Et hvidt lys skød gennem den hærgede skov, de halvbrandte træer hang dødt henover den sorte jord, hvor den manden med englevinger var landet. Nu stod han der bare, vingeløs, og kiggede rundt.
Spydet bar han på ryggen, hvor det altid var spændt fast under hans vandringer. Den kolde efterårsvind havde tvunget ham til at trække i en tyk kåbe, der skjulte det meste af hans krop, kun ansigtet sad frit og spejdede efter åbenlyse tegn på elementaler, men han så ingen. Kun den ødelæggelse de havde medført.
Han sukkede, selvfølgelig var det ikke så let, han jagede et spor der for længst var blevet koldt.
Han bøjede sig ned, jorden var dækket af en blanding af sod og aske, han kørte let fingeren gennem og så hvordan den klistrede sig til handskens overflade. Der ville ikke komme nyt liv her foreløbigt. Først skulle soden væk. Han rettede sig op gik hen til det nærmeste træ og gav sig til at undersøge.
Træet var sort som jorden, der så ikke ud til at være mere liv i det, og dog.
Han skrabbede den sorte overfalde af og med en kniv hakkede han sig lidt dybere ind. Blot et par centimeter under barken var træet stadig lyst. Et tegn på den varme der måtte have opslugt skoven, hvis det kunne brænde så meget udenpå inden varme nået at sætte dybere spor i træerne. Han måtte huske at passe på hvis han mødte et væsen med kraft som dette.
Den store styrke bag ilden mindede ham om en mand, hvis styrke muligvis kunne nå samme højder. Faktisk var han næppe i tvivl om det. Han havde set Samson brænde sig igennem fjender, og det skulle ikke undre Denaro, hvis han kunne brænde et træ så kun overfladen nåede at føle varmen.
Krystallandet

