Krystallandet
Helli 08.09.2017 14:16
Solen var ligeså stille begyndte at sænke sig i horisonten, og det betød at natten var ved at komme, og med natten kom udgangsforbuddet. Et udgangsforbud som mange efterhånden så skævt til, og især den mere lumre del af byen havde et anstrengt forhold til ikke at kunne færdes ude efter mørkets frembrud. Der var dog nogen der syntes det var en god ide. Nogle af borgerne, en del af medlemmer af Kiles Orden, og der iblandt Idrizraele. Selvom Idrizraele havde et meget løst forhold til loyalitet, så måtte hun indrømme at ypperstepræsten havde gjort et fremragende jo for at fremme Kile i byerne, og hun var ikke bleg for at indrømme. Det kunne godt være at hun ofte holdte sig lidt i skyggerne, og prøvede på altid at forholde sig neutral i forhold til alt og alle, men hun kunne ikke undgå de lidt mere smørrede smile der blev sendt når ypperstepræsten gjorde noget hun var enig i, eller at hun verbalt sagde højt at han havde gjort et godt job. Hun vidste dog godt at ikke alle præsterne var enige i det, men hun var ligeglad, de færreste turde at lægge sig op mod ham. HUn viste ikke sit ansigt meget, men det var svært at gemme hendes hale.Nu hvor solen som sagt var ved at gå ned, var Idrizraele til at finde ved templet. Det var snart tid til patruljerne, og hun var en af dem der skulle ud og patruljere senere, men inden det kunne hun godt give en stille bøn til Kile. Kile der i sidste ende ville tage dem alle. De tilhørte hende alle trods alt.
Det var en kort bøn. Blot et par tanke foran alteret, før at hun rejste sig for at bevæge sig videre. Der var ikke mange i templet på dette tidspunkt, ikke at det bekymrede hende overhoved.
