendt sine første stråler over horisonten, og spillede et farverigt spil i sneen og rimfrosten, der dækkede vejen til dværgerigets porte. Solens morgenrøde gav en varme til det ellers kolde landskab, hvor at en ensom vandere var på vej mod Dragorn.
Valkar havde fløjet langt det meste af vejen med en let oppakning, i stedet for at flyve hele vejen fra borgen han kaldte for sit hjem, havde han valgt at gå det sidste stykke vej. 

Valkar var iklædt en tung rejsekappe, samt en tyk frakke indenunder. På hans hænder bar han gode skindhandsker, og bar ligeledes varme støvler i sort læder. Han gik og skuttede sig i kulden, det havde atter engang overrasket ham hvor koldt der var så tæt på Dragorn.
Han sukkede dybt og fortsatte atter gennem sneen, sne var dog en af de ting han nød mest, der var et eller andet over det som sagde ham noget, men hvad kunne han ikke lige sætte en finger på. Han rystede let opgivende på hovedet, han havde et mål og det måtte han ikke glemme.

Idet at solens ståler nåede den store port, var Valkar endelig fremme. Nu var blot spørgsmålet hvordan han kom ind, og hvilken velkomst der ventede ham der.

Selvom der var koldt, hvidt og tilsyneladende tomt ude foran Dragorns kæmpe porte, var den fremmede mand under skarpt opsyn fra de dværge, der havde vagttjansen den dag. De havde set ham lang tid før, han havde lagt øjne på porten. Dværgene selv var umulige at spotte blandt stenene, klipperne og sneen.
Da der ikke længere var nogen tvivl om, at den fremmede søgte Dragorn, som han stoppede ved portene, dukkede der fire kampklædte dværge med våben i hænderne op. Sikkerheden og mistroen mod fremmede var kun blevet stærkere, siden besættelsen af Mørkets Hær havde fundet sted.
Den fremmede ville blive behandlet pænt og med stor mistro, som han ville blive udspurgte efter, hvad hans ærinde var ved Dragorn, hvad hans navn var og andre nærgående ting. Så snart der var blevet svaret, ville den yngste af de fire dværge forsvinde igen, denne gang med retning mod Thanens private gemakker.

Det var stadig tidlig morgen og Godric havde kun lige færdiggjort sit morgenmåltid. Alene, i dag, som han ikke havde været i humør til at være social. Det skete ret ofte for tiden, efter hans halvandet års indespærring under besættelsen. Det var som om, at han ikke helt kunne rumme livet omkring sig.
Selvom han havde holdt sig i sine private gemakker til morgenmaden, var han lige så flot klædt på som altid. I dag havde han em mørkeblå kofte på, med et mønster syet i en gylden tråd. Uden over en matchende blå robe med en hvid pelskant. Hans skæg var som sædvanligt ikke flettet, men det forreste af hans hovedhår var trukket bagud og samlet i en fletning, der lå og hvilede ned af det løse hår.

Han havde lige fået placeret sig i en god stol med en bog i hænderne, da det bankede på og en af vagterne fra porten kom ind.
”Than, undskyld jeg forstyrrer.” Den yngre dværg bukkede lidt stift i sit udstyr. Godric sænkede bogen og så venligt på ham.
”Hvad er der, Yorik?”
”Der er en mand ved porten, Than. Han snakker om at ville lave en handel. Om hvad vil han ikke sige.” Den yngre dværg var alvorlig, men også lidt imponeret over at være i Thanens private gemakker og hans kamp for at holde blikket på Godric fejlede en smule, som han ikke kunne lade være med at se rundt.
”Jaså. Sagde han sit navn?” Godric var ganske tålmodig, selvom han egentligt bare gerne ville være alene.
”Åh, ja, dog kun sit fornavn. Valkar.” Yorik rynkede kort panden, som han syntes det var sært. Godric så lidt tænksomt ud i luften. Valkar. Det navn lød sært bekendt. Det kom dog ikke lige til ham, hvorfor.
”Før ham til tronsalen.” Godric lagde bogen fra sig og kom på benene. Vagten bukkede igen. Ingen nærmere instrukser var nødvendige.

Når vagten vendte tilbage til kulden foran porten, ville han give ordren videre til lederen. Valkar ville blive ført ind af en sidedør, men først efter at han var blevet visiteret for våben. Derefter ville de to af vagterne, stadig med våbene rettet mod ham, føre ham ind i Dragorns dyb og til tronsalen, hvor Godric havde indfundet sig, siddende på den tunge stol med smukke udskæringer, der udgjorde det for Dragorns trone. Med en let håndbevægelse ville den gamle dværg bede de to vagter om at træde tilbage. Flere bevæbnede dværge var at finde i skyggerne i rummet. Ingen tog nogen chancer med deres elskede Than, ikke efter hvad der var sket de sidste år.

Med et undersøgende udtryk i de blege blå øjne, så Godric på manden. Valkar. Ansigtet virkede bekendt som navnet. Men hans hukommelse var ved at være fyldt godt op med navne og ansigter og han genkendte ham ikke med det samme.
”Valkar. Hvad vil du dværgene i Dragorn?” Trods alderen var hans stemme stadig fyldt med autoritær styrke og trods det venlige ydre, var den fast og bestemt. Man kunne ikke være i tvivl om, at det var Thanen der sad på tronen.

Valkar kunne ikke andet end anderkende dværgenes påpasselighed, de var ganske høflige men det var længe siden at der havde været så mange bevæbnede vagter der havde holdt ham selskab ude foran en lukket port. Denne dag var han en høflig gæst, og gjorde ikke andet væsen af sig end der var nødvendigt. 
At stå stille i den kolde luft var ikke just behageligt, men et nødvendigt onde, stoiskhed var noget dværgene respektere, det var han ganske sikker på.
Som ventet blev han lukket ind, hvor han uden brok afleverede sit sværd. Det var trods alt nødvendigt at være høflig.
Til hans overraskelse kom de dybere ind i riget end han havde ventet, han havde forventet at skulle tale med en leder af et håndværkerlaug, men det lod til at de var på vej mod nogen der er langt vigtigere.


Valkar ankom til tronsalen med rank ryg og sikre skridt. Dette var ikke stedet at vise svaghed, de første par minutter ville med al sandsynlighed blive afgørende. Han tog en dyb indånding, efter han gik mod den anviste plads foran thanen og bukkede dybt.
"Ærede Than, jeg takker for deres tid. Mit navn er Valkar af nogen kaldet Tordenklinge, jeg er her for at søge dværgenes hjælp med at genopbygge en borg" fremførte han med sikker stemme, hvorefter han tilføjede "Dagorns dværge er de bedste håndværkere i landet, så deres ekspertise ville være uundværlig i sådan et projekt" Hans nøddebrune øjne så nysgerrigt efter thanens reaktion på hans forespørgsel. 

Godric lyttede til mandens ord. Valkar Tordenklinge. Tilnavne var så meget nemmere at huske og det pludseligt op for ham, hvorfor manden var bekendt. For mange år tilbage havde han hjulpet en gruppe udsendte dværge i mod et orkangreb. Fulgt dem helt tilbage til Dragorn, hvor Thanen havde været yderst taknemmelig, da en ene af hans hustrus søstre, havde været en del af de udsendte. Tordenklinge, ah ja. Det havde været ikke så mange år efter at Osgar var blevet født. Man kunne ikke se det på Godric, men mentalt rynkede han panden. Det var over 100 år siden og her stod redningsmanden og så ikke et år ældre ud. Men forlydender om Tordenklinges død havde også nået Dragorn. Dengang. For så mange år siden.

Thanens undrende tanker fik ingen svar, som manden snakkede videre. Hjælp til at genopbygge en borg? Jaså. Det varede et øjeblik, inden Thanen rejste sig fra tronen, støttet til sin stav, og gik et par trin ned fra den forhøjning, som tronen stod på. Ikke helt ned, bare et par skridt, så han kom i højde med manden.
"Valkar Tordenklinge. Så har du endeligt besluttet at komme og benytte dig af den tjeneste, Dragorns folk skylder dig." Selvom hans stemmes tonefald var venligt, var der et let mistroisk glimt i de blege blå øjne, der undersøgende betragtede hans ansigt.
"Jeg må indrømme, at jeg er en smule overrasket, Tordenklinge. Ingen havde regnet med at se dig her igen, ikke efter ord om din død for kløerne af en grif." Som Than kunne man godt tillade sig at være lidt direkte. Og selvom Godric mest lignede en alt for sød bedstefar, kunne ger godt gemme sig en skarp tunge bag det hvide skæg og en skarp intelligens bag de milde blå øjne.

Selvfølgelig var Valkar ikke længere et menneske, ikke medmindre der var magi involveret, men hvad der så var sket, ville Godric ikke begynde at spekulere for meget i. Alt kunne lade sig gøre i denne verden. Og han var så gammel og havde set så meget, at han ikke rigtigt var rystet. Bare årvågen, for hvem kunne sige, om det var den samme Valkar, der stod her nu. Om det var hans ord om mandens påståede død eller hans skridt ned af trappen var svært at sige, men en raslen i salen afslørede, at våben blev gjort klar. Klar til at forsvare Godric og Dragorn fra denne ene mand, skulle det være nødvendigt. 
Den gamle dværgs øjne glimtede let af både undren, nysgerrighed og måske en lille bitte smule morskab, for der var noget ved situationen, der virkede... spøjst.

Valkar lyttede til Thanens ord, og da gik det op for ham at hans audience med et kunne blive meget mere skæbnesvanger end han havde forventet, Thanen viste hvem han havde været da han levede sit første liv.
Til Valkars held var han ganske god til at holde masken, Thanen måtte ikke se at det, for ham, var første gang de mødtes, ikke hvis at han skulle få dem til at udføre den tjeneste de skyldte ham. Før eller siden ville de nok se igennem hans bluff, og han ønskede ikke Dragorns folk som fjender, især ikke i stående i Dragorns hjerte, fortrædende for dets sjæl.

Valkar gik på knæ for Thanen og tog en dyb indånding imens han ventede på at Thanen var færdig med at tale. Nu måtte det briste eller bære.
"Højt ærede Than, jeg vil med glæde tage imod den håndsrækning Dragorn rækker ud, men først vil jeg hører om i stadig finder mig værdig" Valkar talte med sikker stemme, og rejse sig til sin fulde højde. Ud fra hans rejse kappe foldede hans vinger sig, hans vinger var ej hvide som ren sne, heller ikke sorte som natten. Nej de var som en rovfugls, som en krigers. 
"Deres overraskelse er forståelig, jeg døde i kampen mod griffen, og var død i flere år..." han tog atter en dyb indånding, med øje for Thanens reaktion. "Så jeg er ganske forstående hvis dette ændre på håndsrækningen..." 

Godrics blik lå undersøgende på Valkar, en mand der var blevet bedre til at skjule sine tanker end Godric huskede ham til at være. Men der var også gået mange år. Hvem vidste, hvad der var sket i mellemtiden?
Manden gik i knæ foran ham og Godric rettede sig lidt op. Han havde en tendens til at falde lidt sammen, noget der var kommet efter Dragorns tid under Mørket. Han lyttede nysgerrigt, men holdt en alvorlig maske, som det virkede til, at der skulle til at ske noget stort. Og ganske rigtigt. Lettere overrasket løftede han de buskede øjenbryn, som Valkar fremtryllede et par imponerende vinger.

Det var modigt, for i samme øjeblik raslede rustninger og våben som de kampklædte vagter trådte frem fra deres poster, klar til at kæmpe i mod den fremmede, der havde overrasket dem alle. Hurtigt løftede Godric en hånd for at stoppe dem. Der var ingen fare. Det var han overbevist om, selvom Valkar måske ikke var den, han havde været. Hvem vidste?
”Than…”
”Det er i orden.” Godric afbrød protesten fra Helan, hans trofaste personlige vagt, der var dukket op ved hans side. Roligt gik han de sidste trin ned og hen i mod personen, der havde vist sig at være en engel. Vurderende så de blege blå øjne op på den høje mand.
”Dragorn skylder Valkar Tordenklinge en tjeneste efter det, han gjorde for os. At årene er gået gør ingen forskel, ikke for en dværg.” Han kneb kort øjnene sammen og smilede så mildt. ”Og det ser jo ud til, at guderne har valgt dig værdig, siden de har skænket dig vinger og endnu en chance med livet.”

Han vendte rundt og begyndte at gå mod en dør i siden af salen, let støtten til staven, hvis besølvede ende gav en lyd, der ekkoede i salen.
”Kom med mig. Det lyder til, at der skal snakkes om en borg.”

Hans valg havde været risikabelt, det var ganske sikkert. Havde thanen ikke stoppet sine krigere, ville det ikke have taget dem lang tid at reducere Valkar til en blodig pøl. Til gengæld var Valkar ganske dygtig til at regne hans risici ud, således at han kom helskindet igennem. Dog var han ikke ude af hulen endnu.

Valkar bukkede for Thanens ord om vedholde tjenesten. Han lod sine vinger forsvinde igen, og med et mildt lysglimt var de atter borte.
"Jeg takker for deres ord og den pris de bærer" svarede han med venlighed i stemmen, som tingene så ud lod det til at han kunne opnå sit mål. Borgens stand havde længe irriteret ham, men han så potentialet i den, med tiden ville den opnå sin fordums storhed, nej... den ville opnå nye højde med ham som borgherrer.
"Led blot vejen, jeg vil gøre dem følge og se frem til vores snak" Måske virkede det underligt at han holdt på formerne, men det var som han altid gjorde for tiden. Det frusetrede ham dog at han ikke kunne huske Thanen, og ej hvor godt de kendte hinanden.

Godric gik ud af døren, der var både bred og høj nok til at større racer en dværgene kunne komme igennem. Da Valkar fulgte efter ham, sluttede tre dværge op, den ene Thanens egen personlige vagt. Godric sørgede for, at Valkar endte med at gå ved siden af ham, så han kunne skæve lidt mod ham. Manden var ikke som han huskede ham og et eller andet var forkert. Men Godric kunne ikke sætte en finger på hvad. Han gav sig god tid med at gå ned mod sit arbejdsværelse, som var hans ben ikke så friske mere. En kort brummen kom fra ham, inden han valgte at starte en samtale.
"Vi er stadig meget taknemmelige for din hjælp de mange år tilbage. Min hustrus broder og hans søn glemte aldrig, hvordan du overvandt varulven, der var gået til angreb på dem på deres rejse til Medanien." Hans blå øjne gled op mod mandens ansigt for at vurdere hans reaktion. Der var intet over den gamle mand, der antydede at han måske var ved at afprøve englen. Det var det gode ved at se så gammel og skrøbelig ud, det skjulte lidt, hvad der foregik inde bag det imponerende skæg.

Der var ikke langt ned til det store rum, der fungerede som arbejdsværelse. Selve rummet havde plads til omkring 40 kampklædte dværge. Langs væggene stod bogreoler og diverse ting som buster og endda en enkelt potteplante med skarpe røde blomster. En pejs med ild varmede rummet op til en behagelig temperatur, trods klippevæggene rummet var skabt af.
Godric gik først ind af døren og fortsatte over til den robuste stol, der var dækket med skind og pelse, så den var behagelig for den gamle dværg at sidde i, der stod bag det meget store og massive skrivebord. Helan gjorde tegn til, at de to andre dværge skulle blive uden for døren og gik ind efter Valkar og lukkede døren. Den alvorligt udseende dværg placerede sig så ved siden af døren og det var tydeligt, at han var der for at passe på Thanen, men at han også skulle behandles som usynlig. Og Godric ignorerede ham også og koncentrerede sig om Valkar.

Dværgenes håndværk var i sandhed imponerende, en smule kantet til hans smag, men imponerende under alle omstændigheder.
Det var et behageligt afbræk, at der kun var tre dværge der ventede på at ville slå ham ihjel. Thanens spørgsmål overraskede ham ikke, det var nok en form for test. Hans ansigt lignede en der tænkte sig om et øjeblik før han talte "Jeg mindes ikke at have været i Medanien og værnet mod varulve" han huskede ikke meget om sit første liv, men han mente at han kun havde været i norden. "Desværre har jeg mistet mange af mine minder, så jeg håber at de kan bærer over med mig hvis at der er huller" svarede han med en snært af sorg i stemmen. Det frustrerede ham at han ikke havde hans minder længere, og samtalen med ypperste præstinden havde kun givet ham mere lyst til at finde dem igen, men det var en tanke han måtte gemme væk, dette var hverken tiden eller stedet til det.

Som de gik ind i arbejdsværelset kiggede Valkar rundt og observerede omgivelserne, at ignorede liv vagten faldt ganske naturligt, men han holdte aktivt styr på hvor vedkommene var i lokalet. Han var ikke sikker endnu.
"Interessant plante, kan de overtales til at fortælle om hvilken slags det er?"

Godric så afmålende på manden, som han gav sit svar. Korrekt. Der havde ikke været varulve involveret i den historie. Det havde været orker. Mandens næste ord afslørede måske hvorfor, at Godric fandt manden forkert. Han kunne ikke huske. Måske han også havde glemt dværgenes ord om at skylde ham en tjeneste? Det ville i hvert fald give mening, i forhold til den lille alarmklokke, der bimlede et sted i Godrics hoved.
Han blik gled over til den røde plante.
”Vi kalder den en blodenke. Den lever under jorden i mørket. Blomstrer hvor blod har fundet til hvile i klippen. Den synes ikke at have behov for dagslys og skal sjældent vandes. Den taber først sine røde blomster, når den dør. Denne blomst var dukket op i den gamle minegang, der var kollapset for mange år tilbage. Godric havde haft den stående i mange år efterhånden.

Han rettede atter blikket mod manden og indbød ham at sidde i stolen på den anden side af bordet med en bevægelse med hånden. I dværgehøjde, selvfølgelig, men det måtte besøgende klare sig med. Dværgene var for stolte over deres race til at have ”almindelige” stole stående, som jo var forkerte i deres optik.
”Du har helt ret. Tilgiv en gammel mand for at lege en lille leg. Din heltedåd var at frelse en lille gruppe dværge fra et orkangreb ved bjergene i vest. Min hustrus søster var blandt dem, du reddede.” Han så stadig undersøgende på ham. At komme ene mand og bede om hjælp til at bygge en borg, hvis man ikke vidste, at man havde et godt forhold til dværgene i forvejen, var farligt i disse tider.

”Jeg beklager dit tab af minder. Men dværgene står ved deres ord og vi skylder dig en tjeneste. Så fortæl mig om borgen, du ønsker at genopbygge. Han lænede sig tilbage i stolen, klar til at lytte, vurdere og regne. Hvor mange dværge skulle der til, hvor mange sten og hvor længe ville det tage? Nok var han Than og derfor ikke kendt i noget som byggeri, men han vidste nok til at kunne tage sådanne vurderinger uden at have sin byggemester ved sin side.

Valkar nikkede anderkendende som Thanen fortalte om planten, en overaskende poetisk plante.
"Jeg takker for deres forklaring, det er interessant at den viser at liv kan springe fra død, et budskab der er værd at huske" Han så tænksom ud. Det var svært ikke at anderkende lighederne mellem dem og dele af det at genopstå som en engel, måske han skulle have sådan en plante til sig selv.

Han lyttede atter, i sit inderstede undrede det ham at det blev beskrevet som en helte dåd, af hvad han selv havde fundet ud af om sig selv, lød det for godhjertet af den han var dengang "Alt forladt, det er trods alt længe siden" I thanens sko ville han selv have gjort lignende ting. "Måske de kan overtales til at fortælle hele historien en dag?" måske det ville hjælpe ham til at huske det, hvis at han hørte hele historien. 

"Atter en gang takker jeg dem ærede Than, dværgene er i sandhed et folk der står ved deres ord" Valkar fandt en stol satte sig til rette i den. "Mød øst ligger en ruin af et slot ud til havet, ruinen har stået hen i mange livstider. Hvilket gør at den er i elendig stand, dele af den lader til at være styrtet i havet efter et jordskælv" Han så tænksom ud, og det lignede at gumlede på mulighederene. Hvorefter hans øjne atter faldt på blodenken "Jeg ved at dette er meget at spørge dem om, men jeg håber dette kan være med til at sikre området til en bedre fremtid, et symbol på at fra død kan der springe nyt liv"

Den gamle dværg fortsatte med at betragte englen. Godric var normalt ganske høflig af sig, men samtidigt havde han også været leder for et folk i en dværgealder efterhånden. Og det havde givet ham nogle lidt mindre høflige vaner, som at se lidt for meget på de folk, han var i samtale med. Det var blevet sagt før, at han gjorde folk ubehageligt tilpas. Men det var, hvad han gjorde. Vurderede folk, forsøgte at se deres indre. Og denne mand var svær at tyde. Hvilket gjorde, at Godric ikke kunne komme af med en nagende fornemmelse af, at der var noget galt. Men han skjulte den følelse og lyttede til Valkars ord. De første fik blot et nik ud af ham, de næste et venligt smil.

”En historie jeg med glæde genfortæller. Desværre er Ylandrina gået bort og kan ikke selv fortælle den. Mange år er gået.” Ylandrina, der havde været tæt med sin søster, Guinevere, hans ligeledes afdøde hustru. Det gav et stik i hans gamle hjerte, hver gang den tanke strejfede hans sind.
”Men hun levede til en god alder, takket være dig.”

Som Valkar fortalte om ruinen, nikkede Godric. Han havde nok hørt om den, dog ikke selv lagt øjne på den.
”Det er en stor opgave, det er en gammel ruin. Men jeg er sikker på, at min bygmester vil se det som en ære.” Det var lidt af en underdrivelse, den brede dværg ved navn Bagran, ville blive ovenud lykkelig for at få lov til at genopbygge den gamle ruin. Opgaven ville give en del arbejde, især med fremskaffelse af gode sten, men selvom mange dværge var døde under besættelsen, burde de kunne undvære nok. Deres hjem var efterhånden bygget op igen efter mørkets ødelæggelser. Og det ville give en mulighed for at fokusere på andet.
”Jeg vil snakke med min bygmester om det og han vil nok gerne komme forbi og se bygningen, inden han sætter for meget i gang.”

Valkar gjorde sit for at ignorere Thanens evige stirren. Følelsen af at nogen forsøgte at se hvem han var normalt ikke noget der bekymrede ham synderlig meget, men det var en anelse nervepirrende når det var en der havde kendt ham fra før hans andet liv var startet. Tanken om at en anden havde en bedre idé om hvem han var, gnavede i baghovedet på ham. Det var dog stadig en tanke der måtte lægges til side, han var ikke færdig endnu.
Valkar nikkede som Thanen svarede ham "Jeg kondolere deres tab, men det vil være mig en ærer hvis de ville finde tiden til det engang" Der var ingen årsag til at presse for at få historien nu, han havde fornemmelsen af at der var en del sorg i den gamle dværg.

"Det vil være mig en ære at have deres bygmesters hjælp" Det ville dog sikkert også skabe nogle problemer, men i det mindste noget han kunne arbejde uden om. Hans hjem ville i sandhed føles anderledes med en masse dværge der arbejdede, dog var det ikke noget der burde komme i vejen fra hans mål.
Valkar bukkede kort nakken for Thanen. "Han skal være mere end velkommen, de må endelig sige til hvis der er noget jeg kan være dem behjælpelig med?" 

Godric nikkede let ved den andens kondolence som tak. Derefter lagde den gamle dværg hovedet lidt på skrå og lod englen tale færdig, inden han selv sagde noget i igen.
"Du skal være velkommen til at blive til i morgen, du har en lang rejse hjem. Bliv, få varmen, oplev Dragorn og hør en gammel dværgs historier. Og fortæl nogle af dine egne." Det var et tilbud, ikke en ordre, men det ville være ganske praktisk, hvis manden blev. Han ville selv kunne tale med bygmesteren og de kunne komme nærmere en aftale og en løsning på hans bygningsproblem. Men hvis han hellere ville hjem med det samme, kunne det også arrangeres. Så ville Bagran blot gribe en passende håndfuld dværge og dukke op en dag inden så længe med det udstyr, der skulle til.

Godric var vældigt interesseret i denne engel og håbede, at han havde lyst til at blive til næste dag. Det var en kærkommen ændring i rutiner og en afledning for dværgens egne triste tanker, der virkede til ikke at ville slippe ham. Men hvis Valkar ville hjem, ville han acceptere dette og bruge resten af dagen på det han plejede. Ingenting. Eller så meget ingenting, han som leder af et folk kunne få lov til, men det var som om, at folket havde besluttet sig for, at han havde brug for fred og ro og havde fordelt en del af hans pligter i mellem sig. På den ene side var det fint, på den anden side følte han sig tilovers og en gæst ville være en god måde at tilbringe dagen på.
Lige meget hvad Valkar sagde, ville Godric skubbe sig ud af stolen og gå rundt om skrivebordet for at stå lidt fra ham, en bevægelse, der fik vagten ved døren til at træde et skridt frem, så ubemærket som muligt.

Valkar bukkede hovedet ærbødigt for Thanens ord. Et tilbud der ville kunne skabe mange problemer, og en dag hen ikke behøvede at være ude i kulden var noget der i sandhed var tillokkende. Men hvis han sagde ja skulle han være yderst påpasselig, han behøvede ikke træde meget forkert før at alt han havde opnået hos Godric ville styrte i grus. At tage hjem ville være det sikre valg, da han havde opnået hvad han kom for, og Godric villle med al sandsynlighed ikke se ned på ham.
"Jeg tager gerne imod deres og Dragorns gæstfrihed" Det var en risiko, men en han var villig til at løbe. Der var simpelthen for meget han kunne vinde på at blive. Samt måske ville nogle af den gamle dværgs historie hjælpe ham med at genvinde nogle af hans minder. Og blot for det var han villig til at tage mange chancer. For hans manglende hukommelse, var en af de ting der gik ham mest på. 
"Er der nogle steder man bør se, når man er her som gæst?"

Til Godrics glæde tog Valkar i mod hans tilbud om at blive. De blå øjne lyste lidt op og smilet fik rynkerne til at krølle på en mindre sorgfuld måde. At se frem til en dag med en gæst, han huskede som ganske behagelig at være sammen med, gjorde ham glad. At han samtidigt måske kunne få stillet sin nysgerrighed over manden, som han ikke var helt sikker på, fortalte alt, se det var bare en bonus.
”Det glæder mig at høre. Jeg er sikker på, at du ikke kommer til at kede dig.” Han vendte blikket mod Helan og gav ham et nik for at sige, at det var bestemt. Vagten så ikke helt tilfreds ud, men bukkede let.

”Vi kan starte i smedjerne, det er nok det, de fleste finder mest imponerende ved Dragorn.” Der var stolthed i hans stemme. Ikke at han havde tænkt sig at vise Valkar mere end en brøkdel af de store smedjer, men lidt ville han se. Den sædvanlige tur, de fleste gæster fik, en tur der ikke afslørede for meget, foregik igennem kringlede gange og ikke gjorde det let for folk med onde intentioner at huske, hvordan man kom rundt og hvordan man fandt ting. Den gamle dværg lavede en bevægelse og vise Valkar ud af døren, som Helan åbnede for dem. Godric tog staven og fulgte efter. Som han gik forbi Helan stoppede han op og sagde nogle dæmpede ord på Dragoran, hvilket fik Helan til at nikke. Godric smilede til Valkar og viste ham ned af gangen med en hånd i retningen.

Valkar smilede et venligt udseende smil. Det virkede til at have mildnet den ældre dværg, forhåbentlig ville det gøre at han ville stole mere på hans ord. Men han viste bedre end at være mindre på vagt, han skulle helst forblive i dværgenes gunst. "Med dem som vært skal det nok blive interessant" en sandhed der var ganske svær at løbe fra.

"Ja så? Jamen led blot vejen og jeg skal slå dem følge" svarede han varmt og gav et kort nik. Egentlig var han ikke synderlig interesseret i smedekunst, men historierne fortalte om hvor storslåede og imponererende Dragorns smedjer var. Hvilket gjorde det til et syn der var værd at se.  "Hvordan forholder det sig med mad heromkring? jeg kan forstille mig at det er en smule besværligt at dyrke ting?" han var tydeligt nysgerrig, det kunne være at han kunne være dem behjælpelig med mad udefra, en handel der kunne være gavnlig på længere sigt.

En dæmpet klukken lød fra den gamle dværg, som hans gæst mente, at det nok skulle blive interessant med en tur igennem Dragorn med Godric som vært. Åh jo, han plejede nu nok at kunne underholde sine gæster. Han var en smule rusten, men mon ikke, at han kunne få den anden til at se det som en spændende oplevelse.
Godric begyndte at gå ned af gangen, en gang der var smukt udhugget og på ingen måde gav fornemmelsen af, at de gik rundt inde i et bjerg, trods manglen af vinduer. Snart ville han dreje ned af en lidt mindre gang og føre Valkar ud på en omvej til smedjerne.

Englens nysgerrige spørgsmål var ganske logisk, det var nok svært at forestille sig, hvordan man kunne skaffe mad inde i et bjerg. Godric havde et let smil på ansigtet, mens han svarede.
”Vi har nogle gode handelsforbindelser med det nordlige folk, men også syd for grænsen. Det skaffer os både kød og grønt. Men vi har også både dyr og planter, der lever i selve Dragorn og skulle vi blive besat, vil vi kunne klare os i mange år.” For ikke at tale om de lagre de havde af mad. Magi kunne udrette meget.

Som de gik dybere ned lod Valkar sine fingre glide hen over den udkårede klippe. Det var ganske smukt håndværk, hvis bare en del af det arbejde der måtte være lagt i denne tunnel, blev lagt i arbejdet på hans borg. Kunne den ikke andet end blive som en juvel i det ellers kedelige grå landskab. Et smil krøb over hans læber, det tydede på at dette havde været det rigtige valg trods alt. 

Den mindre gang var ikke overraskende mindre imponerende, dog var thanens svar langt mere spændende. "Jeg ser, det lyder ganske imponerende. Jeg har nogle forbindelser i Lazura hvis det kunne være jer behjælpeligt? Hvis det er så stiller jeg mine evner til rådighed" Han burde have forudset det, riget havde trods alt være her ganske længe, men i det mindste lød det ikke til at de havde så meget kontakt med syden som han ellers havde ventet. "Planter? jeg undskylder for udtrykket men jeg havde lidt ventet spislige svampe eller lignende, men dog ikke planter" spurgte han høfligt med en nysgerrig tone, som de bevægede sig tættere på smedjerne.

Det gik ikke Godrics opmærksomhed forbi, at Valkar virkede ganske imponeret over de udhuggede gange. Det var skam også ganske imponerende, især når man tænkte på, hvor gamle de var. De havde ikke haft behov for at udvide i mange år, så de fleste af de nyeste gange var ældre end Godrics oldefar. Men kunsten var ikke glemt og hvis de skulle reparere en borg, ville det tydeligt kunne ses, at det var dværgehåndværk. Detaljerne ville tale for sig selv.

Godric vandrede af sted i et langsomt tempo, der passede til hans gamle ben, let støtte af den sølvbeslåede egetræsstok. Han virkede svag og gammel, men gjorde heller ikke noget, for at virke som andet. Han var gammel og svag, men ikke døden nær som nogle måske kunne komme til at tro. Nej, langt fra.
"Dine evner?" Igen et direkte spørgsmål, men tonen var nysgerrig, ikke fornærmende. Han ville blot have uddybet, hvad englen mente med evner. "Men vi er altid på udkig efter nye handelsforbindelser, tiderne ændrer sig jo hele tiden og der hvor man før havde en ven, har man måske ingenting." Det var med vilje, at han ikke sagde fjende, men for ham var det skal en skjult hentydning til, at han ikke vidste, hvor han præcis havde Valkar henne.

Smilet blev en smule større, som englen udtrykte forvirring over, at han havde sagt planter.
"Dragorn er et gammelt sted med adgang til gammel magi. Jeg gætter på, at vi har flere hemmeligheder end Mørket og Lyset tilsammen." Han blinkede til englen, som lavede han sjov - men det skulle ikke undre ham, hvis han havde ret. Dragorn var gammel, dværgene et gammelt folkefærd, og meget af det magi de besad, var glemt i resten af Krystallandet. Ikke at dværgene som race var et magisk folk, men bjerget selv var spækket med magi, ingen i dag vidste, eksisterede, knap nok dværgene selv. 
Det var måske en farlig ting at fortælle om, men det var nok noget de fleste kunne gætte sig til alligevel.