Asbjörn kom som så mange gange før vandrende igennem Paradisskoven. Et tilfreds smil var plantet på hans læber. Så langt var dagen gået ret godt, og han havde ikke mødt nogle problemer eller nogen form for modstand. Han havde det faktisk ret godt. Han tog en dyb indånding og mærkede efterårsluften fylde kroppen. Fuglene kvidrede lystigt omkring ham og det var som om, at skoven spillede sin helt egen musik. Det var længe siden Asbjörn havde haft en god dag. En stille og rolig dag for sig selv, uden arbejde eller noget andet.
Han gik i sidt slidte bondemands-agtige tøj, for en gangs skyld. Fridage er herlige, tænkte han.
Hvad han lavede i skoven, kunne han ikke helt sige. Han fik bare sådan en lyst til at gå en tur. Nogle gange måtte man lave mærkelige ting, for at få tiden til at gå. Og Asbjörn valgte altid at gå sig en tur, når tiden skulle dræbes. Intet var bedre end en tur i skoven.
Træernes musik blev højere for hvert et skridt han tog. Først lod han sig ikke mærke med det, men efterhånden begyndte han at undre sig. Hvordan kunne det lade sig gøre, at skoven ligefrem spillede musik. Han stoppede op og så pludselig meget forvirret ud, idet det gik op for ham, at der faktisk var musik i luften. Ikke bare fugle og vind, men faktisk musik.
"Okay? Det er lidt sært." mumlede han for sig selv, for at sikre at ørene nu fungerede som de skulle. Eftersom hans egen stemme lød normal, så måtte det virkelig
være skoven der lavede musik. Hans logik fortalte ham, at der måtte være sigøjnere i skoven. Et suk forlod hans læber. Han hadede dén type. De stjal med arme og ben, mente han. Han fortsatte derpå sin raske gang igennem skoven, med øjnene åbne efter eventuelle mennesker eller andet kravl, som slæbte sig afsted under solen...