Duggen var lige faldet over det ødelagte landskab hvor små skud fra nye træer allerede var begyndt at skyde op så småt. En mørk skikkelse gled let henover landskabet mens en stille nynnen rungede blidt fra den lyse hals. Det lange sorte hår faldt let og silkeblødt ned omkring hendes skuldre, mens de blå øjne nærmest lyste op i mørket. Hvis ikke Xenix havde haft et karakteristisk udseende før, havde hun i hvert fald fået det efter et halvt år uden nogen form for sollys. Huden var blevet helt mælkehvid som kun en vampyr kunne blive, og på trods af det var hendes læber endnu farvede og røde, især lige efter et måltid, der midlertidigt kun havde overlevet få øjeblikke og nu lå et sted på bunden af den røde flod.
Forsigtigt lod hun fingrene stryge over en mindre busk hvorpå det var faldet så meget dug, at der havde samlet sig små vandperler. Sommernætter var det bedste, hvis de bare ikke havde været så forbandet korte. Hun tiltede hovedet lidt på skrå og tog så en dyb indånding mens hun gled ned på en større sten, hvor hun satte sig, det hele duftede fantastisk lige efter solnedgang, teknisk set kunne hun bruge hele natten på at sidde her og nyde vejret, hun havde jo ikke noget hun skulle nå. Ikke mere.

Det havde været et stille døgn for Tarrim. Han havde sat lejr op uden for skoven, som han efterhånden kendte ud og ind, efter lang tids undersøgning. Men det var ikke nok. Den skulle være som hans bukselomme og han havde samtidig behov for at dræbe alt ondt herinde, så andre kunne færdes. Det ville blive slut med mørkets skabninger. Det var af samme grund, at han igen var iklædt den civilt udseende påklædning i form af hvid skjorte, lang og let tyk, samt mørk jakke, bløde støvler og sit våbenbælte. Den eneste nye ting ved ham var kniven der også hang i bæltet. Han havde efterhånden holdt på den i ret lang tid, i den forhåbning at han ville møde kreaturet igen. Hun måtte jo savne sit våben. Af hvad han havde set efter længere tids undersøgning, så var det et ret dyrt våben, lavet af dyrt materiale af en smed, hvis evner havde været lige den tand bedre på grund af penge. Det var både holdbart og pænt på samme tid. Omtrent lige så holdbart som det sværd, Tarrim også havde spændt om livet. Den eneste forskel var, at Tarrim foretrak simpelt frem for overdådigt. Hvad endnu værre var, han havde genkendt måden bladet var lavet på. Det kom fra hans fader.

Mens Tarrim gik gennem den mørke skov, var alle hans sanser i alarmberedskab. Han havde intet lys tændt. Hverken ild eller lys. Han ville bare blive mål hvis han gjorde sådan noget. Hans øjne havde i stedet vænnet sig til mørket og han gik nu sikkert og roligt frem ad mens han lyttede efter ethvert tegn på liv.
Der gik ikke lang tid før han fik hvad han bad om. En svag nynnen længere fremme fangede hans opmærksomhed. Han begyndte at følge lyden til han så en skikkelse sidde på en gren. Hun var nogle gode meter væk, men ikke nok til blot at være en silhuet. Tarrim genkendte hende og hans undersøgende blik blev øjeblikkeligt iskoldt. Der var stadig to mindre ar på hans hals, men dem skulle han nok få hævn for i aften. Han havde læst på hendes skabning siden sidst. De kunne ikke lide lys. Han skulle give hende så meget lys, at hun ville skrige om nåde! Men først...

"Godaften," sagde han højt mens han gik frem, så hun også kunne se ham. Han undlod at trække nogle våben, men stod i stedet med et lille, køligt smil på læberne.
"Savner du "din" kniv?" spurgte han kort efter, bare for at tilføre salt til såret. Han var en overlevende af hendes sult og hans blotte tilstedeværelse var hån nok mod hendes eksistens. Vampyrer efterlod sig sjældent nogle i live når de skulle have deres.. Føde.

Xenix lod sig næsten beruse af alle de friske dufte. Hun savnede egentligt ikke solen, skumringstiden var rigeligt for hende. En hare løb af alle kræfter henover de nøgne stuppe der var efterladt i skovbunden efter elementalernes rasen, havde hun ikke været så mæt som hun nu engang var, og havde Lorgath ikke lært hende at jage mennesker ordentligt, havde hun med sikkerhed pilet efter selv samme hare. Nu lod hun bare de kølige isblå øjne følge den i dens flugt til det nærmeste buskads. Dovent lænede hun sig tilbage og skævede udover landskabet som månen ellers oplyste svagt, skoven bag hende var buldermørk, men hun havde efterhånden vendet sig til at navigere i mørket. Af samme grund følte hun sig ikke truet nok til at holde øje med alting omkring hende som hun havde gjort i starten.
Af den grund var overraskelsen massiv da en stemme fangede hendes opmærksomhed og fik hende til et rejse sig med et sæt og snurre rundt, så det kølige blik omgående fandt Tarrim. Først huskede hun ham ikke rigtigt, men så kom alle minderne tilbage til hende. I en småirriteret bevægelse skød hun den slanke hofte ud til den ene side, mens hun lagde de nøgne arme over kors. Hun var iklædt en lang sort kjole med en høj slids i den ene side, som afslørede det ene ben og ellers lod skuldrene være bare. En meget simpel sag der ikke rigtigt passede til det slanke elegante sværd som trofast sad ved hendes venstre side.
"Oh, jamen kommer De for at levere den tilbage? Hvilken sand gentleman!"
Sagde hun så og sendte ham et lille smil, der afslørede en perlerække af hvide tænder. Hun var udemærket klar over at han ikke var her for at småsnakke, faktisk huskede hun nu ret tydeligt hans underlige lys og ildmagi, det havde taget lang tis for det at heale ordentligt op sidst, og tanken fik automatisk vampyren til at træde et lille skridt baglæns fra manden foran hende

Tarrim nærmest nød at se kvinden nærmest flyve op af sin position. Det morede ham at hun ikke havde lagt mærke til ham før nu. Men morskaben sluttede ved hendes mindst lige så provokerende mine.
"Mig, gentleman? Nej, der tager du fejl," svarede han koldt, mens en lettere psykotisk latter brød frem i ham. Han var aldrig sig selv, når han var omkring folk der før havde overfaldet ham og haft overtaget. Denne vampyr var én af dem. Han ønskede at se hende lide. Nok ikke dø, men lide? Åh jo. Han ville elske at futte hende af.

Bare tanken fik hans hænder til at gløde let, samtidig med, at hun trådte et skridt tilbage. "Åh nej, jeg har andre planer med min faders gamle arbejde. Måske skulle jeg dræbe dig med den," lød det eftertænksomt fra ham, mens han selv trådte tættere på. Han havde intet behov for at komme helt tæt på, men hvad hun ikke vidste havde hun ikke ondt af. Hun havde trods alt kun oplevet, at hans hænder havde brændt og at der var kommet en lyseksplosion tæt på ham. Hun vidste nok ikke at han kunne lave ildregn med en ganske simpel håndbevægelse.
"Problemet er bare, at folk som dig, ikke dør af et lille knivstik. De kan dog ikke lide lys eller ild, kan de?" Spurgte han med et lille, skævt smil, før han langsomt løftede sin venstre hånd, som der gik ild i.

Xenix skulede ondskabsfuldt imod manden foran hende, hun brød sig ikke rigtigt om hvor situationen var på vej hen. Èn ting var hvis hun havde overraskelsesmomentet som hun i dén grad havde haft sidst, men sådan var det ikke nu. Tarrim havde mere eller mindre overtaget fra starten af, hvilket overlod to muligheder til hende. Enten kunne hun spille med musklerne, eller hun kunne stikke af. Men for det første ville han højst sandsynligt være væsentligt hurtigere end hende og for det andet havde hun ikke just tøj eller sko på til den vilde flugt igennem skoven.
Langsomt trak hun på skuldrene og trådte endnu et skridt bagud for at holde en hvis afstand mellem dem, men det var et lille, næsten usynligt skridt, inden hun stoppede op og vurderende så på ham i den afslappede positur hun nu engang befandt sig i.
"Oh hvilken skam. Det er ganske sandt sørgelige tider vi lever i. Gentlemen er en udøende race"
Sukkede hun med en dramatisk undertone som svar på hans gentleman-kommentar. Diskret lod hun den ene hånd løbe ned, hvor fingerspidserne ganske forsigtigt strøg over sværdets skæfte, for at sikre sig, hvor hun havde det henne, i tilfælde af at han kom tæt på.
"Efter vores sidste møde ville jeg ikke puste mig sådan op hvis jeg var Dem! For slet ikke at snakke om at kæmpe med klinger, det var så vidt jeg husker ikke deres spidskompetance!"
Et farligt smil bredte sig på de røde læber, som dog hurtigt forsvandt ved synet af ilden, hun hadede ild, mere end hun hadede sollys. Det brændte på en hel anden måde. Solen skar sig nærmest igennem huden hvorimod ilden sydede på en væmmelig ubegribelig måde.
En svag trækning fortog sig ved den ene overlæbe, mens hun igen trådte langsom bagud, de blå øjne blev langsomt sløret til at noget der mest af alt lignede en mælkehvid hinde. Takket være hendes lille måltid ville hendes evne ikke være så længe om at komme på gled, forhåbentligt hurtigt nok til at han ikke ville kunne nå et udfald.

Igen dukkede Tarrims latter op. Humor havde hun. Det måtte han desværre give hende. Men at hun dømte hans evner med et sværd, det var bare dumt. Undervurdering er din værste fjende, var hans motto. Og han undervurderede bestemt ikke dette kreatur.
"En skam at du ikke engang vil give det en chance. Jeg behøver ikke mit sværd til at dræbe dig," svarede han koldt, før det gik op for ham, at denne leg ville lade hende få adgang til ham, som sidst. Tanken satte hans alarmsystemer i gang. Omgående satte han den lysende, psykiske barriere op, hvorefter han han sendte en lys eksploderende kugle af sted efter hende.

Mens hun fløj et par meter væk, trak han for en sikkerheds skyld sværdet.
"Men nu synes jeg alligevel jeg fik lyst til det," tilføjede han med et bistert grin, mens han gik hen mod hende. Hans venstre hånd var stadig brændende. For en sikkerheds skyld. Hans forhåbninger var, at denne kamp ville blive kort, for barrieren tog allerede en god del på hans magiske kunnen, samt kræfter. Han ville højst sandsynligt blive meget udmattet efter dette, men det var nødvendigt. Han ville sørge for, at hun ingen skade ville være nogensinde igen.

Den kvindlige vampyr rømmede sig ganske unødvendigt og trommede utåklmodigt med fingerspidserne på sværdets håndtag. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle syntes om situationen, eller tackle den for den sags skyld. Det var ikke meningen at hun nogensinde skulle lade et offer slippe væk på den måde og endnu værre: Løbe ind i vedkommende igen.
Havde hun endnu været i live havde hendes hjerte hamret pinefuldt i hendes bryst, men nu var der ingenting. Klinsk set var hun alligevel i forvejen stendød, men tanken om at manden foran hende ville stege hende til hvile for alvor var udelukkende skræmmende, specielt grundet hans maniske tilgang til det hele.

Et kort øjeblik bestemte hun sig alligevel for at prøve flugten, hun havde ingen puls og kunne af den grund fortsætte med at løbe, han var menneske og ville blive udmattet inden de nåede halvvejs til herregården, men en mindre eksplotion af lys fik revet hende ud af hendes planer. Den voldsomme udvidelse kastede vampyren samtlige meter baglæns, hvor hun gav et hvæs fra sig og gned desperat øjnene. Den skærende smerte var voldsom og berøvede hende kortvarrigt synet, mens hun fik kæmpet sig på benene, inden hun trak sit sværd og pegede spidsen direkte imod angriberen.
"Hold dig væk!"
Snerrede hun bistert med en let dirrende stemme, hendes hoved dunkede og huden brændte let, hun så advarende på ham og satsede på, at han ville tage det som et varsel og forsvinde ud af hendes liv

Tarrim gav et mindre ryk fra sig, da kreaturet trak sit sværd. Så havde hun nogenlunde styr på det, men samtidig meget påvirket af det lys han havde sendt efter hende. Han smilte et halvsygt smil, mens han gik videre hen mod hende. Indtil hun rettede sit sværd mod ham. Interessant.
"Skal jeg holde mig væk? Men jeg er jo et menneske.. Fyldt med dejligt blod! Hm? Er det ikke det der tænder folk som dig?" Han vidste end ikke selv hvad fanden han sagde og hvor komplet hen til helvede sindssygt det lød. Han rystede let på hovedet, men blev så påmindet om den kolde virkelighed.

Han måtte gøre hvad der var nødvendigt. Såre vampyren. Derfor kredsede han let om hende, før han satte til. En god defensiv, var altid at angribe. Få modstanderen til at sætte sine parader op. Han gjorde adskillige udfald og finter, mange af dem af den slags som hun enten så igennem og undgik eller parérede med ganske god evne. Hun var ret dygtig. Men hun var også en vampyr og sikkert lidt ældre. Måske meget. Måske flere 100 år, hvad kunne han vide om det? Det tog et stykke tid, før han gennembrød hendes skjold af paréringer og fandt et hul. Han stødte sit sværd dybt ind i maven på hende, så det stak ud af ryggen. Heldigvis for hende ramte han ikke rygsøjlen.
Men han havde ikke tid til at lade hende få nogle åbninger, så det første han gjorde efter dette, var, at træde tilbage og få trukket sit sværd fri. Nu da han havde tildelt første sår, var der en kort pause i udfaldene.
Underligt nok var han stoppet med at tale. Det var dumt i en fægtekamp. Tog vejret. Og hun behøvede ikke luft.

De kølige øjne var rettet direkte imod Tarrim, mens hun desperat prøvede at få hendes tilvante nattesyn igen. Den maksimale belysning for hende var få starinlys eller lanterner på herregården, så Tarrims angreb havde gjort situationen en del sværre.
"Du er mere monster end jeg nogensinde bliver, du kan bare ikke indse det!"
Hvislede hun køligt, inden han gjorde sit første udfald, der takket være hendes ret gode fægtekundskaber var til at se lige igennem, men efter at have kommet med et par udfald selv var det heller ikke svært at se, at manden foran hende var dygtig selv, måske endda lidt dygtigere end hende, hvis hun nu skulle være hudløs ærlig. Dette var dog ikke til at se på hende, hendes ansigt var en kold stenhård facade der gang på gang benægtede ham at frarøve hende 'livet'.
Desværre varede det ikke længe ingen en ujævnhed i jorden kostede vampyren en kende for meget opmærksomhed og en stikkende og sviende smerte hamrede igemmen hendes maveregion. De blå øjne blev slået ned på Tarrims klinge, inden hun gav en sløv gispende lyd fra sig, som han trak sværdet ud af hende. Blod løb lystigt fra såret og gennemvædede hendes kjole, hele situationen tydede på, at det var hendes blodfyldte mavesæk han havde ramt, ellers havde hun slet ikke været i stand til at bløde i den grad.
Vampyren tog et vaklende skridt til den ene side, mens hun med den ene marmor hvide hånd prøvede at presse imod såret, men blod løb endnu ud mellem hendes fingre og dryppede ned på jorden.
Udover den overvældende smerte det kostede hende, flammede et farligt udtryk op i øjnene på hende, som hun svang sværdet direkte imod Tarrims brystkasse, for efterfølgende at stikke direkte imod hans vene i låret. Hvis hun ramte rigtigt ville hun kunne gøre det af med ham, inden for ganske få

Tarrim nød at se kreaturet i smerte. Blodet der fossede ud af såret i hendes mave vidnede om, at han havde ramt et eller andet lettere fatalt.
Mens hun holdt en hånd for såret, holdt han fast øje med hende. Selv hvis hun var hårdt såret, så kunne hun stadig være i stand til at slå ham.
Til trods for hans årvågenhed, tog barrieren en del på ham og da hun lavede sine næste to udfald, nåede han kun lige akkurat at undgå det første. Hun ramte ham hvor hun havde sigtet og så snart han havde skubbet hende væk, samt hendes sværd, løb der allerede blod ud af det sår hun havde skabt, i en sådan fart og på så voldsom manér, at Tarrim anså denne test som værende ovre.

Derfor lavede han en bevægelse med hånden der sendte en tæt omgang ildregn direkte mod hende, mens han selv bakkede væk, haltende og med en sammenbidt grimasse. Men for ham var ildregnen ikke nok. Han var rasende og da hans lysende barriere faldt var det erstattet af op til flere ildkugler han sendte af sted efter hende, for at få hende væk. Der gik ikke lang tid før han selv faldt på knæ, mens vampyrens skikkelse forsvandt i mørket.
Han var nødsaget til at lukke såret hurtigt, og der var kun én måde at gøre det på; da der dukkede en lille ildflamme op fra hans pegefinger, stak han den direkte ned i såret og kom med et ret højt udbrud, til trods for al sin resistance. Ild var i hans verden, det værste at blive torteret med og derfor var dette yderst ubehageligt.

Han sad et kort øjeblik og så sig næsten panisk omkring, før han, noget beslutsomt, kom på benene. Han måtte tilbage til sin lejr. Der var både alkohol der, som han kunne dulme smerten med, samt rense såret, foruden det faktum at han havde bandager liggende.
Men så langt kom han slet ikke. Han nåede kun hen til udkanten af den ødelagt skovdel, før udmattelsen fik lov til at vinde og igen sende ham i knæ. Den adrenalin havde haft kørende i kroppen var aftaget og han kunne ikke andet end at trække jakken af sig selv og lægge sig under den. Der var ikke andre muligheder. Det ville varme og han var sanseløst udmattet efter sin kamp. Han nåede ikke at ligge der længe, før han faldt hen i en tilstand mellem søvn og bevidstløshed. Såret på benet havde åbnet sig let på vejen, men der kom langt fra lige så meget blod ud som før. Det var dog ikke til at vide præcist hvor meget han havde mistet.

Isis havde tydeligvis fået vendt op og ned på døgnet efter hun havde været nede og besøge sin familie på bunden. På trods af at døgnet var så indarbejdet i hendes sanser kunne det hele stadig blive vendt op og ned når hun kom fra overfladen med sol og måne, til dybets totale mørke.
I en fast gang gik hun over den store eng nær skoven, af gode erfaringer havde hun lært ikke at krydse igennem skoven med tværtimod udenom den. Hun kunne nok finde en kro der ville lade hende overnatte, da natten endnu langt fra var omme. Det hvide stod fra den nye kjole George havde givet hende smøg sig let om den atletiske blå krop, og lod sig let trække i af det endnu fugtige halvlange græs der ivrigt tikkede hende om at blive ved stædigt at holde fast i det hvide stof, til de sølle strå tilsidst måtte give slip og lade hende gå videre.
På trods af nu flere års kamp med hendes gang havde hun endelig fået styr på de to ben, selv på ujævne distancer som den hun var ude på. Faktisk dristede hun sig en kende til at sætte farten op til løb hvor en rungende latter boblede op i halsen på hende, ingen skulle nogensinde sige, at hun ikke kunne gå igen!
"ARGH! Hrmpfh!"
Hendes ene fod slog imod noget, der fik hende til at tumle om i det lange græs og lande så lang hun var på maven med et anstrengt støn. En kort tænkende mine løb over ansigtet på hende, indtil hun mærkede efter og fandt ud af, at det var noget blødt og lunt hun var faldet over. Straks snurrede hun rundt og spærrede de store gulorange øjne op imod Tarrim der lå i græsset, hvilket fik hende til at læne hovedet bagover og påbegynde noget der nok ville blive til et skrig på et tidspunkt, men inden da, gik det op for hende, at vedkommende ikke bevægede sig.
Med et mistænksomt blik skulede hun bistert til manden, inden hun kravlede imod ham og med et lille hvin prikkede til ham, for efterfølgende at gemme sig bag den største græstot hun umiddelbart kunne finde.
Bag totten hvorfra de store gule øjne skulede frem fik hun langsomt set fyren an, han lignede ikke en vampyr, på trods af, at han så såret ud og havde et stort ar var han lidt for solbrun og varm til at være sådan en satan.
Alligevel dristede hun sig til endnu engang at snige sig tæt på, og langsomt løfte hans overlæbe med det mistænksomme blik stift rettet imod hans tandsæt. Ingen spidse tænder. Så langt så godt.
Til sidst vappede hun ham en på siden af hovedet og rykkede sig med et sæt bagud, i tilfælde af, at han ikke helt var tilfreds med hendes vækningsmetoder.

Umiddelbart reagerede Tarrim ikke på, at noget faldt over ham. Han var langt væk i en tåget, omklamrende drøm og de ting han i virkeligheden blev udsat for, blev "logisk" forklaret i drømmen. Derfor kom han kun med et par søvnige lyde da hun prikkede til ham og satte af i et hvin.
Han gav sig til at mumle noget utydeligt da hun pillede ved hans overlæbe og trak sig væk hurtigt efter, men rørte ellers ikke på sig. Hans søvn var meget tung, hvilket den også altid var de gange han gav sig til overbrug af magi. Det var ikke risikofrit at gøre sådan noget.

Det var først da noget daskede hårdt ned i venstre side af hans ansigt at han kom til overfladen, så brat at han satte sig op med et sæt og vidt opspærrede øjne, hvorefter han så sig omkring, meget forpustet. Hans øjne lagde sig på et kvindeligt væsen der langt fra så normalt ud. Men umiddelbart så det ikke særlig farligt ud. Hans hånd lukkede sig om sværdet der lå ved siden af ham under jakken og han gloede i længere tid på kvinden før han mærkede hvordan hele hans krop værkede usandsynligt meget. Benet gjorde derudover forfærdeligt ondt og han følte sig utrolig tung i hovedet.
"Hvem.. Er du?" Spurgte han tøvende.

Idét Tarrim slog øjnene op kunne Isis ikke lade være med at ligne en kat det havde slugt en kanariefugl, det store smil der afslørrede de ellers faretruende rovdyrtænder brød frem, men hun for en ganske kort stund, inden hun fik lagt ansigtet i de rigtige folder og hævede det ene øjenbryn i en meget mistænksom mine.
Langsomt men sikkert fik hun pustet sig op til at virke større end hun var, selvom hendes forsøg bare virkede virkelig ynkeligt, da hendes lille størrelse som menneske ikke skræmte så mange, hvis der var noget der skræmte folk på forhånd var det hendes horn og farve og Tarrim virkede ikke synderligt ødelagt af skræk.
Det ellers kønne ansigt vippede lidt til den ene side, inden hun stak sit ansigt helt op i hovedet på ham og slog så kæberne sammen med et smæld inden hun prikkede ham i brystkassen med en meget bestemt finger.
"Aah aa. Nix. Hvem er DU?"
Spurgte hun så med den feminine let syngende stemme der nok skulle have lydt en del farligere, Isis havde bestemt sig for, at det altid var bedst at lade som om, at man var den største og stærkeste, uanset hvem man sad overfor, så kunne man altid tage det roligt bagefter, hvis vedkommende viste sig ikke at være farlig. Tarrim lignede mest af alt en fugleunge der var faldet ud af reden, hvilket fik hende til at tromme lidt på det ene horn med fingrene, inden hun sukkede opgivende og stak den ene hånd imod ham.
"Okay. Jeg hedder Isis.. og DU ser ikke så fantastisk frisk ud. Hmm?"
Isis hævede svagt øjenbrynene imod manden foran hende, havde han været fuld? Isis havde aldrig været fuld, men hun havde hørt om folk der skabte sig når de havde drukket alkohol, måske havde Tarrim bare været uheldig?

Forvirringen over det fremmede, men intelligente væsen han sad over for, steg Tarrim til hovedet, da hun så ud til at puste sig op på en ret ynkelig, men sød måde. Men var der noget én som hende ikke ville bryde sig om, så var det altså hvis man begyndte at grine og ikke tog det seriøst. Og hendes horn kunne sagtens gøre skade, især på en så udmattet mand som han var lige nu. Derfor kiggede han bare på hende, mens hun stak sit ansigt helt hen til hans og prikkede ham i brystet, stædigt. Det var han ikke vant til. Han hævede forvirret et øjenbryn. "Mig?" Spurgte han, mens han pegede på sig selv. Han kunne ikke rigtig få sit navn på læberne på grund af forvirringen og trætheden der stadig sat dybt i hans krops systemer.

Idet hun til sidst endte med at række sin hånd frem og præsenterede sig, blev Tarrim en god del mere tryg ved hele situationen. Han sendte hende et træt smil mens hun konstaterede hans nuværende tilstand. Da han kiggede sig omkring, kunne hans sagtens på øje på det blodspor han havde efterladt sig, hvilket gjorde ham en smule bekymret for benet.
Men det måtte vente, i stedet tog hans hendes hånd i sit stærke greb. Hans hånd var barket længere oppe var der en god del ar op af armen, mest af alt fra brændemærkninger. Tarrim var ikke god til at sørge for at rulle ærmerne ned på sin skjorte.

"Nej, det føler jeg mig heller ikke ligefrem. Mit navn er Tarrim," svarede han, mens han fjernede jakken helt fra sig. Hans ben så ikke godt ud. Det blødte let fra såret og det eneste der lige kom i tankerne på ham, var, igen, at lukke det. Tarrim var ikke så god til at lægge mærke til hvad andre kunne udrette, så han gjorde det bare uden brok, satte gang i sin indre ild, så hans pegefinger glødede let og prikkede den ned i såret med en bister grimasse. I det mindste var det da ikke så slemt og ømt som i går.

Isis bemærkede først efter et godt stykke tid den fremmedes komplette forvirring. Tanken fik igen det store rovdyrsmil frem på hendes læber, næsten med en lusket undertone; Pffh folk kaldte hende desorienteret.
Når alt kom til alt var Isis ofte forvirret og lidt akavet for andre at være sammen med, da hun slet ikke besad de menneskelige normer som folk var opdraget med, for eksempel som personlig plads. Isis gloede hvis der var noget at glo på og spurgte hvis hun ikke forstod noget.
"Tarrim..."
Isis rynkede brynene sammen og trak et græsstrå op ad jorden som hun begyndte at folde mellem fingrene. Det var altså et underligt navn, det løs mest af alt som noget man var ved at kløjes i. På den anden side var der mange underlige navne på overfladen. Det blå væsen vippede langsomt bagover og endte så i en skrædderstilling mens hun endnu viklede det efterhånden ret mishandlede græsstrå omkring fingrene, inden hun opmærksomt gav sig til at stikke snuden i vejret og dufte.
"Heey. Jeg tror der er nogle der er ved at steg.. Hvad i alverden har du gang i?!"
Den blå kvinde spærrede dramatisk øjnene op da hun så hvordan Tarrim gik igang med at torturere sig selv. Ikke nok med at han tilsyneladende havde et sår, nu gik han satme igang med at riste det.
I et langt, knap så elegant, spring kastede hun sig over manden og vred hånden til sig mens hun pustede indædt på fingeren, men eftersom det ikke hjalp det mindste gav hun et lille vift med hånden, hvilket dannede en lille bobbel med vand, der så ud til at adlyde hendes mindste vink.
Hurtigt delte boblen sig i to hvoraf den ene del gav sig til at skylle såret, mens den anden del ihærdigt prøvede at få kølet hans finger ned. Mennesker var altså underlige.

Tarrim kiggede lidt på Isis mens denne så ud til at smage på hans navn. Hendes komplette uopmærksomhed omkring hvad han egentlig sad og lavede var, for ham ganske fint. Altså lige indtil hun gav sig til at kommentere på det, for derefter at brydes med hans hånd for at stoppe hans brænden sår sammen. Tarrim, der ikke var vant til denne form for nærkontakt, begyndte at stirre vantro ned på hende, mens hans finger kort blussede helt op. Kort efter blev den slukket og der plaskede vand ned i såret på hans ben, hvilket fik ham til komme med et mindre udbrud. Det pludselige vand i såret fik det til at smerte en god del, og hans glødende finger blev normal, mens han langsomt lirkede den fri af hendes greb.

"Ehm.. Jeg har ikke noget imod hvis du bliver liggende oven på mig, men det skal altså stoppe med at bløde," mumlede han, åbenlyst meget akavet over at have hende liggende over sig. Det endte med, at han væltede ned at ligge over hendes kropsvægt og sine egne udmattelser. Han sukkede lavt og kørte en hånd gennem sit noget rodede hår.
"Det burde få en sjat rom," sagde han derefter eftertænksomt til sig selv. Han havde ikke været sammen med mange mennesker de 2 år i fangenskab, så han havde lært at det med at sige sine tanker højt var fint hvis man intet selskab havde. Problemet var bare, at der nogle gange gik en smutter, såsom nu. "Undskyld, jeg.. Ah, for helved, lige meget. Vil du have noget imod at give mig en hånd? Jeg skal tilbage til den lejr jeg satte op i går og.. Altså.. Jeg ved ikke.."

Tarrim skulle vidst bare være lykkelig for, at det var i hendes menneskelige form, at Isis havde kastet sig sådan oven på ham, havde hun lignet sig selv havde det været over hundredeogtyve kilo der havde ligget og rodet rundt oven på ham, nu kunne han nøjes med det halve.
Næsten deaperat prøvede Isis at få slukket fingeren der bludseligt blussede op, hvilket fik hende til at give et mere eller mindre hysterisk hvin fra sig, inden hun endelig fik den under kontrol og Tarrim stoppede sit selvpineri og gav op, ved bae at lægge sig på ryggen. Havkvinden sendte ham et mistænksomt blik, inden hun nærmest hvislede ham ind i ansigtet:
"Selvfølgelig skal det stoppe med at bløde, men det er ikke fordi det er en videre pæn måde at lappe sig selv sammen på, når jeg kan slæbe dig til en læge... vel?"
Snappede hun så, mens kæberne smækkede sammen foran ansigtet på ham i en alvorlig mine, inden hun igen mistede koncentrationen og rullede ned ved siden af ham med et spændingsfyldt udtryk. Hvis hun nu var rigtig god kunne hun måske være heldig at kunne gro vinger, uden af forvandle sig fuldkommen til havfolk. På den måde kunne hun få dem begge hurtigt og problemfrit ind til byen.
KOncentreret kneb hun det ene øje sammen, mens hun med det andet stirrede direkte imod Tarrim, og der gik ikke længe inden de gennemsigtige blå vinger skød frem, desværre var det lige tids nok til, at Tarrim nævnte at han skulle tilbage til en lejer, hvilket ligeledes fik små horn til at poppe frem på albuer, skuldre og bag på begge ben i to fine linjer ned ad bagsiden på hvert ben.
"Arrrgh! Du skal ikke tilbage til nogen lejer, du skal til lægen. Og se nu. Horn over det hele!"
Surmulede hun og skævede så til albuerne hvor et par solide horn havde valgt at placere sig. I det mindste havde det ikke revet kjolen i stykker og dermed ødelagt Georges fine gave. Hun havde en lille krystal og en pose perler med fra bunden som tak, når hun lige fik tid til at finde ham.

Tarrims træthed fik ham til, ikke at gå i komplet panik, idet Isis gav sig til at hvisle ham lige i ansigtet og nærmest bed ud efter ham. I stedet for at forsøge at komme fri, stirrede han bare intenst på hende, med noget der godt kunne minde og let paranoia i øjnene.
"Ja, ja selvfølgelig," mumlede han en smule usikkert, mens han lå bumstille, indtil hun rullede af. Da hun gjorde det, satte han sig omgående op igen og tog sig let til hovedet. Han stirrede stadig på hende, mens hun så ud til at koncentrere sig dybt.

Desværre var hans stemme en irritation for hende, da hun ikke kun groede vinger men også horn og gav et udbrud fra sig. Hans øjne blev større ved handlingen. Okay? Det her var lidt.. Underligt.
"Og bare efterlade alle mine ting? Noget af det er altså dyrt og jeg er ikke særlig rig," mumlede han mens han noget anstrengt kom på benene. Han tog jakken med op og trak den på, mens han var påpasselig med, kun at støtte på det raske ben. "Hør, jeg er virkelig glad for hjælpen, Isis, men.. Jeg kan altså ikke bare efterlade alle mine ting," lød det kort efter fra ham. Han gentog sig selv, mest af alt fordi han var en smule usikker på hende.

Isis stirrede mistroisk ned på de to ben med deres hver især lige række af små fine horn der alle sammen vendte nedad, hun var blevet en underlig mellemting mellem hendes to mest almindelige former. Med en gnaven attitude rodede hun op i håret der med det samme kom i kambolage med de to store vædderhorn, dog syntes hun ikke rigtigt at tage sig af det.
Idét Tarrim rejste sig skævede Isis på imod ham, mens hendes udtryk ændrede sig fuldkommen, pludselig lignede hun mest den der var så det og Tarrim skulle til at forlade hende, og ikke den anden vej rundt.
De store gule øjne stirrede tomt op imod ham og kiggede man rigtigt godt efter blev de næsten helt blanke.

"Men... Sætter du virkelig dine ejendele højere end dit eget liv?"

Spurgte hun så, inden hun igen fandt en tot af det lange græs og snoede rundt om sine fingre. Hvor lang tid ville det tage hos healeren? Ikke specielt længe hvis hun kendte dem ret. Desuden, hvor mange kom overhovedet forbi det sted som Tarrim havde slået lejer? De eneste væsner Isis havde mødt i skoven var vampyrer og de var så vidt hun var informeret, ikke synderligt interesseret i folks ting.

Igen fandt havkvinden sin bestemte side og rystede så på hovedet, hvorefter hun fik rejst sig og løsnet det hvide stof fra nogle af de små horn der havde haget sig fast.

"Hvordan ville du måske have det, hvis du fandt et såret væsen, og vedkommende kradsede af, fordi du lod dem tænke på materielle ting først, hva?"

Spurgte hun så, inden hun sendte det nærmest bedende blik til krigeren foran hende.

"Vi tager til lægen, nu! intet er så dyrt at det ikke kan erstattes!"