Der var gået et godt stykke tid siden Trents møde med Xenix, den gale vampyr. Han var forlængst blevet rask, takket være sin ven, men efter dette havde han virkelig haft brug for noget tid for sig selv, så han ikke endte med at blive sindssyg, ligesom vampyren der havde holdt ham fanget. Han havde brugt flere måneder i de forskellige skove i Krystallandet, hvor han havde gjort dét, han altid havde været god til; Jagt. Han var kun blevet bedre nu, og han havde lavet sig en meget lille, primitiv hytte i mørkets skov, hvor han "boede" for tiden. Uden for hytten hang der dyrehuder i et større udvalg, og han selv var også i forholdsvist primitivt tøj. Han havde en normal tunika på, samt normale bukser, men uden over var der en lædervest fra et af de dyr han havde nedlagt. Alt tøjet var i en interessant størrelse, da han var typen, der gerne ville kunne tage det af hurtigt, hvis han skulle forvandle sig.

I dag sad han foran sin hytte, med buen med lysets mærke på ved siden af sig. Han vidste bedre end, ikke at være bevæbnet konstant. Han var godt i gang med at slæbe en tand fra en ulv til. Ulven var blevet nedlagt for nogle dage siden, og han ønskede at lave en fin halskæde til sin bedste ven. Men hans planer blev lidt spoleret, for midt i hans arbejde, kunne han høre noget larm ude i skoven. Det var ved at blive aften, så lys var der ikke meget tilbage af, men da Trents øjne forvandlede sig og lignede dem, en kat havde, var han syn ganske fint. Det var en god ting, at kunne se perfekt, også i mørket, men han kunne ikke helt få øje på hvad der larmede længere væk. Stadig tog han sin bue op og holdt godt øje.

Zash bandede, for hvad der føltes som den tusinde gang den dag. En gren hun havde bukket tilbage for at komme forbi, knækkede og svirpede hende på kinden. Hun kunne mærke hvordan en dråbe blod, gled ned ad hendes ansigt. Hun skubbede sig gennem buskadset, voldsommere end strengt nødvendigt, og foresatte på sin vej.
Hun var sendt ud for at finde en mulig morder. En højtstående lysets ridder var forsvundet, og kort efter var der rygter om en mand, der besad en bue prydet med lysets mærke. Hun havde fulgt sporene i tre måneder nu, altid kom hun for sent til at fange ham. Men nu ville det være anderledes.
Hun havde fulgt ham ind i Dunkelskoven, noget hun ikke var særlig vild med. Hun var lige tæt nok på Mørket, og det gjorde hende meget varsom. Hun ville give alt for at komme ud af den fandens skov; selvom hun var vokset op på de åbne vidder i Medanien, foretrak hun at have et tag over sit hoved; hun skyede skove som pesten, og manden hun jagede havde kun gjort ophold i disse helveder.
Med et grynt klatrede Zash over et væltet træ, endnu en gang forbandede hun forbryderen langt væk. Hendes store krigshammer hang sikkert på hendes ryg, men dette gjorde, at hver gang hun bevægede sig for hurtigt, ville den slå mod hendes rustning, og lave en forfærdelig lyd. Til sidst rakte Zash bagud, og greb den med begge hænder. Hun brugte det store våben, til at skubbe grene væk fra stien, hvis man overhovede kunne kalde det en sti, og fortsatte sin vandring ind i den mørke skov.

Langsomt kunne Trents ører opfange hvor lyden kom fra. Men grundet træerne i skoven, kunne han ikke få øje på, hvad det var. Han måtte højere op, så han slyngede buen over hovedet, og gik hen til sin hytte, der lå mellem to træer. Taget ville kunne holde til hans vægt, men ikke meget mere end dét. Det var trods alt bare en primitiv hytte lavet ud af lidt træ. Da han var oppe på hyttens tag, tog han buen i hånden igen, og satte sig på hug for at spejde ud i skoven. Snart fik han øje på den lavstammede skikkelse, der stod med en stor krigshammer i hånden, og var godt i gang med at tvinge sig gennem skovens grene. Hans blik fokuserede fast på hende, som hun kom nærmere. Det kunne være, at det var denne kvinde, han havde følt sig en smule forfulgt af den sidste rum tid, men han havde hver dag smidt skylden på sin paranoia, der var blevet mere voldsom efter vampyren.

Han lagde, for sikkerhedens skyld, en pil på buen, så han var klar på hvad som helst, mens hun kom tættere og tættere på hans hjem. Da hun var inden for, hvad han mente var høredistance, valgte han, at gøre opmærksom på sig selv, ved at rejse sig op på taget. "Hvem der?" spurgte han roligt, mens han smilede skævt. Det var hans eget trademark. Han var altid imødekommende, selvom de folk, der kom hen mod ham havde våben trukket. Man kom normalt længere ved, at være flink.

Zach skuttede sig, da hun hørte raslen i nærheden. Det var nok bare et dyr, men hun tog alligevel et bedre greb på sin hammer. Mørket fik Dunkelskoven til at være mere, ja dunkel, men hun kunne ikke fremmane lys, af frygt for at forbryderen ville se det. Det eneste Zash hadede mere end skove var mørke, og hun var omgivet af begge ting. Det fik hende til at skære tænder højlydt, og fortsætte hendes færd endnu hurtigere.
Hun synes hun anede noget mellem træerne, og krøb mod det, så stille det nu var muligt for dværgen, hvilket ikke var meget. Hun frøs da hun hørte en stemme. Langsomt krummede hun sig sammen, for at være et så lille mål som muligt, og gjorde sig klar til at forsvare sig selv.
'Jeg kommer ikke for at skade dig,' sagde hun med en kraftfuld stemme, 'jeg vil bare tale. Træd frem fra dit skjul,' kommanderede hun.' Mens hun talte ledte hun efter ejermanden til stemmen. Endelig så hun ham, på taget af en faldefærdig hytte.
Hun synes at kunne ane en bue, med en klarlagt pil, men hun kunne ikke være sikker. For en sikkerheds skyld rakte hun ind i sig selv, hvor hendes magi var, og gjorde sig klar til at lave et skjold, hvis der nu skulle ske noget. Hun havde endnu ikke særlig godt styr på den del af lysmagien, men det kunne give hende et par sekunder, og det var måske alt hvad hun havde brug for,

Trents skæve smil blev større, da dværgen talte til ham. Han var ikke overrasket over, at hun forsøgte at lokke ham ned fra taget, faktisk kunne han godt forstå det; Det måtte være vildt frustrerende at stå der, som skydeskive til hans pil. Men det var Trents foretrukne placering. Her var han sikker, og her kunne han hurtigt springe over til et af træerne i nærheden, hvis hun skulle finde på, at klatre op til ham. Han lod sig dog gøre en smule mere synlig, bare så hun kunne se ham, mens han rystede let på hovedet. "Jeg bliver lige heroppe for nu. Jeg ved ikke, hvor lukrativt det er for mig, at gå ned til en kvindelig dværg med en store krigshammer fremme, klar til krig og alt muligt andet ubehageligt," svarede han oprigtigt, mens han sendte hende et mere høfligt smil.

Hans buestreng var endnu ikke spændt, men så længe hun havde sit våben fremme, ville han gøre præcis det samme. Han ville ikke gøre sig den ulejlighed at sænke sine parader over for en fremmed. Det lå ikke rigtig til ham.
"Jeg kan konkludere, at det muligvis er dig, der har fulgt efter mig? Jeg anede, at jeg ikke har været alene den sidste stykke tid, og eftersom at ingen anden kender til dette sted, som desuden ligger skjult med mindre man følger efter mig herind, må det være dig, der har holdt mig med selskab den sidste stykke tid. Hvad vil en kriger som dig snakke med en jæger, som mig, om?"" spurgte han med et lille nik mod hende.

Langsomt trådte hun til siden, så hun var halvt skjult af en træ. Mellem træet og hendes noget flimsy skjold, ville manden have svært ved at ramme hende. Hun havde stadig sin krigshammer i hænderne, og den kunne også fungere som et skjold. I det øjeblik hadede hun sig selv, for ikke at have lært at skyde med bue og pil. Det ville have gjort dette så meget nemmere.
Med den ene hånd fremmanede hun en kugle af lys, der hang i luften midt i lysningen. Det gjorde det nemmere at se, hvad hun havde med at gøre. Hun skar tænder igen, da hun så smilet på mandens ansigt. Der var ikke tid til høfligheder!
'Hvis du overgiver dig, så bliver der ingen krig. Det lover jeg dig.' Hun hævede stemmen en anelse, så den rungede mellem træerne. Lige nu var hun helt ærlig ligeglad med, hvem overhørte hende. Hun ville bare ud af skoven og mørket, og helst med en levende fange. 'Du er i besiddelse af våben, der tilhører Lysets Dronning. Jeg har fået til opgave at bringe dig til Hovedstaden, i en rolig orden. Hvis du kommer med frivilligt, vil din straf ikke blive hård.' Det kunne hun ikke love. Men hun ville gøre hvad hun kunne, for at hans komplians vil blive belønnet.
Zash var ikke i særlig god jord hos Lysets Krigere. Det var almindelig viden, at hendes familie havde været med til, at bander og andre baddies blev udstyret med våben. Det ville ikke være overraskende, hvis nogle af dem var gået til Mørket. Så derfor var det hende, der blev sendt ud på de lange og kedelige missioner. Som for eksempel denne. Problemet var bare, at hun var lille, selv af en dværg at være. Og hun var måske stærk, men manden havde både vægt og højde på sin side. Hun tvivlede ikke på sine egne evner, men at fange ham i live, det ville nok blive problematisk.

Hendes stemme, der svarede ham, fik ham til, at hæve et øjenbryn. Så de havde endelig fundet ud af, hvem han var. Han sukkede lavt og rystede på hovedet af hende.
Det havde han ikke tænkt sig. Han havde været i fangenskab før, og han ville aldrig være det igen, uden for eller indenfor. Han nægtede det. Hun kunne få buen, hvis hun ville, men aldrig ham selv. Han kiggede ned mod træet, stadig rystende på hovedet. "I kender slet ikke til hele historien, og hvordan jeres angreb mig, og at jeg agerede i defensiv. Du kan få buen, men jeg har ikke gjort noget galt. Hellere, at jeg passede på buen, end at én eller anden idiot tog den," forklarede han roligt, mens han holdt sit sigte mod hende, hvis nu hun havde et eller andet form for trick oppe i ærmet. Det havde han bestemt ikke lyst til.
"Og vi ved begge, at det nok bliver kasjotten. Jeg bryder mig ikke om sådan nogle, så det har jeg ikke lyst til, især ikke, når jeg ikke har gjort jer noget. Desuden, burde I ikke fokusere mere på krigen end på en jæger som mig?" igen blev ordene sagt i et neutralt tonefald. Han havde IKKE tænkt sig, at blive fanget igen! Sidste gang døde han næsten, og om de var lysets krigere eller ej var ham komplet underordnet. Aldrig mere indelukkelse.

Zash sukkede irriteret, og rullede sine øjne. Hun var virkelig ikke i humør til det her. Det krævede meget, at hun ikke bare slyngede et par lyskugler efter ham, og håbe noget ramte. Problemet var bare, at hun ville helt sikkert ikke uskadeliggøre ham: og erfaring havde vist, at folk der var blevet ramt af hvilket som helst våben, ikke var helt medgørlige bag efter.
'Hvis du afleverer buen, og kommer med mig frivilligt, er det muligt du kan slippe for straf. Hvis det du siger er sandt, og du agerede i defensiv, så er det forståeligt.' Hun knyttede hånden, og gjorde sig klar til at slynge rundt med lidt magi. Hun gad ikke stå og have en skrigekonkurrence, selvom hun jo nok ville vinde. Enten kom han med frivilligt, eller så var hun klar til kamp.
Hun smilede et humorløst smil, da hun hørte hvad han sagde. 'Jo. det burde vi nok. Så måske du bare skulle komme med mig, så jeg kan vende tilbage til krigen.' Den mand var virkelig begyndt at gå hende på nerverne. Han havde ikke blot ledt hende ind i en skov, men hun blev nødt til at stå og råbe i mørket. Det hed ikke Dunkelskoven for ingenting.

Trent sukkede igen, da kvindedværgen talte til ham. Det kunne ikke passe! Stædigheden kendte bare ingen grænser hos dværgeracen! Han rullede let med øjnene, dybt irriteret, men samtidig med en let følelse af angst, der fik en svedperle til at trille ned ad tindingen på ham. "Du forstår det ikke. Jeg vil ikke i fangenskab igen, nogensinde! Sidst blev jeg næsten myrdet!" råbte han, pludselig lettere dyrisk ad hende. Han ville ikke mere, hun var for stædig og det var han også. De ville ingen vejne komme, så han kunne lige så godt fortælle hende det, som det var.
"Vend tilbage til krigen, så kan jeg vende tilbage til min hverdag, der kaldes overlevelse," forklarede han dog, lidt mere roligt, før han satte i løb og sprang mod et træ, som han kun lige nøjagtigt landede i. Forhåbentlig ville han derefter kunne snige sig væk mens hun ledte efter ham. Her var trods alt ret mørkt.

Hun kunne mærke sin beslutsomhed svinde, da hun hørte hans ord. Zash kunne ikke selv forestille sig at være fanget, og hvis man lige var kommet fri, og skulle tilbage igen ... hun forstod i hvert fald hans modvilje. Men der var ingen kære mor her. Han havde trods alt dræbt en Lysets kriger, og selvom han påstod at det var i selvforsvar, så kunne Zash ikke bare lade ham gå.
Hun sukkede igen, og rystede på hoved. 'Kom ned, og så snakker vi om det. Giv mig våbenet, og jeg vil måske lade dig gå.' Det ville hun ikke. Hun var allerede set ned på, af det meste af lysets hær. Vendte hun tomhændet hjem, ville det blot blive endnu værre.
Hun bandede højt, da han sprang over i et træ. Hun kunne kun lige ane ham i skyggerne. Hun sendte tre ekstra lyskugler ud, der kunne oplyse omgivelserne, og så ville Zash forhåbentlig ikke miste ham af syne.
Hun sprang frem bag træet, og var på vej over til det træ, manden sad op i. Hun kunne måske ikke klatre, men hun kunne følge efter ham. Måske. Det var ikke altid lige nemt at have så korte ben.

Trent kiggede ned mod dværgekvinden da hun sprang frem fra sit skjul og løb mod hans træ. Han magtede ikke, at slås mod hende, og han ville heller ikke. Han ville bare lades i fred, så derfor tog han hurtigt sit våbenbælte af, og hang det om træet ved den gren han stod på hug på, hvorefter han lod buen falde ned foran hendes fødder.
Derefter satte han i et løveagtigt brøl, som hans krop forvandlede sig til en sort leopard, og han satte igen i et spring, der derefter blev et hurtigt sprint væk fra den lille lysning. På buen var der dog en sammenrullet note, som havde siddet derpå, siden han havde taget våbnet.

"Jeg har dræbt en lysets kriger, og dette huer mig ikke. Men det var nødvendigt. Jeg har ment, at I skulle have buen tilbage, og har blot passet på den indtil da.

Venlig hilsen og kondolencer
Adrien Trent af Huset Marcellus

Han havde altid følt at han var nødt til, at spille det kort, når han engang skulle konfronteres med lysets krigere. De tog altid lettere på tingene, når det var en adelig der var indblandet, især når våbenseglet var sat i brevet, så man godt kunne se, det ikke blot var løgn og latin.

//Out