Det var efterhånden lang tid siden hun havde skænket træningspladsen megen tid i sin hverdag. Når hun ikke var på færd i bjergene efter orkklaner, i et forsøg på at sikre deres land fra endnu en invasion, sad hun fast på sin pind i rådet og med en fjerpind skriblende hen over det ene pergament efter det næste. Man kunne argumentere for at hun holdte sine kampfærdigheder ved lige, gennem sine ture op i de kolde bjerge, men man udfordrede aldrig sine egen egenskaber der. Guinevere gjorde som mange andre krigere, faldte ind i rytmen af det vante og hvad hun var bedst til. Det var i hendes tilfælde benyttelsen af sværd og skjold der lå hende tættest og derfor led al anden våbenbrug voldsomt under disse forhold.

Så denne tidlig morgen tog hun beslutningen. Klædte sig på i den slidte kofte, korte brune bukser, et bælte om livet, og kursen lagt mod Grimnyrs domæne. Den robuste Dværg der havde knoklet hende igennem den ene træningsstrategi efter den, og nærmest banket ind i kraniet på hende hvor vigtigt diversitet i sit våbenbrug var. Guinevere smilte ved tanken, som hun satte håret op i en stram fletning der lå sig tungt ned af ryggen. Der var aldrig rigtig megen aktivitet på denne tid af dagen, mest af alt grundet de behagelige og lange stunder der oftes blev afholdt på kroerne efter arbejdsdagens afslutning. Det var over det værste tidspunkt, og Guinevere hilste på et par stykker før hun endelig ankom og åbnede den tunge trædør, der var begyndt at binde irriterende meget. Havde den fået fugt?
Guinevere slog kursen hen imod bunken med slidte læderrustning og beskyttelse af forskellig art, og begyndte vant at påmuntere på underarme, da det oftes var der hun kom til skade. Umildbart ud fra at hun syntes at være alene i rummet, gik hun ikke ud fra at hun skulle spare med nogen. Med mindre der pludselig kom nogen forbi. Guinevere vidste dog er erfaring at Grimnyrs sjældent var alt for langt væk.

Grimnyr havde siddet og gjort sig selv bedugget på den lokale, da en yngre dværg var kommet spænende – en tøs, som Grimnyr havde givet lidt træning nogle gange, da han så fidus i den unge dame. Når hun voksede sig stor og stærk, så ville hun blive en formidabel tilføjelse til skjoldmuren. Det var Grimnyr overbevist om. Så var det ligemeget, at han gav hende lidt ekstraundervisning og opmærksomhed, som mange andre ellers ikke nød godt af. Tøsen kom op på siden af Grimnyr, der sad med mjød spildt i hele skægget og et ansigt fortrukket i en glad og from grimasse. Hun hviskede ham i ørene, at Guinevere II var gået ind i træningssalen, som Grimnyr var herre over. Grimnyr rejste sig fra sin plads og undskyldte sig, han lagde sin store hånd på tøsens ene skulder og gav den et klem.
 
Hvis Grimnyr var gjort af et andet stof, så ville han være langt mere beruset, da han skubbede døren til sit lille kongerige op – for det var hans hus i hvert fald ikke, sådan som kragen derhjemme gik ham på klingen. Døren bandt og Grimnyr kunne lide det, at han måtte mase lidt ekstra, for at komme ind – det passede til stedet, syntes han. Han smækkede døren bag sig og kiggede imod den royale kvinde, der var ved at iføre sig det sidste af en slidt læderuniform. Han slog ud med armene og snart lød hans varme, dybe latter ud i rummet, som dog hurtigt døde ud igen. Han nikkede til kvinden. ”Guin,” begyndte han, for hendes ”Silverfighter” var ikke noget værd i hans kongerige – ligesom hendes adelige blod ikke gjorde nogen forskel for ham; det var heller ikke grunden til, at han var kommet, uanset hvad tøsen der gav beskeden måtte tænke, men fordi Guinevere var faldet af på den og fordi han kunne lide hende. "Guin" havde han kaldt hende, siden hun var begyndt at komme hos ham, og det ændrede sig sikkert aldrig. Kun ved særligt højtidelige begivenheder udtalte Grimnyr hele kvindens navn. ”Jeg hører du er blevet ensporet” hævdede han, og skubbede de røde opsmøgede ærmer helt op over de opsvumlede underarme, så de sad urokkelige over albuerne. ”At du kun ikke tør bruge andet end sværdet” drillede han, og satte kurs imod trævåbnene – for han ville ikke iføre sig rustning og kæmpe med jern, samtidig med, at det ville være irriterende på den rigtige måde, at han behandlede hende som ny og uerfaren. Sådan noget, som man kun kunne tillade sig, når man var våbenmester og havde tilkæmpet sig den rigtige mængde respekt.
 
Trævåbnene var særdeles solide, og de var vægtede så de føltes og håndteres som rigtige våben. Grimnyr tog en stridshammer i træ i hver hånd og vendte sig igen imod Guinevere. ”Er det rigtigt?” spurgte han anklagende og kastede stridshammeren for fødderne af kvinden. Snart fulgte et skjold i træ. Grimnyr stillede sig, med egen stridshammer i højre- og skjold i venstre hånd, ud i det afmærkede sparringsområde, der var midt i det meget store, åbne lokale. Her stod han bare og ventede, at Guinevere ville gå til angreb på ham.
 

At Grimnyr ikke bar rustning var naturligvis provokerende – og det var med vilje, men det var også fordi han ikke rigtigt behøvede; i hvert fald ikke imod trævåben. Smerten følte han alligevel ikke, og medmindre det skulle gå helt galt, så ville det ikke give varige mén.

Guinevere var relativt vant til at iføre sig rustning af forskellig art, men det betød jo ikke at det gik sindsygt hurtigt. Derfor var hun heller ikke færdig som hun hørte døren smække ind til træningslokalerne. Hun drejede hovedet som hun strammede nogle lædersnore om armbeskyttelsen. ”Jernhud” hilste hun tilbage med et varmt smil på læberne. At Grimnyr kaldte hende for Guin, og altid havde gjort det, havde også fået hende til at føle sig som de andre der trænede der, og ikke at han særbehandlede hende ved at kalde hende noget royalt. Det havde hun sat ekstrem stor pris på gennem sin opvækst. At hun så heller ikke fik særbehandling hvad angik skæld ud når hun virkede gjorde noget dumt, kunne hun så godt nogle gange havde brugt sig af. ”Desværre er det sgu blevet en sandhed.” svarede hun sandfærdigt og trak på skulderne. Hun vidste jo godt at det var en dårlig ide at blive ensporet ved kun at benytte sig at et våben. Selvfølgelig kunne du specialisere dig, men det var bare ikke sådan hun havde lært at skulle gøre det. At kunne benytte sværd, økse og spyd i kampsituationer var langt bedre end kun at forstå et våbens angreb.
”Tør og tør.. Man skal sgu da ikke udfordre skæbnen mere end højst nødvendigt.” klagede hun drillende tilbage.

Guinevere så efter ham som han satte kursen imod trævåbnende, og mærkede hvordan hun trak vejret dybt ned i sine lunger og smilede næsten sørgelig over hvordan det var komme til at hun skulle mærke for at hun var kommet af på den. Grimnyr vidste hvordan man fik sine elever til at hade en situation man kunne havde undgået. Guinevere så ned på stridshammeren og skjoldet der lå for sine fødder og gjorde et nummer ud af at bøje sig langsomt ned for at samle det op. ”Er jeg røget helt ned på lilleput niveau” spurgte hun som hun fastgjorde skjoldet til venstre arm og drejede stridshammeren i hånden. Ikke hendes foretrukne våben med det var hele pointen.

Hun fornemmerede at han ville have hende til at angribe først, hvilket hun måske ikke syntes var det mest komfortable. Det betød at hun var langt mere udsat for modangreb hun ikke forberedte sig på. Men det afholdte hende ikke fra at gå til angreb.

//inaktiv