Sted: Lidt syd for landsbyen
Tidspunkt: Solnedgang

----
Det havde været et par meget uheldige dage for Zari. I hendes forsøg på at finde noget der kunne hjælpe hende med sårene på hendes ryg, var hun kommet lidt for tæt på en mindre gruppe mennesker der var ved at forlade ørkenen, med en skramlende vogn. De havde fået øje på hende, og efter en udmattende jagt, fanget hende. Det var med grov behændighed at de havde løftet den bidske og bange rubinræv op i nakkeskindet og slynget hende ind i den lukkede vogn, efter at have bundet hendes mund sammen med et reb og en pose, der stank forfærdeligt for den sensitive næse, som en anderledes form for mundkurv.
Det første lange stykke tid havde hun forsøgt at kæmpe imod, få mundkurven og rebet af, men efterhånden som sulten og tørsten overtog, mistede hun mere og mere energien, og endte istedet med at ligge trykket ind til et hjørne i vognen uden at vide hvor de var på vej hen. Det eneste hun umiddelbart kunne høre, og mærke på temperaturen og lydene hun opfangede, var de ikke længere i ørkenens varme. 

Det var hen mod slutningen af anden dag da vognens bevægelser stoppede op. Det havde den gjort så mange gange under turen efterhånden at hun i starten knapt bemærkede det. Flere stemmer lød dæmpet udenfor vognen, inden en knitren fra kviste  der blev knækket og lagt sammen med større stykker træ.
Zari lagde ørerne ulykkeligt ned. Hvor havde hun været dum, hun nød den frihed hun havde haft og hvad havde hun gjort? Været uopmærksom og dum. En mindre rumlen fra hendes mave lød i vognen. Dum og sulten.
"Kom herud med den.. " mere blev sagt men hun opfattede det ikke helt over lyden af låsen der blev låst op og døren der pibende blev åbnet før en høj mand der mindede lidt om et fugleskræmsel hvis hun nogensinde havde set et, kom ind med en snor i hånden.
Døren blev forsvarligt lukket bag ham igen inden han kom tættere på. 
Af ren instinkt forsøgte hun at undgå ham og det blev da også til en mindre tag fat i det smalle lukkede rum, inden han endelig fik fat i hendes hale, hvilket straks fik hende til at klynke højlydt da hun selv havde været i bevægelse. "Hold nu din kæft. " En næve langede ud efter hende og fik det til at synge i hovedet af hende da slaget indtraf, mens han fumlede med at få bundet rebet fat til mundkurven. 

Prøvende blev der hevet i snoren, inden han åbnede døren ud igen. " Kom så ud og pis med dig. " Han gav hende ikke megen chance for at lyde ordre idet han på det nærmeste bare hev hende med ud af vognen så hun landede kluntet på et blød og grønt dække.. Hun kunne ikke huske hvad det hed, men havde minder om at have gået på det før. I et forsøg på at få lidt privathed forrettede hun sit nødtørft under vognen inden hun blev hevet videre hen imod et bål hvor et par andre mænd sad og diskuterende gloede i en tyk bog. Zari selv kunne ikke læse, men det ville nok også blot have fået skrækken mere op i hende hvis hu havde været i stand til at læse titlen. Et slaveregister.
Fugleskræmslet satte sig på en træstamme ved siden af de to andre og hev hende op på skødet, mens hendes egne sanser forsøgte at sluge alle de indtryk ind de kunne. Selvom hun nu ville ønske at hun kunne lugte mere end de stærke krydderier der utvivlsomt havde været i den pose hun havde om snuden. 
"Nå lad os se hvad vi har her... " Lød det eftertænksomt mens den mest fedladne af mændene lod en stor hånd hive fat i hendes øre for at få et bedre glimt af hvad der stod på øremærket. 
En piven af ubehag forlod hende, som hun lå der med armen over sig,  der med sin tyngde sørgede for at hun ikke kunne stritte ordentligt imod. 
" RR6.. 2- Hvad står der?"
Han vippede øret mere over imod fugleskræmslet der læned sig tættere ind over den skælvende rubinræv.

Det skete ikke så ofte igen, at Ileana var så langt syd på som nu. Solen var alt for insisterende så tæt på ørkenen, men hun havde haft en ærinde hernede. Det var gået godt, hun havde fået det ud af det, hun ville. Men som altid når hun havde været i herreselskab var der et vredt glimt i hendes øjne. Hendes skuespil var upåklageligt, når hun skulle stå til rådighed for sine herrebekendtskaber, der ville have noget af hende, men bagefter havde hun altid en voldsom trang til at flå nogen fra hinanden. Og den trang var ikke blevet stillet, som hun red igennem de nu mere grønne omgivelser. Træerne var begyndt at gøre indpas og stod som mørke skygger under nattehimlen. 
Ileana var redet fra herregården så snart solen var forsvundet under horisonten for en lille halv times tid siden. Hun havde travlt, hvis hun skulle nå frem til næste skjulested for solen, inden den kom frem igen. En vampyr kunne vel gemme sig mange steder i løbet af dagen, men Ileana havde ikke tænkt sig at krybe sammen i en tilfældig lade som et skræmt dyr. Nej, hendes mål var en kro, hvor hun vidste, at servicen var i top og der kunne anskaffes et værelse for en passende mængde krystaller.

Som hun fik hesten til at trave frem i et raskt tempo, fik hun øje på et lysskær længere fremme ved en lille klump træer ved siden af vejen. Roligt stoppede hun hesten. Hvem end der var ved ilden, burde de ikke have set hende endnu. For et øjeblik så hun med et tomt blik på skyggerne, der bevægede sig rundt. Hun var sulten. Og vred. Måske et måltid ville gøre rejsen hjem mere spændende.
Kjolens stof hvislede, som hun svang sit ben over hesten og stod af. Hun red som en mand, når der ikke var grund til andet, også selvom hendes lange, tunge kjoler viste mere af hendes ben, end hvad der var anstændigt for en adelig. Hesten trak hun ind til siden og bandt ved en lille forhutlet busk. Ingen grund til at advare dem om hendes ankomst. Og derefter bevægede hun sig igennem det høje græs, en smule skævt, så hun ville komme om bag de få træer. Det var bedst at observere, før hun gjorde sin tilstedeværelse klar for de rejsende.

Tre mænd. Hun kom frem som den ene slæbte et lille dyr ud af deres vogn. Mandens måde at snakke med det på og det lille glimt af metal i dets øre, afslørede hurtigt, at det var en slave. En rubinræv som slave. Uden tvivl en formskifter. Ileana blev lydløst og ubemærket stående i skyggerne, som den ene mand hev en stor bog frem og den anden greb fat i ræven for at aflæse mærket. Vreden lå som et brændende stykke metal i hendes mave. Hun havde intet i mod slaver, faktisk havde hun haft flere selv igennem tiderne. Ikke som Loke havde været hendes, men som faktiske slaver. Men at se de tre mænd behandle dette dyr, som hun på en eller anden måde havde opfanget til at være hunkøn, på denne måde, gjorde hende hadefuld. Hun hadede mænd. Og afskyen fra hendes ærinde sad ved, så hun holdt ikke sig selv tilbage, da hun trådte frem i bålets skær med det meget lyse hår skinnende i lyset og de kolde blå øjne rettet mod manden med bogen.
"Sådan nogle store farlige mænd, der får et svagt hjælpeløst dyr til at pive af smerte. I må føle jer noget så mægtige. Hvad med at prøve at nedlægge nogen på jeres egen størrelse?" Hendes uhyggeligt bløde og dybe stemme gik fra lettere hånlig til indbydende, som hun provokerede dem til at angribe hende, en forsvarsløs om ensom kvinde. Hun vidste jo godt, at de ville.

De tre mænd kastede blikke på hinanden, hvor den første, som hverken havde bog eller ræv, bevægede sig frem mod hende. Han trak ingen våben. En fejl. Så snart han rakte ud for at gribe fat i hende, undgik hun hans hånd og med en hurtig bevægelse stod hun skråt bag ham. Splitsekunder efter sad hendes tænder i hans hals og hun sugede den røde væske i sig. Smagen af blod fik hendes øjne til at skifte fra lyseblå til en mørkere blå med et glimt af rødt. Følelsen af styrke gled igennem hende og det var ikke et problem af holde den panikslagene mand fast. De to andre mænd rejste sig. Bogen røg på jorden og manden med snoren til ræven, lod hurtigt snoren glide ind i en krog på siden af vognen, der stod ved siden af. 
Hurtigt trak Ileana hovedet tilbage fra manden og med et effektiv bevægelse brækkede hun nakken på ham. Liget faldt tungt for hendes fødder. Følelsen af fysisk styrke var berusende, men hun gav sig ikke tid til at nyde den. Begge mand trak våben, lange grimme knive. Ileana var ligeglad. Den første kom i mod hende, sikkert klar over hendes styrke, men ikke klar over hendes evne. Let undgik hun kniven og så snart manden var tæt nok på, gennemborede hun hans hjerte med sine lange negle, hun havde vokset ud, så snart hun så knivene. Den sidste mand, ham der havde haft ræven i sine hænder, spærrede øjnene op og vendte hurtigt om for at flygte. Ileana var hurtigt efter ham, borede sine tænder ned i hans kød og brugte sin gift til at lamme ham. Og så drak hun. Blodet smagte vidunderligt og sulten fik hende for et øjeblik til at glemme alt omkring sig, som manden langsomt døde i hendes arme.

Zari havde i starten ikke helt bemærket hvad der skete, med hendes øre sat i klemme mellem to negle for at holde den på plads, åbenbart for bedre at sikre sig udsynet til tagget. Hun brød sig ikke om det.
Men mindre brød hun sig om den lyd der pludselig kom, først da synes hun at huske den kvindelige stemme der havde lydt. De store gråbrune øjne stirrede forskræmte på liget, derefter gled de hastigt op af den rigt klædte kvindes tøj. Hvad lavede en rig her!? Hun lignede ikke en køber, men heller ikke en redder. Faktisk var Zari slet ikke sikker på hvad præcist det var hun lignede. 
Hvis hun ike var køber eller redder, mon hun så var en morderske? Hun havde nogen gange overhørt hendes tidligere herres snakken med andre, om folk der angav sig for at være rige for blot at dræbe folk. Hun forstod ikke nydelsen der måtte være i det. 

Hun begravede sine kløer i låret på den fedladne mand, der dæmpet havde bandet af hende inden hun var blevet bundet til en krog. Hun var ikke selv sen til at pile ind under vognen, så langt snoren nu engang tillod hende, skævende mod kampen foran snuden på hende. Hun løftede en pote, forsøgte endnu engang at få mundkurven af sig, men opgav hurtigt. Nej hvis hun ville slippe væk i live, måtte der andet til. Derfor, om end en smule modvilligt og med et temmeligt bankende hjerte, kom hun ud under vognen, hoppende let på bagbenene for at give sig selv en mulighed for at kunne komme i fysisk kontakt med snoren der var af et andet materiale end den mundkurv hun havde på.
Måske en mulighed for at kunne løsne fibrene også stikke af? Hun skævede kortvarigt over imod kvinden der imidlertid havde dræbt den anden og nu stod og... kyssede...? eller åd den sidste mand. Langsomt. 
Zari stoppede i en bevægelse , pludselig temmelig bevidst om sin situation. Den så bestemt ikke godt ud, bundet som hun var til vognen. Men mundkurven og snoren om halsen var med til at sikre at hun forblev i den skikkele hun var i. Hun havde flere gange som ung forsøgt at undgå halsbånd og snore ved at forsøge at ændre skikkelse, men af en eller anden grund var det som om at de sikrede at skikkelsen forblev fastlåst.
I et nu fortsat hun med fonyet, og nærmest panikken energi at hoppe højt nok til at kunne røre snoren, højt nok til at snoren kunne komme af krogen, hvad som helst. Hun ville ikke ende som den fremmede rigt klædte kvindes måltid.. Eller tilfældige rigdom. 

Selvom det var så mange år siden, Ileana havde drukket sit første blod, smagte hver eneste mundfuld stadig af mere, sulten eller ej. Det var en hunger, som ikke kunne stilles, en hunger der gjorde hende til et sultent dyr, der for få øjeblikke ikke kunne fokusere på andet end at drikke den livsgivende væske. Så at ræven begyndte at bevæge rundt på sig, bemærkede hun kun overfladisk, nok opmærksom på sine omgivelser til at kunne registrere fare, men ellers optaget af at stille sin sult. Måske mådehold var noget man forventede af en kvinde af hendes kaliber, men hun drak til hun ikke kunne mere og så endda en smule mere end det. Nok til at liget i hendes hænder føltes lettere at holde oppe.

Endeligt slap hun manden og lod ham uden følelser falde til jorden. Hendes tunge bevægede sig rundt over hendes læber for at fange de sidste dråber, inden hun hev et lommetørklæde frem og grundigt tørrede sig om munden. Ikke at hun svinede så meget, når hun drak, men det var ikke kønt at have blod om munden.
Blodets energi pulserede i hende og hun lukkede kort øjnene for at nyde det. Hvis bare følelsen ville vare ved. Men det ville langsomt fade i løbet af det næste døgn. Et kort uhørligt suk slap hende, inden hun åbnede øjnene og var tilbage til sit gamle kolde jeg.

Ræven. Slaven. Skulle hun bare efterlade den til sin skæbne eller? Hun vendte sig i mod den og så, hvordan den kæmpede for at komme fri. Ynkeligt. Ileana var lige ved at gå, da hun alligevel ændrede mening. Det var længe siden, at hun havde haft en slave sidst og den lille ræv med rubinerne i huden ville være et ganske fint kæledyr. Som et bevis på en højere status. Hun vidste ikke, om den kunne bruges til noget, hvor trænet den var eller om dens menneskeskikkelse var noget ved, men hvis alt gik galt kunne hun enten sælge den eller bruge den som et måltid og sælge rubinerne.

Så hun gik hen til vognen og den paniske ræv, trædende over lig som var de ingenting. Med en hurtig bevægelse greb hun ræven i nakken, fast men ikke voldsomt hårdt, som ville hun ikke skade den, blot have fat i den. Og i stedet for at løfte den op, trykkede hun den ned i jorden, igen ikke hårdt, bare for at holde den i ro.
"Jeg tager mundkurven af dig. Hvis du bider mig, skærer jeg ørerne af dig. Forstået?" Uden at vente videre på svar, rakte hun ned og skar en snor over med en negl, inden hun kunne trække den lille pose af rævens snude. Hun forventede ikke, at den kunne snakke, formskiftere virkede aldrig til at have evnen til menneskelig tale i deres dyreskikkelser. Det passede hende fint. Til sidst ændrede hun sit greb på ræven, så hun havde fat rundt om brystkassen på den og kunne løfte den op foran sig, så hun kunne se dens ansigt.
"Hvis du gør, som jeg siger, så sker dig der ikke noget. Hvis du forsøger at stritte i mod eller stikke af, fortryder du. Du får mad og tøj på kroppen, samt tag over hovedet." Hun så ind i dyrets øjne. "Det er enten frivilligt at komme med mig eller være bundet her til du bliver fundet af guderne ved hvem eller sulte og tørste ihjel. Jeg er ligeglad." Ikke at ræven havde et valg, men nu lod Ileana som om, at den fik det. Manipulation var et af hendes specialer. Og selvom hun virkede hård i sine ord, var hendes stemme stadig en smule lokkende og måske endda med en snert af noget venligt, der slet ikke passede til det, hun sagde.

Zari mærkede tydeligt kvindens blik på sig, og strittede yderligere imod, forsøgte at skabe afstand mellem dem, hvilket var lidt umuliggjort af at snoren var så kort og krogen så højt oppe.
En forskrækket gippen gik igennem hendes lille krop da hun mærkede kvindens greb  i nakkeskindet. Hvis ikke hun havde haft mundkurven på havde hun nok automatisk snappet ud efter kvinden, men det kunne hun ikke, kun forsøge at ruske sig fri, ikke at det blev til meget. Hun var svag i denne skikkelse og hun var godt klar over det, og det blev kun understreget yderligere da hun blev presset ned mod jorden. 
Ørerne blev lagt fladt ned mod hovedet ved den, ikke ubetydelige, trussel om at få dem skåret af. En skælven gik gennem den lille anspændte krop, men ellers tvang hun sig selv til at forholde sig i ro. 
At få mundkurven af var en vidunderlig distraktion og følelse. Endelig var stanken af særke krydderier længere væk fra hendes snude. En, mindre række nys og prusten kom fra hende, fulgt af instinktet til at gnide snuden, hvilket hun også var godt på vej til da grebet blev ændret og hun istedet pludselig befandt sig i øjenhøjde med kvinden.
Det vippede kort i de lange ører, inden de blev lagt fladt ned mod hovedet igen, stadig bange for at miste dem. 
I stedet fokuserede hun på at forsøge at undgå kvindens nærmest gennemborende og vedholdende øjenkontakt. 
Mad, tøj og et tag over hovedet.. Det lød næsten for godt til at være sandt, men det var alligevel en bedre chance for overlevelse end tanken om at sulte ihjel eller blive et nemt måltid for et andet rovdyr. 
En tøvende nikken forlod ræven, i en meget uræveagtig gestus. Det kunne godt være at hun ikke brød sig om det, men det var et bedre valg end det andet. Muligheden for at leve længere, selvom hun spekulerede over hvad det var kvinden ville have ud af hende. Et kæledyr? Eller underholdning? Og hvilken slags underholdning..?

Ræven så ud til at tænke lidt over hendes forslag og et svagt, tilfreds smil gled over Ileanas ansigt, da den nikkede. Perfekt. Første skridt på vejen til at have en lydig slave.
"Godt valgt." Ileana rejste sig fra sin knælende stilling, stadig med ræven i sine hænder. Den var dog lille nok til at hun kunne holde den i én hånd, mens hun tog snoren af krogen. Hun var ikke dum, snoren ville blive siddende på ræven indtil de var i mere aflukkede omgivelser. Også selvom hun var en smule nysgerrig over at se, hvordan rævens anden skikkelse så ud. Ville den være køn nok til at fungere som personlig tjenerinde eller ville den passe sig bedre ude i køkkenet? Ileana vidste det ikke, kunne ikke se det ud fra dyrets skikkelse. Hun havde endda ikke tjekket efter, om det faktisk var en hunkøn. Hvis det var en hankøn... om et par dage ville hun være sulten igen.

Uden at sige mere, holdt hun ræven under armen med en hånd på dens brystkasse, og gik hen for at slippe trækdyrene fri. Hun var en hjerteløs kvinde, men der var ingen grund til at de skulle stå bundet fast og dø. Hendes negle skar let igennem seletøjet og efter et slag over bagdelen på dem, kunne hun gå ud på vejen og ned til sin egen hest, der stod og slappede af. Endeligt satte hun ræven ned på jorden, kun for at fastgøre snoren til hesten. Hun agtede ikke at holde så lav en fart, at det lille dyr kunne følge med ved siden af, hun havde nu endnu mere travlt med at komme frem end før. Men hun ville hellere ikke sidde med det i favnen i flere timer. Så hun tog sin kappe af og bandt en knude på den, så det blev til en form for slynge. Herefter samlede hun ræven op, satte den ned i slyngen og svang sig op på hesten med slyngen i den ene hånd, stadig stærk efter at have indtaget blod. Og til sidst skubbede hun slyngen over hovedet og sine smalle skuldre, så den hang om livet på hende og ræven hang i slyngen ned ved siden af hendes ben. Snores bandt hun fast til sadlen.
"Blive i slyngen. Hopper du ud, bliver du kvalt eller trampet ned af hesten. Jeg agter ikke at stoppe op."

Og med de ord satte hun hesten i galop. Der var ikke mange timer tilbage af natten.
Hun red hesten hårdt, men stadig med pauser, så den ikke ville kollapse under hende. Og de nåede også kun lige frem til den lille by, hvor kroen var placeret, som solen begyndte at kigge over horisonten. Den trætte hest afleverede hun til staldknægten, efter at have løsnet slyngen og pakket ræven ind i kappen med en kort ordre om at være stille. Ingen grund til at reklamere med den nyanskaffede slave. Krofatter gav hende uden brok en nøgle til et værelse, som en pung med krystaller dukkede op fra hendes kjole.

Oppe på værelset låste hun roligt døren og pakkede så ræven ud for at sætte den på sengen. Der var ikke meget lys i lokalet, som skodderne var slået for vinduet, men flere tællelys var tændt og gjorde deres til at det var til at se. Ileana smed kappen over en stol og satte så hænderne i siderne for at se ned på ræven med et følelsestomt blik.
"Nå. Lad mig så se, hvem du er." Snoren om rævens hals blev løsnet og lagt sammen med kappen. Afventende så hun på ræven, som hun agtede at se dens menneskeskikkelse.

Zari be mærke i det svage smil, men sagde eller gjorde ikke mere. Der ville blive mere end rigelig tid til at lære hendes nye frue at kende, selvom hun stadig var i tvivl om hvilken funktion hun ville få.
Hun skævede ned efter snoren som den blev hevet af krogen. En mindre utilfreds snerren forlod hende. utilfreds over at skulle forblive i snor og fanget, men hun bed ikke. Hun havde godt bemærket de negle kvinden kunne få, og ikke mindst hendes trang til blod. Hun måtte være hvad man kaldte en vampyr, noget der var en ekstrem sjældenhed i Rubinien, men hun havde hørt om dem på en tidligere tur hvis hun skulle være 'skøderæv' for sin tidligere herres 'veninde'. 

Hun havde interesseret fulgt med med blikket da hun var bundet til hesten og så kvinden lave en slynge.. Heldigvis lod det ikke til at det blev forventet af hende at hun skulle kunne holde trit med hesten. Op i slyngen endte hun også blev det til flere timer med humpende, rokkende bevægelser i mørket, stødende ind mod kvindens krop. Ikke ligefrem noget hun var vandt til, i al fald ikke på den måde, ligesom hun heller ikke var vandt til at blive holdt vågen natten igennem. Ikke medmindre det havde været undervisningen i 'natlig underholdning'.

Endelig lod det til at de havde fundet et ordentligt stop for... Dagen..? Zari var fristet til at stikke hovedet ud af bylten og se sig om, men var ikke dum nok til at gøre det, ordren om at forholde sig i ro kom da også prompte til hende, som hun blot forblev i bylten, opmærksomt lyttende til sine omgivelser inden det fortsatte, over til hvad lugtede som et værelse. Noget hun også blev bekræftet i da hun blev pakket ud. Vrikkende med ørerne så hun sig om, indtil kvinden igen fangede hendes opmærksomhed. Åh ja.. Vise sig selv.. Det måtte jo til, selvom Zari bestemt ikke var meget for det da sårene på hendes ryg stadig ikke var væk, men bare var nogle hårde klumpede skorper.
Tøvende rejste hun sig op på poterne, og hoppede ned på gulvet, bevidst om at sårene ville blive revet op og huden højest sandsynligt flække omkring dem når hun gennemgik forvandlingen. Det ville være et dårligt træk at lade blodet ende med at sprøjte ud på væg eller sengen, derfor vendte hun istedet ryggen mod døren da hun vendte front mod kvinden.

Den lille rubinræv tog en dyb indånding, hvilket ellers ikke var nødvendigt under forvandlingerne,  og bed sig hårdt i læben for at distrahere fra smerten på ryggen idet hun igangsatte sin forvandling, glidende over til menneskeskikkelse. Eller så menneskelig det kunne være med den buskede hale, ører og øjne der stadig var det samme som før. Stift blev armene holdt langs siden på hende, mens hun forsøgte at ignorere den delvis sviende, delvis brændende smerte i ryggens hud, dog kunne hun ikke holde hverken ørerne fra at ligge fladt ned, eller tårer fra at bygge op i øjnene. 
For pokker det gjorde ondt!
Svarende næsten til som havde hun lige fået med pisken. Noget hun ikke engang vidste om hendes nye frue gjorde brug af, men det fandt hun vel ud af med tiden. 

Hun forsøgte ikke at danne øjenkontakt, men lod istedet halen dække let over brændemærket. Selvom kvinden nok var klar over at hun var en slave, var hun ikke glad for at reklamere for hvilken type lærdom hun havde fået. Læse, skrive og regne kunne hun ikke. Men børnepasning, madlavning, rengøring, oprydning. generelt almen husholdning, og ikke mindst natlig underholdning som havde været hovedsædet i hendes optræning.

Hun åbnede munden som for at sige noget, men lukkede den igen og strøg sig istedet hastigt, udglattende over det kastanjebrune hår der nu nok godt kunne have godt af at hun spiste andet end hun hidtil havde gjort.
Hånd og arm røg igen ned langs siden, mens hun ellers, trods sine smerter, forsøgte at holde ryggen rank, og tårerne fra at falde. hun havde ikke lov, og hvordan kunne kvinden vide at hun havde sår. Nej det havde nok været umuligt at mærke hen over den pelsede krop hun lige var sluppet ud af. 

Ileana fortsatte med at se på ræven med sine kolde øjne, som den hoppede ned af sengen og stillede sig til rette på gulvet. Hvad det gik ud på, vidste Ileana ikke, men i det mindste så det ud til, at den skiftede skikkelse. En smule fascineret så hun til, mens den lille ræv blev til et menneske. Hun havde set mange forvandlinger igennem sin tid, men hun var stadig imponeret over, at en krop kunne skifte form på denne måde. Dog kunne man ikke se andet end en let utålmodig afventende mine i hendes ansigt.

Det var en ung kvinde, der dukkede op, tynd og beskidt med mat, uglet hår. Tydeligvis en, der havde været på egne poter i et stykke tid. Det ville nok ikke blive let at få hende rettet til, men det skulle nok gå. Tøsen var køn nok til, at Ileana havde lyst til at bruge energi på at gøre hende til en personlig tjenerinde, der kunne følge hende rundt. Ikke vende hende, nej, der var ingen, der var det værd. Den eneste, der havde været god nok for Ileana, var Loke. Men en dødelig tjenerinde havde hun haft før og kunne sagtens bruge en igen.

Udtrykket i pigebarnets ansigt fik en let rynke frem i Ileanas pande, for så vidt hun vidste, gjorde det ikke ondt på formskiftere at skifte skikkelse. Der måtte være noget galt. Hendes sanser var stadig skærpet efter alt det blod, hun havde drukket og det varede ikke mange sekunder, inden hun kunne lugte, at pigebarnet blødte.
"Vend dig." Der var ingen skader at se forfra, så hun måtte bløde på ryggen. At tøsen var nøgen rørte ikke Ileana, der intet akavet fandt ved nøgenhed. Hvis man ikke kunne bære sin krop med stolthed, så gjorde man sig ikke fortjent til den. 
Så snart hun så sårene, der tydeligvis havde været ved at hele i ræveskikkelsen men nu var rykket op med forvandlingen, fik hun et utilfredst udtryk i ansigtet. Blodet løb, men hendes sult var stillet for et par dage, så det rørte hende ikke. Men hun kunne ikke bruge en slave med skader. Det krævede handling. Besvær. Ileana brugte normalt dagene på at sove, men i dag måtte hun hellere få klaret alt med denne tøs. Der var en lang rejse forude og hun ville gerne, at slaven var nogenlunde levende, når de nåede frem. Hun tog nogle hurtige overvejelser, inden hun besluttede sig.

"Bliv her." Hun gav ikke slaven en advarsel om at blive i rummet. Vinduet var for lille til selv at hun kunne komme ud og var i øvrigt på første sal. Døren, ja, den låste hun, da hun trådte ud og bevægede sig ned i kroen. Måske pigebarnet kunne åbne en låst dør, men den eneste vej ned havde Ileana et øje på, som hun snakkede med krofatter, der lovede at klare det, der blev bedt om. Hun havde ikke været væk længe, som hun gik tilbage til værelset og låste sig ind igen. Hvis pigebarnet stadig var der, lod hun blikket glide over hende.
"Jeg har bedt kroejeren om at hente en healer. Og komme op med mad. Du ser sulten ud." Hendes stemme var stadig blød og kunne næsten tages for venlig, hvis man ikke vidste bedre. Med rolige bevægelser tog hun kappen og rakte den til pigen. "Pak dig ind i denne. Ingen grund til at give krofatter et hjertestop, når han kommer op." Derefter satte hun sig med benene over kors under kjolens stof på stolen, stadig med de blå øjne rettet i mod pigen. "Hvad er dit navn?"

Lydigt vendte Zari sig tavst for kvinden. En bevægelse der kortvarigt fik den dunkende brændende smerte til at stilne af, men så kom den tilbage igen. Hun holdt ørerne opmærksomt bagudrettet imod kvinden, angst som hun var for at have vækket vampyrens trang til blod yderligere. Hun vidste ikke hvor meget sådan en drak, eller kunne drikke. Hvor meget og hvor ofte de havde brug for af blod. 
Hun var ikke selv generet ved at være nøgen, det havde nærmest været en form for dagligdag for hende gennem de sidste tyve år at være nøgen dagligt, også blandt andre. Om end det kunne være temmeligt generende dengang hun var sat til salg på slavemarkedet i Balzera. 

Tålmodigt blev hun stående stirrende ind i døren, før kvinden pludselig sagde hu skule blive inden hun selv var forsvundet ud af døren. 
Zari opfattede den klikkende lyd fra låsen og tog sig selv i automatisk at se over mod vinduet. Nej. I ræveskikkelsen kunne hun måske trænge igennem, men så kom der et lidt for brat fald, ikke noget hun brød sig om, og derfor var den tanke ligeledes hurtigt væk igen. Istedet endte hun med at blive tålmodigt stående på næsten selv samme sted som kvinden havde efterladt hende. 

Så kom vampyrinden tilbage, Zari bemærkede godt blikket der blev sendt hende, men det var ikke så meget det hu fokuserede på som det var snakken om en healer der var blevet påkaldt der fik Zari til at bryde ind.
" Undskyld mig Fr... " Hun skævede kort mod kvndens ringfinger.. Ingen vielsesring, hun rettede sig selv, bøjende hovedet en anelse som for at undskylde med kropssproget. ".. Mylady.. Det er ikke at jeg ikke er taknemmelig for Deres gerninger, og jeg ved det er med god vilje at De har bedt om at påkalde en healer.. Men jeg tror ikke det vil være en god ting at bruge en healer på mig. Der kan stilles spørgsmål om hvorfor jeg har alle de ar jeg har... og.. " Hun løftede hånden og hev tavst i øretagget, som om den kunne sige resten der var at sige om sagen. 
Jo nok var hun en født og opvokset slave, men det betød ikke at hun ikke kendte til reglerne om afstukne slaver, eller om at slaver var ildeset længere oppe i landet.. At der var folk frie. 

Hun slap igen øretagget da kappen blev rakt imod hende, og fik med et par små spjæt over ømheden af stoffet mod sårene, trukket den ordentligt på til at den dækkede hendes krop nok til at hun virkede 'ærbar'.  Hætten røg da også op til at dække over hendes ører for en sikkerheds skyld, inden hun nejede dybt for kvinden, igen med let bøjet hoved. " Zari. Zari Zamore. " 

Hvis kvinden virkelig var hendes nye frue, måtte hun hellere huske at give hele navnet, selvom hun ikke brudte sig særlig meget om det. Det fik hende til a føle sig udsat på en eller anden måde. Hun rettede sig op igen, så meget hende dunkende ryg kunne, o stillede sig tavst ved væggen, uden at læne sig op af den. På denne måde kunne hun holde øje med både dør og vampyr, og samtidig holde ryggen skjult i det tilfælde at blodet skulle strømme igennem kappens stof.

Ileana mærkede et stik af irritation, da slaven åbnede munden og begyndte at stille spørgsmål ved hendes gerning. Selvfølgelig vidste hun, at slaver ikke var velset, men det skulle hun nok selv tage sig af. Healeren var en mand, så meget vidste hun, og mænd var til at sno om sin lillefinger. Om det var med penge, trusler eller kvindelig "charme", så skulle hun nok holde healeren i ørerne.
"Det skal du ikke bekymre dit dumme lille hoved med." Hendes blik gled over mærkningen i rævens øre. Ah, ja. Den lille ting. Så afslørende. Den kunne ikke blive siddende der, ikke hvis det var meningen, at pigebarnet skulle følges med Ileana rundt. Slaver var ulovlige. Og selvom alle vide vide, hvad rubinræven var alligevel, var det bedst ikke at skilte med det. Problemet var, at det lille stykke metal var magisk forseglet og hun kunne ikke bare ødelægge det. Men øret selv...

Ileana lavede en hidkaldende bevægelse med fingeren af tøsen, der lige havde opgivet sit navn til at være Zari Zamore.
"Kom herhen, Zari, og sæt dig på knæ." En let håndbevægelse angav stedet til at være foran hende, på gulvet. Så snart hun havde sat sig, for selvfølgelig gjorde hun det, skubbede Ileana hætten af hende og lod de slanke fingre kærtegne det lange øre. Så blød. Hendes hoved gled let på skrå og for et øjeblik virkede hun til at være væk i nogle fjerne tanker. Hendes anden hånd gled ned i en skjult lomme i kjolen og hev det før brugte lommetørklæde op. Blodet på det var for længst størknet. Det hvide stof var ikke meget beskidt af den førhen knaldrøde væske og kunne fint gå an. Hurtigt krøllede hun det sammen og rakte det til Zari.
"Stop det i munden. Jeg vil ikke have hele kroen til at dukke op, fordi du skriger." Hendes greb om øret blev hårdt, så pigen ikke kunne rykke det ud af hendes greb. Næsten nonchalant løftede hun hånden og så på sin negl, der voksede nogle få centimeter ud. Mere end skarp nok til opgaven. Hurtigt og uden tøven lod hun neglen glide igennem ørets tynde kød i en trekant rundt om det lille mærke. Blodet væltede frem, ned over hendes hånd og gjorde den fine pels våd.

Med en kontant bevægelse hev hun lommetørklædet ud af munden på pigen og klemte det sammen om det lille sår. Hvad end pigens reaktion havde været, var Ileana ligeglad. Hun havde haft godt fast og lyden af halvkvalte skrig, ja hvem kunne ikke synes godt om det?
Det hele var gået hurtigt og været effektivt og hjerteløst. Hun havde ingen medlidenhed med pigen, faktisk havde hun gjort hende en tjeneste. Hendes liv ville være meget lettere uden det lille stykke metal. At hun sikkert var brændemærket, det kunne Ileana ikke gøre noget ved. Men hun havde ikke set noget, så hvis hun var brændemærket sad det skjult. 
Nu var der tid til noget andet. Mere manipulation. Så som hun stadig havde et fast greb om pigens øre med lommetørklædet trykket ned over såret, aede hun hende med den anden hånd over det matte, beskidte hår i en nærmest kærlig og beroligende bevægelse.
"Shh. Det er overstået. Rolig. Der sker ikke mere." Lige nu. Hun kunne ikke love noget for fremtiden. Hendes stemme var blid og hun forestillede så godt, at selv hendes ellers hård øjne udstrålede mildhed.

Zari kunne godt fornemme at hun nok havde irriteret kvinden ved at stille spørgsmål ved hendes handlinger, derfor sænkede hun også hovedet en anelse yderligere, sørgende for ikke at danne nogen form for øjenkontakt i frygt for at det kunne irritere kvinden yderligere, men det havde stadig været vigtigt for Zari at få ud. 

Hun ignorerede kommentaren om at være dum, men kom alligevel  hen foran kvinden da der blev spurgt om det, på trods af at alle hendes instikter stadig skreg om at skabe afstand fra denne ustabile kvinde sænkede hun sig ned på knæ, stift stirrende på et punkt på kvindens kjole, mens halen rettede på sin position  op over låret.  

Hun vippede automatisk med øret da hætten var sunket og øret blev kærtegnet af de slanke bløde fingre. Opmærksomt fulgte hun bevægelsen af den anden hånd, da hun blev budt det lommetørklæde hun ikke selv havde bemærket være i brug tidligere, med ordre om at stoppe det i munden, og snak om skrigeri. Ord der straks fik hende til at stivne op i kroppen og forsøgte at rykke sig lidt bagud i det lille værelse, selvom lommetørklædet da lydigt kom i munden på hende. Hun forsøgte mentalt at berede sig på slag, spark, lussinger.. Hvad om helst, bare ikke hvad det var kvinden endte med at gøre. 

Grebet i øret blev ændret betydeligt, og hurtigt erstattet af en skærende og varm følelse i det sensitive øre. Zari forsøgte virkelig at holde sig fra at skrige, men hun kunne ikke. Smerten var for meget for hende, og endte med at få hende til at sidde skælvende, med et blik der kortvarigt virkede helt tomt, som var hun gået i chok. Det varede dog ikke længe før det tomme blik blev erstattet af panikken angst, blandet med vantro. Som lommetørklædet blev pillet ud af hendes mund og istedet presset mod det varmt dunkende, åbne sår, begyndte tårerne efterhånden at komme op. Hvor havde hun været dum. Hun kunne aldrig slippe fri. Og kvinden, der tilsyneladende var hendes nye frue, virkede alt andet end stabil. 

Med skælvende krop og de små hulk over smerten, bemærkede hun knapt hvordan den anden hånd kom og strøg hende over håret, det var først ved lyden af kvindens pludselig blide stemme at Zari tog sig i at se op på hende. Hvordan kunne en person blive sådan?  Der måtte ligge noget bag det, men hun forstod ikke helt hvad det var, det virkede bare ikke naturligt at en person gjorde sådan lige pludseligt... Og så igen.. Hun huskede pludselig tilbage på hendes tidligere herre der før havde straffet hende, mens han afslappet have haft en samtale kørende med en anden slaveejer. Men han havde ikke udvist mildhed overfor hende direkte efter, det havde først været om aftenen hvor han havde krævet hendes selskab.

Kvindens modstridende handlinger, forvirrede Zari.  Forhåbentligt ville hun med tiden lære hendes nye ejer.. Og de temperamentsfulde luner bedre at kende så hun vidste hvornår hun skulle holde sin kæft, gjorde noget forkert, uden at det hele skulle ende i uforudsigelige afstraffelser. Blikket gled lettere tankefuldt hen mod den lille kødklump med slavetagget i. På et eller andet punkt var hun nu glad for at det var væk. 

Pigebarnet var tydeligvis hårdt ramt af denne pludselige smerte, Ileanas ondskab. Som sagt følte Ileana absolut ingen medlidenhed, faktisk følte hun ikke rigtigt noget, som tårerne dukkede op og begyndte at løbe ned over Zaris ansigt. Denne gang følte hun ikke engang tilfredsstillelse ved at gøre nogen ondt. Det havde ikke været af lyst, men behov, en praktisk ting.
Men manglen på følelser kunne ikke ses på hende, som hun lagde hovedet lidt på skrå, og det påtagede milde blik gled over slaven, der sad på knæ foran hende.
"Jeg ved godt, at det gør ondt, men det var nødvendigt. Snart er det hele meget bedre. Shh. Ingen gør dig mere lige nu. Der sker ikke mere." Hendes stemme var uendeligt blid, som var det et skræmt barn, hun talte til. Hun fortsatte med at stryge sin hånd over hendes hår og mødte roligt hendes blik med et svagt smil.

Det ville være forståeligt, hvis halvdyret var forvirret. Det gjorde ikke noget. Hun ville snart finde ud af, at hendes nye frue var svær at læse, svær at regne med. Hvis hun ville noget, kunne hun være så charmerende som noget, udvise omsorg og ømhed som nu, men inderst inde var hun et stort inferno af vrede, had og iskolde følelser, som hvem end der kom i vejen for hende, ville lide under. Og hun stod ikke tilbage for at gøre andre ondt, hverken af ren nydelse eller for at få det, hun ville have. Og hendes vrede var som en tikkende bombe, satte man den af, måtte man lide konsekvenserne.
Men lige nu var behovet for at være en, som slaven måske turde stole lidt på mere nødvendigt. Og hver eneste gang hun var ond i mod hende, ville hun trøste igen bagefter. Måske ikke for evigt, men som en start.

Hun fortsatte med at stryge hånden over det kastanjebrune hår og trøste lidt endnu, indtil nogen bankede på døren. Med en rolig bevægelse trak Ileana hætten over pigens hoved og rejste sig for at gå hen til døren. Med et blik, der var tilbage til sit eget kolde jeg, åbnede hun. Udenfor stod krofatter med en bakke med mad og drikke. Hun rakte ud og tog det fra ham.
"Healeren kommer så hurtigt som muligt, han er kaldt ud på en anden opgave." Manden så nysgerrigt ind i værelset, men Ileana sendte ham et kort afvisende smil. 
"Fint. Bare send ham op, når han kommer." Og uden at sige mere, skubbede hun døren i med foden, lige for næsen af den nysgerrige kromand.

Bakken gik hun over og placerede på et lille bord. Der var en skål med grød og stykker af stegt flæsk og et brød ved siden af. Kruset var fyldt med vand, selvom det var mere normalt med tynd øl. Ileana vidste ikke, hvad pigebarnet var vant til at drikke og så helst, at hun ikke blev fuld. Herefter vendte hun sig mod Zari og så på hende med et knapt så mildt blik, men heller ikke decideret uvenligt.
"Maden er til dig. Jeg spiser ikke almindelig mad." Hun lavede en let bevægelse med hånden, som for at sige, at hun bare skulle tage for sig. Derefter gik hun hen og satte sig på sengen, mens hun betragtede hende.
"Hvor gammel er du?" Hun kunne vel lige så godt forsøge at have en samtale med hende, selvom hun egentligt var ret ligeglad med detaljerne.

Zari var ikke helt sikker på om hun turde stole på de ord kvinden fremytrede, hun havde jo tidligere været vidne til hendes koldblodige drab af tilfangetagerne. På det punkt forblev hun en smule dyrisk, muligvis fordi hun havde været i sin ræveform i så lang tid.
Hun løftede en flig af kappen og duppede småsnøftende tårerne væk fra øjnene, mens det straks rykkede i begge ørerne ved lyden af skriddt ude på gangen, der kort efter blev fulgt af en banken på døren. Hun så derover, men drejede hastigt hovedet til siden igen da hun opdagede kromanden med bakken. Ikke så meget bange for ham eller den velduftende mad, men hun ville ikke risikere at han stilede spørgsmål, hvilket kvinden tilsyneladende heller ikke gjorde, som hun dumpede hætten op over ørerne på hende. 
Igen bemærkede hun den sære ændring i tone og holdning i kvinden. Noterede sig dem mentalt, ethvert lille bid af kropssproget, selv rytmen hendes hjertebanken kunne fortælle mere om hende. Havde hun overhovedet hørt hendes hjertebanken før hun angreb+ Hun tvivlede ærligt, men gad ikke tænke længere overdet, for distraheret af lugten af maden der fik hendes tænder til at løbe i vand, og en forsigtig vippen med halespidsen under kappen.
Det var dog en nedslående nyhed at healeren var ude på en anden opgave, det ville betyde længere tid med smerten og blodet løbende ned af sig, og ind i stoffet på kappen. 

Hun bøjede hovedet taknemmeligt da hun fik fortalt at maden var til hende. " Jeg takker Mylady for venligheden, og omsorgen. " 
Hun stirrede på maden, lugtede til dens dampe
Egentligt var Zari mest fristet til bare at fare på den stegte flæsk, men hun vidste også at det ville være bedre at starte med grøden for at fede sig selv op, og ikke mindst for mæthedsfølelsen i tilfælde af at kvinden skulle finde på at stoppe hende i at spise. Også selvom vampyrinden, sagde at hun ikke spiste menneskelig mad. Det gjorde Zari som sådan heller ikke. I al fald ikke i sin ræveform. Der spiste hun mest skopioner, biller, insekter, de få fugle og dyreunger der også kunne findes, og slangeæg. Slangerne selv havde hun dog ikke turdet give sig i kast med. 

Hun satte sig på knæ foran det lille bord, ville ikke ødelægge kvindens seng eller stol ved at sidde i den, selvom det teknisk set var kroens ejendel, og begav sig sultent i gang med at indtage grøden, distraheret fra smerten, for nu. 
Et spørgsmål blev stillet, og hun slugte en skefuld grød inden hun svarede. " Jeg tror at jeg er omkring de tyve år Mylady. Jeg blev solgt til min sidste herre, hvor jeg kan huske at de sagde at jeg var 10 år. Men det er ikke noget jeg selv går op i eller tæller. " Lød det forklarende, selvom hun egentligt ikke var meget for at snakke om sin fortid eller sin tidligere herre generelt. 

Hu slikkede sig eftertænksomt om munden, inden hun igen åbnede munden, denne gang for at stille vampyren et spørgsmål. Et spørgsmål hun inderligt håbede ikke vækkede mere vrede ved kvinden. " Hvad kan jeg kalde Dem for? Er Mylady iorden? Jeg gik ud fra det da De ingen vielsesring har på Deres ringfinger. "    Hun sænkede ørerne og brød igen øjenontakten. " Det må De undskylde, Det var ikke for at være uhøflig. " Hurtigt skovlede hun yderligere et par skefulde af den tykke grød i sig. 

Ileana lagde benene over kors og hvilede den ene albue på det øverste knæk og hagen i hånden. Ikke den mest elegante siddestilling, men hun har sådan set pænt ligeglad. Hendes blå øjne hvilede afslappet på halvdyret som det kastede sig sultent over maden. Det var ikke svært at gætte sig til, at hun nok ikke havde fået meget mad det sidste stykke tid. Den magre krop havde også afsløret det. Mad ville ikke blive et problem for Zari hos Ileana, der trods sin egen manglende sult for menneskemad, godt vidste, at man fik ikke et ordentligt arbejde ud af folk, medmindre de var mætte, udhvilede og fysisk tilpas. Det psykiske gik hun ikke så meget op i som det fysiske. Det var lidt svært, når man var en tikkende bombe af raseri og ondskabsfuldheder.

Hun lyttede til slavens ord uden større interesse. 20 år var småting for Ileana, men for en dødelig var det nok mange år. Hun kunne ikke længere huske så meget af sin tid som menneske, ikke den slags detaljer som følelsen af at blive ældre eller lægge mærke til sin fødselsdag. Hun kunne ved at regne på det komme frem til sin alder, men tiden var begyndt at flyde ud for hende og det betød jo heller intet. Hun havde uendeligheden foran sig, medmindre det lykkedes nogen at slå hende ihjel. Og ind til videre havde hun klaret sig ganske fint.
Dog bed hun mærke i, at pigebarnet havde haft én ejer de sidste ti år. Var hun flygtet eller måske blevet sluppet fri? Hun virkede mest som en på flugt. Det var en tilfredsstillende tanke at have erhvervet sig en slave, der var stukket af fra en mand. Stikke af ville hun ikke fra hende. Det skulle hun nok sørge for.
"Jeg troede ellers, at årenes kommen og gåen betød alt for dødelige." Hendes svar lød en smule fraværende, som hun stadig så på hende med et lidt tomt blik.

Pigens spørgsmål fik hende til at rette sig op med et suk og en svag rynke kunne anes i hendes pande for et øjeblik. Hun havde ikke fortalt halvdyret sit navn. Uden at lægge mærke til det, gled hendes ene hånd over den anden. ingen ring. Der havde siddet mere end én ring på den finger. Ingen for ret lang tid af gangen. Nej, de "ringe" som havde betydet noget, havde ikke været fysiske.
"Mit navn er Ileana Raviena. Lady Raviena eller Mylady er fint." Skulle hun fortælle mere om sig selv? Nej, det var ikke nødvendigt. Hvad der var nødvendigt for slaven at vide, skulle hun nok finde ud af med tiden. Hvis ure havde eksisteret i denne verden, ville Ileana have kigget utålmodigt på et, for hun var en smule udkørt og så gerne, at healeren kom, så hun kunne få nogle timers søvn. Hun havde et par ekstra ting, der skulle klares, inden de tog af sted igen.

Zari vippede lidt med ørerne, delvis i fornøjelse over at få noget fyldende og fedende i maven, delvis for at opfange kvindens stemme.
Igen stoppede hun lidt op i sin forslugne indtag. Både for at svare kvinden på kommentaren, men også for lige at give maven et pusterum som den var begyndt at gøre ondt over den pludselige store indtag af mad den kunne arbejde på.
Hun rystede let på hovedet. " Det  er måske sådan for de dødelige der ikke har levet hele deres liv som slaver. Men for folk som jeg.. " Hun behøvede nok ikke ligefrem at påpege at hun var en slave, og undgik derfor også at bruge ordet om sig selv, selvom det lå mellem linjerne.
" .. Er det at tælle år bare en påmindelse om hvor lang tid vi har været hvad vi er, hvilke muligheder der kunne være derude et sted hvis vi skulle blive sat fri, eller hvis vi var født et andet sted, en anden tid. " Forklarede hun, åbenmundet, mens hun stak en hånd ind under kappen og ømmede maven lidt, inden hun, efter et hurtigt blik op mod Ileana, snappede et stykke flæsk og hastigt, nærmest dyrisk fortærede det, so var hun bange for at vampyren ville holde hende tilbage. Først da tog hun glasset og drak noget af den dejlig kølige væske, lyttende til kvindens stemme. Ileana Raviena.. Mentalt noterede hun sig navnet, og de foretrukne tiltaler. 
"Det er forstået Mylady. " Om hun helt kunne finde ud af at udtale Raviena var hu ikke sikker på, men der kunne hun velsagtens bruge resten af dagen på det. I al fald mentalt. 

En langsomt knagene lyd ude på gangen fik hende dog til at vende fokuset fuldstændig fra både lady og mad, og i stedet stirre over mod døren. Det ville være en direkte løgn at sige at hun var vandt til lydene på en kro. 

Ileana nikkede let, som Zari sagde, at det nok betød mere for andre dødelige end hende selv. Det gav for Ileana meget god mening. Man skulle nok føle, at ens liv var noget værd, for at værdsætte hvert eneste år. Ordene burde måske ramme hende, som det nu var hende, der afholdt halvdyret fra at få det ud af livet, hun måske havde lyst til, men intet af det, der blev sagt, rørte hende. Det var ikke hendes skyld, at Zari var endt i den situation hun var. Faktisk havde hun lige reddet hende fra noget, der sikkert ville være værre. Pigebarnet burde være taknemmelig. Og det var sådan, Ileana tænkte. 

En svag tilfredsstillelse løb igennem hende, som slaven angav, at hun havde forstået. Den var allerede godt trænet. Måske det ville blive nemmere end beregnet, at få hende rettet til. Man kunne jo altid håbe.
Ileana hørte også lyden, mindst lige så tydeligt som halvdyret, med skærpede sanser efter den store mængde blod, hun havde indtaget. Hun hørte lyde, ja sågar andres hjertebanken, lugtede alting og så klart i det halvmørke rum. Det var ikke længere noget hun spekulerede over, de forstærkede sanser kom til hende, hver gang hun drak blod, og hun hadede at sulte, så hun spiste ofte. Og kroens mange lyde forstyrrede hende ikke. Hun havde brugt mere tid på disse steder end hun brød sig om, men med det "erhverv" hun havde, rejste hun meget og havde altid brug for steder at gemme sig i løbet af dagen. Personligt anså hun sig selv for fornem til at skulle gemme sig i skure eller lader eller hvad der ellers var i nærheden. Det skete, men hun var blevet god til at finde frem til kroerne inden natten sluttede.

Lyden gentog sig og Ileana rejste sig. Nogen stod ude på gangen. Det gav et minimalt sæt i hende, som der blev banket på og den høje lyd skar sig ind i hendes ører. Uden et ord gik hun de få skridt over og åbnede døren. En yngre mand, der så alt for træt ud, så lidt overrasket på hende.
"Der var brug for en healer?" Manden kastede et blik forbi Ileana. Trods trætheden så han ud til at være villig til at hjælpe. Ileanas udtryk skiftede straks til noget bekymret og mere mildt.
"Ja, godt De kom. Min tjenestepige er kommet til skade og jeg håber, De kan hjælpe hende." Ileana trådte til side, så manden kunne komme ind. Nu var det spændende at se hans reaktion på halvdyret. Hendes blik landede på Zari og det milde var langt væk. I stedet var der en klar advarsel om, at hun ikke gjorde noget væsen af sig, men lod manden heale hende og holdt sin kæft.

Zaris ører sænkede sig, ikke uden en mindre grimasse fra halvdyret over den returnerende dunken i det venstre øre, ved lyden af banken på døren. Hun kunne næsten kun gå ud fra at det enten var krofatter eller healeren.

Det viste sig da også hurtigt at hun havde ret i sine anelser, og hun løftede tavst glasset op på bakken. Hvad skulle hun gøre? bare vise ham ryggen og øret? Men ville der ikke blive stillet spørgsmål? Hendes blik søgte spørgende Ileanas, som dog viste alt andet end tålmodighed og ømhed i at forklare den uerfarne Zari i hvordan den slags foregik. Hun havde uvilkårligt lyst til at kaste maden op ved det advarende blik.
Hun lod i stedet blikket glide over på healeren der lignede en der virkelig havde brug for søvn. Gad vide hvor lang tid han havde været i gang? Hun bemærkede først at hun stirrede på ham da han trådte ind og sendte hende et træt, men beroligende smil.
" Hvad kan jeg hjælpe med, må jeg se? " Zari var ikke helt sikker på hvorfor, men af en eller anden grund havde hun pludselig ikke lyst til at vise ham hendes arrede og skadede ryg. Men der var ikke rigtigt andet at gøre, Ileana så i al fald ud til at ligne en der ville få brænde til at falde hvis ikke slaven makkede ret. Hvilket hun da også endte med at gøre, med let sænkede ører og halen dækkende over brændemærket endnu engang, lod hun kappen sænke ned over hendes skuldre og blotte hendes ryst, med en mindre snappen efter vejret over den pludselige opmærksomhed på smerten hun blev stillet. Stift stirrede hun ned på gulvet, men forholdt sig ellers tavs som healeren satte sig ned og fandt noget rensende frem fra en taske hun ikke havde bemærket før.
"Hvordan fik du dem? De ser noget uheldige, og gamle ud..Hvor lang tid har de været sådan.?" 

Spørgsmålene  synes nærmest at regne ned over hende, og hun var ikke selv klar over svarene på nogen af spørgsmålene.. udover det første.
" Jeg var uheldig med en fugl.. " Lød det spagt, skævende bagud imod ham, mens en temmelig uventet rødmen skyllede op i ansigtet på hende idet han begyndte at rense og undersøge sårene nærmere. I hendes skød vippede halen uroligt, mens hun udrede sig over hvorfor hendes ansigt opførte sig sådan når hun havde været nøgen og ikke mindst berørt af så mange folk før. Måske det var fordi hans alder var så tæt på hendes..? Men det skulle da ikke spille nogen rolle, skulle det? Hun end ikke turde se over imod sin ejerske. 

Slaven sendte Ileana et hjælpeløst blik, men hun havde ikke tænkt sig at forklare hende, hvordan hun skulle opføre sig, ikke når healeren var her. Hun burde vide det, opdrættet slave som hun så ud til at være. Og det gik også fint, som hun lod kappen falde og viste den unge mand sårene på sin ryg. Ileana blev stående ved døren og betragtede de to yngre væsner. Healeren stillede for mange spørgsmål, men hun afbrød ham ikke. Hun ville se, hvordan Zari reagerede på det. Og det gik hverken bedre eller dårlige end hun havde forventet. Slaver var sjældent indstillet til at kunne svare på spørgsmål, til at tænke selv. Det var fint at få bekræftet tøsens manglende evne til at håndtere en situation som dette.

At hun rødmede overraskede Ileana og hun mærkede en bølge af iskold had i mod de to unge væsner skylle igennem sig, og for et øjeblik knyttedes hendes hænder sig og hendes lyseblå øjne blev mørkere i farven. Men hun fik meget hurtigt hold på sig selv og tog en dyb, unødvendig vejrtrækning. Hvorfor den pludselige reaktion? Kærlighed. En ting hun aldrig selv havde følt, ikke siden hendes familie blev slagtet for øjnene af hende for så mange år tilbage. Ikke at en svag rødmen i tøsens kinder var kærlighed, men den kunne være starten på det. Tiltrækningen mellem to individer. Noget hun kun havde oplevet få gange i sit liv og begge gange var endt på en smertefuld måde. Verden var et bedre sted uden.

Ileana vidste dog godt, at hun ikke kunne forhindre andre i at føle det, men hun agtede at informere slaven om, at hun skulle holde snuden for sig selv.
Efter endnu en vejrtrækning trådte hun et skridt tættere på den unge mand. Lysten til at begrave både tænder og negle i den tydeligvis trætte krop var stor, men hun var ikke et dyr. Hun kunne styre sig.
”Hvad end der er sket, er sket. Kan du hjælpe hende?” Hendes stemme var stadig blød som smør, fyldt med bekymring, men hvis man lyttede godt efter kunne man nok høre en svag utålmodighed. Den unge mand kastede et blik på hende over skulderen.
”Selvfølgelig.” Han lagde sine ting fra sig, åbenbart tilfreds med sit arbejde med at rense, og lagde hænderne over halvdyrets sår på ryggen. Det varede et øjeblik og da han flyttede hænderne igen, var Zaris ryg hel og pæn. Herefter løftede han sin ene hånd og lukkede den blidt om hendes øre. Da han fjernede den igen, var der kun et hak i hendes øre.
”Pænere kan jeg ikke gøre det.” Den unge mand sendte halvdyret et smil, samlede sine ting sammen og rejste sig. Ileana rakte en hånd ud og støttede ham, som han var ved at miste balancen.
”Du burde få noget hvile.” Ikke at hun bekymrede sig, faktisk kunne han knokle sig selv ihjel uden hun ville græde en tåre over det, men hvem vidste, om man en dag havde brug for ham igen. Da hun var sikker på, at han ikke skvattede om for fødderne af hende, hev hun en pung, skjult i kjolernes folder, frem og gav ham rigeligt med krystaller, mere end han egentligt havde fortjent. Men man kunne håbe, at han fattede en hentydning om at holde sin mund lukket om det sårede halvddyr. De udvekslede blikke og han bukkede let.
”Madame er alt for venlig.” Han kastede et sidste blik på Zari, inden han forsvandt ud af døren og Ileana lukkede og låste den efter ham.

Zari forsøgte sit bedste på at holde sin vippende hale i ro, mens healeren arbejdede ved hendes sår. Det var ikke hans stirrende blik hun var urolig over, nej det var mere det ubetryggende blik der blev hende givet fra Ileana. I hendes kamp for at undgå at møde nye ejerskes blik forblev hun bare stirrende på gulvet, gnavende utrygt på sin kind.
Sidst hun havde fået en ny herre havde hun ikke oplevet at skulle være så tæt med ham, eller på værelse med ham samme nat. Der havde hun bare været ført tværs gennem Balzera i en lille kærre, lænket til dens sider sammen med en håndfuld andre nykøbte slaver, for så at blive slynget ind i et koldt mørkt rum, uden vinduer eller tæpper bare den kolde stampede jord at sove på de første uge inden de var blevet set an og fordelt til forskellige opgaver rundt omkring og fik mere permanente slave-boliger med optælling hver morgen og aften samt låste døre og tremmer for de få vinduer der havde været der. 
På sin vis fandt hun derfor situationen hun befandt sig i ekstraordinær og ikke mindst farlig. Især da blikket nærmest føltes som klistret på hende. 
Det gav et lille sæt i kroppen da Ileanas stemme brød stilheden. Blød som smør, men med en kærnemælks bitterhed liggende under smørret. Hun fornemmede en vis utålmodighed til det hele, men sagde ellers intet. Først da healerens hånd lagde sig mod sårene på ryggen, om end det var uendelig blidt, kunne hun ikke holde en mindre blanding mellem et gisp og en knurren tilbage, mens rødmen igen tog fat i kinderne. Det var en underlig fornemmelse. At mærke huden lukke sig sammen på den måde. Behageligt, men dog stadig varmt, hivende og trækkende fra begge sider. Hun vippede tænksomt med ørerne over det. Så det var sådan det føltes at blive healet..? Sikken luksus. 
Hendes øre vippede i hans hånd da han tog fat i den, mens hun selv skævede over mod ham, men dog endte med at besvare hans smil med et lille forsigtigt et, mens hun hev kappen op over skuldrene igen for at genfinde noget af den varme hun havde mistet ved at sidde helt nøgen på gulvet. 
Blikket fulgte den trætte healer, lettere bekymret over hans egen tilstand, inden hun så ham blive betalt, og forsvinde ud af døren.
Frygten gled ligesom tilbage i hendes krop da hun hørte det skarpe smæld af dørens lås der blev drejet i.
I al hast tog hun brødet fra bakken, gemte den et sted mellem kappens folder, inden hun begyndte at bakke over i et hjørne. 
" J-Jeg takker ydmygst, mylady. "
Hun bøjede sig fremover, stadig på knæene, i en form for siddende bukken og underkastelse, selvom hun bestemt ikke var tryg ved at være låst inde sammen med vampyrkvinden, kunne hun godt værdsætte den dyre behandling der var blevet hende givet, på trods af den nærmest alt overskyggende frygt for at hun måske havde gjort noget galt der ville forhindre hende i at måtte spise eller drikke mere.  

Ileana så lidt på den låste dør, som hun forsøgte at finde en grimasse, der kunne passe. Slaven havde som sådan ikke gjort noget galt, ikke andres øjne, men Ileana mærkede stadig vreden syde over hendes opførsel overfor healeren. Det var en sær ubegrundet vrede, men for Ileana var den mere end begrundet og gav god mening. Men at gå hen og stikke slaven en på skrinet og begynde at råbe af hende lige nu, var ikke smart. Det ville ikke give hende det, hun ville have. Og lige nu var slavens velvilje vigtigere end hendes egen had mod mænd. Bare i dette øjeblik.
Så da hun havde skiftet vreden ud i sit blik med noget mere følelsestomt, vendte hun sig mod slaven, der havde skubbet sig ind i hjørnet, sikkert af frygt. Ileana gik med bløde skridt over til hende og satte sig på hug, så hun kom ned i øjenhøjde med halvdyret. Hun havde renset sine træk fra al vrede og så nu igen næsten bare mildt på hende.

"Jeg tager mig godt af dem, som gør sig fortjent til det." Den sætning havde flere budskaber. Gjorde Zari som der blev sagt, ville Ileana tage sig godt af hende, men skuffede hun hende, ville der være en straf. Og når det var Ileana, var der ingen sikkerhed for, at straffen passede til gerningen. Det ville komme helt an på hendes humør den dag. Men det ville Zari nok finde ud af med tiden.
Lige nu rakte Ileana ud og kærtegnede øret, der nu var helt, men med et lille hak. Det var bedre end at have det dumme stykke metal siddende.
"Jeg vil lægge mig til at sove. Vi har en meget lang rejse foran os for at komme hjem." Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Skift skikkelse." Uden at se, om hun gjorde det, rejse Ileana sig og hentede snoren fra tidligere. Hun havde ikke tænkt sig at lade slaven blive i sin menneskeskikkelse, det var for farligt og ville forhindre Ileana i at sove. Nej, ræveskikkelsen var nemmere at styre.

Med en hurtigt bevægelse bandt Ileana snoren om rævens hals som et halsbånd og bandt den anden ende om benet på bordet. Kappen, der var faldet af ræven trak hun over, så den havde noget at ligge på, hvilket fik brødet til at falde ud. Uden at sige noget lagde hun brødet tilbage på bakken og stillede bakken ned på gulvet, så det lille dyr kunne spise resten af grøden, nå vandet i kruset og gnaske på brødet, hvis den ville det.
Og derefter lagde hun sig i sengen uden tæppet trukket over sig. Hun frøs ikke. Faktisk virkede hun mest død, da hun faldt i søvn, da der hverken var hjertebanken eller vejrtrækning. Det var heller ikke fordi, at hun bevægede ret meget på sig i løbet af dagen.