Amber havde slet ikke regnet med, at hun ville ende tilbage i denne by. Lazura. Men hun havde fundet sin vej, på nært mirakuløst vis og havde egentlig haft en forhåbning om at kunne finde Luna her. Men efter at have ledt skovene længere væk, samt havnen igennem, gik det op for hende, at Luna altså ikke var her. Det hjalp heller ikke at springe i Havet, tværtimod. Uden sit sælskind var det ikke muligt at forvandle sig, så det eneste resultat hun fik ud af det var at fryse helt vildt efter at have sprællet lidt rundt dernede. Og det var her, frustrationen, vreden og desperationen nåede bristepunktet. Hun havde lært en smule i sin tid oven over Havet. Blandt andet at i nogle byer var der ledere, ligesom hendes forældre i Havet var ledere. Men at man bedre kunne se en leder på enten farverigt tøj eller et stort pænt hus. Det måtte være den næste del af hendes store mission: At finde lederen at denne by og få ham til at forstå, at hun havde mistet sin søster fordi en gruppe gale mænd havde været efter dem. At hun nært var blevet solgt som slave til andre gale mænd. At hun var gennemgået en masse svige og smerte fordi lederen ikke holdt en disciplinær hånd over sit folk, som Ambers forældre gjorde i Havet.

Hun gik, stadig iført tøj der burde have tilhørt en lille dreng, men for hende betød det intet. Det varmede - stadig ikke lige så godt som hendes forsvundne sælskind - bare ikke lige nu, hvor det var gennemblødt efter hendes forvandlingsforsøg.
Dryppende af vand gik hun surmulende rundt, lidt hun tilfældigvis fik øje på et hus, der godt kunne ligne ét af de huse hvor en leder kunne bo. Med et bestemt, surmulende træk over hele ansigtet, traskede hun hen til døren - hun havde lært lektien om, ikke at kravle ind af vinduet - og bankede på før hun krydsede armene og gloede arrigt på føromtalte dør. Nu skulle den leder have læst og påskrevet, skulle han!

At holde styr på en hel by fyldt med sømænd, var og blev virkelig en prøvelse. Enten var det handelsmænd, der oftes ikke var langt fra den korrupte vej - specielt med tanke på hvordan den sidste tid havde været for dem. Sømænd holdte meget af at være for sig selv, med mindre de kunne drikke inde på kroen, hvilket også havde en løjerlig tendens til at ende i slagsmål. Felix havde arme, hænder og lommerne fyldt med opgaver og gøremål i et forsøg på at holde denne by oven vande. De fleste lyttede til ham, især hvis det han sagde også bar frugt for dem i den nærmeste fremtid. Nytænkning var ikke populært blandt søulke, og traditionerne lå næsten lige så dybt i deres blod, som hos elverne. En prøvelse, var hvad man mildest talt kunne kalde det.

Felix lænede sig træt tilbage i stolen, mens han lod et par nullede pergamentstykker lande i sit skød. Han gned øjnene og ønskede et kort øjeblik at han bare kunne falde i søvn på stedet. Ikke at han nåede at lade tanke blive til virkelighed før en hård banken bragte ham tilbage til virkeligheden. Med en dyb indånding rejste han sig, lagde pergamenterne på bordet og begav sig ud i entreen. Han overvejede med det samme hvilket problem der stod og ventede på ham, og hvorvidt det forhåbentlig var et nemt problem at løse.
Han åbnede døren og kiggede ned på en person, han til at starte med ikke helt kunne kategorisere som værende et barn eller ej. Hun var høj, meget højere end hvad han havde forventet af en med de træk i ansigtet som hun havde. Ikke at det var særligt nemt at se det var en pige, på grund af tøjvalget, og opmærksomheden var også hurtigere rettet til det våde tøj, den sure mine og den defensive måde hun stod med armene. Han bekæmpede trangen til at løfte et øjenbryn og holdte i stedet et roligt og høfligt udtryk, selvom det ikke kunne skjules at hun da havde vækket hans nysgerrighed. "Goddag" at dømme efter alle trækkende, var han lige nu ikke i kridthuset - men det skulle heller ikke være første gang.

Manden der åbnede døren så meget flink ud med sin høflige mine. Det var næsten umuligt for hende, at se sig sur på ham, og det frustrerede hende endnu mere. Hun holdt masken som han hilste og frem til hun skulle til at tale. Der begyndte den lige så stille at krakkelere som hun åbnede munden for at komme af med sin vrede. "De må være lederen af det her sted, ikke? Jeg har en klage!" hun råbte ikke, men hendes ellers bløde og milde stemme var hævet og en smule skinger. Og til sidst knækkede den midt over som hendes øjne blev en smule blanke. Af frygt for at hun ville ende med at græde og få manden foran sig til at få ondt lige som alle de andre, trippede hun lidt på stedet. Hun rømmede sig let og skyndte sig at tørre sig i øjnene med det lidt for lange ærme.

"Jeg har mistet min søster i den her by, jeg blev taget væk fra hende mens hun var syg og de tog mig væk og nu kan jeg ikke finde hende igen, og alt muligt forfærdeligt kan være sket og..." som hun rablede af sted som en galning begyndte hendes øjne igen at blive blanke. Igen tørrede hun tårerne væk, mere aggressivt, og forsøgte at kontrollere den magi, der begyndte at strømme igennem hende hen mod manden. Hun ville ikke have at han kom noget til.

Felix nikkede roligt som svar til hendes antagelse omkring det faktum at han måtte være lederen af stedet. Huset var nok den afslørende del af hele den antagelse. Han mærkede en let bekymring som hendes stemme knækkede over, afslørende at dette var en del mere emotionelt for hende end først antaget. Felix havde i grunden blot regnet med at hun var vred over noget, men den blanke hinde der gled over hendes øjne, fortalte noget helt andet.
Felix lavede nogle lette nik af forståelse som hun fortalte om sin søster. Han tog en dybere indånding og trådte lidt tilbage i døråbningen. "Kom med indenfor, du ser ud til at fryse" han gjorde en rolig gestus med armen for at lukke hende ind.

"Jeg er ked af at høre hvad der er sket både dig og din søster, og jeg vil gerne hjælpe dig med at finde hende igen, hvis jeg kan" tilføjede han venligt. Han kunne høre hun ikke var fra byen, hendes accent var anderledens, og hun gjorde også antydning igennem sin korte fortælling at de ikke kom derfra, men var rejst igennem. Desværre var han også sikker på at det havde været i en periode hvor befolkningen havde været så desperat at skælnet mellem rigtig og forkert var mere eller mindre udvisket. En yngre pige med langt mørkebrunt hår, stak hovedet forbi dørkarmen nede i enden af dørkarmen og så ud med dådyrøjne på sin fars ryg og pigen i døren.

Amber forventede slet ikke mandens flinke tone eller at han ville lukke hende efter den koncert hun havde stillet op så hun så på ham, nu med en blanding nysgerrighed og forlegenhed idet han gjorde en gestus mod at lade hende komme ind i hans sjove hjem. Hun tøvede lidt men da han tilføjede at han var ked af hvad der var sket med hendes søster, var hun ikke langsom til at træde inden for i huset. Hun stirrede med lidt store øjne på den lille pige på hvad der vel måtte være en avanceret form for opgang til rummene oppe oven på. "Hun er ikke hvor hun var før," mumlede Amber trist mens hun kiggede på den lille pige. Det var vel ikke for sent at få en legekammerat? Men måske skulle Luna lige findes først. Hvis det da nogensinde skulle blive muligt. Hun snøftede let bare ved tanken om aldrig at skulle se sin søster igen og skævede op mod den rare mand.

"U-undskyld jeg bare.. Kommer brasende på den her måde.. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, Luna plejer at være den stærke af os.. Uden hende, så.. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre," endnu et lille snøft lød fra Amber som hun overvejede, bare at sætte sig midt i det hele. Det var sådan, de gjorde i Det Store Hav. Hvis et sted så komfortabelt ud, så satte man sig bare, men hun havde på den anden side godt set hvordan mennesker satte sig på noget, som de kaldte stole, så måske var det ikke helt så høfligt at sætte sig her. "Har De sådan en... En stol? Eller.. Skal jeg bare sætte mig her?"

Felix ønskede at opretholde ordentlige forhold i Lazura, og det betød også at beboerne behandlede dem som kom forbi med respekt, selvom de var fremmede. Felix lukkede roligt døren efter pigen, fulgte hendes blik og så Lucy stå og halvgemme sig.
Felix nikkede forstående. "Vi skal nok finde hende igen, det lover jeg" svarede han venligt og beroligende. Han kunne ikke lade være med at smile en smule overbærende, med stadig med et bekymret blik, da hun spurgte ind til en stol. "Kom med herind, det er mere behageligt" han var forsigtig med ikke at gøre noget ubehageligt imod hende, og han tolkede at pludselig berøring var en af de ting, så han forsøgte at guide hende så nænsomt som muligt hen imod stuen hvor der stod diverse stole, en sofa og havde en god mængde puder. "Sæt dig her" han vidste hende hen til sofaen. Alt imens havde Lucy flyttet sig til nu at kigge forbi dørkarmen ind til stueområdet.

"Fru Callaghen, vil du vinde noget at drikke og spise til vores gæst" kaldte han ud og en bred lille dame kom til syne og smilede varmt til stuens befolkning, inden hun vendte tilbage til køkkenet og nussede Lucy på kinden på vejen. "Du behøver ikke gemme dig, skat" Henvendt til Lucy, som listede frem og pludselig satte farten op for at løbe hen til sin far. Nok var hun omkring de 10 år gammel, men hun var meget genert, og skulle bløde op ved at betragte folk inden snakketøjet for alvor gik i gang. "Min datter, Lucy. Hun er lidt genert omkring fremmede" forklarede hna med et smil, som Lucy lavede et hurtigt buk uden at fjerne de nysgerrige øjne fra pigen. "Fortæl mig hvad der skete" foreslog Felix som han satte sig ned, med Lucy der hurtigt placerede sig på skødet af ham.

Bare det at høre denne herre fortælle at han lovede de ville finde Luna gjorde faktisk Amber mere rolig. Hun var rime naiv og godtroende, og troede derfor med det samme på ham. Hans forsigtige guidende hånd mod stuen fik Ambers bentøj sat i gang og hun fulgte hans anvisninger frem til en sofa som han bad hende satte sig på. Hun fulgte hans råd og satte sig i sofaen hvorefter hun hurtigt trak sine ben op til sig, afslørende at hun ikke havde sko på og at hendes fødder var møgbeskidte. Sofaen var virkelig blød, næsten lige så blød som hendes eget sælskind. Den eneste forskel var, at overfladen på sofaen var mindre blød men til gengæld  det der var inden i den ret blødt. Man kunne nærmest hoppe her. Hun så mod Fru Callaghen der så ud til at have godt styr på den lille pige der lige nu kiggede ind på dem fra dørkarmen. Dog så det ud til at hun var mere end villig til at løbe ind i armene på manden. Amber bøjede hovedet for den lille pige og sendte hende et genert smil. "H-hej Lucy," stammede hun langsomt, fremvisende sin egen generthed over for alt og alle. Snart satte manden sig ned og spurgte ind til hele historien.

"Altså, vi stak af fra Havet, mig og Luna.. Eller, det var egentlig mest mig der gjorde det og så Luna, der forsøgte at få mig med tilbage.. Men så blev vi jagtet af en flok af mænd der var meget nysgerrige, og det skræmte os lidt, så vi gemte os ved sådan nogle... Store planter.. Jeg tror I kalder dem.. Træer.. Men de fandt os dagen efter, hvor Luna var syg og ikke kunne stoppe dem. Og så tog de mig med og gav mig til nogle andre, der gav mig et halsbånd på og blev ved med at slå hvis jeg sagde noget," Amber forstod stadig ikke konceptet slave, så hun fik ikke nævnt den del med at hun rent faktisk var blevet solgt som én. "Men så dukkede der sådan en mand op som var kulsort i ansigtet og fik de lede mænd til at løbe efter deres mærkelige dyr, som de brugte til at sidde på mens vi rejste og derefter stak jeg også af fra ham fordi... Jeg ville herhen," hun var tæt på at græde igen, men formåede at holde det inde ved at knuge om sine ben.

At observere de forskelle i opførsel pigen udvidste i forhold til hvad han normalvis ville havde forventet at se, var ganske tydelige. Felix så det som en sejr at hun fulgte med ind og satte sig, og skjulte den svage morskab der kom frem ved måden hun sad. Først antaget at hun ikke vidste hvordan man normalvis satte sig i et møbel, men derfor mere trist til mode da denne måde at sidde på fik ham til at tænke på en stakkels pige der forsøgte at beskytte sig selv ved at trække sig sammen. Lucy smilede genert og vinkede let med hånden, en smule mere tryg nu hun var officielt blevet draget lidt ind i samtalen, men stadig ikke nok til at hun sagde noget.

Felix lyttede eftertænksomt til Ambers fortælling, og bed tydeligt mærke i især den første del, at være stukket af fra havet. Bare den sætning var nok til at Felix var ude mærket klar over at Amber og dennes søster ikke var mennesker, men en af havets racer. Felix fik et bedrøvet udtryk i sine øjne som Amber fortsatte med at fortælle. Lucy opfangede også ganske nemt at Amber var ked af det, som tårerne pressede sig på. Lucy hoppede ned fra sin fars skød og kravlede op i sofaen ved siden af Amber og lagde en hånd på hendes skulder. ”Det skal nok gå” hun aede den anden forsigtigt og blidt. Felix vidste ikke om det var en god ide, men fandt det nærtliggende at trøstende ord og varme fra den tiårige uskyldige pige var mere velkommen end hans egen. Han var mere observant på at han stadig var en fremmed. ”Det bedrøver mig at høre hvad der er sket med jer begge. Din søster blev syg siger du? Ved du hvad hun fejlede?” at blive solgt som slave i nærheden af hans ansvarsområde gav ham en dårlig smag i munden. Han følte sig ansvarlig.

At den tiårige pige dukkede op og var så omsorgsfuld som hun nu engang var, var en kæmpe overraskelse for Amber, der hævede et øjenbryn, men til sidst smilede varmt til pigen. Hun var ikke vant til at møde unge der var yngre end hende selv, og så var det bare også generelt anderledes at hun selv var heroppe, et sted som hun overhovedet ikke kendte eller forstod. Det var meget skræmmende et eller andet sted. Men i dette lokale, med manden og pigen, var det hele lidt mere okay. Amber snøftede let og fik fjernet noget af det lange hår fra sit ansigt, før en enkelt tåre forlod hendes øjenkrog. Men ingen af de to i lokalet var skyld i dette. Hendes angst og vrede var ikke rettet mod nogen af dem eller noget som helst andet, så blodmagien begyndte ikke. I stedet sad hun bare og smågræd.

"Altså... Hun hostede og.. Og snøftede.. Men hun sagde at hun nok skulle klare sig, men men men! Det gjorde hun ikke, hun var ikke der hvor jeg blev taget. Jeg ved ikke hvor hun er... Ej heller mit sælskind, så nu har jeg mistet endnu en søster og jeg kan heller aldrig komme hjem!" med det samme tog hun sig til hovedet, og skjulte sig som en lille bold, for de to i rummet. Hun ville bare gerne have sin søster tilbage og ikke være skyld i Lunas død også. Der var nok skyldfølelse fra den anden søster i deres familie, men det var samtidig også et had rettet mod alle havfolk. Det var trods alt én af de sataner der havde sneget sig med Amber ind i familiens hjem.

Lucy havde tydeligt vidst ved denne lille gestus at hun havde bedre mulighed for at give en trøst end han selv have. Pigen så ikke ud til at have noget imod at han befandt sig i lokalet, men fysiske tilnærmelser var en helt anden sagt, også selvom det bare var en simpel berøring af trøst. Pigen var blevet skræmt rigeligt i forvejen. Derfor lod Felix sin datter om at trøste pigen på måder som hun kunne bedst, og tillod pigen at græde uden at afbryde. Hun havde brug for det.

Felix så bekymret på pigen der krøllede sig sammen mens hun hulkede ulykkeligt. Lucy fortsatte med at ae på pigens arm, selvom hun heller ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun forstod heller ikke helt hvad der foregik siden der blev snakket om sælskind pludseligt, men hun vidste at det var en sørgelig situation. ”Umildbart vil jeg tro hun er blevet forkølet af at komme op i denne temperatur.” forklarede han trods han betvivlede det havde megen beroligende effekt lige nu. ”Når du har fået lidt at spise og drikke, synes jeg vi skal gå hen til det sted i kom i land og hvor du sidst så din søster, så vi måske kan finde hende eller dit sælskind igen.” foreslog han – der var legender der begyndte at dæmre ved nævnelsen af sælskindet men det var ikke af væsentlighed at få bekræftet lige nu. Om hun var en selkie eller blot ejede et sælskind var i denne situation ligegyldigt.

Ambers hulken stoppede ikke af mandens ord. Hun græd videre som det så småt dæmrede for hende, hvor meget hun var skyld i. For det var tydeligvis alt sammen hendes skyld. Hun så kort op på manden, næsten opgivende, panisk samtidig med. "Mor og far bliver så sure," hun lød næsten helt ynkelig, for hun vidste udmærket hvad der skete, når mor og far blev vrede. Aldrig gode ting, men hvad skulle det så også overhovedet hjælpe, når hun aldrig kunne komme tilbage til Havet igen? Hun havde ikke sit sælskind. Hun var så langt ude at skide at det halve kunne være nok og nu sad hun bare her og tudede over det. Hun hankede let op i sig selv, men ikke nok til at undgå at snøfte et par gange.

"Det er alt sammen min skyld, jeg ville op og se hvordan det var heroppe og vi selkier bør bare blive i Havet," mumlede hun stille og lavt mens hun gned sine øjne. "Uden mit skind kan jeg ikke komme hjem igen. Og jeg tager heller ikke hjem uden Luna," hun rablede løs, men til sidst blev hun stille da manden begyndte at komme med nogle mere logiske beslutninger, til hvilket hun nikkede langsomt. "Jeg er faktisk ret sulten," lød det lidt tyndt fra hende. Hun havde faktisk ikke spist særlig meget siden hun var kommet i land.

Det var forfærdeligt intet rigtig at kunne gøre for at hjælpe pigen med sin sorg over hvad der var sket. Han vidste ikke hvordan han skulle få hende til at stoppe med at græde eller på anden vis muntre hende bare en smule op fra den meget nedtrykte tilstand hun befandt sig i. ”Vi finder din søster, min ven. Det lovede jeg dig jo” svarede Felix beroligende, i et forsøg på at få hende til at slappe mere af. Felix holdte altid hvad han lovede.

Felix lyttede til hendes ord, men kom ikke med yderligere bemærkninger til det, andet end han i sit sind nu fik bekræftet hvad han selv havde haft i tankerne. ”Jeg henter noget mad til dig, og så ser vi på tingene igen bagefter” svarede han varmt og smilede til hende inden han rejste sig, alt imens Lucy fortsatte med at holde Amber med selskab, selvom Lucy ikke sagde så meget. Hun lod de beroligende strøj tale for sig selv. Felix var ikke videre god i et køkken, men det var ikke besværligt at finde noget saltet fisk, brød og ost og få det anbragt på en bakke og båret ind. Det var måske en smule primitivt anlagt, men han var ikke ligefrem huslig anlagt. Lucy smilede overbærende af ham – allerede nu lignede hun sin mor mere og mere. ”Sådan, jeg håber du kan li det, selvom fisken nok er lidt salt.” alt imens lå han en slagplan i sit hoved. Han måtte havde sin husholderske til at holde øje med Lucy mens han var ude, for ikke på vilkår om hun skulle med var der antegn til at der kom banditter forbi. Dertil var han ikke sikker på hvad de eventuelt ville finde. Men afsted skulle de, og inden det blev mørkt.

Der gik ikke længe før Amber formåede at stoppe sin store tudekoncert. I stedet sad hun blot stille og rolig med Lucy, den lille pige, der også sad stille, mens manden gik ud for at hente mad til dem. Der gik ikke længe før han var tilbage med en bakke med fisk, brød – det var vel hvad de kaldte det? – og en gul klump af et eller andet. Hvad var det nu? Ost! Amber havde godt smagt det hele. Hun kunne selvfølgelig godt lide fisk, men brødet var altid lidt for tørt og ost havde hun aldrig rigtig smagt. Det smagte lidt sjovt, men heller ikke helt dårligt. 

Hun smilede høfligt og tog et stykke af den saltede fisk for at spise lidt forsigtigt. Hun var ikke vant til at det var så saltet, men hun havde efterhånden vænnet sig til det så småt i løbet af sin alt for lange periode oven over Havet. Som hun tog små bidder, smilede hun bare lidt af ham. Der hvor hun kom fra anbragte de ikke maden. De spiste den direkte fra Havet, i deres sælformer. De jagtede og spiste hvor de var. ”Jeg har aldrig helt forstået det her.. Med at varme mad over… Øh.. Ild? Og så putte det på plader og spise det derfra.. Men det er pænt. Lige som at alt herinde også er pænt,” fortalte hun tøvende før hun valgte at smage lidt på osten også. Den var faktisk ret mild, den her. Ikke lige som den sidste, der havde været ret stærk. Den smagte bedre. At spise, fik hende til at blive noget mere stabil, for meget af hendes humørsving havde været grundet den voldsomme sult.

Felix kunne ikke lade være med at smile af den kommentar. Varm mad var nok ikke ligefrem normalt i havet, eftersom ild helt ærligt ikke fungerede særlig godt under havets overflade. Men dernede var alting også frisk og lettere tilgængeligt. Heroppe var man nødt til at danne sig et lager, og det krævede at maden ikke blev for gammel. Fordøjet fisk kunne gøre menneskene voldsomt syge! ”Tak skal du have” svarede han venligt, inden han fandt et kort frem og lagde på bordet og kiggede ned på det. ”Vi er ikke så gode til ikke at tilberede vores mad. Sarte maver” Han knappede let på sin egen mave med et smil på læben og Lucy kom med en grinende lyd.

Han vendte derefter blikket tilbage til kortet over området og forsøgte at finde hoved og hale i hvor de skulle starte og slutte. Hvis nu Ambers søster var blevet taget langt væk, var det ikke nemt. Og i hvad retning? Hvor meget han end gerne ville kunne planlægge hjemmefra, var det ikke nemt. Det krævede mere viden end de havde lige nu. Men finde hende skulle de.

/Afsluttet