Det tegnede til at blive en meget god dag, syntes Varina. Hun var ankommet til hovedstaden i går aftes med et tæppe bugnende af varer, og hun havde allerede haft åben et par timer her til morgen. Hun så hurtigt op på himlen. Godt vejr, masser af kunder og et godt inventar. Hun fik næsten lyst til at nynne. Men for nu måtte hun fokusere på kunderne, blev hun enig med sig selv om. Og kunder havde hun masser af. Mange kvinder kom hen til hendes bod af det simple faktum at de kendte hende. de kunne huske dengang de var børn, og de havde ønsket sig et smykke fra den farverige kvindes bod, men at deres forældre altid havde sagt nej. Nu var de blevet voksne, og de kunne selv beslutte sig for at om de ville købe af hende.
Varina var godt klar over at mennesker omkring hende havde set hende som børn, men på trods af at dette gav hende flere kunder end normalt, fyldte det hende blot med sorg. Mennesker havde så korte liv. Godt nok var havfolk ikke dem der levede længst i verden, det vidste Varina godt, men mennesker var noget helt særligt. De tørrede så meget hurtigere ud end havfolk. Varina selv var tæt på 50 år, og dog så både hendes eget folk og menneskene på hende, som var hun stadig en ung kvinde på 23.

Varina blev vækket af hendes tanker da en af kvinderne fandt et spejl som hun gerne ville have, og Varina var straks igang med at betjene hende. Alt imens passerede kunder rundt på markedspladsen i et stort mylder, fyldt med lyde og farver. Mennesker levede kort tid, men i den korte tid de havde udrettede de også så meget. De var imponerende...

Kira kunne godt lide markedspladsen. Hun kunne godt lide at det ikke var stille og roligt og uskyldigt, ligesom det hun i hverdagen var van til. Hun var som pakket ind i fløjlspapir og beskyttelse konstant, og hun fik aldrig noget at vide. Normalvis blev hun også forfulgt af en vagt eller sine forældre. Det var efterhånden ret belastende som 21 årig at havde mennesker rendende efter sig konstant, og ikke havde den store mulighed for selv at udforske noget som helst. Kira var ikke det man kaldte eventyrlysten og vild, men hun havde brug for plads til at udvikle sig og være sig selv. Derfor begav hun sig ofte ud alene, uden hendes forældres tilladelse eller viden om det. Noget hun godt kunne få dårlig samvittighed over engang imellem, men hun var kun menneske. Hun skulle ud og udforske for sig selv.

Kira var dækket til af sin sædvanlige varme kappe, som skjulte at hun var adelsdatter rimelig godt, selvom man stadig kunne se den flotte hvide kjole og hendes holdning ændrede sig helt naturligt heller ikke fra at være fin til mere naturlig gå gang. Dog befandt der sig så mange mennesker på markedspladsen at det knap blev bemærket. Kira havde sin opmærksomhed alle vejene, ved alle boderne og de mange mennesker. Hun kunne godt lide at opleve nyt og dette var lige stedet til det.
Hendes øjne nåede frem til de smukkeste ting, hun nogensinde havde set og hun lyste op i et større smil. Som mange andre kvinder, var Kira hel vild med smykker. Hun bar ikke selv mange af dem, med mindre hun skulle til bal eller fest af nogen art. Men hun elskede at kigge, at udforske deres udforming og hvordan de var sat sammen. Hun kiggede på bodens mange indhold, men løftede hovedet og blev fanget af noget endnu mere udsædvanligt og smukt. Nemlig bodens ejer. Hun var ikke et menneske, men ud fra Kiras mange studier, kunne hun regne ud at dette måtte være et havvæsen og hun var lige så smuk som hun havde læst dem til at være. Kira stirrede dog ikke på kvinden, men smilede blot, mens dennes opmærksomhed var på en anden kvinde som var ved at købe et spejl. Hun selv kiggede på nogle af de mange flotte halskæder der lå på bordet.

Varina lagde mærke til at en ny kunde var kommet til hendes bod, og hun nikkede høfligt til den unge kvinde. En del af hendes job var jo at lægge mærke til alle hendes kunder, og hun var da også vagtsom. Selv en potentiel kunde kunne vise sig at være en tyveknægt, som ville udnytte et splitsekund af forvirring fra Varinas side til at stjæle nogle af hendes varer. Godt nok kostede det ikke Varina andet end tid og energi at finde nye varer, men hun bevogtede dem stadig som en høg. Den nye kunde var fin, både i udseende og holdning. Varina forventede næsten at se nogle livvagter komme vraltende i hendes kølvand, men der var intet af den slags i Varinas synsvidde. Så igen, så længe hun ikke gjorde nogen skade, så så Varina ingen grund til at udspørge hende.

Den kvinde hun havde betjent fik da endeligt købt spejlet, og Varina bukkede efter hende. ”Hav en fortsat god dag,” bød hun hende farvel, og hun rettede sig op. Hun vendte sig derefter imod den unge kvinde som netop var kommet, og hun smilede venligt til hende.

”Er der en af halskæderne som fanger Deres interesse, Miss?[/color]” spurgte hun venligt, som hendes kindfinner vibrerede i reaktion på de mangle lydbølger der kom fra mylderet på markedspladsen. At den unge kvinde fandt hende smuk ville Varina ikke have gættet. Hun havde kun, ganske få gange, fået at vide at hun var smuk, og endnu færre gange var det landgængere som havde givet hende dette kompliment. Hun huskede stadig med ømhed den første gang et menneske havde kaldt hende således, og det var et kært minde, men hun havde for længst affundet sig med at mennesker blot reagerede sådan overfor folk der var anderledes.
Hun syntes da også selv at mennesker så sære ud, med deres ensfarvede hud i modsætning til hendes egne farverige skæl, deres små ører, deres separate fingre og underlige mode. Hun virrede umærkeligt med hovedet, og den røde fletning dansede let i luften som følge af de pludselige bevægelser. Men selvom mennesker så sære ud, så var der så sandeligt også smukke mennesker, selv efter Varinas standarder. De var anderledes, de var eksotiske... Nogle gange overraskede Varina sig selv med hendes filosofiske tanker, og da bestemt når det var midt i arbejdstiden! En lille rynke dukkede frem på hendes flade næse, som hun skød tanker bort, og fokuserede på forretningen endnu en gang.

Kira havde holdt fokus på smykkerne og smilede roligt for sig selv. Hun var van til at besøge sådanne forretninger og se mange forskellige slags smykker. Men hvor disse kom fra kunne hun alligevel ikke præge nogen steder hen. Det var som om, nogle af smykkerne var gamle fund. Gamle, fine og med en helt speciel historie. Man skulle nærmest tro der var noget magisk over dem. Måske var det amuletter af en art?

Kira havde ikke videre bemærket af den anden kunde var forsvundet, da hendes blik faldte på et guldsmykke, som var knap så fine i sine træk, men stadig utrolig smuk at se på. Hun blev dog trukket tilbage til nutiden, og frigjorde blikket fra halskæderne, for at kigge op på kvinden igen, med en venligt og varmt smil. ”Oh, ja Miss. Denne her, har virkelig fanget mig. Ved du hvor den kommer fra?” spurgte hun, som hun lod sine fingre glide kort ned af den middeltynde guldkæde og guldblomsterne, hvor der var påsat små ædelsten. Kira kiggede igen op på kvinden, med de mærkværdige, men dog smukke udseende. Kira dømte aldrig folk efter deres race eller oprindelse af nogen art. De var ligestillede væsner alle sammen, så kunne det gøre ligemeget om man var menneske eller trold for den sags skyld. Kira havde mange venner af forskellig race. Dog havde hun aldrig kunne prale af at kunne kalde et af havvæsnerne for en ven af sig. Ikke endnu i hvert fald.
Hendes blik faldte dog hurtigt tilbage på smykket. Som mindede det hende om noget hun havde set før. Designet var ukendt for hende, men det var nærmest guldet. Kira havde aldrig før været sådan voldsomt besat af guld, jo, det var da pænt, men hun gik ikke meget op i det. Men efter at havde mødt en dværg, og læst om hvad de normalt arbejdede med, fik det ny betydning for hende. Som om at dette smykke rent faktisk mindede hende om ham, til trods for at den fine og feminine træk, langt fra lignede hans mere robuste og kræftfulde. Hun løftede blikket igen, og mødte de grønne øjne igen. ”De har godt nok meget forskelligt her i boden.” sagde hun med et smil på læben og kiggede lidt nysgerrigt rundt om for at få et indblik af det hele.

Varina ville have moret sig, havde hun fokuseret på Kiras tanker på daværende tidspunkt. Varinas telepatiske evne var meget ny for hende, og derfor forsøgte hun at ignorerede de indtryk hun fik fra menneskemængderne omkring sig. Hun brugte den oftest når hun var ude og lede efter skibsvrag, i håbet om at kunne få nogle input fra væsenerne omkring hende eller nogle gamle minder fra skibsvrag i nærheden. Sjældent virkede det, men det var forsøget værd, syntes hun selv.

Varina så på den halskæde som den unge kvinde spurgte ind til, og hun rystede langsomt på hovedet. ”Den var ombord på et skib, som kom for tæt på Klippeøen for mange år siden. Det var en forlovelsesgave en ældre herre gav til hans unge brud. De var oprindeligt fra Topalis, hvis brudens dagbog var sandfærdig,[/color]” delte hun. Det havde aldrig været nogen hemmelighed hvor hun fik sine varer fra. Men denne unge kvinde havde selvfølgeligt aldrig besøgt boden før, så Varina kunne ikke sige hvordan hun ville reagere på halskædens baggrundshistorie.
Varina var før blevet kaldt ting som ’gravrøver’ og ’tyv’ grundet hendes valg vedrørende skibsvrag, men hun var uenig. Hun havde en mere filosofisk tilgang til det hele. Hvis ikke hun samlede genstandene sammen, ville de blot ligge glemte og forladte på bunden af havet. Bedre at de blev fundet og taget godt af igen. Men dette var vel ligegyldigt i sidste ende... Varina havde lavet en forretning ud af det, og det var ikke ulovligt ved loven, så folk måtte have deres meninger i fred.
Selvfølgeligt gjorde det ondt på hende når folk kaldte hende ’gravrøver’, for hun kunne godt se deres pointer, men sådan måtte det nu engang være. Og det var jo ikke fordi hun bevidst forsøgte at stjæle noget fra folk. Hun havde før haft varer i sin bod, hvor efterkommerne af den oprindelige ejer havde set dem, og da havde hun også givet dem den ganske kvit og frit.

Varina så op da kvinden sagde noget mere, og hun smilede med et nik. ”Jeg så helst at jeg havde lidt for enhver smag i min bod. Jeg er selv gladest for smykker, som De tilsyneladende selv er, men jeg hænder også at have legetøj, redskaber, malerier og samlerobjekter. Og det ændrer sig for hvert af mine besøg, så kunderne altid kan komme tilbage og finde noget nyt.[/color]”

Kira selv var i stand til at lære tanker og mærke hvis andre forsøgte at gøre ind indtrængen i hendes sind og tanker. Normalvis mødte hun ikke nogen med samme evne, og hvis hun gjorde, havde de nok lige så meget pli, som Kira selv, til ikke at udnytte sin evne og bare læse løs af andres tanker. Den kunne blive forstyrret. Selv Kira, som har mere eller mindre fuld kontrol over denne evne, kan blive overaske og spontane tanker kan dukke op i hendes hoved, fra folk nær hende. Normalvis bruger hun kun evnen til at opfange humør og hensigter. I den forstand om folk vil hende ondt eller om de er kede af det, eller generelt hvad der en kommer frem, som de normalvis ligger skjul på. Hun kommentere ikke altid på det, men hun kan alligevel mærke det, som var det hendes egne følelser. Hendes egne følelser, havde hun dog svært ved at holde i tøjler det meste af tiden. De løb gerne om hjørner med hende.

Kvindens fortælling bragte et lille sug i Kiras mave. Lidt fordi at skibet var forlist, men mest af grundet noget andet. Det var ikke så vigtigt at kvinden havde taget disse genstande fra et forlist skib fra havets bund. Faktisk var det helt i orden med Kira, da dette gav genstandende ny mulighed for at komme op til overfladen og blive brugt på ny i stedet for bare at ligge i glemsel. Smykker og genstande havde ifølge Kira dog ingen tilknytning til tidligere ejer eller næste ejere eller om de bare lå. Men det havde noget at sige for landjordens væsner. De gav genstande megen betydning, også Kira følte en tilknytning til mange af hendes personlige genstande. Men det var mere smykkets historie. Nu stod den unge Kira bare og kiggede på halssmykket med en hel ny betydning for det. Hun følte sig tæt på og alligevel så langt fra dens tidligere bedrifter og ejer. ”Hvad skete der med dem?” spurgte hun med et lille snert af bedrøvelse. For hvis kvinden havde fundet dagbogen, måtte de betyde at de havde befundet sig på skibet. Eller at unge brud i hvert fald havde.

Kira smilede til hende og nikkede som var. Ja, Kira kunne godt lide smykker, og helst dem der var forskellige fra normen. ”Det er også en god måde at fastholde kundernes interesse på. Jeg må sige, at De i hvert fald har mange ting at byde på!” konstaterede hun. For der var meget! Og det var alt sammen helt forskellig fra hinanden. Mange af de andre boder på markedet, solgte altid det samme. Hvilket godt kunne blive ensformigt engang imellem.

Varina behøvede ikke at bruge sin evne for at se at hendes fortælling bragte noget op i hendes kunde. Hun var ikke sikker på om det var bevidst eller ej at kvindens øjne skiftede karakter på den måde, og Varina lod sit hoved falde let på skrå. Det var ikke hendes sag at snage i hvorfor det betød så meget for kvinden, men hun ville da fortælle hvad hun vidste om halskæden... Eller var dét en god idé? På den ene side ville Varina jo gerne fortælle sandheden, men kvinden virkede også bare til at have brug for noget håb, på en eller anden måde. Varina så tænksom ud et øjeblik, før hun nikkede for sig selv, og så op på kvinden igen.
”Da skibet forliste, forsøgte alle passagerene at nå til redningsbådene. Bruden løb ned til hendes kahyt først. Hun ville have halskæden De ser foran Dem med sig. Så vidt jeg kunne se, fulgte den ældre mand efter hende. Han havde nok set hende løbe i den modsatte retning af bådene. De døde sammen i kahytten,[/color]” fortalte hun med et ganske lille smil. Hun kunne stadig huske synet af de to skeletter inde i kahytten, og hvordan de lå sammen i hjørnet af den ødelagte kahyt. Hun vidste ikke hvordan de var døde, eller hvorfor de ikke havde forladt kahytten igen, men hun fornemmede stor sorg inde i det rum. Alt for stor sorg...

Varina så op da kvinden så rundt på hendes varer, og hun smilede lidt som kvinden nærmest komplimenterede hendes forretning. ”Jeg sætter stor stolthed i at tilbyde hvad end der kunne være interessant for mine kunder, såfremt det er af god kvalitet. Nogle gange har jeg sågar bøger fra skibene, om end det er noget sjældent. Bøger har generelt ikke godt af at ligge i skibsvrag alt for længe,[/color]” indrømmede Varina med et lille smil. Et eksempel var den dagbog som hun havde fortalt kvinden om. Den var faktisk i læselig tilstand med en smule ihærdighed, hvilket var et sandt lykketræf. Ellers havde hun ikke været i stand til at fortælle kvinden om halskæden.

Kira var ikke helt sikker på om hun skulle være glad over at de var sammen eller begynde at græde over det. Ikke at hun lige umildbart havde planer om at brase ud i gråd på nogen mulig måde, midt på gaden. Men det var stadig en ret underlig følelse hun havde i maven. Hvis de bare havde mistet halskæden, ville de nok forsøge at lede efter den. Men de var døde. Begge to, sammen. Det bragte lidt trøst i den dystre historie. Hendes tynde fingre gled ned af det skinnende guld, som historien trængte ordentligt ind. Hun måtte havde elsket manden højt og denne halskæde højt, hvis hun var villig til at risikere livet og løbe tilbage efter den. ”Frygteligt. Men i det mindste blev de ikke efterladt uden deres anden halvdel. Jeg kan end ikke forestille mig hvilken smerte det måtte være, at miste den person man elsker mere end nogen anden.” for det kunne hun ikke. Hun havde aldrig prøvet at miste nogen så tæt på hende, og lige nu, var der heller ingen så tæt på hendes hjerte. Jo, Kira var forelsket og det havde hun bemærket! Men at gå fra det, til et liv sammen, var en stor forskel. Leve sammen, og dø sammen. Hun blinkede nogle gange og sank en klump der havde formet sig i halsen på hende.

”Desværre holder bøger ikke godt under havets overflade. Megen viden og historier går tabt på den måde. Men at kunne redde lidt, gør at nogle ting, som man troede var forsvundet for evigt, kan komme tilbage igen. Ikke kun bøger, men måske et glemt eller tabt legetøj man havde som barn. Der vækker gode og varme minder. Eller arvestykker, som man havde mistet håbet om at se igen. Og så selvfølgelig, diverse sager, som man ikke har set i flere hundrede år, som ikke fremstilles mere.” påpegede hun med et smil. Hvad der ikke blev gemt, gik tabt. Og det var svært at redde noget som var tabt. For ikke at sige, nærmest umuligt.

Varina nikkede langsomt. Hun vidste ikke helt hvad der gik igennem hovedet på den unge kvinde. Hun kunne fornemme sorg, trøst og meget andet, meget kompliceret inde i hendes sind. Det gik, lidt for sent, op for Varina at hendes telepati var begyndt at rumstere igen, og hun rynkede irriteret på den flade næse. Hun kunne fint have overlevet uden den anden evne. Hendes lydbølger var mere end rigeligt for hende, og nu skulle hun også døjes med tankelæsning? Nej tak!
”Så sandt. Det må være forfærdeligt, og jeg skulle ikke ønske det for nogen,[/color]” indrømmede hun med et spagt smil. Hun havde, ærligt talt, haft det lidt skidt med det da hun var svømmet ind i kahytten. Hun havde følt som om at hun forstyrrede dem i deres sidste søvn. Hun løftede hovedet for at se på den unge kvinde. Hun var begyndt at tale igen. Varinas smil bredte sig ved kvindens tænksomme påpegelser, og hun nikkede i enighed.
”Jeg er glad for at høre Dem sige dét. Faktisk...[/color]” Varina tog sig til hagen i en tænksom mimik, og hendes store, smaragdgrønne øjne lukkede sig sammen i et kort øjeblik. ”Ville De være interesseret i kvindens dagbog? Der er ingen der har købt den endnu, men jeg kan ikke tage den med mig tilbage til havet. Som De selv sagde, så holder bøger ikke så godt dernede, og det er et mirakel at den har overlevet så lang tid som den her.[/color]”
Varina rækkede ud efter dagbogen, som stod i den anden ende af bogen, og hun holdt den forsigtigt ud til Kira. ”Det er den her.[/color]” I betragtning af at bogen havde ligget på havets bund i en god mængde år, så var det faktisk imponerende at den var i så god stand som den var. Skriften var selvfølgelig utydelig, men den var læselig, og siderne var krøllede efter Varinas forsigtige tørren. Dens indbinding var en sær form for læder Varina ikke havde set før, og der var en rustet lås på kanten af den, som var gået i stykker efter mange år med saltvand.

Kira bemærkede noget i hendes hoved som ikke plejede at være der. Hun gjorde ingen fysiske tegn på at hun bemærkede noget, men kiggede blot roligt op på Varina. Mange af følelserne var stadig helt tæt ind på hende, og nogle af dem kunne også fornemmes ved blot at kigge på hende. Det fremstod dog, som om at kvinden ikke havde gjort et forsøg på at trænge ind i hendes tanker med vilje, ud fra den måde hun irriteret rynkede næsen. Kira fik et mere skævt smil på læben. ”Ny evne?” spurgte hun ganske roligt, og kunne godt huske hvor frustrerende det var, dengang hun ikke havde nogen former for styr over sin evne.
Kira rystede svagt på hovedet. ”heller ikke jeg.” det ville hun ikke engang tilbyde sin værste fjende, hvis hun da nogensinde fik en. Det var simpelthen for ondt at udsætte et andet levende væsen for det.
Kira kiggede lidt undrende og nysgerrigt på hende, men forholdte sig rimelig rolig med situationen, som kvinden så eftertænksom ud. Hun blev dog meget overrasket ved kvindens næste ord. Hun havde ikke regnet med at dagbogen var blevet taget med op til overfladen eller at hun for dens sags skyld havde gemt den.
man kunne tydeligt se at Kira tænkte meget over det. Hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle sige eller svare for den sags skyld. En del af hende, ønskede ikke at påføre sig selv smerten, men måske kunne hun finde nogle svar. Eller bare i det mindste, mærke at andre havde haft samme følelser som hende. Hun rakte forsigtigt ud efter den, og efter at mærke de rug læder mod sine hænder, kunne hun ikke slippe den igen. Hun ville vide det. Ville læse hvad den kvinde havde følt og havde gjort. For måske, ville hun så ikke føle sig så alene med hendes egne følelser. ”Ja, meget gerne.” svarede hun stille og bed sig i læben. Hun vidste ærlig talt ikke hvor meget hendes ansigtsudtryk i øjeblikket afslørede af hendes uendelige mange følelser der var i krig med hinanden. Men hun havde besluttet sig for at hun tog bogen med sig hjem. Hvad den så end måtte koste. ”Hvad skal du have for den?” spurgte hun, som hun løftede blikket fra den slidte bog og lod hendes øjne finde kvindens.

Varina blinkede, noget kun forvirret, da kunden nærmest begyndte at drille, og hendes mintgrønne kinder blev en mørkere, mere blålig farve. Dette var måden Varina rødmede på, og hun kløede sig lidt bag den ene kindfinne. ”Var det virkeligt så tydeligt? Ja, jeg har snart haft den i et år, men jeg tror aldrig jeg bliver helt vant til den,[/color]” indrømmede hun. Så blev hendes øjne store, og hun lagde hovedet en anelse på skrå. Kunden havde lagt mærke til det? Jamen så... ”Um, De er måske også telepat, Miss?[/color]” spurgte hun med et spagt smil.
Varina kunne både se og fornemme de forvirrende følelser som bredte sig i hendes kunde ved tilbuddet med dagbogen, og hun smilede som kvinden tog fat i bogen. Så virkede det som om noget faldt på plads i kunden, og hun takkede ja tak. Så smilede Varina, som kvinden spurgte ind til dens pris.
”De kan få dagbogen og brudens halskæde for 6 Jader. Jeg stoler på at De forstår min følelse, af at dagbogen og halskæden bør følges ad,[/color]” sagde hun med et skævt smil. Havde hun skulle sælge halskæden for sig selv ville det have været for 5 Jader, men hun vidste at denne kvinde havde brug for dagbogen. Kald det den livserfaring hun havde fået gennem sine næsten 50 år, og Varina havde haft et par gode dage, så hun kunne godt tillade sig at være lidt gavmild.

Kira var ikke som sådan ude på at drille. Men hun fandt det lidt sjovt, da hun selv kendte tiden derfra. Hun smilede roligt og satte en vildfaren tåt hår om bag sit øre. ”Jo, mon ikke De gør. Giv det lidt tid, så skal De bare se.” svarede hun og ventede ganske roligt til brikkerne faldte på plads med, hvordan Kira dog kunne vide at det forholdte sig sådan. Hun nikkede smilende til Varinas spørgsmål. ”Ja, det er jeg.” ville der lyde ganske roligt og en smule flyvsk inde i Varinas hoved, med mindre hun selvfølgelig blokerede det. ”Jeg er så næsten født med evnen. Jeg kan i hvert fald ikke huske et tidspunkt hvor jeg ikke har haft den.” svarede hun ærligt og trak svagt på skulderne. Hun var skam glad for sin evne, men for hende var den langt mere normal end den så ud til at være for Varina.

Kira kiggede op på hende med de store grønne øjne og nikkede. ”Det forstår jeg udmærket.” svarede hun, som hun stadig holdte fast i den let slidte dagbog, som var hun nærmest bange for at slippe den igen. Det var besynderligt at havde sådan en følelse omkring en genstand. Men hvor ville de være dejligt hvis den kunne give hende nogle svar, som hun så evigt søgte i sit hjerte.
Med den ene hånd fandt hun en lille diskret og skjult pung frem, men selvom den var lille, var den langt fra tom. Kira var nemlig så heldigt stillet at hun var fra en rigmandsfamilie og mere eller mindre havde flere penge end hun nogensinde ville kunne få brugt. Dog havde det aldrig gjort at hun følte sig bedre end andre. Hvilket hun priste sig ret lykkelig for. Hun følte sig langt mere nede på jorden, end hendes stand burde havde fået hende til. Hun tog 6 jader op af pungen og rakte dem til Varina, ganske stille og roligt.

Varina nikkede langsomt. Det var rigtigt hvad Kira sagde, men Varina huskede alt for tydeligt hvordan hun havde kæmpet med hendes første evne, så hun så ikke frem til at blive vant til en ny. Da Kira så sendte hende en tanke, smilede Varina bredt. Det kildede nærmest når andre gik ind i hendes sind, og hun virrede en anelse med hovedet, som hendes kindfinner sitrede i reaktion på følelsen. Kildent, og virkeligt sært. ”Jeg er næsten 50, så jeg havde ikke ventet at få en ny evne. Langt de fleste af mit folk får enten deres anden evne i midten af 20’erne eller slet ikke. Jeg må jo så være en undtagelse,[/color]” sagde hun med et mindre suk. Telepati virkede så flyvsk og forvirrende for Varina. Den havde selvfølgeligt været nyttig i arbejdsøjemed, men derfor føltes det stadigt sært.
Da kvinden gik med til Varinas tilbud – ikke at Varina havde ventet andet, men man kunne aldrig vide – nikkede havkvinden tilbage til hende. Seks jader blev taget op af en fin lille pung, og Varina tog imod dem med et smil. ”Mange tak for handlen, Miss. Jeg håber dagbogen hjælper Dem,[/color]” sagde hun med et lille hurtigt buk. Hvad præcis dagbogen kunne hjælpe hende med var Varian ikke sikker på, men hun håbede da at kunden ikke fortrød sit køb. Det var dårlig forretning hvis kunderne blev utilfredse senere hen.

Kira smilede og mærkede hvordan det hele blev lidt mere roligt. Ikke at hun havde følt sig presset eller sat i nogen ubehagelig situation før, men det var lidt som om, at de nu var inde på et andet spor end ren forretning. Hvilket Kira altid fandt forfriskende. Det var en af måderne man lærte nye folk at kende på. ”Jeg har læst og mødt elvere, der også først har opdaget deres evne sent i livet. Kender naturligvis ikke til Dem og deres folks normer indenfor magi, men elvere kan være fr 50 til 150 før de opdager deres anden evne, hvis ikke ældre.” sagde hun roligt, og kunne ikke se det unormale i at man var ældre når man fandt sin evne nr to. Kira derimod, kunne godt føle sig atypisk. Hun havde haft begge sine evner i mange år nu. Selvfølgelig den ene før den anden, men stadig havde de været hos hende længe. Hvilket gjorde at hun naturligvis også kunne styre dem langt bedre. Men hun var kun 21 år gammel. Mange andre havde end ikke lært at mestre dele af deres første evne til fulde ved den alder. Hun havde selvfølgelig heller ikke haft meget andet af fokusere på igennem sin barndom.

Kira rettede sit blik kort tilbage mod bogen, men tvang sig selv til at løfte hovedet igen og sende Varina et varmt smil. ”Håber jeg også. Dog, jeg stadig er bange for at jeg er alene med mine følelser.” svarede hun med et snert af sorgmodighed. Men ændrede sig hurtigt over igen til det varme og glade smil. ”Men man skal aldrig sige aldrig. Men glemmer ofte, at ens problemer måske ikke er så forskellige fra andres, som man først tror.” svarede hun med lidt mere håb i både blik og stemme. Varina kunne naturligvis ikke vide hvad hun snakkede om. Ingen vidste hvad der gik igennem hende i denne periode.

Varina kunne godt lide at føre samtaler med hendes kunder. Det var både hyggeligt og god forretning på samme tid, for hvis kunderne følte sig trygge ved Varina, var der gode odds for at de kom igen. Tilfredse kunder var stamkunder. Men Varina holdt selvfølgeligt øje med andre kunder ved boden, for det var jo stadig arbejdstid for hende. Hun nikkede tænksomt da kvinden forklarede hvordan elver-magi forholdt sig, som hun bevægede sig lidt til siden for at betjene en ældre herre, som var interesseret i et af de stykker legetøj hun havde fundet på sin sidste tur.
”4 jader, Sir,[/color]” sagde hun med et lille smil, før hun vendte ansigtet imod kvinden igen. ”Jaså? Men elvere har jo også meget lange liv, må jeg minde Dem om. Vi halvfolk lever, i gennemsnit, kun til 120, så 50 er stadig ret sent for min anden evne at komme frem,[/color]” pointerede hun, som hun gemte hendes nyeste fortjeneste i hendes egen pung omkring hofterne. ”Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg næsten hellere være fri for en anden evne. Det føles bare som så meget ubelejlighed at forsøge at blive vant til en anden evne oveni mit hverdagsliv.[/color]”

Varina smilede langsomt som kvinden delte lidt af hendes problemer med hende. Ikke særligt meget, selvfølgelig, men nok til at Varina ville kunne snakke med hende om det. ”Det er i mine erfaringer at man ofte føler sig alene med følelser. De fylder en, og man glemmer at tænke på, at andre måske har det på samme måde. Men det er hvad der gør dem til Deres, i min mening,[/color]” sagde hun med et lille smil. Varina havde selv aldrig prøvet at være forelsket, sådan for alvor. Ja, hun havde da haft små barnlige forelskelser i hendes skoletid, men siden da havde hun simpelthen haft for travlt med at finde hendes plads. Hun havde ikke haft overskud til forelskelser med det liv hun førte. Hun ville nok ende med at gifte sig med sit arbejde... Hun smilede lidt af tanken.
”Men i modsætning til så meget andet, så ændrer hjertets problemer sig ikke med tiden. Hvis vi gik et årtusind tilbage ville vi nok stadig finde kvinder som den unge brud i dagbogen.[/color]”

Kira lod naturligvis herren komme til og smilede venligt til ham, inden hun drejede sin opmærksomhed hen til at studere lidt mere af hendes store samling af sager. Kvinden var naturligvis stadig på arbejde og det skulle passes! Kira ville i hvert fald havde det dårligt med at hun havde forstyrret den andens arbejde.
Kira bed sig lidt i læben og tænkte efter ”Det er naturligvis rigtig nok. Men ved mennesker sker det også meget forskelligt. Jeg tror at jeg var 11 år gammel, da min anden evne kom til udtryk. Måske lidt ældre. Og kender en, som ingen magiske evner har endnu, hvis han nogensinde får det.” svarede hun med et smil og lod det blive lidt større ved hendes udtalelse. ”Kan jeg godt følge Dem i. Men hvis De ønsker det, skal jeg gerne hjælpe dem.” sagde hun så pludseligt, og havde ikke rigtig tænkt over at de var fremmede for hinanden. Kira var bare altid klar på at hjælpe folk, hvis de ønskede hendes hjælp. Noget folk både fandt mærkværdigt og naivt hos den unge kvinde. Men hun kunne alligevel ikke løbe fra hvordan hun var.

Kira sukkede lidt, og havde nogle gange lyst til at opgive sig selv. Hun var måske ikke atypisk, men hun følte virkelig at det var sådan engang imellem. At hun var langt anderledes end resten af befolkningen. Det var da også typisk hende, at forelske sig i en, hun vidste hun aldrig ville få. Hverken for sine forældre, grundet status og alder, men noget sagde hende, at han selv heller ikke følte på samme måde med hende. Om han kom til hende, var hende meget ukendt, og det kunne hun naturligvis ikke svare på. Tiden måtte bare vise hvad den havde at tilbyde hende, og så måtte hun grine eller græde over situationen der udviklede sig. Mere kunne hun ikke.
Kira kunne ikke lade hver med at smile lidt kraftigere ved hendes sidste sætning. ”Ja, eller hvis vi går et årtusind frem.” svarede hun og forsøgte at skjule den svage rødmen. At der fandtes andre som hende var faktisk en betryggende tanke, selvom hun stadig følte sig alene om det.

Varina blinkede, måske en anelse forvirret, da kvinden tilbød hende assistance med hensyn til hendes nyligt erhvervede telepati, og hun stod et øjeblik og blot kiggede på kvinden. Så bredte der sig et smil på hendes læber, og hun smilede et stort tandsmil, hvori man kunne se hendes tandsæt af skarpe tænder. Hun plejede normalvist at skjule disse på arbejdet, da hun havde registeret at de fleste landgængere havde det sært med skarpe tænder, men en gang imellem glippede det for hende. Specielt når hun blev glad. ”Det ville jeg sætte pris på, Miss.[/color]” Så blinkede hun forvirret. ”Oh! Mit navn er forresten Varina Lystha il Natib,[/color]” introducerede hun sig selv med en lille fnisen. Det var så sjældent nødvendigt at præsentere sig selv overfor kunderne, at hun nogle gange glemte det, selv hvis hun havde en længere samtale kørende med dem.

Da kvinden så rødmede en anelse og gav Varina ret, måtte havkvinden smile tilbage til hende. Det var meget tydeligt for Varina når landgængere rødmede, måske fordi deres hud var så ensformig at forskellen var nem at se. For folk som dem var det sværere at lægge mærke til en ændring af nuance i Varinas ansigt, grundet de stærke farver af hendes skæl. Men hun valgte ikke at kommentere på farven i kvindens kinder. Hun ville ikke begynde at gætte sig til hvilke problemer kvinden havde i sit liv, for det ville være uhøfligt. Hvis det var et problem hun ville tale om, så ville hun selv fortælle Varina om det, og indtil da måtte Varina bare håbe på at dagbogen ville hjælpe hende.
”Forresten, så vil jeg gerne have lov til at se Dem i halskæden, hvis det er muligt?[/color]” spurgte Varina med et smil. Hun kunne godt lide at se hendes kunder iført genstande fra hendes bod. Det gav hende en slags følelse af triumf når hun så en kunde tage en vare til sig, og der var meget lidt der overvældede hende lige så meget som dét.

Kira tog det ganske roligt, mens Varina blot kiggede på hende, en smule uforstående og forvirret. Kira forstod hende egentlig godt, det lå bare så meget til Kiras natur at tilbyde sin hjælp hvor hun kunne. Og da Varina begyndte at smile, bredte Kiras smil sig ligeledes en smule, og reagere ikke ligefrem på at der kom skarpe tænder til syne. Hun havde læst om havfolket, den smule man nu vidste om dem, og hun blev derfor ikke overrasket. Dertil følte hun heller ingen grund til at være bange for Varina på nogen måde. Hun havde jo kun været venlig og rar overfor Kira, så ingen grund til at reagere voldsomt.
”Mit navn er Kirana Bidadari, men De kan bare kalde mig Kira.” svarede hun varmt tilbage og var glad for at Varina tog imod hendes tilbud. Kira havde før skulle hjælpe nogen af de forælderløse (uden hendes forældres velvidende), med at styre og kontrollere deres vilde og voldsomme evner, som de selv mente de var. Det var ikke derfor ikke uvant for hende at lærer fra sig, og skulle hun selv sige det, var hun også god til det.

Selvom varmen var kommet op i Kiras kinder, lagde hun ikke selv så meget mærke til det længere. Hun havde erfaret at hun var nem til at rødme, når bestemte emner tonede op, og denne gang var derfor heller ikke nogen undtagelse.
Kira blinkede nogle gange, men smilede dog tilbage til Varina og nikkede. ”Selvfølgelig.” svarede hun og lagde bogen forsigtigt ned på bordet igen for en kort stund. Bare for at hun kunne tage halskæden forsigtigt op og sætte den rundt om sin hals. Den var en smule tungere end det hun var van til, men ikke noget der generede hende overhovedet. Faktisk kunne hun godt lide at havde den på og den bragte hende en betryggende følelse, selvom hun ikke helt forstod hvorfor. Men der var mange ting i denne verden hun ikke forstod. ”hvordan ser jeg ud?” spurgte hun, en smule usikker på om den klædte hende. Hun var jo ikke van til de lidt tungere halskæder, men mere små nemme ting, så derfor var hun meget i tvivl.

Varina nikkede da Kira introducerede sig selv, og da hun (en anelse for sent) kom i tanke om tænderne, skyndte hun sig at klappe læberne sammen. Ikke så meget for Kiras skyld - hun var sikker på at Kira ville have reageret på nuværende tidspunkt, hvis det skræmte hende – men for eventuelle kunder som måske ville blive skræmt væk fra boden af Varinas tænder. Hun rynkede på næsen. Hun burde virkeligt vide bedre efterhånden...
”Ja, jeg er i hvert fald glad for at møde dig, Kira,[/color]” hilste hun med et grin. Hun måtte nok også hellere finde ud af det med træningen... Hun måtte finde tid til det! Tid... For et væsen der kunne leve op til 120 år havde hun meget lidt tid for tiden. Hun kunne godt lide at være travl, og så blev hun det så sandeligt også.

Varina smilede glad da Kira efterkom hendes ønske, og tog halskæden på. Hun klappede begejstret hendes skællede hænder sammen, og hendes fingre sitrede lidt i reaktion på luften der kildede hendes svømmehud. Da Kira så spurgte ind til om den klædte hende, nikkede Varina ivrigt.
”Fantastisk. Som var den lavet til dig til at begynde med,[/color]” sagde hun med et smil. Hendes telepati var måske nok ikke så veludviklet som Kiras, og hun havde bestemt ingen kontrol over den, men hun fornemmede Kiras følelser. Og følelsen af tryghed som halskæden bragte hende.

Varinas reaktion med at skjule tænderne igen, kom ikke bag på Kira, selvom hun ikke selv var bange for dem. Hun kiggede hurtigt bag sig, faktisk lidt i nysgerrighed efter om nogen havde set det eller reageret dårligt på det. Det så heldigvis ikke sådan ud, og Kira vendte hovedet tilbage mod Varina med et varmt og lidt mere glad og løssluppen smil på læben.
”I lige måde, Varina!” svarede hun glad og mente det tydeligt. Kira var altid glad for at møde nye personer og få nye relationer. Og hun glædet sig ærlig talt også meget til at spendere mere tid med Varina og lærer fra sig! Hun var ikke sådan en hård negl og streng når det galte om at lærer fra sig. Men hun var heldigvis meget tålmodig og bestemt på hvad der skulle læres. Hvor lang tid det end måtte tage. ”Hør, jeg er meget fleksibel med tider. Det eneste er, at jeg meget sjælden, for ikke at sige, slet ikke, kan komme ud efter mørkets frembrud.” svarede hun glad og bed sig dog lidt i læben, som hun tænkte over hvordan de lige skulle få det til at passe sammen. ”Vi kan også sagtens være hjemme ved mig, hvis det ville være nemmere.” tilføjede hun. Hun vidste dog godt, at hun lige skulle tage en snak med sine forældre om besøget! De var rimelig fleksible, så længe de vidste at Kira var i sikkerhed. De var generelt meget overbeskyttende. Noget Kira nok havde lidt under, grundet at hun nu var utrolig naiv og godtruende, da hun aldrig havde rigtig havde haft nogen hun ikke kunne stole på omkring sig.

At se Varinas reaktion, bragte et lille genert smil frem på Kiras læber, som en svag rødmen ligeledes steg i hendes kinder. Kira anså ikke sig selv for at være speciel af udseende, selvom hun nok var det man kaldte meget pæn. Hendes mor havde i hvert fald tit sagt det, men det galte ikke rigtig. Det var vel en mors pligt at sige sådan. ”Mange tak!” svarede hun lidt forlegent og mærkede den tydelig ro som halskæden bragte hende. Som var den allerede blevet en vigtig del af hendes liv.