Den rustne tremmedør knirker faretruende og giver ekko hele vejen ned af den mørke gang, da den bliver åbnet. Fire af lordens undersåtter står dér midt på gangen. De er ikke alene, men bærer på to unge mennesker. Rødhårede mennesker. Rebeller - Sådan ville de nok blive beskrevet af mørkets tilhængere, men det er kun halvdelen af sandheden. Den unge kvinde, vagabond-agtig beklædning og forskelligt farvede øjne, kunne man nok godt betegne som værende rebel. Den anden, fyren med de grå øjne, var vel nærmere vare en håbløst forelsket idiot med alt for store ambitioner. Selvom de nok ikke rigtig eksisterede mere. De blev nok skyllet ud sammen med blodtabet, for ganske kort tid siden.
De rustningeklædte mænd går ind i cellen. Først de to af dem med tøsebarnet, smider hende på gulvet, og de to andre gennemfører den samme proces med knægten -dog en anelse mere forsigtigt, under ordre fra generalen.

Lucifer lander i lidt hø, der er dog ikke mere end han stadig kan mærke det hårde, kolde stengulv under sig. Hans øjne er lukkede og det samme er hans verden i et forsøg på at være et andet sted en den kolde celle. Han har været nede på gangen her før, men aldrig har det været ham der skulle sættes man lås og slå. Han havde heller aldrig drømt om, at det nogensinde ville blive ham. Det hele minder mest af alt om et mareridt. Det vil sige lige bortset fra smerterne og kulden i den klaustrofobifremkaldende celle.
Den knirkende lyd af tremmedøren skaber endnu engang ekko i midnatsborgen, efterfulgt af en nøgle der bliver drejet om. Nu er der ingen vej ud.
Lucifer sætter sig op i den mørke celle. Det eneste lys der når herinde kommer fra et meget lille tremmevindue i betonvæggen bag dem. En sølle solstråle, et tegn på forår, der trods mørket og ubehaget kæmper sig igennem. Cellen er lille og firkantet. Der er kradset streger i væggene og en lugt af fugt og råd. De øverste hjørner af cellen er dækket af et fint lag spindelvæv. Nede af gangen kan han høre råb om hjælp og hjerteskærende suk. I det mindste er de to unge mennesker ikke de eneste. Lucifer fører hånden igennem håret og prøver at vænne sig til tanken om at være en fange. For et eller andet sted, inderst inde i ham, er der noget der tror at de kommer og lukker ham ud om ganske kort tid. Hans fornuft mener desværre noget andet.
Et jag af smerte, kommende fra såret, får drengen til at krybe sig sammen med panden imod det hårde stengulv. Havde Morgoth da bare slået ham ihjel.

Renatika bliver liggende stille da de smider hende mod gulvet.
Hun er skam vågen. Om end en smule omtåget, men ved bevidsthed, og alligevel forbliver hun livløs i samme, ubekvemme stilling hun er landet i på stenene og jorden i cellen, mens et par sløve øjne flakker rundt og undersøger de fremmede omgivelser. Først da et par støvede halmstrå kilder hende i ansigtet rører hun på sig, men ikke mere end at rulle om på ryggen som om hun ville give sig til at lave en sneengel. Der er bare ikke noget sne at gøre det i.
Baghovedet gør ondt. Det samme gør håndledet og halsen og ... nu hun tænker over det ville det være hurtigere at opremse de dele af hendes krop der ikke er i smerte, hvilket i sig selv er nemmere sagt end gjort. I stedet lader hun de forskelligfarvede øjne svæve fra side til side hen over det grå stenloft over de to, søgende efter en afvigelse i det ensfarvede materiale. Uden held. Ikke fordi det ville gøre megen forskel alligevel: Selv hvis der var et hul i loftet er det tvivlsomt at tøsen har kræfter til at rejse sig og forsøge at flygte. Lucifer kan hun heller ikke regne med.
Lucifer. Uden at vende hovedet forsøger hun at afgøre hans placering i det lille rum og fornemmer at han krummer sig sammen i smerter en lille meter fra hende. Dybest set er det vel hendes sky... på grund af hende at han sidder her i cellen med hende. Det var trods alt hende ... som ... Nej. Han kunne bare have ladet være med at stritte imod og gjort hvad han havde fået besked på, den nar. Nu sidder han her. Kunne han ikke snart gro en rygrad og beslutte sig hvilken side han ville være på?
Forårssolen skinner ind af det mindste vindue Renatika nogensinde har set og falder i en lille firkant på det beskidte gulv, ligner et stykke papir i det ulmende mørke. Støvet danser dovent og lydløst i lyset og har næsten en hypnotiserende effekt på Renatika der betragter det igennem øjenkrogen, men før det lykkes hende at samle tankerne falmer de hvidgule stråler og stikker af. Det går langsomt op for hende, sådan rigtigt, hvor hun er. Og hvor hendes lemmer før virkede følelsesløse og lamme bliver hun nu pludseligt pinefuldt opmærksom på gulvets kulde mod den tynde hud igennem tøjet, hver eneste småsten der borer sig ind i kødet og den indelukkende, kvælende luft som cellerne er fyldt med. En kløen løber ned over hendes krop og giver hende trang til at flytte på sig, men hun ligger helt, helt stille og kæmper imod, i håb om at hvis hun gør sig ubemærket nok vil alle følelsesindtrykkene efterhånden glemme at hun er der, og forsvinde andetsteds hen. Hun lukker øjnene forsigtigt og åbner dem igen, forsøger at skjule sig og bliver langsomt klar over at det ikke længere er en mulighed.

Smerterne bliver ved, strømmer ind over ham som bølger. Lige når man tror at de har trukket sig tilbage for at blive, kaster de sig igen over én. Og de synes at bliver voldsommere og voldsommere for hver gang der går. Snart dæmper de dog af og Lucifer kan igen rette sig ud. Sådan da. Cellen er ikke just magelig eller indbydende og man får egentlig mest af alt lyst til at krumme sig sammen til ingenting. Havde der bare været en blød seng, et madras, et tæppe så havde det været nemmere. Prøver man at blive til ingenting bliver det hele tiden spoleret af det kolde stengulv. Lucifer læner sig op af den mindst lige så kolde væg. Der smuldrer let ved vægten af hans krop. Småsten rammer gulvet med et ekko der synes uendeligt. Lucifer er træt og udmattet. Den hvide skjorte er ikke så hvid mere, men flænset flere steder og rød af blod. Et match til de nålestribede bukser,som der er gået hul på flere steder. De havde ellers være så dyre. Det kan alt sammen være fuldstændig lige meget og skride til helvede, nu.

”Tror du... Hvornår tror du de lukker os ud? Der går ikke mere end et par dage, vel? Højest end uge...”
Lucifers bævrende stemmer lægger ikke skjul på noget. Han er bange. Umiddelbart kunne han også godt virke mindre begavet med sin tåbelige række af spørgsmål, som ingen andre end lorden eller generalen eller en anden i den dur, ville have en chance for at svare på. Lucifer kender ej heller svaret, men ved godt at der snildt kunne gå en måned. Måske mere. Han er endda også klare over, at hvis opmuntrende ord er hvad han søger, er det ikke Renatika han skal søge dem hos. Men hun er jo trods alt den eneste person der er at spørge, ikke?
Et billede angriber Lucifer og får ham til at væmmes. Det er et minde, faktisk. Lucifer var nede på den gang, om han befinder sig på i dette øjeblik. Og han skulle blot hente noget, i den anden ende af kælderen. Men en fæl stank ledte ham til at kigge ind i hjørnet af en celle, og han kunne snart konstatere, at det var et lig der bredte denne hørm. Fluerne og maddikkerne havde allerede taget godt for sig, Lucifer derimod havde været tæt på at kaste op. Der var, blandt borgens beboere, uenighed om hvorvidt denne tidligere fange var blevet glemt, eller bare forladt. Lorden kunne være utænkeligt streng, overfor særligt generende modstandere. Kunne det virke tænkes, at han kunne finde på det? At efterlade en fange i en celle uden mad og drikke, og lade ham rådne op der? Lucifers blik er fjernt da han langsomt tager armene omkring sig og skutter sig. I det mindste ville han, i så fald, ikke rådne alene.

Hun er midt i det hele. Hvornår skete det? Siden hvornår er hun blevet en del af den her verden, blevet en aktiv brik i spillet? Det er nu smertefuldt tydeligt at hun befinder sig midt i medias res, midt i den køligt klamme celle, midt i tonsvis af konflikter, midt i en situation hun ingen kontrol har over.
Hun har mistet kontrollen.
Åbenbaringen strømmer ind over hende i form af panik. En kold, nådesløs panik der bølger igennem blodårerne med rasende hastighed, pumper adrealinen op til faretruende højder og får sorte prikker til at bane sig frem for hendes øjne. Hun havde ikke engang lagt mærke til det. Hun havde slet ikke bemærket at hun gradvist var blevet mere og mere involveret i den tåbelige krig, det idiotiske samfund kaldet Krystallandet. At hun langsomt, men støt var brudt igennem den tykke glasmur der sikrede hendes uskadthed og skærmede hende for verdenen udenfor. Nu er det for sent at vende tilbage: Hun er fanget. I mere end bare ordets bogstaveligste forstand. Og hvem har hun at skyde skylden på?

... Det er jo så det der er spørgsmålet.

Stadig ligger hun ubevægelig og mærker hvordan koldsveden springer frem på hendes pande og dæmonerne kryber nærmere. Lucifers stemme runger et eller andet sted bag hende, men hun undlader at svare hans skræmte spørgsmål. Tanken har slet ikke strejfet hende. I hendes hoved er det her slutningen af løbet, enden af linjen. Hun er løbet panden mod en mur for sidste gang, og nu er det slut.
"Det er forbi," og hun har ikke noget i mod at være vokal omkring det. Hendes stemmer er reduceret til en mumlen, men budskabet står fuldkommen klart i hendes tanker, og langsomt finder svarene på plads i hendes nerver. Det går op for hende hvor hun trådte forkert, men indseelsen er langt mere smertefuld end det var muligt for hende at forudse.
"Der kom ingen. De kom ikke." mumler hun ikke henvendt til nogen specielt og selv efter at hendes læber er bragt til ro fortsætter ordene med at runge i hendes baghovede som et endeløst ekko. Der kom ingen. Der kom ingen. Der kom ingen. Pludselig er hun tilbage på brostenene på markedspladsen, blodet fossende i stride strømme gennem skidtet og med fjenden snigende omkring sig. Og det går op for hende at der er folk, der er øjne i vinduerne der stirrer nysgerrigt og bange ud på de tre personer. Øjne der har overværet det hele. Øjne tilhørende børn, kvinder, mænd.
Og ingen der kom ud for at hjælpe.
Hun havde troet det var muligt. Virkelig troet at det var muligt. At det ville være muligt at starte et oprør, muligt at åbne folks øjne med halshugningen af statuen og overbevise folk til at kæmpe. Hun havde været overbevist om at hun var den tændstik der var nødvendig for at sætte gang i krudtet. Og hun havde åbenbart taget fejl.
"De så at vi var ved at blive slået ihjel. Men de kom ikke ud for at hjælpe," bekræfter hun over for sig selv og fortsætter med at stirre på et punkt bag det solide loft.

Lucifer sidder foroverbøjet i støvet. Hans blik hviler på Renatika. Han ville ønske at hun ville bevæge sig, for hendes stilhed for ham til at frygte at hun lige pludselig dør fra ham. Han forstiller sig at være alene i cellen, med en død Renatika. Tanken giver ham kvalme. For en gang skyld ville han ønske at hun råbte og skreg og kastede ting omkring sig. Hun måtte gerne banke imod væggene og ruske i tremmerne og kalde ham grimme ting som skødehund, skoslikker og svækling... Hendes stilhed minder ham alt for meget om død.
Renatika bryder den opståede tavshed, med en deprimerende påstand. Det overrasker ham ikke, det er typisk hende. Lucifer ville ønske at han kunne falde i søvn og ikke vågne før de fik lov at komme ude af dette her møgbelortede sted. Desværre forudser han, at det ikke bliver nemt at falde i søvn på det kolde stengulv. Det bliver nogle meget meget lange dage, timer, minutter, sekunder. Det er næsten helt håbløst.
”Hvem skulle komme?”

En edderkop i sit spind, i hjørnet af cellen, kaster sit mangeøjede blik ud over de støvede mennesker og deres pessimisme. Den bliver dog snart forstyrret, da en uvidende flue forvilder sig ind imellem tremmerne og lander i dens spind. Fluen prøver at løfte benene, men spindet giver efter. Den sidder fast. Edderkoppen mærker spindet ryste og danser elegant hen over de tynde tråde. Den griber om fluen og vikler den ind i et lige så fint spind. Og så trækker edderkoppen sig tilbage. Bare for at vente på at fluen giver sig til at dø, så edderkoppen kan få stillet sin sult. Og fluen er fanget og ved, at der er ingen vej ud. Nu kan den bare vente på at rådne op.

Lucifer når ikke at få svar på sit spørgsmål, før Renatika spytter de næste melankolske ord ud. Og så går det op for ham hvad hun snakker om.
”Det var dem eller os. Det var det de vidste” Lucifer ryster kort på hovedet og ser Renatika sidde på statuen af lorden, i færd med at save hans hoved af. Oven på en sådan erindring kan der vel ikke være megen tvivl om, hvis skyld det er at de er havnet her.

Lucifers stemme er en fjern rungen, lyden af et eller andet ukendt langt borte, men samtidigt ubehageligt tæt på. Efter at have stirret på det samme punkt i loftet længe nok er det som om de gråmelede sten bevæger på sig og rykker sig omkring som firkantede insekter, mekanisk og stift og faretruende. Pigen overvældes af en trang til at lukke øjnene og ryste illusionerne ud af hovedet, men fastholder sit blik. Kroppen begynder uvilkårigt at trække på sig rundt omkring af respons til kulden der siver op fra det dårligt isolerede gulv.
"Men de var så mange," mumler hun og havde vist opfattet Lucifers ord alligevel, "De var så mange."
Så mange. Og Morgoth var kun én, når det kom til stykket. Det var ikke bare børn og svæklinge der stod rundt omkring i husene, det var unge og friske mennesker med råstyrke og magi. De kunne have vældet frem som myrer og overmandet det overlegne insekt, når de var så mange. De gjorde det bare ikke. De valgte at ikke gøre det. Renatika sluger en klump i halsen og betragter loftets imaginære dans over sig, kommer pludselig til at tænke på skyer og stjerner og kan næsten se dem gennem de mange lag af sten borgen består af.

"Der er en del hjemløse børn i byen, ved du godt det, Lucifer?" kommer det fra hende, lavt og fraværende, som om hendes stemme har forladt kroppen og svæver omkring i luften som et selvstændigt legeme, "Mange af dem overnatter i kirkerne rundt omkring. Jeg fortæller dem historier når jeg har chancen, eventyr."
Et diskret smil spreder sig på hendes læber, mens øjnene ser ildsteder og små børns oplyste ansigter i rundkredse.
"Eventyr ender ikke altid godt. Alligevel ... Børnene elsker dem. Jeg elsker dem. Ved hjælp af eventyr lærer børnene at de skal holde sammen, at de kan vokse sig stærke, at ..."
Hun går i stå og lader blikket flakke rundt igen, hen over loftet, fra side til side. Først nu lykkes det hende at studere tremmerne ordenligt, først nu lægger hun mærke til de mange andre celler langs væggene. Livløse skikkelser skimtes længere henne, personer der for længst er gået i ét med de grå omgivelser.
"Eventyr er en god måde at skabe afstand fra sine problemer på. Jeg tror bare ... jeg tror bare at jeg kom til at forveklse virkeligheden med et eventyr."

Fyren med det flammende hår kaster sit grå blik ned i gulvet. Renatikas stemme er stilhed. Den føles som buldrende stilhed, til trods for at han sagtens kan høre den. Måske er det bare fordi den fremhæver de små talepauser, der er, og gør dem endnu mere tavse. Sætter sig i kontrast. Det er ligesom Lucifers hår, der sammenlignet med cellen blot virker endnu mere rødt end det er. Det eneste der når op i det niveau af farve er blodet på skjorten. Og hendes øjne.
Lucifer ser på hende, og følger hendes mimik. Munden bevæger sig og former ord, og øjnene der flakker rundt omkring i cellen. Tiden går allerede så langsomt. Lucifer rejser sig besværet og tager tre tunge skridt over i den stribede solstråle. Lyset får hans ansigt til at se næsten majestætisk ud, men snart dækkes solen af en sky derude, og Lucifer sidder tilbage med smagen af sollys på læberne.
Tanker kastes omkring i cellen og reflekteres tilbage. Frem og tilbage. Lucifer spreder læberne og mumler, med et strejf af manglende koncentration; "Mit liv var et eventyr. Og det endte godt"
Lucifer kniber øjnene i og er helt ung og uvidende. Som børnene i Renatikas ord. Hjemløs. Sover i kirken. Og når vejret er til det, under stjernerne. Og han har ikke brug for at vide noget som helst om andre eller verden, eller hvad der sker i Krystallandet. Han passer sig selv. Fordi han kan. Og han har håb og drømme og intet skal forhindre ham i at udleve dem. Og han har Renatika... Det var inden han blev alt for voksen.

"Jeg var også hjemløs, Renatika. Jeg tror, at jeg er hjemløs igen. En celle er ikke noget hjem." Lucifer vender hovedet imod sin veninde, der ligger på gulvet. Havde her duftet af korn og været en kølig brise, og havde månen og stjernerne lyst det hel op, så havde han nok kunne kende. Liggende på ryggen i det bløde græs langt væk fra byens asen og masen og travlhed.
Tænk at befinde sig i Krystallandets nuværende overhovedes hus, og så alligevel være så fuldstændig betydningsfuld og til ingen nytte. Tanken er lidt interessant, for hvorfor er de her egentlig så? Hvorfor ikke bare slå dem ihjel, nå de til syneladende er imod indehaveren af landets magt? Er de ikke bare en klods i hjulet?
Svaret er sikkert mere ligetil end det synes at være lige nu. Alting bliver mere kompliceret når man får roen til at tænker over det.

Pigen lytter opmærksomt til lydene omkring sig - Lucifers stemme, de umenneskelige klager fra de andre fanger, vinden udenfor, ubestemmelig raslen et sted bag væggene - men kan ikke lade være med at synes de føles uvirkelige og fremmede. Lydene tager fast form og kravler hen over gulvet, kravler rundt på væggene og stirrer på de to unge med stikkende, glasagtige øjne, lægger sig helt tæt op af det udmattede barn. En ubehagelig følelse. En fremmed følelse.
"Endte go ... hvad for nogen eventyr har du læst?" lyder Renatikas stemme, men hendes krop ser ikke ud til at bevæge munden, endnu mindre at være i live. Det er som om hendes åndedræt er stoppet og stukket af, men uanset hvor livløs hun bliver kan hun ikke få sig selv til at forsvinde. Hun kaster et blik ned af de lange gange, tilbage mod den grå, bevægelsløse skikkelse fra før. Gået i ét med omgivelserne. Sådan vil hun alligevel ikke ende. Ikke her, i hvert fald.
"Mm ... Hvad pokker er det du fabler om?"
Endelig rører hun på sig, slår ud med armen og hæver sig med et sæt fra gulvet og lader skulderne falde følelsesløst sammen. Lucifers vrøvlen begynder at gå hende på nerverne, hver gang hun begynder at få samlet tankerne bryder hans stemme ind som et svær og skærer hul i hendes hjerne og spreder det hele for alle vinde igen. Forbandede idiot. Han har ikke fattet en skid af hvad der foregår. Med udtryksløst ansigt drejer hun hovedet, ømmer sig tavst over det højlydte knæk der lyder fra nakken deraf og rejser sig så tungt og klodset. Efter et par skridt er hun henne ved de halvrustne tremmer, hviler kortvarigt panden imod dem, rusker i metallet, giver op og dumper ned på gulvet igen da svimmelheden bliver for meget. Hvorfor er hun svimmel? Så meget blod mistede hun da ikke? Eller hvad?
Hendes forslåede skikkelse svejer faretruende, og det tager ikke mange sekunder før pigen ligger udstrakt på gulvet igen, og i samme sekund bliver hun i tvivl om om hun overhovedet kom op at stå.

"Lucifer--" begynder hun, men når ikke videre før et højlydt skrig af metal mod metal høres fra den anden ende af gangen, og den let genkendelige lyd af tunge skridt bevæger sig tættere på.
"Mad," lyder en rusten stemme fra en anonym vagt med ujævne skægstubbe og mørke øjne, og to skåle med vandet grød bliver skubbet igennem tremmerne før han forsvinder. Det tager et par minutter før det går op for Renatika hvad der netop er hændt, men det hun forsøgte at sige vender ikke tilbage. I stedet trækker hun den ene skål tættere på og stirrer dumt på den.

Lucifers øjne er lukkede og kort tror han at han atter føler den beskedne solstråle på sine kind, men da han åbner øjnene er det hele lige så mørkt som det var før. Det er ufatteligt så skuffet over man kan bliver over sådanne småting. Vanddråber, hvepse og mangel på søvn og meget mere. Måske man bare skulle indse, at lige meget hvor meget solen prøver vil den alligevel aldrig nogensinde kunne bryde væggene. Mørket har vundet - ikke bare her, men i hele krystallandet.
"Jeg fabler om alt for meget" mumler Lucifer irriteret over Renatikas pludselig spydighed, og rynker lidt på den beskidte pande. Gu har han da læst eventyr. Han fik, som barn, ofte fortalt eventyr oppe på slottet. At de fleste af hans familie var en flok forvoksede igler, når det gjaldt kontakt med de fleste mennesker, betød ikke at de overfor hinanden ikke kunne fortælle historier. Lucifer kan godt huske det, at sidde i en rundkreds i kistekammeret og lytte til eventyr. Og da han var alene på gaden digtede han af og til også sine egen eventyr, for ligesom at sætte tingene lidt i perspektiv og holde modet oppe. Alleroftest omhandlede de ham selv, men var det ikke også pointen i al hans plapren?

Da deres stilhed bliver afbrudt af en høj, skinger lyd kaster Lucifer straks blikket imod gangen. En fedtet vagt med hans fedtede mad. Lucifer rynker utilfreds på næsen af det der serveres for dem, men rækker alligevel ud efter den anden skål. Stirrer lidt ned i grøden, der bevæger sig faretruende efter at have været løftet op. Havde han fået serveret dette måltid for et år siden, havde han nok hugget det i sig. Men sagen er altså den, at som tjener hos Mørkets Lord er det lidt andre ting, der bliver sat på bordet. Tanken om stegt vildand får hans tænder til at løbe i vand og drømmende stirrer han ned i det grålige sammenkog. Lucifer skubber skålen en stykke væk fra sig før han atter sætter sig op af cellens fugtige væg. Han er trods alt ikke ved at dø af sult endnu.
"Hvorfor ville du halshugge statuen? Jeg troede, at du var fuldstændig ligeglad"
Lucifer føler at han er nødt til at tage netop det emne op. Intelligent er det ikke, da det uden tvivl vil ende i et skænderi. Men at sidde her og vente på at rådne op er endnu mere utåleligt.

I nogle sekunder læner Renatika sig længere og længere frem mens hun stirrer ned i den lille træskål, indtil tyngdekraften begynder at brokke sig, og hun tvinges til at rette sig op. Overvejende læner hun hovedet lidt på skrå og betragter maden som var den et utroligt avanceret stykke matematik der skulle udregnes. Efter lidt tid ser hun ud til at være kommet frem til et resultat, griber skeen der fulgte med og lader en klump hvidgrå masse dumpe ud på det i forvejen uhygiejniske gulv. Grøden på gulvet ligner mest af alt et ufødt, dødt dyr af en eller anden art, med en tynd, uidentificerbar væske løbende ud af den som regnvand fra en utæt tønde. Renatika fortsætter med at betragte den nysgerrigt i lidt tid, før hun snapper hovedet i Lucifers retning da han genoptager sin spørgen. Hendes øjne er opspærrede og aggresive, men den vrede der er så karakteristisk for hende lurer ikke bag dem som sædvaneligt; I stedet flakker blikket distraheret og bag den spejlblanke overflade forsøger pigen at skjule en tvivl. Bevidst undgår hun øjenkontakt med knægten over for sig, trækker på skuldrene og lader øjenlågene falde i.
"Det var jeg nok ikke alligevel, så," svarer hun henkastet, mumler et eller andet uforståeligt og lander igen blikket på den uformelige klump af mad på jorden.
"Jeg ... tænkte at jeg, vi, kunne hjælpe. At vi kunne få, du ved, den retmæssige hersker på tronen igen," lyver hun og rører lidt rundt i den resterende grød i træskålen, "Men, hey, det var nok ikke det smarteste træk alligevel. Så. Lad være med at bekymre dig, nu er jeg ligeglad igen. Sådan rigtigt. Ligeglad."
Hun sender ham et hurtigt smil hvis troværdighed ikke ligefrem forbedres af hvor hurtigt det falmer igen, og Renatikas passive, irriterede træk vender tilbage og hun drejer ansigtet væk fra drengen igen. Jo, hun er kommet på bedre tanker. Ikke fordi at hun vil indrømme nogensinde at have taget fejl, men i det mindste ved hun hvad der skal gøres nu.
Først skal hun bare ud herfra. Det skulle ikke være så svært.

Lucifer skæver over til Renatika og derefter ud igennem tremmerne. Hans arme ligger over kors med et strejf af kedsomhed og hans øjenlåg er let sænkede. Et dybt suk slipper ud imellem de sprukne læber, efterfulgt af en kraftig indhalering igennem næsen. Smerterne er der stadig og han krummer sig atter sammen og trækker de lange ben op under sig.
Da Renatika begynder at svare på hans spørgsmål, mærker han straks hvordan en beskeden mængde af adrenalin udskilles i hans krop, og får hans hjerte til at banke en anelse hurtigere. Han ved hvad der vil komme, han har stået i situationen noget der kunne føles som tusinde gange før. Han kender hende!
- Men så åbenbart ikke alligevel. Renatikas fattede svar giver ham næsten kuldegysninger og han må rette sig ud fra sin krummede facon, og sende hende et mærkværdigt blik. Var det virkelig hende? Eller var der sket, som han tidligere havde forventet ville sket, at hun var gået hen og døet? Det ville nok være lidt usandsynligt, men hendes fattede attitude får hans hjerne til at køre på fuld tryk. Hun må have gang i et eller andet. Langsomt og lettere forvirret rejser Lucifer sig for med langsomme og velovervejede skridt, at gå helt hen til Renatika. Han sætter sig på hug ved hendes side, skuffet over at se at det hun sidder og fumler med ikke er andet end en klat grå grød.
”Du lyver” siger han beskyldende, og planter en finger i hendes retning. ”Du ville aldrig indrømme, at du har gjort en fejl. Du lyver!” Lucifers øjne bliver smalle streger og han rejser sig igen, med armene i siden.

Renatika lader til at være forsvundet ind i sin helt egen verden mens hun sidder og roder i grøden med spidsen af sin ske. Koncenteret skiller hun den ad og betragter den gråhvide masse langsomt smelte sammen igen med et ubehageligt svup. Hendes hånd bringes dog til ro da hvad hun har ventet på sker - en rotte sniger sig undersøgende gennem de grå tremmer, spejder rundt i rummet og suser så hen til den klump pigen har lagt ud. Mistroisk snuser dyret til massen og sender Renatika et overvejende blik, men begynder så at spise. Renatika smiler tilfredst, og så snart klumpen på gulvet er væk og rotten pilet videre ned af den mørke gang tager hun selv fat på resten af sin portion. Godt. Så er der altså ikke gift i.
Grøden smager af ... vådt tøj, læderrester og rådden luft. Det er vist den tætteste defination af den specielle masse man kan udtænke, men vagabonden dømmer sig selv for sulten til at gå særlig meget op i det, og det beskedne måltid glider hurtigt ned. Hvornår var den sidste gang hun spiste? Pyt, i hvert fald er hun relativt mæt nu. Det må være godt nok.

Hun læner sig uvilkårigt væk fra Lucifer så snart han kommer tættere på, som ville hun brænde sig på ham hvis de kom i kontakt, og øjnene flakker rundt i rummet alle andre steder end i hans retning. Irriteret brummer hun noget der umuligt kunne være ord, men åbner alligevel munden og svarer sin cellekammerat. Mest af alt, overbeviser hun sig selv om, fordi hun ved at han vil fortsætte med at kæfte op hvis hun lader være.
"Hvem siger at jeg tog fejl?" påpeger hun og skraper den sidste smule grød ud af den ru træskål, "Jeg siger bare at jeg bliver nød til at se situationen fra en anden vinkel. Ændre min strategi. Rykke med mine løber frem for min bonde. Kan du spille skak, Lucifer?"
Med det sidste spørgsmål vender hun hovedet mod ham og betragter for første gang den dag hans ansigtstræk. Kors, hvor ser han ud. Den næse. Der er vist ingen tvivl om at det er lykkes hende at gøre konsiderabel skade på fyren.

Lucifer trækker hovedet lidt tilbage, da Renatika velovervejet og ualmindeligt roligt spytter endnu et fornuftigt svar ud. Hvad er nu det for noget? Hvad fabler hun om? Renatikas spørgsmål til Lucifer lægger ligesom en dæmper på den diskussion og Lucifer sidder med en underlig fornemmelse i maven. Renatika har klart taget et eller andet op til overvejelse, men han ved ikke helt hvordan han har det med det. På en måde er det opmuntrende, og det kunne måske også lave et eller andet slags samarbejde imellem de to, og så alligevel. Lucifer fristes til tro, at der er et eller andet galt.
"Til en hvis grad. Jeg kender reglerne. Det er desværre ikke altid nok..." Konstaterer Lucifer efter sin korte tænkepause. Jo, han har da spillet skak et par gange. Men han er sikker på at de fleste skakspillere vil kunne slå ham til hver en tid. Brætspil er ikke just hans speciale.
Lucifer kravler et stykke væk fra Renatika igen og lader hovedet hvile på knæene. En let svimmelhed hærger efter lidt for meget hjernevirksomhed. Eller, måske mest af alt efter et urimeligt blodtab. Lucifer trækker vejret gennem næsen, men til trods for hans langsomme og ukoncentrerede udtryk, hviler et øje endnu på Renatika. Han synes at han bør holde lidt øje med at hun ikke går hen og forsvinder helt, så ubemærket som hun gør sig lige nu.

Et skrig høres nede af den lange gang, da to fangevogtere kommer slæbende med en ung kvinde. Hendes øjne er røde af gråd og hun vrider sig modvilligt, for at slippe for at blive sat ind i den mørke celle. Mændene er for store, og de er to, og snart kan de forlade hende bag lås og slå. Kvinden bryder sammen på det beskidte gulv.
En ubehagelig kulde lister sig ind under Lucifers skjorte og får ham til at skutte sig. Kan det virkelig passe at han har været en del af det her? Han gjorde det jo i god sags tjeneste. Men hvad hjalp det også, når der alligevel ville gå så lang tid inden det overhovedet gjorde godt? Som tilhænger af Mørkets Lord ville han bare have gjort det mørke rige endnu mægtigere, jo flere tilhængere jo bedre, og så ville han sidste ende jo have udrettet mere godt end ondt...
Lucifer ryster på hovedet for at tænke på noget andet. Den grædende kvindes hulken gør det ikke just lettere.

"Hm."

Hun er egentlig rivende ligeglad med om Lucifer kan spille skak eller ej.

Hun har i hvert fald ikke tænkt sig at spille med ham. Især ikke efter den smøre. 'Til en vis grad'. Bah. Enten spiller man, eller også spiller man ikke, det har hun i det mindste lært. Og det er vist på tide at hun begynder at spille ordentligt. På begge sider af brættet.
Renatika kradser med en fingernegl i gulvet og skutter sig. Der er vel en grund til at cellerne ligger i kælderen. Så behøver de ikke spilde tid og penge på at lægge et gulv ind. Overvejende lægger hun håndfladerne fladt mod jorden og stenene, lader huden omhyggeligt presses helt ned mod overfladen, opfatter hver eneste lille molekyle i den tøre undergrund. Hun bider tænderne sammen i koncentration, ignorerer svimmelheden og læner sig ned mod jordgulvet, men uden resultater. Ikke det mindste. Godt nok er hendes kontrol over sin evne ikke noget at prale af, men som regel ville der i det mindste ske noget. Tjah. Det er vel også forventeligt at de spærrer for magien hernede.
"Du ville være en bonde, Lucifer," mumler hun så pludseligt og ombestemmer sig, "Nej, du tror du er en bonde. Du ved godt hvad en bonde er, ikke? Det er dem der er flest af. De fleste spillere bruger dem som kanon-føde - brikker til at ofre eller blokere modstanderens brikker. Nogle - sådan nogle som dig - vil måske forsøge at få en bonde om på baglinjen og krone hende til Dronning. Den stærkeste brik i spillet. Forståeligt nok."
En kunstpause. Pigen virrer lidt med hovedet som for at ryste et irriterende insekt af sig og spejder så atter ned af gangen. En let hulken bæres op med vinden, en stille stønnen længere nede og ukendt, umenneskelig mumlen. For mange lyde. Hun rynker på næsen og trækker ufrivilligt med øjet, ryster hovedet igen og fortsætter.
"Men rigtige skakspillere, RIGTIGE skakspillere, de ved hvordan man skal bruge bønderne. De forstår at bønderne kan være nøglen til at vinde, bare man spiller dem på den rigtige måde."
Hun ranker sig en anelse op og trækker arrogant på smilebåndet. Det er næsten muligt at se skakbrættet foran hende, brikkerne placeret nøjagtigt efter hendes planer. Beslutsomt giver hun et lille grin fra sig, rejser sig med et sæt og stirrer på knægten foran sig. Han ser ranglet og dum ud hernede, synes hun, han passer ikke ind. Et forvildet barn, stakkels ven, hah. Med en hurtig bevægelse griber hun fat i hans skjortekrave og læner sig ind til ham, stiller sig på tæer for at kunne nå, undertrykker et grin og hvisker ham ind i øret:
"Hemmeligheden er at spille dem ud mod hinanden."

Et forhastet suk slipper ud gennem Lucifers læber, forsvinder ud i lokalet med et let pust. Han finder Renatikas opførsel en anelse mærkværdig. Men har han overhovedet andet valg, end at se til og håbe på det bedste? Renatika har gang i noget. Lucifer holder vejret, men må af og til bukke under for behovet for at respirere og dette resulterer i taktløse, tilbageholdte åndedrag. Han følger Renatika med de vidåbne, støvgrå øjne.

Intet sker.

Lucifers spændte skuldre falder ned i afslappet position igen. Ved nærmere eftertanke er han godt klar over, at det slet ikke kan lade sig gøre i cellerne her, at bruge nogen form for magi. Hvor ville han dog ønske at det kunne - tanken om at tage form som en krage og presse sig ud igennem tremmerne i vinduet, for at fortsætte ud over det åbne land giver ham et sus i maven. Forvandlingen er smertefuld, især når han er så skadet som han er nu, men han ville kunne komme ud! Det ville være det værd.
Lucifer rejser sig op og børster tøjet af. Det er blot en vane, blodpletterne går ingen steder. Derefter vender han igen opmærksomheden imod Renatika. Han konkluderer, at den samtale hun fører med sig selv, for at bestemme hvilken skakbrik han er, er uden for hans rækkevidde. Hun kunne have ret i det hun siger om bønder, men hendes direktehed og pludselig klarhed skrammer ham lidt fra, at fortsætte hvor hun slipper. Han vil egentlig helst ikke tænke på det.
Lucifer trækker forskrækket armene op til sig, da Renatika griber i hans krave og læner sig faretruende tæt ind til ham. Atter engang ophører hans vejtrækning kortvarigt, som er han bange for at hun vil slå ham ihjel. Først da hun hvisker ham i øret kan han ikke mere holde armene, og skubber hende hurtigt og bestemt væk fra sig. Lucifer går et par skridt tilbage imod væggen, holder armene ud til siden i afventende position, alt imens hans holder øjnene fast på hende. Han tror rent faktisk at han er lidt bange nu.

Lucifers afvisende skub kommer bag på hende. Han har altid forekommet hende som typen der er til kram og føle-tæt-på-stads. Mere end hun er i hvert fald, men så igen, det er de fleste. Nu var det heller ikke ligefrem et kram hun gav ham.
Alligevel ... pigen vakler overrasket bagud og ender med ryggen mod de iskolde tremmer og blikket falder forvirret i Lucifers retning. Knægten over for hende står anspændt og med tilbageholdt åndedræt, mens hendes egen krop føles forkert og akavet med ét. Han er jo bange. Skideutilpas. Renatikas tanker bliver bragt i uorden igen, tingenes gang har taget en uforsigelig drejning igen, til hendes store utilfredshed.
"Hvad pokker er der med dig lige pludselig?" vrisser hun, men uden rigtig at få sin typiske, irriterede klang på stemmen. Hun lyder mere forvirret. Forvirret og tom. Lucifers opførsel virker overraskende uvant - jo, hun ved at han føler sig truet af hende ... nervøs i hendes nærvær. Med god grund. Hun kan tæve ham, og det ved han. Det ved de begge, at hun kan bøje ham med én hånd på ryggen og at han ikke gør noget godt i at sætte sig op imod hende. Selvfølgelig er han forsigtig over for hende.
Men.
Er han virkelig bange for hende?

Renatikas fødder gnider sig akavet mod underlaget under sig, hendes hænder griber prøvende fat omkring tremmerne så det rustne metal river i den ru hud i fladerne. Pigen ved ikke hvor hun skal gøre af sig selv og har ikke tankekapacitet nok lige nu til at bryde sig om det. Cellen virker for lille. Og for stor på samme tid. Nej, nærmere, cellen er for lille, men verden uden om er for stor. Eller omvendt. Eller ... nej. Alt hun ved er at det er på tide at ændre sine omgivelser. Hun skal ud herfra. Øjnene flakker ned af gangen, hvor fanden blev de vagter nu af? Kommer der ikke snart nogen? Blikket tilbage på Lucifer der stadig ligner en drivvåd hundehvalp der er blevet sparket lidt for meget.
"Tror du at jeg vil springe på dig?" mumler hun.

De rustne tremmer afgiver en metallisk, næsten umenneskelig rungen, da pigebarnet ramler ind i dem. Lucifer bliver mindet om hvor de befinder sig, og hvilken situation de står i. De kan ikke slippe ud og han kan ikke slippe væk. Og han er bange for Renatika. En tanke strejfer ham og han stivner blot endnu mere. Tog vagterne hendes kniv fra hende?
På vippen til panik går Lucifer endnu tre skridt tilbage og rammer stenmuren. Et par småsten drysser på gulvet og efterlader en støvsky langs jorden. Lucifer klasker sammen på op af væggen af udmattelse, over at have anstrengt den ødelagte krop. Kan det virkelig passe at det rabler for hende? Snart får Lucifer bildt sig selv ind at Renatikas plan går ud på at eliminere ham, og beredt knytter han blege hænder så de bliver endnu hvidere. "Med mig? Hvad der er med mig?" Spytter Lucifer utilfredst ud, men et ekstra tryg på 'mig', for at gøre opmærksom på at det måske nærmere er hende der er galt på den. Han slapper lidt mere af da hun vender ryggen imod ham, for naivt at ruske i de kolde, gamle tremmer. Lucifers krop er træt og skriger på søvn, men adrenalinen pumper i systemet og forhindrer ham i at sove. Han er bange for at være uopmærksom et øjeblik. Hvad er det egentlig han tror om hende?

"Nej?!" Svarer Lucifer højret til hendes sidste spørgsmål, på en måde der lyder, som forsøger han at overbevise sig selv om, at det tror han da ved gud ikke at hun vil. Selvfølgelig kan han ikke sige til hende at, 'ja, Renatika. Jeg er faktisk lidt bange for dig'. Det er under hans værdighed - selvom det nok ikke havde gjort nogen forskel alligevel. Det er så åbenlyst. Hans kropssprog siger alt. Famlende griber han om sin plettede skjortekrave og fumler med den, i et forsøg på en overspringshandling. Lucifers øjne flakker gennemskueligt. Han ved jo godt hvor hårdt hun slår.

Kortvarigt læner hun panden mod det kølige metal og mærker hvordan is løber ned over huden og fryser hende fast. Kroppen er helt varm. Måske har hun feber? Øjnene lukker i af sig selv, men forbliver ikke lukkede ret længe før det begynder at kradse og klø på indersiderne af lågene og pigen tvinges til at rive dem op og lade cellens grå og mørke omgivelser overfalde sig som en gal ulvehund. Skulderne strammes. Det her er helt forkert, kan hun mærke.
Langsomt, tøvende vender hun sig rundt igen og lader blikket lande på Lucifer, hvis flakkende og anspændte skikkelse minder hende alt for meget hvor hun er og hvad deres situation er.
"Ja, det var dét jeg spurgte dig om! Hvad er der galt!?" Renatika hæver stemmen for første gang siden de blev smidt herned og kan slet ikke høre hvor dumt et spørgsmål det er hun stiller ham. Hvad er der galt. I Lucifers øjne må alt være galt lige nu, men Renatika er kun interesseret i at vide hvad det er der får ham til at krympe sig sammen som en bange fugleunge. For hun har ikke gjort ham noget. Og han har ikke gjort noget der skulle gøre hende vred. Endnu. Men det ser ud til at han er godt på vej.

Et irriteret fnys lyder fra den udmattede pige.
"For helvede, Lucifer! Jeg burde, jeg burde kværke dig!" med en voldsom bevægelse planter hun hænderne i hovedbunden og betragter vantro den ranglede knægt, "Jeg burde kværke dig lige nu og her! For du giver mig en grund til at kværke dig, ved du godt det? Du tror at jeg vil slå dig ihjel, selvom jeg ingen verdens grund har til at slå dig ihjel, og derfor har jeg lyst til at TURSENTÆSKEME SLÅ DIG IHJEL!"
Nærmest af sig selv bevæger pigens ben sig med et sæt og sparker en dynge beskidt hø i Lucifers retning og får i processen Renatika til at miste balancen, knalde hovedet mod tremmerne bag sig og endnu engang lande fladt på gulvet. I en kort stund sidder hun med ansigtet mellem benene og ømmer sig under lavmælte eder, men ser så op og kommer med en lyd mere irriteret end den foregående. Bare for at få det ud af systemet. Overbeviser hun sig selv om.

Anstrengt kører han hånden igennem det røde og beskidte hår og kigger håbløst på Renatika. Et kort blik kaster han derefter ud af tremmerne, ned af gangen, for at se om der mon skulle være en vagt. Vagterne skal stoppe eventuelle optøjer. Måske, hvis det blev nødvendigt, kunne de endda få hver sin celle? Bare tanken om lidt søvn får Lucifer til at gabe.
Men der er ingen. Ikke et øje at se. Måske er de der, men han kan ikke se dem. Det er desuden alt for mørkt. Hurtigt vender hans opmærksomhed tilbage til Renatika, for ikke helt at miste overblikket. Hvis da ikke det allerede er for sent. Renatikas lettere aggressive beskyldninger får hans pis til at koge og han må holde sig tilbage for ikke at råbe igen. Men han er nødt til det, for han kender remsen. Det vil gå som det altid gør. Så snart han selv begynder med lidt modspil, så snart han hæver stemmen og siger hende imod, så går det for alvor galt. Og før man ved af det ligger man med brækket næse og ryggen mod brostenene, med en galning over sig, og en rystende kniv imod struben, og venter på at dø. Han har ikke brug for at få gentaget dette scenario, det er han helt enig med sig selv om.
Lucifer giver et spjæt fra sig, i ren forskrækkelse, over Renatikas aggressivitet og hendes sparken rundt med hø får ham til at blinke, forskræmt som en lille barn, og beskytte sig med armene. Hendes sidste ord giver stadig ekko i hans forvirrede hoved, og giver ham ubehagelig billeder på øjeæblet. Bævrende rejser han sig, han retter ryggen i et forsøg på at mande sig op, og tager en dyb indånding.
"Nej. Nej, Renatika" - For hvad skal man egentlig svare? Hvad kan man sige, når man står overfor en person der truer én med at blive slået ihjel? Lucifer kan ikke finde på noget mere fornuftigt at svare. Han ville ønske at han kunne, men det kan han ikke. Han kan kun inderligt ønske, at en vagt vil være over hende, hvis det går galt.

Renatika vugger faretruende frem og tilbage på gulvet med hænderne over hovedet og nogenlunde samme udstråling som et helt sanitarium. Af og til kaster hun et stjålent blik ud af øjenkrogen mod Lucifer for at sikre sig at han ikke stirrer på hende - og bliver hver gang endnu mere irriteret over hans ubeslutsomme kropssprog og nervøse udtryk i øjnene. Gid han ville forsvinde. Hun har ikke brug for ham lige nu. Lige nu. Vil hun være alene.
Det lader hun så som om hun er. Og efter lidt tid lykkes det hende at berolige sig selv nogenlunde og bringe sin krops svejen til ro. En dyb udånding flyver over hendes læber og lader skuldre og ryg sænkes og blive til et blødt, tomt materiale. Sådan. Stille og roligt. Det duer ikke hvis hun mister kontrollen, ikke hvis hun skal gøre sig håb om at komme ud her fra i live. Eller ved godt mentalt helbred, for den sags skyld.
"Heh. Du ved," kommer det fra hende, lavt, men alligevel ubehageligt tydeligt og klart, "ikke engang hvad det er du protesterer imod. Du. Har. Ingen. Anelse. Om. Hvad. Jeg. Kan. Finde. På. Har du vel, Lucifer?"
Pigen ser op, spejder rundt i rummet uden at søge efter noget specielt og springer så på benene igen. Hun er tæt på at vælte da svimmelheden bølger kraftfuldt ind over hende atter en gang, men med et ryst på hovedet ignorerer hun det.
"Har du vel?" gentager hun, endnu lavere denne gang, nærmest en hvisken, og hun er i tvivl om hvorvidt det ranglede, rødhårede rakkerpak af en ung mand foran hende er i stand til at høre hvad hun siger. Hendes øjne er hårde og intense idet hun træder et par skridt fremad i hans retning, men pigen undlader at komme helt tæt på ham igen. Hun har lært sin lektie. Hun vil ikke røre ved ham, ikke med en ildtang, om hun så blev truet på livet. Frastødende væsen.
"Hvorfor tror du at jeg vil slå dig ihjel?"