Under en af dagene hvor Rosalind igen havde fået fri fra hendes arbejde på det forbandede krystalpalads var hun draget mod endnu et stykke af frihed. Hun valgte at på denne dag ville hun tage en tur forbi den lokale kro; "Det Halve Svin". Det var ikke fordi hun ikke havde et sted at bo for hun havde allerede to. Både på hendes egen families palæ og det værelse hun var blevet tildelt på krystalpaladset. Desværre havde hun selv efter så lang tid som tjener deroppe ikke kunne klare tanken om at være deroppe for længe af gangen og hvad hun endnu mindre kunne klare var hendes forbandede tåbelige familie.
Derfor havde Rosalind valgt at hun ville stikke af igen. Hun havde pakket sin violinkasse, et varmt sæt tøj og de nødvendige penge til at kunne leve. Hun var nu endt på den velkendte kro "Det Halve Svin" hvor hun ville være i nogle nætter før hun ville finde en ny eller lægge en hel anden plan. Hun overvejede endda om hun skulle forlade Hovedstaden til hendes familie ville forstå at de ingen magt havde over hende og at til hende var de intet. Måske. Men for nu måtte hun opholde sig på kroen.

Hun havde allerede været forbi krofatter og lagt penge på bordet så hun havde et stort værelse med en god seng. Rosalind havde dog kun lige været oppe og lægge violinen på værelset sammen med resten af hendes oppakning, men valgte dog at siden der stadig var timer tilbage inden månen var fuld så ville hun lige hygge sig blandt de ordinære og flinke folk på kroen. Hun havde spillet et enkelt spil kort med to fyre som virkede så flinke indtil hun tabte spillet. Krofatter havde allerede gået om bagi til sit eget værelse og gået til hvile men nu hvor Rosalind strakte sig og gjorde klar til at gå op på sit værelse sagde hun "Godnat" og ville havde forladt de to mænd, men de havde vidst ikke de samme tanker om hende.

Rosalind mærkede noget på hendes skulder og hørte ingen ord da hun pludseligt kunne mærke et skub og nu stod ved væggen. De to mænd havde tvunget hende i en krog af den nu tomme kro hvor kun de stod. Hun fik ikke lov at sige et ord som hun stod der for den ene mand stod med en blank kniv og fremviste den stol mens han tyssede på hende.
Den anden begyndte at grine mens hans klamme stemme lod ordene "Lad os nu se hvad du har til os som præmie." han løftede op i hendes kjole og hun var for bange til at skrige. Manden havde fat i hendes arme og holde dem over hendes hoved med hans ene arm selv. Hun rykkede lidt i dem, men hver gang hun gjorde det hørte hun blot "Bevæg dig smukke og så ender du med et sådan grimt ar."
Hun lod derfor blot tåre trille som hun kunne mærke at mandens hånd kørte op af hendes lår mens den anden slikkede sig tilfreds om munden. Hun frygtede ikke hvad de vlle gøre for hun vidste det allerede, men hun håbede at det bare var et mareridt.
Dog som hun stod der så hun at døren til kroen gik op og hendes blik gled hurtigt hen og søgte hjælp fra hvem end det måtte være, fattig, rig, høj, tyk, tynd eller lav. Hvem end det var håbede hun på de kunne hjælpe hende.

Adriens dag var gået fint. De fleste dage var dog begyndt at smelte sammen, især med den nye pest der sørgede for at mørket havde lagt sig som et permanent lag over landet. Og som sædvanligt havde Adrien tilpasset sig, men til gengæld kedede han sig også. Han havde holdt lav profil siden mødet med en lysets kriger hvis ønske havde været, at få ham med til hovedstaden. Et sted han forsøgte at undgå fordi han ikke havde lyst til at sidde i byvagtens fængsel. Aldrig i livet. 
Men nu kedede han sig. Nu var menneskekontakt faktisk noget han søgte, for en god gangs skyld. Han var ved at blive sindssyg over at rende rundt ude i ingenting. Han ville mærke hvordan det var, at interagere med andre, om han så skulle søge mod hovedstaden, så ville det bare være sådan.

Derfor havde han spenderet hele dagen på at rende rundt på markedspladsen, søgende efter spændende mennesker og genstande. Han havde tjent en del krystaller på nogle af de opgaver som han havde taget for Det Sorte Laug, så han manglede ikke ligefrem ressourcer. Hans første plan havde været at tage uden for staden efter det, men portene lukkede som han var på vej mod dem, så han måtte vel bare finde en kro i stedet.
Og ganske som han åbnede døren til Det Halve Svin med buen hen over skulderen og et lille smil på læberne faldt hans blik på to mænd og kvinden. Hans øjne fangede hurtigt den skinnende genstand i én af mændenes hænder. Positionen de alle tre stod i. Hvor tomt her var, ud over dem og ham. Han priste sig lykkelig over, at buen stadig var strenget lige i det splitsekund hvor de to mænd bare gloede dumt på ham, for han havde ikke i sinde at lade dem krumme så meget som et hår på hendes hoved.
Adrien gik med det samme efter kniven, da han i et hurtig, glidende bevægelse trak en pil fra koggeret og lagde den på strengen. Havde det ikke været for hans kikkertagtige syn ville det nok have været svært at reagere hurtigt nok, men han formåede at sende pilen flyvende direkte ind i håndleddet på manden.

Manden lavede et såret udbrud. Adrien ignorerede det og satte i løb mod dem begge. Han slog den første mand solidt i ansigtet. Manden gik ud som et lys. Den anden greb han fat i mens han havde et vildt blik i øjnene. 
"Hvad helvede er I for nogen?" hans stemme dryppede af raseri. Hans hænder dirrede efter at skade manden så meget som muligt. "Nu skal jeg fortælle jer hvad I er: Uhumske, ækle, frastødende bæster uden rettigheden til at være så meget som i samme rum som hende," og med de ord slog han manden gentagne gange i nosserne, ligeglad med de klynk der lød. Han holdt manden for munden, så der ikke blev for meget larm. Og han slog videre til denne mand også mistede bevidstheden.
Og som han slap den slappe mand, begyndte den anden at røre på sig. Han samlede fyren op i kraven og hamrede hans hoved ned i gulvet, til næsen gav sig med et sygeligt knas. 
Adrien blev efterhånden lidt forpustet. Det var hårdt at tæske sådan nogle forfærdelige mennesker. Men det var også yderst tilfredsstillende. Han så nu op mod kvinden med spørgende blik. "De nåede ikke mere end det her, vel? Det håber jeg ikke for deres skyld," hans mørke blik gjorde en hentydning mod mændene der lå slappe på gulvet.

Efter sådan en traumatisk oplevelse var det klart at der kun var en ting at gøre for hvem som helst, især for en hvor det trods alt ikke var første gang, hvilket virkelig ikke gjorde det bedre. Rosalind faldt sammen på jorden som den stærke mand var kommet ind og havde begyndt at tæve mændene. Hun så op på ham til han var færdig med at gøre det, mens græd hun lydløse tåre som blot fik frit lejde til at rulle ned af hendes bløde kinder.
Som manden var færdig med de stygge mænd og hans gråblå øjne mødte hendes våde grønne øjne kunne hun ikke andet end at lade den sammen trykkede lyd af gråden komme fri. Hendes ben kollapsede under hende og hun faldt blot til jorden med sit ansigt begravet i hendes hænder.

Rosalind tørrede kort øjnene og kiggede så tilbage på den rare mand og rystede på hovedet. Hun kunne ikke sige noget. Ordene klemte sig fast i hendes hals og nægtede at lade sig komme fri. Det var som om hendes tunge bandt knuder om sig selv og tvang hende stilheden.
Dog rejste hun sig langsomt op og satte den ene hånd mod væggen som støtte. Det var måske hurtigere end nogen andre folk der havde prøvet det, men hun var ikke alene om oplevelsen. Rosalinds arme slog hun ud til sine side og lod sig halvt falde ned i en omfavnelse af mandens nakke som hun lod sit hoved ligge på hans skulder og tømme sine øjne for vandet. "Nej de nåede ikke mere." svarede hun hulkende mens hun ikke vidste om hun havde brudt nogen personlig grænse manden måtte havde, men hun var også ligeglad. Hun følte for det og hun havde altid lyttet til sit hjerte og det talte for hende lige nu i både takt og tone.

Adriens arme faldt lidt ned til siderne. Kvinden så virkelig ud til at være ved siden af sig selv og han bebrejdede hende det slet ikke. Han forstod hende godt. Skønt han aldrig selv havde oplevet det samme, vidste han godt hvor horribel en oplevelse det måtte have været for kvinden der var kollapset mod gulvet. Hendes hår var pænt, rødligt brunt. Og de grønne tårevædede øjne kunne sætte en stopper for enhver ondskab, i hvert fald efter Adriens mening. Han havde lyst til at omfavne hende lige dér, lige som hun sad dér på gulvet med ansigtet skjult for omverdenen. Men han lod være. Hun var sikkert voldsomt traumatiseret efter den her oplevelse og det sidste hun havde behov for var endnu en mand der skulle begynde at røre ved hende uden hendes tilladelse. Så han blev stående til hun selv tog initiativ.

Og det gjorde hun heldigvis. Adrien tøvede derefter heller ikke med at lægge sine arme om hende. "Godt. Godt, det skal de heller ikke have lov til. De er heldige at det ikke er værre for dem nu," mumlede han i et lavt toneleje, som han forsigtigt, nænsomt lod en hånd kærtegne hendes hår. "Sig til hvis du har brug for noget, hvad som helst. Ingen bør gå gennem det, du lige har oplevet," han ville gerne sikre sig at hun havde det helt fint, før han bare sådan gik videre i sine daglige gøremål. På den anden side havde han også virkelig lyst til, at gøre flere grufulde ting mod de to mænd der stadig ikke var vågnet op til dåd. Kastrering var bestemt ikke ude af billedet endnu.

Som Rosalinds redningsmand så nænsomt lod en hånd kærtegne hendes hår og talte hans betryggende ord hang Rosalind stadig med hendes arme om ham. Hun havde vitterlig ikke haft håbet om at en sådan gerning ville komme fra en enestående fremmede der blot stod det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.
Hun prøvede at slå knuderne af tungen af og få sagt sine ord af taknemmelighed. Så som hun græd i mandens favn udtrykte hun sine ord "Jeg ved allerede ikke hvordan jeg ville kunne takke dig. Du har lige gjort mere end nogen anden har for mig og jeg har intet at kunne give dig som tak." hendes stemme var svag og dækket af gråden der stadig sad i hende. Ikke mange ville nogensinde føle den panik der løb gennem under sådan en gerning. Rosalind var desværre ikke som dem og nu havde hun stået i den situation for anden gang. Og det var ikke fordi det nogensinde var noget hun kunne vende sig til kunne ske ved blot at begive sig rundt i sin stille hverdag.

Rosalind tog nogle små skridt væk fra manden. Hun ønskede ikke at lade den tunge byrde af at hjælpe hende tynge ham for meget. Det var ikke alle der var så ærgerlig, men mange ville blot sige hans ord for deres tomme betydning. Men der var noget om manden her. Hans blik, hans toneleje, alt. Han virkede sandfærdig og han virkede som en der ikke kun ville gøre dette for hende, men for alle og en hver der ville havde brug for det. Det var som vis hun så lige ind i hans hjerte og følte hvor rent og godt det var.

Hun tørrede sine våde øjne i sin blå kjoles ærme. "Selv min egen familie har aldrig ville gøre det du lige havde gjort. Det ville havde ladet mig være og fortalt mig at det var en straf for hvad jeg har gjort mod dem." Hendes stemme begyndte at få volumen tilbage. Hun havde stadig tåre trillede ned af kinderne, men det var klart at det nok ikke ville stoppe lige foreløbigt med hændelsen der lige var sket. Hun så på de to mænd og overvejede også selv kort om hun skulle træde sin fod ned i den enes mands ansigt for at vise sin vrede over hvad de prøvede at gøre, for at vise dem hvorfor nogle uhumske stodere og ubehøvlet svin de var.
At ligge en hånd sådan på nogen uden tilladelse var det værste Rosalind kunne forestille sig. Men dog var det hende betrygende at folk som hendes redningsmand fandtes. Uden folk som ham ville verden være så kold og forladt til ondskab. Hun var trylbundet til hans øjne for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun søgte efter svaret i hans øjne og prøvede at få sit eget humør op igen, men til ingen gav endnu.

Adrien lod sit greb om kvinden være blidt. Han ville ikke holde hende fast mod sin vilje. Han lod hende græde ud og idet hun igen brød stilheden, nikkede han bare for sig selv. Ganske vidst var han lovløs og havde et ry for at være lidt af en uartig knægt visse steder, men han ville aldrig bare vende det blinde øje til når uskyldige folk blev udsat for ting, som de ikke burde blive udsat for. Det var simpelthen for ulækkert bare at stå til. Han ville aldrig kunne få sig selv til det. Aldrig nogensinde.
"Du behøver ikke give mig noget som helst. Jeg ville gøre det her igen og igen og intet forvente som betaling. Det er nok for mig at se de uskyldige få lov til at gå fra ting som dette uden at være kommet noget til," han gav slip på hende da hun trådte tilbage og stak sine tommelfingre i bæltet mens han undersøgende kiggede på hende. Var hun mon også helt uskadt? Han var nødt til at være sikker, for hvis hun var kommet noget til ville han lade mændene lide endnu mere end de allerede havde lidt.

Adriens blik blev hvidglødende korte sekunder som kvinden omtalte sin familie. Det lød som hans familie. De ville sikkert have reageret på præcis samme måde og tanken om det var frastødende. Han holdt vejret et kort øjeblik mens han forsøgte at få styr på sin vrede og harme over hvordan en familie kunne være så... Så fuld af ondskab. Hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Han burde ikke engang være overrasket med sin egen families traditioner, men overrasket var han sgu alligevel.
"Undskyld hvis jeg er for direkte og taler for nedværdigende.. Men din familie... Jeg har ikke mødt dem endnu og allerede nu bryder jeg mig ikke det mindste om dem. Hvordan kan man se det som en straf? Jeg forstår det ikke. Det er mig en gåde hvordan man kan tænke i sådanne baner omkring sit barn," hans hænder knyttedes let, før hans blik blev mere mildt i det. "Nej, nok om det.. Du må være træt og jeg læsser dine ører fulde af mit vås," et skævt smil dannede sig på hans læber som han trådte hen over de slemme mænd og placerede oppakning samt bue og pillekogger på ét af de mange borde i kroen. Han var ærligt talt også selv lidt træt oven på en hel dags rejse.

Rosalind kunne intet andet end at opnå en enighed med manden da han talte om hendes modbydelige familie. Det var præcis hvordan hun selv havde det med dem. De var nogle forfærdelige bæster der ikke havde den mindste sans af morale i deres liv og når det kom til hende selv så var alt de ville at bruge hende til at 'fremme familien', hvilket på ingen tidspunkter ville være hendes plan. De skulle på ingen måder havde magt over hendes liv og det var også derfor hun var endt her. Grundet hendes had for dem var hun stukket af og stod nu her i Det Halve Svin.
"Nej, nok om det... Du må være træt og jeg læsser dine ører fulde af mit vås." kom det da fra manden mens han lagde sit pilekogger og bue. Rosalind fulgt med hendes øjne placeringen af buen og hendes blik dalede stille tilbage og hen over manden som hun sagde "Nej da. Det er ik' noget vås. Jeg ville ønske jeg kunne-." hun vidste ikke hvad hun ville sige fra nu. Så hun trampede en enkelt gang i vrede på gulvet og med et mindre råb råbte hun "Forbandede være dem!" i sin frustration over dem og hvor sandt det var.

Dog var det sandt. Hun var ved at være træt, især efter sådan en oplevelse. Hun ville allerhelst bare ligge i den seng som hun her på kroen havde betalt for og vågne op til at det hele havde været et mareridt. Desværre var det ikke ligefrem en realitet og Rosalind kunne også se på manden at det nok havde været en længere dag for ham også. Hun tørrede de sidste tåre væk og gemte den sarte bløde side væk, for nok havde oplevelsen været slem, men hun kunne ikke leve hele livet i sikkerhed og derfor måtte hun bare stoppe med at græde og prøve at komme videre. At vrede så havde valgt at slå rod var ikke hendes valg. Dog undrede hun sig over hvad manden ville gøre.
Krofatter lå selv og sov, så måske var det på tide at Rosalind fik sagt tak. "Hvis det er..." det var så uvant for hende at skulle sige hvad hun var ved og hun måtte lige stoppe og tænke hendes ord igennem for at han ikke skulle få den forkerte forståelse. "Jeg har et større værelse her på kroen. Krofatter sover lige nu, så hvis det er så..." hun kunne ikke få sig selv til at sige det sidste helt uden besvære for det var ikke noget hun var vant til at skulle sige og ihvertfald ikke noget hun ville sige til alle og en hver. "Hvis det er så er der plads til to på værelset så du har et sted for natten. Det er da det mindste jeg kan gøre som tak for hvad du gjorde." forklarede hun endeligt færdig mens hun trak sine skuldre lidt og blev en smule mindre som hendes grønne øjne så mod hans for et svar.

Kvinden så ud til at være okay med al hans snakkeri og det på trods af, at han virkelig havde læsset hende fuld af det. Adrien kunne ikke undgå at smile mildt af denne simple grund, for han havde altid fundet det rart, når folk ikke bare vendte det døve øre til, eller bad ham om at stoppe al den kaglen. "Enig, hvis de er sådan, så er de bedre tjent uden dig," indrømmede han med det samme. Han næsten antog at hun var her fordi hun ikke havde lyst til at være sammen med sin familie.
Adrien lyttede opmærksomt idet kvinden begyndte at snakke om sit værelse. Med et sind som det, Adrien havde, kunne alt dette sagtens misforstås, men han kunne med lethed se hvor svært hun havde det med, at forklare sig. Så han smilte blot og satte sig på bordet, hvor buen allerede lå. "Hvis du tillader mig at sove på dit værelse vil jeg gerne acceptere det som en tak," han trak let på skuldrene. Det var altid bedre med et værelse end at skulle sove her i krostuen med voldtægtsmændene eller i laden. Selvom han godt ville kunne holde varmen i sin store katteform.
"Men først! Vil jeg gerne vide dit navn. Jeg hedder Adrien og det er mig en glæde at møde dig," han rejste sig igen op for at gå hen at stå over for hende, hvor at han udstrakte en hånd mod hende i en hilsen. Det var vidst en god idé lige at præsentere sig ordentligt. På hans ringfinger var der overraskende nok en ring. Den kunne måske godt have tilhørt en adelig, men den var ekstremt falmet efterhånden. Man kunne i hvert fald ikke se våbenmærket ordentligt.

Rosalind rakte også manden hånden. Hun var kort i en indre kamp. Hun var stukket af for ikke at skulle blive behandlet på den måde hendes familie ville og hun ville ikke risikere at blive fundet gennem hendes navn så i stedet valgte hun som manden at det var bedst bare at give ham fornavnet. "Mit navn er Rosalind og selvfølgelig tillader jeg det. Hvor ellers skulle jeg lade manden der redde mig sove? På gaden? Nej. Sådan gør jeg ik'." sagde hun med et lille smil på læberne og et kort fnis.
Det var næsten behageligt at han selv havde rejst sig til initiativet af at spørge om navne og hun ikke skulle tage det. Som han stod der og var et halvt hoved højere end hende, med hans blonde hår og pæne øjne som Rosalind kunne bruge timer på bare at beundre. Noget i hans øjne var bare som om det kaldte på hende.

Hun lagde ikke mærke til ringen hun bare da smykker aldrig rigtigt var noget hun interesserede sig så meget for. Men hun kunne godt mærke den under håndtrykket. Hun kiggede mod de to udslåede uslinger der lå på jorden og så mod Adrien. "Måske det bedst vis vi så bare gik. Jeg tror ikke jeg har lyst til at de ved hvor jeg er når jeg vågner." sagde Rosalind usikkert mens hun stille lod en lok af hendes rød-brunlige hår løbe gennem hendes fingre. Hun ville virkelig ikke at de skulle vide noget om hende. Hun var så inderligt glad for hun ikke engang havde givet dem hendes navn. Men det bedste var nok tanken om at hun ikke var alene hvis de skulle finde hende i natten, hvis altså de vågnede op. Trods alt var det ikke de letteste slag.
Men hvis den ellers anselige Adrien ikke ønskede at gå ovenpå endnu, så var hun hellere ikke spor bekymret for noget. Han ville nok godt kunne klare dem med lethed nu hvor de allerede var svækket efter første omgang tæv fra den stærke mand.

Adriens smil bredte sig. Hun havde et kønt navn, hende Rosalind. Og hendes lille grin var også kønt. Han kunne ærligt talt ikke gøre andet end at beundre hende, som hun bare uden videre havde tilbudt ham et sted at sove.
Alle andre folk ville måske have givet ham et par krystaller for hjælpen, som om at det bare havde været et hvilket som helst andet job han havde udført, men her stod Rosalind og tilbød ham en soveplads, og for Adrien lå der en helt anden form for værdi i det tilbud. Der var varme. Det betød rigtig meget for en mand som Adrien, hvis motivationer aldrig bare havde været krystaller og rigdomme. Han ville langt hellere have gode venner. "Jamen, så takker jeg," han nikkede kort med hovedet, stadig med det skæve smil over læberne og nu et lifligt glimt i øjet.

"Er der nogensinde nogen der har fortalt dig, at Rosalind er et flot navn? Det ville undre mig, hvis du sagde nej nu," han smilte bredt. Hans håndtryk var fast, men overraskende blidt. Han var ikke typen der ønskede at bevise sin styrke over for nogen som helst. Langt hellere ville han bare gerne give folk indtrykket af, at han var en mand, og at han til trods for det sagtens kunne tilpasse sig andre. "Ja, du har ret. De har heller ikke lyst til at vågne op mens jeg er her. Jeg ville ikke kunne stoppe mig selv fra at udlevere mere korporlig afstraffelse for deres uret mod dig," han samlede igen sin oppakning op og kiggede afventende på den pæne kvinde foran sig. Rosalind. "Vis du blot vej, jeg skal nok følge med."

Rosalind trak lidt på hans skulder og det ville være en løgn hvis hun sagde hun ikke kunne li' hvad han sagde om hendes navn. Ingen havde faktisk sagt det før, så det kom lettere som en overraskelse for hende at nogen ville sige det til hende, men alt føltes en smule bedre når det kom fra Adrien. Hun havde ikke kunne lade være med at rødme ved komplementet og især ikke ved hans smil. Det var et af den slags der kunne smelte folks hjerter, og selv Rosalind kunne li' det.
Nok havde hun ikke kendt denne mand meget længere end nogle minutter måske, men hans smil var det pæneste hun havde set, hans øjne var klare som krystal og hun følte hun kunne se hvor godt hans hjerte var inderst inde når hun så dem. Dog var ikke bare hans ydre hvad hun kunne kalde intet mindre end perfekt, men selv hans personlighed havde ramte hende som en positiv flodbølge. Hans hjerte var så godt og åbent for alle følte hun.
"Der er faktisk aldrig nogen der har fortalt mig det." forklarede hun og havde som tryllebundet et smil på sig selv. Han fik bare det ud i hende. Hun skubbede noget hår om bag sit øre mens hendes kinder stadig var røde.

Selv da Adrien fortalt noget som hvordan han ville gøre det igen ved dem hvis de vågnede enden de var væk, så kunne hun bare ikke fjerne hendes sandfærdige smil fra sig. Det var blot noget han gjorde ved hende.
"Okay så, denne her vej." sagde hun og begyndte at lede an op af kroens trapper der førte til en længere gang. Hun gik hen til en af dørene og tog ved håndtaget og tog en nøgle op fra en lille lomme i sin kjole. Hun satte nøglen i døren og sagde blidt "Det er så her jeg "Bor" her for tiden." dørene gik op til værelset og fremviste et værelse som trods alt var en smule dyre end de normale værelser. Der var en fin god seng i, et lille bord og et skab som hun allerede havde lagt den smule tøj i som hun havde taget med sig hjemme. Hun gestikulerede Adrien ind i rummet med en lille bevægelse af hendes fine hænder.

Adrien kunne slet ikke lade være med at smile. Kvinden foran ham havde noget over sig. Han kunne ikke placere det og selvom det måske burde have frustreret ham, så han det lige nu mere som sådan en form for sjov gætteleg. Han havde noteret sig hvor bløde hendes hænder var. Måske var hun mere end hvad hun ligefrem udgav sig for, men for Adrien var det blot hyggeligt at vide, at han ikke altid lige fik alt at vide om alle. Folk havde deres hemmeligheder, og han havde ikke planer om at forsøge at finde ud af mere. Hvis Rosalind ville fortælle mere om sig selv, skulle det ske i hendes tempo og ikke hans. "Det forstår jeg ikke. Jeg kan godt lide dit navn," sagde han blot med et skuldertræk. Havde der været andet bag det navn, lod han sig med vilje ikke mærke med det.

Han fulgte hende mod hendes værelse hvor hun fik åbnet døren og han trådte ind for at stille al sin baggage fra sig igen. Han tog kappen af, afslørende en pænt syet tunika der sad sådan, at man lige nøjagtig kunne skelne musklerne under laget af stof. Han sendte hende endnu et skævt smil. "Det er ikke lige hvad jeg plejer at være i. Typisk sover jeg i skovene under træerne, men eftersom at her er så koldt havde jeg bare lyst til at være på en kro i stedet for," forklarede han sig mens han gik lidt rundt i værelset for at lære det lidt at kende. "Du har sikkert en spændende historie, Rosalind. Men du behøves ikke fortælle den. Nok er jeg en nysgerrig mand, men jeg har ikke i sinde at presse den ud af dig, hvis du ikke har lyst til at fortælle mig den," han var lidt mere alvorlig som han havde disse ord, men det venlige glimt forlod stadig ikke hans klare øjne og kort efter at have sagt sine ord, smilte han igen, denne gang et meget mildt smil. Det var næsten som om at han var fri for bekymringer. Det var han så ikke. Han havde trods alt også selv en historie og den var ikke bare en dans på roser. 

Rosalind kiggede på Adrien da han tog sin kappe af og afslørede flere af hans muskler for hende. Hun havde intet problem med det, hun synes det var virkelig kønt og hun kunne sikkert også havde kigget noget tid, men hun beherskede sig og blev bare ved med at kigge mod ham med et lille smil og røde kinder. "Så du plejer bare at bo i det fri? Intet hus eller hytte?".
Rosalind gik hen og satte sig på den større end normale kroseng og så mod Adrien med mildere øjne som han talte om hendes historie. Hun så hen på hans kønne øjne og fortalte "Det ikke at presse mig. Men når man hør resten af mit navn dukker nogle ting normalt op i folks hoved. Jeg hader de ting, især min familie og alle andre der dele "tingen" med dem." hun kiggede ned i sit eget skød kort og så mod hendes kasse der stod i et hjørne af rummet; hvor i Holt lå.

"Mit fulde navn... Er Rosalind Vinter. En adels pige fra familien af samme navn, desværre. Jeg stak af da jeg har stridigheder mellem min familie og jeg og overvejer at komplet forsvinde fra Hovedstaden sammen med den mest værdifulde ting jeg endnu ejer, min violin Holt indtil jeg enden finder et liv udenfor byen og bor der, eller finder en måde at aldrig se min familie her i byen igen, men bare folkene jeg kan li' her." forklarede hun til ham mens hendes blik var fanget af hans. Hun smilede ikke længere, for historien var ikke sjov eller dejlig at fortælle, men hans øjne fik hende stille til at begynde et smil igen som hun før havde haft. Det var bare som om han trak det bedst af hende ud i hendes ydre. Måske var det grundet hans smukke krop, hans perfekte smil eller de pæne øjne som man blot kunne fortabe sig selv i.
Hun smed sine støvler af her ved sengekanten og satte sig i skrædderstilling på sengen og klappede så ved siden af sig som tegn på han bare kunne sætte sig der i stedet for at stå op. "Du har vel også en historie? Den er sikkert mere spændende, men jeg har hellere ikke tænkt mig at tvinge dig til at fortælle den hvis det er." sagde hun så med et venlig smil til ham og med et glimt i øjet som ham selv.

"Jeg bor hvor hjertet fører mig hen. Jeg har en lille hytte i Dunkelskoven og nogle... Venner ved Tusmørkedalen. Ellers sover jeg hvor end det er muligt," forklarede Adrien mens han tog sit våbenbælte af og lagde det ved siden af buen. Der var ingen grund til at sidde med et helt arsenal. Skoene røg også af og han stod nu og så på Rosalind mens hun fortalte sin historie. Hans smil falmede og han gik hen og satte sig på sengen som Rosalind inviterede ham derhen. Hans øjne havde stadig det milde glimt over sig, men smilet var nu ændret til alvor. Han så nærmest sig selv i hende. Han var også af adeligt blod. Han var også stukket af. "Det er jeg ked af at høre, Rosalind," var det første der røg ud af munden på ham. Han vidste jo godt hvor slemme familier, især af den noble slægt kunne være. Han vidste godt hvor meget han selv havde hadet sin far, og præcis hvor længe siden han havde været væk fra familien.

"Jeg har en historie. Den er lang, men den starter meget som din. Jeg var af adelig slægt indtil min daværende bedste veninde stak af. Det var meningen at hun skulle være blevet gift, men så stak hun af fra det og da jeg snakkede om, at finde hende blev min fader vred. Meget vred. Jeg tror aldrig jeg har fået så mange prygl før i mit liv," han vendte og drejede lidt på den falmede ring som han talte, og han kiggede mest af alt bare mod vindueskodderne.
"Jeg endte med at rejse rundt i landet. Kom i mange problemer, én af gangene var med en vampyr og det var nok det værste jeg nogensinde har oplevet. Man skal ikke tage let på en nærdødsoplevelse," og mere havde han ikke lyst til at tale om Xenix, det væmmelige individ der havde holdt ham fanget i sin stinkende kælder i flere uger. Hans blik blev trist, men han tvang det hurtigt væk. "Hvis du ønsker at rejse væk herfra.. Vil du så tillade mig at rejse med dig? Jeg ville hade det hvis der skete noget som lignende for dig, som for mig," han ville hende kun alt godt. Han havde ikke haft én som hende dengang han var stukket af hjemmefra. Og han ville gerne undgå at hun skulle gå rundt derude i verden helt alene. Det var ikke godt for nogen, sådan noget.

Som den store mand satte sig kiggede hun mildt på ham med et smil. Som han begyndte sin historie blev hun begaet af hans stemme. Hans egen historie mindede hende om sig selv, men hun havde bare ikke regnet med at han var som hende. En af adeligt blod. Det var i sandhed en forbandelse de led under. "Jeg er ked af at høre at din familie er så slemme. Måske er vi bare uheldige, ellers er vi de heldige der er kommet væk fra det." sagde hun til hans første del af historien. Dog som han nævnte sin tur med en vampyr blev hun lettere nervøs. Det måtte havde været forfærdeligt, især når han omtalte det som en nærdødsoplevelse. Hun havde mest af alt bare lyst til at side her i timer og lytte til hans fortællinger, men hun kiggede ud af vinduet som hans historie nåede sin ende, og hun begyndte at længes efter selv at havde sådanne historier.
Hun ville ikke længere lade sig være fanget i et ondt spil med sin dårlige familie.

Hun så hen mod Adrien med sit glimt i øjet. Hun rødmede som han spurgte og hun kunne intet andet end at få et lille smil på sine læber. "Selvfølgelig ville jeg lade dig det!" sagde hun. Hun var spændt. Hun kunne føle hvordan hun blev spændt på snart bare at kunne tage væk herfra og aldrig komme tilbage til sin horrible familie af svinske adels folk. Snart ville hun bare være fri. "Intet ville kunne gøre min dag bedre." sagde hun så og så ind i hans smukke blågrå øjne hvis glimt havde fanget hendes syn så mange gange.
"Vi snart frie Holt. Snart. Adrien er her, og jeg kan allerede føle hvordan alt snart blive bedre." tænkte hun til sig selv med sine røde kinder og smilet på sine læber.

Adriens blik blev hurtigt mere varmt som Rosalind lod rummet høre hendes pæne stemme igen. "Det kommer vel an på hvordan man ser på det. Jeg synes vi er heldige at vi er kommet væk fra det, men jeg er også altid og evigt optimistisk," alle hans ord blev sagt i en noget mere munter tone end den gravalvorlige der var blevet brugt før, og som han observerede Rosalind kigge ud af vinduet sneg der sig et varmt smil frem på hans læber og han trak benene op til sig.
"Det lyder fantastisk! Så kan jeg også vise dig de steder man bør undgå derude. Måske lade dig se den klan af nordfolk jeg har mødt oppe nordpå. De er ret flinke," han fik et lidt fjernt udtryk i ansigtet mens han talte om dem. Det var dem der havde givet ham navnet Adrien i sin tid. 

"Med mindre du har nogle specielle steder du vil se først? Jeg er med på at gå hvor som helst, når som helst. Min eneste grund til at være i hovedstaden var, at jeg var ved at blive sindssyg af at rende rundt alene. Men! Du skal nok lære at kunne beskytte dig selv derude. Jeg kan jo ikke være øjne og ører hele tiden," mens han talte blev hans entusiasme kun større og større. Det var bare så dejligt at være sammen med nogen igen!

Rosalinds fjerne blik mod himlen gennem vinduet forsvandt og hendes tanker kom tilbage til rummet. Hun så mod Adrien og fælde en glædeståre med et smil på sine røde læber. "Det lyder som en drøm der går i opfyldelse." sagde hun så med sin rene klang. Hun kunne intet andet end at blive så rørt over at hendes tid i Hovedstaden nok snart kom til et stop. Hun ville snart være fri af de lænker hendes adelige navn tvang hende i. Hun ville bare kunne se verden og opleve den, alt sammen med Adrien ved hendes side.
Hendes blik vendes mod Adriens smukke øjne fnes. At en som ham overhovedet var alene var ikke noget hun kunne forstå. Han var så fantastisk et menneske. Hans ydre var et idial de fleste mænd kun ville kunne drømme om at opnå og hans indre. Han var så sød og rar at være nær. Man skulle ikke bruge længe for at finde den sande ham, og at være på hans godeside var for alle en velsignelse når han i sandhed var så god. "Jeg har ingen steder i verden jeg hellere vil se, end dem hvor du er med." sagde hun så og gabte en smule. Det havde været en hård dag og hun var ved at være træt. Hun kiggede på Adrien engang til at trak lidt på sine smilebånd. Hun rejste sig og gik hen til skabet og trak hendes overkjole af og havde nu kun en hvid underkjole på.

Hun bevægede sig mod sengen og lagde sig stille inderst på den. Hun ville ikke sige noget om at Adrien ikke måtte lægge ved hende, for det ville hun helst havde. Hun lagde bare sine bløde kinder mod puden og lad sine øjne falde i. Snart ville hun sove, men hun kunne stadig høre og prøvede bare på at få søvn nu, for imorgen ville nok kun være mere hektisk og mere fantastisk.

Adrien var næsten helt overrasket over de næste ord Rosalind ytrede. En drøm? Han smilte let som han sad der i hendes seng med benet trukket op til sig og hagen hvilende på knæet. "Hørte jeg rigtigt? Får jeg din drøm til at gå i opfyldelse?" nu var det faktisk Adriens tid til at rødme let. Ikke fordi han ikke var vant til at tale på denne måde med kvinder, men fordi Rosalind virkelig var noget for sig. Bare dét at hun talte de ord til ham var hjertevarmende på en helt ny og anderledes måde. Det gav ham en glæde han næsten ikke genkendte ved sig selv. En glæde han ikke have oplevet længe og derfor bød han den også absolut velkommen. Han kiggede væk da Rosalind rejse sig for at trække ud af kjolen. Nok var hun stadig iført en underkjole, men Adrien var den galante type, der respekterede hvis andre gerne ville holde deres privatliv for dem selv. Og selvom han ikke vidste om det var tilfældet for Rosalind, så respekterede han det også lige nu og her indtil hun skulle finde på at sige andet.

Han var bestemt ikke vant til den måde rollerne var byttet om nu her, og det overraskede ham positivt. "Det tager jeg som et kompliment, Rosalind. Jeg bliver helt forlegen," indrømmede han ærligt mens han stille og roligt tog det andet bælte af og trak tunikaen over hovedet, afslørende en muskolær overkrop. Musklerne i hans arme spillede let, mens han foldede tunikaen pænt sammen og lagde den på gulvet ved siden af sengen. Den ene arm var prydet af en tattovering af en kniv, et mærke der beviste, at han havde medlemskab hos Det Sorte Laug, og på resten af kroppen var der små og måske lidt større ar hist og her, der næsten fortalte deres egen historie.
Adrien lagde sig ned ved siden af Rosalind, men uden at gøre nogle antydninger af, at ville mere end bare det. Han havde ingen planer om at skulle gøre hende unødvendigt nervøs, især ikke lige oven på hendes møde med de ubehagelige folk der nok stadig lå nede i krostuen. "Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg lige så stille lære dig, hvordan man bruger en bue, og det vil jeg begynde på i morgen.. Altså, når vi er stukket af herfra, hvilket ikke skulle være noget problem," han sendte Rosalind et lille kækt smil, før han vendte sig om på ryggen og lagde hænderne bag hovedet med et lille tilfreds udtryk i ansigtet.

Som Rosalind stod op og hørte Adriens spørgene ord om en drøm så nikkede hun til det. "Ja. Drømmen om at være fri. Og hvad er bedre end at være fri sammen med andre? Det var vel også din grund i helhed til at komme til byen." sagde hun som skarpt lyseblå overkjolen kom af og ende i skabet.

Rosalind lagde sig i sengen og vende sig så så hendes ansigt lå mod Adriens og deres øjne mødtes. Hun kunne godt se at han måske havde fået lidt røde kinder. Det var ikke mange mænd der fik komplimenter, så når Rosalind kom med komplimenter var det hende normalt at se dem rødme en smule for hendes ord. Hun fnes kort af hans kommentar om komplimentet. "Jeg kan ikke forstå at mænd altid bliver så overrasket over komplimenter, især ikke når man har et så godt hjerte som dig." sagde hun så med sin fine klang. Hendes øjne strøg over hans muskuløse krop men det var ikke hans gode brystmuskler eller mave der fangede hendes interesse. Hans krop var havde forskellige steder ar på sig som fangede hendes øjne.
I hendes hoved var det klart at det ikke var det nemmeste liv i det fri, i skovene, i bjergene, i verden, men det var nu livet hun ville indbyde med åbne arme. Hun glædede sig til at tage i mod den og omfavne den, uanset hvor mange ar hun selv ville ende med. Hun ville bare være glad hvis Adrien i det mindste var der når hun fik dem, når hendes krop selv fik tegn på hendes historie.

Som hendes øjne gik over på tatoveringen på hans arm og han talte om at lære hende bueskydning smilede hun og hendes kinder fik selv den velkendte farve af rød som Adrien nærmest kunne få frem i hende ved hvert af hans ord. "Det vil jeg glæde mig til at lære. Hvem ville da også være bedre at lære fra end en med dine skarpe øjne?" sagde hun. Hun havde ikke rigtigt tænkt over at hun sende så mange komplimenter til ham. Det var bare noget hun altid gjorde, per natur.
Hendes øjne var stadig fikseret på tatoveringen som hun var på hans arm. Hun ville ikke spørge om den men den gjorde hendes øjne nysgerrige. Havde den mon betydning? Var det bare et tegn han kunne li'? Hun måtte spørge, hun var nødsag til at finde ud af det. Men hun flyttede igen blikket mod hans øjne og gabte så en smule.
Spørgsmålet om tatoveringens historie måtte vente.

"Sandt nok, du har ret. Man kan være lige så fri som man har lyst til, men uden nogen at dele friheden med, er den så overhovedet det værd?" Adrien smilte igen let som han lagde sig om på siden igen, denne gang med en arm til at understøtte hovedet. Han kiggede igen Rosalind dybt i øjnene. Som om at hvis han kiggede længe nok, ville der dukke flere ting op. Måske noget magisk? Kort efter grinede han let. Hvad er det lige du tror du laver, Adrien? Kom nu tilbage til virkeligheden, hun ender bare med at synes du er underlig. 
"Jeg får dem ikke så ofte som jeg giver dem. Og nu hvor jeg har nævnt det, så vil jeg gerne fortælle dig hvor godt et hjerte du har. Ikke mange ville have lyst til at invitere en komplet fremmed mand med op på sit værelse, ikke engang efter han har reddet ens liv," han bemærkede hendes fine hænder mod sin brystkasse, glidende hen over et af arrene fra vampyren. Hans blik blev kort fjernt, men hurtigt kom han tilbage til virkeligheden igen. "Der er heller ikke mange der formår at få mig til at rødme, som du lige har gjort," han lod stilheden sænke sig mellem dem efter at have sagt dette.

Den næste der afbrød stilheden igen var Rosalind der nævnte hans skarpe øjne. De var mere end bare skarpe, men det var en magisk evne, han besad. "Jeg har ikke lyst til at prale," han smilte skævt. "Men jeg tror ikke at der findes mange med mit syn. Et syn der kan se alt fra en fugl langt oppe på himlen til en smuk kvinde i nød," han rakte ud og strøg en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt. Om bag øret. Derefter holdt han respektfuldt hånden for sig selv. Der var ingen grund til at overskride nogle grænser, i hvert fald ikke før Rosalind i hvert fald sagde at hun var okay med det.