Der var kort og mørkt i krypten. Lyden af fugt der dryppede fra et sted, genlød i gangene indtil en tung trædør knirkende blev åbnet.
''Husk nu at nedskrive symptomerne din krop får. '' Lød det fra en enkelt stemme.
" Bare rolig, jeg ved det ganske udemærket. " Lød en anden, langt lysere stemme.
Kort tid efter kom en ældre mørkelver ud på gangen, klædt i simpelt mørkegråt og sort tøj med et par bælter hængende ved hofterne, fyldt med vialer og et par lange dolke bagpå.

Roligt, om end en smule slingrende, gik Xeranithez hen af gangen, og op af trappen til de øvre etager hvor fugtigheden var mindre. Deroppe stoppede han op mens en hånd tog fat om de bandager han havde fået udleveret, og begyndte langsomt at binde dem om sin arrede hals, der bar tydeligt præg af at have haft sin omgang med kanyler og des lige. En slank finger gled hen over den arrede hud inden han ramte det nye stiksår, givende et mindre støn fra sig.

Hvad end der havde været i denne dosis lod det til at være nye og anderledes sager, ikke hvad han normalt fik. Mon Lyset havde fået noget der for en gangs skyld bed? Det skulle nok blive interesseant at følge symptonerne, men nok mindre interresseant som de ville indgå i hans system, i det mindste var det en lille dose, det var altid hvad der blev startet med som kroppen blev forvænnet og kæmpede imod den.
Et bredt grin begyndte at brede sig på hans læber.
" Interesseant ja. " Lød det mumlende, som han, stadig halvslingrene, fortsatte hen af gangen, fokuseret mere på at få forbindingerne omkring end på hvor han reelt gik.

Sved perlede endnu ned af den grålige hud, Ikaris tørrede sig kort henover panden med stoffet der endnu var bundet omkring hendes underarm, for at beskytte huden fra armskinnernes skarpe kanter. Nu var armskinnerne taget af og dumpede kort efter ned på jorden med et hårdt 'klonk' ved siden af den resterende træningsrustning i området. Foran hende lå en lidt yngre kvinde og ømmede sig, at vurdere ud fra bulen kvinden havde fået, blev det til et rigtigt kønt blåt øje til morgendagen.
"Armene højere op tøs, ellers er det dig der bliver ædt!"
Ikaris lod et af de brede slangesmil løbe henover ansigtet, inden hun tog sig til den ene skulder og vippede den op et par gange, sandt at sige var hun selv blevet øm efter dagens hårde omgang.
"Taberen sætter tingene på plads, vinderen tager et langt bad!"
Mørkelveren slog en høj hæs latter op, inden hun vendte ryggen til sin modstander, som nok skulle bruge mere end et par minutter til at ømme sig og gik væk fra træningspladsen, ind på borgen. Det var sjældent, at man så Ikaris uden sin rustning, men det havde ikke været nødvendigt for dagens nærkampe og af samme årsag havde hun kun et par simple mørkegrønne posebukser samt en enkel top af blødt skind som lod noget af den muskuløse mave være bar. Kiggede man nærmere på Ikaris, var hun ikke selv gået fri fra blå mærker, som på den grå hud mere udformede sig som mørke plamager.
Det var ikke mange fornøjelser mørkelveren havde i det daglige, men siden hun var kommet til overfladen havde lange bade været at fortrække til hver en tid, og nu manglede hun kun at få hentet vand til et.
Elveren tog tre raske skridt, inden hun i en hastig fart rundede e hjørne og hamrede direkte ind i en smallere skikkelse end hende selv, dog var overraskelsen så voldsom, at hun måtte sætte sig på halebenet, inden hun forsvandt i en røgsky og dukkede op et per meter længere væk. De orangegule øjne slog op kortvarrigt lynede de, inden hun fik taget skikkelsen yderligere i betragtning. Hun havde set ham før, men genkendte ham ikke.
"Se dog hvor du går!"
Det var ikke så meget en råben som det var en irettsættende hvæsen, nok mest af alt fordi Ikaris udmærket var klar over, at hun tog del i skylden. Et nærmere kig på den mandlige elver fik hende dog til at rynke de hvide bryn kortvarrigt, inden hun rejste sig fra det rå stengulv, stirrende, uden hæmninger.
"Hvad i alverdenen er der med dig?"

"Ouf!"
Den noget mindre Xeranithez måtte lige tage et par skridt bagud for ikke selv at falde ned på halebenet ved det pludselige sammenstød. Idet hun pludselig dukkede op fra røgskyen igen fik han hevet i sin bandage for at få den ordentligt på plads inden den blev bundet i en form for sikring for at den ikke skulle falde af når han bevægede sig.
Lettere konfus så de gule øjne rundt til de faldt på Ikaris.
En blanding mellem ustandselig lykke og forfærdelse gik igennem ham. Igennem længere tid havde han set Ikaris, men oftest på afstand, betragtet hendes hidsige angreb og hendes høje muskuløse krop, sådan som en kvinde skulle være og se ud hvis det stod til Xeranithez. Han ville ikke indrømme det, men han havde nok lidt af et crush på hende, men mente selv at han ikke ville stå en chance for krigerkvinden.
Men akkurat som han samtidig holdt af hende, lige så forfærdet var han over rent faktisk at være stødt ind i hende, at have rørt hende, også i sådan en mundering, for ikke at sige at hun var højere rangerende en han var, til hver en tid hans overhånd selvom han var den ældre af de to, i al fald troede han det.

Det føltes som evigheder fra han rejste sig ordentligt op og stod rankt foran hende, ignorerende den dunkende smerte i halsen idet han åbnede kæften.
"Det må De undskylde. Jeg så mig ikke for."
Han sank kort et eller andet der sad i struben.
" Og til hvad der er med mig... " Han lindede en anelse på bandagen, nok til at han kunne hive ned og vise det nye ømme sted der allerede var ved at få en svag violet farve.
".. Bare effekten af en ny gift, det går over med tiden, hvis min krop kan bekæmpe den. "
Han følte sig sært udsat under hendes blik, men samtidig gjorde det ham lidt glad, for selvom hun tydeligvis var knotten, så talte hun til ham! Dog var dette ikke at spore i ansigtet der stirrede direkte tilbage i hendes øjne.

Ikaris ikke så meget kiggede som hun stirrede på den mandlige mørkelver, det var faktisk længe siden hun havde set en som ham, der var ikke så mange mørkelvere tilbage i hæren som dengang Melkor fik lov til at udvælge de fem bedste af Ikaris' slags. Nogle af dem var døde, det vidste hun, men hun anede faktisk ikke hvad der var sket med de to andre. Xeranithez var ikke en fra Ikaris del af underverdenen, det var sikkert, han var alt for slank, på trods af at stort set alle elvere var slanke at se på, så var Ikaris alligevel af en foruroligende størrelse, mest på dén der seje og senede måde.
De orangegule øjne blev knebet sammen, hun huskede kun at ahve set ham rundt omkring, måske i dragestaldene? Så rømmede hun sig og nikkede, ja, han burde se sig for, og det burde hun nok også, men det var en komplet underordnet faktor, hun var vokset op med at den stærkeste overlevede og lige nu, var pladserne indordnet korrekt.
Idet den anden mørkelver hev ned i de dækkende bandager måtte Ikaris knibe øjnene en kende sammen, inden hun i et hurtigt ryk rakte imod den anden elvers halsregion, pressende hendes tommelfinger imod hans kæbelinje for at strække halsen en kende mere opad i tilfælde af, at han ikke flyttede sig. De orangegule øjne hvilede tungt på sårene, hun vidste at der var andre elvere end krigere, men hun vidste ikke hvorfor.
Ikaris rettede sig op, seende hårdt på den ældre elver så rynkede hun brynene sammen i en undrende bevægelse. "Hvorfor det? Er det ikke dumt at frivilligt forgifte velfungerende folk?" Det var ikke ofte at Ikaris stillede spørgsmål, men hun var begyndt at vende sig til det, efter hun var blevet ridder. Hendes forgående liv havde ikke tilladt hende meget frihed til selvstændig tankegang, men det var begyndt at komme, langsomt, men sikkert,

Xeranithez stod rank, og stiv som en støtte, under Ikaris' blik. Det var lige før han knapt turde ånde. At han skulle finde sig selv være så tæt på hende, var dette et lykketræf? En hallucination? Nej, han var stødt ind i hende, hallucinationer havde aldrig stødt ind i ham, ikke medmindre de havde været der i form af vægge og træer, kun i sjældne tilfælde personer. Anstrengt måtte han holde sig fra ikke at knibe øjnene sammen og åbne dem igen for at sikre sig at det virkelig passede.
Stemmen lød nu rigtig nok, og forhåbentligt var den lille dosis gift ikke stor nok til at have kunnet påvirke hans dømmekraft, ikke endnu. Så måtte det hvert fald være en stærk en.

Som hun pludselig trådte helt tæt hen på ham, kun for at berøre hans hals og kæbelinje, kom et noget ufrivilligt spjæt fra ham fulgt af et mindre gisp. Instinktet til at rykke sig væk fra hånden der i den grad skabte ham ubehag var forfærdeligt, og han fortrød i næste nu at han hade vist hende det: Hun kunne ikke forstå, ville højest sandsynligt heller ikke. En vag dirren gik igennem hans krop mens han fik styr nok på sig selv til ikke at bevæge sig og istedet blotte halsen yderligere, det virkede trods alt som det mest fornuftige at gøre i dette øjeblik.
Kunne hun fornemme dirrenen? Tog hun hans kropssprog som angst og tegn på svaghed? Han håbede det sandelig ikke, men så stærk og smidig som hun selv var det, var det nok mere sandsynligt end at hun måtte tro han frøs eller at det var giftens indtog.

Det brusede for hans ører imens hans andrenalin fik sat pulsen højere op og derved fik hjertet til at pumpe giften hastigere ud i systemet. Han undredes over hendes spørgsmål.
Hvorfor?

" Hvorfor ikke? Jeg er opvokset med det fra barnsben, selv da jeg var en baby fik jeg giftdoser ind med min modermælk. Tilgiv mig at jeg siger det, men De vil muligvis ikke forstå det. Dengang tænkte man at en stærk og praktisk kriger ville være en der kunne modstå gifte, det gør man stadig, men det er vidst ikke så udbredt længere.. Der er en lille håndfuld af os på borgen. Vi er nyttige at bruge hvis Lyset, eller andre, skulle lave nye gifte. "

Han valgte bevidst at holde en kunstpause for at lade det synke ind i den yngre mørkelvers sind, inden han fortsatte.

" I tilfælde af at de har lavet nye gifte som det er lykkedes folk at få fat på, er det vigtigt at være i stand til at kunne have resistente folk som alligevel ikke er stærke nok ude på slagmarken, til at prøve giftene af. At nedfælde symptomerne, så andre der skulle måtte få dem vil vide hvad de præcis har med at gøre. Hvis det er en specielt udbredt gift er det også nyttigt at finde ud af hvad vil være brugbart som modgift eller til at sløve giftens virkning, det kommer vi også til tider ud for. "
Noget der kunne minde om et vagt smil forlod ham.

" Når det har været en del af ens dagligdag for århundreder, er det svært at stoppe igen, ikke blive afhængig af det. "

Hvor måtte det hele lyde åndssvagt i hendes ører. Hun kunne umuligt forstå afhængigheden det skabte. Afhængigheden af at føle sine organer og lemmer kæmpe for at holde sig i live, for at modstå giften.
Hvor meget mon hun selv vidste om alt dette? Nej han turde ikke spørge hende. Han havde allerede brudt flere kodekser ved at tale så meget og så længe. Opdraget som han var til at skulle tale i korte og kontante sætninger, ikke i større beskrivelser af tingenes gang. Forhåbentligt tog hun det ikke ilde op.
Forsigtigt listede han en hånd op imod sin hals, som for at beskytte den for Ikaris' hårde dømmende blik.

Ikaris kunne ikke lade være med at se undrende på den ældre mørkelver, hun slap ham ikke et sekund med de orangegule øjne, han var underlig. Det gibbede i ham når ham rørte ved ham? Det måtte have noget med den gift at gøre, ellers havde det i hvert fald været anderledes hvor han kom fra. Ikaris var vant til at blive måle og vejet. Da hun endnu havde befundet sig i minerne og interesserede købere kom forbi var det normalt, at mørkelverene blev linet op på rækker, sorteret efter prisklasser, og så gik de interesserede købere rundt og mærkede på deres muskler, tjekkede tænder og øjne for at sikre sig deres fysiske stand. Berøring var generelt en underlig ting, Ikaris var ligeglad, men den anden sprang op som en kakkelak.
"Underligt!"
Kommenterede hun tørt, hun forstod det ikke, Ikaris var vokset op med at smerte og disciplin gav de stærkeste krigere, en ting lange ar fra pisk vidnede om på den kvindelige mørkelvers ryg, ar som han tilsyneladende havde på halsen i stedet.
"Afhængig af noget som gør dig svag?"
Det ville være tydeligt for enhver, at Ikaris var komplet forvirret, hun forstod slet ikke den tankegang, det var absurd, hun kunne godt se at den anden elver var mindre end hvad hun var vant til, men hvorfor spilde så gode ressourcer på at forgifte det? Mørkelveren kneb øjnene sammen, hun var ikke dum, syntes hun, men der måtte virkelig være noget hun havde overset. Xeranithez ville ikke overleve en uge hos friherren, han ville falde død om af udmattelse, det var hun ikke et sekund i tvivl om, men alligevel var der så noget som han kunne overleve hun ikke var i stand til? Tanken gjorde hende arrig, hun var opvokset til at være sublim, til at være den stærkeste, hun kneb øjnene sammen, næsten faretruende.
"Hvor kan jeg lære det?"

Xeranithez bemærkede godt hendes undrende blik. Egentligt forstod han hende såvel for det. Det var ikke tit en mørkelver ligefrem spjættede eller stivnede ved sådan en form for kontakt. Normalt ville han også have holdt sig stille, men halsen var og forblev hans ømmeste sted, især da han lige havde fået en dosis ind i sit system føltes det som om hele halsen nærmest var i brand, en fornemmelse der spredtes langsomt til resten af kroppen. Han havde ikke vidst hvad hun helt præcist havde af intentioner med hans hals, hun kunne vel lige så godt forsøge at kvæle ham på stedet, det lod dog ikke til at være hvad der var bag hendes lysende gule øjne.
Hvor var han egentligt glad for at dette havde været en lille dosis, forhåbentligt ville den være lille nok til at hans krop kunne modstå giften og vænne sig til den over tid.

Igen blev den langt mindre, og spinklere bygget, mørkelver nærværende idet lyden af Ikaris's stemme afbrød hans tankegang.
" Svag er så meget sagt. Det har påvirket min krop, som det kan både ses og høres. " Svarede han med sin lyse stemme der til tider næsten lød som en ung piges - effekten af en gift han havde fået som ung der havde vidst sig at forsøge at klappe alt der hed vejrtrækningsorganer sammen, kun for at udvide dem efter flere minutter i en pinsel og kamp på at få vejret. Det havde endte med at sætte sig som et evigt mærke i hans stemmebånd.

" Men det holder mig oppe og kørende, såvel som at det har givet sine... Bonusser.. "
Han tav idet han kom til at se Ikaris i øjnene, tydeligt fornemmende vreden og frustrationen fra hende. Han var forvirret. Hvorfor var hun vred på ham? Var det fordi han villigt lod sig føre som en dukke af giftspecialisterne og healerne? Var det fordi han var svag? Men han havde altid været sådan. Havde adlydt hver en ordre, hver et vink der måtte komme om at der skulle være brug for ham. Som barn og teenager havde han da haft sine problemer og forsøgt at stritte imod, men det var alt noget der havde konsekvenser. Fra at få taget sin briks fra sig og sove på det kolde stengulv, blive nægtet vådt eller tørt, holdt fra at bevæge sig, slag så mange slag at han til sidst havde lært at kny og bare tage imod uden at stille spørgsmål.
Havde hun mon været noget lignende igennem?

Xeranithez holdt af den agressivitet og virilitet der lå over den yngre mørkelver, men at hun vendte vreden imod ham var bestemt ikke noget han holdt af.
Lære?
Et øjenbryn skød let i vejret inden den genfandt sin plads i en neutral position.
" Borgens healere kan nok hjælpe Dem.. Men, med al respekt, tror De selv at generalen ville blive meget glad ved at få sig en ridder der ikke er kampdygtig fordi hun har valgt at begynde at indtage gift? Hvis De vil starte nu skal De starte i det helt basiske. For mig, 'lærte' jeg det i en facilitet før jeg fik tilladelsen til at blive sendt herover hvor jeg har tjent siden, og stadig undergået at få nyt ind i mit system."

En hånd gled op og ømmede den ømme hals, der egentligt var begyndt at klø en smule, det var dog ikke noget han tog sig af som sådan.
" Generelt ville jeg ikke anbefale Dem at prøve det af.. Men hvis De virkelig så brændende ønsker det, kan jeg muligvis være Dem behjælpelig, men tro ikke at det vil være gratis.. "

Han kunne lige lukt se sig selv foran en general, hvidglødende af raseri over at han havde ubrugeliggjort en af hendes mest velsete riddere. Straffen for noget sådant ville utvivlsomt blive højt, men inde bag den mindre, men ældre, elvers øjne var ideer allerede ved at tage form, til hvordan han muligvis kunne introducere forskellige svage gifte overfor hendes krop uden at hun blev helt ubrugelig. Hvor små doser der skulle bruges for ikke at forhindre hende i at kunne holde føde inde i sig.
I det hele tage var det risikofyldt. Men kunne det mon blive forsøget værd? Tanken om en mulig overdose var bestemt ikke noget der tiltalte ham.

" Eller De kunne tale med generalen? Det ville måske være bedst..? Jeg er trods alt ikke Deres overordnede så jeg har reelt intet at skulle sige eller gøre, jeg er her for at parere ordre og være nyttig." Og muligvis blive stærkere.. Fortsatte han kort i sit sind, men nævnte det ikke højt. Aldrig nogensinde, så hellere dø end at indrømme at han holdt af hende.