Ekstrem kulde, isnende vinde som bed helt ind til knoglerne, samt den evige risiko for at støde på sultende bjørne eller ulve, var hvad de to rejsende havde i vente det næste stykke tid.
Som lovet, var Zane dukket op ved daggry med det tøj, som han havde lavet til Maela.

Klæderne var simple og meget ulig de pænere klæder fra Medanien, men de var lavet af uld, kraftigt stof og pels - så de ville hjælpe godt med at holde varmen.

Der var en undertrøje og lange bukser lavet af tæt uld.
Bukser stoppede ved knæene og trøjen var lidt for kort på midten, men de ville være uundværlige inde under hendes andet rejsetøj,  hvilket bestod af en tyk tunika af stof, som var plastret til med pels, et par mere posede bukser i kraftigt stof, et sæt yderstøvler af pels til at binde om hendes eget fodtøj, simple, varme pelsluffer samt en kappe af tyk uld, som blev holdt sammen af en bjørnetand.

De havde nu været på farten i otte stive timer, og vejret havde ikke været med dem; isvinde og snevejr gjorde det svært både at holde varmen og at navigere.
Heldigvis havde Zane, på vejen op til Norvik, lavet markeringer i form af tydelige snit i træer eller nøje placerede bunker af sten, så han kunne finde frem ad den vej han var kommet.

"Vi er der næsten! Der er en forladt hule i nærheden, hvor vi kan søge ly!" råbte han til Maela igennem den tudened vind.

Og ganske rigtigt, lidt længere fremme dukkede en huleindgang i bjergsiden op...

Maela kunne næsten ikke se noget igennem sine sammenknebne øjne, som hun stred sig gennem vinden og sneen. Hun havde været umådelig taknemmelig for tøjet, som hjalp en del til at holde kulden ude, og hendes hænder søgte ustandseligt bjørnetanden, der var meget fascinerende for hende.
Hendes humør havde til at starte med været muntert på trods af, at daggryet ikke havde givet meget lys. De tunge skyer der dækkede hele landet og holdt solens lys ude havde noget ildevarslende over sig - især nu, hvor de var ude under åben himmel, og hun ikke længere havde den varme krostue omkring sig. Af og til gik hendes tanker til brevet, som hun havde efterladt på sin hovedpude i det lille kammer, hun havde lånt på kroen. Krofatteren havde trods alt taget sig af hende, de sidste par måneder, og hun havde en smule dårlig samvittighed over sådan at være stukket af.

Under tøjet bar hun en kniv, som hun havde taget fra køkkenet. Det var mere end køkkenkniv end noget andet, og når det kom til stykket, var hun ikke rigtig klar over, om hun kunne finde ud af at bruge den rigtigt i kamp, men hun følte, at hun måtte have et eller anet at forsvare sig med.
De sidste mange timer, havde der dog ikke været andet end kulden og sneen. Hendes næse, der stak ud fra kappens hætte, var begyndt at føles koldere og koldere til det gjorde helt ondt, og hun var ikke vant til at vandre så langt på en dag. Skridtene var blevet langsommere, indtil hun blot tumlede af sted efter Zane med en sammenbidthed, for hun havde ikke tænkt sig at indrømme, at hun var træt, kold og sulten. 
Lyden af hans råb gennem vinden gav hende fornyet energi og hun forsøgte at se frem gennem den faldende sne. Hun syntes at hun kunne se hulen, men hun var ikke rigtig sikker. I stedet fulgte hun i den noget større mands fodspor og lod ham finde vej hen til hulen. "Er du sikker på at den er .. forladt?" Råbte hun lidt tøvende til hans ryg. Hun havde ikke rigtig lyst til at møde en bjørn.

Det var enlig imponerende at hun ikke var vendt om. De havde fået en hård start på deres rejse, med isvinde og et tykt tæppe af snevejr som konstant blændende dem.
Mange ville være vendt om, og Zane kunne ikke helt lade være med at beundre den unge kvinde lidt...

Han smilede skævt ved hendes spørgsmål. Det var ikke hundrede procent sikkert at den stadig var forladt, for de fleste ville forsøge at søge ly for det voldsomme vejr - hvad enten de var rejsende, banditter eller vilde dyr.

"Den var tom sidst jeg var her! Vi får se!" råbte han som de nærmede sig hulen.
I samme øjeblik han trådte indenfor, sukkede han af ren og skær lettelse. At slippe for den modbydelige vind var det bedste der var sket indtil videre. 

Zane lod blikket glide rundt i den møre hule. For ham var det ikke noget problem at se i mørket, men for Maela ville det nok være udfordrende... så efter at have set sig hurtigt omkring, lod han blikket glide hen til den bålplads han havde lavet dagen før, før han var nået frem til Norvik.
Han havde efterladt en dynge brænde i bålpladsen, i tilfælde af at han tog den samme vej sydpå.

Zane fokuserede kort, og en lille lilla flamme dannedes blandt de tørre grene - og kort efter brændte et lille bål midt i hulen, som var overraskende stor, og som havde to gange der førte længere ind i bjerget.
Flammen blev hurtigt normalt orange, og Zane sendte Maela et smil.
"Ser sikkert ud."

Halvblind i blæsten og sneen tumlede Maela videre efter Zane. Hun vidste ikke helt, om hun skulle føle sig tryg ved hans svar om bjørnen, men hun var så træt og kold, at hun næsten var ligeglad - hun skulle ind i den hule, bjørn eller ej! 

Hendes ånde stod ud i luften i en tyk sky, idet hun trådte ind i huleindgangen, missende med øjnene. Der var mørkt, og hun kunne ikke rigtig se noget, men den stikkende kolde fornemmelse i hendes ansigt, tog lidt af, nu hvor vinden var reduceret til en susende lyd omkring klippehulen.
"Her lugter lidt af et eller andet dyr. Ikke en frisk lugt." Erklærede hun. Hendes næse var bedre end hendes øjne i situationer som disse, og hendes rævegener havde altid gjort hende i stand til at opfange flere lugte end de fleste. 

Som Zane havde sagt, så virkede hulen dog tom og stille.. og rar. Hun lod træt synke ned ved bålet, benene pludseligt rystende under hende, og hun havde det som om, hun ikke ville være i stand til at tage et eneste skridt mere. Hvis det ikke var for hendes rumlende mave, kunne hun være faldet i søvn på stedet.


(beklager ventetiden, eksamensperioden tog det meste af min fritid :<)

Han nikkede ved hendes ord om lugten.
"Der har nok boet en bjørn her for noget tid siden. Måske den søgte længere sydpå da frosten satte ind og maden begyndte at svinde ind..." sagde han, mens han kastede et blik på de gange, som førte længere ind.

Da Maela havde sat sig, smilede han skævt til hende.
"Er det hårdere end du forventede?" spurgte han, mens han trak den tunge, snedækkede kappe af skuldrene og bredte den ud på klippegulvet tæt ved bålet.
Dette ville hjælpe den til at tørre når sneen var smeltet ind i den...

Da pigens mave rumlede, rakte Zane ned i en af sine lommer, og fremdrog en lille stofpakke, som han åbnede.
Inde i pakken, som var holdt sammen med et stykke snor, lå der en ordentlig håndfuld tørret, saltet kød.

Han rakte Maela to stykker, og satte sig så ved siden af hende for at få varmen ved bålet...

Maela betragtede Zane lægge sin kappe ud på gulvet, og hun løsnede med stive fingre spændet på sin egen kappe. Stoffet faldt til gulvet ved siden af hende og hun fik bredt det en smule ud, for træt til at gøre det sådan helt ordentligt, så der ikke var nogen folder i kappen.
"Nej!" Svarede hun bestemt Mørkelverens spørgsmål og tøvede så lidt. Hendes stemme blev en anelse spagere, idet hun mumlende tilføjede. "Altså .. måske lidt. Jeg har aldrig gået så langt på en dag før. Og slet ikke i sne.." Med tunge bevægelser fik hun trukket sine støvler af og gik i gang med at inspicere de nydannede vabler på fødderne. Hun holdt dog op, så snart Zane rakte hende maden, som hun i stedet kastede sig over med glubende sult.

"Vil der være noget, vi kan jage på vejen, når forsyningerne slipper op, eller er de fleste af dyrene flygtet sydpå?" Spurgte hun og tænkte igen på bjørnen, der på et tidspunkt havde boet i hulen. Den unaturlige vinter var hård ved alle - også dyrene. Selv her nordpå, hvor de fleste var vant til sne og kulde. 

"Jo flere folder der er i kappen, jo længere er den om at tørre. Det er dog værre hvis dit tøj er vådt. Tjek det når du har spist, og hvis det er vådt - tør det." sagde han og morede sig lidt over hvor uerfaren hun var.
Det gjorde ham intet, og han havde forventet det - men det var stadig morsomt.

"Hehe, bare rolig - du bliver hurtigt vant til at rejse på denne måde. Det er hårdt og kan være farligt, men det er samtidig meget lærerigt. Du får nogle evner som du vil kunne bruge resten af livet. Og så gør det jo heller ikke noget at man er to!"

Det tørrede kød var normalvis en utroligt kedelig ret, men når vejret var sådan her og man var på farten, kunne det nærmere fremstå som en smagfuld delikatesse.
Zane spiste roligt af kødet, mens han betragtede de dansende flammer fra bålet.

Han hævede blikket for at se på hende, da Maela spurgte ind til det med byttedyr.
Det var et godt spørgsmål...
"Heromkring er der intet at finde. Og hvis der er, er det udmagrede bjørne eller ulve, som ikke er risikoen værd. Men nåske når vi kommer længere sydpå... det skal under alle omstændigheder nok gå fint."

Maela stirrede på kappen og så tilbage til Zane. Der var folder i den. Hun begyndte at gumle hurtigere på maden. At den var kedelig, gjorde hende ikke så meget - selvom kroværten i Norvik havde gjort sidst bedste for at holde aftensmaden interessant, var det meget begrænset, hvad selv hans kreative hoved kunne fremtrylle ud af den begrænsede fangst. Og Maela spiste som regle alligevel kun de halvkolde rester, når serveringen var færdig.

Hun strakte fødderne frem mod bålet og nød at mærke varmen i dem. "Jeg lover at jeg nok skal gøre mit bedste for at følge med, så godt jeg kan!" Sagde hun bestemt. Det betød alt for hende at have fået en chance for at komme ud og opleve resten af landet .. for slet ikke at tale om, at komme væk fra det kolde nord. Måske kunne hun finde hjem til skovene og leve der.

Man kunne nærmest set forhåbningen i hendes øjne, da Zane nævnte ordet sydpå. Et kort øjeblik efter viste en betænksom rynke sig på hendes pande. "Hvad gør du egentlig, når vi når de mere befolkede områder? Du ved .. de jager jo mørkelvere sydpå." Hun håbede ikke at hans race var et ømt emne, men hun havde altid været ligefrem. Det var den bedste måde at få noget at vide på.

Kulde, mulig sult og onde vabler på fødderne - og denne pige var lige så livsglad og fyrig som han havde håbet, og som han havde fornemmet at hun ville være.
Bare den lille detalje var livsbekræftende ad helvede til - og det gjorde også at han ikke havde lyst til at gøre hende fortræd.

"Godt så! Så lover jeg at gøre mit bedste for, at du når sikkert frem til Medanien eller hvor end du nu vil hen." sagde han med et varmt smil.
Hvis deres rejse fortsatte med at gå sådan her, ville han måske endda være ked af at skille veje med hende...

Hendes næste spørgsmål bragte dog et noget mere dystert emne op - et emne som han ikke var så sikker på at hun ville kunne lide.
"Maela..." sagde han og lod sig falde bagover så han lå på ryggen og stirrede op i grottens loft.
"Når vi kommer til de områder, vil jeg maskere mig så godt jeg kan - men hvis folk opdager mig og vil til at slås, kan jeg blive nødsaget til at forsvare mig - og det er ofte fatalt. Der er bare ikke andre muligheder."

Zane havde intet imod at dræbe når det gav mening, men at slå en eller anden kriger eller dusørjæger ihjel foran Maela, hvordan mon det ville gå...?

Maden var hurtigt forsvundet ned i Maelas sultne mave. Et øjeblik blev hun siddende og nød varmen, før hun strakte sig ud og fik rettet kappen lidt til, så den kunne blive ordentligt tør. Hun havde mest lyst til bare at lade den ligge, men Zane havde ret, og hun ville ikke have særlig meget fornøjelse af en våd kappe i morgen..

Tanken om endnu en dagsrejse gav hende lyst til at lægge sig ned og sove med det samme, men mørkelverens stemme og hende nysgerrighed over for hans væsen, fik hende til at holde sig vågen .. lidt endnu.
"Tak.. Jeg vil gerne et sted hen, hvor der er skov." Det var ikke så præcist, det vidste hun godt, men hun havde aldrig fundet noget sted, hvor hun følte sig bedre tilpas, end blandt høje træer og tæt buskads. En lille del af hende var bange for, at rævesiden ville tage helt over, og hun ville glemme alt det, hun havde lært, men på den anden side lod det til, at menneskenes samfund ikke bragte andet en død og  krig i disse tider..

Tankerne blev revet tilbage til deres nuværende rejse, og hendes øjne blev en anelse store, idet hun betragtede Zane. Hun vidste ikke rigtig, hvilket svar, hun ellers havde forventet. "Jeg håber ikke, at vi støder på nogen, der vil dig noget ondt." Mumlede hun til sidst, efter en lille tids stilhed.

"Skov?" lød det fra ham med et smil.
"Jeg har tilbragt mange år i Tusmørkedalens skove og bjerge... det er et meget smukt sted. Det skulle du næsten se engang..." sagde han mens han huskede tilbage på de mange knudrede træer, de smukke bjerge - og på ametystdragen's grotte.

Han kiggede lidt på hende da hun havde sagt det næste.
Nej, selvfølgelig håbede hun ikke at de ville møde nogen, som var fjendtlige over for ham - for en teenagepige havde ikke lyst til at se den slags kampe.

Kampe på liv og død.

"Vi holder os til skovstier og naturveje, så undgår vi de fleste - selvom der nok ikke er mange ude at rejse lige i disse tider." sagde han.
"Bare vær lidt forberedt - du har trods alt valgt at slå følge med en mørkelver. Fjolserne vil sikkert endda forsøge at redde dig fra mig... uha da da... farlige mørke mand, som helt sikkert gør sin kønne, unge følgesvend fortræd." sagde han med et ikke helt humorforladt fnys.

I de fleste tilfælde, ville sådan en opfattelse være ganske korrekt.

Maela lyste igen lidt op, da snakken faldt på skovene. "Jeg har hørt, at det skulle være et smukt sted. Måske er det dér, jeg skal rejse til.." Det var egentlig en lidt skræmmende tanke, at hun ikke længere havde et sted at høre til. Skolen var det tætteste, hun havde haft på et hjem, og selvom hun havde været et uregerligt barn, tænkte hun af og til på, hvad der mon var blevet af alle de andre børn på stedet. De fleste var forældreløse, og havde ikke mange at vende sig til .. lige som hun selv. 
En beslutsom rynke formede sig i hendes pande. Hun skulle nok klare sig - hun havde levet i skovene før, og hun kunne gøre det igen. Måske ville hun endda møde nogle af alle de spændende racer, man sagde, levede i skovene rundt omkring i landet..
"Hvad med Elverlys skove? Har du set dem?" Spurgte hun ivrigt uden at tænke over, at det måske var et sted, Zane var alt andet end velkommen, takket være sit blod.

En lille grin sneg sig over hendes ansigt, selv om samtaleemnet egentligt var ganske alvorligt. "De kan bare vove på det!" Hendes kampgejst var atter tilbage - selv om hun naturligvis ville foretrække, at de ikke stødte på nogen, der ville dem noget ondt..  

Zane smilede ved erindringen om den enorme skov, hvor han havde tilbragt så lang tid... og hvor han havde skabt det bekendtskab, som havde givet ham hans specielle, magiske kræfter.
"Det er skam et smukt sted. Meget smukt... men det er ikke et sted for en ung kvinde som dig at tage til alene. Der er både vilde dyr og røverfolk..." sagde han og så hende lidt an.
Nej, den slanke, unge pige ville let blive et offer for de personer og væsener, som var at finde i lige præcis dén skov...

Zane hævede det ene øjenbryn da hun begyndte at tale om Elverly, og kunne ikke helt lade være med at grine af de uskyldige ord.
Ham...? I Elverly? Det skulle da lige være for at skabe et navn for sig selv!
"Jeg tror ikke at skovelverne ville være så begejstrede for et visit fra mig. De er ikke vildt begejstrede for mørkelvere." sagde han og blinkede til hende med humor i blikket.

Pigens kampgejst og energi var tilbage, og Zane tog sig et øjeblik i at tænke, at det ikke ville være så slemt endda at bruge en del mere tid sammen med en, hvis vitalitet og livssyn var som hendes.
"Ja, de kan bare komme an. Vores lille hold kan ingen klare!"

Der gled et nærmest trodsigt udtryk over Maelas ansigt. "Jeg kan altså godt passe på mig selv i skoven." Indvendte hun, men efter et kort øjeblik sukkede hun. De milde skove i Medanien var nok noget anderledes, end de større, vildere områder i resten af landet, og desuden havde hun jo kun tilbragt et par få måneder alene i en skov før. ".. men måske .. et andet sted så." Tilføjede hun efter en lille stunds pause.

"Åh.." Hun kunne have slået sig selv. Selvfølgelig var Skovelverne ikke ligefrem glade for at se sådan en som Zane. Selv en ung pige som hende - helt ubekendt med elverpolitik, var klar over dette. Heldigvis var det tilsyneladende ikke et ømt emne for mørkelveren, og hun besvarede hans grin med et bredt smil. 
"Vi tager uden om Elverly." Besluttede hun. Ikke at det nogensinde havde været planen. Hun havde en idé om, at han drillede hende lidt, men det gjorde ikke så meget, for han var den første voksne der ikke bare havde forsøgt at placere hende på en skolebænk. Han er nu meget rar, tænkte hun, idet hun skjulte en gaben med sin hånd. Det var blevet sent.

Den følgende dag rejste det umage makkerpar videre. Til Maelas skuffende var rejsen forholdsvis begivenhedsløs, og da de nåede de varmere egne, skiltes hun og mørkelveren. Det var, når det kom til stykket, lidt for farligt for så ung en pige at færdes på landevejene i sådant selskab. 
Hun var glad for at være kommet væk fra Norden, men følte sig stadig en smule fortabt, nu hvor hun ikke længere havde et formål i livet. I stedet for at blive i den lille landsby, de var kommet til ved grænsen af Nordlandet, søgte hun videre mod skovene. Den vilde natur trak i hende, og hun håbede, at kunne finde ro og hvile dér.