Amy forventede det værste fra det sekund døren blev lukket, og reagerede også derefter. Hans interesse i hende og hvad der var hende hændt, var unaturlig og pludselig, og fik alle alarmer i gang på en gang. Det føltes surrealistisk og som om han aflæste hende som en åben bog. Flere faktorer der medførte nervøsitet og hjertebanken.
Men så begyndte flere mærkelige hændelser. I stedet for at stå høj rank og faretruende, satte han sig ned på det ene knæ, og lod sig forminske. Et skræmte blik løsnede sig ganske lidt for at slå over i et øjebliks af undren og overraskelse. Blikket flyttede sig ikke fra ham et eneste sekundt mens hun stod som groet til stedet, som tasken lavede et let bump da den ramte gulvet. Intet blik blev den værdiet da hendes opmærksomhed var fuldt ud fanget et andet sted.
Med hjertet pumpende på højtryk i brystet, mærkede hun hvordan endnu mere skræk indtog hende. Han havde sagt at han kom tilbage hvis opgaven ikke var udført. Hvis ikke Caitlin havde afleveret sagerne ville han vende tilbage.. En blanding af et hovedryst og et nikken blev ført igennem. Med øjne som tekopper og halsen som blev mere og mere tør jo mere hun trak vejret, forsøgte hun at synke, men der var intet tilbage. Den forvirrende hovedflytning, gled over i et langsomt nik. Et nik som kunne forståes som et svar på hans spørgsmål, eller som forståelse for at hun vidste at han var kommet efter hende. Eller havde sendt en anden. At hun havde forstået konsekvensen, men ikke havde den vildeste lyst til at mærke denne konsekvens. Blikket flakkede det sekundt vingerne bag ansigtet rørte sig, men var tilbage splitsekunder efter, nervøs for hvad denne bevægelse havde af betydning for hendes sikkerhed.
De spændte skuldre, mærkede en let afslapning derefter. Ikke ved hans forsikring om at han intet ondt ønskede hende. Enhver kunne udtrykke disse ord og sælge dem som den bare sandhed. Amy vidste bedre. Men da mandens talen banede sig vej til hvem han var, uden at være faretruende. Hvilket hans stemme på intet tidspunkt havde været, men chokket havde været for stor til at opfange det. Skeptisk så hun på ham med rynkede bryn og forsøgte at være fuld opmærksom mens hun tænkte tilbage.
"
Manden der forsvandt.." var det første som kom over hendes læber, efter en rum tid med intet andet end hende krøbet sammen om sig selv og et mistroisk blik. "
Jeg har ikke hørt meget.. få historier.. Men intet.." Amy tog en dyb indånding før hun overhovedet kunne tage sig sammen til at færdiggøre sætningen. Denne indånding medførte mere afslappede skuldre, og en generel mere afslappet holdning end hvad der havde været præsenteret siden dørens lukning. "
Men intet ondt.. Kun gode fortællinger.. nærmest eventyr.." første gang flyttede blikket sig kort for at kigge ned på gulvet foran hende, som armene lukkede sig lidt mere omkring hende igen. "
Er du ham? Mitch?" selvsikkerheden, den ranke attitude og stærke holdning var som knækket i småstykker efter mødet i gyden, og hver gang den blev bragt op. Amy ville bedst kunne beskrive det, som at en del af hende var blevet bestjålet som afstraffelse for tidligere gerninger. Der var ikke noget mere skræmmende end at miste den stærkeste del af sig selv, og stå tilbage som en nervøs tom skald, som endnu engang måtte se sig slået af sin panik og frygt.