Morgenduggen lå stadig frisk på det grønne græs og skønt solens smukke stråler gled henover byens mure, så bar en kold vind sig frem og skønt man stadig rystede af kulde, så åbnede folk deres kåber op for at mærke forårssolens blide kærtegn imod deres ansigter. Foråret var kommet til krystallandet.
I byens udkant lå katedralen, stor og flot skød den op fra resten af byen og på sin lille græs beklædte bakke skilte den sig ud fra det ellers så hektiske byliv. Her var munkene allerede i fuld gang. Det var længe siden den tågefyldte nat, hvor giganter havde udkæmpet deres kamp ved klostrets mure, men der var stadig tydelige tegn på kampens virkninger. Dele af vejen var stadig ødelagt, træer og græs var brændt ned store områder ned og sand havde kvalt andre. Tårnet var endnu ikke repareret, men alligevel var folk glade. De nød arbejdet og fandt viljen til at forsætte gennem sveden der drev fra deres kroppe. Alt dette arbejdede de på da en blind mand trådte op af bakken. I den ene hånd bar han en vandrestok til at støtte sig, for vejen op var ikke let og han måtte ofte stoppe for at hvile eller for at finde fodfæste. I den anden bar en han lang gren, som han svang foran sig i blide bevægelser, så han ikke gik ind i et træ eller en fremmed.

Da han nærmede sig kom en munk til hans side. Uden et ord støttede han den blinde og hjalp ham over den ødelagte vej og ind i katedralen, blot for at vende tilbage til sit arbejde.
Veritas takkede den fremmede munk da de nåede indenfor. Hans magiske blik betragtede salen. Den var tom. Ingen andre end ham var til stede. Han lagde vandrestokken fra sig og gik op imod alteret med forsigtige skridt. Selv med hans magi kunne han ikke se bænkene eller det store alter, som skød op imod loftet. Han så hellere ikke de vidunderlige kunstværker, der prydede salen, ej heller kunne han læse de beroligende ord fra guderne. Mange ville ikke forstå hvorfor han kom. Selv var han ikke engang sikker. Han følte blot han burde, og det var alt han behøvede.

En af kathedralens små sidedører svang sig knirkende op efter et bestemt skub fra en rødhåret krystallisianer. Kvinden gik igennem døren og forsøgte at lukke trædøren efter sig så lydløst som muligt, men uden det store held. Hængslerne hvinede, og døren gik i med et brag, eller sådan fik akkustikken i kathedralen det i hvert fald til at lyde. Venus krympede sig ved lyden og så sig om i det store rum, for at se, om nogen var blevet forstyrret, men så vidt hun kunen se, var der ingen. Hun lod skuldrende falde ned igen med lettet smil.

Så gik hun hen gangen op ad væggen til højre for sig, mens kathedralen fik hendes lette fodtøj til at lyde som officersstøvler. De livlige grønne øjne betragtede vægmalerier og stenudskæringer og alt andet end der, hvor hun placerede sine fødder. For øjeblikket holdt hun et hvil, og det samme gjorde hendes hoved, der - ikke udsædvanligt - befandt sig alle andre steder der, hvor der egentlig var brug for den. Mens hun på den måde vandrede omkring i kathedralen for at se på arkitekturen, krydsede hun Veritas vej på en mindre elegant faccon.

Katedralen var et helligt sted, et sted man kunne komme for at finde ro og genvinde sig selv. Selv om Veritas ikke kunne se noget, så følte han stadig roen vælte ind over sig. Faktisk følte han en sådan ro at han ikke engang hørte genlyden af skridt fylde rummet. Hans hovede var fyldt med tanker. Tanker om hvorfor han var her, og om større ting. Tanker der blev slået ud af hans hovede i samme øjeblik som en lille skikkelse krydsede hans vej.

En lyd, der halvt blev kvalt på vej op gennem struben, forlod Veritas læber i det det pludselige sammenstød sendte ham imod det hårde marmor gulv. Han nåede at tage af med armene, men der lød et klask ved sammenstødet. Hans stav gled elegant henover gulvet og ind under bænkene.
Veritas var tilbage til den virkelige verden. Han lå fladt på maven, det snurede i hænderne, der var slået imod gulvet, men ud over det var han okay. På sin ryg mærkede han noget tungt, blødt og varmt.

"Huh?"
For forvirret til at indse hvad der lige var sket blev han liggende på maven mens hovedet svang fra side til side så det lange hvide hår piskede rundt og det sorte bånd gled ned over næsen for så at dække hans mund, hvilket stoppede ham fra at udstøde flere meningsløse lyde og samtidig lod de blanke øjne få frit spil til at reflektere lyset omkring dem.

"WOW!" Udbrudet bød ikke rigtigt af for faldet, det måtte Veritas klare alene. På en eller anden måde var det lykkedes hende at snuble over den blinde mands vandre stav, hvilket resulterede i at den blev skubbet væk, samtidig med, at hans selv landede halv over på Venus ene ben og forhindrede hende i at lette fra gulvet, som var hendes fortrukne løsning på denne slags uheld. I stedet lå hun nu med ryggen mod Veritas' med sit ene ben i en lettere ubehagelig position.

Forlegent skyndt Venus' sig at komme på benene. "Det er jeg virkelig ked af, kom du noget til?" Mens hun talte, fik hun hurtigt fadt i mandens stav og skyndte sig dernæst tilbage for at hjælpe ham op igen med et blidt tag i hans ene arm. Hun rakte ham hans stav. "Du har ikke slået dig nogen steder vel?" Det forekom hende, at hun lige havde stillet et lignende spørgsmål, men det stengulv, som hun nu havde vendt et bekymret blik nogle gange, var ikke en dårlig grundt til at spørge en gang til.

Veritas fattede ikke hvad der skete omkring ham. Hvem var det? Han genkendte ikke stemmen, men den var lys og feminin. Ikke som de munke der levede i klostret. Var der andre gæster ud over ham?
Et fast greb i hans arm fik ham noget vaklende på benene inden hans fingre mærkede hans stavs faste greb.
Med den fri hånd løsnede han båndet, der dækkede hans mund. Det var svært at tale med stof viklet rundt om tungen.
"Jeg klarer den vist"
Hans stemme var stadig forvirret og han trak let sin arm til sig for at binde båndet om sine øjne igen. Ikke nok med at han var blind, men lys i øjnene synes stadig at sløve hans hoved, det var af denne grund han bar stoffet for øjnene. Og så fordi de blanke øjne ikke just var et behageligt syn.

Med båndet for øjnene og staven i hånden synes situationen pludselig mere overkommelig. Han rakte let ud imod Venus for at mærke hvor hun var. Hans magiske syn kunne hjælpe ham med dette, men en livstid af blindhed havde gjort det naturligt ikke at lægge sig op af sin magi.
"Ingen skade sket, men hvem, om jeg må spørge, taler jeg med"
Stemmen bar stadig et snert af overraskelse, men nysgerrighed fulgte let efter. Det var ikke ligefrem hver dag man blev løbet ned af en fremmed i gudernes hjem. Det måtte næsten betyde noget, men hvad?
Han ville ikke se sig selv som en af gudernes mænd, men som så mange andre, havde han indset at de store magter sagtens kunne finde på at blande sig i jordlige affærer.

Venus holdt et vågent øje med Veritas bevægelser for at være helt sikker på, han var uskadt, og da hun var tilfreds, så hun op igen. Det var ikke første gang, hun havde set en blind mands øjne, men det gav hende stadig en sær fornemmesle af ubehag. Selvom hendes forestillingsevne var udmærket, havde hun alligevel svært ved at sætte sig ind i at mangle en af sine fem sanser, blandt fordi hun ikke brød sig meget om at prøve.

Med en forsigtig bevægelse for ikke at give den stakkels mand, hun lige havde taklet, et mindre chock, placerede hun flad hånd i luften foran sig, så Veritas' lettere kunne finde hende. "Mit navn er Venus," svarede hun og ventede til han havde fåndet hende, før hun lod armen falde igen stillede ham det samme spørgsmål, "Hvem taler jeg med?" Ligesom Veritas var Venus ikke nogen stor tilhænger af guderne, men hun mente dog de eksisterede.
Men deres eksistens havde intet med hendes tilstedeværelse i kathedralen at gøre. Hun havde bare hentet urter fra munkenes haver til helbredelseshuset. Det var trods alt en kortere rute i fugleflugt.

Veritas følte hendes fingre, mærkede efter hvor tykke de var, følte fleksibiliteten og styrken. Nogen ville føle han ragede for meget, men efter mange år havde det lært ham at forstå folk. Gennem en lille del af folk kunne man finde ud af mange ting. Det bedste sted var ansigtet, her fandt man flest karakteristiske træk. Hånden var dog også ganske god.

"Veritas"
Han sendte et smil. hun virkede høflig, lidt klodset måske, men ikke destro mindre som et venligt væsen. Han kunne dog mærke på hendes fingre at hun ikke var en af munkene, de arbejdede for hårdt med deres hænder.
"Du kunne vel ikke hjælpe mig op til alteret?"
Han slap hendes hånd og lagde i stedet begge hænder på hans stav. Det hjalp til balancen.
"Ser ud til jeg mistede min retningsfornemmelse i faldet"

Han lod staven glide hen over gulvet indtil den ramte et ben fra bænkene. Det gav lidt følelse for hvor han var, men det var stadig svært. Før havde han bevæget sig i forhold til indgangen, men den fordel havde han nu mistet.

Venus nikkede og havde glemt, at Veritas ikke ville kunne se det, men hun var stadig forsigtig med sine bevægelser. Hun havde trods alt lige væltet ham. Egentlig var hun ikke klodset, kun når hun ikke lagde mærke til, hvor hun placerede sine fødder, og det skete desværre temmeligt ofte.
Med en arm under hans, guidede hun Veritas efter bedste evne op til alteret. Mens de gik, studerede hun ham ud ad den ene øjenkrog med en smule nysgerrighed. Det undrede hende selvfølgelig ikke så meget at finde et andet levende væsen i katedralen. Folk kom ofte her for at bede til guderne eller bare for at finde fred og ro. Spørgsmålet var nærmere, hvorfor den blinde mand søgte ro denne gang. Men det var ikke et spørgsmål, man bare stillede fremmede mennesker, heller ikke hvis man ellers havde en tendens til at stikke sin lille næse i andre folks sager.

"Såh, hvad bringer dig til katedralen idag?" Naturligvis ville nogen med en lille næse, nok spørge alligevel, omend i en mindre formel, og ikke mindst mindre direkte form end munkenes faderlige "Hvad plager dig, min søn?"

Med en arm i hendes stod han i hendes magt, hvis hun ønskede det kunne hun problemfrit føre ham ud over en klippeskrænt blot for at se ham falde ned og høre lyden af knogler der flækkede som sød musik. Han brugte ikke sin stav til at føre for sig, det ville være uhøfligt. Nej han havde bedt om hendes hjælp og lod sig nu villigt synkede ned i hendes magt.
"Det samme som alle andre." Veritas smilte sit blinde smil i retning af Venus ansigt alt imens hans fødder let gled hen over det kolde stengulv. "Et lille peg om hvilken vej vi bør gå er noget selv vi uden synet kan få brug for. Måske særligt os uden evnen til selv at set skiltene der viser vej"

"Men det er måske ikke derfor du er kommet?"
Man kunne se hvordan båndet for hans øjne løftede sig en smule da øjenbrynene bevægede sig op imod det hvide hår i en let rynken.
Skønt han gik fremad, så var hans ansigt stadig rettet direkte imod Venus. Havde han haft almindelige øjne ville det være blevet betragtet som en noget uhøflig stirren, men i hans tilfælde var det ikke helt sikkert hvad det var.

Venus var her ikke for at få råd og vejlidning. Hun var her for at hente nogle urter fra kathedralens have og bringe dem til helbredelseshuset. Generelt tog hun sjældent hertil for at bede til guderne. Hun havde altid selv fundet en vej. Faktisk følte hun en smule ubehag ved at være her, men lige nu havde hun glemt, at hun var blandt de mange krystallisianere, der fik ødelagt både bygning og gårdsplads. Ikke noget kønt syn, og der var stadig meget at lave, inden alting så ud som det plejede.
Det ville ikke vare længe før hun begyndte at blive utålmodig af at vente på munkene, der skulle samle urterne sammen, men det kom hun ikke til at brokke sig over. De arbejde jo trods uden at få noget for det, og så vidt hun vidste, arbejde de også så hurtigt, de nu kunne.

Den rødhårede krystallisianer slap Veritas arm, da de stod oppe ved alteret. "Nej, jeg er her for at hente nogle urter, der skal tilbage til Helbredelseshuset," svarede hun med et smil og kiggede ud ad den åbne dør et øjeblik, mens et par billede tonede frem for hendes indre blik og forsvandt igen. Måske havde hun ikke glemt det monster fuldstændigt.

Da de stoppede med at gå rakte Veritas forsigtigt hånden frem indtil han mærkede det kolde alter imod sine fingre. Han følte let den velkendte overflade inden et let smil gled over hans læber. Det var det helt rigtige sted. Han lagde sin stav på jorden, og med den anden frie hånd gav han sig også til at føle på alteret imens den følte de forskellige symboler der var henhodlsvis ridset ind i alteret og stak ud fra det.
"Ah så du er på en opgave, jamen så skal jeg da ikke holde dig her med en blind mands snak"
Han vendte hovedet i retning af Venus og lod smilet glide let længere op af hans kinder. Det var et venligt smil. Han forventede ikke hun blev hos ham, så det var en lille måde at tage afsked på.

"Men inden du går"
Han vendte hovedet lige frem igen, det trak i nakken at skulle lede efter hende. Han trak en arm ind under sin kåbe og frembragte en lille aflang pakke. Det var ikke svært at se den indholdt en flaske med et blød lag omkring til at afbløde hvis han, som han havde gjort, skulle falde. "Vil du stille et sted hvor munkene kan se den?"
Munkene havde altid gjort ham en god gerning når han kom forbi, og han valgte at betale tilbage med en lille luksus han frygtede de ikke kunne tage imod. Vinen han havde bragt var fin, og dyr, det var ingen tiggers drik og det usle bryg mange i gyderne brugte til at drikke sorgerne væk. Nej denne var købt særligt til disse folk for en pris de aldrig ville acceptere hvis de kendte den. Det havde kostet hele lønnen for hans sidste kontrakt. Dette medførte så at han ikke havde meget mere end en tiggers opsparing tilbage, men med tiderne som de var, så ville han snart blive kaldt på igen.

I virkeligheden var det meget godt, at Veritas ikke ønskede at holde hende tilbage. Hendes tidsfornemmelse var ikke altid lige pålidelig, og nu var hun ret sikker på, hun havde glemt tiden.
Hun nikkede smilende, selvom hun vidste, han ikke kunne se det. "Det er det mindste jeg kan gøre efter at have spændt ben for dig." Hun tog imod flasken og så lidt på den. Hendes vinkundskaber svarede som regel til hendes sans for tid, men hun var alligevel ret sikker på, denne flaske lå i et ret højt prisleje, hvilket pirrede hendes nysgærrighed lidt. Hvad fik ham til at føle sig forpligtet til at give sådan gave? Han lignede ikke rigtigt en, hvis pengepung nemt kunne håndtere den slags indkøb. Men det var hun ret sikker på, hun ikke helt havde tid til at undersøge. Måske en anden gang, hvis de bumpede ind i hinanden igen- forhåbentligt ikke bogstaveligt.
"Jeg sørger for, de får den. Til vi ses igen." Tanken strejfede hende, at 'ses' måske ikke var det bedste ordvalg. Så gik hun gennem en af Kathedralens sidedører, hvorefter hun ville stille flasken sammen med jaderne for urterne på et lille træbord. Dernest ville hun fortsætte ud i gårdhaven efter urterne, hun havde betalt for, og så ville hun være væk.

/out

Veritas lod et smil glide efter Venus, som hun forlod katedralen. Bag bandagen så hans magiske syn hende forlade stedet og en ro bredte sig i hans sind. Det var dejligt at se at der stadig var en god vilje og en hjælpsom hånd at finde i dette land, der efterhånden var svundet ind i ren kaos. Uden videre lod han sig falde på knæ foran alteret og en tavs bøn faldt til de gamle guder om at bevare freden og lade roen sprede sig over landet, der efterholden var omsvøbt i et virvar af kaos.

Efter bønnen lod han sig rejse fra guvlet og efter et øjebliks travshed gik han mod udgangen. Han havde stadig meget der skulle nåes. Opgaver der skulle klares, kontrakter, der skulle afsluttes. Som solen oplyste hans krop trådte igennem den store port og stoppede op. Dette var en fantasitisk følelse.
HVad han ikke vidste var at bygningen var under genopbygningen, og over ham sad munkene og arbejde med det nye tag. En lille fejl medførte at en teglsten gled mellem fingrene på den gamle munk, stenen gled over taget og ud over kanten. Som det faldt gennem luften blev kraften større og større, inden det til sidst ramte den uskyldige lejemordens pande, og han sank sammen i et evigt og endegyldigt mørke.

/out