Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Grimnyr "Jernhud" "Sværdæder" Vaghonssøn
Kaldet: "Grimme" (Blandt nære venner), "Jernhud", "Sværdæder" og "Røde"
Køn: Mand
Alder: 103
Fødselsdag: d. 09. april
Tilhørsforhold: Retmæssig God
Tro: Azur
Erhverv: Sergent, våbenmester og soldat i Dragorns hær. Derudover stenhugger og minearbejder, når muligheden byder sig.
Nuværende levested: Dragorn: Dværgenes rige - Sit hus i Dragorn med hustru Thundreahilda
Race: Dværg

Udseende

Højde: 129 cm
Vægt: 121 kg
Grimnyr er en hårdt-udseende mand. Hans skallede, arrede og flere steder misfarvede isse fører ned til et par brede, tykke øjenbryn, der i en kronisk olm grimmase er krone på et par øjne hvoraf de ene stirrer isblåt og dømmende, og det andet tomt, hvidt og blindt, med et tykt gennemgående ar fra panden og ned over hele kinden. Næsen er stor, tyk og tippen rødlig. Huden i ansigtet er næsten helt læderagtig og voldsomt vejrbidt. Hverken kinder eller mund kan rigtigt overhovedet anes, for det enorme rød-brune fuldskæg ligger som et tæppe fra øre til øre, og dækker Grimnyrs overkrop helt ned til under hans bryst. Skægget er flettet og dekoreret med mangt og mange tykke jernbånd. Skægget der går centralt fra Grimnyrs hage er udsmykket pænest, da der sidder en safir på størrelse med hans næsetip i den ene af jernbåndene.

Grimnyr er næsten så bred som han er høj. Mange, mange års storforbrug af alkohol har givet ham en mindre ølvom, men han er stadig helt ekstraordinært muskuløs alle andre steder end maven, med årer og muskler, som snor sig som reb om kroppen. Ligesom Grimnyrs hoved, så bærer hans krop også præg af næsten hundrede år levet på slagmarken. Der er ar, store som små, og blodsamlinger næsten overalt. Det bør desuden bemærkes, at Grimnyr har enormt store, tykke og ru hænder. En af hans fingre er omkring dobbelt så tykke som en gennemsnitlig dværgs.

Grimnyr bærer, når han er i kamp, sin fulde rustning og våben - men når han ellers går omkring i civil, så er han oftest iklædt en vinrød tunika (hvor ærmerne ofte er smøget op til albuerne), med et par lange, tykke, mørkebrune lædermanchetter, et par sorte bukser med dertilhørende mørkebrunt bælte (med spænde i sølv) og sine lysebrune støvler. Tunikaen er desuden altid åben i halsen, hvor det krusede og vildtvoksende brysthår stikker frem.

Magi

Magisk evne (1): Ingen magisk evne

Magisk evne (2): Ingen magisk evne

Personlighed

Talenter: Eminemt kriger med næsten alle nærkampsvåben samt skjold (og iført fuld rustning), ekstremt meget masse på en ekstremt lille krop = meget svær at flytte med og skaber vanvittig momentum, godhjertet på bunden – i hvert fald overfor dværge, venlig overfor dværge, varm overfor dværge, imødekommende overfor dværge, trofast og loyal i en helt absurd grad overfor sin familie og venner, elsker sin kone og sine nærmeste mere end livet.

Svagheder: Meget usmidig, løber langsomt og uvant, stædig som et æsel, bærer nag, dårlig leder, har tendens til at spille ”helt” og altså være selvopofrende, kan være enormt overbærende og nedgørende i bedste hensigt, alt for glad for alkohol(særligt øl og mjød), voldsomt temperament hvis trusler eller fornærmelser rettes imod hans race, by eller nærmeste, mistroisk, paranoid og racist.

Personlighed: Grimnyr er en højtråbende og varmhjertet mand, som dog kun deler ud af denne varme side til andre dværge. Overfor andre væsner er han åbenlyst afvisende, uvenlig og vred. Kommer man først ind bag det hele, enten som dværg eller anden race, så er Grimnyr en mand som virkelig skal gås voldsomt i ryggen, før man får lov at komme ud igen. Dværgen elsker sine nærmeste, selvom han er dårlig til at udtrykke sine følelser. Grimnyr elsker sin øl og mjød næsten ligeså meget som han elsker sine navngivne våben, og hvis han ikke hugger sten (for at udvinde til eget brug eller egne våben, naturligvis), træner soldater eller skændes med sin kone, så findes han på en krostue – hvor han er stamkunde på hele molevitten, og drikker som var hans mave et bundløst hul.
På disse krostuer, men også udenfor, så giver Grimnyr altid sin mening til kende, uden undtagelse – og er fuldstændig overbevist om, at han må være den sjoveste person i hele Krystallandet, sådan som han altid tager pis på andre (men aldrig deres ophav); for ham betyder det meget, at man kan grine af sig selv, at man ikke tager livet for giver og fokuserer på latterlige banaliteter.

Baggrundshistorie

Baggrundhistorie: Grimnyr voksede op i et ganske traditionelt dværgehjem. Årene fløj afsted, hvor Grimnyr ganske vist fik noget boglig træning, men allerede fra de helt unge barnsben blev sat i faderens, en krigers, fodspor. Før Grimnyr havde lært at holde en pen, havde han lært at holde et sværd. Så poppede moren lillebror Mudcraig ud, og Grimnyr fik dermed ikke bare en broder, men også en konkurrent. Som årene gik blev Grimnyr stærkere og stærkere; hans medførte sygdom, at han ikke kunne føle smerte eller svede, gjorde at han ofte var forbi en heler med brækkede knogler og sommetider døden nær – men det samme var lillebroren, som Grimnyr ofte tævede en del for langt og en del for længe, når de trænede eller sloges, som konkurrerende drengebørn nu gør. Det blev hurtigt klart, at Grimnyr ikke ville være blandt de højeste dværge – men allerede som barn begyndte han, at udvikle muskler og blive større end alle de andre børn. Det var med andre ord på ingen måde let for lillebroderen, som Grimnyr desuden heller ikke forstod sindet på. Grimnyr jagtede og higede ikke efter noget mere, end sin faders stolthed og accept; at han en dag kunne overtage familiens sagnomspunde og oldgamle skjold, og tage det med sig i kamp. Grimnyr opdagede også hurtigt en forkærlighed til øl, som han allerede i tidlig alder begyndte at indtage i store mængder. Grimnyr lyttede opmærksomt, når faderen talte om Azur og hvordan enhver dværg kunne være sin egen skæbnes smed - det handlede ikke om held, men om hårdt arbejde. Derfor udvandt Vaghon selv sine metaller i minerne, og sin sten i klipperne, fordi han med egne hænder skulle skabe sit eget liv og sit eget eftermæle. Det ønskede han også, at Grimnyr gjorde; og det gjorde Grimnyr gerne.

Som årene gik, så blev Grimnyr officielt indlemmet i Dragorns hær, hvor han med sin ukuelighed, jernvilje og hårdhændede metoder udmærkede sig og snart blev sluppet løs imod rigets fjender. Grimnyr mærkede kampens rus og fandt da det hans hjerte bankede for mere end han nogensinde før havde prøvet det. Dage smeltede sammen og blev til uger, der gled fra den ene til den anden og blev til måneder, hvor en fuldmåne snart blev den næste og så gik årene. Grimnyr var blevet sergent – men ikke mere, for han var ikke typen der ledede ved andet end eget eksempel, og våbenmester i byens hær. Endnu ventede han, at han virkelig kunne føle sig agtet, ved at gøre sig fortjent til et kælenavn. Endnu var han bare ”Grimnyr Vaghonssøn”; lige indtil, en skæbnesvanger dag, hvor en større hær af orker lavede ravage og derefter angreb. Grimnyr, i forreste geled, fik en økse lige i hovedet, i øjet, netop som slaget begyndte. Dværgen, hvis’ krop havde lidt enorme smerter og skader, gennemførte hele slaget med øksen stikkende ud af hovedet, og præsenterede endda hovedet på orken der havde gjort det for enden af sin egen klinge. Da fødtes ”Grimnyr Jernhud”, dværgen der ikke kunne stoppes - selvom det venstre øje ganske vist ikke længere kunne bruges. Endnu noget, som Grimnyrs lillebror ikke kunne leve op til; en ussel undskyldning for en ”Vaghonssøn”, som Grimnyr ikke betragtede som en lige i noget henseende, selvom han elskede sin bror netop fordi det var hans bror. Ofte lagde Grimnyr sig imellem, når andre dværge var ude efter broren, for derefter at skulle tirres og prikkes til af det utaknemmelige skarn, som aldrig ville vide hvad han havde gjort for ham. Hvad Mudcraig dog ofte oplevede og fik at vide, var Grimnyrs temperament og u-indpakkede ord, der bad ham mande sig op og opføre sig mere som var han normal og holdt traditionerne i hævd.

Grimnyr i fuld rustning

Årene gik, og Grimnyr mødte den noget yngre Thundreahilda. Hun fangede ikke bare hans øje med hendes udseende, men med hendes stædighed og kampdygtighed. Det var ikke i en kro, at Grimnyr forelskede sig, men på en slagmark, hvor han så kvinden på ganske brutal vis gøre det af med en af deres fælles fjender. De to blev gift samme år, og hver eneste dag blev de uvenner og så venner igen.
Så lagde mørket sig over Dragorn, netop som Grimnyr i mere alvorlig grad var begyndt at tænke sig børn. Faderen, Vaghon, og moderen Humthilda, døde første nat. Grimnyr kæmpede en brav kamp og forlod kun byen af en af de hemmelige udgange, efter en fjende havde slået ham bevidstløs og han blev båret derfra – ellers var byen blevet hans grav samme nat. Inden Grimnyr blev slået bevidstløs, da var han i krig med en fra mørket som ikke bare brugte magi, men som var en formidabelt sværdkæmper – og i kampens hede stak Grimnyr lige i munden og ud gennem nakken, ufatteligt uden at lamme ham, for derefter at miste livet. Der blev ”Grimnyr Jernhud” til ”Grimnyr Sværdæder Jernhud”. Det var også først dagen efter, anden nat, at han fik at vide, at broderen ikke var til at finde nogle steder. Altså betragtede Grimnyr sig selv som værende det eneste levende medlem af sin familie. Forældrenes ubevægelige kroppe havde han set med egne øjne, da han havde kæmpet sig vej til huset der var blevet deres endeligt, som de ellers havde gjort til en fæstning. Det var vemodigt, at Grimnyr trådte over de mørke krigere, og fjernede sin faders skjold fra dennes hånd, men det var noget han blev nødt til at gøre. Broderen måtte man formode var død.

Faderen med familiens skjold

Belejringen var lang og blodig. Grimnyr havde tilsluttet sig en gruppe af krigere som førte guerillakrig imod besætterne. De tog de små slag, og slog til når de var mindst ventede. Det gik i den rigtige retning, men mørkets krigere var mange, og de var få. Det var ikke før Nordfloket stødte til, at dværgene kunne drive mørkets krigere på flugt. Ugerne efter, da broderens krop ikke var blevet fundet, så besluttede Grimnyr med sig selv, at han måtte være omkommen på en sådan vis, at han ikke kunne identificeres.

Nu hvor tilværelsen langsomt er blevet mere normal i Dragorn, så er Grimnyr vendt tilbage til sin vante gang på krostuerne, sin vante træning og andre gøremål. Mørket gav ham dog en hel del ekstra ar; ikke bare på kroppen, men på sjælen. Tilnavnet ”Røde”, som Grimnyr derefter uofficielt har erhvervet sig, kan have mange forskellige grunde, men det hænger ved.


Familie: Far: Vaghon "Jernnæve". Døde da mørket angreb Dragorn.
Mor: Humthilda "Orkhammer". Døde da mørket angreb Dragorn.
Bror: Mudcraig "Forræderen". Flygtede da mørket angreb Dragorn.
Kone: Thundreahilda. Bor sammen med Grimnyr i deres hus i Dragorn.

Andet

Grimnyr er født med CIPA, hvilket vil sige, at han ikke kan føle smerte og ikke kan svede. Med andre ord, så er det et mirakel at han stadig er i live, og absolut et resultat af helbredende magi og held.

Ingame betyder det, at Grimnyr presser sig selv længere og mere end det egentligt et muligt for ham. Han kan udsættes for alverden, uden at det vil sænke ham det mindste, medmindre det bliver fysisk umuligt for ham, at bevæge sig.

Grimnyrs våben, foruden familiens skjold afbilledet ovenfor:

Øksen Bertha


Sværdet Gormhilda


Sværdet Krunlyn


Hammeren Mulda


Morgenstjernen Ordostr

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Fantastisk
Smidighed: Elendig
Fysisk udholdenhed: Fantastisk
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Elendig