Solen bagte hårdt denne dag og det var nok en af de mere hårdere dage at træne sin våbenfærdigheder på, men det måtte jo gøres, hun kunne ikke bakke ud af dette her nu, det var nu at hun skulle gå fra teenager til kvinde, selvom alders mæssigt ville det først ske når hun blev lidt ældre, men sådan intelligens mæssigt ville det kun være et plus, og så var der selvfølgelig også det der med drengene. Det kunne jo være fedt nok hvis de nu en dag gik fordi og hun var i gang med at vise skills frem? Den tanke havde kørt igennem hende et par gange over en lang periode, der var jo ved at ske meget med hende.

Selvom hun arbejde hårdt for at blive bedre til at håndtere sit sværd, så var det ikke fordi at det gik så meget bedre, men hun prøvede virkelig og var en tålmodig elev som virkelig hørte efter hendes lærer, Raja, fortalte og forklarede. Sona ville jo gerne være en fremtidig kriger og hun kunne jo ikke få nogen bedre lærer end Raja, både fordi at hun var en kvinde og derfor havde muligheden for at se sig selv i hende, men også fordi at hun var dygtig til det hun lavede, især våbenfærdigheder.

Hun samlede sit sværd op fra de varme ametyster og kiggede på det og fordi at det var en af de første gange de trænede og Sona endnu ikke var så god, så brugte de trænings sværd. Sværd som var lavet specielt til at træne nye rekutter med. Sværd som var lavet af et tungere materiale end træ, men ikke var skarpt som et rigtigt sværd og derfor ville det ikke skærer igennem Sona, når Raja sendte sit sværd imod hende og hun ikke nåede at parrer eller flytte sig hurtigt nok. Den slags skete tit, det bar hendes overarme tydelig præg af, med store flotte blå mærker.
Sona tørrede sveden af hendes pande med den ene baghånd og kiggede derefter over på sin lære, ”Jeg håber din tålmodighed er lige så stor, som min egen, og ikke mindst min ivren for at blive bedre med dette sværd” sagde hun med en lille latter i sin stemme, for Sona vidste godt at hun endnu ikke var rykket sig så meget som Raja egentligt gerne ville have, men hun var sikker på at det snart skulle komme og hun øvede sig virkelig meget. Hun svang sit sværd rundt i luften et par gange og følte sig klar til at tage imod endnu et angreb fra Raja.

Rajas humør havde ikke altid været det bedste de sidste par år, grundet hendes ensomhed, men nu, nu var hun endnu engang hel, for Azad var hjemme, og det betød, at da Raja mødte op for at træne hendes lille lærling, var hun i rigtig godt humør. Hendes krop var afslappet, og det samme var hendes sind. Den vrede der havde ligget og dulmet i længere tid, lige under hendes hud, den var væk. Så for en gangs skyld var hun parat på at være tålmodig med den lettere uduelige Sona. Men ikke alle havde ligeså naturligt ved at slås som Raja havde. Det lå nærmest i Rajas blod, mens Sona altid havde virket mere rolig i det.

Hun holdt træningssværdet i sin hånd. Selvom det ikke var hendes fortrukne våben, havde hun ingen problemer i at bruge sværdet og var ganske god til det. I det mindste ville Sona kunne mærke når hun blev ramt, for man skulle godt nok også straffes når man ikke fik parreret. "Min tålmodighed er større idag, men husk nu hvad jeg har lært dig! Og hvis du ikke føler du kan parrere, så er det stadig bedre at falde på røven og ikke blive ramt," sagde hun, før hun svang sit sværd med Sona. Hun brugte ikke alt sin kraft på det, da hun gav Sona mulighed for at parrere.

Det var faktisk rart at Azad endelig var kommet hjem, det havde lagt ro over Raja og det havde jo helt klart gjort hendes liv nemmere, sådan følte Sona det i hvert fald og måske kom det til en fordel når de trænede og hun måske var en lidt mere flink træner, selvom Sona godt kunne lide disciplin og det ville hun altid vise til træningen, hun gjorde sidste bedste når de stod på stranden med deres sværd.

Hun blev nød til at lærer at tænke hurtigere når Raja kom stormende frem imod hende, hun blev nød til at forbedre hendes taktiske sans, men det hele skulle jo nok komme, men hun måtte være mere stædig og klar i sindet. Hun havde jo også allerede hendes styrke og smidighed som hun kunne bruge som en fordel i kampen.

Hun klarede derfor sit sind og havde derfor et par sekunder inden at hun ville ramme med sit angreb. I det da angrebet ramte, fik hun med lidt besvær ført sit sværd op imod Rajas, og fik derved brugt sin kraft til at skubbe hende selv væk fra angrebet og lavede det der lignede et klumpet rullefald bagved Raja og kom bagefter stolt op benene igen, ”Du kan tror at jeg skal huske alt hvad jeg har lært!” sagde hun med en stolthed i stemmen og med et lille smil på læberne.

Selvom Raja var mere rolig nu, betød det ikke at træningen ville blive lettere. Nej, hun skulle nok få disciplineret den møgunge. Hun var dog en smule imponeret over at Sona da fik parreret og kom om bag hende, i en rigtig kamp, ville Sona da nu have en vis fordel over Raja, men den forsvandt hurtigt, ligeså snart Sona åbnede munden og ikke angreb videre, så Raja drejede sig hurtig omkring og slog hurtigt ud mod Sona's liv.

"Du skal ikke stoppe med i en kamp. Vær hurtig til at angrib tilbage, og få så styr på det fodværk. Vi ved begge at det er fuldstændig forfærdeligt," sagde hun. Hvis Sona havde gjort det godt, så skulle Raja nok sige det, hvis altså ikke det blev fulgt af at Sona ikke tænkte sig om. Hvilket typisk var tilfældet.

Selvom øjeblikket var fyldt af stolthed, havde hun hele tiden øjnene på Raja og nåede derfor lige at spotte at hun sendte et sving imod hendes liv og fik da lige hoppe et skridt tilbage og kun spidsen af sværdet ridsede hen over hendes mave. Men Sona vidste godt at det ville være nok til at få hendes maves indvolde til langsomt glide ud af mavesækken og dermed dræbe hende. Et dumt træk af Sona.

”Glæden tog øjeblikket” sagde hun roligt og vidste hun havde lavet fejl, ”Det var selvfølgelig dumt af mig ikke at kæmpe tilbage og nu er jeg faktisk død”/ hun kom med en lille latter, selvom hendes lærer nok ikke så, så meget sjov i situationen. Sona vidste godt at hun skulle kæmpe videre, men glæden tog øjeblikket og hun måtte lige være stolt hvor hendes moves, men jo hun var godt klar over fødderne og at hun skulle blive ved med at presse sig selv og det skulle hun nok også gøre.
Hun klemte fingrene rundt om dets skafte og lagde sværdet til rette i hendes hånd. Grebet var det allerførste hun havde lært og det havde hun forstået fuldt ud og forstod hvordan det skulle holdes. Hun rokkede med fødderne og fik et god fodfæste inden hun tog fart på og løb imod Raja, for at starte et angreb.

"Aldrig lad glæden tag øjeblikket." sagde hun og stod parat til at tage Sonas slag mod hende. Barnet tænkte aldrig på det næste skridt, det var ikke ligefom Raja, som næsten altid tænkte to skridt i forvejen hvis hun kunne komme til det. Det var selvfølgelig lidt sværere i krig, men lige nu var det ganske nemt, når man var overfor en modstander der virkelig ikke havde hjernekapaciteten med sig.

Med lethed svang hun mod Sonas sværd for at stoppe svinget. "Vær altid et skridt foran din modstander, og selv hvis dine evner ikke er ligeså gode, så har du en god chance for at vinde over dem," pointerede hun og dukkede så let under Sona, så hun var på den anden side af hende og slog mod hendes ryg denne her gang. For nogen ville sandet være svært at kæmpe i, men Raja var vant til den ekstra tyngde det gav når man bevægede sig rundt.

Slaget ramte hende i ryggen og fik hendes balance væk under hende og måtte derfor endnu en gang en tur i sandet. Sandet var en god måde at træne på, fordi at det var noget tungere at bevæge sig i, end hvis de havde trænet på græsset. Det ville kun gavne hende fremover.
Hun rejste sig med et lille smil på læberne og børstede sandet af sine bukser og samlede bagefter sværdet op fra det varme sand. Var der egentligt en grund til at de ikke brugte skjold i deres træning? Det ville selvfølgelig gøre det lettere for Sona, men det ville svække hendes kunne hvis hun en dag mistede det under en kamp.

”Hmm .. ” Hun tænkte sig lidt om, ”Det vil jo selvfølgelig blive svært, når du jo er min lærer og er noget bedre end mig til det her. Men jeg gør hvad jeg kan for at tænke længere”
Hun overvejede hendes muligheder nøje, inden hun ville sætte et nyt angreb ind på hendes lære. Hun måtte bruges hendes styrke og smidighed, og ikke mindst den hurtighed som hun var ved at få og så var hun jo heller ikke så stor endnu. Hun satte gang i et løb og løb imod hende, men angreb ikke, men dukkede sig hurtigt da Raja svang sit sværd og kom ud bag hende, og slog hurtigt sværdet imod hendes lærers ben.