Et voldsomt host kæmpede sig vej op igennem Renatikas ru hals og brød ud i nattemørket som en aggressiv krage. I samme øjeblik krummede pigen sig sammen, øjne store, musklerne spændte, og stirrede panisk omkring sig, men ingen bevæbnede krigere eller dæmoner sprang ud bag buske eller træer. Hun tøvede et øjeblik, gned sit ansigt med et par beskidte håndflader og haltede videre igennem underskoven.
"Lucifer, vent!" råbte hun med træt stemme. Det måtte være 117. gang at hun sakkede så langt bagud at hun blev nervøs for at knægten ville blive væk fra hende, men så snart hun forsøgte at gå hurtigere føltes det som om at knæet ville springes i tusind stykker. Den tykke kæp hun havde fundet hjalp dårligt nok, også selvom hun nu støttede sig til den med hele sin vægt. Barken smuldrede af under hendes greb og små aflejringer i stokken borede sig ind i hendes hud, men det var lang tid siden hun var holdt op med at tage sig af det. I det mindste havde hun noget organisk, noget velkendt i hænderne, noget hun havde savnet i cellen. Det der trøstede hende mest lige nu var tanken om at jorden ville gribe hende, skulle hun falde. Efter den, godt nok korte, tids afskæring følte hun sig mere afhængig af sin forbindelse end nogensinde før. Hun havde flere gange taget sig selv i at mumle uforståelige, trøstende ord ind i træer eller jord når de to halvvoksne børn havde gjort hvil. Lucifer havde vist også sendt hende nogle undrende blikke.
Efter at have samlet kræfter til det, så hun op. Træerne var langsomt begyndt at tynde ud, og Medaniens marker kunne skimtes længere fremme. De var ikke langt fra Asgård nu, og bare tanken fik pigen til at rette sig en anelse op og fortsætte med at gå. Ikke langt fra Asgård. Ikke langt fra redningen.
Byvagten var den eneste de kunne stole bare en lille smule på nu. I det mindste vidste hun at han ikke kunne finde på at sælge dem til Morgoth, i modsætning til de fleste andre bekendtskaber hun havde. Han ville næppe være glad for at skule huse to gennemtævede, søvnberøvede kriminelle med blod splattet ud over ansigt og tøj, men … det var ikke ligefrem fordi de havde andre muligheder.

Lucifers gangart er monotom og næsten zombie-agtig. Alligevel hurtigere end den, en levende død højst sandsynligt ville kunne præstere. Hans ansigt er malet af træthed og én eller anden ukendt form for paranoid angst, som pludselig har ramt ham, og får ham til igen og igen at sætte farten op, efter at Renatika har råbt ham an. Det er frygten for at blive genkendt og atter smidt tilbage i det klamme og gudsforladte fangehul. Og tilbage til Morgoth, som uden tvivl er ret så pisset af nu, over deres forsvinden, og sikkert allerede har kommanderet en sjat af Mørkets krigere til at lede efter dem. Det er ikke just nogen god reklame for Mørkets hær at have fanger på flugt. Det får folk til at tvivle på deres magt og styrke, og om hvorvidt de overhovedet er så store som de siger. De må indfanges hurtigt, ingen tvivl om det. Levende eller døde. Eventuelt lemlæstede.
Samtidig er det tanken om, at Morgoth har overtaget magten på den front og nu er aller øverstkommanderende. Han hørte sladderen på kroen, inden de forlod den. Den nye Mørkets Lord. Lucifer har i sin tid på Midnatsborgen hele tiden opfattet Morgoth som værende et endnu ledere svin end den tidligere Mørkets Lord, så dette er ikke ligefrem beroligenende.

Lucifer stopper op og halser efter vejret. Hvis han havde været ved normalt helbred havde han sagtens kunne bevæge sig hurtigere end han gør nu. Det samme gælder uden tvivl for Renatika. Han kigger tilbage på hende. Hun ligner noget som katten har slæbt ind, og ædt, og spyttet ud igen. En lodret rynke mellem hans øjne. Han vipper lidt frem og tilbage imens han venter på, at Renatika indhenter ham. Og så mumler han tørt:
"Hvordan vil du finde det rigtige sted? Hvad nu hvis der er flere gårde?" Det er begrænset hvor meget tillid han sætter til hende, men lige nu har han ikke rigtig andre valg. På den anden side ville det også være sært, hvis han skulle regne med, at hun greb ham når han faldt. For få døgn siden prøvede hun vist nok at slå ham ihjel. Ellers var det den anden vej rundt.

Renatika leder ham hen til gården, som de længe har ventet på at kunne stå foran. Og nu gør de det, kigger ydmygt på gårdens store dør. Lucifer skæver over til Renatika, og eftersom hun ikke rigtig gør noget, løfter han hånden og banker på døren. Tre slag. Så kan det jo være, at hun vil føre ordet...

Det havde været nogle urimeligt kolde dage. Sneen havde lagt sig som en ubarmhjertig hætte af kulde og død over marker, enge og huse. Det hvide snelandskab bragte dog også noget godt med sig; en sindsro. Stilhed og en ubeskrivelig skrøbelighed. Selvom de fleste mennesker foretrak sommerens varme eller forårets kærlighed, så var vinteren på et helt andet niveau. En blanding af noget himmelsk og noget dødeligt.

Asgård stod i kontrast med den hvide sne. Bag de isede vinduer, skinnede et indbydende lys. Fra taget stod en søjle af røg, som indikerede at der bag gårdens mure var en glødende kamin. Sneen var ryddet helt op til hoveddøren, og for den sags skyld også til de andre døre og porte, som førte til resten af gårdens gemakker.

Gårdejeren sad i en lænestol foran kaminen i læsestuen, omgivet af pergamenter, skriftruller, kort og diverse arbejdsgenstande såsom en passer, skriveredskaber og et segl. Manden sad dybt koncentreret, med et udfoldet kort på skødet, og en pen i den hånden. Han markerede koordinater. På et lille bord, ikke langt fra ham stod en glas bowle, hvori en guldfarvet fisk livligt svømmede rundt. Fra tid til anden rettede byvagten sig op, for at undgå rygproblemer - lænestole var ikke just bygget til, at man skulle sidde foroverbøjet OG tilbagelænet. Hvordan det overhovedet var muligt, var Asbjörn ikke sikker på. Byvagten betragtede den stille verden, som lurede uden for vinduet. Han samlede sine ting så godt han nu kunne, og lagde brev, kort og pen i bunken på gulvet. Han måtte have sig en pause. Ryggen klagede en smule da han rejste sig, og benene knirkede en anelse, men efter de første par vaklende skridt, vågnede kroppen lige så stille op. Han vandrede ud i køkkenet, som var placeret i den modsatte ende af hovedbygningen, grundet fare for ildebrand. Bøgerne og ilden skulle helst være så langt fra hinanden, og dog indenfor en rimelig gåafstand. Asbjörn hældte vand fra brønden i en mindre kedel, og satte denne over åben ild. Te hjalp mod kulden og trætheden - sådan da.

Der lød en banken og Asbjörn stivnede ganske kort. Gæster? På denne tid? Og i dette vejr? Han forlod køkkenet og var hurtigt ved hoveddøren. Med en hurtig håndbevægelse fik han slået låsen af, og åbnet døren. Det syn der mødte ham, var et han sent ville glemme.
To forslåede og beskidte unge mennesker, sølet i blod, jord og Gud ved hvad stod nu foran ham. Den ene var en høj ung mand, ganske bleg hud og bizarre øjne. Den anden var en kvinde, som var betydeligt lavere end drengen, og betydeligt mere forslået. De to var snarere børn, end mand og kvinde. Asbjörn missede med øjnene og betragtede pigebarnet indgående - pludselig gik det op for ham hvem hun var.
"Kitsune?!" udbrød han og hævede begge øjenbryn. Hun var vel nok den sidste han havde forventet at se ved sin dør - ville hun tilstå en forbrydelse? "Hvordan er det dog I ser ud? Hvad er der dog sket?" spurgte han og lod skiftevis blikket hvile mellem de to unge mennesker.

Til trods for den korte tid de havde befundet sig på åben land var de to unge hurtigt blevet næsten dækket af den faldende sne. Da de endelig var nået hen til Asgårds hoveddør fik et tyndt lag hvid på deres hoveder og skuldre dem næsten til at se endnu mere ynkelige ud end før. Fortabte og desperate midt i en kold verden af sne. Det gik op for Renatika hvor stiv af kulde hun følte sig, og da døren foran dem blev åben kunne hun ikke lade være med at stirre længselsfuldt ind i den varme fruerstue bag figuren i døren.
Hun gjorde et forsøg på at smile da Asbjörn forbavset udbrød hendes navn. Man kunne ikke sige at det var succesfuldt.
"G'aften, Peregrine," lykkedes det hende at få ud, hendes ansigtsudtryk tåbeligt morbidt sammen med det stivnede blod der filtrede pandehår sammen og plettede hendes kinder, "Tror du at du kan huse min ven Lucifer og mig i lidt tid? Måske? Bare lidt?"
Hun gjorde mine til at træde et skridt frem, men fejlede miserabelt så snart hun forsøgte at støtte på det dårlige knæ, snublede klodset og nåede med nød og næppe at gribe fat i Lucifers skulder og klynge sig til ham. Vandrekæppen gled ud af hendes forfrosne hænder og landte med et knald foran fødderne på Asbjörn. Renatika stirrede lidt målløs på den, før hun mødte byvagtens blik igen.
"Vi, uh. Vi mangler nemlig et sted at sove, du ved."

Varmen og lyset fra stuen bevæger sig ind over de forfrosne, unge mennesker, i samme øjeblik døren bliver åbnet. I tilfælde af at der skulle være en himmel, et paradis, deroppe så må fornemmelsen af at stå foran porten til det, være nogenlunde sådan som Lucifer føler, ved at stå her. Ligesom at have været gemt under et støvet, lystæt tæppe alt, alt for længe, og så opdage at der er et hul i stoffet. Ikke et særligt stort hul, men stort nok.
Fyren der dukker op i lyset ligner én, der har styr på tingene. Hans hår ser hverken fedtet eller beskidt ud, hans ansigt er rent og ikke plettet af gammelt blod, og han ligner ikke én, der er ved at falde sammen af udmattelse eller søvn.
Lucifer er mat i ansigtet. Alt imens Renatika på bedste vis forsøger at fedte sig til en seng, eller, måske bare en plads på gulvet. Om ikke andet, så er det vel bedre end sneen. Lucifer står stille. Inde bag ved Peregrine kan han høre ilden knitre. Hvis Peregrine afviser dem og smækker døren, så... Ja, så ved han virkelig ikke hvad han skal gøre med sig selv eller noget som helst. Han kender ingen der kunne tage dem ind, og Renatika udtrykte vist nok klart, at dette var deres eneste chance for at overleve, så det er tvivlsomt, at hun har andre kort i ærmet.
Lucifer er tæt ved at miste balancen da Renatika støtter sig til ham, men genvinder den i sidste øjeblik, og det lykkes ham at blive stående lodret op.

Hvor var de kommet fra? Hvad var der sket? Var der nogen efter dem? Dette var tankerne, som rumsterede rundt i Asbjörn Peregrines hoved på nuværende tidspunkt. Han ønskede bestemt ikke ballade med de højere magter, men hvordan kunne han sende to stakler væk? Det ville være umenneskeligt. Han sendte et blik ud i vintermørket, og vurderede at der ikke umiddelbart var nogen at se. Hvis der havde, hvad skulle han så have gjort? Hvis inkvisiotionen var efter dem, kunne han næsten intet gøre. Næsten.

Byvagten så på de to forfrosne sjæle, der så alt andet en raske ud. Den unge tyvs stunt hjalp ikke på situationen, men påvirkede heller ikke hans konklusion; de skulle ind i varmen med det samme. Han trådte til side og holdt døren for dem.
"Kom dog ind, før I fryser fast." lød det mildt fra ham. Efter endnu et vagtsomt blik ud i mørket, lukkede han døren efter de to, for derefter at genne dem ind i stuen. Han fik hurtigt placeret de to unge mennesker i den halvbløde sofa.
"Hvis jeres overtøj er vådt, så tag det af. Smid det hvor I vil... Bare ikke på bøger eller kort, altså." mumlede han før han forsvandt ud af lokalet igen. "Vent i stuen." Han frygtede ærligt talt at det var et fup nummer, og han vurderede situationen på sin vej mod køkkenet. Han kunne ikke sende unge mennesker væk - de var kommet til ham for en grund, fastslog han og hældte vandet fra kedlen op i to kopper. Der var nok til to, hvilket var et held. Han lavede en tynd te til de to unge, og fandt tilbage til stuen, med drikkelsen og lidt brød på en bakke.
"Spis, drik og fortæl mig hvad der er sket." beordrede han, og satte bakken foran de to forhutlede individer. Han rykkede lænestolen væk fra ilden og hen til bordet, så han sad overfor de to unge. Han betragtede deres forslåede kroppe og missede med øjnene. "Når I har spist kan vi se på jeres skader. I skal lige have varmen først."

Der gik en lettelse igennem Renatika da Asbjörn trådte til side og lukkede dem ind. Gudskelov. Hun lukkede kortvarigt øjnene og udstødte en blanding mellem et suk og et klynk, og var ærlig talt klar til at falde sammen som halvbagt dej lige nu og der. De var reddet, reddet lige foreløbig, i hvert fald. Hvad der føltes som et bjerg af sten var faldet fra hendes hjerte, og hun skubbede insisterende Lucifer i siden og fortsatte med at støtte sig til ham mens de bevægede sig ind på gården.
Den beroligende, trygge varme kom hende øjeblikkeligt i møde, og hun lod taknemmeligt sig dumpe ned i sofaen, kun let klynkende da knæet og resten af den mørbankede råbte op og brokkede sig.
”Jeg skylder dig én, Peregrine,” kom det mumlende fra hende efter hun havde sat sig til rette, hovedet bøjet bagover med lukkede øjne og lemmerne slapt ud over det hele. Hun hørte knap nok hans instrukser gennem den ringen i ørerne der hurtigt kom frem af varmen og lettelsen. Hun sad i lidt tid og lod kroppen bløde op, hjernen komme til sig selv og situationen synke ind, før hun trak den gennemblødte, korte kappe af og smed den med stive bevægelser på jorden foran sig. Lidt mindre tung og kold sad hun nu, blikket fastlåst og fjernt på kaminen i rummet.
Og blev ramt af en pludselig panik.
Deres sikkerhed var relativ, selv nu. Bare fordi de, muligvis, havde et sted at skjule sig, betød det ikke at folk var holdt op med at lede efter dem. Asgård var ikke totalsikker. Hvis nogen havde set dem forlade byen, hvis nogen fik nys om at de skjulte sig her … det ville ikke tage Mørkets Riddere to sekunder at brænde ejendommen ned til grunden, og så kunne det hele starte forfra. Hun tog sig uvilkårligt til halsen og sank en klump.
Nej. Det kunne hun ikke bekymre sig om nu. Så snart Asbjörn kom tilbage med te og brød kastede hun sig grådigt over det, til trods for at hun altid havde hadet det bitre sprøjt af en drik. I det mindste gjorde varmen godt.
”Det er ikke så slemt,” påpeger hun med hensyn til skaderne, ”Jeg tror vi har klaret det værste selv.” I hvert fald så vidt som det kan klares. Peregrine er ikke ligefrem læge.
Hun tøver, i tvivl om hvorvidt det er en god idé at fortælle byvagten præcis hvad der er sket. Måske er det bedre at lade ham være i uvidenhed, for deres og hans egen skyld. Men på den anden side, han er næppe begejstret for at huse to personer der ikke vil fortælle hvorfor de har brug for det. Hun giver et tyndt host fra sig.
"Vi ... blev uenige med general Morgoth. Så han tævede os. Og smed os i fængsel."

Lucifer er ikke helt sikker på om han misser noget af samtalen og situationen, eller ej, men lige pludselig står Peregrine og byder dem indenfor. Denne mand må virkelig være usandsynligt godhjertet. Måske vil han virkelig hjælpe dem? Og måske havde Renatika ret i alt hvad hun sagde? Lucifer kaster tankerne fra sig og træder ind i varmen. Kaminen kaster et varmt lys over stuen, og sofaen, hvor de bliver guidet hen. Lucifer står stille midt i rummet, og lader øjnene studere de mange ruller med papir og bøger, som har indtaget lokalet. Ham Peregrine må være en meget lært mand. Ellers vil han nok blive det, når han har læst sig igennem alle de frygteligt mange og små ord.
Hans bliks vandren rundt i lokalet bliver afbrudt af Renatika, som udmattet af faldet sammen i sofaen. Han forestiller sig hvordan hun snart går i et med betrækket og forsvinder helt. Bliver opslugt af det bløde stof. Heldigvis lykkes det hende ikke at fylde det hele, og efter, at Lucifer har smidt sin våde overfrakke på et nænsomt udvalgt, tomt sted på gulvet, placerer han sig selv i sofaen. Egentlig har han mest af alt bare lyst til at sove med det samme. Smide støvlerne og hvile sig. Men nu hvor Peregrine har været så venlig at invitere ham og Renatika indenfor, synes han, at han må holde ud lidt endnu, og vise en smule høflighed. Knapt så brutalt som Renatika tager han sit stykke af det brød som Asbjörn har sat frem, og spiser det langsomt, imens han skæver til Renatika. Det ville nok ikke være svært at vurdere hvem af de to, der har boet mest på gaden.
Da Lucifer er færdig med brødet tager han teen op, og nipper til den varme drik. Det kunne for hans skyld bare have været kogt vand, han er ligeglad. Det vigtigste er at få varmen tilbage i kroppen. Lucifer siger ikke så meget. Noget siger ham, at det dér med at snakke, det er Renatika bedst til.

Byvagten, Asbjörn Peregrine, vurderer sine to uventede gæster med et usikkert blik. Renatikas opførsel overrasker ham ikke - hun er trods alt et gadebarn, så høflighed og manerer skulle man ikke forvente fra hendes side. Den unge mand, som nu har taget plads ved hendes side, er dog ikke én han har set før. Lucifer, hedder drengen. Asbjörn smagte på navnet, og mærkede en uforklarlig ubehag. Han læner sig tilbage i stolen og lægger det ene ben over det andet imens han funderer over pigens svar. Morgoth er altså ude efter disse to børn? Asbjörn kaster instinktivt et blik imod vinduet, hvor der intet var at se. Hvis Morgoth har i sinde at forfølge disse to børn, tænkte han, så var der kun to muligheder. Enten skal byvagten skjule børnene eller også skulle han vende dem ryggen og sende dem bort. Umiddelbart har han ikke svært ved at vælge, trods begge muligheder har deres positive sider. Han ville helst undgå ballade, især hvis Mørkets Lord var indblandet. Byvagten trækker vejret igennem næsen, sukker og rejser sig derefter.

"Jeg kan huse jer i et par dage, men hør nu efter: I skal ikke forlade gårdens område. I skal deltage i arbejdet. Og I skal holde lav profil. Jeg ønsker lige så lidt at få Mørkets Krigere på besøg som I gør." begynder han og tager sig til hovedet. Hvad er han dog igang med at rode sig ud i? "Jeg håber at dette er forstået. Så længe i bor under mit tag, føler I mine regler."

"I ser mig noget trætte ud," siger han kort efter og gik fra bordet. "Der er et enkelt værelse i den anden ende af gården," informerede han, med ansigtet vendt imod vinduets mørke. "Dét kan I dele. Gå igennem døren til højre for jer, og fortsæt igennem arbejdsværelset. I finder det nok." Byvagtens stemme er ru og næsten nedslidt. Han vender ansigtet imod dem, og dernæst den dør, som de skal igenne. Han sukker og tilføjer med en hovedrysten: "Jeg sender en tjenestepige ind til jer om fem minutter. Hun vil vaske jer og se på jeres skader. Få lidt søvn. Imorgen finder vi ud af hvad vi gør med jer."

Med disse ord forlader Asbjörn stuen og vender tilbage til køkkenet. Han banker stille og roligt på kokkepigens dør, og beder hende tage vare på deres gæster. Hun gør dette uden protest. Asgård har et udemærket personale, mener byvagten, trods han ikke har råd til at have for mange mennesker rendende. Måske ville disse børn kunne være en gevinst. Han sukker igen og vender tilbage til sine gemakker.

(I skal lige lalle lidt med vaske og sove - vi kan evt. spole til "NEXT MORNING!" ?)

Arbejde. En vis irritation kan anes i Renatikas øjne idet Asbjörn fremstiller sine betingelser. Hun kan da for helvede ikke være til megen nytte med den tilstand hendes knæ er i, men alligevel nikker hun lydigt. De har ikke andet valg, og byvagten ofrer sig alligevel nok ved at lægge halsen ud for dem. Godt så, lav profil. Det passer hende udmærket.
Men kun for et par dage, åbenbart. Den hårde klump af angst hun ellers lige var sluppet af med, sætter sig igen i halsen på Renatika og gør hendes mave kold. Kan hun nå at komme på højkant igen på kun et par dage? Og hvor pokker skal de gemme sig til den tid? Det er ikke sikkert at Morgoth gider iværksætte en større eftersøgning, men det betyder langt fra at gaderne er sikre for dem. Hele byen - hele Krystallandet - er jo inficeret af hans lakajer.
Hun nikker et par gange, indforstået med Asbjörns instrukser, men da han gør mine til at forlade rummet rejser hun sig op. Pigen må vakle lidt og støtte sig til sofaens armlæn for at forhindre benene i at knække sammen under hende, men hun ranker sig alligevel så meget som muligt.
"Asbjörn," siger hun, og husker først for sent sig selv på at bruge hans familienavn, "Tak."
Det er nok det mest oprigtige hun har sagt længe.

Hun bliver siddende i noget tid efter byvagten har forladt rummet, ligeså meget for at vente på at Lucifer bliver færdig med sin mad, som for at få styr på sig selv. Nu hvor hun er indenfor, varm i kroppen og i nogenlunde sikkerhed føles de utallige små og store skader meget kraftigere end før. Knæet dunker, dusinvis af små rifter i hendes hud svier, og hun stryger en hånd forgæves gennem håret for at rede det ud og fjerne noget af dets fedtethed.
Hendes blik flakker rundt i rummet og lander på nogle af de mange bøger der ligger rundt omkring. Det virker så hjemligt, så afslappet. Byvagten har et behageligt liv, alt taget i betragtning, og et lille stik af jalousi kan mærkes idet hun ladet et par fingre løbe hen over forsiden på en særligt smuk bog der ligger på bordet. Gid hun kunne læse.
Efter nogle øjeblikke sukker hun og rejser sig op.
"Vil du med?" spørger hun Lucifer og rækker armen ud mod ham som en lydløs anmodning om en skulder at støtte sig til.
Værelset er ikke nemt at finde, gemt bag hvad der føles som utallige gange og rum i det største hus Renatika nogensinde har været i. Eller i hvert fald nået længere ind i end bare køkkenindgangen. Til sidst må tjenestepigen lede dem ud til gæsteværelset, men da Renatika er klar til at smide sig på sengen og falde i søvn, gør hun det klart at aftenen ikke er ovre endnu.

Renatika skæver lidt usikkert til de to, store baljer med vand som kokkepigen har fundet frem, og meget usikkert til den læskærm hun nu er i færd med at opdele rummet i to med. Hun beordrer de to unge, på hver sin side af skærmen til at trække tøjet af og gøre sig i stand, og efter lidt tøven adlyder Renatika. Hun er ikke vant til at blive behandlet sådan, og pigen krumper sig utilpads sammen og skuler rundt i rummet mens hun gnider snavs og skidt af sin krop med en ru svamp. Til sidst bliver tjenestepigen utålmodig og tager over, vasker pigens hår og - gudskelov - bedømmer at skaderne er i god nok stand til at Renatika kan hive en natskjorte over hovedet og kravle under tæppet i sengen.
Hun falder i søvn næsten øjeblikkeligt, og selvom at hendes søvn er forstyrret og urolig, er hun stadig bevidstløs når solen står op.

I skæret fra et stearinlys, sidder byvagten Asbjörn Peregrine fordybet i en række papirer. Han arbejder. Det gør han faktisk næsten altid. Han forudser at morgenen vil bringe en række uvante oplevelser, og af frygt for mangel på arbejdstid, måtte tingene jo blive færdiggjort i aften - nat. Hvad kan man kalde det? Han læner sig tilbage, vipper hovedet bagover og sukker højlydt. Tanken om, at der på nuværende tidspunkt ligger to børn - to tyve - i den anden ende af gården, og sover i hans gæstesenge... Han bryder sig meget lidt om det. Efter et øjebliks ærgelser over sin nuværende situation, vender han tilbage til sine dokumenter. Han underskriver, godkender, afviser, forbedrer, opdaterer og konkluderer kort, breve, ansøgninger, opgraderinger, lovforslag og henrettelsespapirer. Et for et bliver dokumenterne stablet i en lille bunke. Langsomt vokser bunken til et tårn.

Det banker på døren. Køkkenpigen kommer ind, og spørger om herren kunne tænke sig en kop te. Han takker nej, og takker for i aften. Hun forlader værelset og vender tilbage til sin seng. Asbjörn genoptager sit arbejde, og kaster instinktivt nogle blikke ud af vinduet, fra tid til anden. Det bliver sent. Månen danser sin stille dans henover den stjernemalede nattehimmel. Medanien er stille i nat. Byvagten vender tilbage til arbejdet, efter et par minutters tanketomhed. Han sætter sin underskrift på en række papirer, før han går videre med næste opgave. Ved hjælp af en passer, et kompas og en lineal, optegner han nogle arealer, på et enormt kort. Derefter skal han gennemlæse nogle ansøgninger, og besvare hver enkelt. Hvad skal jeg dog sætte de børn til? Herefter venter en rapport over nogle uenigheder, som har fundet sted oppe nordpå. De har aldrig arbejdet en ærlig dag, i hele deres liv. Derefter er der personalets løn, som skal vurderes og udbetales. Hvordan kommer jeg igennem denne knibe? Han mangler stadig nogle rapporter. Hvad hvis inkvisitionen opdager det? Var der ikke møde i morgen? Og hvis naboerne ser dem...? Nej det var normale træningstimer, for de nye rekrutter. Jeg må finde på noget. Måske skulle han aflyse morgendagens træningssessioner. Det skal nok gå...

[...]

Han vågner med et sæt. Amelie står og ser noget så bekymret ud. Asbjörn skulle lige bruge et øjeblik, før han kommer til sig selv.
"Hr.? De har sovet herinde hele natten...?" lyder kokkepigens milde stemme. Byvagten havde mange gange sammenlignet den med en violin. Det er egentlig en behagelig lyd at vågne op til. Han besvarer dog ikke hendes spørgsmål, men rejser sig i stedet langsomt op. "Jeg har vækket børnene. De har fået noget aflagt tøj, og spiser nu i køkkenet," informerer den unge pige. Byvagten takker og beder hende forlade ham. Hun forsvinder ud af døren, og lader ham være alene. Manden står et øjeblik og sunder sig, før han følger sine morgen-rutiner. Han vaskede sig hurtigt, fandt noget rent, men beskedent tøj, og forlod sine gemakker. Hans ansigt bar præg af nattens arbejde, men hans ryg var rank og hans skridt højlydte. Han havde besluttet sig for at der skulle disciplin ind i hovederne på disse to børn. Han mødte dem i køkkenet.

Renatika vågner før Lucifer. Vejret uden for vinduet er gråt og mat, men lyset er alligevel kraftigt nok til at trække pigen ud af sin drømmeløse søvn. Hun misser sløvt med øjnene et par gange, før værelsets kondukturer bliver tydelige for hende, før det rigtigt går op for hende hvor hun er. Sådan er det hver morgen. Det tager noget tid at vænne sig til nye omgivelser.
Men noget er bekendt. Hun ligger med ansigtet vendt mod Lucifer i sengen i den anden side af rummet, og ligger tavst i nogle øjeblikke og betragter hans sovende skikkelse. Roligt bevæger hans brystkasse sig op og ned i takt med hans åndedrag, hans øjenlåg dirrer af og til når han er tæt på at vågne. Sengetæpperne er i nattens løb gledet ned og frigjort hans hals, og Renatika kan ikke lade være med at tænke at han bliver forkølet i februarskulden. Solen er kun lige stået op, og nattefrosten hænger stadig i luften, tyndt og spinkelt som spindelvæv af is og tåge.
Pigen spidser ører da forskellige dyrelyde høres ude fra stalden, og de første tegn på liv begynder at spille hen over gården, og så lydløst som muligt trækker hun tæpperne af og glider ud af sengen. Det gyser i hende da de bare, forslåede fødder rammer gulvet, for trods mange års hård hud og snavs der ikke vil gå væk kravler kulden stadig nemt direkte ind i knoglerne.
Hun tager et prøvende skridt fremad, men så snart hun støtter på det dårlige knæ kollapser hendes krop som var den en hul skal, og hun lander skramlende på gulvet. Hun venter et øjeblik med tilbageholdt åndedræt for at sikre sig at Lucifer ikke er vågnet, før hun kravler hen mod hans seng.
"Lucifer," prøver hun hviskende, "Er du vågen? Lucifer?"
Intet svar. Hun prøvede heller ikke at vække ham.
Lidt usikkert sætter hun hænderne på sengekanten og trommer lydløst på lagnet, mens hendes øjne flakker lidt over det hele for til sidst at lande på drengen igen. I løbet af natten er hun kommet frem til en konklusion. Selvom hun har forsøgt at overbevise sig selv om det modsatte, er verden ikke skruet sammen præcis som hun vil have den. Vigtigere, andre mennesker er ikke skruet sammen præcis som hun vil. Og alt det her rod er hendes skyld. Lucifer begik måske den største brøler i sit liv ved at indlade sig med Mørket, men han var måske kommet bedre fra det, havde det ikke været for hende. Eller måske ikke. Det er egentlig slet ikke pointen.
"Jeg er ked af det Lucifer," siger hun, "Jeg er ked af at du blev trukket ind i alt det her. Jeg er ked af at du fik tæv. Og et sværd gennem maven. Og at du næsten blev slået ihjel."
En pause, hun stirrer indtrængende på ham, betragter hans mørbankede, udslidte ansigt med buler og rander under øjnene.
"Jeg er også ked af at jeg brækkede din næse."
Hun bider sig selv i læben og må undertrykke en trang til at komme med et hånligt fnys af sig selv, af hele situationen. Hun er nødt til at tvinge sig selv til at tage det her seriøst.
"Jeg ved ikke hvordan det her skete. Det kunne have været bedre, vi ... Vi kunne have været bedre venner. Vi kunne have været venner."
Hvad pokker havde hun egentlig gjort uden ham? Ud over de åbenlyse gange hvor han har reddet hendes liv. Hvad skulle hun have gjort uden en eller anden at afregere på, uden en eller anden som hun til en eller anden grad vidste bekymrede sig bare en smule om hende? Uden Avia føler hun at hun har mistet kontrollen. Men med Lucifer kunne hun til dels genvinde den, selvom det ikke altid endte godt for ham.
"Du er en god person. Og du fortjener egentlig ikke alt det her."
Dørens knirken idet den går op får hende til at snappe hovedet i retning af lyden. Køkkenpigen fra aftenen før tøver et øjeblik, noget forbløffet over pigens intense blik, før hun uddeler dem rent tøj og informerer at maden snart er klar efter at have rusket i Lucifer for at vække ham.
Renatika skæver til sin tøjbunke: En uldnederdel og en tyk trøje - det samme som husets tjenstepiger. Det bliver problematisk hvis hun får brug for at løbe, men i det mindste er det rent og varmt. Hun trækker det på og overvejer en måde hun kan modificere det senere.

Køkkenpigen leder dem atter igennem husets gange og ud i køkkenet, hvor Renatika hugger morgenmaden i sig uden overhovedet at overveje hvad det består af. Da Asbjörn viser sig i døråbningen nøjes hun med at betragte ham forventningsfuldt.

Duften af nybagt brød kærtegnede byvagtens næse. Fuglene sang højlydt udenfor, og manden lovede sig selv, at fodre dem med brød-resterne - selvfølgelig såfremt børnene ikke åd det hele. Bordet var allerede halvtomt. Eller halv fuldt, alt efter hvor optimistisk man var. Brød, frugt, en skinke, ost og mælk var på bordet, og børnene var ivrigt igang med at rage til sig. Asbjörn kunne ikke udelade et smil, da han så deres forslåede ansigter, stoppede med mad og med øjne, der næsten glitrede af under og lykke - sådan da. Sådan valgte han at vurdere det.

Byvagten betragtede de unge mennesker i et par sekunder, før han begyndte at tale: "Godmorgen. Jeg håber I har sovet tilfredsstillende og ligeså håber jeg at I vågnede godt. I vil blive vækket samme tid i morgen og dagene fremefter. Væn jer til det." Hans stemme var benhård. Dette understregede at hans ord ikke var til debat.
"Har I nogle talenter? Noget I kan finde ud af? Hvis ikke, så skal jeg nok finde noget arbejde til jer alligevel. Der skal vaskes tøj, kokkereres, muges ud i staldene, samles æg, hestene skal ud og ind igen, der skal rengøres, sorteres post og meget andet. Kan I læse? Skrive? Hvad kan I egentlig? Hvor slemme er jeres skader? I må arbejde for føden. Alle tingene skal ordnes. Jeg laver en liste til jer."

Manden sukkede højlydt og tog sig til hovedet, før han til sidst satte sig for enden af bordet. Kokkepigen placerede en varm kop te foran ham. Han takkede og betragtede de to unge med et vurderende blik.
Han overvejede kort om han skulle lade køkkenpigen Mia tage sig af de to. Han overbeviste sig selv om, at det nok var bedst hvis han selv tog sig af dem. Han lod tungen glide henover de tørre læber, nippede til sin te og sukkede igen.

"Jeg vil tage mig jer i dag. I morgen forventer jeg at I kan klare jer selv - altså med jeres opgaver og arbejde. Når I er udenfor skal I holde jer nær gården, klokken indikerer når det er spisetid. Kommer I for sent, er der ingen mad. Hvis I overholder vores tids-aftaler, sengetider og gør jeres pligter, så kan I optjene nogle lommepenge. Om lørdagen kan jeg tage jer med på lørdags-markedet." erklærede han tilfreds. Indirekte fortalte han dem, at de teknisk set kunne være her længere end kun et par dage. Det var tirsdag. Han tilbød altså at de kunne blive her til om mandagen. Såfremt de opførte sig pænt selvfølgelig.

"Jeg ville normalt spørge om I er tilfredse med mine betingelser, men jeg kan ikke se om I har et valg."

Det er som om Renatika glemmer sin sult, at den skubbes ud af hovedet på hende og erstattes med et væld af informationer. I takt med at Asbjörn taler, spiser hun langsommere og langsommere, og til sidst folder hun forsigtigt hænderne og lægger dem tungt på bordet foran sig, hele tiden med et intenst blik rettet mod manden. Der er en let, tænksom fure mellem hendes øjenbryn, og hendes i forvejen tynde læber er strukket ud til en smal streg. Hendes ansigtsudtryk er ikke ét af irritation, fornærmelse eller andet i den dur, blot koncentreret, vuderende og stædig. Da Asbjörn sætter sig ved bordet holder hun øjnene på ham, som deltog han ubevidst i en stirrekonkurrence med hende. Og til trods for at der ingen kappestrid er, er der noget i Renatika som siger at hun bliver nødt til at vinde.
Selvfølgelig havde hun ikke forventet at Peregrine ville lade hende og Lucifer bare hænge ud og nyde livet på gården, hvor ideelt det end måtte være. Det var klart at han ville forlange et eller andet igen, folk ville altid have noget igen. Det var sådan verden fungerede, ellers kunne det ikke løbe rundt. Intet galt i dét.

Men at være tjenestetøs for byvagten? Nej. Det var ikke noget hun havde tænkt sig at melde sig til. Ikke at hun kunne sige dét foran ham.

Så snart han er færdig med at tale, lader Renatika sine hænder folde sig ud fra hinanden og lægger håndfladerne fladt ned mod bordet mens hun ånder ud, et skævt smil plantet på sine læber. Lommepenge? Hele affæren begynder at lugte mere og mere af fast arbejde, og pigen er ikke helt sikker på hvordan hun skal forholde sig til det. Det bedste hun havde turdet håbe på var ly, eventuelt lidt mad og varme, for et par dage. Men det her bryder skalaen og fortsætter helt over på den anden side.
Hun skæver til Lucifer for at se hans reaktion før hun drejer blikket mod Asbjörn igen. Han er ret. De har ikke ligefrem andet valg. Hun kan ligeså godt adlyde, foreløbig.
"Jeg kan ikke gå ordentligt," erklærer hun ligefremt, "Så jeg er ikke meget værd med henhold til fysisk arbejde. Men jeg er en dygtig kok med alt det indebærer, og ellers har jeg et omfattende udvalg af historier som dine tjenestefolk sikkert vil nyde at høre."
Hun tøver et kort øjeblik, trommer med et par fingre og tænker kort på den forgående aften før hun fortsætter:
"Jeg kan ikke læse eller skrive. Men jeg vil gerne lære det."

Stilhed. Køkkenet er fyldt med stilhed, mellem Renatika, Lucifer og byvagten, der overvågende står i døren, før han begynder at snakke. Lucifer finder det mest høfligt at fryse det han er i gang med, i dette tilfælde at sætte tænderne i en pære, og dette gør han. Synker hurtigt stykket af pæren og lytter opmærksomt til Peregrine. Inde i hovedet forsøger han at lave sig en overskuelig liste over de ting, som er værd at notere. Vækket samme tid i morgen, tøjvask, udmugning, indsamling af æg, noget med noget post. Lucifer skæver til Renatika, håber på at hun har mere styr på det end han har. Hun ser disciplineret og alvorlig ud.
Han ser ned af sig selv, øjnene lander på pæren i hånden, som han placerer lydløst på bordet foran sig, og samler hænderne i skødet. ”Jeg kan lave en liste til jer” er det første han hører, da han atter vender opmærksomheden mod byvagten. Han sukker lettet, og lader de spændte skuldre falde ned.
Det hele er på én gang meget overvældende, og meget lettende. Hvis han helt selv kunne vælge, så ville han egentlig helst være fri for at arbejde under nogen. Tanken om at være herre over sit eget liv og sine egne penge er langt mere fristende, end at bo til leje hos én eller anden rigmand. Men på den anden side vil han garanteret få som godt som alt han skal bruge, her på gården. Mad, tøj og en varm seng at sove i, efter arbejdsdagen. Det kunne gå hen at fungere, hvad enten opholdet ville komme til at vare 1 uge eller 1 år.
Lucifer kigger over på Renatika. Han kender hende. Han ved, at denne måde at leve på, har hun svært ved at tilpasse sig til… Kunne hun finde på at forlade ham, Lucifer, om nogle dage, når hun er frisk nok til det? Hej, farvel, videre ud i verden. Det løber ham koldt ned af ryggen. Det er den sædvanlige problematik. De ved aldrig rigtig hvor de har hinanden.

”Jeg kan læse og skrive lidt” Konstaterer han. Faktisk at det meget længe siden han har skullet læse og skrive, især det sidste. Så langt nåede han ikke rigtig, mens han var hos Mørkets Lord. Han prøver at mærke fornemmelsen for sig, at føre et stykke kul eller kridt hen over papiret… Jo, mon ikke han stadig har det i sig.
Egentlig er Lucifer heller ikke helt dårlig til madlavning, men noget siger ham at det ville være en dårlig kombination med ham og Renatika sammen i et køkken. De ville vidst ødelægge mere end de ville lave. Derfor undgår han elegant at nævne det, og klør sig eftertænksomt i hovedbunden.
”Jeg har det okay. Jeg kan godt klare fysisk arbejde” Siger han og kigger ned i bordet. ”Det vil nok gå langsomt. Men det vil gå”
Det er et faktum at Lucifers krop stadig ikke er i helt god stand, men han har ikke tænkt sig at ligge stille. Han er overbevist om at den slags nok skal arbejdes væk.

Asbjörn Peregrine stirrede lamslået på Renatika Kitsune. Først havde hun indrømmet, at hun ikke ville være i stand til at fuldføre fysisk arbejde. Dernæst havde hun påpeget at hun hverken kunne læse eller skrive. Det var acceptabelt - begge dele. Men den sidste sætning: 'Men jeg vil gerne lære det.'
"Du vil gerne lære at læse og skrive?" gentog han bittert. "Udmærket. Du har lige selvskrevet dig til aftenskoling. Vi begynder i aften." Et eller andet sted, dybt inde i hans krop, var der en lille gnækkende stemme. Han følte lidt, at tyvepigen skulle straffes - ikke fordi han havde lyst til at gøre hende ondt, nej ikke den form for straf - hun skulle uddannes og lære, hvordan man var et ordentligt menneske. I hendes øjne ville det sikkert være den værste straf af alle. Et tilfreds smil bredte sig på hans læber. "Eftersom du har problemer med at bevæge dig rundt, vil du primært opholde dig i huset. Jeg tør ikke lukke dig ind i køkkenet - du er jo et gadebarn, og man ved aldrig hvad I spiser. Ét eller andet sted skal jeres... Fascinerende hudsygdomme jo komme fra. Så intet køkkenarbejde til dig, Kitsune." Han bed sig i læben og overvejede hvad han skulle sætte hende til.

"Du skal sy lidt tøj, pudse sølvtøj, læse og skrive," han holdt en kort pause hvor han tænkte over andre ting han kunne sætte hende til. Endnu et smil gled over hans læber, da han fik en ny idé. "og du skal regne. Det må du så også lære. Og så skal du selvfølgelig vaske tøj og hjælpe til, hvis nogen beder dig om det." Da han endelig var færdig med at informere pigen om sine pligter, vendte han ansigtet imod drengen. Lucifer.

Han hævede sin te, smagte på indholdet og forsøgte at sætte en finger på, hvilken te det var. Normalt drak han den bare. Han tænkte aldrig over smagen. Den dampende kop blev atter placeret på bordet. Han betragtede indgående drengen. "Så Lucifer, unge ven, dig kender jeg jo ikke. Kan du slås?" spurgte han direkte. Han hævede et øjenbryn og satte sig tilbage i stolen. "Kan du ride? Dit arbejde bliver at tage dig af dyrene. Heste, køer, får, hunde. Og høns selvfølgelig." Byvagten holdt en pause og betragtede køkkenpigen arbejde. Hvad skulle han ellers sætte drengen til? Listen kunne blive lang.

"Jeg forstår at I ikke er vant til et struktureret liv, og jeg kan forstå hvis I vil have svært ved at falde til." Hans blik faldt på Renatika Kitsune. "Men jeg vil gøre hvad der står i min magt, for at føre jer på rette spor igen."
Der var en lang pause, hvor han blot betragtede de unge med et mildt blik. Så rejste han sig, og bad køkkenpigen sætte de unge igang med dét, som hun mente skulle ordnes først. Byvagten havde sine egne ting at se til.

Renatikas overlæbe dirrer svagt. I takt med at Asbjörn remser op, klemmer hun øjnene en anelse sammen og forsøger at vudere situationen. Sy - godt nok, hun har lappet sit tøj før. Pudse sølvtøj - virker lidt overflødigt, men fair nok. Skolingen har hun intet imod, det var trods alt hende der foreslog det. Regne ...? Godt, fint.
Hun griner svagt af tanken om Lucifer der fodrer høns, eller endnu bedre, Lucifer der slås. Det ville hun ikke have noget imod at sidde bag et vindue og betragte. Også selvom at hun selv ville være bedre til de opgaver. Nå, hun må nøjes. Det ville måske heller ikke være så slemt at tilbringe nogle dage indenfor, for en gangs skyld.
Selve opgaverne er acceptable. Men hun kan ikke ryste den følelse at hun netop er blevet fæstebonde af sig.
Og så ... Hun bider tænderne hårdt sammen for at forhindre sig selv i at råbe op. Intet køkkenarbejde. Den ene, den ene ting hun er god til, og så forbyder han hende det. Og for hvad? Fordi hun er et gadebarn. Fordi hun, tilsyneladende, skulle være tilbøjelig til at ... hvad, finde mad i skraldespande? Bare fordi hun er hjemløs gør hende ikke til en forbandet vaskebjørn.
Men hun bliver nødt til at beherske sig selv. Det her er deres eneste chance for at overleve. Selv hvis der ikke var nogen efter dem, så ville hun næppe kunne klare sig selv i nuværende tilstand. Uden penge, uden mulighed for jage eller løbe ærinder for føden. Og hvis hun får dem smidt ud nu, tvivler hun på at Lucifer vil blive hængende for at hjælpe. Så må selv han have fået nok.
Det gibber let i pigen da Asbjörns blik lander på hende. Nok er hans øjne milde, men hans ord prikker til hende som en sløv klinge.
"Jeg skal ikke ind på noget spor," Det der med at holde kæft virker aldrig særlig lang tid af gangen, "Jeg værdsætter hjælpen, men der er ikke noget galt med mig."
Trodsigt stirrer hun på byvagten, så høfligt det nu er muligt at stirre aggressivt på nogen.
"Desuden," tilføjer hun, "Jeg garanterer dig at jeg kan lave bedre mad end hvilket som helst hundeæde dine tjenestefolk kan præstere."

Lucifer sidder tøvende og overværer situationen. Renatika ser indebrændt ud. Peregrines kommentar omkring at have gadebørn i køkkenet synes unødig, og Lucifer borer neglene ind i håndfladerne, i de knyttede hænder. Han er ikke helt sikker på om han bliver fornærmet på sine egne eller Renatikas vegne, og det betyder heller ikke så meget når det kommer til stykket. Men han lader være med at sige noget, lader være med at gøre noget. Han vil ikke miste alt det han lige pludselig har fået foræret, her, på grund af en ubetydelig spidsfindighed.

Peregrine retter opmærksomheden mod Lucifer, som af ren refleks retter sig op på stolen. For at gøre et godt indtryk. Eller måske for ikke at falde ned af stolen. Han ligner én der afventer sin dødsdom. Bliver det hængning eller tortur med døden til følge?
”Slås… Nej.” Når han at indskyde, før byvagten snakker videre. Han kaster et blik på Renatika, og tænker tilbage. Sidste gang han prøvede at mande sig op, fik han nær slået dem begge to ihjel. Renatika er stærkere end ham. De fleste er faktisk stærkere end ham.
Pasning af dyrene… Lucifer ånder lettet op. Det synes som det nemmeste job af alle, og oven i købet et job, som han til en vis grad kan nyde at udføre. Bare tanken om at skulle pudse bestik giver ham lyst til at krølle sig sammen under et tykt uldtæppe. Han er vist sluppet godt fra den her arbejdsuddelegering.
Lucifer skjuler sin iver, og lader kun et lille beskedens smil på læben slippe ud i dagslyset. Han er på ingen måde i tvivl om, at Renatika ville have været den perfekte til dette job, havde hun bare nævnt at hun kunne noget med dyr.

Og så bryder det sædvanlige helvede løs. Tøsen kan ikke holde kæft. Lucifer ryster på hænderne i frygt for at hun nu skal ødelægge det hele, på grund af ingen verdens ting. I hvert fald ikke noget, der betyder noget.
Han har lyst til at råbe, skrige, kaste med diverse morgenmadsretter fra bordet, kaste dem efter hende. Hans sammenknebne øjne hentyder til hende, at hun skal holde sin kæft og bide det i sig. Hun kan ikke være bekendt at ødelægge det for dem, eller, i hvert fald ikke for ham.