Det var tidlig eftermiddag da Keeran nærmest vaklede ind på Det Halve Svin og direkte op til baren, hvor han bestilte en stor fadøl. "Stor. Ekstra stor," bad han, på trods af at han udmærket vidste at 'stor' var den største størrelse de havde. Hans fingre føltes stive og følelsen blev kun værre, da han fik øje på det stivnede blod under neglene.
Han så ned ad sig selv og fik øje på små, delvise blodpletter på hans ellers hvide trøjes ærmer, som han klodset rullede op med sine fortsat stive fingre, så de røde pletter forhåbentlig ikke var så synlige. Der var heldigvis ikke kommet noget på hans trøje, hvor et forklæde havde dækket ham.
På Helbredelseshuset, hvor han arbejdede, var der kommet en patient ind med en skade, der ikke havde ligget indenfor Keerans evner, men havde set ud som om den gjorde. Det havde været alvorligt og blodigt, og han havde kæmpet med den sammen med flere andre, indtil han pludselig var besvimet. Da han var vågnet op igen havde der ikke ventet ham andet end skæld ud fra hans overordnede og i stedet for at søge healing fra en af sine kolleger, var han endt med at storme ud af bygningen og hele vejen ned til Det Halve Svin. På vejen var hans hjertebanken kun blevet værre og nu lænede han sig op af baren, anspændt og utålmodig efter den øl han håbede ville kurere ham. Han vidste ville kurere ham. Om ikke andet ville den give hans hovedpine en bedre begrundelse.

Ezhno havde kun været i hovedstaden i få dage, og han overvejede allerede dybt seriøst at forsvinde så langt væk som muligt igen. Der var støj, os, folk og fæ overalt, og det var nærmest umuligt at finde bare et øjebliks ro. Der var ikke noget at sige til, at hans forældre ikke havde ville bo i byen - noget koldt og ubehageligt vendte sig inde i han ved tanken om hans forældre. Han sank en klump. Det var bare ikke lige nu, han skulle få det skidt. Det var svært nok at navigere en by, han slet ikke kendte endnu, men med sine 203 cm. ragede han også op over de fleste folk her, og han kunne ikke bare sådan lige forsvinde i mængden, hvis han ønskede det.

Han tog en dyb indånding og lukkede sine øjne, prøvede at bevare kontrollen og ikke ...

"Har du tænkt dig at stå dér hele dagen, eller hvad?" lød det surt bag ham. 

Ezhno åbnede sine øjne og vendte sig. En lille mand (i forhold til Ezhno!) med en trillebør stod og stirrede vredt op på ham.

"Du spærrer hele gaden," vrissede han. "Skrub af og lad det arbejdende folk komme til!"

Manden, der tydeligvis havde et eller andet slags dødsønske, skubbede til trillebøren og jagede den ind i Ezhnos knæ. Det var heldigt for ham, at Ezhno ikke troede på vold. I stedet rystede han blot på hovedet and trådte til side så manden kunne komme forbi. Manden vrissede et eller andet vredt og skyndte sig videre. Ezhno kiggede efter ham og undrede sig over, hvordan man dog kunne være så arrige uden grund. Men Ezhno havde lært her i byen, at mange folk var vrede og sure uden nogen speciel grund, og det gik tit ud over andre, der slet ikke havde noget med tingene at gøre. Han sukkede. Det var svært at forestille sig, at han nogensinde kunne føle sig hjemme her.

Mens han stod dér og undrede sig over det hele, blev han pludselig grebet af en duft. Den var varm og velkendt, og Ezhno kiggede sig straks omkring for at finde ud af, hvor den kom fra. Det tog ham ikke lang tid at lokalisere den, for den kom fra bygningen bag ham - en kro? Det Halve Svin... Spøjst.

Lokalet var varmt og indbydende, da Ezhno trådte ind i det (han måtte dukke sig for at komme igennem døren). Det var overraskende roligt, men nu var det jo også tidligt på dagen (Ezhno havde besøgt andre beværtninger på sin rejse, og de havde allesammen været larmende og fulde af støjende folk). Der var kun et par folk her og der ved bordene, og oppe ved bare sad der kun én person. Det måtte være maden fra køkkenet, der duftede... Ezhno havde lige præcis nok til et måltid.

Han brød sig stadig ikke om at tale til fremmede, så da han kom op til baren, tog det ham et øjeblik at tage sig sammen. 

"Et måltid?" spurgte han manden bag disken. Han lagde pengene på bordet. 

Normalt ville Keeran have nidstirret den øl han havde bestilt, indtil den var blevet skænket op, men i dag så han i stedet ned på sine hænder, der langsomt genvandt deres evne til at bøje sig. Hans overordnedes reprimande blev ved med at genspille sig for hans øjne og han tog glædelig imod muligheden for at lade sig optage af noget andet, da en fremmed kom op til baren.

Det tog ham ikke mere end et grundigt blik at se at fyren var ny i byen. Alt ved ham så fremmed ud, men det var mange forskellige nationaliteter og racer i Hovedstaden og hvad der virkelig fik ham til at se ny ud var det nærmest fortabte blik i hans øjne. Han så ærlig talt ud som om han mest af alt bare havde lyst til at løbe direkte skrigende ud af byen. Keeran kendte fornemmelsen. Han havde selv følt den for bare et par år siden og det var svært ikke at få medlidenhed med ham.

"Ny i byen?" spurgte Keeran med et forsigtigt smil imod ham, på trods af allerede at kende svaret, og strøg en vildfaren hårlok væk fra sine øjne.

"Du ser ud som om du godt kunne bruge noget hjælp," tilføjede han og tilbød med sit kropssprog sin hjælp, hans eget ubehag stort set glemt i øjeblikket. Ubevidst var han kommet til at tale med rubinsk dialekt. Det skete sjældnere og sjældnere nu, men at se andre, der ikke hørte rigtigt til i Hovedstaden bragte det frem i ham og det var også det eneste tidspunkt, hvor han ikke havde noget imod det. Udefrakommende var udefrakommende, ligegyldigt hvor de kom fra, og han tvivlede på at den fremmede fyr overhovedet ville kunne genkende hans dialekt medmindre han selv var fra Rubinien. 

Det var først, da manden ved siden af ham talte til ham anden gang, at det gik op for Ezhno, at der blev talt til ham. Han vendte sig mod manden og forventede en arrige grimasse af en art, en fornærmelse eller noget i den stil, for det var det eneste, han havde mødt i den her by indtil videre. Men det blik der mødte ham, da han så manden i øjnene var ikke fjendtligt eller surt. Det var nok det mest venlige blik Ezhno endnu havde set, og det overraskede ham så meget, at han blev helt mundlam et kort øjeblik. 

Manden - eller rettere drengen, for han kunne ikke være specielt gammel - så varm og venlig ud, og hans dybe, brune øjne overbeviste straks Ezhno om, at der på ingen måde kunne være fare på færde her. Man kan umuligt have et blik som dette, hvis man har ondt i sendt, tænkte ham ved sig selv. Drengens tale lød anderledes end den dialekt, Ezhno havde hørt de fleste tale her i byen, men han genkendte den ikke. Nu var han jo heller ikke ligefrem ekspert i dialekter...

"Øh," sagde Ezhno og blev med det samme lidt irriteret på sig selv over det åndssvage svar til den venlige fremmede. "Jo, det kan man vel godt sige. At jeg er ny i byen, altså."

Der var intet Keeran skulle nå i dag og han så med tålmodighed på den fremmede fyr indtil han fik formuleret et svar.

"Hvor kommer du fra?" spurgte han så, og talte selv helt uden at tænke sig om først. Da han havde sagt det ombestemte han sig også straks, for der var noget mere presserende han hellere ville spørge om, så han vinkede afvisende med hånden, for at få fyren overfor ham til at glemme, hvad han lige havde sagt, og sagde så; "Er der noget du har brug for hjælp med? Jeg er en virkelig god guide og øh.. en okay kok. En okay healer, også."

Keeran kastede sig over sit nye projekt, at hjælpe den her fyr, med så meget intensitet som han kunne, for at glemme sin egen lortedag. Desuden var der få, der havde hjulpet ham da han først kom til hovedstaden, og de få havde betydet hele verden for Keeran dengang. Han havde ikke vidst hvad han skulle have gjort uden dem, han ville jo ikke engang have haft nok på sig til at kunne klare sig hele vejen hjem til Rubinien igen. 

"Øh," sagde Ezhno igen, forundret over fyrens evne til at reducere hans ordforråd til "øh", for Ezhno plejede da ellers at kunne tale ret godt for sig. "Næh, det... det ved jeg ikke. Lige nu har jeg mest bare brug for noget mad og et sted at sove. Og måske en ven?"

Ezhno havde aldrig haft en ven før, og han regnede da heller ikke med at få nogen. Skulle man ikke have noget særligt at byde på, hvis man ville have en ven? Ezhno var ikke helt sikker på, at han havde noget at byde på. Jo, han kunne da heale og den slags, men det kunne man vel ikke basere et venskab på. Ezhno smilede at fyren. Han var sød.

"Hvad hedder du?"

Keeran lod blikket glide over fyren imens han talte. Han havde knap nok rørt sin øl, men havde alligevel en næsten ubærlig lyst til at række sin hånd frem og stryge den igennem hans lange hår.
I teorien ville det have været sjovt at vise en ny ven rundt i Hovedstaden, men i realiteten var Keeran for træt af byen til at gide gense nogen af dens såkaldte seværdigheder, så det var kun heldigt at fyren ved siden af ham heller ikke var til den slags lige nu.

"Keeran," sagde han og efter distræt at have åbnet og lukket sin hånd et par gange, bare for at tjekke at den kunne, rakte han den frem i hilsen uden at besvære sig med at tilføje sit efternavn. "Hvis du har brug for en ven, så er jeg fyren du leder efter!" Han sagde det med et bredt smil og uden at tilføje en grund til at de lige skulle være venner. Det syntes han næsten allerede de var - for hans skyld skulle der ikke mere til end at dele end øl, og det var de kun én øl fra at gøre. "Jeg har også et sted at sove, men jeg tror ikke du vil nyde min sofa," tilføjede han med et træk på smilebåndet. Hans sofa var ikke meget mere end fire gamle, slidte puder, holdt sammen af lige så gammelt og slidt træ, men fyren her var mere end velkommen, hvis han følte sig klar på udfordringen.

"Keeran," gentog Ezhno, mens han tog Keerans hånd og  trykkede den blidt. Det var et pænt navn, som smagte lidt af salvie, når han lod det rulle over sin tunge. "Jeg hedder Ezhno, og jeg har aldrig sovet på en sofa før."

Keerans hånd var varm og blød, ikke ru som Ezhnos hænder, og Ezhno havde egentlig ikke lyst til at slippe den, så det gjorde han ikke (der var aldrig rigtig nogen, der havde lært ham, hvordan man giver hånd).

"Har du altid boet her i byen?" spurgte han med et nysgerrigt smile.

Keeran så målløst på Ezhno, da han introducerede sig og fortalte, at han aldrig havde sovet på en sofa før. Selv havde han muligvis sovet oftere på sofaer end i senge.

Ezhnos tag om hans hånd og vedholdende blik fik varme til at sprede sig i Keerans kinder og det eneste han kunne svare til Ezhnos spørgsmål var en forlegen latter. Han skævede til kroværten, som heldigvis så ud til at være travlt optaget af at rengøre et glas, der kun blev mere og mere snavset des længere han gned med sit viskestykke på det, så Keeran så tilbage på Ezhno med et skævt smil, uden at tage sin hånd til sig. Man kunne mærke på Ezhnos hænder at han var vant til at arbejde med dem, og først nu bemærkede Keeran at man også kunne se det på resten af hans krop. Opdagelsen gjorde ikke noget for at køle hans kinder ned. 

"Jeg kom hertil for godt og vel fem år siden," sagde han så. "Længe nok til at sove på en sofa eller to. Hvor er du fra?" Han havde stilt samme spørgsmål før, men denne gang var han virkelig nysgerrig. Ezhno kunne kun være kommet langvejs fra.

"Jeg voksede op i bjergene," forklarede Ezhno, mens han godt lagde mærke til, hvordan Keerans kinder blev lidt rødere i det. Var der for varmt her? "I nordøst." 
Ezhno slap Keerans hånd og pegede i den retning, han var kommet fra, som om det ville hjælpe. Ezhno havde godt lagt mærke til, at folk her i byen var glade for at give steder navne. Men Ezhno kendte ikke ret mange stednavne. Han var bare vokset op i bjergene, og han havde fiske i søen, gået på jagt i skoven. Hvis de havde navne, kendte han dem ikke. 

"Jeg boede der med mine forældre, men de er døde nu," fortalte han videre uden rigtigt at vide hvorfor. Keeran havde ikke spurgt om hans forældre, men der var et eller andet ved Keerans ansigt, der gave Ezhno lyst til at fortælle ham alt. 

Keeran så på Ezhno med utilsløret interessere, imens han talte, men da han fortalte hvor han var fra trak han på skuldrene. Han vidste hvilken retning nordøst var, men han vidste ikke hvad der var deroppe. I det hele taget havde Keeran ikke så meget forstand på geografi eller historie eller noget som helst der krævede dannelse, egentlig. Han vidste lige hvor de største byer imellem Rubinien og Hovedstaden lå, for dem havde han selv rejst imellem, men nord var en fremmed retning for ham.

"Det.. er jeg ked af at høre," svarede Keeran, der ikke havde erfaring med at kondolere og ikke vidste hvad han ellers skulle sige. "Er det.. er det derfor du er rejst hertil nu?" Keeran forestillede sig at det måtte være ensomt at bo i sine forældres hjem uden sine forældre og et øjeblik blev han selv ramt af en forfærdelig hjemve - han tænkte på sin mor og på, hvordan hun havde det, og om hun klarede sig okay uden ham. Om hans bedsteforældre stadig var raske og glade, og på hvor glade de ville blive for at se ham igen, hvis han kom hjem. 

"Ja, det blev lidt ensomt," svarede Ezhno. Det var ikke den hele sandhed. Skyld og skam havde spillet en endnu større rolle end ensomhed, men det havde han ikke lyst til at tale om lige nu. Faktisk havde han slet ikke lyst til at tale om sin fortid mere. Han ville meget hellere tale om Keeran. Keeran var heller ikke herfra, men han kendte stedet meget bedre end Ezhno, så han kunne sikkert fortælle en masse historier om byen.

"Måske kunne du vise mig rundt i byen en dag?" foreslog Ezhno, da manden i baren havde sat en tallerken med rygende varm mad foran ham. Ezhno tog en bid. Det smagte ikke synderlig godt. "Har du et arbejde? Det skal man have her, ikke?"

Keeran lyste op i et smil, da Ezhno selv foreslog, at han kunne vise ham rundt. Det skulle nok blive en god måde at blive venner på, også selvom Keeran ikke længere fandt byen lige så interessant som han havde da han først ankom. "Jeg vil elske at vise dig rundt! Du siger bare til."

Han brød ud i latter, da Ezhno spurgte ham om man skulle have et arbejde i Hovedstaden, indtil det gik op for ham at han spurgte for alvor. Keeran kom godt nok ikke herfra, men han kom fra en storby, så han var vant til livet i en, og det gik langsomt op for ham at det slet ikke var et liv Ezhno kendte til.

"Jeg arbejder i Helbredelseshuset. Jeg healer. Det er det eneste jeg kan," fortalte han med et skuldertræk og lænte sig halvvejs ind over baren for at lade den bære det meste af hans vægt, som drænede det hans energi at indrømme at han ikke kunne finde ud af andet. Det job han havde var ikke ligefrem hans drømmejob, men i det mindste holdt det ham i live. "Skal jeg hjælpe dig med at finde noget? Hvad kan du?"
Keeran samlede sine hænder, masserede dem skiftevis med hårde tag, hans lortedag stort set glemt nu hvor Ezhno var her til at kræve hans opmærksomhed, men det havde stadig ikke helt sluppet sit fysiske tag om ham. 

Ezhno var ikke helt sikker på, hvorfor Keeran grinede, men han vidste med det samme, at han ville gøre meget for at høre den latter igen. Der var noget varmt og dragende over den, ligesom der var ved Keeran. Det lod dog til, at Keeran ikke var specielt glad for sit arbejde, men han måtte vel være god til det, når han stadig havde det? Ezhno havde hørt, at det kunne være svært at holde på et arbejde, hvis man ikke var den bedste.

"Jeg kan gå på jagt," Ezhno svarede, efter han havde slugt sin mundfuld mad. "Jeg kan også heale, bare ikke så hurtigt." Han så hvordan Keeran gnubbede sine hænder, og uden egentlig at tænke over det, lagde Ezhno sin kniv og gaffel fra sig og tog Keerans hænder i sine. 
"Hmm," brummede han og trykkede på den store muskel omkring Keerans tommelfingre. Den var hård som sten, hvilket tydede på en, der arbejde meget med sine hænder, men gjorde det på en lidt forkert måde.

"Du spænder meget i dine hænder," sagde Ezhno, mens han masserede Keerans hænder med stor dygtighed. Hans far havde lært ham om muskler og spændinger, og hvordan man kunne komme af med dem igen. "Arbejder du meget hårdt? Måske ville det være bedst, hvis du brugte en støtte om dine håndled. Det ville tage nogle af spændingerne ud af dine hænder, så de ikke gør så ondt."

Det ville altid være nytigt at kunne jage - var han god nok, kunne Ezhno uden tvivl leve af at jage i nærheden og sælge sine varer i Hovedstaden, men det var langt mere interessant at høre at han også kunne heale. Der var altid brug for healere og havde man evnen var det oven i købet også nemt at blive. Ezhno kunne uden tvivl få et job på Helbredelseshuset, ligegyldigt hvor langsomt det gik for ham. Keeran var heller ikke ligefrem den bedste til at heale, det havde han også oplevet på egen krop i dag. Der var mange grænser for hans evner og selvom hans overordnede derinde ofte forsøge at presse ham til at blive bedre, havde han stort set ikke forbedret sig siden sin ankomst for flere år siden.
Han lod den høje fyr tage hans hænder, og så skiftevis fra deres hænder til Ezhnos mørke øjne og tilbage igen. Et øjeblik spændte han helt op til nakken, da Ezhno begyndte at massere hans hænder, men det tog ikke mere end en dyb indånding og et opmærksomt blik på Ezhnos tillidsvækkende ansigt, før han slappede mere af igen.

"Det er normalt ikke så slemt," svarede han afvisende, på trods af at han kunne mærke Ezhnos berøring hjælpe allerede. Han tog også hans råd til sig, men kunne ikke bare indrømme det sådan uden videre.

"Hvis du vil kan jeg godt introducere dig på mit arbejde i Helbredelseshuset. De har ansat mig, så jeg er ikke i tvivl om at de også gerne vil have dig. Så kan du altid finde noget bedre senere." Han trak sin ene hånd til sig, men gav Ezhnos hånd et forsigtigt klem inden, og lod ham fortsat massere den anden. Han ville ikke helt bryde den fysiske kontakt, men han brød sig heller ikke om at andre kunne se dem sidde så tæt.

"Jeg er sikker på, at du er meget bedre, end du selv tror," sagde Ezhno og smilede til Keeran, mens han effektivt masserede spændingerne ud af Keerans hånd. Noget havde ændret sig lidt i hans karakter ... Det var ikke afvisende, men Ezhno kunne godt mærke, at Keeran ikke var helt tryg ved ham. Gad vide, hvordan han kunne ændre det? 
"Det er sødt af dig," svarede han på Keerans tilbud. "Men jeg ved ikke rigtigt ... Er der meget larm? Jeg er ikke så god til larm. Heller ikke hvis det hele går for hurtigt. Min mor troede, at jeg var sart eller doven, men jeg kan bare bedst lide, når det hele går stille og roligt, heh. Måske er jeg lidt sart."

Han grinte lidt for sig selv. Der var altså et eller andet ved Keeran, der fik ham til at slappe meget mere af, end han normalt gjorde omkring folk han ikke kendte. Måske var det bare det faktum, at han var mæt for første gang i flere dage? 

"Smager den godt?" spurgte Ezhno og nikkede mod Keerans øl. "Det dufter godt."

Keeran var ikke vant til at få komplimenter, og da slet ikke for sin healing, der ærlig talt ikke fortjente nogen form for ros, og selvom Ezhno ikke havde oplevet Keerans healing var han stadig glad for hans opmuntrende ord.

"Det går hurtigt.. og er larmende.." fortalte Keeran sagte, med slet skjult bitterhed bag ordene. Han gav sit arbejde skylden for at han overhovedet hacde brug for at lade en stort set fremmed fyr massere hans stive hænder nu. "Jagt vil måske være bedre for dig."

"Smager godt?" Spurgte Keeran forvirret og det tog flere sekunder for ham at indse at Ezhno snakkede om hans øl. "Ja! Sygt godt, for helvede," svarede han og bandede mest bare for sig selv over ikke at have indset at fyren her kom så langt væk fra at han hverken kendte til jobs eller øl. Han trak sin anden hånd til sig, og også denne gang gav han Ezhnos hånd et klem inden han kunne få sig selv til at afbryde deres fysiske kontakt fuldstændig. Men han havde brug for sine hænder til at finde sin pung frem.

"Kan jeg få en øl til min ven?" Spurgte han ind over baren og betalte for den uden at give Ezhno tid til at bryde ind.

Ezhno havde godt hørt om øl, og måske havde hans far brygget noget engang? Duften virkede bekendt og satte nogle minder i gang i Ezhnos hoved, men de blev afbrudt af Keeran, der bestilte et krus til ham, før han kunne sige noget. 

"Tak," sagde Ezhno og smilede til Keeran. Han tog kruset og skulle lige til at tage en slurk, før han huskede, at man altid skal skåle. "Skål." Han løftede sit krus til Keeran. 

"Skål," svarede Keeran og slog sit krus ind imod Ezhnos inden han bundede resten af sin øl, så utilfreds på det tomme krus og bestilte endnu én fra bartenderen.

"Hvad synes du?" spurgte han, da han vendte sin opmærksomhed imod Ezhno igen. Han kunne svagt huske engang hvor han ikke selv havde kunnet lide øl, men det måtte være 10 år siden nu. Hvis Ezhno ikke kunne lide den ville han da også gerne drikke den ud for ham. 

Ezhno så imponeret til, mens Keeran drak hele sin øl i næsten én mundfuld! Det ville nok være en skidt idé, hvis Ezhno prøvede det. Han smagte på den gyldne drik. Den var lidt bitter, men smagte egentlig fint nok. Det kunne han da sagtens drikke.

"Det er ikke det værste, jeg nogensinde har smagt," sagde Ezhno og smilede. Han tog en tår til. "Faktisk smager det bedre, jo mere man drikker."

Han kunne mærke en varme begynde at brede sig i hans krop, da han tog en tredje tår (denne var større end de to foregående), og det begyndte at kildre spøjst i hans tæer. Var hans kinder også varme? Ezhno mærkede på sine kinder med sin frie hånd. Jo, da var ret varme. Faktisk havde han det ret varmt nu. 

"Jeg skal lige..." Ezhno rejste sig fra barstolen og tog sin kappen og tørklæde af. Men det var ikke nok, og snart efter havde han taget alt sit overtøj af og var nu kun iklædt sine mørke skinbukser og den korte, mosgrønne kjortel af hør, hans mor engang havde vævet til ham. Den var ikke snøret i halsen, og lædersnorene med gyldne smykker, der hang om Ezhnos hals, blev afdækket. Han vidste godt, at det nok var en dårlig idé at gå rundt med frit udsyn til den slags smykker i en by som denne, men han var ærligt talt lidt ligeglad lige nu.