Nyssa havde hørt om den store handelsby Balzera, men endnu hun havde hun ikke været der. Nyssa havde intet arbejde lige nu og besluttede sig for at se dele af Rubinien. Både så hun kunne teleportere sig der hen, men også fordi det kunne være spændende at se et sted så varmt.

Nyssa ankom en formiddag så varmen var ikke helt til at føle på endnu, men alligevel syntes hun at det var varmt. Derfor havde hun også taget en let kjole på, som var stram hvid top og et lyserødt strut skørt, som blot fik hende til at lidt mindre ud, men også utrolig sød. Hvilket var hendes hensigt. Nyssa elskede at lokke andre i fælder eller net for derefter at dræbe dem. Blot for morskabens skyld, dog vidste hun endnu ikke om denne dag ville medføre drab. Hun ville tage mulighederne som de kom. Nyssa gik ind på kro og bestilte dagens frokost for derefter at sætte sig ned ved et af bordende. Hun så sig kort omkring, men umiddelbart var der nogle spændende typer, eller ikke lige nu. Hun håbede at der ville komme nogle frem.   

Solen stod allerede højt på himlen og dens varme stråler hamrede ned over Zofrosts bare overkrop. Han havde taget farve i den uges tid, de havde været i dette nye sted, men han blev ikke solskoldet. Det kunne han ikke, da hans hurtige helingsevne forhindrede det. Hvilket nok var meget heldigt, ellers ville han være rød som en krebs, siden han som altid kun ejede et par bukser og ellers bare rendte rundt i bar overkrop og med bare fødder.
Samael, der gik lidt skråt foran ham, var iklædt en let jakke og et par løse bukser, begge dele i en mørkere blå farve, og så ikke ud til at være specielt påvirket af varmen, alle andre led under. Zofrost var ikke sikker på, om han bare var god til at skjule det eller faktisk havde det godt med de høje temperaturer. Hans herre var en svær mand at læse til tider. Zofrost selv klarede sig fint i ørkenens hede, selvom han nu vidste, hvordan andre havde det, når de havde det varmt. Tørsten var større end den plejede og han var mere gnaven, men hans krop havde et noget større spænd i forhold til tålbare temperaturer end almindelige mennesker.

De havde været i gang fra tidlig morgen. Ikke at Zofrost helt havde styr på med hvad, da Samael havde været rundt for at snakke med fremmede. Zofrost havde kun lyttet til samtalerne med et halvt øre og havde alligevel ikke forstået så meget. Stednavne og navne han ikke kendte, handler han ikke forstod sig på og hans herres falske latter. Nej, han anede ikke, hvad Samael ville dette sted, som sædvanligt fik han ikke noget at vide, han skulle bare følge med som en hund i snor. Men i det mindste skulle han med og ikke sidde og glo i et aflåst rum eller vente et tilfældigt sted på gaden. Nu skete der i det mindste noget. Så det var altid noget.
Dagen før havde han været på egen hånd og havde undersøgt ørkenen. Det var endt ud med et nyt bekendtskab og en kniv i siden, men han havde haft mulighed for at vaske blodet af sig og såret var helet, inden han var kommet tilbage til Samael. Hvilket var godt, for han havde ikke lyst til at fortælle sin herre om det, der var sket ude i ørkenen. Det ville have fået ham i problemer, store problemer. Man slog ikke bare ihjel uden tilladelse som slave, slet ikke når det var for at redde en bortløben slave. Så han havde ikke sagt et ord og Samael havde ikke opdaget noget.

Samael drejede ned af en anden gade og Zofrost fulgte med. De var åbenbart på vej til kroen, hvor de boede. Det var midlertidigt, Samael var ikke typen, der havde tålmodigheden til at dele hus med andre. Men de havde også kun været her i en uge. Selvfølgelig sov Zofrost på gulvet, men det var ikke noget nyt.
Det tog et par sekunder, før hans øjne havde vænnet sig til mørket i kroen. Samael fortsatte ind og pegede så på en bænk op af væggen.
"Sæt dig der og vent. Jeg er tilbage om lidt." Uden at se, om Zofrost gjorde som beordret, fortsatte Samael hen til en dør, hvor der var en trappe til værelserne ovenpå. Med skuldrene trukket lidt op, gik Zofrost hen og satte sig på bænken. Uden at spekulere så meget over det, trak han benene op og lagde armene slapt om dem og hvilede sin hage på knæene. Stillingen understregede hans krops tilstand, rygraden, skulderbladene og hans ribben stak alt for tydeligt frem. 

Han lod hurtigt blikket glide rundt. Der var overaskende mange mennesker, de fleste sad med mad, nogle alene, andre i koncentreret samtale. Det var nok omkring der, hvor almindelige folk skulle have mad. Tættest på ham sad en kvinde, som også var ved at spise. Zofrost kastede kun et blik på hende, inden hans øjne blev tomme og han stirrede frem for sig, mens han ventede på sin herre. Han var sulten. Samael gav ham ikke nok mad, selvom han i forvejen behøvede meget mindre end alle andre. Zofrost vidste, at han havde noget dæmon i sig og det var derfor, at han ikke krævede det samme som andre og også derfor han helede hurtigere og kunne skifte skikkelse. Hvordan dét fungerede, vidste han ikke. Og han var ligeglad med, hvad han var. Det ændrede ikke hans situation alligevel.
Han tog en dyb vejrtrækning og modstod trangen til at lukke øjnene. Varmen gjorde ham lidt sløv.

Nyssa så en mand og hvad der lignede en slave. Laset tøj ikke engang en trøje eller sko, blot bukser. Nyssa havde før set slaver sammen deres herre, hun havde dog aldrig selv overvejet at anskaffe en. Hvad skulle hun med en slave? Den person ville blot være til besvær på hendes missioner og ellers skulle denne være utrolig meget alene og var så pointen i at have en. Ikke til stede konkluderede hun. Drengen eller den unge mand satte sig i nærheden af hende. Hun bemærkede at han var yderst tynd, alligevel følte hun ikke empati eller medfølelse for ham.

Han var ikke Nyssas problem, og ville heldigvis nok hellere aldrig blive det. Hun kunne dog alligevel ikke lade vær med at undre sig hvorfor man behandlede sin slave således? Fik man ikke en mere pålidelig slave ved at vise tillid og tro. Ville en slave så ikke også yde mere. Nyssas begyndte at spise lidt igen, selvom varmen ødelagde hendes appetit. Det var så varmt at det næsten ikke var til at holde ud at lave noget som helst. Hun spiste det hun kunne og skulle til at bede en tjener om fjerne hendes tallerken. Af en eller anden mærkværdig grund tænkte hun at den sidste mad alligevel kunne gøre sig gavn for nogen. Nyssa rejste sig roligt og gik hen til drengen ”Hvis du ønsker det, kan du få det sidste” hun stillede den ved siden af ham og gik atter hen til hendes bord. Hun vidste jo ikke hvor velset det var at hun tog kontakt til en slave og gav denne mad uden tilladelse fra hans herre. Heldigvis så det ikke ud til at han var kommet tilbage.  

Det var lidt svært ikke at blunde lidt, men Zofrost stirrede fast ud i luften, klar til at springe op, når Samael kom tilbage. Desuden følte han sig ikke tryg i denne krostue med alle de folk. Måske det var svært at se på ham, men han var meget opmærksom på sine omgivelser, selvom han mest følte for at hvile sig. Man kunne aldrig vide. Og som sædvanligt var der den der nagen, når han ikke havde sin herre i syne. Når han var alene havde han altid en tiltrængt følelse af frihed, men samtidigt var han bekymret for sin herre. Tænk hvis der skete ham noget? Det var ikke så meget ægte bekymring for den onde mand, der ejede ham, som det var for sig selv. Nogen havde engang fortalt ham, at hvis hans ejer døde, døde han også. Noget med den magi, der bandt dem sammen, en magi ingen andre slaver led under, ikke så vidt han vidste. Den magi, der blandt andet gjorde, at Zofrost altid havde en indre fornemmelse for, i hvilken retning hans herre var og at hans ejer altid kunne hidkalde ham, lige meget hvor langt væk de var fra hinanden.

Som han sad der, rejste kvinden sig fra bordet tættest ved. Hans blik gled til siden for at følge hende, kun med et kort blik på hendes ansigt. Hun kom nærmere. Zofrosts krop spændte op, som hun til sidst var helt henne ved siden af ham, men han rørte sig ikke. Dog var han klar til hvad som helst. Eller næsten hvad som helst. En tallerken blev placeret ved siden af ham og kvinden sagde, at han kunne få det. Chokeret løftede han hovedet, så direkte på hende i et splitsekund, inden hans blik faldt til tallerkenen. Hans hjerte satte farten op. For et øjeblik stirrede han bare på maden. Sulten. Han var så sulten. Men hvad hvis Samael fandt ud af, at han fik mad? Det ville gå ud over både ham og kvinden. Hans blik fór over til døren, der ledte ind til trappen. Ingen Samael. 

Zofrost bed sig hårdt i læben, mens hans indre kæmpede mellem skræk, sult og desperation. Til sidst greb han hurtigt tallerkenen og begyndte at spise. Eller rettere, sluge maden. Jo hurtigere han fik det spist, jo mere kunne han nå at spise, inden nogen tog det fra ham. Det var endda kun nogle få dage siden, at han havde fået noget mad, men han var så udsultet i forvejen, at han ikke længere blev mæt ved at spise en gang om ugen, som han ellers kunne leve med. To ugers søsyge i bunden af et skib uden noget ordentligt mad, havde været hårdt for hans krop og han trængte virkeligt til at spise igennem.
Men der var ikke så meget på tallerkenen og det var alt for hurtigt væk. Men mad var mad og det lå godt i hans mave.

Langsomt tørrede han fingrene af i bukserne og skævede mellem døren op og til kvinden. Hans hjerte bankede stadig hurtigt i skræk for om Samael opdagede noget. Men nu var det for sent. Han havde spist maden og selv ikke Samaels vrede kunne tage det fra ham. Nu var spørgsmålet så... hvad nu? Han burde sige tak. Det rodede lidt rundt i Zofrosts hoved, for Samael ville slå ham for ikke at sige tak, men han ville slå ham lige meget hvad, hvis han vidste noget.

Til sidst rejste han sig langsomt fra bænken og gik tøvende hen for at stille tallerkenen på kvindens bord, siden han ikke vidste, hvor han ellers skulle gøre af den. Det meget lange hår var for én gangs skyld samlet på ryggen af ham med en snor, han havde fået lusket til sig aftenen før. Det var nyvasket efter turen i oasen dagen før, det samme med hans krop, der dog allerede var lettere beskidt igen efter en nat på gulvet. Hans blik flakkede lidt rundt, men forlod aldrig rigtigt gulvet og han så ikke på hende. Både fordi han var usikker, men også fordi han var slave og det var hun tydeligvis ikke.
"Jeg takker frøkenen for maden." Hans stemme var hæs og dæmpet, men køn og passede godt med hans udseende, der, hvis man kunne se bort fra manglen på fedt, var ganske kønt. Lidt usikkert skiftede han vægten fra det ene ben til det andet og vidste ikke, om han skulle gå med det samme eller ej.

Nyssa sad og nød til sit glas vand, imens hun betragtede de forskellige væsner på kroen. Hun fornemmede nogle få blikke fra nogle ældre mænd, som sikkert ikke bevilligede at hun havde givet en slave mad, det lå hellere ikke til Nyssa. Men dette var faktisk også lidt morsomt, at disse mænd troede de var ældre og klogere end hende, end at give en slave mad. Måske frygtede de hans herre siden de ikke true at sige noget til hende. Nyssa var faktisk ligeglad hvem eller hvad hans herre kunne, hun vidste hvornår hun skulle være fej og teleportere sig selv væk. Desuden var hun taget her til for at få lidt sjov. Og gå imod normen var faktisk lidt sjovt, som slaven kom hen til hende, så hun på ham med et lille lumsk smil. Det var tydeligt at denne var genert, men også usikker på sig selv hvilket blot gjorde at hun ønskede at drille yderligere.

Hun smilede blot, som han takkede. Han ville nok fortryde at overhovedet kom hen til hende, med det hun havde i tankerne. ”Kom sæt dig, så jeg kan se på dig” svarede hun en anelse nedladende, og pegede på den stol der var tætset på hende. Hun anede ikke om han overhovedet ville sætte sig, især ikke hvis hans herre havde givet ham andre ordre, men uanset havde hun lyst til at se ham nærmere an. Drille og udfordre skæbnen lidt.  

Zofrost havde næsten lige besluttet sig for at gå, da kvinden bad ham sætte sig. Det lød mest som en ordre, og Zofrost stivnede for et øjeblik. Hendes stemme havde været nedladende og bestemmende og det var meget tæt på, at Zofrost gjorde som der blev sagt uden at tænke over det. Han havde ikke lavet andet end at adlyde folks ordrer de sidste tyve år og det faldt ham ligefrem naturligt bare at adlyde. Men hun var ikke hans ejer. Samael havde bedt ham om at sætte sig på bænken og vente. Og han brød sig ikke om, at Zofrost snakkede med fremmede, det havde han allerede slået fast igen i denne nye verden.
Der var noget af en indvendig kamp inde i ham, som han forsøgte at finde ud af, om han skulle sætte sig eller gå. Men Samael var her ikke til at tage en beslutning for ham, så det endte med, at han satte sig på stolen som beordret af kvinden.

Hænderne blev pænt lagt i skødet og han så stadig ikke på hende, selvom han var svagt nysgerrig. Men hvis der var noget, han havde lært fra starten, så var det, at man ikke tog øjenkontakt til dem, der var over sig. Så han skævede bare lidt, bemærkede hendes specielle tøj, konkluderede at hun nok ikke manglede penge og lod så blikket falde til sine hænder igen.
Gad vide, hvad hun ville ham? Han var utryg og hans muskler var tydeligt spændt op under huden, men han sagde ikke noget og gjorde ikke andet end at sidde, afventende. 

På den ene side håbede han, at Samael ville komme nu og hive ham ud af den her ukendte situation, om det så ville lede til slag med den forbandede stok. Zofrost havde aldrig rigtigt skulle håndtere ukendte situationer selv og hver gang han kom i en, lukkede han lidt ned. Hvis der var noget, der hylede ham ud af det, var det, når han ikke havde en ordre han kunne følge, når han var sat i en situation, hvor han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Så lige nu valgte han bare at gøre, som normalt forventedes af ham. Følge ordrer og være tavs. 

Nyssa fik et selv tilfreds smil som han endelig satte sig. Automatisk rykkede hun stolen og sig selv lidt tættere på ham. Nyssa studerende ham nøje, tynd ranglet og slidt. Lettere brun, hvilket undrede hende, burde han ikke være brændt af den sol og den varme. Nyssa smilede lumsk, hun ville mærke hvad han følte. Hvad det mon ville sige at være slave, let og elegant lage hun sin hånd på hans kind og kærtegnede den lige så stille og roligt, ”Sig mig, hvordan kan det være du er endt her?” spurgte hun lettere charmende, uden at fjerne sin hånd. Ikke fordi hun ville have ham, hun ville blot have informationer. Samtidig ville Nyssa se hans reaktion på hendes berøring. Bare fordi det kunne være sjovt. Fordi det nok var så absurd som noget kunne være. Nyssas evne gjorde hende i stand til at føle hans følelser og hun var spændt på hvad denne unge mand sad inde med.  

Zofrost fik en stærk trang til at flytte sig væk fra kvinden, som hun kom nærmere. Der var noget over hende, der gav ham lyst til at rejse sig og gå, noget der fik hans indre alarmer til at ringe. Hvem var hun? Hvad ville hun? Hvad forventede hun af ham? Forvirringen var total, men man kunne ikke se på det på ham, så længe han holdt sin blik sænket. Hans ansigtsudtryk var mere intenst med en let rynket pande og spændte kæbemuskler, men ellers kunne man ikke se, hvor meget rod der var i hans hoved over situationen. Havde man kunne se ham i øjnene, ville usikkerheden nok have været mere end tydelig, selvom hans blik også var intenst.

Fordi han ikke så på hende, opdagede han næsten ikke hendes hånd, før det var for sent. Den lagde sig blidt i mod hans kind og forskrækket ville han trække hovedet til sig, men nåede at bremse sig selv, så det i stedet gav et forskrækket sæt i hele hans krop og hans hænder knyttedes, klar på enten smerte eller på at skulle forsvare sig. Men det blev til hverken eller. I stedet kærtegnede kvinden hans kind. Berøringen fremprovokerede endnu mere forvirring, sammen med en blanding mellem afsky og en sær form for trang til at lukke øjnene og suge fornemmelsen til sig. Det var ikke mange gange i hans liv, at han blev rørt på en behagelig måde, og selvom han godt kunne leve uden, var det noget hans underbevidsthed savnede. 
Men samtidigt vidste han også godt, at når nogen rørte ham på den måde, var det fordi, at de ville have noget fra ham. 

Alt efter, hvor mange lag, hendes evne ville trænge ned under, ville hun starte ud med at føle hans forvirring og usikkerhed, som lige nu overskyggede alt. En smule venlighed og hjerte. Derunder lå opgivelsen og angsten, der hurtigt blev blandet sammen med den livslange depression, som han besad, den der nogle gange hviskede til ham, at det var lettere at dø. Under den kæmpede livslysten for at overleve og under den... en dyrisk vildskab, der sammen med en brændende vrede og had i mod alt omkring sig og bestod af trangen til at smage blod og flå kroppe fra hinanden med de skarpe tænder og klør. Den samme dyriske vildskab, der nu sendte sine lange arme ud og fik ham til at flytte sig fra hendes berøring mens han kastede et enkelt blik fyldt med modstand på hende, inden han hurtigt så ned igen, klar over hvad der kunne komme af konsekvenser for sådan et blik. Den dybt begravede vildskab fik ham i problemer, grimme problemer, hvilket mange af de svagt synlige ar på hans krop bevidnede. Det var resterne af dæmonen, der var blevet sammensat med den menneskelige sjæl, som nu til sammen udgjorde Zofrost.

Selvom han godt vidste, at det var forkert, skubbede han stolen en smule tilbage, væk fra hende. Hendes berøring gjorde ham utilpas på flere niveauer og det var kun på grund af lydigheden, der var banket ind i ham, at han blev siddende.

Som hun lidt havde regnet med reagerede han med stor afstand til hende. Nyssa smilede blot, som hans forskellige følelser strømmede ind i hende, Nyssas evne var utroligt stræk og hun styrede den ikke selv eller hvor meget hun ønskede at modtage fra andre, det var helt ubevidst og ude af hendes hænder hvordan denne evne fungere, men igennem års af træning havde hun lært at vende den til sin forhold, i stedet for at blive ramt ned af alle følelser og indtryk gjorde det hende stærkere, koldere og hårdere. I stand til at tage de følelser og bruge dem imod vedkommende.

Nyssa mærkede nogle forvirrede følelser og smilede tilfreds, det var blandt andet lige præcis dette hun ønskede at opnå. At se en ung mand forvirret over hvorfor hun ville røre ham, men hun ønskede også at se mere og det kom hun også til, hun så følte en stor usikkerhed på sig selv. Samtidig følte hun også en stor opgivelse hvilket fik hende til undre sig hvad mon han havde opgivet? Nyssa kunne ikke se eller føle tanker, men følelsen af at give op, kendte hun var andre. Nyssa havde aldrig rigtig selv givet op, og slet ikke hvis det var noget hun brændte for, så kæmpede hun. Nyssa mærkede også en angst, mon det var socialt hun kunne mærke at lysten til at leve ikke var så stor, som den måske kunne være. Det undrede hende ikke, en slave havde næppe et drømme scenarie at leve udefra. Nyssa derimod havde alle grunde til at leve, nyde livet og grine af de små fornøjelser. Men denne dreng havde nok været igennem et helvede for at blive den han var i dag. Til sidst inden berøringen blev afbrudt mærkede hun en dyrisk side nogle fortrængte lyster, dyster lyster, dæmoniske lyster. Et større smil kom frem på hendes ansigt, hun kendte tydeligt til disse lyster. Han måtte vel næsten have lidt dæmon i sig, tænkte hun og blev blot mere nysgerrig om ham. Hvad han var for en, hvilke dæmoniske trak han havde og om han overhovedet kendte til dæmonerne og deres historie?

Nyssa smilede blot af hans blik, hun tog ikke det blik alvorligt. For hun var ikke bange for ham, hellere ikke de lyster han sad med. Hun sad dagligt med dem selv, hun gjorde blot noget ved dem. Mon han nogensinde havde dræbt nogen? Næppe. Måske et uheld eller lignede, men hun kunne ikke forestille sig ham slå en anden ihjel og faktisk nyde hvordan livet forsvandt fra sit offer. Nyssa grinte lavmælt da hun så at han ligefrem måtte rykke sig væk fra hende, han kunne tydeligvis ikke lide hendes berøring og ønskede nok ikke flere af dem ”Du behøves ikke at være bange” sagde hun, roligt med en blid stemme, hvorefter hun lage hovedet lidt på skrå og forsøgte at få øjenkontakt med ham ”Du har gjort mig nysgerrig, så må tillade mig at spørger hvilke dæmoniske evner har du?” Hun var klar over at sandsynligheden for at hun reelt ville få et svar var lille, men det var forsøget værd. Måske han også kunne mærke noget over hende, noget der ikke var normalt, det havde kunnet igennem hans følelser, hun kunne dog tage fejl, men hans reaktion ville nok svare på om hun havde ramt rigtigt eller forkert. 

Hvis Zofrost havde vist, at kvinden ikke regnede med, at han havde slået nogen ihjel, var det sikkert lige før, at han var begyndt at le. Han havde manges blod og liv på hænderne, flere end han kunne tælle til. Det var nok ikke til at se på ham i den tilstand, men han blev ofte brugt som kampslave i arenaer, hvor han sloges for penge til sine ejere igennem tiden. Han havde været personlig lejemorder og mere end en gang været brugt til at skræmme livet ud af folk, igen alt sammen for penge. Han havde også slået ihjel uden at have fået ordrer om det. Så sent som dagen før, havde han slagtet to slavehandlere, der havde forsøgt at kidnappe en bortløben slave. Ikke at andre end den anden slave vidste det og forhåbentligt forblev det sådan. Smagen af mændenes blod hang stadig hos ham. Havde han nydt det? Ja. Samtidigt med, at han hadede sig selv for det.

Bange? Han var ikke bange, bare utilpas. Meget utilpas. Hun forvirrede ham og han var lige på kanten til at rejse sig og forlade hende, fordi han ikke kunne håndtere situationen. Han lagde nok mærke til, at hun forsøgte at få øjenkontakt med ham, men han så stift ned på sine hænder. Han ønskede ikke at se på hende. Men hendes spørgsmål om dæmoniske evner overraskede ham og ham mødte hende blik for et øjeblik. Hvordan vidste hun det? Han lignede bare et menneske som han var nu, en sølle undskyldning for et endda. Hans blik flakkede igen og forlod hendes ansigt, mens han tøvende trak på den ene skulder. Hvad skulle han svare? Skulle han svare? Noget sagde ham, at han ikke burde svare. Men hun var over ham og hun havde stillet et spørgsmål. 

"Formskiftning, hurtig heling ... og jeg behøver ikke så meget næring." Det var i hvert fald det, han havde fået at vide, der var dæmonisk ved ham. Han vidste ikke, hvorfor han havde dæmoniske evner, ingen havde nogensinde fortalt ham om hans oprindelse, men han havde dem og på en måde var de både en forbandelse og en velsignelse. Hvis han ikke havde haft dem, ville han have været død for længst, men fordi han havde dem, var hans liv samtidigt et helvede med de ting, der blev krævet af ham.
Han flyttede lidt uroligt på sig og skævede kort til hende igen. Han var nysgerrig over, hvordan hun kunne vide det, men han vidste ikke, om det var i orden at spørge.
Hun forvirrede ham, for hun havde både givet ham mad og virket blid og venlig, men han havde det lidt som om, at det var et rovdyr, der sad der og kiggede på ham. Han tog mod sig og var fræk at spørge.
"Hvordan vidste De..." Han vidste ikke helt, hvordan han skulle formulere det.

Han valgte at besvare hendes spørgsmål, hvilket gjorde hende henrykt. Så han kunne skifte form, hvilket blot resultere til en større nysgerrighed, hvilken form? ”Hvad kan du skifte om til?” spurgte hun roligt, i håbet om han også ville fortælle det. Nyssa så lettere vurderende på ham, hun anede ikke om han faktisk havde fået træning i sine evner, ligesom hun havde. Alligevel kunne jo enhver blive bedre til evner, der var vel altid noget at forbedre, altid teknikker der kunne finpudset. Nyssa vidste dog ikke at om hvilke grunde der var til hans herre havde præcis valgt denne udefra hans evner, eller blot at han ikke krævede meget næring – hvilket måske kunne være en fordel så var der noget at spare på den post. Nyssa trak på smilet som de endelig fik øjenkontakt. Det var så uvant for hende ikke at have øjenkontakt med et anden væsen, hun var så vant til det, at det virkede unormalt ikke at have det. Nyssa foretrak også at kunne fornemme eller bare læse på deres kropssprog hvad de tænke eller følte, især hvis hun ikke kunne føle dem. Så kunne hun nogle tyde visse ting eller blot antage. Nyssa kunne dog ikke helt beslutte sig for om hun skulle røbe sin evne, det var en evne hun godt kunne lide at ingen havde kendskab til den gjorde hende i stand til mange ting, og at der gik rygter om det, var ikke ligefrem det hun ønskede. Så hun fandt frem til en lille hvid løgn. ”Dæmoner kan ofte fornemme hinanden, hvis de befinder sig tæt på hinanden” svarede hun med et lille smil. Det var hellere ikke helt løgn, ofte kunne to dæmoner fornemme et eller andet, men det var ofte ikke specifikt, så hun pyntede blot lidt på det.

Nyssa lænede sig tilbage i stolen og så stadig vurderende på ham. Hvorefter hun begyndte at spekulere på hvem mon hans forældre var og om han overhovedet havde kendskab til dem. ”Ved du hvem dine forældre er?” Nyssa var jo relativ gammel og kendte efterhånden en del dæmoniske familier, så det var muligt at hun også havde kendskab til hans, uden at hun skulle vide sig sikker, men det kunne være komisk. Nyssa syntes det var mere komisk at begrund af dæmoniske lyster ikke havde dræbt sin ejer, i et udbryd eller lignede. Eftersom han ikke lignede en der dræbte, var det også svært at sige om han overhovedet var i stand til det? Uanset hvad så havde Nyssa ikke fundet sig i, at se ud som han gjorde, nej hun ville være fri. Så fri som overhovedet muligt og gøre hvad end hun havde lyst til.  

Hendes hurtige spørgsmål om, hvad han kunne skifte til, fik ham igen usikkert til at trække på den ene skulder. Han havde aldrig set et væsen lignende og han havde ikke mødt nogen, der havde. Så han vidste ikke helt, hvad han skulle svare, for det var svært at beskrive.
"Et dyr. Som... en ulv med skæl og uden hår." Det var en meget mangelfuld beskrivelse, der på ingen måde gjorde hans skikkelse ret. Det kraftfulde væsen mindede ikke om en ulv, selvom det var hundeagtigt. Men på en måde var der også noget kat ind over og med skællene og den læderagtige hud måske også noget reptil. Det var ærligt talt ikke noget han spekulerede nærmere over, lige så lidt som han spekulerede over sin menneskeskikkelse. Den var en del af ham, lige så naturlig som mennesket og den krævede intet af ham. Han elskede den, den var på en anden måde mere fyldt med kræfter og en form for frihed, han aldrig havde som menneske.

Da kvinden sagde, at andre dæmoner kunne fornemme hinanden, vidste han, at hun løj. Ikke at han ikke troede på, at dæmoner kunne, men han vidste også, at han ikke var dæmon nok til, at det var noget, andre dæmoner kunne fornemme. Hun var ikke den første dæmon, han havde mødt. Der hvor han kom fra, var der mange og han havde snakket både med unge og gamle dæmoner, bundet og fri. Ingen havde bemærket de dæmoniske rester, der var i ham. Men han sagde ikke noget. Hun løj og sådan var det, det kunne han ikke ændre på. Hun måtte ønske at holde noget hemmeligt og det kom ikke ham ved. Men han havde en fornemmelse af, at det nok havde noget at gøre med hendes berøring af hans kind. Tanken gav ham næsten gåsehud, for hvad havde hun ellers fundet ud af om ham?

Igen blev han stillet et spørgsmål og denne gang rynkede han panden og skævede til hende. Forældre? Hvad var det for et spørgsmål? Han havde ingen forældre. Han var skabt. Så meget vidste han. Hvordan vidste han ikke, men han var ikke født. Han var skabt. Skabt som slave.
"Jeg har ingen forældre." Der var intet trist i den konklusion. Hvordan kunne han savne noget, han ikke havde haft? Hverken barndom eller forældre. Hans første erindring var i samme krop, som den var nu. Intet havde ændret sig på de tyve år, han havde været. Men spørgsmålet var sært og han flyttede uroligt på sig, et tegn på, at han ønskede at stoppe samtalen. men han gjorde ikke noget for det, det var hendes beslutning.
"Jeg har en skaber."

Nyssa så hans krops reagere hver gang hun spurgte om noget, det var sandsynligt at han var nervøs omkring hende. Hvis han vidste hvad og hvem hun var, ville hun selv være nervøs. Nyssa elskede trods alt at tage livet af folk der irriteret hende, heldigvis for ham så irriteret han hende ikke, langt fra. Han fascinerede hende, hun ville næsten ønske hun kunne få muligheden for at træne ham op i hans dæmoniske evner, men dette ville næppe blive realitet selvom det både ville være spændende og udfordrende. Nyssa nikkede, så det var ikke normalt væsen han kunne blive ”Interessant, jeg ville næsten ønske jeg kunne se dig i din form” svarede hun interesseret og nysgerrig. Hvad mon han var i stand til når han var forvandlet, hvor vild var m.m Nyssa kunne blive ved, men også kun fordi hun syntes sådanne evner var yderst spænde og burde udnyttes til fulde.

Om han vidste det hun havde stikket ham lille hvid løgn, var hun ligeglad med. Ellers hvis han var nysgerrig nok måtte han jo stikke til hende, selvom hun ikke forventede at han true det. Eftersom han nok var opdraget med aldrig at stille spørgsmål, men blot gøre som der blev sagt.

Nyssa undrede sig over hans ansigtsudtryk, og hun blev mere forundret at han havde en skaber? Hentyde han til sin mor? ”Du mener din skaber, som i din mor?” men som Nyssa forsat tænkte over det, kunne det tænkes at han altid havde været en slave og ikke kendte til andet end dette, at disse herre havde fortalt ham at nogen havde skabt ham. For Nyssa var det helt grotekst. Den eneste måde en anden kunne blive skabt var ved at personer var sammen og dannede et barn. Længere var den ikke. ”Hvis du skulle være skabt, hvordan skulle det så have sket?” spurgte hun efterfølgende. For det virkede til, at han troede mere på at han var skabt end at han havde nogle forældre der ude et sted.

Zofrost trak svagt på skuldrene, da hun sagde, at hun ville ønske, at hun kunne se hans skikkelse. Det ville ikke komme til at ske, ikke herinde i kroen. Én ting havde han lært, dyreskikkelsen kunne skræmme folk, lidt for meget, og det gav både ham og hans ejer problemer. Han skiftede kun hvis han var alene eller hvis beordret. Folks reaktion interesserede ham egentligt ikke, så længe de lod ham være. Og hendes nysgerrighed betød ikke noget for ham. Ville hun se hans skikkelse, måtte hun snakke med Samael.
Hendes tanker om at træne hans evner ville have undret ham, for han var trænet. På så mange måder. Hans evne til at skifte skikkelse kunne ikke blive bedre, da det var så stor en del af ham selv. Helingsevnen havde han ikke kontrol over og resten var også noget, hans krop styrede selv. Om han ville kunne få mere ud af sine dæmoniske gener, vidste han ikke selv. Han havde ikke opdaget mere i sin levetid.

Da hun spurgte, om han mente sin mor, rystede han hurtigt på hovedet. Han havde ikke en mor. Ikke så vidt han vidste. Hendes forvirring forvirrede ham. Der var aldrig nogen, der havde spurgt videre ind til hans ophav, hans ejere læste sig til de ting de ville vide i den lille bog, der fulgte med ham, når han blev købt og solgt. Han havde aldrig selv kigget i bogen. De første år havde han været interesseret, en enkelt gang endda forsøgt at stjæle den, men efterhånden som tiden gik, var han blevet ligeglad. Hvad betød det alligevel? Intet. Ingenting blev ændret ved det. Han var stadig en slave.
Hendes næste spørgsmål fik hans pande til at rynkes endnu mere, for han kunne ikke svare hende. Som han ville åbne munden for at sige det, lagde der sig en hånd på hans skulder og en velkendt stemme stoppede ham. Kulden spredte sig igennem hans krop og han krøb lidt sammen. Samael.

Samael havde ordnet det han skulle oppe på værelset. Det var blot et skift af en skjorte og et tjek på udseende i det grimme spejl. Samtidigt fik han lige eftertalt en håndfuld krystaller, som han havde fået anskaffet sig i sin tid i dette land. Efter at have gemt pungen væk bag skjorten, så han sig selv i spejlet. Hans sorte hår var lagt tilbage ind over hans isse. Det spidse ansigt, der angav hans alder til at være et sted først i fyrrerne og de brune øjne, der afslørede, at han var en kold og hård mand. Han havde skiftet til en hvid skjorte, men havde stadig på blå bukser på. På fødderne havde han et par lette og dyre støvler og i hånden havde han en stok med en rund knob. Det så ikke ud til, at han havde nogen våben på sig. Synet kunne bedrage.

Endeligt forlod han værelset og gik ned af gangen og ned af trappen. Han afskyede at bo på kro, men det var kun en uges tid siden, at han var ankommet til dette land. På flugt fra sit hjemland med kun en slave på slæb. Han havde dog hørt gode ting om Krystallandet og forventede at bosætte sig her. Men det krævede kapital og han havde besluttet sig for at sælge Zofrost for at få hurtige krystaller. Drengen var alligevel ikke rigtigt besværet værd. Men han burde give en del ved et salg.

Nede i krostuen var det første han så, at den uduelige slave havde flyttet sig fra sin plads. Hen til et bord, hvor der sad en kvinde i noget underligt tøj. De så ud til at have gang i en samtale. Vreden boblede i Samaels mave, han havde sagt til den dreng, at han ikke måtte snakke med fremmede. Så nyligt som et par dage før, havde han måtte give ham en lektion i dette. Han bevægede sig langsomt ned til dem. Jo nærmere han kom, jo mere gik det op for ham, at hans slave nok ikke var indgået i samtalen frivilligt. Hans kropssprog var så nemt at aflæse og det var alt andet end behageligt. Kvinden derimod så ud til at være meget interesseret i Zofrost.
Derhenne nåede han at høre det sidste spørgsmål, kvinden stillede halvdæmonen. Hurtigt lagde han en kold hånd på slavens tynde skulder for at stoppe ham i at svare. Hans blik var rettet mod kvinden.
"Hvis De har nogen spørgsmål omkring min slave, er De velkommen til at stille dem til mig. Ikke at De skal forvente at få et svar på noget, der ikke kommer Dem ved." Han klemte til om Zofrosts skulder og det føltes næsten som om, at alle drengens muskler trak sig sammen som i en forsøg på at komme væk fra hans hånd. En dejlig fornemmelse. Samael stirrede koldt på kvinden med et svagt hint af vrede i de brune øjne.

Der kom ikke meget ud af denne anden, et trak på skulderne, Nyssa tog det som et svar på at han ikke vidste det. Mon han ikke vidste at han havde nogle forældre et sted eller hvad forældre overhovedet var. En skam, tænkte Nyssa. Hun ville bestemt ikke være den samme uden hendes forældre, hun skyldte dem faktisk næsten alt. Nyssa ville gerne sige mere, men inden hun nåede at sige det sidste, var hans herre her allerede. En kold mand, en lettere modbydelig mand, så han ud til at være og lettere gammel. Han var garanteret blot et sølle menneske, tænkte hun og fnøs indvendig ad hans kommentar. ”De var væk, så jeg tillod mig selv at spørger deres slave.” startede hun roligt med at svare. Manden skræmte hende ikke, tværtimod havde hun lyst til at lokke ham og dræbe ham, men hvad skulle hun så gøre med slaven. Nej hun ønskede ingen slave, hun kunne næppe give ham en form for liv. ”Jeg var i gang med at spørger om deres slaves forældre er, men det lyder til at han har misforstået noget på den front ” hun forventede skam ikke et svar fra ham, selvom hun ikke kunne berører ham var hun sikker på at han ikke ønskede at dele denne information og slet ikke med hende. 

Zofrost stirrede fast ned i bordpladen, som Samael svarede kvinden for ham. Hans herres hånd klemte hårdt om hans skulder og Zofrost kunne ikke lade være med at give lidt efter for presset. Ikke at smerten var slem, men den viden om, hvad den hånd kunne gøre, var. Og selvom de sad midt i en kro, var Zofrost ikke i tvivl om, at var hans herre vred nok, ville han bruge sin evne på ham lige her. Zofrost var ikke rigtigt bange for smerte, han havde oplevet så meget igennem sin levetid, men smerten fra Samaels evne var anderledes, fyldte hele hans krop og var den kraftig nok, sendte den hans krop ud i kramper. Han havde været tæt på at dø mere end én gang, som blev hans indre kogt indefra og hans helingsevne ikke kunne følge med. Så hånden på hans skulder var tungere end man skulle tro.

Samaels stemme havde en foruroligende klang, som man nok skulle kende ham for at høre og det hjalp ikke på Zofrosts ubehag. Om det var kvinden, han var vred på eller om det var Zofrost var lige meget, det skulle nok gå ud over ham i sidste ende.
Kvindens svar fik Zofrost til at knytte sine hænder, der stadig lå i skødet af ham. Hvorfor havde hun også snakket til ham til at starte med? Det var kun problemer. Tanken fik hans kæbemuskler til at arbejde, men ellers rørte han sig ikke. Lige nu var det bare at vente på, hvad Samael ville gøre. Og samtidigt var han en lille smule spændt på, hvad Samael ville sige til det sidste. Ville Zofrost lære noget nyt om sig selv?


Samael kneb kort øjnene sammen, som kvindens svar ikke faldt i god jord hos ham. Hun virkede næsvis og uden respekt og det kunne han ikke lide.
”Måske De er for uvidende til at være klar over, at det ikke er velset at snakke til tilfældige slaver uden at have fået tilladelse af ejeren først.” Hans stemme var kold og en smule arrogant, som han stirrede ned på hende med sine kolde brune øjne. Slavens under hans hånd var klogelig tavs og stille. De skulle have en snak senere.

Kvinden havde sin frækhed at snakke videre om Zofrosts oprindelse. Ærligt talt vidste Samael ikke mere end det, der stod i bogen. Det interesserede ham ikke rigtigt, hvordan slaven var blevet til. Det var ikke fordi, at der stod så meget, men han vidste dog, at kroppen var et menneskes og at drengens sind var en sammenblanding mellem menneskets og dæmonens sjæle. Men det havde han ikke planer om at fortælle denne tilfældige kvinde, slet ikke med Zofrost til at høre det.
”Nej, han har ikke misforstået noget. Andet end hans beføjelser til at snakke med fremmede uden tilladelse.”

At straffe kvinden for sin frækhed, det var desværre ikke muligt, men han kunne endnu engang bruge sin energi på at lære slaven, hvad han måtte og ikke måtte. Han var ikke til andet end besvær, aldrig havde han da haft en slave, der krævede så meget arbejde! Med den tanke greb han fat i Zofrosts hestehale og hev ham på benene. Det var kun fordi, at der var flere i kroen end han brød sig om, at han ikke slæbte ham hele vejen ud i håret, men i stedet slap ham og skubbede han hårdt af sted mod døren. Uden at sende kvinden et eneste blik, fulgte han efter den tynde dreng, som han skubbede til en enkelt gang mere, inden de gik ud i solen. Med stokken ledte han ham til højre. Der var mulighed for mere privathed rundt hjørnet.

Nyssa kunne grine, som manden nævnte at om hun ikke var uvidende til at vide at man ikke snakkede med slave. Nyssa var ganske klar over det, men Nyssa havde fundet noget interessant ved drengen og var derfor gået hen til ham til at starte med. ”Åh, hvad vil De gøre ved mig?” spurgte hun drillende, med et drilsk smil. Nyssa var ikke fræk af sig at tale sådan til en større mand, især når hun var så lille af sig. Desværre var der bare ikke meget som skræmte hende.

Nyssa fnøs, manden interessede sig nok ikke for sin slaves herkosmt, hun bearbejde ham hellere ikke men at ligefrem at lyve, måske ønskede han blot ikke at drengen skulle vide at sted der ude så havde han nogle forældre eller måske var disse draget til Kile, uanset så var han ikke skabt. Nyssa nåede ikke engang at svare før, manden tog drengens hestehale og førte dem ud. Hun smilede drilsk for sig selv og lage derefter nogle krystaller på bordet som betalingen for maden, for derefter at gå udenfor. Hun så imod dem som de var drejet ned af et private hjørne ”Jeg tro ikke De ønsker at han skal vide hvad sin herkomst er” talte hun tydeligt til ham. Nyssa var sikker på at manden ville kunne høre hvert et ord.

Smerten fra hans hovedbund, som hans ejer hev ham op ved håret fik kort en grimasse frem på hans ansigt, der dog hurtigt faldt tilbage i følelsestomme folder. Ingen tvivl om, at Samael havde set sig gal på ham, nu var det bare at vente og se, hvor slemt det ville blive. Et skub sendte ham i retning mod døren. Med bukket hoved og blikket stift rettet mod jorden, gik derhen ad. Hans skuldre trukket lidt op, men uden nogen tegn på, at han ville modsætte sig Samael. Hvad skulle det nytte? Den indre vrede, som han bar rundt på, lå i dvale. Nok heldigt nok for ham, for Samael tog det absolut ikke pænt, når han en gang i mellem forsøgte at gå i mod ham.

Han snublede lidt af sted, som det andet skub sendte ham ud af døren. Stokken lagde sig mod hans side og drejede ham den anden vej, rundt hushjørnet, hvor han fik et så hårdt et skub, at han røg i knæ. Kvindens stemme lød efter dem og Zofrost bed sammen igen. Kunne hun ikke bare lade ham være? Stoppe med sine spørgsmål? Hun gjorde det hele meget værre, Samael hadede påtrængende folk.
Langsomt kom han på benene, som ingen havde bedt ham blive nede, og vendte sig. Med et mørkt blik så han fra Samael til kvinden. Det her kunne umuligt ende godt. Hvorfor havde han ikke bare sagt nej til at snakke med hende?


Samael kastede et blik på kvinden, som hun spurgte, hvad han ville gøre ved hende.
”Dem? Ingenting.” Hans stemme var skræmmende kold, som han vendte sig mod sin slave og førte ham udenfor.
Da de drejede rundt hjørnet ved kroen, gav han Zofrost endnu et skub, denne gang hårdt nok til at vælte drengen om på jorden. Hvis ikke kvinden havde fulgt efter dem og snakkede til ham, havde han ladet stokken falde over ham. I stedet vendte han sig mod kvinden, nu mere synligt vred, fordi der ikke var andre end dem.

”Madam, De burde stoppe med at stikke næsen i noget, der ikke kommer Dem ved.” Han drejede hurtigt på stokkens knob og hev en tynd, men skarp, klinge ud, der havde været gemt i stokkens blankpolerede træ. Med en elegant bevægelse rettede han den mod hendes bryst.
”Ellers ender det med, at De kommer til at fortryde det.” De brune øjne var vrede og kolde og man var ikke i tvivl om, at han havde selvtillid nok til at mene, at han ville være vinderen, hvis hun skulle vælge ikke at lytte til hans advarsel. Samael var en mand, der var vant til at blive adlydt, og hvis ikke, var der konsekvenser.

Nyssa troede dog ikke helt på hans ord, han ejede en slave, en slave han høj sandsynlig brugte fysisk vold imod for at få sin vilje. Hun fnøs blot af hans ord, selvom drengen havde gjort indtryk på hende. Så følte hun intet for ham som han blev væltet ned i jorden. Nyssa var selv vant til at gøre det imod andre, det eneste hun ikke forstod var hvorfor han ikke kæmpede mod denne mand, gjorde sig til denne ulv og dræbte ham på stedet, men så igen drengen havde aldrig fået træning aldrig vist hvordan han skulle kontrollere sig selv. Hun kunne ikke bearbejde ham, men ikke desto mindre så følte hun stadig ingenting.

Hun stoppede roligt op og så på det sværd han nu havde trykket frem fra sin stok. Nyssa smilede blot, manden vidste tydeligvis ikke hvad han havde lagt sig ud med, hun vidste hellere ikke hvad han kunne. Han var trods alt stor og valgte hun at få sværdet til at forsvinde kunne han nemt blot bruge sine bare næver imod hende. Hvor hun først skulle opfriske sine evner for at få sig selv til at forsvinde. Nyssa stod stålfast hvor hun stod og svarede flabet igen ”Jeg troede ikke De ville gøre mig noget?” svarede hun roligt, men et utroligt roligt blik i sine øjne. Nyssa havde dog allerede gjort sig klar til at forsvinde fra området hvis han skulle føre sit sværd tættere på hende. Så ville hun være i løbet få sekunder. 

Til Samaels støre ærgrelse så det ikke ud til, at dette kvindemenneske havde nogen som helst respekt for hans trussel. Nu så han jo måske heller ikke ud af meget, et simpelt menneske. Hun kunne ikke vide, hvad han gemte af kræfter under det pæne ydre. Skulle han give hende en lektion? Lade sværdet falde og gribe fat om den spinkle hals og koge hendes indre, mens hans evne ville få hendes hår til at rejse sig? Tanken var lokkende, men en anden idé fandt vej og et iskoldt og spinkelt smil dukkede op om de tynde læber. Med en rolig bevægelse lod han sværdet falde, så spidsen pegede mod jorden.
"De har ret. Det vil jeg ikke." Stadig med det let uhyggelige smil om læberne, drejede han hovedet og så på sin uduelige slave, der tavst fulgte med i, hvad der skete. "Det er hvad jeg har Zofrost til." Han trådte et skridt til siden, så han ikke stod i vejen. Dette skulle nok blive sjovt.
"Vis hende, at din herre ikke finder sig i den opførsel. Stil noget af hendes nysgerrighed, inden du slår hende ihjel."


Zofrost var tavs, som Samael trak sit sværd og udfordrede kvinden, der tydeligvis ikke tog sig af hans trussel. Hun vidste heller ikke, at han ikke bare var et hjælpeløs menneske. Intet af det, der skete, fik Zofrost til at blande sig. Lige nu var det bedst at være tavs og afvente, hvad der skulle ske. Forberede sig på Samaels vrede, der ikke ville være glemt, når dette var overstået.
Men pludseligt havde han ikke et valg om han ville deltage i deres magtkamp, som Samael bad ham angribe kvinden. Knuden i Zofrosts mave blev større og for et øjeblik overvejede han at sige nej. Men han vidste godt, at han ikke kunne. Så han kastede et næsten undskyldende blik på kvinden og skiftede skikkelse. I stedet for at være en tynd, ung mand med langt hår, var han nu et hundelignende væsen med lædret, sort hud og skæl dækkende en del af kroppen. Halen viftede kort bag ham som en utilfreds kats og han blottede sine tænder med en dæmpet knurren. De støre klør borede sig ned i det sandede underlag og de store ører lagde sig ned.

Med den muskuløse krop spændt op og hovedet sænket, bevægede han sig et par skridt frem mod kvinden. De blå øje strejfede kort Samael i håb om at han ombestemte sig, men det så ikke sådan ud. Så Zofrost satte af og sprang frem mod kvinden, klar til at slå ihjel på sin herres ordre, selvom han hellere ville være fri. Og så dog. Som altid var der en del af ham, der glædede sig til at smage blod og høre skrig af smerte. En del af ham var lavet til at slå ihjel og selvom der også var en del af ham, der afskyede det, gjorde han det med en hvis nydelse. Og han hadede sig selv for det. Men han havde intet valg, når hans ejer beordrede ham. Enten fulgte han ordrer, eller også gik det ud over ham. Hans selvopretholdelse var stor nok til at overvinde modviljen.