For Cayden kunne det ofte føles som om han brugte hele sit liv på at lede; lede efter de mennesker han havde været nødt til at dræbe, fordi de kendte hans navn, lede efter desertører der var stukket af fra Mørkets Hær for at bringe retfærdighed over dem, lede efter venner der var forsvundet, lede efter nye spioner til Mørkets Hær, lede efter årsagen til det store lys på himlen.
Mange og meget af det han ledte efter var en del af hans job, men det han ledte efter nu var efter eget ønske. Det var skam stadig jobrelateret - det var det meste af, hvad han lavede. Han levede og åndede for sit job. Men der var ingen overordnet, der havde sendt ham ud til Amazonitskovene. Tværtimod havde det været en ven. En ven, der havde set ham på hans laveste og værste, i et af de mest skamfulde øjeblikke af hans liv, hvor hans styrke var svigtet og han havde fået åndenød af ingen grund. For ham selv havde det føltes som om han var ved at besvime; som om enhver ville kunne se på ham, at han ikke kunne trække vejret; at hans hjerte galopperede af sted, som skulle han dø. I virkeligheden havde han nok bare set lidt fjern ud, måske svagt utilpas, men ikke mere end det. Men hans ven havde alligevel bemærket det. Og givet ham navnet på en mørkelver der måske ville kunne hjælpe ham. Útíradien. 

Cayden havde teleporteret sig til udkanten af Amazonitskovene, hvor han havde hørt at mørkelveren opholdt sig for tiden, og da mørket faldt på begyndte han at teleportere sig omkring, indtil han fik øje på en tynd røgsølje bevæge sig op imod himlen. Han tog chancen og teleportere sig tættere på den, indtil han uden besvær kunne gå det sidste stykke.

Heldet var med ham. Da han nåede frem til bålet, fik han øje på en mørkelver i nærheden af det også.
"Er det dig, der er Útíradien?" Spurgte Cayden efter at have rømmet sig. Han ville gerne direkte til sagen, der var ingen grund til smalltalk, hvis det her ikke var manden han ledte efter. 

Det var ikke fordi at Útíradiens navn var kendt fra den ene ende af landet til den anden, men hos nogen var hans navn på sindet. Det kunne være fordi at han havde hjulpet dem, eller en af deres bekendte. Det var aldrig nemt at se sine kære ikke kunne bevæge sig ud af sengen om morgenen, selvom de fysisk ikke fejlede noget. At se dem have ingen vilje til at forsætte til at leve, eller bukke skrigende sammen ligeså snart de hørte en hest. Der var mange grunde til at folk opsøgte ham, men det var alt sammen af den samme grund. Deres sjæl eller sind var i stykker og havde behov for healing. En healingsform de færreste besad, og som var den eneste slags magiske healing Útíradien kunne. Det var underligt for en mørkelver at have den, og måske en anden slags mørkelver ville have fået udviklet evnen på en anden måde, men ham her, han havde intet imod at hjælpe.
Han havde befundet sig i Amazonitskovene i et stykke tid. Det var roligere her, og så lang tid at han holdt sig væk fra kentaurerne der ikke boede alt for langt væk, så var der ingen der forstyrrede ham. Måske han snart skulle tilbage til den gamle dame ikke langt fra her. Hun var jo nok ved at blive ensom, og Útíradien selv kunne også godt mærke det.

Han tog en bid af et egern han mirakuløst havde formået at fange i et af sine net, og havde stegt over bålet, da han hørte nogle trin. De var meget svage, men når man ikke havde øjne til at se, så måtte man skærpe sine andre sanser, og heldigvis gjorde manden opmærksom på sig selv før at Útíradien selv måtte spørge.
"Ja, hvorfor søger du mig?" spurgte han og kiggede over mod lyden. Selv i bålets skær kunne man se de mælkehvide øjne, der passede lidt for godt til det hvide hår. Der var ingen tvivl om at Útíradien ikke kunne se noget, for selvom han kiggede mod manden, så var det tydeligt at være op til flere meter ved siden af hvis man skulle følge hans øjne.

Cayden havde ikke haft nogen som helst idé om hvordan Útíradien så ud, da han drog ud for at finde ham, udover at han var en mørkelver. De ligner jo alligevel alle sammen hinanden, havde han tænkt, og til hans overraskelse havde han taget fejl. Útíradien hvide hår og alt for hvide øjne skilte sig ud fra hans mørke hud. Cayden fik lyst til at lægge en hånd over mørkelverens øjne, for at skjule de øjne, der fik hårene på hans arme til at rejse sig og samtidig en beskyttertrang til at stige op i ham. Han kunne ikke se et såret dyr uden at ville hjælpe det, og det her var det samme. Mørkelvere hørte til mørkets side og Cayden så det som sit job at beskytte enhver af mørkets undersåtter. Han sagde dog ikke noget, stod bare i stilhed, indtil Útíradien stillede sit spørgsmål.

Han sank en klump. Det var et svært spørgsmål. Og et spørgsmål han ikke brød sig den mindste smule om at skulle besvare eller stå ved. Han ville dog heller ikke lyve. Det var der ingen grund til, ikke når han var kommet hele den her vej for at få hjælp.

"Jeg har brug for din hjælp. Min krop... det sker, at den tror at jeg er i livsfare, selvom jeg ikke er." Det var den køligste måde han kunne sige det på. Han ville gerne tage afstand fra det - det var hans krop, der gjorde det, ikke ham selv. Han håbede inderligt, at han ikke behøvede at uddybe mere end dét.
Han trak sin brune bomuldsjakke tættere om sig, uden at lukke de elfensbensknapper der ellers hurtigt ville sørge for at holde ham fuldstændig varm. Under dén bar han en grøn uldtrøje, men Cayden frøs altid, ligegyldigt hvor meget han havde på, og det var kun gjort værre af at han var utilpas. 

Det var utrolig så tålmodig Útíradien kunne være, men han var vant til denne slags patienter. Nogen der helst ikke ville opsøge men blev nødt til det. Nogen gange havde de behov for at snakke om det, og andre gange havde de det fint med at Útíradien bare hjalp dem uden et ord. Han havde dog lært at give alle folk et øre hvis de havde behov for det.
"Du ønsker hjælp til hvad dit sind er plaget af," svarede Útíradien og kiggede mod bålet igen og tog en bid af sit egern. Ærligtalt så det ikke ud til at have meget kød på knogler, selvom det næsten havde mere end den meget tynde elver der ellers spiste det benede egern. Selvom han havde lagt kannibalisme bag sig, så var kød stadig noget af en delikatesse. Han prøvede på ikke at tænke over at han for mange år siden fandt elverkød en delikatesse.

"Jeg har intet imod at hjælpe dig med det, hvis det er det du ønsker. Jeg kan dog ikke kurere noget på en gang, og første gang kan godt være lidt skræmmende," forklarede han. Han havde prøvet at folk havde faret i skindet på ham, efter at de var kommet tilbage til sig selv, fordi det havde skræmt dem hvor rolige de var. Det var nogen der aldrig havde oplevet at være fredfyldt før, så selvfølgelig var det skræmmende, men det betød også at Útíradien blev nødt til at advare folk.

Cayden ville normalt have givet et nik i bekræftelse, da mørkelveren fortalte ham, at han havde brug for hjælp til hvad hans sind var plaget af, men han var yderst klar over at elveren ikke ville kunne se det alligevel, så han valgte at stå i stilhed, uden at gøre andet end at hive let ned i sine jakkeærmer, så hans tøj sad perfekt, selv hvis han ikke følte sig særlig godt sammensat indvendigt.

"Jeg er ikke bange for hvad du kan gøre ved mig," svarede Cayden, en snert af passiv aggressivitet i hans stemme. Han havde følt at det var lidt af et angreb mod ham, at helbrederen troede at han let kunne skræmmes. Hvad hans sind gjorde ved ham og hvem han var, var to vidt forskellige ting.

"Jeg vil gøre hvad som helst for at få det her.. følelse.. til at forsvinde." Det var en overdrivelse. Cayden følte at han havde det under kontrol det meste af tiden - det følte han også lige nu. Men kun fordi følelsen af angst ikke var til stede lige nu. Så snart den var der, kunne han ikke tænke på andet end den og på hvordan han ville gøre alt for at få den til at forsvinde. "Jeg kan betale dig," tilbød han også og trådte et par skridt nærmere bålet og mørkelveren, i håbet om at få varmen.

Ah, en af de mere aggresive personer. De var altid lidt sværere at håndtere. Hvis de bare havde givet op, så var de ligeglade med hvad der skerte, men denne person havde en stærk personlighed.
En lille latter kom fra ham. "Du behøver ikke at betale mig hvis du ikek har lyst, selvom jeg selvfølgelig vil værdsætte det. Det er svært at få arbejde for en som mig," indrømmede han.

"Inden vi begynder, ville jeg dog gerne have dit navn at vide," sagde han og klappede blidt ved siden af ham på det tæppe han sad på, på den ellers kolde jordbund. Varmen fra bålet gjorde det dog bedre, så det føltes ikke ligeså koldt, og manden ville da også snart finde ud af at han ikke ville bekymre sig om kulden eller varmen, ligeså snart at den healende energi kom ud. De fleste glemte tid og rum, mens Útíradien healede dem, hvilket nok også var for det bedste. Det kunne til tider tage tid, som mørkelveren tydeligvis ikke havde noget imod at give til fremmede væsner.

"Jeg har lyst," svarede Cayden afvisende, da Útíradien nærmest afslog hans betaling. Han kunne betale og derfor ville han betale. Han nægtede at tage imod en tjeneste, hvis der var nogen som helst mulighed for at betale den af i stedet. Han brød sig ikke om at føle at han stod i gæld til nogen, og den følelse kunne en udveksling af krystaller heldigvis fjerne fuldstændigt.

Cayden så skeptisk på mørkelveren, da han klappede på tæppet ved siden af sig, men han kunne ikke benægte at han frøs, og han kunne desuden heller ikke vide om manden havde brug for nærkontakt for at kunne bruge sin magi, så han så sig nødsaget til at sætte sig hen ved siden af ham.
Det var rart at sætte sig tættere på bålet og på noget blødt, efter en lang rejse og en endnu længere søgen, og han slappede straks betydeligt mere af.
"Mit navn er Cayden," fortalte han. "Jeg er dæmon, så jeg håber du forstår hvorfor jeg ikke kan fortælle dig mere af mit navn end dét." Det var sjældent at han afslørede sin race eller noget af sit navn overhovedet, men han følte sig nødsaget til i det mindste at prøve at stole på manden ved siden af ham. 

Det kunne være omendt være endnu mere uhyggeligt at komme tæt på Útíradien og hans hvide øjne, især når man var vant til at se øjne der var så fulde af liv. De føltes en smule døde, og de kiggede ud i ingenting, men mørkelveren tvivlede på at en dæmon ville have et problem med det.
Han tog en til bid af egernet, før at han lagde det tynde egern fra sig og gned sine lettere kolde hænder mod hinanden. "Et navn at kalde dig, er nok, og det er mere af personlige årsager end min evne til at heale," indrømmede Útíradien. Det var rart at have et navn at kalde sine patienter. Selvom de færreste nød at blive kaldt en patient.

"Du vil nok foretrække at ligge ned, da du vil opdage at blive helt... rolig, i hovedet og musklerne," sagde han og rykkede sig lidt, så der var mulighed for at Cayden faktisk kunne lægge sig ned, selvom hvis han ikke havde lyst til det, så kunne Útíradien sagtens gøre det mens han sad op. Det betød bare ikke at han kunne fokusere på at heale og holde ham oppe samtidig, så han ville nok falde sammen.

Cayden undgik så meget som muligt at se Útíradien i øjnene - hvilket viste sig at være nemt, når fyren ikke selv forsøgte at se på ham. Han var vant til at hans venner og familie så skræmmende ud, en af hans bedste veninder havde skræmt andre dæmoner til noget nær et hjerteanfald med sin sande skikkelse, og dén var han vant til at se, men han brød sig ikke om at føle medlidenhed for ham. Medlidenhed helt generelt var der ikke noget i vejen med, men medlidenhed for den mand der skulle hjælpe ham? Det ville han gerne undgå. De skulle nødig blive for tætte. Det var bedre med et distanceret og professionelt forhold.

"Forstået," svarede han, uden med stemmen at afsløre sin tøven. Han lagde sig ned ved siden af mørkelveren og sagde så; "Giv mig lige et øjeblik." Han rettede på sin stive bomuldsjakke, så den lå helt perfekt på jorden og om ham, selv ærmerne rettet fuldstændig ud, og trak vejret dybt flere gange, inden han overhovedet kunne forsone sig med tanken om at få hjælp. "Okay. Jeg er klar. Skal jeg gøre noget?" Han overvejede at tilføje, at han ville finde den værst tænkelige måde at myrde Útíradien på, hvis han gjorde hans tilstand værre på nogen måde, men han bed det i sig. 

Útíradien ventede tålmodigt på at Cayden havde fundet sig til rette, før at han selv tog en anden position, så han havde mulighed for at lægge sine tynde, lange fingre på hver sin side af hans kranie. Det kunne umuligt være helt rart, da mørkelvere generelt var kendt for at deres hænder nærmest var kloglignende. Alligevel holdt han manden med en hvis følsomhed.
"Nej, du skal bare ligge... og acceptere," sagde han før at han lukkede øjnene og lod magien flyde. Til at starte med ville det føles næsten som om at fingrene gravede sin i hjernen, ikke så det gjorde ondt, men det ville nok skabe en mærkelig oplevelse. Der gik dog meget kort, før at den rolige energi ville sprede sig.

Det var forskelligt hvordan patienterne oplevede det. Nogen gik igennem minderne der var forbundet med deres traume, andre oplevede følelsen de havde når det skete, nogen noget helt andet. Men uanset hvad der skete for dem, så var det stadig med en følelse af rolighed. Som at bearbejde det uden at have muligheden for at gå i panik over det.

Cayden var vant til ubehagelige sensationer og han sagde ikke et ord, da mørkelveren lagde sine fingre imod hans hud, men han tænkte for sig selv, at han aldrig ville lade nogen anden gøre det samme.
Han svarede ham heller ikke, da Útíradien fortalte ham, hvad han skulle gøre. I stedet fulgte han bare instruktioner.

Så snart mørkelveren lod sin magi tage virkning, kunne Cayden mærke det. Hans instinkt var at kæmpe imod den fremmede følelse der opfyldte ham, men inden han kunne nå at reagere ændrede følelsen sig til at være en rolig energi, der strømmede igennem hele hans krop og nærmest varmede ham op.

Han blev overvældet af følelsen af at stå på en slagmark. Han kunne nærmest høre krigstrommerne og hestehovene. Skrigene. Varmen der havde spredt sig i hans krop, var nu den slags varme der kommer af at have holdt sin krop i gang længe, og af frisk blod på hænderne. Hårene på hans arme rejste sig. Adrenalin pumpede igennem hans krop. Alligevel var der ingen panik i hans krop. Han følte sig fortsat rolig.

Det var unaturligt. Ro i krig ville få dig slået ihjel. 

Der var ikke meget Útíradien skulle gøre. Han havde ingen adgang til mandens minder, det var der ingen grund til. Han gav bare den nødvendige energi, ro og magi til at få Cayden igennem det traumatiserende, på en god måde. Utroligt at en mørkelver havde formået at udvikle en evne som denne, når alt i deres samfund var at traumatisere hinanden og andre klaner.

Der var nemt gået et par timer, men for Cayden kunne det føles som 10 minutter eller så lang tid som flere dage, da Útíradien gav slip på sindet, og lod ham flyde tilbage ind i skoven. Der var ikke mere han kunne gøre lige nu, men med et par gange, var der mulighed for at Cayden i hvert fald kunne føle sig okay.
Cayden ville nok føle sig lidt omtumlet, men hele hans tilværelse ville bare føle fred og ro, og selv hvis tankerne omhandlede traumet, så var ikke en ubehagelig tanke, men mere bare noget der var der. Det var en følelse der langsomt ville overtage sig over flere dage, og først der ville han kunne se at han generelt ville have det lidt nemmere, og at der var fremskridt i det.

"Du kan blive liggende så lang tid du ønsker," sagde Útíradien blidt, og hvis Cayden havde virket som et mindre barn, eller en mere forsigtig person, ville han havde strøget ham over hovedet, men med hvem denne person var, så var det ikke noget han ville satse på. En ting var at hans patienter ofte var rolige, det betød dog ikke at de ikke ville bide hånden af ham hvis han gjorde noget forkert. Det havde han trods alt lært tidligt.

I flere lange sekunder lå Cayden i en tilstand af forvirring og chok. Uden ubehaget, men med en følelse af ikke helt at forstå verden længere. Hvis ikke han var konstant på vagt og klar til at angribe eller blive angrebet, hvem var han så? Følelsen af tab af sine kammerater i krigen, følelsen af ansvaret for noget forfærdeligt.. de var der stadigvæk, men han følte ikke sin hjerterytme stige eller rædsel sprede sig i sin krop.

Han vidste ikke hvor længe han blev liggende, selv efter den værste forvirring var aftaget, men på et tidspunkt satte han sig op.
"Jeg er ikke vred," sagde han så og skævede til Útíradien, selvom han vidste, at manden ikke kunne se det. "Jeg har brug for min vrede," fortsatte han lavmælt og gnubbede begge hænder over sit ansigt. Han vidste ikke hvem han var, uden sin vrede, heller ikke selvom han nød at følelsen manglede.

"Er det ikke farligt for mig, det her? Ikke at.. være på vagt hele tiden?" 'Ikke at være angst', kunne han lige så godt have sagt - det ville have været mere præcist. Men det ville også have været ærligere og han brød sig ikke om at være ærlig omkring sin egen situation.

Útíradien gav ham tid til atkomme sig over det. Det var meget at komme igenne mnår det var første gang, og når man ikke havde følt sig rolig i årevis, hvilket ofte var tilfældet med hans patienter. Det var også svært at sige at noget var galt mentalt, for når noget var galt men mentalt var man sindssyg, og så kunne man ligeså godt komme på en insititution.

"Du kan sagtens være opmærksom uden at være på vagt," svarede Útíradien. "Jeg tvivler på at selv nu lægger du ikke mærke til lydene omkring dig, men du er nok bare ikke bange for hver en lyd der er omkring her." Det var sådan Útíradien levede sit liv. Han var opmærksom på skoven. Lydene der kom, men  han sprang ikke på benene, ved den mindste puslen. Enten undersøgte han det, eller også var han bare ekstra opmærksom på det.
"Og din vrede... hvorfor har du behov for den? Ingen har behov for at vred hele tiden," Der skulle tydeligvis også snakkes igennem det her, men nu vidste Útíradien jo heller ikke hovr gammel denne mand var. Hvem vidste hvornår han sidst havde følt sig som en person der fungerede.

Havde Útíradien ikke lige hjulpet Cayden til at finde ro, ville han have snerret af ham. I stedet samlede han tankerne og nikkede eftertænksomt af hans ord. Han havde trods alt ret og det ville Cayden også selv have set, hvis ikke han havde følt sig så uvant med den nye følelse af ro, der var skyllet ind over ham.

"Sandt," svarede han lavmælt, også ment til det Útíradien derefter havde sagt om vrede. "Jeg bruger min vrede meget i mit arbejde, men jeg går ud fra at det faktisk er nemmere at koncentrere mig uden." Han trak sin jakke tættere om sig, pludselig opmærksom på kulden i skoven. "Du sagde at du ikke ville kunne kurere mig første gang vi sås. Hvor længe går der før jeg skal komme igen? Vil jeg kunne mærke effekten aftage efterhånden?" Det var vigtigt for ham at vide, hvordan alting fungere - kun på den måde kunne han få en følelse af at have kontrol over det.

Imens han talte fandt han en stofpose med krystaller frem. Han havde forberedt den på forhånd, men han åbnede den nu og fyldte lidt mere i - han var blevet positivt overrasket og betalingen havde mest været for ikke at have noget udestående med mørkelveren. Nu var han oprigtigt imponeret af hans evne og ville gerne vise det. Desuden så han gerne at manden kunne få noget at spise, så han ikke var død inden deres næste aftale. 

Útíradien tog det egentlig ganske pænt, som Cayden gik i gennem sine tanker og hvordan det føltes pludselig at være som en anden person, når han ikke havde vreden og angsten i sig mere. Det var ikke svært at forstå at man måtte føle sig helt ved siden af, især fordi at roen holdte en i check. Vreden og angsten kom ikke bare og angreb en ud af det blå, over at man ikek kunne finde de følelser lige i dette øjeblik.

"Det går langsomt. Du vil allerede indenfor et par dage kunne mærke at det kan komme snigende. Det er forskelligt hvor lang tid der går inden at folk har behov for en til gang. For nogen dage, andre uger, og kan også være måneder eller år. Det kommer an på hvor slemt det er. Jeg opfordrer folk til at komme tilbage når roen aftager sig, eller når de selv føler de har behov for det," forklarede Útíradien. Det var svært at give en ramme, når han ikke vidste hvor slemt det slog til eller hvor hurtigt at Cayden kunne falde tilbage.

Cayden hørte opmærksomt efter, men brugte det meste af tiden Útíradien snakkede på at undgå at se på ham. Han brød sig ikke om at se på krøblinge - han fik for stor en ansvarsfølelse for dem. Og desuden var han heller ikke vild med mørkelvere. De var nogle snu sataner, der ikke havde nogen loyalitetsfølelse i hans erfaring, og selvom Útíradien virkede til at være okay, var det nemmere at huske på at han var okay, når man ikke så direkte på ham og konstant blev mindet om hans race.

"Forstået. Så ses vi vel igen på et tidspunkt," svarede Cayden da hans healer havde talt ud, og han rakte ham derefter posen med krystaller. "Som tak for din hjælp," sagde han imens han selv lagde dem direkte i hånden på den blinde mørkelver. Så rejste han sig op og børstede sin frakke af, afventende en afsked fra Útíradien inden han ville teleportere sig væk. 

Det var ikke noget som Útíradien lagde mærke til. Det var lidt svært når man var blind og kun kunne skabe sig et generelt billede af verden. ”Det gør vi jo nok. Pas på dig selv.” svarede Útíradien tilbage med et roligt smil, og tog glædeligt imod pungen med krystaller. Det ville nok gøre at han måske kunne få noget lidt bedre mad for en stund. Hvis han kunne finde nogen der ville tage imod krystaller fra en mørkelver. Det var et problem til en anden tid.
Da det virkede til at Cayden var gået, gik Útíradien bare tilbage til sit halvkolde egern der ikke var blevet spist færdigt endnu. Ingen grund til at spilde mad, når det var så sjældent han kom forbi noget.