Der var gået tra dage fra den første træning i ubevæbnet nærkamp til en liste var blevet sat op i spisesalen med hvem af de nye der var blevet partneret op med hvem af de ældre kriger. Moana så den og skiftede retning fra den lige kurs hun ellers havde haft mod madudlevering. Andre stod allerede ved den, men de forsvandt som de havde memoreret navnet på den de skulle ud med og hvornår og andre kom til. Moana trådte frem som der blev plads, fandt sit navn på liste, fulgte det ud til den kriger hun skulle følges med og gik lidt i stå. De måtte tage pis på hende. De kunne bare ikke mene det seriøst! Hun så efter en gang til, sukkede så en smule opgivende og fandt planen for de patrulje de skulle ud på.

Med det på plads fandt hun morgenmad og slog sig ned blandt de andre. Snakken gik ganske lystigt denne morgen, men Moana kunne desværre ikke blive hængende for længe. Hun undskyldte som hun tømte sit krus med the - en mærkelig ide folk heroppe havde var at varme vand og tilsætte smag, men det smagte ganske glimrende - og forlod bordet.
Hendes blik afsøgte spisesalen først, men fandt ikke den efterhånden velkendte skikkelse der. Næst stoppede hun en af de ældre hun havde set omkring ham tidigere, som heldigvis kunne vise hende i rette retning. Smilet han forlod hende med valgte hun pænt ikke at tænke nærmere over.

Hun lagde vejen omkring hendes eget værelse først, i førte sig den hvide kappe over alt det andet der var ved at blive standard påklædning når hun var i tjeneste. De lyse farve var uvante, som mængden af beklædning var det, men vejret udenfor gjorde det lettere at forholde sig til. Hun var stadig ikke helt overbevist om det der frosne vand var en god ting. Med treforken i hånden forlod sit værelse, fandt trappen en etage op og derefter den rigtig dør at banke op. Noget hun gjorde fast og effektivt. Der var trods alt ingen grund til at spilde mere tid end hun allerede havde.

Cyraneus havde været tidelige oppe denne kolde morgen for hurtigt at indtage noget mad i spisesalen og ellers blot vende tilbage til at læse i sine bøger. Han havde den opfattelse at han i dagens anledning ikke havdee et job at udføre. At hans vagt først var næste dag, og han derved kunne bruge en dag i afslappet tilstand til at læse i bøger. Noget som for ham havde været en ganske underlig oplevelse. I havet havde de også bøger og tekster, men de brugte ikke papir. Papirs generelle måde at være på havde fascineret ham og hver gang han bladrede synes hans fingre stadig at det var en sjov følelse de mærkede hver gang de berørte papiret.

Cyraneus blev revet ud af sin læseverden ved lyden af et velplaceret og effektivt bank på hans dør. Først så manden en kende anelse forvirret ud som han løftede blikket fra bogens lange tekst og så mod døren med et lettere skeptisk blik. Cyran rejste sig, åbnede døren og så direkte ind i ansigtet af en af de nye krigere. Hendes med det tyrkise hår. Cyran så først kort forvirret ud, specielt ved synet af treforken som frembragte et løftet øjenbryn. Og så ramte det ham! Hvilket resulterede i at han kort lukkede sine øjne og vendte tilbage til sit rum uden at lukke døren bag sig. Det var hvad man fik ud af at skændes med dem som administrerede oplæringen af nye krigere. Hvor praktisk det var at sætte en allerede ret travl mand ud i flere opgaver, var ikke overdreven, men Cyran havde ret hurtigt affundet sig med sin skæbne, mens han satte sig bag øret at han havde en snak han skulle havde med en hvis skriver. Det var ikke kvindens skyld at det hang sådan sammen.

Cyran var hurtig og effektiv til at få sine ting med sig, gå ud af døren og lukke dem efter sig. "Undskyld min manglende høflighed. Jeg var... overrasket over at jeg skulle ud på patrojle i dag." det var da også en måde at indrømme på at man ikke havde skænket listen nogen mulig tanke og slet ikke havde så meget som overvejet at han var iblandt de ældre krigere som kunne udvælges.

Moana stillede sig tålmodig til at vente efter hun havde banket på døren. Det var trods alt ikke til at vide om han havde ligget og sovet og hun lige havde vækket ham eller han havde været oppe længe og hun muligvis forstyrrede ham i et eller andet vigtigt. Mulighederne for et surt opstød var i den grad nærværende og hun forberedte sig på det værste.
Så at se Cyraneus reaktion af forvirring glidende over i et hævet øjenbryn var ikke helt hvad hun havde forventet, men som hun så det gled hendes øjenbryn i vejret til et spørgende svar. Det var så alt hun nåede at gøre for et udslag af forståelse gled over hans træk og han kort lukkede øjnene før han forsvandt. Det fik kort et lille skævt smil til at trække i hendes mundvige som hun havde fået til at forsvinde før han vendte sig tilbage mod hende igen med sit udstyr i orden.

Hun trådte roligt et skridt tilbage så han kunne komme ud på gangen og lukke døren efter sig. "Det er i orden. De gav ikke meget advarsel til denne vagt." Hendes stemme var rolig og uden mindste spor af problemer med det. Trods alt var hun vant til at få ordre med korte tidsfrister eller til lange perioder hvor alle andre planer eller ordre per definition var aflyst af den nyeste. Så hun tog det ganske roligt og var klar.
Som de begyndte at gå mod trappen tilføjede hun roligt. "Jeg hedder Moana." Det kunne være praktisk at han rent faktisk kendte hendes navn, mens de var på patrulje og hun var ikke sikker på om han havde fået det andre steder fra allerede. Så bare for at være på den sikre side gav hun ham sit navn som de gik.

Cyraneus havde virkelig ikke forvente at den yngre kriger ville dukke op foran hans dør. Og specielt havde han ikke regnet med at han nu skulle ud på arbejde igen. Men sket var sket. Og man kunne vel lige så godt få det bedste ud af det, selvom det betød flere timers vandring i hovedesstaden hvor han enten skulle forklare en ubeskrivelig masse ting for hende, og rette, eller også ville der blive helt stille. Cyran var faktisk ikke helt sikker på hvilken han foretrak.

"Nej, det vil jeg ikke våve at påstå at de gjorde." et antræk til et skævt smil kom frem på hans læber, men fandte hurtigt igen som de begav sig afsted hen mod trappen for at komme afsted ud til gaderne.
Det var også her at det gik op for ham, at han overhovedet ingen anelse havde om hvem hun var, ud over det faktum at han havde set hende til træning for tre dage siden. Dertil var hun den første som var mødt op og det tyrkise hår var overhovedet ikke til at tage fejl af. "Mit navn er Cyraneus." fik han sagt en smule i tvivl om at han nogensinde selv havde præsenteret sig. I princippet burde han havde gjort det til træningen, men han gjorde det igen alligevel. Man kunne jo aldrig vide om hun havde glemt det.
"Har du været på patrolje før? eller nogen ide om hvordan det foregår?" Spurgte han som trappen blev tilbagelagt og lyset ramte dem, som de bevægede sig ud af porten. Heldigvis var Cyran generelt et morgenfrisk menneske som nød morgensolen. Frostvejret kunne han dog godt leve foruden.

Moana gengældte det stille smil, men lod emnet falde. Hun var stadig ved at finde ud af hvordan han var som person og den enkle træningstime havde ikke givet hende meget at gå ud fra. Lidt mere havde hun fået over se hans forvirring over hendes fremmøde, men endnu mere over hvordan han håndterede at være andet end med på hvad der skete omkring ham. Hendes erfaringer med overordnede taget ude af trit med hvad der skete var ikke alt for strålende. Af samme grund fortsatte hun med at håndtere ham med afdæmpet respekt og forbehold. Bare for alle tilfældes skyld.

Hun fulgte ham ned af trapperne og kunne ikke andet end smile skævt til ham som han præsenterede også. Så var hendes blik tilbage på omgivelserne og hendes smil erstattet af alvor. Det var dog rart at udveksle navne på den måde og med til at knytte et andet form for bånd end det overfladiske der opstod på træningspladsen.
Lyset ramte hende som de forlod gangene og gik igennem porten ud fra paladset. Det var stadig dæmpet morgenlys, som solen kun delvist var nået at stå op, men det var mere lys end der havde været de forgående dage og uger. Moana så kort mod det svagt røde skær på på himlen, mens hun trak den frostklare luft ind. Alt var stadig køligt, men ikke så slemt som en del prøvede at få det til at virke. Ikke for hende i hvert fald.

Hendes opmærksomhed var dog hurtigt tilbage på omgivelserne og på Cyraneus. Hans spørgsmål fik hende til at smile, som hun af sig selv faldt ind i rytmen fra tidligere tiders patruljer, skønt det tog lidt skridt. Ben var bare ikke stadig det samme som en hale, som luft og vand ikke kunne sammenlignes. "Det er ved at nogle år siden, men jo, det har jeg. Jeg var i vagtstyrke i Aquarin en tid i min ungdom." Hun smilede let, før hendes blik gled tilbage ud over gaden. En afslørende ting var dog at hendes blik ikke kun gled ud over gaden, men også afsøgte luften over hende med jævne mellemrum.

Cyraneus var ganske van til lettere kølige omgivelser fra sin tid i havet, men eftersom at han kom fra et højere lag af havet og ikke dybthav, var kulde ikke hans speciale. Han var generelt ikke glade for den kulde som kom i luften. Vandet var ikke så slemt. Selvom Cyraneus havde befundet sig på landjorden i et årti, havde han alligevel ikke helt vendet sig til den alt for skiftende temperatur. Det var dog alligevel rart at mærke solen. Solens stråler, til trods for at det var en kold vintermorgen, var det alligevel ganske rart.

Cyraneus overraskelse kom lidt tydligere til syne da Moanas ord nåede ham. Aquarin. Det var lang tid siden han havde hørt en anden nævne den by. Havbyen hvor han selv kom fra. Alt dette fik også en masse andre brikker til at falde sammen, specielt sammenhængen mellem det tyrkise hår og den let usikre gang som hun dog så ud til efterhånden at havde fået godt styr på. "Så burde du være godt indøvet med mange ting." svarede han med et lidt større smil. Han fik altid en rar følelse af at møde en anden fra havet. Han vidste også godt hvorfor. Han var glad for sit hjem, han var stolt af det, og ærligt, satte han også havfolket højere end de andre racer som var omkring i Krystallandet. "Jeg er selv fra Aquarin." Han rundede ud på stien til hovedvejen for derefter at være ankommet til hovedgaden. Det var egentlig ikke fordi han ønskede at starte den store samtale, men han ville gerne at hun vidste at han kom samme sted fra. Det fik ham faktisk også til at slappe mere af i hendes selskab. Ikke fordi han ændrede sin syn på hende, andet end han nu følte de havde noget til fælles. Til trods for at planen med patroljen ikke på nogen måde at var tale sammen. Det var at være på patrolje.

Moana hævede et øjenbryn over hans reaktion, men smilede så til ham, som hun så overraskelsen glide over i noget andet. Ikke at hun kunne holde øje med hvor han endte henne for de var på patrulje og skulle som sådan have opmærksomheden på omgivelserne. Det havde aldrig forhindret hende i at snakke med hvem end hun var på patrulje med og hun fandt det ofte ganske befriende. Som nu hvor hun fik en mulighed for at lære en smule mere om den noget stive træner hun ellers havde stemplet som utrolig arrogant og afstandtagende. Et indtryk han allerede havde rykket en del på.

"Det vil jeg sige ja, men jeg vil så også sige at landjorden er en del anderledes på stort set alle områder." Hun smilede kort til ham, som de gik og af sig selv var falde i et jævnt trit behageligt for dem begge. Det førte af veje gennem byen hun ikke havde set andet end en enkelt gang før hvis overhovedet. Det ville ikke være så lige til at finde tilbage, hvis hun først blev efterladt herude. Ikke nogen rar tanke faktisk.

Så var det dog hendes tur til at blive overrasket og ikke kunne lade være med at vise det, som hun først så på ham og så rigtigt så på ham. Solen ramte da hans hår og gav det ikke en forventelig rød glød som på nærmest alle andre, men et mere grønligt skær. Ikke noget hun havde lagt mærke til før da. "Du er? Hvor længe har du været her oppe?" Hendes nysgerrighed var for alvor vagt. Der var tydeligvis mere til ham end det gode ydre og det gjorde hende kun mere afslappet i hans selskab. Det hjalp også at de for måske første gang siden hun kommet på land gjorde noget hun var bekendt med.

Cyraneus kunne ikke være andet end enig i den udtalelse. Dog havde han stadig svært ved at opretholde en samtale mens han var på patrolje. Dette hørte sig nok mere til, at han generelt ikke snakkede når han koncentrerede sig om at holde øje. Enkelte andre krigere førte han små samtaler med, men det var mere dem der snakkede og ham der lyttede. Nogle enkelte tilfælde ignorerede. Efter han fik arbejdet som træner, var hans patrolje vagter dalet en del! hvilket gjorde at spontane samtaler kom uventet for ham. Nogle ting lå dog stadig på rygraden. "Ja. Ikke noget man ikke vender sig til. Det første år er altid det værste." svarede han, måske en smule kort for hovedet. Han smilede stadig og så overhovedet ikke ud til at havde noget imod at tale med hende, selvom det tydeligt var at læse at han ikke var vant til det.

Cyran begyndte rent faktisk at tænke over hvor længe han havde været på landjorden. Alt imens han tænkte spejdede han rundt over gaderne og pladserne for at tjekke efter om der skete ting der ikke burde. Ikke at der så ud til at ske meget denne dag. "Siden jeg var 18.. Over 10 år i hvert fald." det betød at han selvfølgelig skulle til at huske hvor gammel han selv var. "15 år har jeg været her. 13 i lysets hær." fortalte han hende, igen forsøgte han at holde det kort. Der gik faktisk et langt stykke tid inden han tog sig sammen til selv at spørge efter noget. Det var slet ikke faldet ham ind før, men det ville være løgn at sige at han ikke var nysgerrig. Efter en del skridt længere hen af vejen kom hans mund dog langsomt på gled. "Hvorfor valgte du at forlade Aquarin?"

"Første år? Jeg havde håbet tilvænning var kortere..." Moana skar en grimasse ved tanken om et helt år med en konstant fornemmelse af at alt var en lille smule anderledes end hun forventede det ville være, men stadig tæt nok på til at hun kunne forledes til at tro det var velkendt. Ikke nogen særlig rar tanke, når hun allerede nu havde haft flere omgange af frustration over egen uvidenhed og utilstrækkelighed.
Hvad hun stadig kunne var dog at læse folk nogenlunde og Cyraneus udstrålede ikke ligefrem glæde ved den fortsatte samtale, skønt han smilede som han havde svaret hende. Det fik hende til at falde en smule tilbage igen og koncentrere sig om omgivelserne. For hende var der også nok at tage ind og især for at spotte hvad han så efter, så hun kunne lære at kende tegnene.

Det tænksomme udtryk der overtog hans ansigt trak så i modsatte retning og især da han svarede hende med mere end få ord. Hans måde at fortælle på hvor længe han havde været på overfladen fik hende dog også til at smile. Noget tydede på at det var længe nok til at han ikke helt tænkte over det. Stille nikkede hun og smilede så. "Det er lang tid. Har du været tilbage i den tid?" Hun havde svært ved at forestille sig så lang tid tilbragt væk fra havet. Hvad hun til gengæld ikke kunne lade være med at tænke over hvor hun selv havde som atten årig og sætte det i perspektiv. Det var i den alder hun var blevet optaget i æresgarden og ikke skænket overfladen en eneste ekstra tanke.

Efter det faldt stilheden over dem en tid. Lidt akavet, men ikke specielt ubehagelig. Der var trods alt nok at nyt for hende at holde øje med og han virkede ikke til at være den store snakker under patruljer. Alligevel brød han stilheden mellem dem med et direkte spørgsmål og opfordring til et svar på mere end få ord. Moana så til siden på ham, før hun vendte blikket tilbage til omgivelserne og svarede. "Mørket er begyndt at trække ned under overfladen. Det er blevet tydeligere de senere år, men endnu mere er stigningen i pirater. At sende krigere herop blev valgt som en god løsning til at afhjælpe det og jeg meldte mig frivilligt."

Cyran smilede skævt i ganske kort tid, og gav hende lydløst ret. Et år var lang tid, og selvom du havde vænnet dig til miljøet gik der alligevel umådelige lang tid før du slap for savnet mod det salte hav. Hvis savnet da nogensinde forsvandt.
En meget trykket og ubehagelig stemning løb med det samme over hele hans aura da hun ganske naturligt spurgte efter om han havde været tilbage i den tid. Hans blik fjernede sig fuldstændig fra hende og var fokuseret direkte frem for sig, med enkelte blik ud til siden. "Nej." kort for hovedet og en svag vipe af sorg ramte ind over hans øjne, som han hurtigt forsøgt at blinke væk for at fokusere på sit arbejde. Arbejdet kom i første række, om det så betød at han måtte stoppe al samtale med Moana, selvom at han faktisk syntes at være mere begejstret for at snakke med hende end mange andre. Det var nok det faktum at de havde et fælles hjemland, hvilket han nok havde haft brug for at snakke om engang imellem. Og derfor kunne han heller ikke undgå det spørgsmål han nu havde besvaret tørt og kort.

Stilheden sænkede sig over dem, som Cyran fandt ganske naturlig og ikke spor akavet, selvom samtalen selvfølgelig var sluttet ganske brat. Alligevel valgte han at starte den op igen, for nu at høre det længere svar. Et svar som fik ham skeptisk til at løfte et øjenbryn og desideret fjerne al fokus fra sine omgivelser for at rette de orange øjne mod hende. "Jeg har svært ved at tro på at Aquarins overhoveder ville havde nogen interesse i at sende folk op. Det plejer ikke at ligge i deres interesse, til trods for stigende antal af pirater." en rolig men dog bestemt stemme som ramte over ham. Det var svært at regne ud hvordan han havde haft det med sit hjemland, men noget kraftigt tydede også på at han havde haft sine uenigheder at lege med.

Den pause der opstod efter hendes spørgsmål fik Moana til at se til siden på Cyraneus. Han var ikke den mest snakkende person hun havde mødt, men det havde været et enkelt spørgsmål, som hun havde forventet ville have været let at svare på. Endnu mere overraskende var hans svar også da han kom med det og hvor afvisende en tone det blev givet med. Moana så på ham et øjeblik uden at vise hvad hun tænkte. Så nikkede hun let. "Okey." Med det lod hun emnet falde så hurtigt at lydbølge intet havde på hende i forhold til fart.

Med det holdt hun opmærksomheden på gaden - og lidt på himlen - for en tid. Om ikke andet til Cyraneus brød stilheden mellem dem og fik hende til at tale igen. Ubevidst holdt hun stadig kortene tæt til kroppen og svarede ham med kun det mest nødvendige om sig selv. Hans vantro over hendes ord fik hende dog til at smile skævt før hun så til siden på ham og hendes udtyrk ændrede sig som hun svarede. "Tror mig - det var blevet i deres interesse." Hendes stemme var blevet hård og hendes ansigt tillukket. Der havde været et par episoder hvor områder af havet ind mod kysten var blevet forurenet med magi og blandinger af forskellige ting. Mørke drager havde fanget havfolk paralyseret af mørkeridderes magi og leget med dem til de var ukendelige og så ædt dem. Det kunne ikke stoppes nedefra. Det havde alle været enige om, skønt nogen havde stemt for at trække sig helt fra overfladen. Til sidst var begge dele sket i nogen udstrækning.

Det var ikke gode tanker at gå med og det gjorde Moana tavs og tillukket. Hendes blik forblev derefter på omgivelserne og alt der skete der. Butikkerne var ved at åbne og de første handlende ude og omkring. Hun var begyndt at kunne kende forskel på folks stand på deres påklædning. Tjenestefolk, håndværkere og krigere klædte sig alle forskelligt og gjorde overfladen til et sammensurium af farver og pels på denne årstid.

Cyraneus var lettet over hvor nemt det var at slippe væk lige netop dette emne igen. Han havde ikke lyst til at tænkte på hvad han gik glip af, hvad han savnede ved havet og hvor meget han ønskede at rejse tilbage. Havde det ikke været for hans stædige sider og manglende lyst til at se sin far i øjnene som den fejl han selv følte han var. Får for at være ærlig, var han ikke sikker på om han gjorde nogen forskel i den rigtige retning for hvad han ønskede landfolket skulle opleve. Men jo mere han tænkte over det jo mere fortvivlet blev han og lige nu, var det ikke tidspunktet. Han valgte at fokusere rundt på sine omgivelser istedet.

Stemningen blev hurtigt meget alvorlig og fokuseret på ting som Cyran havde brugt næsten en livstid på at glemme igen, til trods for at hvad havfolket syntes at gøre nu, som de ikke havde fokuseret på før. Moana syntes dog at blive mere hård og lukket i sit ansigt, og Cyraneus begyndte svagt at overveje om han overhovedet skulle spørge ind til mere, eller om han skulle lade hende være med sine tanker. "En del år for sent." fremmumlede han lavt. Måske havde de ændret sig dernede? Eller også gjorde de det af selviske årsager som havde været Cyrans problem til at starte med.

Byvagterne tog som regel gaderne igennem, hvorimod lysets kriger mere patruljerede ved bymuren, portene til byen og generelt ved krystalpaladset. Dette var også den tur som de skulle ud på i dag. Hovedgaden var den nemmeste vej at komme nogen steder, og lige nu var det også den de gik på, på vej til muren. "Det er sjældent at andre end byvagterne patruljere inde i selve boligkvatererne, med mindre der er fornemmelse for mistænkelig aktivitet. Ellers er hovedemålet bymuren, indgange til hovedstaden og krystalpaladset." fik han sagt i en monoton tone, som var det noget han havde sagt om og om igen alt for mange gange. Dertil kunne han huske hvordan hans oplæringspartner havde været dengang. Det var mere eller mindre det samme.

Moana nikkede stift. "En del liv for sent." Med det lukkede hun også det emne ned og de gik videre i tavshed. Ikke en ubehagelig stilhed på nogen måde, men heller ikke så behagelig som den havde været før de rent faktisk begyndte at snakke sammen. Det var dog som om stilheden genvandt den afslappede fornemmelse som de kom længere fra paladset og tættere på bymuren. Det var også her Cyraneus valgte at bryde tavsheden. Hans stemme var upersonlig nu, men til gengæld kom han med brugbare information nu. Hun lyttede som hendes blik gled over de personer de passerede til det faldt på et par i byvagtens let genkendelige uniformer og hun nikkede let til dem. De var trods alt rygraden i at holde orden i byen.

Hendes opmærksomhed forlod dog aldrig Cyraneus helt. "Alarmere byvagten om sådan aktivitet eller?" Systemet var hende ikke ukendt, men lå hende efterhånden en smule fjernt. Æresgarden blandede sig kun nødtvunget i hvad vagtstyrken i Aquarin lavede og da var de altid en indsatsstyrke. En styrke ikke mange ønskede se komme mod sig - specielt ikke hvis de havde deres haj-rytteri med.

Hovedvejen drejede kort efter og byporten lå foran dem. Moana havde ikke rigtig betragtet den før, men nu så hun den an. Da hun var kommet til byen havde den fyldt hende med undren for hvad kunne en mur virkelig holde ude når der var åbent til himlen over byen på den måde. Som hun havde været her lidt tid havde hun vænnet sig til tanken om at ikke meget heroppe var flyvende og derved havde samme bevægelighed som svømmende ting i vand. En bevægelighed hun selv savnede. "Er vores ved en af portene eller langs muren i dag?"

Cyraneus hørte hende ord og var overrasket over at en fra Aquirin delte samme mening som han selv. Dette havde ikke ligefrem været en ting som skete tit i hans unge dage. De dage han havde boet der, kæmpet for det og forsøgt alt hvad han kunne for at overbevise dem om hvor vigtig freden på overfladen var for deres overlevelse. Han kiggede kort på hende, inden hans blik vandrede videre. Måske var det lykkedes den yngre generation at trænge igennem, i forhold til de gamle søuhyre som normalvis styrede det hele. Cyran hilste med hovedenik til forbipasserende byvagter og enkelte andre bekendte ansigter, men forholdte sig i en alvorlig og professionel stand.

Cyraneus rystede ganske roligt på hovedet af hendes spørgsmål. "Det er ganske få tilfælde hvor det er nødvendigt at krigerne tilkalder byvagter. Byvagterne skal alarmere krigerne, hvis de udsættes for en prøvelse for stor til at deres styrke kan klare det. Dertil har vi haft problemer med mørkets tilhængere som starter påstyr i gaderne. Der vil det være ideelt for Byvagterne at tilkalde assistance. Er du på vagt, bliver du på din post med mindre en overordnet giver dig anden ordre. Dette er selvom der skulle ske kaos inde i midtbyen. Krigere fra krystalpaladset skal, om de er til træning, spiser eller på anden vis holder pauser skal reagere og tage til stedet med al hast, alt efter situationens alvor." fortalte han i et roligt og forklarende tempo. Dette var dog ikke så langsomt at det ville føles akavet eller som om at han talte ned til en. Hun var en voksen kvinde, og tydelig med erfaring indenfor at få mange oplysninger på en gang - gik han ud fra. Dertil betvivlede han ikke hendes intelligens. "Men som regel, når først du har været her noget tid, opdeles folk i udrykningsgrupper. Gør det hele lidt mere overskueligt." svarede han med et smil, som rent faktisk kom frem og så oprigtigt ud.

"Langs muren. På den måde får du også at se ruten, samt de svage punkter som vi skal holde ekstra godt øje med." Cyraneus kunne tydeligt mærke at han snakkede langt mere end han plejede når han var ude. Selvfølgelig var hans opgave også at oplærer hende i hvordan tingene foregik på dette sted. Alligevel føltes det meget anderledes at lade stemmen arbejde så meget, når han normalvis var stille som graven.

Moana gik stille ved siden af Cyraneus. Hendes opmærksomhed var igen delt mellem at lytte til hans ord og til at holde øje med omgivelserne. Det sidste langt det nyeste for hende, men det var rart at få genopfrisket reglerne der galt og få dem sat ind i rette perspektiv. En del kunne overføres mellem de to samfund, men så langt fra alt. Som de gik så hun et andet byliv folde sig ud. Et langt mindre respektfuldt og langt friere. Om det var en god eller dårlig ting vidste hun ikke, men synet af børn på gaderne var hende stadig sært. Mest de helt fattige af dem, der så langt fra så ud til at få mad nok.

"Og der er en sat på vagt nær porten til paladset for hurtigt at kunne tage imod alarmer og sende beskeder rundt?" Hun slappede af som systemet blev rullet ud for hende med en form for velkendthed midt i alt det fremmede. Himlen bekymrede hende stadig en smule ved at være så ubevogtet, men det så ud til at være en af de ting man vænnede sig til. Som frossent vand og ben. Så nikkede hun igen. Først til Cyrans ord og så til krigerne de passerede ved porten, før de slog end på en vej løbende langs muren. Den så ud til at løbe ubrudt langs den som et frirum mellem befæstningen og beboelserne.

Hun holdt tavsheden en tid derefter. Stilheden føltes naturlig mellem dem, som den kun blev brudt, hvor der var noget særligt ved ruten at fremhæve. Enten ved muren, vejen eller husene ud til den. Også enkelte personer der viste sig fik et par bemærkninger med på vejen. Det var til sidst det der fik Moana til at bryde tavsheden mellem dem endnu en gang. "Hvor lange er vagterne?" Det var ikke fordi hun var specielt træt, men mere for at vide hvad hun skulle fordele kræfterne efter. Der var trods alt forskel på fire, seks eller otte timer, når fokus skulle holdes.

Cyran nikkede og smilede til hende, med en tilfredshed over sig. Det var svært at ligge skjult på, og hvorfor skulle han! han var glad for i det mindste at havde fået en som bare kendte lidt til hvordan arbejdet som kriger hang sammen! Han kom svagt til at tænke de stakkels hoveder, som skulle trækkes med dem, som heller ikke havde vist sig fra deres bedste side til træning. Enhver kunne naturligvis overraske, men Cyraneus var stadig mest tilpas med en som vidste hvad han eller hun lavede. Som Moana! alt imens han tænkte alle disse tanker og nikkede til vagterne, opdagede han ikke vekslingen af både blikke mellem de tog vagter og deres smørrede grin. Dette ville hurtigt havde ført til mistanke om hvem der havde været skyld i hans opskrivning til patrolje.

Cyran gik roligt i stilheden, med enkelte afbrud og kiggede sædvanligt rundt og så ikke de mindste forstyrret ud af hendes spørgsmål. "omkring seks til otte timer og siden dette ikke er en af de lange, er den kun på 6 timer." svarede han og kiggede op mod solen, som havde banet sin vej tættere på midten, selvom alting virkede til at gå meget hurtigere på denne årstid. "Og siden der er gået fire timer, passer det også med at vi når hen til porten når vagten er slut." afsluttede han og sænkede blikket fra himlen igen.

Timerne forløb i et jævnt tempo som de gik afsted, mens den almindelige vagt fortsatte. Da de nåede til porten igen, var solen lidt længere end midt på himlen og afslørede at den var hen ved eftermiddag. Hvad ramte Cyran som de dukkede op nede ved portens åbning, var dog noget han virkelig ikke havde ventet. To krigere, som de havde mødt på vejen op af muren for flere timer siden, stod der stadig og deres smil var ikke blevet mindre. "God tur, Cyran?" han så først lidt forvirret ud inden han nikkede roligt. "Ganske udemærket." de vekslede blikke og kiggede tilbage på den meget mindre bredde medkriger.
"Er du sikker på at du har vidst hende alt hvad vi krigere laver på en vagt? - også efter vagten?" et særsyn af at se en meget forvirret Cyraneus dukkede op, som han kiggede kort på Moana og tilbage på de andre igen. "Øhm?"
"Oh virkelig, Cyran.. fyraftensturen! Seriøst, alle de nye skal på den, det ved du da" lyset gik op for ham og et træt blik nåede ham, som han så på medkrigerne med et suk. "Tak, Marcus - det havde jeg helt glemt." svarede han og vendte sine hælde og gik fra dem.

"Jeg går ud fra at du kender kroer, men landkrabber har en mærkelig vane der hedder at man skal bruge penge på øl." forklarede han efter et lille stykke tid og kiggede hen på Moana med et forsøg til optræk af smil. Det var for lang tid siden at han havde været ude på disse ture.

Moana nikkede let, som Cyraneus svarede hende og lod så blikket glide ud over gaden igen. "Meget passende." Det var det og ganske praktisk også at en runde kunne klares på en vagt. Med lidt god sandsynlighed betød det at der startede par af krigere ud fra porten med en halv til en hel times mellemrum. Ud af øjenkrogen fangede hun sin følgesvends blik mod himlen og fulgte det i forventning om at se bevægelse deroppe. Alt hun så var dog kun solen og det kunne da ikke være den han så efter? En rynke havde samlet sig mellem hendes bryn over dem, men kun til hun rystede det af sig og atter vendt fokus til omgivelserne. Landboerne havde nogle sære ideer og nogle af dem havde nok blot smittet af på havmanden ved hendes side.

Ved porten måtte hun skjule sin overraskelse over at se de samme to krigere stadig stod der. De var tydeligvis afløst, for andre havde overtaget deres pladser ved porten, men deres smil som de så Cyraneus og hende gav hende en ide om hvorfor de var blevet ved deres post. Deres hilsen var da også lidt for smørret til at der ikke var noget skællet ved det. Ubevidst forberedte Moana sig på det værste, men intet forberedte hende helt på de grin de blev tildelt eller de blikke hun fik. Det gjorde hende usikker på hvad der skulle ske og usikker var noget hun ikke brød sig om at være.

I det mindste så hendes tildelte partner ikke ud til at være mere klar over hvad der skulle ske end hende. Ikke før de to forbarmede sig over ham og uddybede hvorfor de stod der. Moana så fra dem til Cyraneus uden at skjule sin forvirring længere. Det lød som et indvielsesritual af en slags, men hvad det gik ud på havde hun ikke den fjerneste ide om. At betakke sig var heller ingen mulighed, som Cyraneus førte an væk fra de to leende krigere, der snart efter fulgte med. For at sikre de to rent faktisk fulgte ritualet og ikke skippede det kunne Moana kun gætte på.

"Øl?" Rynken i hendes bryn var tilbage, som hun stillede sit spørgsmål og for guderne måtte vide hvilken gang siden hun var kommet på land følte at hun kun halvt forstod hvad folk talte om. Deres skridt var stadig i retning tilbage mod paladset, men de holdt ikke ved længe. Hun sendte Cyraneus et hævet øjenbryn, som de drejede væk fra hovedgaden, men så sig derefter interesseret omkring. De havde måske fri, men hun så stadig det meste for første gang.

Cyraneus brugte det meste af ruten mod hovedgaden på at kigge sig diskret over skulderen, og til sin store irritation finde at de to vagter stadig fulgte efter dem. Selv som de var nået ned til gaderne, væk fra vejen mod krystalpaladset og ned mod det befolkede område hvor folk også gik frem og tilbage for sig selv eller samlet og småsludrede.
Han så en smule forvirret på hende, som hun udtrykte ikke at kende til øl. Det var først der det begyndte at gå op for ham, hvor længe hun havde været heroppe? Hvis hun ikke kendte til øl, så havde hun i hvert fald ikke været her i et år. Det ville havde præsenteret alle for øl. "Ja.. øhm.. Det er en drik, som nydes heroppe. Nogen i større fald end andre. Når du har fået meget af det, bliver du hvad beborerne her kalder, beruset. Eller endnu mere præcist, fuld." forklarede han så godt han kunne. Han havde været her i mange år og havde ikke helt forstået hvordan det fungerede selv. Andet end hans første patjuletur førte ud i at han havde det umådelig dårligt dagen efter!

Cyran drejede hen mod en tung trædør ved en bygning med små vinduer, og et skilt der hang over deres hoveder med et kronavn. Noget som Cyran faktisk aldrig rigtig bidte mærke i. Han var som regel sjældent på kro. Som han gik ind, ramte stemningen ham hurtigt. Det var en af de mere hyggelige kroer med gode snakke. Der var stadig en smule mere tomt, men kunderne plejede først at komme lidt senere hen på dagen, når de havde fyraften. "To øl tak." bestilte han venligt oppe ved baren og gik ned af mod borderne, kort kiggende efter om Moana var med ham, inden han fandt et bord og satte sig ved. "Moana? Hvor længe har du egentlig været på overfladen?"

Moana så til siden på Cyraneus som han svarede hende. Det forklarede dog til en start ikke det store, men som han talte hægtede hans ord om øl og denne driks effekt nogle andre af hendes observationer sammen. Det havde undret hende at se folk drikke på kroen hun til en start havde boet på og set dem blive mere og mere løsslupne. Egentlig havde hun tillagt det menneskenes sind, men det lød til at drikke kunne have noget med det at gøre også. Det fik hende også til at se sig skeptisk over skulderen. "Og det skal vi drikke fordi?" Hun havde stadig en fornemmelse af at det var et af de der sære indvielsesritualer som alle grupper syntes at have. Dybet skulle vide hun stadig huskede æresgardens! Og ikke kun for noget sjovt! Hendes blik vandrede tilbage til Cyraneus, som de drejede hen mod en tung trædør og tydeligvis var fremme.

Hun så tilbage endnu engang, som havmanden åbnede døren og noterede sig omgivelserne. Så vendte hun sig om, missede let med øjnene som den dunkle belysning lod hende i blinde for et øjeblik, før alt stod klarere frem igen. Et mere hyggeligt rum end den sidste kro hun havde været på og med en stemning af snak og latter der hurtigt smittede af og fik hende til at slappe en smule af. Nok til at et smil var fremme som hun slog sig ned overfor Cyraneus ved et af de ledige borde. Han havde brugt tiden mens hun havde set sig om og taget stemningen ind til at erhverve sig to krus af betragtelig størrelse. Atter modtog han et skeptisk blik fra hende, før hun tog imod det ene og snuste hen over det. Så rettede hun sig op og hævede et øjenbryn, før et skævt og noget undskyldende smil gled frem over hendes læber. "Halvanden måned, måske nærved to?" Tingene skete så hastigt at hun havde mistet tidsfornemmelsen en smule. "Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til tidsregningen heroppe."

Cyran så et øjeblik blot helt tavst på hende. "det.. ved jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig spurgt." hvilket faktisk var underligt. Han havde bare valgt at følge det, som var det et eller anden underligt ritual som disse landboere havde med hinanden. "Jeg tror det er en måde de byder hinanden velkommen ind i selskabet." det var noget socialt så meget var han blevet klar over, og det var det hver gang som han var blevet taget med. Det var sjældent, men de så heldigvis ikke ud til at dømme ham for hårdt på det. De slog det tit hen med at han var fra havet. Men accepten var alligevel guld værd.

Cyraneus satte hovedet let på skrå, kiggende en smule undrende på hende. "Det var ikke lang tid. Men hvorfor er du undskyldende omkring det? Det er imponerende at du er nået så langt på så kort tid." roste han hende og tog krusset op til sine læber, og huskede nu hvorfor han ikke gjorde dette så tit. Skummet forvirrede ham stadig når det ramte ham, og en meget svag hosten kom fra ham, som han fjernede krusset igen. "Tidsregning heroppe er afhængig af solen, så vidt jeg har forstået. Mange måler det i måneds udseende. Om den er halvfuld eller fuldmåne." forsøgte han, uden helt at være sikker, at forklare hende.
"Hvordan.. øhm.. Hvordan står det til dernede?" tydeligt hintet til under havets overfalde, selvom han pludselig havde svært ved at holde øjenkontat, og til sidst blot holdte blikket på krusset med det skummene øl.