Til trods for at de indsamlede kviste var blevet bundet sammen med et umådeligt primitivt reb af sammenbundne solide græsstrå, var det ikke mindre besværligt for den unge kvinde at balancere det under sin ene arm, mens den anden havde et fast greb i en høje stav. Uden længere at eje gaven til at se, var det pludselig mange utallige ting, hun skulle koncentrere sig om på samme tid. Staven skulle slås ned i jorden korrekt for at skabe det bedst mulige ’billede’. Hun skulle afkode hvad hun følte i sin krop til netop dette ’billede’. Og selv derefter kunne hun aldrig være sikker på ujævnheden af det underlag hun fik på, så selvom hun ejede en fabelagtig balance evne, vaklede hun stadig i tide og utide, når hun bevægede sig rundt med langsomme og svagt usikre skridt.

Hovedstaden lå mange dage bag April nu. Uger vel og mærket. Rejsen havde allerede taget hende betydeligt længere tid, end hvad den ville have gjort, hvis hun havde rejst før efteråret havde kommet og medbragt hende ulykke. Flere gange når hun havde gået langs landevejene, havde hun svajet for meget ud på selve vejen og været ved at blive kørt over af travle vogne. Men prøvede hun at begive sig hovedsageligt igennem terræn og skove, var risikoen for at hun fór vild for høj. Dog var der som regel der hun søgte hen for at slå lejr i fred fra andre vandrende.

Hun stoppede brat, som hun havde nærmet sig sit nyeste tilholdssted og løftede ved vanesag sit hoved for at se sig omkring, trods hun så intet andet end mørke, nu hvor hun stod stille. Hun slå staven mod jorden og i en bølge i hendes hoved blev hun gjort opmærksom på sine omgivelser. Den lille lysning, der meget vel ikke var stor nok til at det var en god idé at have et bål tændt. Bålet, der ikke længere havde andet end et par glødende rester - ikke at dét var noget hun kunne ’se’. Men der var noget andet.
Hun slå staven ned igen og fik endnu en bølge af indre synlighed. En stolpe. Nej. En skikkelse. Hendes krop spændte straks op under kappen, der havde holdt hende både skjult og varm. Grebet om staven blev strammet op, og hun bed lettere arrigt sine tænder sammen. Hun slog staven ned igen. Og med et friskt ’billede’ slap hun brændet for at have sin frie hånd skabe en cirkel-glyph under sine fødder. På et split sekund blev hun på sin vis kastet frem fra sin placering blandt træerne. Det var et mirakel, at hun faktisk landede nær skikkelsen, nok til at hun tvang sin stav nede omkring skikkelsens fødder for at feje dem væk fra jorden og tvinge hvem end det var i jorden. I et håb om at hun havde fået individet ned at ligge på ryggen trådte hun et skridt frem over det og rettede truende stavens spids mod, hvad hun troede var dets hals, men grundet mangel på kondination blev spidsen rettet mod jorden lige ved siden af individets hoved.

”Hvem er du?!” Hun stirrede ned på ham med blinde øjne bag læderdækket. ”Svar mig! Jeg er ikke bange for at gøre dig ondt!”

Hvis man de seneste uger havde passeret Amazonitskovene, eller gået lidt rundt deri, havde man nok stødt på mørkelveren der for en stund havde slået sig ned her. Det var et af de nemmere steder at gemme sig, og efter at mørket havde forladt skoven var det ikke ligeså farligt at gå rundt herinde nu, men det kom dog med en anden fare. At blive opdaget af sumpkentaurerne, som mente at deres territorium strakte sig længere ud end sumpen. Det havde også resulteret i at Útíradien endelig var stødt ind i en og havde meget grovt fået at vide at han skulle forlade skoven eller blive mødt med konsekvenserne.  Mørkelveren var ikke ligefrem selvmorderisk, så han tog sine ting og var nu på vej ud, eller i hvert fald længere væk fra sumpen. Det var en langsom færd når man var blind.

Et par klik kunne høres med hans tunge som han gik, men selvom det skulle orientere ham om hans færd, og tingene han kunne gå ind i, var det ikke nok til at advare om kvinden der praktisk talt kom flyvende mod ham. Et par 'billeder' blev sendt til ham, men før at han overhoved kunne registrere noget lå han fladt på ryggen, og en arrig kvinde oven på ham. Lige med det samme accepterede han sit underlag. Útíradien vidste udemærket godt at han ikke kunne vinde mod kvinden på nogen måde.

Forsigtigt rakte han op, og mærkede efter hvad der var blevet rettet mod ham, selvom det kun var ved siden af ham. Ikke nok til at han tog fat i det, eller at det kunne virke til at være en aggressiv handling, men mere bare for at få en ide om hvad det var han måske ville blive ramt med.
Vinden kunne nu også mærkes mod hans ansigt og han var ikke i tvivl om at den fremmede ville have fået øje på hans race på det her punkt, for det slog ham ikke ind at hun kunne være blind. Det ville man ikke tro når det var nogen der angreb på denne her måde.

"Mit navn er Útíradien, det var ikke min mening at skræmme dig," sagde han så roligt han kunne, selvom hans bryst hævede og sænkede sig forholdvist hurtigt, da han stadig lidt var taget af det shock af at blive angrebet. Det var trods alt ikke sådan noget der skete alt for meget for ham, selv når han var ude i det fri og folk måske fik øje på at han var en mørkelver. De fleste var for skræmte.

Uden effekten fra staven var alt sort for hende, så selvom at det kunne udgøre et fantastisk våben i dens lette men ufattelig robuste stand, gav det hende megen ulempe, når den blev svunget omkring i luften, hvor ingen overflader kunne blive mødt. Det påvirkede altid hendes balance på en måde. For selvom at hun blev stående så fast som muligt med en smule af den sikkerhed, hun havde haft med et spyd før ulykken, snurrede det ubehageligt i hendes hoved, som hun stod der. Og hun blev blot afbrudt yderligere i sin koncentration, da noget - han - rørte ved staven, hvilket gjorde hende nød til at lige træde bedre til for ikke at vælte omkuld.

Útiradien. ”Det lyder elvisk.” kommenterede hun så endelig efter at have pint ham med eftertænksom stilhed. Staven svang hun endelig lodret op og slog den ned i jorden. En placering der skulle vise sig at være kun meget få centimeter væk fra skikkelsen, der lå under hende. Der var ingen afslørende træk ved ham. For hende var han blot et omrids, der tilfældigvis var enten en nuance mørkere eller lysere end græsset, han lå på. Hun var aldrig sikker, så ’billedet’ forsvandt så hurtigt. ”Hvad gør en elver så langt fra Elvery? Jeg havde forventet at hele elverfolket var draget dertil efter udvisningen.”
Aprils stemme var blevet langt mindre hårdt i takt med, at han havde forsikret hende, at han ikke medbragte nogen fare. Han havde tilmed virket mere bange for hende, end hun havde været af ham. Han havde knap nok tøvet med at give hende sit navn. Og han havde undskyldt lige derefter. Hun trådte så endelig væk fra ham for at lade ham komme op. Hun rakte ham dog ikke sin hånd. Hun havde umuligt kunne skade ham nok til at gøre ham fuldkommen invalid. Desuden brugte hun helst ikke den anden arm med mindre det var virkelig nødvendigt. ”Eller har udvisningen spredt sig …” Hun skulle lige minde sig om, hvor hun befandt sig andet end syd for Hovedstaden. ”…til Medanien?” spurgte hun fortsat med en klar teori, om at han var på sin ydmyg bag til elverriget efter at være blevet smidt ud af sin by.

Der var noget galt. Først staven der ikke var rettet mod ham, men mod jorden, og nu dette 'lyder elvisk'. Enhver ville kunne se hvad han var. Den mørke hud og lange ører var ikke til at at tage fejl af, og det var begrænset hvor meget hætten og håret gemte det i øjeblikket. Hun kunne ikke være... blind? Kunne hun. Der var ikke mange der overlevede i det fri med sådan et handicap, men han vidste at det ikke bare var fordi hun var ignorant. Hun kendte tydeligvis til elvere og Elverly, så grundkendskabet var der.

Som hun langsomt fjernede sig fra ham, begyndte han forsigtigt at komme op på benene, et par klik lød fra ham, men ellers sagde han ikke noget før at han var på benene. Vandrestaven han selv havde tabt havde han også grebet, så den kunne hjælpe ham op. Der var en real fare for at hun ville vælte ham af benene igen når hun fandt ud af at han var en mørkelver, men alligevel tog han chancen. Hvis det var information han var villig til at give, så tvivlede han på at hun ville have sådan et problem med mørkelvere at hun ville dræbe ham på stedet. Især fordi at hun allerede antog at han var en skovelver. Noget af længste fra hvem han kunne være.
"Elvisk ja, men jeg må desværre sige at din teori om Elverly er forkert, og jeg kender heller ikke noget til denne udvisning du taler om. Byerne er ikke et sted jeg begår mig hvis jeg kan undslippe," forklarede han roligt, og lænede sig lidt på sin stav. "Jeg ønsker ikke at fornærme dig, men da jeg selv ikke kan se noget, bliver jeg nødt til at spøge... er du selv blind? Dine antagelser ville nemlig have været meget anderledes hvis du kunne se, vil jeg antage i hvert fald," indrømmede han. Han håbede ikke at hun skulle til at vælte ham igen.

For en hver anden der kunne se, ville kunne overvære, hvordan Aprils ansigt fortrak sig i undrende folder. Hun var ikke blind for at mange i Krystallandet holdte sig på afstand af byerne. Og da specielt de større af dem, men hans uvidenhed om udvisningen var ikke noget, hun havde forventet. Han var en elver. var han ikke? Han havde på sin vis bekræftet i det hvert at dén del af hendes teori var korrekt. Så hvorfor havde han ikke hørt om den? Den var godt nok ikke trådt i fuld kraft, da hun havde forladt Hovedstaden, men det var et godt stykke tid siden nu. Det burde have spredt sig selv til de ikke ramte steder. Kilens Orden var trods alt over alt på nuværende tidspunkt.
Men dét der gravede brynenes kløft dybere, var hans påstand, at hun var blind. Og der var da heller ikke plads til at komme udenom hvordan han samtidig havde indrømmet for hende, at han besad den selv samme svaghed. Af gammel vane have hun straks rettet sit ’blik’ mere direkte mod ham - eller hvor hun troede, at han befandt sig, og hun rettede ubevidst på sin kropsholdning. Gjorde sig selv mere rank, mens hun en enkelt gang spillede sine fingre omkring stavens skaft.

”Det er korrekt.” Hun havde nær bare nikket af ham. Det her var en smule bizart, så den intimiderende attitude havde meget muligt faldet med et par sølle grader. ”Jeg følger dog ikke, hvorfra De kom til den konklusion? Jeg husker ikke, at have givet meget indikation om mit mangel på syn.” Hun slog staven mod jorden. Bare for at sikre sig, hvor hun havde ham henne. Hun kunne endnu ikke stole på sin hørelse til at placere folk. Det var kun fordi, at han var så tæt på, at hun kunne få en nogenlunde fornemmelse.
April flyttede en smule på sig for at stå så meget med fronten til ham, som hun kunne, hvorefter hun flyttede sin stav mere ind foran sig og tog om den med begge hænder. ”Er De da så modbydelig af udseende, at folk plejer at vige langt væk ved første øjefald? Jeg husker ellers tydeligt fra da jeg kunne se, hvor tiltrækkende og dragende I elverfolk som regel er.” Når det kom fra hende var det ikke så meget en kompliment frem for en konstatering. Det var en fact, som selv hun havde sagt god for.

Et lille smil spredte sig på Útíradiens læber. De var af to ganske forskellige støbninger, for han kunne høre hvor næsten fornærmet hun virkede over at han pointerede en så stor en svaghed. Eller måske var det mere at hun havde gættet forkert med hvem han var, men det var nu også ganske svært at påpege hvilken race han var uden et syn. Race var trods alt mest af alt et udseende man kunne gå ud fra. Der var selvfølgelig sproget og kulturen bag, men det var svært at se med det blotte øje, og endnu sværere at høre sig frem til på det første møde.
Han holdt lidt  mere fast i sin stok, som han kiggede ud i det blå, og lyttede til hvor hendes stemme kom frem. Ikke langt fra ham, ca. lige foran ham. Han vidste i så fald hvor slagene ville komme fra, hvis de kom. Han håbede bare at hun havde nok bamhjertighed til ikke at slå ham ned, når hun vidste folkefærdet han var fra. Forhåbentlig var hun heller ikke en del af Lyset der havde jagtet mørkelverne det sidste stykke tid, hvilket de nok egentlig var stoppet med, hvis der var en forbud mod elvere i de større byer. Útíradien kunne i hvert fald ikke følge med i hvad der skete i det politiske spil her i Krystallandet, og han var egentlig ikke så interesseret, så lang tid at der ikke var en større jagt på mørkelvere eller ham.

"Nogen ville mene det, især skovelverne, hvis du nogensinde har snakket med dem," svarede han. Der var selvfølgelig mange skovelverne ikke mente var gode nok for dem, men det var sjældent de havde sådan et indædt had til nogen racer, som de havde til mørkelverne. Mørkelverne var som en sort plet på deres historie, når ddet der i virkeligheden var sket, var at skovelverne havde efterladt deres egne til at blive tortureret og vendt til mørkt. At mørkelverne nu var glade for det... det havde Útíradien nogen dage svært ved at forstå.
"Jeg er et jaget folk hos skovelverne, og sidst jeg hørte, havde Lyset også indledt en jagt efter mit folk. Hvis det ikke er indikation nok til hvad jeg er, kan jeg ligeså godt fortælle dig, men jeg håber at du vil spare mit liv, selvom jeg er en del af mørkets elvere," sagde han. Han havde ikke meget lyst til at dø lige nu, og egentlig kunne han nok have undgået det hvis han ikke skulle prikke til at hun var blind, men han foretrak at være åben om hvem han var. Ofte følte han er sandheder fik ham længere end løgne.

April gjorde ikke decideret store øjne under læderdækket. Først og fremmest fordi de var tvunget lukket. Selv uden evnen til at se, bevægede hun sig, som havde hun den endnu. Området omkring hendes øjne var trods alt ikke skadet. Ikke længere. Efter at have været så ufattelig heldig at faktisk få de overfladiske skader set til af en healer, fungerede hendes øjenlåg præcis som de plejede. Og hun var stadigvæk nød til at blinke som normalt for at væde øjeæblerne. Men resten af hendes reaktion var relativt mild. For nævnelsen af hans race fik det ikke til at stikke varslende i hende. Ikke nok til at hun ønskede at vige tilbage og spænde yderligere op i kroppen. Det var dog måden han var så ydmyg på, der var skyld i det meste af overraskelsen, hun nok udstrålede.

”De har indtil videre ikke givet mig nogen som helst grund til, at jeg ikke skulle spare Deres liv, Útiradien.” forsikrede hun ham med en rolig, næsten følelsesneutral stemme i forhold til den svagt arrige, hun havde mødt ham med fra starten. Godt nok udtalte hun hans navn, som han havde fortalt hende, men det lå underligt på endes mennesketunge. ”Jeg angriber ikke uden grund. Og dræber derfor heller ikke uden grund. Det er en god ting for Dem, såvel som andre, at huske.”  Spørgsmålet var bare for logiske hendes grunde behøvede at være. For selvom hun af ord kunne give udtryk for at blot ligge på midterlinjen, sad hun også inde med visse fordomme.
”De er ikke min første mørkelver,  jeg har mødt og som ikke har udset sig at gøre mig ondt. Og jeg er blot et menneske.” Han havde fortalt hende om sin race. Og for at han bedre forstod hende, kunne han vel godt kende til hendes til trods for at hun mistænkte ham for at allerede vide det.

Der var en smule stilhed fra hende - og hvis han heller ikke talte - var det et delt øjeblik, før hun igen diskret slog staven i jorden. Det kunne næsten føles som en isbryder, da hun efterfølgende åbnede munden igen: ”Er De healer?”

Fordi der blev snakket, havde Útíradien en rimelig solid ide om hvor April gik henad, og selvom hun prøvede ikke at være for åbenlys med staven, hjalp den også ham til at danne 'billeder'. Ikke at der var nogen grund til at nævne dette højt for hende. For nu nød han at observere uden at være i fare for faktisk at blive angrebet. Det var et stykke tid siden at han sidst havde mødt en ny person, og endnu længere tid siden at han havde mødt en anden blind person. Det skete til tider, men den sidste han kendte der brugte lidt af samme metode på at se, som han gjorde, det var oppe i Norden. Da han var blevet angrebet deroppe. Hende der havde lært ham at gøre det.

Det var altid lidt interessant at høre en ikke-elver udtale det svære elviske navn. Det lå ikke så godt i munden som mange andre elvernavne gjorde, ikke at det var et problem for ham.
"Jeg takker for din barmhjertighed," sagde han blidt og bukkede lidt på stedet, selvom hun ikke ville se det, men hvis han havde ret i at hun selv brugte en måde at se på, så ville hun måske opdage bukkeriet. Ikke at det var et dybt buk. Ingen grund til at miste balancen for noget ingen af dem i princippet burde kunne se.

"En healer? Et usædvanligt spørgsmål at stille en som mig," sagde han undrende, da mørkelvere ikke normalt var givet en gave til at heale, og hvis de var, så endte de typisk som shamaner. En position der var velset i mørkelvernes samfund, hvilket også betød at det var sjældent at støde på dem. "Var der noget der gav mig væk, som denne position som healer?" spurgte han så. For han var en, men han havde ikke forventet at der var noget der skreg det omkring ham. Han havde ganske vidst nogle urter på sig, men han lavede mest af alt sindshealing, siden hans magiske kræfter lå der.

”Nej. Ikke det mindste, faktisk.” svarede hun ham gennemtrængende ærligt med et hint af et suk. ”Jeg spørger blot ud af eget håb. Ser ud, jeg bevægede mig ned et uheld for tæt på en krage… eller en ravn… Jeg er ikke sikker på, hvad hvilken det var, men jeg kom for tæt på en større fugls rede. Den angreb – instinktivt – og fik kradset et par dybe flænger i min ene overarm, før jeg fik slået en ihjel.” At dræbe et dyr havde været nyt får hende, men det var blevet en nødvendighed, da hun var løbet før for føde. Selv om meget unge, før hun blev smidt på gaden for en retfærdig forbrydelse, havde hun ikke engang så meget som hugget hovedet af en kylling til aftensmad. Hendes bror havde altid gjort det for hende. Det var derfor lidt
af et mirakel at det overhoved var lykkedes hende indtil nu. Især med handicappet.

”De mindre skrammer er helet fint, men jeg er bekymret for, at der er gået betændelse i flængerne. Det er gradvist blevet sværere og sværere for mig at løfte min arm over skulderhøjde. Og jeg kan ikke lægge på den uden at det smerter.” forklarede hun ham yderligere og rullede forsigtigt med skulderen for at sikre sig, at det stadigvæk var sandheden, hvilket straks fik hendes ansigt til at fortrække sig en smule pinefuldt. Ømmende. Sårene havde fået skorpe på allerede. De blødte ikke længere. Det var trods alt et stykke tid siden, så hun havde ikke tænkt meget over det. Ikke før nu.
”Jeg har ikke meget viden indenfor den slags, så du må forstå, hvorfor jeg spurgte. I håb om at du kendte mere til det. Jeg ville have spurgt en hver anden, jeg stødt på som ikke stod frem som en fjende. Og du... virker til at være en, jeg kan stole på. Også selvom du er mørkelver.” Hvis hun stadig havde haft alle sine følelser til stede i sine øjne – og hvis han faktisk havde kunne se dem – ville de havde sendt varslende signaler om, at han ikke skulle skuffe hende. Ikke nu hvor hun havde taget valget i at stole nok på ham.

Det var en del af Útíradiens liv at lytte meget til folk. Deres problemer mest af alt, og han havde intet problem i det. Det var også derfor at han ikke foretrak en mine, mens han lyttede til April fortælle om hvad der var hændt hende, og han kunne hurtigt se problemet. Hun havde ingen faglig kunnen, og når hun intet kunne se, var det svært at bedømme hvor hårdt det stod til, andet end at at det gjorde ondt.

"Jeg vil gerne prøve at tjekke, om jeg kan gøre noget for det, men jeg er ikke blevet givet magien til at heale det med det samme, så der vil nok gå lidt tid," indrømmede han. Hun måtte trods alt først forstå at han ikke kunne kurere det lige med det samme, det rakte hans evner ikke til, men han var villig til at prøve, og han kunne nok godt lave noget der ville få smerterne til at dulme, så det var til at arbejde med. Det kunne jo også bare være en overarbejdet skulder, selvom det lød meget som om at der var betændelse i. Nu kunne han virkelig godt have brugt sit syn.
"Det er nok nemmest hvis vi sætter os ned, så jeg har adgang til såret, og kan beslutte mig hvad der skal ske med det. Forhåbentlig har jeg urterne til det," tilbød han. Han havde ikke mange urter på sig, så hvis det krævede et eller andet han ikke havde, så skulle han lede. Det var altså ikke altid lige nemt når man havde mistet synet. Så måtte man føle, lugte og smage sig frem til urterne.

April havde egentlig ikke forventet, at han faktisk ville hjælpe hende. Hun havde ikke opfanget, at han faktisk var en form for healer, selvom at han ikke ligefrem havde afvist det, da hun havde spurgt. Så det kom bag på hende, hvordan han tog det. Så roligt. Som var han fuldt ud vant til det. Så han var altså en healer. Hvis ikke magiske, så havde han den viden, hun manglede og selv mente hun måtte have brug for. Og det var bedre end ingenting i øjeblikket. Hun vidste ikke hvor langt hun var fra den nærmeste by, så hun måtte bruge, hvad hun havde ved hånde her og nu.

”Det sætter jeg pris på. Men jeg vil ikke have at De går ud af sin vej for et par flænger.” sagde hun med et svagt nik af anerkendelse, inden hun slog staven i jorden. Denne gang hårdere for at få et større ’billede’ af sine omgivelser, inden hun drejede sig væk fra ham og begyndte at gå med stille skridt hen til sit ildsted. ”Pas på bålet. Jeg kan mærke at der stadig er levende gløder.” Hun førte sin frie hånd op til linket, der holdte hendes kappe samlet ved hendes kraveben og åbnede det, så kappen kunne falde fra hendes skulder og afslørede den praktiske beklædning. Tætsiddende læderbukser, der var gået godt til, så hun ikke blev begrænset i sin bevægelse. Og en simpel støvet mørket lilla bluse.
Hun satte sig så ned ved hjælp af støtten fra sin stav, som hun nænsomt lagde ned foran sig for at kunne gribe om den hurtigt, hvis det var nødvendigt. Nu uden nogen måde at se på og alt hvor mørkt, greb hun blusens kant og trak i en glidende bevægelse sin bluse over hovedet. Eller ikke så glidende igen, da det gjorde ondt at løfte den ene arm, så det blev mere besværligt. Et grynt af smerte lød tilmed fra hendes strube.
Blufærdighed var ikke noget der holdte hende tilbage fra meget. Hun var vant til at være afklædt i selskab med andre. Også selvom de ikke kunne se. Derudover var hun ikke nøgen. En stram forbinding var omkring hendes brystkasse. Hun rystede hovedet en smule for at sikre sig at den lange fletning ikke sad i vejen og blot lå ned langs rygsøjlen. ”Det er min venstre arm.” sagde hun hvorefter hun prøvende tappede en finger mod jorden på hendes venstre side.

Det var rart lige at få en advarsel om bålet, som han bevægede sig nærmere. Hun havde ret i at han også godt kunne mærke gløderne, især mod den kolde luft der ellers hang omkring dem, som vinteren jo var ved at komme.
Ligeså langsomt kom han om bag hende, og lagde sin vandrestok fra sig mens han fik sat sig ned på knæene bag hende. Heldigvis viste det sig at han var en del højere end hende, hvilket gjorde det lidt nemmere, så han ikke skulle række så langt op, desuden ville det her nok blive en lidt underlig situation for kvinden.

"Det kommer nok til at gøre lidt ondt, men jeg skal nok prøve at være nænsom," sagde han og tog sine hænder op, før at han begyndte at føle omkring Aprils venstre skulder for at finde flængen, og mærke hvordan huden omkring den havde det. Var det hævet? Det var sikkert ømt, og kunne han overhoved trykke på det, uden at det begyndte at flyde med betændelse. Det kunne jo også bare være at der ikke var noget specielt ved det, men han blev nødt til at tjekke det ud.
Som han sad og arbejdede med at finde ud af dette, kunne han ikke lade vær med at spørge: "Du kender mit navn, kan jeg få dit? Jeg foretrækker at have et navn jeg kan sætte på de stemmer jeg hører," indrømmede han, og pressede så lidt ned i udkanten af såret hvor det virkede til at det var hævet og varmt. Højst sandsynligt betændt for at være ærlig.

Med en forventning om, at han ville placere sig ved siden af hende, blev hun lettere overrasket, da hun i stedet kunne fornemme ham lige bag ham, og lidt foruroligelse spredte sig i hende samtidig med at det gik op for hende, hvor nemt han kunne stikke hende i ryggen. Særligt nu hvor hun var i en mere blottet tilstand. Hun var et nemt offer, hvis han virkelig ønskede hende ondt. Så da hun kunne mærke ham røre ved hendes bare hud, var det ikke kun fordi, at hans fingre var kolde, at hendes krop gav et svagt instinktivt ryk fra sig. Men til hendes held gjorde han ikke noget, der indikerede et mørkt grundlægge. Tvært imod.

April nåede dog ikke at slappe meget af, før at han nåede de ømme punkter. Hun bed til at starte med bare sine tænder sammen, men det samme øjeblik som han trykkede ind på flængerne, lød der et halvkvalt skrig. Eller nok mere et middel lavt hvin. Den første oprigtigt feminine lyd, hun var kommet med. Refleksivt jog hun en smule samme. Krummede ryggen og fremmanede nogle tydeligt smertefulde grimasser med øjnene klemt ekstra meget i og automatisk visning af tænderne. Hun havde endda nær trukket sin arm til sig men gjorde alt hvad hun kunne for at bide det i sig.
Hun tog en dyb indånding for at puste tungt ud. Foldede sig modvilligt ud igen for ikke at være til for meget besvær. ”…Selvfølgelig.” svarede hun ham endelig, da hun virkede til at have samlet sig igen efter den pludselig smerte. ”April Foster.”

Roligt løftede hun sin anden arm – den der ikke var beskadiget – op og om til nakken, hvor hun trak fletningen hen over skulderen. Hun ville have gjort det før, hvis hun havde vist, at han ville arbejde fra bag hende. ”Det gjorde en hel del mindre ondt, da fuglen gav mig flængerne.” forklarede hun ham til dels for måden hun havde reageret. Det var ynkeligt. Hun ville aldrig kunne kalde sig selv en rigtig kriger, hvis hun peb over noget så sølle. ”Er det betændt?”

"April? Et smukt navn. Det ligger godt i munden," kommenterede han blidt, som om at han ikke lige havde givet en total fremmede kvinde et kompliment, som kunne betyde alt mellem himmel og jord. I nogens munde ville det nok ikke have lydt så meget som et kompliment, men mere en underliggende trussel. Ikke at Útíradien nogensinde ville kunne finde på at gøre nogen fortræd, især uprovokeret. 

Han havde dog godt lagt mærke til at hun var meget øm. Han tvivlede på at hun bare var sart, især med hvor varmt området i det hele taget var. Forhåbentlig var det ikke noget alt for alvorligt endnu, men hellere få det ordnet så hurtigt som muligt, så de ikke risikerede at der gik ordentlig betændelse i det og det kunne blive endnu værre.
"Ja, det vil jeg umiddelbart sige, jeg tror dog at jeg har noget der kan hjælpe på det og tage betændelsen ud. Det kommer ikke til at være rart, men det er healing på gammeldagsmanér sjældent," indrømmede han og satte sig lidt tilbage, før at han tog fat i sin taske, for at begynde at finde nogle urter og en lille morter frem, så han kunne knuse ting i den og lave en masse af forskellige urter, som ville hjælpe med betændelsen.

Han gik meget systemetisk til værks, ved at tage fat i praktisk talt alle urterne og snuse til dem, og hvis han stadig var i tvivl om det var det han skulle bruge, så tog han en lille bid. Nogen gange slugte han det bare, mest af alt fordi det ikke var skadeligt, men der var et par gange, hvor han meget hurtigt spyttede det ud ved siden af ham. Det var ikke kun gode urter han havde indsamlet. Giftige planter var imellem, og han havde ikke tænkt sig at gøre sig selv syg.
Ligeså stille fik han dog fundet frem til urterne og begyndte at mikse dem i hans lille morter, som han bar med sig til præcist formål som disse. "Selvom jeg gør det her for dig nu, så ville jeg nok råde dig til at enten finde dig en healer der med magi kan fjerne såret, eller finde en healer der kan sørge for at det bliver ordnet den næste uges tid," sagde Útíradien så, mens han ligeså stille gned urterne til en masse. Han ville gerne selv havde hjulpet hende, men han kunne ikke blive i Amazonitskovene meget længere, nu når kentaurerne faktisk holdt øje med at han smuttede fra dere område.

”Bare få det overstået.” sagde hun sagte. Der var ikke andet for. Hun var ikke engang sikker på, at hun havde nok penge til at kunne betale en healer, hvis hun faktisk var nået til en landsby med en til rådighed, så hun tog, hvad hun blev budt. At han indtil videre virkede til at ville gøre det gratis for hende, dulmede nærmest også den forvente smerte, selvom hun sikkert ikke engang havde fået en lille smagsprøve af, hvad der ville komme, når først han gik i gang. Men måske var hun så heldig, at det ville have en bedøvende effekt i stedet for svigende. Dog tvivlede hun stærkt på det.

Hun satte sig lidt bedre til rette. Lagde smidigt sine ben over kors i en skrædderstilling. Hun lagde blidt sine hænder ned på sine lår med håndfladerne opad og forsøgte ikke at fokusere for meget på sine egne vejrtrækninger. Godt nok var hendes andre sanser ikke trænet, men det kom som en selvfølge at de ville blive forstærket bare en smule, når en af dem forsvandt, så stilhed som denne, hvor hun ikke længere var alene, gjorde hendes åndedrag tungere. Ikke meget. Men nok til at det virkelig generede hende.
”Jeg havde alligevel ikke planer om at blive her.” Hendes læber strammede lidt ud, mens hun overvejede sine muligheder for en stund. ”Jeg er på vej til Diamantbugten. Og hvis mine informationer er korrekte, skulle den ligge lige syd for Amazonskovene, hvor jeg menes at befinde mig nu.” Igen holdt hun inde et øjebliks tid inden hun fugtede læberne og åbnede munden igen: ”Mine chancer for at finde en healer der er muligvis ikke stor, men den er større end, hvis jeg blev her.” Alt andet end at skulle begive sig nord på op imod Tusmørkely. Hun ville hellere vade blindt ind i Kzar Mora end at træde fod i fødebyen.

Hun drejede pludselig sit hoved hen over skulderen, som for at se mod ham. Gammel vane, hun nok ikke ville komme af med lige foreløbig. ”Hvordan ved De hvad De bruger?” For hende blandede alle lugtene – og heri kun dem der afgav en kraftig nok lugt – sig sammen til en pærevælling.  

Han kunne godt forstå at hun bare gerne ville have det overstået, især når hun ikke vidste hvordan det ville føles, selvom han var en del overrakset over at hun faktisk stolede nok på ham til at gøre dette. En mørkelver, og så endda en blind en af slagsen. Han kunne ligeså godt ikke vide noget somhelst om planter og bare lade som om. Det varmede dog alligevel hans hjerte at April stolede så meget p å en fremmede at han kunne få lov til at hjælpe. Det var trods alt, alt hvad han ønskede at gøre.

"Det er en god ide at komme væk herfra. Kentaurerne virker mere rastløse end de plejer," indrømmede han, selvom de fleste ikke fik lov til at støde på kentaurerne, med mindre de kom for tæt på deres grænser. Det var et sky folk, hvilket Útíradien godt kunne forstå, men at blive smidt ud af dem. Den sved alligevel lidt, når han ikek gjorde noget, andet end at sætte et par fælder op til de små dyr, og samle urter. At der så var folk der kom rendende i tide og utide for at få hans hjælp, det kunne han ikke gøre meget ved.

En lille latter undslap ham, som April spurgte hvordan han overhoved kunne vide hvilke planter han brugte. "Det er ikke nemt, men da jeg mistede mit syn, blev jeg nødt til at finde på en anden måde at identificere planterne jeg brugte, siden det var en vigtig ting at kunne med mit gamle erhverv. Så jeg har lært at kende dem ud fra hvordan de føles, lugten, og hvis jeg stadig ikke ved det, så smager jeg på dem," indrømmede han. Det havde taget årevis at lære, men nu havde han en rimelig god ide om det, og han havde faktisk en rimelig god ide om hvilken slags planter han tyggede på, selvom han ikke havde stødt på dem før.
"Man skal vænne sig til mange ting når man ikke er født blind," indrømmede han, for indtil videre havde han jo ikke nogen ide om at April ligeledes ikke var født blind. Hun virkede så sikker på fødderne, og hun var ude i den store verden, at det var svært at tro at hun ikke altid havde været blind. I hvert fald med hvad Útíradien havde set.

Kentaurer?! Var det kentaurer i skoven? Hun havde aldrig nået at se en kentaur med sine egne to øjne. Men nu hvor hun ikke engang havde muligheden for det, befandt hun sig i et område, hvor de tilsyneladende levede. Ironien var næsten ikke til at bære, men heldigvis for hende, var det ikke svært at beholde skuffelsen fuldkommen bag lås og slå i hendes eget hoved. Hun forsøgte dog diskret at fokusere sin hørelse lidt mere i en kort tro, om at den var god nok til at kunne opfange bare den mindste lyd af galop. Men intet. Og hun blev også meget hurtigt trukket tilbage, da han talte. Havde han ikke en ualmindelig behagelig stemme? Der var ingen skingre småtoner.

”Det er sandt. Af hvordan det står til lige nu, så tvivler jeg stærkt på, at jeg nogensinde vil nå et punkt, hvor jeg har vænnet mig til det.” svarede hun ham med samme ydmyg og sagte stemme. Hun havde som seende ikke engang brudt sig vitterligt om det nær lystende kunder havde ville lægge bind for hendes øjne. Det var vel et instinkt. Bare tanken om det. Det havde skræmt hende mere, end hvad hun ville indrømme. En arrig spænding dannede sig i begge hendes kinder. ”Jeg var heldig, at jeg var kendt i effekten fra min stav, før jeg blev blindgjort. Ellers ville jeg ikke have kunne drage fra Hovedstaden så tidligt.”

April rettede sig endnu mere op. Svajede lidt ekstra i den tonede ryg, hvorefter hun drejede sin krop halvt om mod ham. Støttede automatisk på den skadede arm, men ømheden var som regel noget hun ikke var sart overfor. ”Har De nogle specifikt genkendelige urter, som selv et menneskes næse kan lærer at skelne?” spurgte hun nysgerrigt. ”Jeg ved, at jeg spørger om meget fra Dem trods vi kun lige er mødt, men…” Hun pressede læberne sammen. Hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle forklare sig fra det. For hun havde vel bare kommandere ham rundt. Mildt og ubevidst godt nok. ”Men De må forstå min interesse.”

Hvis April havde haft synet og kunne se Útíradien, ville hun have set hvordan han hans blik koncentrerede sig mod hvor hun var, med et meget overrasket udtryk i hans ansigt. Dette var ikke noget hun kunne se, og derfor missede hun det der gav ham mest væk fra at være overrasket over hvad hun lige havde tilbudt af sin egen fortid.
Han havde ikke regnet med at hun var blevet blind for nylig, ikke med hvordan hun formåede at bevæge sig rundt. Det var ufattelig så stor kontrol hun allerede havde med sine omgivelser, men han havde en fornemmelse af at det nok havde noget at gøre med den stav hun talte om. Det var nok den samme stav han var blevet angrebet af tidligere.

"Elvere og menneskers næser er ikke så forskellige, det er mere et spørgsmål om kyndighed indenfor faget," sagde Útíradien, for selvom han kunne genkende planterne, kendte han dem også inden han blev blind. Gjorde det en del nemmere. "Alle kan lære at genkende urter ved lugt eller smag, men jeg havde studeret planter hele min barndom, inden jeg blev blind. For meget var det blot en tilvænningssag. Men hvis du gerne vil lære om nogle af dem, kan jeg vel godt," fordi han forstod godt den nysgerrighed hun havde. Han havde haft det samme da han mødte en anden der var blind, men dette her var endnu mere unikt. De var begge født med synet og havde senere mistet det. Det var ikke ofte man stødte på folk som disse. 

”Virkelig?” April havde nær afbrudt ham med sin tydelige skepticisme. ”Jeg har ellers altid ser jeres folk som værende overlegent af mennesket på visse punkter. Som sanserne.” sagde hun, helt ubevidst om, at hun netop havde sat hans jagtede subrace i samme bås som de højtrespekterede dele af elverarten. For egentlig var de vel ikke så meget anderledes. Og det måtte de arrogante skovelvere da selv kunne se, hvis de fortsat havde ladet mørkelverne beholde deres tilnavn. De var alle sammen – på en facon eller en anden – elverer.
Hun sukkede så ellers tungt og lettere opgivende, idét hun flyttede sig tilbage for at have sin front fremad og sin ryg mod Útíradien. Også selvom at det ikke var nødvendigt for at skjule det lille smil, der havde sneget sig frem på hendes lyserøde læber. ”Men jeg forstår. De har vel også allerede levet mit livs længde igennem en håndfuld gange, så selv med Deres hjælp, hvis jeg næppe kunne nå bare halvdelen af Deres erfaring.” Hun tillod sig selv at rulle med begge sine skuldre og virkelig klikke ryggen på plads efter den lidt akavede siddestilling, nu hvor han alligevel ikke arbejdede på hende. Nakken fik også en tur, inden hun pustede lettet op og lod sig falde lidt sammen igen. Så meget som hun kunne med en kronisk adelig kropsholdning. ”Jeg vil ikke tage mere af Deres tid en nødvendigt. De har Deres egen rejse. Og hvis De er bekymret for kentaurerne, kan jeg forestille mig, at De ikke har tid til at blive længere end nødvendigt.”

”Hvor langt er De med… salven?” Trods hun lød usikker på, om hun havde gættet rigtigt, så havde hun uden tvivl hørt den smattende lyd af mos blandet sammen med keramik mod hinanden fra bag sig, hvor han var placeret. Det var ikke for at skynde ham, men det var ikke unormalt for folk at tro det, så følelsesneutral hendes stemme havde det med at være.

Útíradien vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på det med elverne. Han følte sig på visse punkter næsten anklaget, men det havde nok mere at gøre med at skovelverne havde gjort deres for at promovere sig selv som en langt højere stående race end menneskerne, og det var også blødt ud i befolkningen. Det havde jo en tendens til at ske når det stod på i så mange år som det havde gjort med elvernes racisme. At  hans egen race så af skovelverne blev set som noget værre end menneskerne, det var bare... lidt af en skam.

"Det kan jeg vidst roligt sige at jeg har," indrømmede han og hans stemme havde en anelse af flovhed i hans stemme. "Der er dog intet galt i at leve et kort liv." På visse punkter var det nemmere, og man værdsatte nok dagene mere. Han var kun 200 år, men dagene flød mere og mere ind i hinanden som tiden gik, og han forsøgte ikke at værdsætte hvad han havde, fordi han kunne leve evigt med mindre han blev dræbt eller dødelig syg. Det var dog ikke noget  han så underligt på, fordi det var en del af hvem han var, og måske havde elvere det bare nemmere ved at acceptere det evige liv fremfor dødelige.

"Den er næsten færdig," sagde han for at forsikre hende om at han havde styr på tingene. Det føltes i hvert fald som om at han var ved at nå til enden af det. "Du tager ikke min tid overhoved. Jeg tror jeg er kommet langt nok væk fra kentaurerne, selvom det er bedst for mig at forlade Amazonitskovene. Men hvis du også selv har planer om at forlade skovene her, så kunne jeg godt følge dig på vej. Jeg ville hade at vide at det er gået galt for dig, fordi du ikke kunne finde en healer, til at tage sig af en lille flænge," sagde han og endelig lagde han sin lille støder væk.
"Sid helt stille, det her kan godt være lidt svært at ramme uden at kunne se," sagde han lettere muntert og lod den lille skål hvile på jorden, mens han lænede sig frem og fandt flængen igen med den ene hånd, før han tog den anden hånd ned i massen der lå i skålen, for derefter ligeså stille få det påført i et tyk lag. Massen var næsten kølende, og indtil videre ville det ikke gøre så meget, men der ville nok ikke gå lang tid før det ville begynde at klø, og såret ville væske for at få betændelsen ud.