De ankom sent. Det var mørkt og det sneede ganske lidt, men der var stadige massere af alle slags forskellige væsner der handlede.

Kyoshiro var ikke vant til denne mændge mennesker, også selvom der var knap så mange som der ville være havde det været højlyst dag. Han gik og skuttede sig lidt hver gang nogle gik forbi ham og trak den smukke, høje elver der gik ved hans side lidt tættere ind til hans krop.
Han krammede ikke Chinaza mere, men så længe hun gik med hans kappe kunne han næsten uset hive hende ind tættere til sig. Hun skulle ikke ende med at blive væk fra ham igen.

Han gik og knurrede lavt. Enkelte forbipasserende vendte sig om og kiggede mod diverse skraldebunker efter kæmpende katte, men fandt intet. Han lød virkelig som en rasende kat, også selvom hans lyd var lav.

Pludselig stoppede han op foran en reletivt stor, temlig dyrt udseende skrædder som han puffede Chinaza ind i.

"Her kan vi få tøj"

Chinaza fulgte roligt med Kyoshiro hele vejen til markedspladsen. Hun var ikke selv glad for så mange mennesker og væsner så tæt omkring sig, og hendes opmærksomhed lå alle andre steder end på hvor, de gik. Ørerne bevægede sig let, som hun lyttede opmærksomt og forsøgte at skille hver eneste lyd og samtale fra hinanden, og hun var meget taknemmelig for, Kyoshiro holdt om hende, så hun ikke for vild i mængden. Hun var godt anspændt og utilpas og holdt sig tæt til ham, selvom hun samtidigt forsøgte at bevare en vis ro. De eneste andre gange, hun havde været på markedspladsen, havde hun været i lænker og var blevet solgt til højestbydende, og det lå stadig i hende.
Kyoshiros knurren forsikrede hende bare om, han var lige i nærheden og selv opmærksom, og det gjorde det en smule lettere for hende. Hun var allerede ved at være godt ør i hovedet af de mange stemmer hendes gode hørelse opfattede, og hun var ved at blive trukket ud af balance, da han pludselig stoppede op og efterfølgende puffede hende ind et sted. Forvirret glippede hun med øjnene, som hun yndefuldt genvandt balancen og så sig over skulderen mod ham et kort øjeblik, før hun lod blikket glide rundt på omgivelserne. Og hun måtte glippe med øjnene et øjeblik. Måske havde hun ikke meget forstand på værdier og des lige, men dette så temmelig fornemt ud – især i forhold til hvad, hun var vant til. Hun vendte sig mod dæmonen og så forvildet på ham.
”Nu må du ikke glemme, jeg bor hvor, jeg hele tiden har boet … Det skal kunne tåle slidtage og stå imod vind og vejr … Er du sikker på…” Hun afbrød sig selv en anelse usikkert og lod spørgsmålet hænge i luften. Hun var slet ikke vant til den slags. Slet ikke vant til så mange valg. Og nu var det også to år siden, hun sidst havde skullet have en ny kjole, og det var faktisk en tidligere herre, der havde skaffet den til hende. Selv havde hun vist ikke erhvervet sig nye klæder siden kort efter den første gang, hun havde mødt Kyoshiro … Hvor han sjovt nok også havde været den, der havde sendt hende af sted.

"Jeg køber selv mit tøj her. De går stille om dørene og tøjet er lavet til at kunne holde. Det er dyrt fordi de netop går op i kundernes frihed"

Efter sin korte forklaring, gik han - overraskende nok - smilende hen i et baglokale og hentede en kvinde med et stramt ansigt. Hun smilede, havde det blonde hår op i en høj knude og en masse sort tøj i hænderne. Hun kastede et enkelt blik på den høje elver, kredsede sig på hagen og smuttede ind i baglokalet igen.

"Bare rolig, hun finder noget du kan passe"

Man kunne høre lidt rumstering og lidt lavmeld snak, inden hun atter kom til syne med nogle klæder i brune farver. Hun kom helt hen til Chinaza og hev et målebånd frem,
"Stå stille" Sagde hun med en hård stemme og begyndte at måle overalt på den stakkels elver, uden nogen form for påpaselighed. Hun arbejde, og Chinaza havde bare at lade hende få sit job gjort.
Efter målingen var færdig, hev hun den brune kjole frem. Den var smuk og tildækket af brune krystaller der glitrede i lyset fra de mange lysestager der holdt butikken oplyst.
"Dette burde passe dig. Der er et prøverum lige derovre"
Hun pegede over i en krog hvor lange gardiner var hængt op for a skærme for uvedkommende blikke.

Om end han forsikrede hende om det, hun var urolig for, var hun stadig temmelig usikker, hvad var synligt i de klare øjne. Hun følte sig helt forladt, da Kyoshiro forsvandt derfra, og hun blev stående uroligt med hænderne knuget over brystet. Som han kom tilbage med en kvinde, rykkede hun let på sig og krympede nærmest. Normalt holdt hun sig rank og stolt i skovene, men det var noget andet, når der var mennesker omkring hende; hun blev forbandet usikker så. Især som hun blev betragtet på den måde. Mest af alt følte hun sig som et dyr i jægerens sigte, og hendes blik flakkede let, som kvinden forsvandt igen, og hun så uroligt på Kyoshiro. Et svagt nik blev svaret på hans ord; ikke mere end det, og et strejf af panik lå i hendes blik.
Uroen inde bagved gik ikke Chinaza forbi, og hun holdt fortsat hænderne knuget over brystet. Snart var hun der igen og kom tæt på, og Chinaza så et øjeblik ud til at kunne flygte hvad øjeblik, det skulle være. Hun fandt Kyoshiros blik og søgte lidt styrke i det. Ved den hårde kommando stivnede hun, mens panikken steg i hendes blik, der forsøgte at følge kvindens bevægelser, mens hun kæmpede for bare at holde det fast på Kyoshiro. Øjnene var store og let forskræmte, og hun kunne have klynket, hvis hun havde turdet.
Da det var overstået efter noget, der føltes som evigheder, blev den brune kjole hevet frem, og elveren så på den frapperet et øjeblik. Krystallerne, stoffet… det var alt alt for meget efter hendes mening. Hun havde foretrukket en solid, simpel uldkjole uden nogen dikkedarer. Det her ville hun dårligt turde røre sig i, og hun så panisk over på Kyoshiro et øjeblik.
”Kyoshiro, jeg er ikke sikk…” Hun blev afbrudt før, hun kom videre end det.

Han holdt blot Chi's blik fast og kiggede ikke væk en eneste gang. Hun skulle vide sig sikker på at ingen i dette forantagende ville prøve på noget. Han havde netop valgt dette sted fordi han var så sikker i sin sag om at der intet galt ville ske.

"Slap nu af pigebarn" Sagde han roligt, med et lille smil.
"Det er bare en kjole. Vi har endda valgt en af dem der ikke er så dyre for at du ikke skulle føle dig utilpas. Det er en svær vending at gå fra intet at eje, til at eje ting a værdi"

Han afbrød hende selvfølgelig, men det var hendes egen skyld. Nu ville han så gerne købe hende noget ordentligt tøj og så kæmpede hun imod.
Han vendte sig derefter til kvinden der stadig stod med kjolen udstrakt i hænderne.

"Tror du den er lang nok?"
"Ja, jeg tror måske den er for lang Hr. Men hvis den er kan den syges op"
"Meget godt. Den skal nok også ligges ind omkring brystet, hun har tabt sig meget"
"Godt, godt"

Han vendte sig igen mod Chinaza, denne gang med et blik der sagde at hun ikke skulle kæmpe imod.

"Prøv den så."

Hun fandt da lidt ro ved at se på ham, men det var ikke meget. Hun kæmpede for at gengælde det lille smil, han sendte hende, men hun kunne ikke lige nu.
*Kæreste Kyoshiro, ting af værdi vil kun fange folks opmærksomhed det mere og give endnu en grund til at fange mig. Bare noget simpelt af uld havde passet mig langt bedre …* Men det blev ved tankerne og kom aldrig til udtryk i ord. Hun ville ikke gøre ham vred eller såre ham ved at afslå, når han sådan insisterede og ligefrem afbrød hende.
Hun så lidt fra den ene til den anden temmelig usikker, mens de talte om længden og stofmængden om hendes bryst, og hun sank en klump.
Som han vendte sig rundt mod hende igen, kunne hun godt se på hans udtryk, der ikke var nogen vej udenom, og hun bøjede hovedet svagt og tog imod kjolen, før hun tøvende gik hen til det lille omklædningsrum. Hun trak af hans kappe og lagde den forsigtigt fra sig, før hun gjorde sig gennemsigtig så hendes egen kappe og kjole faldt til jorden øjeblikkeligt. Det løb hende koldt ned ad ryggen, som hun så på kjolen og bed sig let i læben, før hun trak den over sin nøgne krop. Det var meget lidt, den var for lang til hende, og det var lige så meget taljen som brystet, der var lidt rigeligt med plads i. Hun følte sig helt igennem utilpas og turde knapt nok læne sig fremover for at se ned ad sig selv af frygt for, nogle af krystallerne ville falde af den. Det var virkelig meget mere end hun følte sig tilpas i. Havde den så bare været uden stenene, havde hun måske kunnet overbevises, men som det var nu, var hun bare utilpas og urolig.
Et langt øjeblik lukkede hun øjnene i, mens hun trak vejret dybt og langsomt ind, før hun lydløst og tungt åndede ud igen. Ganske let og afsindigt forsigtigt løftede hun let op i skørtet og gik ud til dem, hvor hun fastholdt blikket rettet nedefter, så de tunge vipper lå som vifter og afholdt Kyoshiro fra at se ubehaget over kjolen i dem. Hun ville – som altid – ikke modsætte sig ham, men hun brød sig vitterligt ikke om at have den på. Hun var angst for at træde bare et enkelt skridt, turde knapt bevæge armene, og hun var virkelig utilpas. Som hun trak vejret en anelse uroligt, blev kravebenene en anelse mere fremtrædende, og når brystet var fuldt udvidet, var det ikke meget, den var for stor. Det første regnvejr ville højst sandsynligt få den til at krympe og falde på plads, og hun havde også i sinde at tage en smule på igen; hun var vitterligt blevet alt for mager nu.
Hun forblev tavs og stod uden at røre sig; som var hun en dukke, Kyoshiro kunne klæde på og udstille og lege med, som han lystede det. Hun protesterede ikke, om end hun bestemt ikke var tilpas.

Han brød sig egentlig ikke om hvordan hun blot bøjede sig hoved og gjorde som han sagde. Jo selvfølgelig var han glad for at hun gjorde som han sagde, men hun behøvede da ikke reagere som om han ville stikke hende en flad hvis hun nægtede.
Det gjorde ham blot vred. For han tænkte på grunden til hendes opførsel og det måtte jo være fordi hun havde været slave så mange gange i sit liv. Alene tanken irriterede ham helt ned i sin grundvold. Hun var for kær og uskyldig til sådan et job. Eller, man kunne jo ikke engang kalde det et job, for et job det har man fordi man selv har valgt det. Der er ikke mange der selv har valgt livet som slave. Chi var ihvertfald ikke en af dem.
Da hun forsvandt ind i prøverummet stod han og kvinden blot ved siden af hinanden i stilhed. En stilhed der var en anelse ukomfortabel.

"Har i nok kunder?" Spurge Kyo uden at fjerne blikket fra rummets gardin.
"Det har gået lidt sløvt i aften, men ellers kan vi ikke klage"
"Godt godt.."
"Holder de dem ude af problemer?"

Hun drillede udentvivl. Hun smilede bredt og Kyo kunne ikke lade være med at smile skævt over spørgsmålet. Hun vidste nok til at vide at han altid var i problemer, det var jo derfor hun spurgte. Han svarede ikke, for hans smil var svar nok i sig selv. Hun havde heller ikke forventet andet.
De så begge kritisk på Chi da hun kom ud igen og Kyo satte hovedet lidt på skrå for rigtig at se hende an.

"Den er lidt for lang og for stor"
"Det kan vi skam rette!"

Hun for næsten hen til Chinaza og begyndte at sætte kjolen op i bunden med en masse nåle, mens hun kun sparsomt passede på med ikke at stikke i de ben der var under.

"Stå stille. Nålene er skarpe"
"Hun er ikke idiot."
"De ville blive overrasket over hvor mange der ikke står stille, medmindre de bliver bedt om det!"

Hun frygtede ikke, han ville slå hende; hun frygtede at se ham skuffet. Slag kunne hun bære, hvor spinkel hun så end var, men tanken om, han skulle være skuffet over hende – og over noget som dette – var hård at bære. Det var Kyoshiro, så det ville måske nok mere komme til udtryk i form af irritation, men hun kendte ham bedre end som så og ville nok vide besked.

Hun kunne høre den lille samtale, der fandt sted imens, selvom den mere gled ind som en del af den baggrundsstøj, hendes ører opfangede. Det drillende i ordene fra kvindens side var tabt på Chinaza, der lyttede lidt mere koncentreret, uden der dog faldt et svar fra ham. I stedet bed hun sig let i læben og fokuserede på at komme i kjolen uden at ødelægge den.

De kritiske blikke imod hende, som hun kom ud, var ikke just noget, hun fandt behageligt, men hun bed det i sig og stod tavs og stille.
Som kvinden kom nærmere, spændte hun dog op i musklerne, og trangen til at gøre sig gennemsigtig og bare trække sig væk, var et øjeblik altoverskyggende. Hun tvang dog sig selv til at blive hvor, hun var, og hun rørte sig ikke. Ordene omkring nålene var ganske unødvendig; hun stod som en stenstøtte og holdt blot blikket rettet nedad, hvor vipperne fortsat skjulte hendes blik for ham.

Han kunne let se hvor utrolig ukomfortabel hun var i denne kvindes hånd, men han sagde ikke noget. Hun måtte en dag komme over hendes utryghed ved andre mennesker, nu hun ikke længere var en slave. Han måtte se at få lært hende at være omkring andre mennesker, bare lidt bedre..
Også selvom hvis han hadede det. Andre væsner og mennesker og irriterende aber hvad var de var!

"Chi, slap af. Hun har ikke tænkt sig at skade dig. Der er ingen i hytten der har tænkt sig at skade dig."
"Med vilje da, men hun stor da vidunderligt pænt."
"Jeg tror ikke du hjælper"
"Jeg er skrædder, det er ikke meningen at jeg skal hjælpe med hendes psyke"
"Jamen det gør du jo så heller ikke!"
"Heller ikke meningen"
"Hold nu kæft for helvede!"

Det lød godt nok som om de skændtes, men de smilede begge to. De havde vist prøvet denne slags skænderi før og sjovt nok havde de det vist godt sammen. Hvilket var meget at sige for en som Kyo, som trodsalt ikke kunne lide nogen.

"Vi kan ligge den op i løbet af imorgen"
"Kan den ikke bliver færdig i dag?"
"Tjo, men så bliver det dyrere. Vi har andre projekter vi skal ligge til siden for den"
"Fint. Gør dét og bliv færdig med den idag"

Hun rejste sig op og så indgående på Chinaza.

"Du kan tage den af igen. Vi bliver første færdige med dem om et par timer. I kan gå en tur imens"

Det var nu i grunden mere kjolen og opmærksomheden, der gjorde hende utilpas end det var kvinden. Og opmærksomhed på afstand var trods alt lettere at håndtere end opmærksomhed tæt på. Naturligvis hjalp det ikke, det var et menneske, der kom tæt på, men det kunne hun såmænd normalt godt klare, hvis hun var i sit eget element. Der var bare alt for mange utrygge faktorer herinde i byen og alt for mange mennesker, så man aldrig kunne holde øje med bare en brøkdel af dem.

Hun svarede ikke på Kyoshiros ord, da kvinden kom hende i forkøbet. Svaret hjalp ikke just, nej, men på den anden side, blev det trods alt heller ikke værre. Det lille skænderi fik hende til kort at se op på ham, men da hun så hans smil, lod hun vipperne falde ned igen. Hvordan Kyoshiro var over for andre, vidste hun knapt. Hun havde vist ikke set ham med andre end dem, der havde behandlet hende selv skidt, og det tog hun ikke som en standart.

Hun fulgte den korte samtale om hvor længe det ville tage at få styr på kjolen, og tanken om, den ville stige i værdi, var ikke just behagelig. Det indgående blik var ikke bedre, og hun have mest at alt lyst til at vige tilbage, om end hun blev der.
”Det er nu i orden, det først bliver i morgen. Det haster ikke så meget; en enkelt nat fra eller til …” forsøgte hun spagfærdigt og forsigtigt og stadig uden at se op. Jovist var hendes nuværende kjole en las, men det havde den jo været længe nu, og det havde hun da klaret. Hun fulgte dog ordren for nu og gik tilbage til omklædningsrummet, hvor hun kom ud af kjolen med noget besvær og kravlede i sin egen las, før hun trak kapperne op omkring sig.

Som hun igen kom ud til dem, var hun en anelse mere komfortabel, om end omgivelserne stadig stressede hende en hel del.

Det var måske nok den første gang Chi havde set ham sammen med andre mennesker, men sådan her opførte han sig ikke normalt. Han var langt mere stille, sagde nu ikke så meget og hvis han blev tvunget ville han normalt hvæse og knurre som den forvoksede kat han var.
Men denne kvinde..
Der var noget ved denne kvinde han godt kunne lide. Det var måske at hun ikke behandlede ham anderledes end hun ville behandle et menneske. Hun var sarkastisk og drillende, men hun behandlede ham med respekt og ikke med frygt, selvom han uden tvivl var kriminel. Han ville ikke sige at han holdt af hende, han ville aldrig riskere noget for hende som han ville med Chinaza, men han kunne godt lide hende. Hun var sku god nok på bunden.

"Vi henter den når vi henter den. Bare lav den så hurtigt som muligt, så kommer vi på et eller andet tidspunkt efter den"
"Betalingen skal ske-"
"Før vi forlader butikken, jeg kender proceduren"

Imens Chinaza var inden bag gardinet, hev han en pose med krystaller op fra den lille rygsæk han altid rendte rundt med og kastede den hen til indehaveren. Godt nok kunne Chinaza ikke se hvor meget det var, men hun ville nok kunne høre dem klirre. Det var for ikke at starte et skænderi, selvom han nu nok vidste at Chinaza aldrig ville skændes med ham. Måske kom det en dag hvor hun følte sig tryg nok til det, hvilket han håbede ville ske han elskede at skændes, men nu var ikke tidspunktet.

"Dét skulle være mere end rigeligt"
"Dét er mere end hvad kjolen og arbejdede kos-"
"Jeg er ligeglad. Brug det, behold det eller skriv det på regningen til næste gang, du vover bare ikke på at give det tilbage"
"Det skal du ikke bekymre dig over"

Efter deres lille snakkeri gik han hen til Chinaza og gav hende et skub mod udgangen.

"Vi er færdige her for nu. Lad os gå hen på kroen - hvis de ikke genkender mig - og få noget mad i din krop."

Hvæs og knurren var en del at Kyoshiro, det vidste hun godt. Hun tog det nu selv med et gram salt.
At han havde fattet en særlig godhed for kvinden, var hun ikke klar over, og selv hvis hun havde været det, var hun ikke typen, der blev jaloux. De snakkede godt sammen, det kunne hun høre, men det glædede hende blot, han var veltilpas.

Hun lyttede til samtalen, hørte krystallerne klirre i pungen, og hun krympede sig bag gardinet. Og som samtalen fortsatte, havde hun det ikke just bedre med situationen. Et skænderi ville hun aldrig indlade sig på, om han så elskede dem eller ej. Det var ikke hendes stil at skændes – med nogen, om noget. Hun valgte at tie, mens hun blot funderede over hvordan hun skulle betale ham tilbage; han ville næppe lade hende gøre det. Hvad end han så sagde om sig selv, var han gavmild. Det havde han også lige bevist med sine sidste ord til kvinden om at beholde de ekstra krystaller.

Som Kyoshiro kom hen til hende, forholdt hun sig i ro, om end hun dog løftede blikket en anelse mod ham. Hun blev dog skubbet udenfor i stedet, og som altid parerede hun blot ordre.

Udenfor vendte hun sig halvt mod Kyoshiro og skulle til at kommentere på hans ord om at blive genkendt, da hun blev distraheret af nogle lyde omkring dem. Hendes sanser blev mere fokuserede, som hun forsøgte at finde ud af hvad, der skete omkring hende. Tilfældige samtaler blev opfanget i brudstykker. En enkelt stemme, et par enkelte ord fangede hendes opmærksomhed: Høj elver … dæmon … her omkring … skulle ikke blive svært at finde. I løbet af sekunder havde hendes tanker taget et drej i forsvarsmode, og hendes blik gled hastigt omkring dem, før hun greb fat i Kyoshiros skulder og trak ham rundt med forbløffende styrke i de slanke fingre, mens hun trak håret ind foran sine egne spidse ører. Hun trak ham med ind til bodens væg og lænede sig imod den, mens hun sank sammen i knæene for at virke lavere, og hendes blik hvilede alvorsfuldt og beslutsomt i hans, mens hun nu løftede hovedet op for at se på ham.
”Ingen pludselige bevægelser, vend dig ikke væk nu!” beordrede hun fast, men lavmælt og trak ham ind til sig, så han stod lænet ind imod hende. Hun gled armene omkring hans hals og trak hans kappe med for at camouflere hans spinkle statur, mens hun trak hans hoved nærmere sit, stadig fastholdende hans blik alvorligt. Hendes højre hånd fik hastigt fat om hans hår og viklede det omkring sig, så det virkede kortere og som en hestehale, hun holdt om i stedet for det lange, løse hår.
”Bare vær rolig,” hviskede hun mod hans mund, før hun trak ham helt tæt i et kys, der var ment for at distrahere ham. Nærmest sekundet efter kunne hun ud ad øjenkrogen se tre byvagter komme rundt om hjørnet, og hun fastholdt Kyoshiro imod sig og bad til, han ville forholde sig i ro og ikke tiltrække sig opmærksomhed. Vagterne gik tættere og tættere imod dem, og hendes puls slog hurtigere – både over det og over den distraktion, han også udøvede på hende.

Som de tre vagter kom tættere på, holdt hun lidt fastere om Kyoshiro. De stoppede lige ud for dem og betragtede dem, og en af dem kom med et grin og opfordrede dem til at finde hjemad, før de ville blive anholdt for krænkelse af sømmeligheden. Dernæst fortsatte de videre hen ad gaden, og Chinazas blik hvilede gennem små sprækker på dem, som de forsvandt længere og længere væk.
"Kom så; Kyo blev set her omkring! Så langt væk er han næppe nået! De andre er på vej," lød det fra den ene af dem, da de var næsten ude af hørevidde for normale mennesker. Chinaza gøs svagt.

Da de var udenfor lyttede han slet ikke efter. Han havde ikke hørt dem komme, for han var simpelthen i for godt et humør til overhovedet at interessere sig for andre end den lille - men ekstremt høje - Chinaza han havde ved sin side. Hvorfor så interessere sig for by vagter og andre folk, som egentlig var en stor fare for deres sikkerhed?
Han blev aldrig klogere.
Han skulle til at spørge hende om hun var klar til at tage hen til kroen, men kunne ikke lade være med at hvine overrasket da hun pludselig greb om hans skuldre og pressede ham mod bodens væg.

"Hvad ER det du laver?!"

Han knurrede ikke af hende. Det kunne han ikke få sig selv til, heller ikke selvom han var overrasket over den pludseligt hårdhændede opførsel. Da hun pludselig dækkede ham med hans egen kappe, trak hans ansigt tættere og begyndte at fumle med hans hår var han ved at skrappe op i irritation. Han forstod overhovedet ikke hvad det var der forgik og han havde ikke tiden til at lytte sig omkring da hun jo netop totalt tog alt hvad der hed opmærksomhed fra ham, men ved hendes formaning kunne han godt regne det ud. Hvis ikke han måtte vende sig gav det jo mening at der var vagter eller krigere tæt ved dem.
Tænk at han ikke havde hørt dem, nej hvor følte han sig ude a for-oooh et kys! Jamen så pyt da med vagterne og pyt da med om de blev opdaget. Nu var han ligeglad, for nu forgik der jo noget helt andet.
Han vidste godt at han burde koncentrere sig om at arbejde på ikke at blive opdaget, men han kunne nu ikke lade være med at gribe om hendes ansigt og kysse igen.
Tja
Det skulle jo se ægte ud, skulle det ikke?

Han øjede også de tre vagter da de kom gående og smilede blot ind til kysset over deres formaning, men stoppede ikke op alligevel. Hvornår havde han sidst lyttet på hvad vagterne havde at sige? Nå ja. Aldrig. Det var nok derfor de var efter ham, var det ikke?
Deres sidste sætning fik ham blot til at smile bredere. Han blev altid barnligt glad når han nu sådan fandt ud af at han var eftersøgt. Det gav ingen mening, men han holdt nu sådan af det.
Da de var væk, gav han endelig langsomt slip på deres kys og slikkede sig om læberne med et smil.

"Jeg vidste slet ikke du havde det i dig, pus. Jeg er stolt"

[[OOC: Ej, lille emo-elver O.o Lad mig lige få din reaktion, når du læser det her, søde! Chi overrasker mig!!!]]

Chinaza var endog for fokuseret til at registrere om han selv lyttede eller ej. De mange lyde og mennesker, der var hende så uvante forhindrede hende i at slappe af og bare nyde Kyoshiros selskab, som han gjorde med hendes.
Hun tyssede på ham, som han talte, uden hun helt hørte hvad, han egentligt sagde. At hendes opførsel kom bag på ham, kunne hun forestille sig, men hun tænkte ikke videre over det lige nu, som der lå en opgave foran hende.

Han så ikke helt ud til at kunne følge hende før hendes formaning. Hvad han tænkte lige nu, havde hun ikke overskud til at fundere over. Som han greb om hendes ansigt, løb en kriblen gennem hende og truede med at trække hendes fokus væk, og hans gengældelse af kysset gjorde hende noget nær åndeløs. Han vidste i alt fald hvordan han skulle gøre det svært for hende at fokusere på andet end ham!

Hun stoppede heller ikke ved formaningen; hvordan skulle hun kunne det? Ikke blot havde de vagternes blikke lige imod sig, men den fantastiske fornemmelse af hans mund imod sin egen holdt hende tryllebundet.
At Kyoshiro virkede.. glad for at vide, han var eftersøgt og næsten blevet opdaget, gjorde hende temmelig urolig, og et svagt gys løb gennem hende.
Som han brød kysset ganske langsomt, da de var væk, fandt hun sin vejrtrækning en anelse heftig, og hun så op og mødte hans blik med sine klare, blå øjne. Hun skar en svag grimasse, ved hans ord og rettede sig op uden dog at tage blikket fra ham.

”Havde hvad i mig? At forhindre dig eller dem – dem efter al sandsynlighed – i at komme til skade eller værre? Jeg kunne ikke komme på andet, der kunne undskylde, vi ikke svarede, hvis de henvendte sig til os, og jeg måtte have dig tæt nok på til at kunne camouflere dig – og mig selv efter det, jeg hørte … Og måske ser jeg ikke ud af meget, og du tænker måske ikke meget om mig, Kyoshiro, men når det er påkrævet af mig, har jeg ressourcer, du ikke kan forestille dig … Jeg er blevet fanget tusindvis af gange – undsluppet endnu flere gange – og det er ikke meget mere end et par håndfulde af de gange, jeg blev fanget, jeg ikke selv er sluppet fri igen … Jeg skyr vold, og det ved du, men jeg er ikke ganske hjælpeløs af den grund! Lad være med at undervurdere mig, Kyoshiro, jeg beder dig.” Mens hun talte, slog hun blikket ned, og som hun færdiggjorde, trådte hun et par skridt væk og tog en dyb indånding. Som hun trak sig væk, gled kappen over ham, før den faldt væk.

Hun udgjorde en ensom skikkelse, som hun stod der med nedslagent blik og så så ganske malplaceret ud i omgivelserne.
”Vær god at ønske, ingen andre vil genkende os igen under dette besøg i byen, så vi kan gå i ro og orden … Jeg ønsker virkelig ikke ballade – for nogen!” sagde hun lavmælt uden at se på ham.

Hvor den pludselige bølge af let bitterhed før var kommet fra, anede hun ikke, men den efterlod hende tom og trist, og hun huskede hvorfor, hun ikke tillod den slags følelser at overmande sig. Og med den tanke, skubbede hun det hårdnakket bort. Måske anså Kyoshiro hende ikke for stærk på nogen måde, men hendes indre styrke og vilje var stærk nok. Hun havde set og oplevet nok til at knække de fleste hundrede gange eller mere, men hun forblev som altid. Selv nu, som hun skubbede det bort, løftede hun hovedet op og holdt sig rank, og hendes blik blev vendt mod ham igen, som om bitterheden og sorgen før aldrig havde eksisteret, og hun så afventende, roligt og blidt på ham.

Det var vist første gang, han havde været i nærheden, når de negative følelser havde grebet hende, om end det langt fra var første gang, hun oplevede dem. Et eller andet ved hans ord havde bare gjort ondt et sted. Hun var klar over, hun ikke blev anset for meget i hans øjne, og et sted ramte det hende hårdt, at han undervurderede hende. Men det gjorde de fleste … alle faktisk. Hun var bare elveren med evnen til at opfylde folks ønsker. Ingen tænkte på hvorfor, hun var, som hun var; hvorfor det var nødvendigt. Hendes kræfter var lette at udnytte, og lod hun sig selv henfalde til mørke tanker, ville det ske. Hun havde et ansvar med de kræfter, der var blevet givet til hende, og hun vidste udmærket hvad, det betød. Ofte tortur. Men hun bar det, som hun bar alt, verden lagde på de spinkle skuldre. Hun var stærkere end hvad folk troede om hende. Kyoshiro havde ikke set hende undvige folk; vidste ikke hvor mange eller hvor længe, det tog at indfange hende. Hun var ikke en nem præmie at få sig, det var sikkert … Men hvordan skulle han vide det, når hun aldrig havde fået chancen for at vise det. Når hun var i problemer ordnede han det for hende, før hun fik muligheden for at vise ham, hun kunne selv. Og hun var kommet ud af adskillige kniber selv, mens de havde kendt hinanden, men hun havde aldrig fortalt ham om noget af det. Så hvordan skulle han kunne vide det? Hun tømte sit hoved også for disse tanker. Det var nok – til stadighed – til det bedste, han ikke tænkte anderledes om hende.

Han så blot på hende med store øjne og blinkede dumt engang i mellem. Det var jo ikke ment som at hun var hjælpeløs! Eller.. Det var ikke lige dét han havde tænkt, selvom han jo nok dybest set så hende som en smule hjælpeløs. Når hun jo konstant blev fanget, betød det jo at hun netop var en smule hjælpeløs, gjorde det ikke? Var det ikke hele pointen i ordet hjælpeløs?

"J-jeg undervurdere dig da ikke! Hvordan er det min skyld at alt jeg har set dig gøre er at blive fanget og komme til skade?"

Hvæsede han fornærmet. Det passede jo, han havde nok aldrig set hendes stærkere, mindre hjælpeløse side, så det var da ikke hans skyld! Hun behøvede da ikke sådan prøve at æde hans ansigt med sine fine ord, kunne hun ikke bare holde sig til at æde hans ansigt med sin mund? Dét var jo så rart..
Åh hun ville have at han brugte hendes kræfter til at ønske, det var noget han helt havde glemt alt om. Han ville jo helst ikke bruge de kræfter, det var jo derfor han i sin tid havde ønsket at de skulle forsvinde.

"Men jeg elsker ballade.." Nynnede han med et bitte lille smil efterfulgt af et suk.
"Fint. Jeg ønsker at vi ikke bliver genkendt så længe vi bliver på markedspladsen. Det sekund vi kommer væk herfra skal den ophæves og ballade være lige om hjørnet. Vi kan ikke have at markedspladsen brænder ned alligevel. Min tøj forretning ligger her jo!"

Hun vidste skam godt hvordan, han så på hende, men et øjeblik havde hun i bitterhed glemt hvis skyld, det var, han så hende sådan. Hans ord fik det dog hurtigt slået fast, og hun rystede svagt på hovedet.

”Det er ikke din skyld, nej … Men du har skam set mig gøre andet, Kyoshiro. Du glemmer alle de gange, jeg ikke har været fanget … Du tror måske, det er fordi folk ikke har forsøgt? Når ti mennesker eller flere forsøger at indfange mig og lægger fælder ud med de magiske kæder, jeg ikke kan bryde … Min opmærksomhed er begrænset, og går jeg først i kæderne, er der meget lidt, jeg kan gøre, før jeg får en chance. Det er begrænset hvor mange, jeg kan holde øje med, og det samme med camouflerede fælder, og alligevel er det en brøkdel af forsøgene, der lykkes … Du ser mig ikke komme ud af det selv, fordi du får mig ud af situationen før, jeg får chancen for at gøre noget. Jeg har skam mødt dæmoner, ulve, mennesker, magikere, halvmennesker … De fleste slipper jeg fra, Kyoshiro, og du har ingen anelse om det … fordi jeg ikke fortæller om det!” Hendes stemme var rolig, dæmpet og blød, om end også en anelse trist. Hun var alene med det, og det var bedst sådan, det vidste hun. Det var meningen, folk skulle undervurdere hende; deri lå hendes fordel i en kamp.

Hun havde ikke noget imod at bruge sine kræfter til at beskytte og gavne. Der var hun altid åben. Og det var lige så meget vagterne som Kyoshiro, hun beskyttede i denne sammenhæng.
Hans svar gjorde hende.. vred? Det var ikke just en følelse, hun havde oplevet mange gange. Hun lukkede øjnene i og stod ellers ganske stille, som han færdiggjorde, mens hun kæmpede i sig selv for at få styr på det.

”Så du ønsker ikke at blive genkendt på markedspladsen, som du netop nu vil forlade? Og du tror, jeg vil bruge mine evner på at skabe smerte og problemer for hvem end du nu løber ind i? Den første del af ønsket er unyttig, den næste…” Hun løftede blikket mod ham, vreden stadig synlig i hendes blik, om end tristheden var lige så tydelig. ”Du ville have lige så let ved at ønske dig en masakre for min hånd, Kyoshiro; det vil aldrig ske …! Jeg havde ikke ventet mig af dig at…” Hun bed sig af, før hun fik sagt noget, hun ville fortryde, og hun bøjede hovedet for at få grebet hold i sig selv. Det var bestemt ikke en god ting, når hun blev vred. Alting endte i kaos! Hun var nødt til at beherske sig! Ikke skabe opmærksomhed omkring sig selv.

”Du lægger mig død i min grav med sådan et ønske, Kyoshiro,” fortsatte hun bedrøvet og gik hen til ham og vendte blikket mod ham, mens hun løftede ansigtet mod ham. Alvor og værdighed lyste ud af hendes ansigt, og den aura af ro og balance så mange elvere udstrålede, blev synlig i hendes ansigt. Hun ændredes for hans øjne, og det lille, sky og hjælpeløse væsen, han kendte, forsvandt til fuldkommenhed. Hendes egentlige visdom og styrke lå for første gang fremme i hendes øjne hvor, han kunne se den, og hun lod ham se den for første gang. Se hvem, hun faktisk var.

”Med stærke kræfter kommer et ansvar, Kyoshiro, og jeg er bundet til at varetage den magi, der er lagt i mig. Det er ikke mit ansvar at se den brugt til godt eller ondt, for begge to til lige skaber død og sorg i deres farvand. Mine evner skal bruges til at gavne, at hele, at skabe og bevare, og jeg skelner ikke mellem ondt og godt, men ud fra fortjeneste! Det er mit mål og kald at bedømme hvem, der er værdige til de kræfter, jeg rummer og i hvilket omfang, og den dag, jeg tillader noget at nå mig og gøre mig korrupt, den dag vil kaos råde over denne jord! Jeg hverken vil eller kan tillade det, Kyoshiro, ikke fra nogen! Jeg skader ingen, jeg ser ikke forskellen, og jeg ser ikke på verden på samme måde som andre. Jeg er nødt til at holde mit syn klart og rent for ikke at fordærves og lade mine kræfter gå til spilde eller til forfald! Du har ingen anelse om hvad, jeg er i stand til at gøre, Kyoshiro, og jeg vil aldrig lade dig finde ud af det heller! Som jeg aldrig vil lade nogen se det! Jeg er både et fængsel og et pengeskab for denne kraft, der lokker med fordærv hver eneste dag. Hvor let det ville være for mig at udnytte, hvor let jeg kunne… Men jeg gør det ikke! Jeg har set dig lege med dine kræfter og bruge dem efter lyst, men du ser ikke hvad, der ville ske, hvis jeg var så fri. Du tror mig som et såret dyr i skoven, for det er det, jeg viser dig. Du ser ikke, jeg ikke viger, når du hvæser, at jeg ikke frygter dig eller din vrede, som jeg ikke frygter den fra andre. Du ved en brøkdel af hvad, jeg har udholdt for de kræfter, jeg er blevet pålagt, men du ved kun en brøkdel, Kyoshiro! Dine små lege tyder på mangel på mål i et barnligt sind. Det beroliger mig, som din tilstedeværelse gør, og jeg nyder dit selskab … Men tro aldrig du ved hvad, jeg er, Kyoshiro … og slet ikke hvad, jeg er i stand til at gøre!” Hun blev stående foran ham udstrålende en mægtig ro og kontrol og en alder langt forbi hans. Hun havde brugt sine år på at lære, og hun havde lært fra smerte. Hun havde set nok til at forstå hvordan, verden hang sammen, og om end hun ikke brød sig om det, hun så, forsøgte hun at være den balance, der var brug for, og som kun så få syntes at se nødvendigheden af.

Hun forblev urokkelig hvor, hun stod og fastholdt hans blik uden frygt, uden fortrydelse og på en mærkværdig måde også uden nogen form for menneskelige, basale følelser. Som om det var en universel sandhed, hun trak direkte ud fra luften omkring dem og ikke ord, hun selv tænkte og mente ... Om end de fuldt ud var hende. Ingen havde set så meget af hende før; fået tilladelsen til at komme så tæt på. Han skulle være beæret, men om han ville opfatte det, tvivlede hun på.

Hans blik blev en anelse trist og han følte sig udentvivl truffet af hendes ord. At han ikke skulle vide hvad det betød at flygte fra sit liv eller at være forfulgt af mennesker og væsner der på den ene eller anden måde var efter en på grund af ens magi. I sine sene år var han godt nok mere eller mindre altid selv ude om det, men som ung havde han ikke kunne styre sin magtfulde kontrol over ild. Hvilket tit havde endt op i brændende små byer. Dengang ikke med vilje, men det ledte altid ud i en vild jagt efter hans liv.

"Jeg hader når du fortæller om de gange du har været i kæder" knurrede han letsindet.
"Slaveri er forbeholdt de svage som ikke kan kæmpe. Og som du opføre dig nu, tror jeg ganske at du er stærkere end hvad du viser"

Han stoppede helt med at snakke da hun først rigtigt begyndte på sit snakkeri og lyttede ellers godt efter. Hun var seriøs, det kunne han godt se, men han var ikke sikker på at han kunne lide hvad hun snakkede om.

"Ikke forventet at jeg hvad, præcis?" Han kunne ikke stoppe sig selv fra at knurre.
"Sig mig, hvad ER jeg til dig? Bare fordi jeg er god ved dig, ikke prøver at skade dig og passer lidt på dig, ændre det ikke hvem jeg er søde, lille Chinaza. Jeg er dæmon, farlig og bedøvende ligeglad med andre folks velvære. Jeg er eftersøgt over hele landet for en grund, ikke bare fordi mit hår er sort. Dét er en ting du bliver nød til at acceptere, for det ændre sig ikke. Jeg bliver ikke god over en nat"

Han var vist alt for stolt af at være den han er for han så ganske selvhøjtidig ud og han gik et par skridt baglæns for at stirre hende i direkt i ansigtet med sine egne pupilløse, sorte øjne.

"Hvorfor tror du egentlig på det vrøvl om ansvar? Dine evner er ren og sker magt og alle kan de det, det sekund de først har set magien ved dine evner. Så længe du klynger dig til din fantasi om ansvar vil du altid være et jaget dådyr hvis evner overstiger hendes intilligens. Du kunne få mig til at ønske dig istand til selv at opfylde dine egne ønsker, men du ville ikke gøre det, simpelthen fordi det ikke er FAIR! Folk som dig ender altid med at lide en modbydelig død fordi de støder på en person hvis lyst for magt overkommer den største logik"

Han tænkte på Nearyn her og lod et højt grin runge, ingen tvivl ligeglad om de blev opdaget på det.

"Du ser mig som barnlig simpelthen fordi jeg nyder min magt? Okay, kald mig bare barnlig hvis det gør dig glad, men tro ikke at det får ændret noget ved mig. Du har ingen indflydelse på hvordan jeg opføre mig, selvom jeg godt kan lide dig. Desuden er jeg ligeglad med hvad du er i stand til at gøre, jeg skal ikke bruge dine kræfter til noget. Bare fordi jeg kan lide din personlighed betyder det ikke at du er nødvendig. Du. Er. Undværlig."

Kendte man ham godt nok, hvilket Chi måske ville kunne gennemskue, var han nok en smule såret. Det var den eneste grund til at han sådan angreb hende med sine ord.

[[OOC: du havde 565 ord ... og jeg har så bikset 2110 sammen. Hun havde lige lidt på hjerte. sorry. håber ikke det er for uoverskueligt? Kopier ind i et dokument og skriv svar ovenover og så slet lidt ad gangen, som du får svaret på det ... Hvis ikke han går i koma undervejs *giggles*]]


Det skar i hende at se ham trist, men hun fastholdt sit udtryk alligevel. Og det var såmænd ikke fordi hun ikke tænkte, han kendte det selv, men de blev jaget af to forskellige årsager og ville nok aldrig helt kunne forstå hinanden. Det havde altid været Chinazas mening, at Kyoshiro ikke var blevet, som han var af ingenting! Han var blevet formet af fortiden, og folks behandling af ham havde gjort ham til det, han var i dag. Forskellen på dem var, at hun ikke ville tillade den slags at influere sig selv.

Hun lyttede til ham, og det blødte hende lidt op at høre de første ord. Jo, det var hun skam, og det var faktisk bare det, hun gerne ville have, han skulle forstå.

Hun ikke så meget som blinkede, da han knurrede ad hende, og hun blev stående urokkelig foran ham, som han fortsatte, stolt, såret og en anelse arrogant. Hun havde intet imod det; hun kunne jo lide ham som han var. For alle de ting, hun så i ham, og som han selv var blind for. Hun fastholdt hans blik roligt.

Et svagt, sørgmodigt smil fandt hendes læber, som han kaldte ansvaret vrøvl, og han ramte ind præcis til hele kernen af den, hun var. Men han havde misforstået hende, hvis han troede, hun holdt sig selv så stramt på grund af hvad, der var fair eller ej. Der var langt mørkere tanker og kræfter på spil.
Den pludselige latter havde ikke anden effekt end at få det svage smil til at falme, og hun hørte ham respektfuldt ud.

Havde han ikke røbet sig før, gjorde han det ved de tre sidste ord, der fik et svagt smil frem på hendes læber igen, og hun løftede hånden og strøg ham blidt over kinden.

”Jeg starter fra en ende af, og dette vil måske i nogen grad forvirre dig, om end jeg håber på, det også vil give dig klarsyn … For det første har jeg intet ønske om at ændre dig, kære Kyoshiro, og det har jeg aldrig haft! Du er eftersøgt, ja, men siger det noget om hvem, du er? Folk er efter mig også; bestemmer det hvem, jeg er? Du er god ved mig, prøver ikke at skade mig og passer på mig. Du har selv lige sagt så. Er du farlig for mig? Ligeglad med mig, sådan som du jager mig rundt for tøj og mad på din bekostning? Jeg ser dig ikke som noget, der er sort eller hvidt, og det vil jeg aldrig gøre. Der må være nat for, vi kan nyde dagen, kulde for, vi kan længes efter varmen; alt sammen for at kunne nyde en sval solnedgang. Skulle jeg dømme dig som de gør, når du stoler nok på mig til at vise mig, der er mere i dig end det? Og du må ikke tro, jeg forventer andet af dig end hvad, du er! Jeg er ikke en, der spilder tiden med at ønske min omgangskreds anderledes. Og den er meget lille. Hvis jeg ønskede at ændre dig, tror du så, jeg opsøgte dig konstant?” Hun smilede blidt til ham, men blev snart efter alvorlig igen.

”Og du har misforstået mig ganske godt, hvis du tror, jeg ikke beder dig udtale det ønske, fordi det ikke er fair … Og det er min egen fejl, det ved jeg godt! Jeg er nødt til at forholde mig neutral, Kyoshiro. Hvis jeg lod magten stige mig til hovedet, som jeg så ofte har set… Jeg ved hvad, magt kan gøre ved folk, og jeg er ikke bedre end andre! Jeg har menneskelige følelser, og så længe jeg har det, er der en mulighed for at blive korrupt. Du tror ikke, jeg er fristet? At jeg ikke har et ønske om at gøre det og stoppe den vold, død, ødelæggelse og ondsindede behandling af så mange væsner? Men magten ville fordærve mig, Kyoshiro, og jeg ville hurtigt ende et sted, hvor jeg ikke vil kunne genkende mig selv længere. Hvad vil starte som mine forsøg på at gøre noget godt… vil fejle! Det er ikke mit lod at bedømme hvad, der er rigtigt og forkert, og derfor er det ikke mit lod at ønske. Jeg kan sortere i det folk ønsker sig fra mig, men det er alt. Og jeg har opfyldt forkerte ønsker, Kyoshiro! Jeg har set hvor galt, det kan gå, når man ønsker at gøre godt! Nej, det er ganske enkelt for risikabelt at give den magt til en simpel dødelig! Jeg ved, jeg må lide en modbydelig død på et tidspunkt for de valg, jeg har taget, og tro ikke, det ikke piner mig – frister mig …” Hun lagde hovedet let på skrå. ”Det ville være så let! Så simpelt! Men at købe mit liv for hvem ved hvor mange andres ulykke og lidelse? Nej. Jeg har dræbt før; brugt mine kræfter på den måde … Jeg har set hvad, det medfører … Hvad magtbegær skaber af kaos, og jeg vil ikke være en del af det. Det er jeg nødt til ikke at være. For ikke at lade den magt misbruges, er jeg nødt til at holde mig neutral! Jeg bærer kraften, men den har aldrig været min at bruge, og den skal aldrig bruge det! Jeg er nødt til at tænke sådan, hvis ikke jeg i sidste ende skal ende som en af dem hvis lyst for magt overkommer den største logik. Jeg er ikke bedre end nogen anden, Kyoshiro, men jeg er nødt til at holde mine fingre fra de kræfter, for det vil gå galt! De er ikke beregnet i hænderne på nogen dødelig!”

Hun tog en dyb indånding og åndede tungt ud. Det var mere end nogen anden havde fået ud af hende før.
Hun afsluttede med at smile igen og greb ham blidt om ansigtet.

”Du beskytter dig selv bag lidt barnlighed, men Kyoshiro, det har aldrig generet mig! Du får mig til at slappe af med det. Jeg har altid været så højtidelig, og du giver mig lov til at slappe af, får mig til at smile … at leve lidt for min egen skyld også. Du distraherer mine tanker fra den fristelse, der konstant hviler for mig, og som har afholdt mig fra at søge selskab i mere end et halvt årtusinde … Jeg stoler på dig! Netop fordi du ikke skal bruge mine kræfter til noget. Fordi du kan undvære mig … Og det kommer du til at skulle en dag!” Smilet voksede sig varmt og kærligt, og hun lod tomlen kærtegne hans kind. ”Tror du, jeg havde brugt så mange timer sammen med dig, havde søgt efter dig, tænkt så meget på dig, hvis jeg var utilfreds med den, du er? Det betyder alverden for mig, at der er én i dette helvede, der ikke bare ser på mig og ser mulighederne og magten … men som ser mere end det. Du er ikke så ond, som du selv går og tror, kære, og det vil du se en dag. Jeg vil glæde mig til at se det gå op for dig på et tidspunkt. Om så det blot er for et øjeblik, skulle det glæde mig, om du på et tidspunkt så dig selv med mine øjne … Som du er, ikke som andre maler dig op til at være … præcis som du gør det med mig … Eller… det gør du forhåbentligt nu. Du er den første, jeg har ladet komme så tæt på mine tanker som dette. Det gør jeg ikke uden grund, Kyoshiro, og det er ikke noget, enhver har muligheden for at opnå. Du har gjort dig fortjent til det, og jeg stoler på, du ikke vil bruge din nye viden imod mig …” Hun sukkede let, men smilede blidt, før hun fortsatte mildt:

”Derfor sårede det mig også, da du ønskede af mig, jeg skulle sørge for, der ventede ballade – det modsatte af hvad du ved, jeg bryder mig om … Jeg tænker bedre om dig end som så. Du kan ikke nyde mit selskab uden at skulle involveres i den slags? Min opmærksomhed er ikke nok for dig for bare en enkelt aften? Du må forstå hvorfor, det ramte mig lidt hårdt. Jeg har aldrig stolet på nogen før, Kyoshiro, og det ville knuse mig, om jeg har taget så meget fejl af dig. Du er mere end et ansigt på en efterlysningsplakat. Mere end en dæmon, mere end farlig og ond. Det er en stereotyp, og det er der ingen, der er. Du er dig, Kyoshiro, og du er helt igennem fascinerende! Du behøver ingen kræfter, ingen magt, ingen demonstrationer af mægtige kræfter for at imponere mig. For mig er du stærkest og allermest imponerende, når du finder ned på mit niveau og nøjes med bare at sidde og snakke, gå en tur i skoven, bade i en skovsø eller ligge med mig i en hule og kikke ind i flammerne. Når du slapper af og er glad og i harmoni. Jeg ser dig aldrig mægtigere end i de øjeblikke, hvor du er glad og veltilpas med bare at være til uden behov for at vise dig på nogen måde. Jeg nyder den side af dig meget, selvom du ikke selv anser den for noget. De øjeblikke, hvor du bare er dig, uden at tænke på hvem du egentlig er. Du ser det ikke selv, kære Kyoshiro, men du er en dejlig person, og jeg er tryg sammen med dig. Også når du knurrer og snerrer. Hvordan skulle jeg dog kunne ønske at ændre på det? Hvis jeg trak i bare en af de snore, der danner din personlighed, hvordan kunne jeg da tro, det ikke ville røre ved noget af det i dig, jeg holder så utroligt meget af?” Nok en gang strøg hun tomlerne over hans kinder, før hun med et kærligt smil, ganske kort og meget let lod læberne møde hans, før hun faldt tilbage i sin oprindelige position.

”Du er dejlig præcis som du er … Og nu håber jeg, du har en større forståelse af mig også … Jeg er mere end et jaget dådyr, Kyoshiro. Jeg viser den side for at narre fjenden; det giver mig en fordel må du nok se. Dådyret forventes at flygte, ikke? Ingen forventer af det, det er i stand til at vende sig rundt og bide. Og hvis jeg ikke holdt igen, kunne jeg såmænd mere end bare sætte tænderne i en modstander … Det har jeg desværre bevist før, og det var mig en dyrt købt lektie! Du nyder din magt? Åh, tro ikke, jeg ikke finder en vis tilfredsstillelse i at kunne holde til så meget, som jeg kan. At se frustrationen vokse, som jeg nægter at makke ret lige meget hvad, de gør ved mig. Jo, jeg bliver fanget, men for hver skade, du ser på mig, Kyoshiro, skal du tænke, det er en gang – nogen gange flere – hvor jeg har modstået hvad andre ville tvinge mig til. Jo mere skadet, jeg er, når jeg slipper fri, des mindre held har mine herrer haft med at få noget ud af mig … Og tro mig, det morer mig gevaldigt at se dem halvvejs knække sammen i deres frustrationer. Nogen af dem kommer til fornuft til sidst … andre… nuvel, de når ikke til det punkt. Jeg lærer dem et par ting eller ti, mens de har mig fanget, men de bemærker det aldrig. Tro ikke, jeg bare makker ret og bliver tævet for dét! Åh nej! Jeg er trods alt for værdifuld til bare at tæve løs på, fordi man har lyst til det … og ja, det udnytter jeg til min fordel! Det holder min fornuft på plads undervejs … Og jeg ved godt, du ikke kan lide at høre om min tid i lænker, men jeg tror ikke, du helt har set på det på denne måde, og jeg håber, det kan gøre det lettere, for det vil ske igen. Jeg vil ikke lade mig knække af det, Kyoshiro. De kan måske ødelægge og mishandle min krop, men indvendigt kan de ikke røre mig, og det kommer de heller aldrig til! Og du må da indrømme, jeg trods alt er temmelig sejlivet? Alle de gange, og jeg står her endnu … og det vil du se mig gøre fremover også!” Styrken i hendes blik blev større til sidst; den brændte klar og uudslukkelig i hende, selv efter alle disse år med tortur. Det havde ikke knækket hende endnu. Det ville det ikke gøre fremover. Trods alt var hun faktisk temmelig selvsikker, om end han næppe vidste i hvilken grad.

((Blahblahblah du er bare så awesome D': Her følte man sig god og så kom du og voldtog en bagi med den lange tekst! Fyyyyy!))

Der var så meget snak at det fyldte has hoved op til der ikke var plads til hans egne tanker. Hun havde altid været snaksagelig, men det her var helt utroligt. Han fik hurtigt ondt i hovedet, men han valgte at lytte hende ud. Når hun sådan snakkede måtte det jo være vigtigt ikke?

Nå så hun ønskede ikke at ændre ham? Hun.. Kunne lide ham for hvem han var?.. Hvad var det dog for noget VRØVL!? Han var ikke elskværdig, han var ikke værd at samle på. Han var farlig og utilregnelig og bare fordi hun siger sådan nogle pæne ord, gør det ikke anderledes!

"Så giv magten til en udødelig, hvis dødelige ikke kan styre det ordentligt.."

Han mumlede og var egentlig ikke særlig seriøs, men han kunne jo ikke holde kæft for fanden. Det var jo næsten en fysisk umulighed.
Han skulle til at snakke igen da hun strækkede hænderne ud efter hans ansigt, hvilket fik ham til hurtigt at trække ansigtet lidt tilbage, som regnede han med at hun skulle til at angribe. Han stoppede dog op da hun fik fat og så yderst utilfreds ud, uden tvivl ikke vant til sådan et kærligt hold.

"Dine øjne er ikke fejlfrie, ikke hvis du ser mig som du beskriver. Jeg er et modbydeligt væsen, sådan var jeg født og sådan vil jeg dø. Jeg har levet i over et årtusind og på intet tidspunkt er jeg blevet behandlet som et væsen af højere grad. Og det er jeg glad for, for det betyder at jeg ikke render i halen på dronningen som en anden hvalp, eller er blevet så modbydeligt afhænging at andre mennesker at jeg ikke kan leve for mig selv. Desuden, kan jeg ikke bruge dine tanker imod dig. Det er jeg slet ikke kreativ nok til"

Han endte det med et sarkastisk smil, for det var jo løgn. Han var skam ganske kreativ når det kom til at bruge viden mod andre, men han ville næppe gøre det mod Chinaza. Medmindre hun selvfølgelig gjorde et eller andet modbydeligt mod ham..
Han så forbløffet på hende da hun sådan snakkede om hvordan hun holdt af ham. Igen begyndte han at få hovedpine. Han kunne knap høre hvad hun sagde over den høje dunken i hans hoved. De strygende tomler der sådan ae'ede hans kantede kinder fik ham blot til endnu engang at prøve at trække sit ansigt tilbage. Han forstod ikke denne kærtegn. Det var ikke den slags kærtegn han var vandt til. Ikke engang når han fandt en partner som han kunne bruge natten sammen med var han vant til dette. Han fandt jo normalt dæmoniske kællinger og det blev så vidunderligt voldeligt.
Han hørte slet ikke hendes forklaring på hvordan hun var stolt af sin udholdenhed, selvom det nok havde været utrolig interresant for ham. Det var jo en dejlig information, at hun var stolt over noget så godt som dét.

Han trak sig helt ud af hendes kærtegn og lagde hænderne på hver side af sit hoved, fingrende fandt vej gennem det lange hår for at ligge sig til rette, inden han gik et par skridt væk fra hende. Det gjorde så ondt. Hans hoved var ved at eksplodere, han kunne slet ikke tage det. Han måtte væk fra hende, for det var hendes nærværd der skabte denne smerte. Det måtte det være.
Han gik et par skridt til inden han knækkede sammen og bøjede sig ned, stadig med hænderne over ørene, hvæsende som en anden kat.

"Hold dog op for helvede! Det gør pisse ondt!"

Hun havde en del at sige om emnet, men det overraskede skam også hende selv præcis hvor meget, ordene faktisk kom til at fylde. At det gav ham hovedpine, havde hun ingen anelse om, og at hans lave selvværd slog ind og dikterede hendes ord ganske følelseskoldt som vrøvl ville gøre hende trist at høre. Han så ikke sine egne kvaliteter, men det havde han jo så aldrig gjort.

Et mildt, men bedrevidende smil strakte sig kort over hendes læber. Udødelighed var smerte nok i sig selv uden at tilføre mere. Hun havde nærmere ment noget levende på jorden. Havde det nogen form for følelser, kunne det manipuleres, og man kunne ikke stole på det i forhold til magt. Hun havde dog andre, vigtigere ting at sige, som han også fandt ud af.

Hun var klar over, som han trak sig, hvad han forventede, men hun var fast besluttet på at vise ham anderledes. Hans utilfredse udtryk bundede vel mere i usikkerhed end noget andet, gættede hun på, hvorfor hun blev stående på samme måde.

Han talte ned ad om sig selv nok en gang, og hun brød sig ikke meget om det, om end hun forstod det.

”Kyoshiro,” sagde hun ganske blidt og som en fornuftens stemme, ”Du kan måske fordreje hovedet på dig selv, men ikke på mig! Måske er mit blik ikke fejlfrit, men jeg ser dig tydeligere end du ser dig selv i denne henseende. Som sagt ville jeg ønske, du på et tidspunkt vil kunne se dig selv gennem mine øjne.” Hun smilede blidt og fastholdt hans blik.

Forbløffelsen var forventet. Han havde aldrig selv gået ind på noget i den retning, og hun havde vist heller ikke selv i ord ladet ham vide hvor glad, hun var for hans selskab. Om det var ved at være for meget for ham, som han forsøgte at trække ansigtet væk fra hende. Og hun holdt ham ikke fast – det ville hun aldrig gøre – men hun kunne ikke lade være med at lade hænderne følge ham en smule. Det gjorde hende ondt, han ikke var vant til, nogen var blid ved ham – men omvendt var hun det heller ikke selv. Han skulle blot vide, han havde gjort sig fortjent til andet end vold og smerte.

Han trak sig dog helt fri, og hun var temmelig overrasket, som han tog sig til hovedet på den måde og gik væk, hvor han knækkede sammen med hænderne over ørerne, og hun var hastigt ved ham igen og så bekymret på ham, som han hvæsede.

*Det gør ondt? Kære Kyoshiro, hvad er det, der sker med dig?* tænkte hun bekymret. Men måske var det bedst at give ham andet at tænke på for nu. Folk var begyndt at kikke, og det var ikke nogen positiv ting.

”Lad os finde et andet sted hen, og jeg skal nok tie nu. Du ved hvad, jeg tænker nu, og folk her er begyndt at kikke. Før der sker noget med din tøjbutik, må vi hellere gå et andet sted hen.” Hun havde fat ved hans arm og ville gerne hjælpe ham op – hvis han ville have det. Hun overvejede at bede ham ønske hvad end smerte, han oplevede, væk, men på den anden side var der noget i hende, der sagde hende, det måske ikke var en smerte af helt dårlig karakter. At han måske burde blive i den trods alt. Men fremover måtte doserne nok hellere være mindre end dette.