Balzera havde vist sig sikker; selvom krigen rasede i norden lod ingen af hærene til at ville krydse den nådesløse ørken og havde ikke skibene til længere søkampagner. Så handelsbyen var blevet tilflugtssted for de neutrale eller rige der søgte at undgå konflikten. Herbergerne var fulde og Aella måtte endnu engang prise sig lykkelig for at være ankommet tidligt. Som fragmenterede nyheder kom ind med skibe eller karavaner, sammenflikkede man sig et indtryk af hvad der foregik i resten af Krystallandet. Der var mange forskellige forslag til hvordan det havde hændt, men der eksisterede stadig en konsensus om at mørkets hær ikke havde taget hovedstaden. De havde trukket sig tilbage til norden/Tusmørkedalen/Medanien/Kzar Mora - pointen var at folk ikke havde hørt fra dem i et par skrøbelige uger. 
Usikkerheden hang tungt over folks hoveder og forsagede en rastløs vanvid over flygtningene og heldigvis havde Belzara tusindvis af kure for dette - fra helt konkrete eliksirer til deres glædeshuse med smidige slavepiger, opiumbuler eller værtshuse fulde af hazardspil. Det var (måske heldigvis) i en af sidstnævnte at man fandt Aella. Den diminutive engel havde vingerne trukket ind i kroppen og sad nu med store naive øjne som hun lagde sin hånd ned foran sig et kort af gangen.
"Betyder det at jeg vinder..?" Spurgte hun med et fnis og begyndte at skrabe mønterne til sig. Mændene ved bordet havde så småt regnet ud af ungen her der nok så sødt havde spurgt om hun måtte være med, ikke var helt så grøn som hun syntes. Eller at det måske ikke var et tilfælde at hendes pung klirrede som hun klatrede op på den høje stol. Deres utilfredshed blev dog ikke til meget mere, fordi Aella havde bevidst valgt et af de pænere etablissementer hvor man ikke bare kunne ty til vold. En efter en drev hendes modspillere bort indtil hun sad alene tilbage men det tog hun ikke så tungt. Balzera var fyldt til randen og der skulle nok være nogen hun ikke havde snydt endnu.

En dyb, brummende tone fyldte loftsrummene i det gamle tårn i Nicholas barndomshjem. Lyden flød ud fra det gamle soveværelse med vinduet og udsigten ud over hovedstaden. Reoler fyldt med bøger dækkede væggene som tapet, og på gulvet (lidt sporadisk spredt) lå store bunker af støvede dokumenter der var fundet, noteret, ændret, og 'arkiveret' igen. Duften var tyk af støv, og det var tydeligt for selv den sløveste rodfrugt, at stedet ikke havde set en kærlig hånd i lange tider. Midt i lokalet stod husets ejer; Baron Geiger for nogle, gamle Nick for andre, med armene spredt stift ud til siderne. Hans øjne var lukkede og panden var rynket i dybt koncentration som han messede en uendelig lang besværgelse. Bare få sekunder til og så skulle afstanden passe.
  Et blålilla skær sprang lydløst ind i eksistensen en meter foran troldmanden, og begyndte at udvide sig. Et langsomt, metodisk tempo. Inden længe hang der en stille, papirstynd portal nogle centimeter over gulvet, perfekt størrelse til et fuldvoksent menneske. Nicholas åndede lettet op, hvorefter hans ben gav efter og han faldt på knæ. Forudanende havde han dog lagt et par pude til at bryde faldet. Han kunne godt mærke kroppen ikke var, hvad den havde været. Det var efterhånden blevet rutine at han mistede førligheden efter lange messer. Han rystede kuldegysningerne af sig, og med hjælp fra sin lange sorte stok, fik stavlet sig selv på benene. Uden tøven spadserede han igennem hvad der lignede et billede af en idyllisk sø... Men den trætte Nicholas nåede ikke at ænse billedet skifte i sidste splitsekund.

FFUUMPP. Et rabalder uden lige hørtes fra kosteskabet i det lille spillested. Først en slags puf, så et klonk, et grynt og lyden af hænder der famler efter et håndtag. Døren svang stille op, og en kirsebærrød støvsky rullede ud som svovl fra en drage. En høj skikkelse stavrede ud, støttende til en stok, dækket i spindelsvæv og bærende det mest måbende ansigtsudtryk på denne side af kontinentet. "Uh, pfuh, øhm, jeg beklager. Dette er aldrig sket før" undskyldte han og vendte sig om imod kosteskabet igen, og frøs på stedet. Enten var der noget ufatteligt fascinerende gemt blandt de gamle træspande, eller også havde troldmanden forventet at se et eller andet der, der tydeligvis var væk nu. Nu stod han blot og måbede.

Aella sad ganske stille ved bordet og drak af sin honningsødede the, mens hun ganske stille og diskret gav sig til at luske sin gevinst ned i lommerne, i pengekatten om hendes hals og især bæltet, der kunne skjule en lang række ædelsten uden at lade dem klinke hinanden - det var den slags små ting der tillod en femårig pige at leve mere end ti gange det uden at komme i alvorlige problemer. Pengene forsvandt i glidende men diskrete bevægelser ind i syningen af hendes ærme. Det havde været årevis siden hun sidste havde haft behov for at ty til lommetyveri, men fingerfærdigheden var stadig rar at vedligeholde. Hele processen blev dog afbrudt da en høj lyd kom fra hvad der øjensynligt var et kosteskab og en gammel, gammel mand trådte ud.
Nu lå overblik ikke ligefrem naturligt til Aella, men stolen var høj og hun var rimelig sikker på at hun ikke havde set ham træde derind. Desuden kunne hun sværge at hun havde set et mystisk lys.
Aella kaldte en kropige over og bestilte et krus med vin. Det var muligvis slet ingenting, men hvis det havde været en eller anden form for magisk transport hun havde set, ville den fremmede muligvis kunne mildne den maniske nysgerrighed og bekymring for hvad der stod til i resten af riget. 
"Vil du ikke sætte dig, bedstefar?" Spurgte hun med sin lyse stemme og et blik der ikke efterlod nogen tvivl om hvem hun talte til, "Du ser træt ud." Hun nikkede indbydende til stolen på den anden side af bordet.

Adskillige sekunder passerede før troldmanden reagerede. Nicholas havde aldrig oplevet noget lignende i hans, for et menneske, temmelig lange liv. Ikke nok med at portalen ledte ham til det komplet forkerte sted, på hvad der snildt kunne være en anden landsdel, men portalen var også forsvundet efter ham. Normalt kunne han ikke engang lukke dem før tid hvis han ville! Det her gav ingen mening! Frustrationen understrege også hans lidt hans svar; "Det eneste der udmatter mig er næsvise småbørn og mundlamme pramdragere!" Han næsten gryntede som han kiggede tilbage på moppen der var væltet ud af skabet. Nej, mening gav det ikke...

Der gik dog ikke længe før han var faldet til ro igen. Efter at have orienteret sig en smule, besluttede han sig for at et kort hvil måske ikke var helt dumt. Værdigt rettede han på roben, og med en øvet håndbevægelse... Slap han jorden. Svævende et par centimeter over gulvet, gled han igennem luften i et roligt tempo over imod stolen han var blevet tilbudt. Stolen rykkede sig lydigt ud, og han landede uden at forstyrre så meget som et flue. Stolen rykkede sig ind igen.

"Beklager. Normalt er jeg ikke så grum i hu." Han kiggede spørgende ned på den lille skikkelse foran ham. "Og hvem er du så... Lille... Ven?"

Aella tog ikke den slags for tungt. Efter 70 år, påvirkede det hende ikke længere at gøres opmærksom på sin størrelse/alder. Faktisk nød hun lidt en lejlighed til at mundhugges og skulle lige til at kommentere at hun tydeligvis ikke var den svageligste af det nuværende selvskab, da hun modtog en sjælden undskyldning. Hendes overraskelse stod momentært tydelig på de små træk, så vendte det flabede, intetsigende smil tilbage.
Det havde interesseret hende at han havde fløjet over, men det var måske meget godt - faldt han først og brækkede hoften kunne hun i hvert fald ikke kurere det. Hun havde rakt frem og strejfede hans arm som han passerede hende og hendes fingerspidser gnistrerede af magi som hun tog nærmere bestik af situationen.
"...lidt for gammel til at være et småbarn og lidt for kvik til at være mundlam." svarede hun med kækt grin, "Jeg er Aella. Og du er svært døende, hva"
Den chokerende kommentar blev ikke akkompagneret af en passende alvor og blev yderligere punktureret af at en kropige ankom med et krus varm vin til den gamle mand og hyldeblomstsaft til Aella.